Øjnene virrede fra pumpen hen imod Ethian, og til at starte med var det nemt at se hvordan hun ville tjekke om han synes, det var lige så god en idé som hende selv. Men hendes tryk lagde sig, og vandet stoppede med at komme ud, da det gik op for hende at planen ikke helt havde virket efter hensigten. Lige så stille trådte hun væk fra værket hun havde kreeret. Den flotte unge mand, der stod med hænderne frem foran sig, og resten af ham—vådt. Det var ikke kun hænderne som var blevet rene, men mere til og meget mere end der burde være blevet vådt, var blevet det. 
"Nej, hov! Vent, jeg beder om nåde og tilgivelse, jeg vidste ikke!" hun prøvede at danse væk fra hans hænder, men den lette latter der bredte sig fra hendes strube, fortalte den klare historie omkring den fortælling de var ved at skabe sammen. Men hun var hverken hurtig, eller villig nok til at prøve at komme rigtig væk fra ham, hvilket dog fik den konsekvens at hans hænder lagde sig omkring hendes hofte. Med store øjne kiggede hun op imod ham, mærkede vandet der sivede ind gennem det tynde lag af stof. Men hvad end der havde måtte bredt sig bag de kønne blå øjne, var hurtigt forsvundet, hurtigere end Rhoslyn selv at forstå. 
"Jo, en spand! God idé" hun skyndte sig væk fra ham, med brandene røde kinder og øre. Heldigvis fandt hun hurtigt en span og stillede den under hanen og tog et skridt væk. 
Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt udfordret, da nogle grinte bag hende. Hun kiggede overskulderen, og så et par der brugte morgentimerne i tempelhaverne på—hendes øjne blev større, da det gik op for hende, at de var elskende. Ikke at de gjorde meget andet end at kysse, før de forsvandt forbi den næste hæk. Men det var nok til at forstumme den unge kvinde, der aldrig før havde tænkt på den slags ting i hele hendes opvækst. Et mærkeligt sammentræf, som hun kiggede hen mod Ethian med et blidt smil på hendes læber, før hun kiggede ned mod spanden for at se om den var blevet fyldt. 

Det havde været en lille leg at få tørret hænderne af i hendes stof, men hun havde efterladt ham så våd, at kun var fair. Godhed mellem dem, ville man kunne sige det sådan, hvis nogen spurgte? 
Man kunne se på hendes kjole hvor hans hænder havde været. Måske afslørende og kunne tolkes helt forkert, men de var jo alene, eller det var an da stærkt overbevist om — ligesom hende. "Du kan ikke bede om noget du allerede har," lo han mildt. Det havde været det en krydsende grænse at røre hende sådan. Men siden hans sammenstød med kunsteren i tempelhaven, havde hans tanker dvælet lidt ved fortiden. Ideelt set var han cølibat og levede livet på den måde. Men han var ikke synderlig cølibat-værdi. Den seneste måneds havde han dog været det. Det havde været en så rar oplevelse, men nu stak det alligevel lidt til ham fra tid til anden. Som en forførende hvisken i øret. 

Ethian stod klar ved pumpen og ventede tålmodigt på hende. Lod sig ikke kure af hendes rødmen der kunne steges æg på. Små grin kunne lige anes og han så i samme retning som hun gjorde. Nogen havde set dem i deres lille leg og nød forestillingen. Han følte kort han blegnede af flovhed og trak blikket skamfuldt ned i søen foran pumpen. Han pumpede bare stille og roligt, lod vandet flyde kontrolleret ud. Han turde ikke se mod Rhoslyn i det øjeblik, selvom det lød til at gæsterne gik videre hen, efterlod dem til sig selv på ny. 

"Så," rømmede han og trådt hen for at ville tage hanken til spanden. "Hvor til?" hun måtte lede dem an, men han lod blikket falde mod hendes blide smil. Måske han burde have fulgt med i hvad der skete omkring dem, så han kunne vide hvorfor hun smilte som hun gjorde, men det varmede ham en smule op, så han selv trak let på smilet igen. 

Der var en stilhed der lagde sig omkring dem. En stilhed der næppe kom nemt hos andre, hvor den hurtigt kunne føles omklamrende, tung og akavet. Her var det blot en gave, hvor hun følte sig utrolig komfortabel i nærheden af den anden præstelærling. Måske var det blot glæden af, endelig at have en, som der var hendes alder. De andre var enden meget yngre, eller så var der præsterende som var en del ældre end hende selv. I hvert fald føltes det altid sådan, da det var sjældent hun blev taget alvorligt. Det måtte være prisen for, altid at have et smil på læben og betragte verden med en næsten ekstrem optimisme. Hun ønskede dog blot at se verden fra den bedste vinkel. Som alt nok skulle løse sig, og lige meget hvad der skete, så ville det ordne sig i sidste ende. 

"Vi burde nok gå ned i køkkenhavne og sikre at planterne har nok vand" der var lidt vej, men mon ikke de samme kunne få fragtet spanden derhen, uden at spilde alt for meget. til at starte med, hæv Rhoslyn selv spanden op, med en tydelig styrke der normal ikke lå hos de andre præstinder. Derefter begyndte Rhoslyn lige så stille at vraltede imod køkken have der lå tættere på  kapellet. Vandet skvulpede et par gange over kanterne, men ellers formåede hun at holde den nogenlunde stabil. 

Han var blevet så selvbevidst omkring deres handlinger og at nogen havde set dem fjolle omkring. Han måtte kvæle den fornøjelsen som blomstret i ham for ikke at gøre skabe ballade for dem. De havde selvfølgelig intet forkert gjort andet end nyde morgenstunden i et godt humor og kom hinanden ved. 

Så seriøs. Hans smil sank hen og han ville blot følge trop til hendes ord. Det var nemmeste og det mest sikre. Han rømmede sig en anelse og hjalp hende med spanden som han så hun vraltede som en anden and. "Du må ikke lade mig gå uden arbejde, Rose". Men vandet formåede endnu at skvulpe en anelse og efterlod hans sko små våde, men det var det meste af deres problemer. Han havde våde ærmer og bukseben alligevel. 

"Det unge par som gik forbi, tror du de er elskende?" selvfølgelig var de det, men var det med hensigten at blive viet med hinanden. 

Hun drejede sine blik mod ham, og gav ham et stort smil. “Nej beklager, tror jeg er blevet lidt for selvstændig, efter min tid hos Thantos orden” medgav hun, og ventede på at han kom op til hende, så han kunne låne hende en hånd med den anden side af hanken. “Det tror jeg, de virkede glade, synes du ikke?” kom der næsten drømmende fra hende, ikke at hun ikke selv var glad, men hvilken lykke det var for hende vær gang, hun kunne deltage i en vielse af to der elskede hinanden. I hvert fald fandt hun det utrolig livsbekræftende, at blandt alt det som var ramt Krystallandet, så var der stadig kærlighed at finde, selvom det kunne være svært og langt imellem.

Der gik ikke længe, før de endelig nåede til køkkenhaven, og hun kunne sætte den tunge spand ned igen. Der efter gik hun hen til det lukke skur, hvor hun fandt en mindre spand, så det var nemmere at vande blomsterne, frem for at skulle balancere den store de havde slæbt herhen. Hun fandt endnu en, med hurtige gadedrenge hop kom hun tilbage, og rakte ham den. “Således, så kan vi vande dem, og derefter finde noget morgenmad” ind til videre, havde dette være en helt fantastisk morgen, spurgte man hende.

Selvstændig var aldrig noget som kunne tages negativt, men for selvstændigt, det skulle man nødig blive. Han kunne dog ikke fratage hende den ære eller fornøjelse, turen måtte have styrket hende mere end bare fysisk. Spirituelt, åndeligt og religiøst. Men de gik på hver deres side af spanden, tæt på i takt af fortrinene. 

"Glade?" gentog han og prøvede at genkalde oplevelsen med dem, men han havde trukket blikket fra dem før han havde fået registeret hvordan de så ud i hinandens nærvær foruden de grinene lyde. Glæde. Det kunne kun minde ham om Dorian Deloras Solace, det var en glædes følelse for ham - og han syntes da også at have oplevet halvdæmonen være glad i hans nærvær. Så det måtte være hans reference til at de elskende var glade. "Jo, det gjorde de vel egentlig" bekræftede han endelig. 

Som han endnu var ny og skulle vises rundt, tog hun styrningen og han så blot passiv til og fulgte hende med øjnene rundt. Så vanedannet og i et med rutinerne, det kunne man kun missunde. "Lyder som en plan" istemte han og tog i mod spanden for at stjæle noget af alt indholdet. Det kunne kun gå for langsomt. 

"Måske endda lykkelige, det er rart" hviskede hun og gav ham et smil, da han medgav at de havde virket glade. 
Rutinen kom lidt af sig selv, planterne blev andet, stemningen lagt. 
Der gik ikke længe, før at de kunne gå til madsalen og få dagens første måltid. Efter det, fandt Rhoslyn det svært ikke at opsøge Ethian og snakke med ham. Han var så anderledes end de andre præstelærlinger. Forfriskende næsten, og derfor gav hun det skylden til hendes grund til hele tiden at finde hans selskab. 
Måske var det også fordi, at Gwen Gagliardi havde mindet hende om, hvor ensom hun faktisk var. Hvor meget hun også ønskede at være tæt på folk. Have venner, kunne kramme og snakke om andre ting end guderne. Måske en dag, hun ville kunne separerer de to ting. Måske hun skulle i gang med at sende Gwen breve, trods for at hun ikke selv kunne læse dem, var hun sikker på at andre ville gøre det. 
Måske var hun ved at slå rodder, bare på en hel anden måde end hun havde regnet med.