"Jeg har jo ingen idé om hvad de tror og ikke tror, men det så sådan ud" bed han en anelse af vennen, hvorfor skulle han tilbageholde en sådan information, hvis han vidste hvad deres formål med at terrorisere ham var. Men det var ikke tilfældet, Eskild måtte erkende han stod uden andre idéer til hvad der lå til grunde for deres besynderlige behandling af ham. 
Men et eller andet sted, tvivlede han på at løjtnanten troede på ham - ikke at det ville komme bag på ham. Mistillid var vel ganske normalt i deres branche. 

Men endnu en gang kunne Eskild blot trække uvidende på armene og fægte let med armene. Havde han ikke lige stået og fortalt det så elementært som noget kunne fortælles. Men i stedet for at svare venner, lagde han hånden mod den andens skulder og trak ham lidt i en anden retning for at de kunne gå ned ad en sidegaderne. Der var færre ører og der var mere ro for at drøfte omstændighederne af hvad det var som blev sagt. 

"Jeg ved ikke, om vi taler forbi hinanden, Issac" sagde han med en rolig tone, næsten helt afdæmpet og afklaret, som når han var ved at nå et af sine små lunefulde øjeblikke. Ikke at Issac havde oplevet dem, hvorfor han ikke ville kunne kende til det. 

"Corinth gør intet for sjov, bagtanker er hans speciale og at skabe røre i andedammen er hans festmåltid. Hvad han vil med mig eller ville med mig, ved jeg ikke. Men at han har noget information på dig, og du har intet på ham, er en dårlig deal, Issac. Hvad information har han hjulpet dig med? Hvordan han fandt ud af at dit sidejob?" 

Var Eskild virkelig den eneste som ikke ville ligge sig ud med Corinth? 

Issac forstod og troede på Eskilds ord. De var begge to byvagter, de havde set lidt af hvert og dermed vidste de nok også godt at nogen mennesker, slet ikke forstod at beherske sig socialt, hvilket det næsten virkede til at den gruppe hørte til. Utroligt at den mand, Isaac havde siddet overfor skulle have været delagtig i den slags. "Nej, selvfølgelig ikke. Jeg tror hvad du siger, Eskild" Det var måske også en grund til, at Corinth meget gerne ville have de navne væk fra arkiverne, fordi at de lavede den slags.

Han så Eskilds træk på skuldrene, inden han blev ført ned ad en side liggende gade. Hesten lod han stå og regnede med at den ville blive stående, mens de begav sig ned ad side gaden for en snak.
Issac forstod hvorfor han hev ham til siden, han havde forstået hans ord, men var sikker på at han havde tingene under kontrol. Men Eskild kendte Corinth bedre.

Igen lyttede han til Eskild, fordi han kendte manden bedre end Issac gjorde. Han forstod hans ord og det han kom med, tog det til sig.
"Jeg forstår hvad du mener, du kender ham bedre end jeg. Jeg tror selvfølgelig på dig, når du fortæller at du ikke ved hvad han vil med dig" Han havde måske gjort udtryk for andet, men det havde ikke været den direkte mening.
"Jeg er ikke sikker, på hvordan han ved det. Jeg opsøgte min person, som jeg havde været ude og tale med om den pågældende sag, men han kendte ham ikke. Han kunne blot fortælle at han havde købt et maleri, af en mand i den beskrivelse. Jeg har ikke noget direkte på dem, ikke andet end hvad der står i sagerne i arkivet."

Issac havde aldrig hørt om manden, inden han dukkede op hos ham.

Det var ikke ualmindelige at give den anden tid til at få mulighed for at udtrykke sin tiltro til den anden, men Eskild havde sine tvivl og forblev med disse. Mistillid var et element i hele hans eksistens, ingen grund til at ændre på det nu. Men hesten blev stående uden sin herre, ganske underligt for en løjtnant, men ikke spor nyt for Thorne. Den hest måtte være vant til det, den kunne næsten selv finde hjem nu. 

Uden at indikere det eller gøre det, var den første sætning ham irrelevant og blevet viftet væk. Corinth burde kun være et Eskild problem i byvagten, men det var ikke længere tilfældet, hvorfor det blev mere omstændigt for ham at finde ud af hvad det var, der var med den person og hvordan han havde de (ikke-magiske) evner, som han så fint besad. Var det charmen og den personlighed som fik folk til at føje sig. Eskild havde selv givet efter og tillod ting som andre ikke ville få lov til. Men han var tilfreds med udfaldet, han havde nydt det forfærdelig meget -- men en mand med de færdigheder måtte ikke være uerfaren. Nej, det var ikke nu han skulle begynde at overveje om manden kom på halvdyrsbordeller og lignende. Det var unødvendige tanker. 

"Ved du om din mellemmand havde købt det maleri eller mødtes med ham samme dag som du mødte med din mand?" det var jo en væsenlig information at have med sig. 

Eskild afføjede snakken om hans eget møde med gruppen, hvilket var fair nok. Hvis det var et overstået kapitel, så var der ikke mere at snakke om der, men jo mere han begyndte at vide om Corinth, så forstod og troede han også på de ting som Eskild fortalte; at de havde udsat ham for den hetz som de havde, blot fordi at han var blind. 

Men alligevel så var der meget som han ikke vidste om Corinth, han havde kun de erfaringer som han selv havde gjort sig og orderne fra Eskild. Eskild og Issac var tætte nok til at de begge vidste at i bund og grund, så troede de på hinanden. Der var en tillid i mellem dem - i hvert fald fra Issacs side af. 
At Corinth havde bevæget sig ind på Eskild, vidste Issac ikke noget om, ikke før nu. Kunne det være tilfældigt eller var der noget bestemt i det? Corinth havde ikke dukket op hos Issac, hvis han ikke havde fundet ud af at han havde en lyssky side, en side som handlede med undergrunden og så væk fra ting, som han i bund og grund ikke burde, men det havde aldrig været noget problem. Nu følte han måske at det begyndte at blive et lille usikkert problem.

"Det var et han havde købt, på en kro eller lignende" Et uskyldigt køb, men om Corinth havde evner eller hvordan det på nogen måder kunne have en indflydelse, vidste han ikke, "Hvor meget ved du om Corinth?"

"Ikke nok på stående fod, men en mand som ham må have skeletter i skabet og er det tilfældet, skal jeg nok få nys om det" det var ikke tom trussel, det måtte man vide hvis man kendte ham. Eskild var i sådanne tilfælde standhaftig og nådeløs nok til at rive op i folks fortid og eksistens, alt for at få noget der kan sætte en kæp i hjulet hos dem. Fader Romeo var blot et eksempel for dette i nyere tid og den kære fader skulle prise sig lykkelig for at han ikke havde givet ham et visit siden sidst. Eskild skuede skam ikke hunden på hårene, og det havde faderen måske erfaret blot ved en af deres sidste ... dialoger. 

Et suk forlod den unge byvagt og han lænede sig en anelse op ad muren i gyden. "Men jeg er overbevist om at Corinth har en evne, den minder som en våd substans der ikke er, for mig, til at registere. Den kommer ud af ingen ting, som skygger bliver levende" fortalte han, som den blinde mand i denne situation, var det svært at fortælle om hvad det var, men han kunne ikke fortælle om noget han ikke kunne se eller observere som et fysisk element der bevægede sig i den virkelige verden.

"Er der nogen andre dokumenter med Lochtree slægten du har fjernet fra arkivet?"

"Med et slæng som han har rendende, som måske ikke er de skarpeste person, så burde der være skeletter i skabet" Kom det fra Issac, som han kiggede Eskilds vej, "Ingen tvivl" Han vidste at Eskild nok skulle undersøge sagen, og nu hvor han selv var blevet gjort opmærksom på, hvem Corinth egentligt var, så var han selvfølgelig ikke selv i tvivl om at han nok skulle kigge efter mere information om denne mand - i hvert fald at holde ører og øjne åbne. 
Issac vidste godt at Eskild ikke var efter ham, eller fordummede ham, men forsøgte at hjælpe ham i situationen, hvor Issac selv måske havde været lidt for kæphøj. 

Issac lyttede til Eskilds ord, som han forklarede om den mulige evne. Det var ikke noget han selv havde oplevet eller set, men det virkede interessant på flere måder. Havde det noget at gøre med malerierne? "Tænker du at den evne, kan have noget at gøre med malerierne?" Eller var det mere som en slags tjære eller olie? Men Issac var ikke i tvivl om at der var noget med det maleri, og det var på den måde han kendte til Issac.

"Nej." Svarede han kort og præcist, "Jeg har ikke fjernet noget med Corinths navn. Der var ingen sager på ham, og hvis der er noget på hans stamtræ, så ligger det der stadigvæk" Det var kun aktive sager som skulle væk, intet andet. 

I det mindste kunne de være enige om det, at Corinths slæng var langt fra de skarpeste knive i skuffen. De var dog alligevel klodser om benene for andre, for det var et sammenhold og broderskab som ikke så nemt kunne væltes, og skulle det væltes var det at fjerne den som skabte fundamentet: Corinth Lochtree. 

Den unge byvagt prustede et lille suk ud og trak tøvende på skulderen. "Jeg tvivler hans evner er så effektive, han kan have overhørt noget. Manden omgås i alle byens afkroge, døgnet rundt" det var med vilje at han insinueret at adelsmanden ikke sov, for ingen kunne være så effektiv med en døgnrytme der afhang af hverdagen - det var så sandelig blevet bevist på sin egen måde og Eskild respekteret det da. Men han nød ikke at være holdt uden for, ikke at kunne være med i legen, så nu skulle de i gang med et rematch eller runde to om man ville. 

"Fint, hvis ikke der er noget på ham, kan det ske der er noget på et familie medlem eller lignende". Det var ganske normalt at formode ting som det, alt andet ville være forkert at antage. Men Corinth var jo ikke nybegynder i dette, så mon ikke han nok skulle spænde lidt ben for Eskild - om han var bekendt med det eller ej. "Men bare vær påpasselig med hvad du beder ham om" 

Selvom man stod overfor de sløveste knive, så virkede de alligevel som et sammentømret hold, på trods af at Issac egentligt ikke havde mødt dem. Eskilds ord havde tydeligvis været nok. Deres sammenhold var stærkt, hvilket tydeligt gjorde dem til en gruppe, som man gerne ville bryde ned. Det var allerede gået ud over Eskild en gang.

Der var selvfølgelig en mulighed for at Issac var blevet stukket eller nogen havde talt over sig, men hans tanker kredsede tydeligt om noget andet, selvom Eskild mente andet, "Det er selvfølgelig en mulighed, at han har hørt noget." Det måtte Issac jo finde ud af og forhåbentligt afkræfte den mulighed. "Men hvad har du oplevet ved hans evner? Hvad tænker du det kan bruges til?" Det måtte vel have en relevans at Eskild havde nævnt dem.

"Der burde være oversigt over hans familie eller lignende. Men hvis der intet er på ham, så er der vel ingen tvivl om at han lader sine håndlangere trække de længste strå" Og smed dem under bussen. Issac tvivlede slet ikke på at Corinth ville ofre, dem der skulle ofres. Han virkede meget bestemt. 

Der var endnu ikke meget han havde prøvet med den andens evner, det var desuden kun en formodning at det var Corinth, men det var blot så oplagt en mulighed, at den ikke kunne være en andens end hans. “At det er en våd fornemmelse som ikke så nemt kan løsrives fra en. Følelsen af det er lidt som store snegle” en ubeskrivelige gusten sammenligning for en der ikke kunne se eller rent faktisk anede hvordan de skabninger så ud. 

Med foden presset mod muren, skubbede Eskild sig frem og strakte armene over hovedet, med den ene arm bukket bag om nakken. “Jeg får tjekker op på Lochtree, bare du kan holde ham i mørket” bad han vennen om, ude set fra kunne det vel godt ligne at Issac og Eskild havde en alliance ligesom den Corinth havde, men det var ikke helt tilfældet. 

Hovedet vendt sig mod udgangen af sidegaden, og nikkede lidt til de hellere måtte fortsætte med dagens arbejde. “Så snart jeg har noget at fortælle dig, skal jeg nok dele det med dig,” sagde han afsluttende vis. 

Det virkede til at Eskild havde nogle information på Corinth, som måske ikke var så åbenlyse, men hvordan han havde lært den anden mand at kende på den måde, var ikke til at sige. Eskild havde sine måder, og Issac vidste hvordan han af og til bevægede sig tæt på mennesker, på mange forskellige måder. "En våd fornemmelse.." Gentog han og kiggede på Eskild. Så det var som tjære eller olie, måske? Det var ikke en evne han havde hørt om før, "Hvordan har du oplevet den?" Spurgte han nysgerrigt. Det var vel relevant, hvor tæt Eskild havde været på denne mand.

"Jeg skal nok se hvad jeg kan gøre" Hans nysgerrighed var selvfølgelig vækket, både omkring Corinth og hvordan Eskild var kommet så tæt på den mand. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig ikke at holde øje med papirerne og hvad der ellers kom ind omkring banden. Eskild kunne tjekke så meget op på Corinth som han ønskede, Issac ville det samme. Alt andet var dumt. 

Issac lod hovedet bevæge sig samme retning som Eskild, "Selvfølgelig" Det regnede han skam også med. På et eller andet tidspunkt, skulle han selv mødes med denne mand igen, det var der allerede blevet talt om. Men det var spændende al den information, som Eskild havde givet ham. "Vi må hellere vende tilbage" Lød det fra ham, som han takkede for snakken og smuttede ud af gyden.