Som øjnene mødtes, følte han næsten at de hver i sær faldt ind i den andens farvede farevand fra regnbuehinden. Det var en kælende personlighed som tittet mere og mere frem hos den unge Alryss. Der var vel intet tvivl mellem dem om at de havde forskellige måder at gøre tingene på. Richard var som hugget i beton og havde sine kantede måder at gøre tingene på, mens Viktor var som formet af vand, fuld af liv og bløde kanter. 
Guldkorn? Det var nok mere et spørgsmål op til den enkelte, men det var jo blot simple ærlige beskeder der var givet i mellem dem, og han havde nok ikke lagt så meget fokus i det. Han huskede ikke alt hvad Viktor sagde, men han erindret mange af de mere nærgående emner. Familie og livsrelateret. 

Med et hævet bryn så han ned på den mumlende ungmand. "Der er mange ting jeg gjorde først, men .." men Viktor var den som i første omgang havde taget og trukket ham over mod sig selv. Men det var nok ikke nødsaget til at blive snakket om. Det virkede ikke helt til, at den unge mand var i humør til det. Men det gjorde nu heller ikke noget. Richard var bare på tværs lige nu, men det ville ændre sig. 
Han havde bedt Viktor om at gå en tur af en årsag, og kunne man irritere ham nok, ville han i sidste ende gøre som anbefalet for denne aften. 

Selvom det i sandhed havde været en ren rutine sag for ham at placer tingene hvor han gjorde, var han ikke uopmærksom for stemningen eller måden den anden reageret. Men han vendte blikket over skulderen og så lidt med. Hørte hvad han sagde. Det virkede noget så barnligt, men han gjorde sit for ikke at smile over måden tingene blev gjort eller sagt på. "Bliv nu ikke væk" fra mig. Lyden af fodtrin forsvandt hurtigt og han forsvandt væk i tågen. Okay. 

Richard fik rejst sig op og trasket lidt omkring bålet, fik lagt nogle flere grene ind i det, før han begyndte at flytte rundt på tingene der var foldet ud. Som hvis han led af tvangstanker for hvordan tingene skulle være. Efter hans hoved. Men det var ikke tilfældet for hans vedkommende. Han fik rykket Viktors underlag over ved siden af hans, udformet endnu en lille pude, bare af sine egne ting og fik fundet de sidste soveting frem. Solen ville stå op i den side de lå i, og hvis han lagde sig bag Viktor, kunne han skygge for solens tidlige morgenstråler. Tanken var god. Han fik lagt alt til, og i sidste ende satte han sig ned, lagde sig ned. Han lagde sig på ryggen og satte albuerne i underlaget og trak et ben op for at bruge det som en mild støtte. Han slappede helt af og lod sig dvæle hen i egne tanker. 
I morgen ville han vise Viktor landskabet, hvordan man kunne finde et punkt og se udover det hele. Se hvordan landet lagde sig for ens fødder. Blive beriget og betaget med det. Det skulle ikke opleves fra bøgerne eller folkemunde. Han skulle have en oplevelse han kunne tage med sig, fortælle andre om. Vildmarken og dets frie landskab, de små landsbyer der lå rundt omkring og passede sig selv. 

"Uhh.." brummede han tungt med rynket pande mens fingrene gned masserende rundt i beroligende cirkler i ansigtet. Tegnede mørke streger i hovedet fra de lettere kullede fingre efter at de havde rodet rundt i de 'beskidte' lommer. 

Det havde også været en lang dag. Kroppen var udmattet, og når var man træt var sindet mere tilbøjeligt til at blive.. sådan her. Ude af stand til at tænke rationelt. Og opføre sig anstændigt. Men, der var intet rationalitet ved begær, og nerverne ruskede i ham som vild vind i træernes kronblade. Stormen må lægge sig, sagde han strengt til sig selv. Men de læber.. hænder.. arme. Han klemte tommel og pegefinger mod næseryggen og tog et par dybe vejtrækninger. Richard var svær at forstå - de gjorde det svært for hinanden, de havde erklæret dybtfølte ord for hinanden og de kyssede hinanden, mere end én gang. Så.. hvad? Var det Viktors følelser efter mere der var malplaceret?  Manden var, ikke uden følelser, men.. en smule uretfærdig i situationens hede øjeblik. Ikke? 

Hånden faldt fra ansigtet og satte sig i siden mens han bare stirrede lidt blindt ud i tågen. Gik igennem det hele igen, som frustrationen begyndte at ebbe ud af den unge krop. Han måtte hellere komme tilbage. Richard skulle nødig tro at han var blevet væk. Viktor kiggede koncentreret rundt for at orientere sig, og gik så i retningen af hvor han var kommet (håbede han) men lidt havde han da lært - se efter de små detaljer på sin vej, så man ikke blev væk. Bålets silhuet kunne anes, og Viktor nåede ind i deres lille idyl. 

Han standsede op ved mundingen af deres tilholdssted da han endelig nåede tilbage, som hvis han forventede et eller andet ville ske. Måske et kram (som om), eller, bekymring fordi han havde været væk, lidt for længe. Blikket faldt først på Richard, og hans hjerte slog et slag over, men begæret var undertrykt for nu, og med et neutralt ansigtsudtryk bemærkede han deres sove arrangement havde flyttet på sig. Side om side. Pupillerne blev større, men læberne var stadig holdt sammen som hvis han var uanfægtet af det. Alligevel kunne han ikke undgå at mærke hjertet hamre varmt. 

"Du har rykket rundt.." sagde han små konstaterende, med det neutrale toneleje, inden han placerede sig på underlaget og begyndte at åbne jakken, så de kunne komme til køjs. De måtte spole tiden lidt tilbage.. eller Viktor måtte; han kunne godt køre den platoniske vej. Det havde han alligevel gjort så mange gange. Men.. det her måtte vel betyde noget? 

Det var stille før stormen. Spørgsmålet lå blot ved hvilken form af storm der var forude. Richard kunne vel ikke tømme en som Viktor, det liv der blomstret i ham havde dybe rødder og var ikke til at slå ihjel eller omplante. Ville han virkelig selv gerne være den som var skyld i en andens ændringer. Håbet var, at han kunne være en blomsterpind og hjalp det unge menneske med at stå stærkt selv i alt form af vind og vejr. 

Han klikkede en anelse med tungen i sin egen stilhed, væbnede sig med tålmodighed for at den anden skulle vende retur. Han havde tillid til at han selv kunne finde retur, kendte sine egne veje og ruter. Det var en af de mange små ting de arbejdede med foruden med stjernerne. At kunne genskabe sine egne ruter, genkende omgivelserne for det der var. Fra træstubben til hvor frøerne kvækkede, græshoppene spillede deres sene aften koncert. Alle de små ting som tilfaldt bestemte små områder. Det var det samme man kunne gøre til havs. Vandets nuance, mågerens vante rute, fiske arterne, skibsvrag. 

Lyden af græs der foldede sig kvasende under en en sål, indikeret for at nogen i nærheden, og som tågen skyggede for noget der nærmede sig, så Richard i mod det. 
Øjnene så den unge skikkelse brøde igennem lagen af tåge. Utroligt at de unge øjne kunne udvide pupillen mere. Men det var vel et blik man altid drømte om at få. At kunne se hvordan ens interesse virkelig faldt til en person blot ved synet af dem. Et langtrykken nik blev givet, han ventede en anelse med at sige noget til at Viktor havde sat sig. Et suk forlod udåndingen fra næsen. "Mhm. Du skulle ikke vågne op med solen i øjnene som det første" - først da han hørt sin sætning, kunne det godt forstås, hvorfor den muligvis kunne tages ud af kontekst. Som det første. Som der var andre ting, som skulle ses først. Men det ville nu heller ikke være helt så skidt. At være det første han så. 

De dansende skygger legede på deres ansigter, som om de var et udsnit af deres sjæle, blottet for enhver form for selvbedrag. Flammeilden vuggede melankolsk i takt med deres bløde bevægelser og skabte en mild atmosfære mellem de to mænd. En mildhed, der fandtes bag det tunge hjerte, der slog skamfuldt efter dets tidligere reaktioner. Viktor af Alryss var langt fra perfekt, bare et menneske med lige så mange fejl som fregnerne på hans hud. 

Fingrene fumlede lidt med jakkens knapper, mens det nøddebrune blik lod sig hypnotisere af de berusende farveblandinger af orange og gule farver i bålet. Huden prikkede fra varmens omfavnelse, og eftertænksomt lyttede han til ordene der forlod Richards læber. Jakken blev åbnet, og han foldede den en enkelt gang, og lagde den ved siden af underlaget. Som det første - en utilsigtet frase, som Viktor lod sig bide mærke i mere end hvad godt var, muligivs. Richard virkede romantisk i sine handlinger, uden at være bevidst om dette. Hænderne satte Viktor bag sig, og lænede sig mere baglæns i sin siddende position, så han henslængt kunne skæve ned til Richard ved siden af sig. Han kunne mærke hjertet begynde sin trommedans jo mere han sank ind i den andens blik, alligevel forsøgte han ikke at afsløre det i sin mimik.

"Hvad skal jeg så vågne op med som det første?" spurgte han med påtaget uvidenhed, og tiltede sit hovede en anelse mere på skrå, mens det sitrede lidt i mundvigen. Hans bryn kunne alligevel ikke undgå at bevæge sig lidt udtryksfuldt, som ordene havde forladt ham. Nogle gange havde de deres eget liv - eget sprog. Selvom Viktor nærmede sig de tyve, kunne hans barnlige sind ikke lade være med at pirke til det fortiede mellem ham og Richard. Bitterheden fra tidligere var ikke berittiget, alligevel kunne han ikke helt slippe følelsen. Måske skulle han have sparket lidt mere til det træ. Han vidste godt, at Richard ikke skyldte ham noget, men alligevel var han forvirret over den andens hensigt, og kunne ikke lade være med at være en smule flabet udfordrende i hans svar.

Måske de ikke var to skibe i mørket der sejlet forbi hinanden. Måske den ene af dem var fyrtårnet og den anden skibet. Lyset for fyrtårnet stod ikke stille i sit lys, hvorfor der måske blev sendt miksede signaler. Skibet var nyt til dette, så at komme ind i rutinen og lære fyrtårnets funktion at kende, det tog tid. 

De kunne sidde der længe i stilheden og bare forsvinde hen i hinandens tilstedeværelse. Helt uden at vide det, ville de nok bare gro sammen i dybet og være en opdagelse for fremtidens folk. Men det var ikke tilfældet og gudsketakkerlov for det. Måske det bare var en spøg han skulle tyde, eller det var at sende ham i en forkert retning, men Richard tog sin tid til lige at se det hele an. Viktors ansigt an og dets lille spil for galleriet. "Mig," svaret han som det var det eneste korrekte svar at give. Skulle han krybe til korset og være ærlig, så var han på ingen måde i tvivl om det var svaret som skulle gives. Men det var et svar som gav ganske god mening at byde den unge mand. Selvsikkerhed og beslutsomhed var vel bare en af de ting som Richard gik med, omend han i sine tvivl kunne være tvivlende for risikoen af hvad hans ord kunne betyde for den anden. 

"Det i morgen, Viktor. Det er ikke vedrørende noget af oplæringen. Det er til din dannelsesrejse oplevelse," 

Tiden til at formidle tingene ud, den sneg sig stille ind på dem i mørket. Han havde hørt tonen tidligere og den havde været tæt på utilfreds og skuffet i hans verden. Som en anden fortørnet kærlighedsaffære der ikke fik sin vilje i det spæde forhold de havde involveret sig i. Som de ville skubbe fruen ud af billedet, men ikke selv overtage rollen. Bare træde lidt i vande og besværliggøre livet for den ene. Hvilket Viktor jo så ganske fint gjorde ved sin eksistens. 

Men Richard trak blikket hen i mod bålet og mærkede stille en træthed falde hen over ham. De havde været energiske for dagen, vandret i blinde og brugt en god portion ilt i deres pirrende interesse i at smage hinandens læber og tunge. Han skjulte ikke trætheden, men han gabte ikke i den andens nærvær. Det tilfaldt ham bare ikke som en af de ting man gjorde i andres nærvær. Han tog den ene hånd til sig og gned sig mellem øjnene ved næseryggen og blinkede lidt før han så i mod Viktor på ny. De kunne vel godt snart ligge sig til at sove? Ellers han kunne vel hvert fald godt, hvad end den anden dog havde lyst til at gøre, måtte være op til ham. 

'Mig' - en simpel lille sætning, men med uendelig indvirkning. Han behøvede ikke at sige andet, for blodet pumpede allerede ordets nuancer rundt i årerne på Viktor som opløste det hver en dårlig tanke i ham. Det unge ansigt var et billede af forbløffelse og ømhed, og det nøddebrune blik var fængslet af lige dele glæde og beundring da han ikke kunne tage blikket fra den anden. Det var charmerende, når Richard slog benene væk under ham med sin ligefremhed. En sjældenhed, Viktor kun ganske få gange oplevede henvendt til sig. Ærlig kommunikation - hvor ofte havde han ikke efterstræbet dette, men måtte opgive? Alt for ofte.

Blikket rev sig endelig væk, efterfulgt af et dæmpet fnys der osede af generthed. Det havde han ikke rigtig regnet med ville blive sagt, og alligevel havde han håbet noget i stil med det. "Jeg tror ikke du forstår, hvilken effekt du har på mig, kaptajn." sagde han med en forbeholden latter, og lænede sig frem for at binde sine støvler op og tage dem af. Et bifaldende smil hang over de lyserøde læber, og det var som om al hans bitterhed fra før var forduftet. Så lidt skulle der åbentbart til. 

"Mhm?" brummede han og løftede brynene i en opmærksom grimasse. Han var gået igang med at knappe vesten op, efter støvlerne kom af. Hans opmærksomhed var helt fanget af det Richard sagde, og selvom han ikke så direkte på ham, lyttede han nøje til hvert eneste ord. Det var først da Richard var færdig med at tale, at Viktor stoppede med at fikle med sin vest og vendte sit blik tilbage mod ham, som om han nu var helt til stede i nuet. Ansigtet lyste op af overraskelse, mens det samme rørte blik fra tidligere blomstrede frem, og løftede mundvigende i et hengivent smil. Viktor prøvede at undertrykke den boblende, barnlige entusiasme i smilet, men hjertet hamrede som en forelsket ungmø, der lige var blevet inviteret med til bal. Et romantisk suk forlod læberne, som øjnene klemte sig mere sammen da han så på Richard. Og så.. følte han at en undskyldning for hans tidligere opførsel var på sin plads. 
"Beklager, at jeg var så barnlig før." og erkendelsen prikkede selvfølgelig lidt i huden, for hvem kunne lide at indrømme sine fejl? Viktor bemærkede hvordan den anden mere og mere blev vugget af trætheden der sneg sig ind, men der var mere at sige, vigtige ting at sige, så han forsatte;

"Jeg vil ikke være barnlig.. omkring os." Os, en sart, skrøbelig betegnelse for det de var ved at opbygge, men ikke mindst sand. Han bed sig lidt overvejende i underlæben så fortænderne blev mere prominente, og så endte han med at se med usikker alvor på Richard, med et lille skævt smil hængende i mundvigen til følge. 

Ungdommen havde en evne for at udtrykke alt igennem deres mimik. Det var øjebliksmalerier der fortalte følelser og historier, det var både en fordel såvel som en ulempe. Ikke at kunne dæmpe sine følelser og holde dem for sig selv i livsnødvendige situationer ville efterlade en i en større fare, end hvis man kunne skjule trækkene. 

Men den unge adelsmand havde fundet mejslen frem og var gået i gang med at hakke i den hårde overfalde af Richards. Følelser skulle stive en anelse mere ud, følelser som han ikke var bekendt med kunne udtrykkes. Eller eller eller eller, man havde da lov at håbe at det var et mål at nå hen til. Det trætte blik bemærkede stille noget i ansigtet hos den anden. Stille begyndte han at studse mere og mere over det. Var det syner eller i sandhed en sort kulstreg der lå i ansigtet. Ah. Han fokuseret lidt mere på Viktor i en helhed end blot den sorte tydning han var i tvivl omkring. Et træk blev givet på skuldren og han blinkede i et tungt blik. "Hvad var det jeg fortalte dig, efter vores besøg i badehuset?" hvis alle hans guldkorn blev husket, var det vel kun forventeligt at det blev husket. 

Tunge blik og fokusset faldt mod flammerne igen på ny. Som en vuggende ilddans for blikket. Selvom det måske ikke var helt timet at falde hen nu. Som faldet i hen i en dvale, bemærket han ikke helt den anden måde at reagere på ved informationen omkring morgen dagens mål. Øjnene gled lige kort i, men han slog dem op som han vågnede i sit fald med hovedet og han så mod Viktor. Okay. Det var ikke at se syner. Han fik sat sig op samtidig med en erkendelse blev serveret på et sølvfad. Han stoppede sig selv i den handling han havde sat for sig. 

En ærlighed som næppe ville kunne opleves hos alle, sjældent oplevede han det faktisk. Det var underligt at være den som skulle modtage denne undskyldning, men han trak vagt i smilebåndet, men det falde stille hen den små seriøs mine da han hørte den opfølgende sætning. Omkring os. Os. 
Var de blevet et os, eller var de endnu et du og jeg. Han kunne nok ikke helt gå hjem og smide sig omkring med sådan en information. Ikke helt. End ikke på skibet, det ville blot blive taget ilde i mod. Eller det ville han da mene det ville. Hånden fandt vej under hagen på Viktor for at træk ham en anelse tættere på sig selv, før den anden blev ført op mod det sorte og blev gnubbet væk med tommelfingeren. "Din barnlighed er med til at holde mig på dypperne," svaret han som blikket lå mod det sorte. 

Spørgsmålet fik hjertet til at hoppe over et slag, mens erindringen der fulgte, kom væltende tilbage. Han mindedes det klart og tydeligt.
 "At jeg gør det svært for dig." Gengav han, og smilet krøllede sig lidt. Viktor var vidst kommet til at kæntre sejlbåden Richard besad - en utilsigtet handling, hvor de to mænd nu trådte vande sammen, og så på hinanden under bådens beskyttende tag.

Den andens bevægelser standsede kortvarigt, som frosset i tiden, sat på pause af undskyldningen, men blikkets nuancer ændrede sig ved bekendtgørelsen til noget blødere, der blot blev bekræftet af smilet der gemte sig i mundvigen som en tavs accept af dette. Indtil det forsvandt igen, og det var som hvis skrøbeligheden skinnede gennem sprækker i den andens alvorlige mimik. Var det forkert at kalde dem en enhed? Det kunne ikke trækkes tilbage nu. Viktors øjenbryn pegede en anelse opad, usikkerheden blev tydeligere i det unge ansigt, og udskiftet med forbeholden overraskelse da de stærke fingre fandt vej til hagen og trak ham tættere. Det nøddebrune blik faldt kortvarigt på kaptajnens læber, og en klump tog form i halsen - ville han kysse ham igen? Han holdt vejret da de var forholdsvist tætte på hinanden, uh, udåndingerne kunne blandes og skabte gåsehud der løb ned ad halsen. 

Men, læberne mødtes ikke igen og istedet blev Richard optaget af at fjerne noget fra Viktors ansigt - mild overraskelse - gnubberiet fik ham til at klemme det ene øje sammen med en lille spørgende brummen, mens det andet betragtede Richards fokuserede blik. Hans forvirring var ved at bryde med bemærkningen der blev ytret; Har jeg noget i ansigtet? Men de blev overdøvet af den andens stemme, og han kunne ikke andet end at høre ham. Hvordan kunne man overhovedet andet. Viktors blik faldt til sine fingre for at søge svar på samme tid - og opdagede at hans fingerspidser var farvet sort. Åh. Igen. 

Det nøddebrune blik fandt atter vej til Richard, og lod ham blot gøre sin ting. Gøre ham ren. Indtil Viktor så tog fat i hans arbejdende hånd, med et svømmende blik, der blot blev mere flimrende ad ildens skær der gav ham et mørkere blik af pupillernes udvidelse. Han førte kaptajnens fingre ned til læberne og gav dem et blidt kys, efterfulgt af et drilsk smil som voksede, der i lyset af flammernes glød gav ham en charmerende blidhed.
"Og det har du brug for - for du er vidst ved at falde i søvn, Richard." Et dæmpet kluk forlod ham, og han slap hånden igen, "Skal vi komme til køjs? Det lyder til at vi har en spændende dag foran os." Og man kunne se glædesrusen glimte et sted bag de brune nuancer, som langsomt også blev angrebet af søvnens blide vuggen.

"Og det gør du stadigvæk," svaret han på genlyden af sine egne ord der forlod den andens mund. Om det nogensinde ville blive nemt var et spørgsmål til fremtidens Richard. For nu, der var det følelsen af at sidde med to våde sten og forsøge at tænde en gnist. 

Hånden lå bestemt under den andens hage og fokusset havde været låst fast på det sorte. Han kunne gnide det af, men det efterlod området en anelse rødt. Men det var bedre med en kort rødme end en konstant sortstreg. Men hånden blev taget fra ham i den andens bløde håndflader og han lod sit blik finde den andens udvidende pupiller. Var det mørket eller lyst som havde effekten på ham nu. Men øjnene rev sig løs fra den andens svømmende blik til hans egne fingre som gled ned over læberne. 
Som vinden kyssede ham i nakken, rejste nakkehårene sig lige så stille i mørket. Det var det drilske smil og den opførsel. 

Selvom ilden i ham var ved at gå ud, blussede den kort op på ny. Viktor var både det brandbare og ilten til hans varme. Det var en tirrende irritationen, og han kunne ikke lade vær med at se lidt studsende på Viktor. Som han forsøgte at læse en bog skrevet på et andet sprog. Måske var den en lille konkurrence for ham i momentet, men han ville ikke være den som gik i seng som den overrasket. Han ville være den som kunne sove som en vinder. 

Richard guidet deres hænder om, så han fik adelsmandens hånd i sit tag, på helt ukendt farevand, valgte han at lade sine læber kys pegefingerens ryg og lod pege- og langefingers spids glide ind i mellems hans læber, men han nåede kun til første led før han trak fingrene fra sig selv igen. Det var alligevel ikke der han var lige nu. Et sammenbidt smil faldt henover hans læber og rynkede lidt næsen af sig selv. Okay, næste gang. "Vi går til køjs ja," lukkede han den dog hurtigt og slap Viktor fuldkommen for at gøre sig selv klar til natten og sit nederlag. 

...tidshop...

Morgen var lun og solstrålerne brød igennem horisonten. Men Richard havde været vågnet lidt tidligere, få minutter før solopgangen. Et rømmende ryst og han lod et suk forlade ham. Liggende på siden, med den ene arm som en pude og den anden liggende om livet på den unge mand - som på magisk vis i løbet af natten havde formået at tage begge puder til sig. 
Hånden der lå omkring Viktor, blev let knuget ind mod kroppen af ham, som han trak ham tættere til sig, trods for de allerede lå tæt. Han ville bare ikke helt af med øjeblikket. Det var et fredeligt moment, hvor Viktor ikke sendte signaler eller misforstod deres forskelligheder. 

Han var ikke forelsket, men han nød virkelig synet af den sovende, så længe det nu engang varet. 

Huden blev forladt en anelse sart af fingrenes gnubberi, som en bekræftelse at de havde været på ham. En kortvarig tatovering af Richards eksistens summede i ansigtet på den unge adelsmand. Flygtige associationer der meget vel kunne forveksles med hengivenhed fra en far til sin søn, blev holdt væk med en armslængde, og lagt på hylden. Var der noget han ville understrege fra nu og til uendelighed, så var det at de ikke var far og søn. Den unge junker kunne dog ikke komme udenom, at han stadig var ved at finde ud af definition af dem. Hvad var Richard og Viktor til hinanden - Det havde kysset da lagt op til at han burde finde ud af.

Viktor skar en fåret grimasse med det ene øje på klem til kommentaren, og tog ikke blikket fra ham. Du gør det svært for mig, men på hvilken måde? På den gode eller dårlige måde? Viktor turde ikke at spørge ham, nænnede ikke mere alvor denne aften, og fokuserede blot på de rug fingre der kildede hans læber ved det blide kys han lagde på dem.

Med spændt interessere, fulgte det nøddebrune blik med i bevægelserne af deres hænder i den kortvarige ændrende dans og tavse udveksling. Richard var hans hånds guide. Hjertet bankede tungt som det gik op for Viktor hvor hans fingre var på vej hen. Øjnene flakkede ganske forundret mod den ældre kaptajn imens de unge fingre blev placeret ved munden. Uden at ville gå glip af et eneste sekund, fandt blikket tilbage til fingrene med fikseret fascination. Han holdt vejret.

 Et overrasket gisp blev suget ind ved den våde fornemmelse på sine fingres hud da de ganske sensuelt forsvandt ind mellem kaptajnens fugtige læber. Hjernen gik fuldkommen i baglås. Begæret bredte sig på ny - pumpede rundt i ham som benzin i årerne og nedad så detfik det til at stramme op i hans skridt. Gåsehud, alle steder; indeni og udenpå.

Viktor sad stadig i trance, og reaktionen kom ganske forsinket til ham da Richard slap igen - som hvis han allerede drømmende digtede videre i fantasien. Stemmen løsrev ham, og helt automatisk kørte han sin brugte hånd gennem krøllerne ved første indskydelse, og sendte Richard et undersøgende blik med et løftet øjenbryn. Hvad gik det ud på, og hvorfor stoppede han, dog?
"Mhm-hm." Brummede han med et lille tøvende nik til at de skulle hoppe til køjs. Han kunne simpelthen ikke gøre sig klog på Richard.

"Sov godt." Og han kunne først falde til ro lang tid efter at han hørte Richards tunge åndedrag bag sig. 

Med ryggen til Richard, lå viktor ganske nydeligt og indhyllet af varme i den andens favntag. Som var de hinandens perfekte støbning, passede brikkerne nøjagtigt. Hjerterytmen var langsom, sløv, og vejrtrækningen matchede det ubekymrede øjeblik. Viktor var i ly af natten rullede hen til den ældre kaptajn, og i sin forvirring, snuppet Richards pude, mens han lå og krammede om sin egen - uviden om sit lille natterøveri. Søvnigt, men uden rigtigt at være vågen, skuttede han sig mere ind til Richard, numse mod hans skridt. Alting var så ganske rart lige nu, men så.. var den stilling ikke tilfredsstillende længere, som om han underbevidst mærkede den andens nærvær, og blot ville tættere ind til ham. Så helt uvilkårligt, slap han krammet om sin pude, og vendte sig rundt med fronten til Richard. Armen som han ikke lå på, fandt vej om taljen, og han pressede sig blidt ind til den anden som var det det mest naturlige at gøre - hovedet, puttende ind mod halsuddybningen og kraveben med et kærligt suk til følge. 

Det havde været et sygeligt nederlag for ham ikke at kunne gøre de ting, det var et ukendt farevand og alt farevand skulle udforskes og tøjles. Men han ville ikke indrømme at han var fucked og stod i problemer til livet med dette farevand. Så muligheden for at sove var et løsningsforslag han kunne gå med til og det havde været det rette kald. Uanset hvilken tilstand den anden gik i seng med. Ophidset eller ej. 

"Mhmhm" brød han og så til som det unge liv vendte sig rundt i søvne og ofre sin hovedpude til fordel for at ligge ind til ham. De var som limet sammen for natten og solopgangen. Armen var let løftet for at der kunne vendes rundt. Han så stille med, som det var en teater forestilling. Hånden der lå om hans talje, fik ham til at holde igen, som han mærket hvordan der blev trukket i ham. De lå ganske tæt og han havde den andens hoved tæt ind til sig. Richard lagde let sit hoved mod hovedet til Viktors. "Du roder rundt når du sover" mumlet han ned i hovedbunden af den anden, som han ville afslutte med et lille kys. Men drømme var til for at blive drømme. 

Men det var virkelig noget andet at sove side om side med en som Viktor end med Charles. Måske var det den unge krop som var på jagt efter opdagelse, og selv i søvne kunne den ikke finde ro. Så den hungret for at få sin plads og mærke alle omgivelserne an. Havde han så blot talt i søvne, så han kunne have fulgt med i drømme vandringen. Solen lunede ham stille i ryg og nakke, den listede henover højlandet og ville i sidste ende når til et punkt, hvor det rent officielt var blevet morgen. Kunne man trække den lidt ned igen, gjorde han det gerne. Men de havde sådanne gode planer for dagen, at han ikke ønskede at gøre det. Men hvordan vækkede man en sovende der så så fredelig ud. Tænkt man lidt over det, bare en anelse. Så var han tyve da Viktor kort til verden. Det kunne vende og drejes på mange måder. Godt og skidt. Men han takkede alligevel for at deres veje var blevet krydset. Lidt udfordring - foruden at have en datter - var en god ting at have med sig. Være klar til at opleve nye udfordringer og tage nye unge mænd til besætningen (som intet andet end besætning!). Kende deres styrker og teknikker. 

"Tågen har lettet sig," han fik endelige set forbi egen næsetip og Viktor. Tågen havde forladt dem, og de havde en tør dag forude. Det var til deres held, så kunne Viktor få landskabet at opleve til sit fuldeste. 

En brummende, mørk decrescendo trængte ind i Viktors drømme tåge, og fulgte ham lige så stille mod bevidsthedens dør. Et sted i ham, kunne han godt forstå at det var kaptajnen der snakkede til ham - selvom han ikke helt kunne høre hvad der blev sagt. Men han blev mere og mere vågen, som den anden talte. At høre Richards stemme som det første, var en god måde at blive vækket på. Næsen dykkede længere ind i hals uddybningen hos ham. Noterne dansede langsomt mod Viktor, og han indåndede dem med velbehag. Duften af havsalt, friske urte der lå i hud og hår hos dem ældre kaptajn, var fortryllende. Richards aura var også infunderet med aromaen fra bålets røg fra natten før, der nu var blevet forvandlet til en dyb, træagtig duft, som mindede om hans modstandsdygtige og stærke natur. Alt dette vakte en følelse af hjemlig varme og sikkerhed i den unge rad, da han vidste, at denne duft tilhørte Richard. 

Viklet sammen var de, hans knæ, snigende mellem de stærke lår. Hvornår var det sket at de lå så tæt? Det vakte pludselige minder fra da han var 15 år gammel, og havde vågnet dagen efter sin fødselsdag med Frederik Ludvik i sin seng. Dengang var noget lignende det her også sket. Det føltes som et helt andet liv nu - fem år siden. Hvor Viktor, dengang panisk og usikker, nu var mere samlet i sine følelser. Måske handlede det om udvikling af selvet, men det var sikkert lige så meget, de personer han lå med. Fornemmelsen af Richards tyngde mod krøllerne fik det til at summe varmt ned gennem kroppen. Der var ikke længere nogen grund til at lade som om han sov. Endnu en indånding gennem næsen, og han sukkede mageligt, som fandtes intet bedre på jord end dette sekund. Lad os forevige øjeblikket - var det muligt, ville Viktor ligge med Richard på denne måde resten af dagen. 
'Tågen har lettet sig' bød Richard ind med - og skønt det var gode nyheder for dagens plan, sagde en spæd lille stemme i ham, ‘bare lidt endnu’, og Viktor fik sagt sine ønsker højt, selvom det ikke var hensigten.

"Bare lidt endnu." mumlede han dæmpet, og trykkede sig mere ind til Richard med et mildt suk rettet mod huden. Der var ingen grund til at trække sig - det ville tilsyneladende ingen af dem - og den realisering fik hjertet til at slå knuder om sig selv.
“Jeg stjal vist din pude.” lød det skyldigt fra ham med et langt, behageligt suk, og kom med en dæmpet latter efterfølgende.

Den garvede sømand fornemmede det let pressende knæ der sneg sig i mellem hans ben, helt naturligt løftet han det øverste ben en anelse så den unge adelsmand kunne komme til, få sin plads som ønsket. Hovedet kunne lige knap rystes over den opførelse, det var en kærlig lille indsats. De var blevet til kluddermor og han ønskede næsten ikke at vige fra det, men det måtte ende før eller siden, for det bedre. 

Afslappet i sin tilværelse, lod han de brune krøller sprede sin duft hos ham. Det var utroligt hvor meget duft der kunne være i så friske krøller. 

"Hmm?" Bare lidt endnu, det var et overkommeligt ønske, det burde han snildt kunne efterkomme, som den ene hånd begyndte at stryge ned langs siden af Viktor. Det var en mild udfordring, men det var til at få gjort. "Du stjæler puder, plads og kropsdele i søvne" -- og meget mere end bare de små ting. Den unge mand havde fået sin vilje og lå med sine ben hvor han ville, det var en unaturlig oplevelse for ham at ligge sådan, men det var som nøglen passede perfekt i nøglehullet nu. 

Men som morgen havde passeret dem og deres morgenlige kælen, havde de også fået pakket sammen og forladt deres seneste post. Morgen var skyllet hen i sandet og eftermiddagen lå for lur. Et sted havde de fået lagt deres tasker af og muligheden for at låne et rum til den næstkommende overnatning. Der havde han dog holdt Viktor fra at blande sig for meget i den dialog, det unge liv havde det til tider med at udsende for mange energier og signaler, specielt hvis tingene ikke faldt i hak med hans opfattelse (eller var det blot Richards oplevelse?). 

Henover højlandet lå en svag dug, den havde gjort græsset fugtig, men intet man ikke kunne overkomme. "Når vi skråningen der, vil du opleve hvad jeg ville vise dig" fortalte han med en rolig stemme og pegede let med hånden for at vise at de manglede måske 30 meter eller lignende til et punkt hvor de ville kunne se udover landskabet ned mod Dianthos (skønt byen ikke kunne ses helt derfra, men lige vagt ville kan kunne få fornemmelsen af at den lå derude af). 

Indbyrdes delte de deres kropsvarme, og Viktor blev næsten lullet helt i søvn igen ved den behagelige fornemmelse at ligge tæt. Benet hos den anden havde åbnet sig, og tillod den unge adelsmand at indtage sin plads mellem dem. Når han tænkte over det, var alt dette kommet helt naturligt til dem - til ham. Han kunne ikke tale på kaptajnens vegne, men for Viktor, selvom det hele var sket så hurtigt, føltes det som hvis de havde været 'sammen' længere end dette, og slet ikke mærkeligt overhovedet.

Viktor kunne ikke lade være med at fnise dæmpet til den objektive bemærkning Richard kom med. Stadig i samme position, lænede han hovedet tilbage fra sit skjul, og så på den anden med en skarnagtig grimasse, "Men, det lader til at du ikke har noget imod det." sagde han med et glimt i de nøddebrune øjne, og bevægede benet henkastet frem og tilbage i en gnidende bevægelse mellem den ældres lår. Det var bare for at understrege hans pointe, så han stoppede lidt igen, og puttede hovedet godt ind til ham en sidste gang og indåndede højlydt kaptajnens duft igen med et lille suk til følge. 

Dagen måtte forsætte, og skønt Viktor kunne have ligget indhyllet af den andens arme hele dagen, måtte de videre i programmet. Som de var nået et godt stykke hen mod deres destination, kunne den unge junker mærke hvordan hjertet var begyndt at banke af spænding; gad vide hvor Richard ville tage ham hen.  
"Skråningen dér?" gentog han spændt, og behøvede ikke noget svar. Han kunne mærke hvordan fødderne bar ham resten af vejen - et hurtigere tempo. Han kunne ikke vente. Viktor fik ganske let, overhalet Richard i sin iver, og med pulsen siddende en smule udmattende i halsen fra den lille bakkebestigning, standsede han endelig op på toppen af skråningen.

Udsigten der mødte adelsmanden, slog benene væk under ham. Forårets ånde var mærkbar i luften og hjertet gik helt i stå ved synet af landskabet der strakte sig ud foran ham som et underskønt maleri. Farvestrøg af smaragdgrønne enge udfoldede sig i bølgende bakker, som om naturen havde tæppe over tæppe af det saftige græs. Træerne var pyntet med nye blade i et kalejdoskop med alle nuancer af grønt, mens solen dansede i trækronerne og malede landskabet med et strålende lys. Langt i horisonten kunne han se bjerge der stod stolte og majestætiske, en blå linje af fjernskoven, som omhyllede landskabet i en varm omfavnelse. Viktor kunne mærke sig selv blive fyldt med en følelse af ydmyghed over for naturens skønhed. Det var som om, at tiden stod stille i dette øjeblik, og han vidste, at han ville bære dette billede med sig i sin sjæl for evigt.
 "Det er smukt, Richard." sagde han uden at fjerne blikket fra naturens velkonstruerede billede. Og han kunne mærke hvordan han langsomt blev rørt af Richards betænksomhed. Han havde set ham.

Et kropslig 'ugn' kørt igennem ham, som han fornemmede hvordan det unge menneske gnid benet i små gentagende ryk frem og tilbage mellem hans ben. Det var en drilsk morgen omgang, men også blot et mildt stikken som understreget det der blev sagt. Han lod det ske og han havde intet i mod det. Blikket han modtog sagde præcis det samme som han selv tænkte. 

Richard lod blot armene falde omkring den unge i et kram tæt ind til sig selv. 

Sømanden så blot junkeren rende forbi ham, vinden bar ham og satte ham. Det var ikke til at tyde på Richard, men han blev helt slap i kropsbygningen som han så hvordan den anden med så god energi lod sig falde hen i de små ting. Det var et minde mellem dem for nu - og måske til den dag en af den havde sit sidste åndedragt. De cognac farvede øjne lod sig kort se over skulderen, før han valgte at træde videre i græsset og nåede op til junkeren. Stående halvt bag ham, lod han armene falde i folder og så henover hovedet fra det brune for at se med på landskabet. Synet var ikke nyt for ham, ingen af årstiderne var gået forbi ham. Men sidst han havde været der var år tilbage. 

"Du havde jo blot set dele af landet i bøgerne og på malerier," kommenteret han stille og lod øjnene glide ned mod nakken af den anden, mens et lille smil voksede i mundvigen af ham. Det var ikke bare en dannelsesrejse, men en oplevelsesrejse for at se noget af alt det forsømte. Mange anede ikke at naturen rummede så meget som det gjorde og endnu færre lod sig selv rejse ud for at se det. 

Øjnene fandt vej tilbage til udsigten og han trådte et skridt tilbage. Selvfølgelig kunne han godt tvivle på årsagerne der havde været for at Viktor havde sagt ja til at lære at læse stjernerne. Var det grundet ham eller for muligheden at lære noget han i sidste ende måske ikke ville få brugt. Men tankerne kunne ikke forblive der, ej heller kunne han. Richard trådte endnu et skridt tilbage og vendte lidt rundt. "Når du er færdig med at se på det, så lad os holde en lille pause" lød det fra ham som han havde vendt ryggen til og gik lidt videre mod en mere jævn hældning. Et sted hvor græsset var tørt og en lille sø så fint lå og passede sig selv, han satte sig og åndede ud. 

Bøgerne og malerierne kunne ikke hamle op med den ægte vare, og han klemte øjnene varmt sammen med et hjerte, der var ved at briste af taknemmelighed. Smilet gled op i mundvigen, og et lille smilehul kom til syne på den lyse kind.
“Ja - Illustrationer i bøger og malerier kan ikke måle sig med dette.” sagde han med et drømmende toneleje og rakte hænderne ud mod horisonten, inden han slog armene ud til siderne. Vinden fik ærmerne og kraven på hans jakke til at blafre i momentet. Viktor drejede sit hoved mod Richard og mødte hans blik - de nøddebrune øjne klemte sig endnu mere sammen. Armene faldt ned om hans sider igen, og med et blødt fnys, hm, spredte læberne sig en anelse, og viste en smule af hans øverste tandsæt i et varmt smil.
“Jeg er meget taknemmelig for at du tog mig hertil, Richard.” Han tog en dyb indånding, lukkede øjnene, inden den forlod ham igen gennem næsen.

“Hvis da bare at jeg havde taget mit lærred og malegrej med mig, så kunne jeg have foreviget denne udsigt.” sukkede han med romantisk fascination, og med et betaget ansigtsudtryk, stod han og betragtede skønheden i udsigten. Ja, hvis bare han kunne male det, og tage det med hjem. Forevige dette øjeblik, og minderne der fulgte med, som var blevet foræret til ham af Richard. I stedet måtte han nøjes med at gemme det i sit hjerte. Kunne man føle sig vemodig og lykkelig på én og samme tid? Brynene klemte sig sammen i en forundret grimasse og han pressede læberne en smule sammen.

Richard afbrød ham i tankerne, men han hørte godt, hvad der var blevet sagt. Den tænksomme panderynken forsvandt. En pause var kærkommen, og han nikkede bekræftende til forslaget. Den blide lyd af græs der strejfede den andens ben, som han forsvandt lidt ind i baggrunden, blandede sig med vindens toner, og de omkringstående træers blade der dansede. Det var et idyllisk skjulested, måske kunne han besøge den igen en dag. Spørgsmålet var bare, om det var med eller uden Richard. En klump formede sig i halsen på den unge junker, og han rystede svagt på hovedet af sig selv, som for at ryste tanken af sig. Bliv i nuet. Tavsheden lagde sig over Viktor, og efter at han have taget udsigten til sig en sidste gang, fulgte han efter Richard.

Den mørke jakke blev åbnet og taget af, inden han svang den ned på græsset til formålet at bruge den som tæppe. Han spredte den ud, og placerede numsen på jakkens foér. Viktor placerede hænderne på hver side af sig, og brugte dem som ekstra støtte, og krydsede de udstrakte ben ved anklerne, som han satte sig til rette. 
“Hvor ofte har du besøgt stedet her?” spurgte han nysgerrigt, og tiltede hovedet mod den ældre kaptajn.

Den unge adelsmands mange ord mildnede hen i stilheden. Det var ikke med ønsket om at lade ham hænge, men dette var blot et af de tidspunkter hvor han ikke følt ord gjorde gavn. For uanset hvor ofte en lod fingrene glide henover malerierne der illusteret landskab, var følelsen blot et kald for mere - og nu havde sømanden vist et af sine vidunder med en anden. Oplevelsen ville ikke blot sidde i minderne som et billede fra et kammer. Nej, landskabets duft ville sætte sig fast, følelsen af at kunne se længere end til egen næsetip og brisen af den friske luft. Det var en sanseoplevelse for alle krystallerne. 

Et brummende bekræft for at det var ærgerligt at Viktor skulle have haft sit udstyr med sig, forlod ham som det var i et med naturen. Ville Viktor kunne fange landskabet som det var eller sætte sit eget præg på det? 

De var forskellige, på godt og ondt. Richard havde aldrig været forfinet, taget sig af at blive lidt sodet til, beskidt af jord eller hungre for følelsen af renhed i det store omfang når man var til søs. Set på junkeren, han lod sig sætte på sin jakke, havde første gang klynket højlydt for bad og renhed. Blot ved at tænke over dette, trak han på smilebåndet for sig selv. Det var en af de ting der gjorde det hele en anelse mere spændende. Ville junkeren kunne brække op i de gamle gulvbrædder, pudset muren ned og udskiftet dørene i den aldrende sømand. 

Det cognac farvede hav af et blik rettet sig mod de friskpustede krøller: "Ofte. Engang, jeg har ikke været her i næsten fem år siden sidst," hvis ikke mere, han måtte være ærlig med sig selv. Han havde ikke tal på hvornår han sidst kom her, men han kom forbi når han skulle have et afbræk fra virkeligheden og trængte til roen i sit indre. Der var så meget havet kunne, men lige et twist af landjord, det havde alle dage gjordt godt. 
Selvfølgelig var det ikke hans sted at stille det næste spørgsmål, men det var for at hjælpe sig selv (eller det ville han da mene det var): "Hvad drev dig til at ville på dannelsesrejses, Viktor?" 

Albuerne blev sat fra i jorden, og han kom mere op og sidde, hovedet vendt i junkerens retning og benene halvt trukket tilbage som støtte for den siddende position. 

Sømanden var tavs, som Viktor fik sat sig til rette. Det nøddebrune blik hvilede betragtende på den andens ansigt. Selv tavs, tog han det hele ind og bemærkede smilet trække sig op i om den andens mundvige. Hvad tænkte Richard på der fik ham til at smile sådan? Viktors smil bredte sig langsomt. Han fik lyst til at spørge ham, men så fik de øjenkontakt (som Viktor ikke veg fra) og den anden brød stilheden. 
"Det er længe siden." Svarede han konstaterende, og blikket dvælede lidt ved den ældre kaptajn i et par lange sekunder før han så frem mod den stillestående sø. 
"Jeg er glad for at vi kunne besøge det sammen." Sagde han i et blidt toneleje, og mærkede en inderlig glæde omfavne hjertet. Fødderne vippede lidt uvilkårligt, før han så skuttede sig en smule tilbage og kom ned at ligge på maven. Albuerne i jakken, så brystkassen var hævet en smule fra jorden.

Viktor var dog ikke forberedt på det næste spørgsmål, som, for ham, kom lidt ud af det blå. Han så ned på sine hænder. Fingrene begyndte at pille lidt fraværende ved neglebåndende. Det var ikke et nemt emne. "Hmmm.." Sukkede han stille og klemte øjnene en smule sammen mens han overvejede svaret. Ansvar - var nok det mest simple og ærlige svar. Ansvaret derhjemme havde drevet ham ud på hans rejse for selvudfoldelse. Mere tid, mere frihed. Bare.. lidt mere. Tankerne kredsede omkring hans ansvar overfor familien og forpligtelserne derhjemme, og hvordan det havde påvirket hans valg og handlinger. Det var en kompleks følelse, en balancering mellem ønsket om at være tro mod sig selv og samtidig tage ansvar for sine forpligtelser.

Ville det gavne at være hudløs ærlig, eller skulle han fortælle halve sandheder.

"Jeg er en eventyrer." ordene lød underligt bekendte som de forlod hans tunge. Et pludseligt deja vu af grynede billeder forsøgte at presse sig frem bag hornhinden, men han kunne ikke stille skarpt på det. Havde han sagt disse ord før? Men til hvem? Hvornår, og i hvilken sammenhæng? Han rynkede panden lidt imens han forsøgte at fremkalde det tydeligere; saltvand, og kulde, tegnede sig for ham, men ellers kom intet andet til ham. Han stirrede på jakken under sig. Måske var det bare noget han forstillede sig; Hjernen kunne lide at lege med ens minder fra tid til anden. Måske.. alligevel føltes det som om han havde glemt noget vigtigt. En følelse af uforklarlig nostalgi og længsel tog over ham, som om et dyrebart øjeblik var gået tabt i tiden.

Han smilede til Richard da han drejede hovedet mod ham. Fingrene forsatte med at pille ved hinanden, og han tog en dyb indånding, inden han lod den sukke ud igen. 
"Jeg, eh.. ville gerne opleve mere af verden. Den kan blive så lille i ens adelige boble." Lo han trods sig selv og lyden ebbede ud igen. Det var nok det tætteste han turde sige på nuværende tidspunkt. Blikket tog Richard ind; den stærke kæbe, der var formet af naturens egen skulptør, det rødbrune skæg der kastede varme refleksioner i lyset, og de dybe øjne han kunne se ind i forevigt. Lige indtil de nøddebrune øjne dvælede ved læberne, de kaldte på ham som et uimodståeligt kald, før han måtte se væk. Han bed sig lidt i underlæben, og kom tilbage til samtale emnet, fremfor Richards kraftfulde tiltrækningskraft. Ord han ikke kunne sige; ikke ville sige lige nu, og ødelægge stemningen.

Han møvede sig tættere på Richard, så deres arme næsten strejfede hinandens. Hjertet bankede nervøst. De havde allerede kysset, og været indhyllede af hinandens arme timer forinden, og alligevel kunne hans hjerte ikke lade være med at hamre usikkert."Min tur." sagde Viktor så, som hvis de lige nu legede en leg hvor de skiftevis måtte stille hinanden spørgsmål. Han fugtede sine læber, og et bette skælmsk smil formede sig i det ungdommelige ansigt. 

"Hvorfor gør jeg det svært for dig?" Han sneg et blik på Richard, som blev nøje observeret, mens han med spændt interesse afventede svaret. Gang på gang havde han fået at vide at han gjorde det svært for Richard, men aldrig hvorfor, eller hvordan han gjorde det svært. Forklaringen fulgte aldrig med. Og nu ville han vide, helt præcist, hvad det var for nogle følelser den ældre kaptajn havde når han så eller omgik Viktor. Han ville have et indblik i den andens sind, og forstå hvad der egentlig foregik i hans hjerte. 

Det var gået hen og blevet til et intimt minde mellem bare de to, noget som først gik rigtigt op for Richard, som han hørte det blide toneleje fortælle ham præcis det. Besøge det sammen. De spejlede sig i hinandens øjne, tryllebundet af de forskellige nuancer af brun som ramte dem og lod dem falde i et med naturen omkring sig. 
Richard var enig i sætningen, det var ikke kun junkeren som var glad for de gjorde det, men det kunne ikke helt forlade hans læber. De var som sømmet samen og kun et smil kunne dannes på dem. 

Men øjnene måtte skilles ad og han så frem mod søen på ny. Igen og ikke for sidste gang. Blikket ville fra tid til anden skifte mellem de udsigter han havde med sig. Det unge liv der spredte munterhed og latter som kun kunne nydes ved at blive set på for maksimal fornøjelses og den uforstyrret sø. 
Men samtale emnet som havde han bragt på banen trak i stemningen og scenetæppet faldt stille ned henover dem. Minen faldt hen i undrenden folder og skævede en anelse mod junkeren ud fra øjenkrogen. Det var ikke hans sted at spørge ind til det, men dannelsesrejse var så meget for en ung adelig som ham. Der var ingen skam i at ville prøve andet af end det liv man kendte og var vokset op i. 

Ordene han blev mødt af virkede genkendelige, men han kunne ikke erindre om det var noget han havde hørt fra den unge junker før. Det gav ham dog en deja vu oplevelse. Men han nikkede blot til ordene. Viktor var så sandelig en eventyrer, på godt og ondt. Han rodet hvert fald op i alles liv han mødte og efterlod sine mærker i folks sjæle. Richard ville nok ikke være foruden mødet med Viktor. Han ville hellere være foruden sit skib, men dette skulle meget gerne forblive usagt til den dag han stillede træskoene. "Og du tænkte, at du ville opleve mere af verden ved at anmasse dig på et skib ved Juvelen?" spurgte han små stikkende, men der var ingen spor af anklage i tonelejet. Det var hvad han havde gjort, og han havde gjort det til perfektion. 

Hovedet vendte lidt ned mod mellemrummet der var mellem dem. De lå tæt, men alligevel med afstand. Alt der rørte var lige knap og nap armene, og han havde intet i mod det. Hvorfor skulle han det? 

"Din tur?" gentog han og gryntede et grin ud og rystede let på hovedet. Det var kun noget et ungt menneske som han kunne finde på at gøre. Vende dette om til en sprøgetime mellem hinanden. Var det en skjult leg for sandhed og konsekvens, uden konsekvens delen. Men han nikkede anerkendende til det og lod sig vente på spørgsmålet. "Ah" brød han stille ud og løftede hovedet som ah-lyden forlod ham. Det var hvad det handlede om. Sømanden lænede sig en anelse mere tilbage i ryggen og på armene og så ud mod søen, der var ingen tid til at skænke junkeren den opmærksomhed han søgte. 

Du gør det svært for mig, var en gentagende sætning som han havde budt det unge menneske. Første gang efter badehuset hvis han huskede rigtigt, og det ville næppe blive den sidste gang. "Du skaber et rod i mit liv, som jeg ikke kan være foruden, Viktor," svaret han ganske vagt. Det svaret ikke helt på spørgsmålet. Men han kunne ikke sætte ord på det, uden at det ville komme forkert ud. Viktor var ung, tyve år yngre end ham, havde ro i sin seksualitet: eller det var hvert fald det indtryk Richard havde af det. Richard følte sig på mange måder for gammel til Viktor, for rusten i følelser og det begær som fulgte med i det. Og helt gemt væk, så lå der nok også en lille tanke om at han kunne være Viktors far, det stak i ham, for tanken kunne trækkes mod hans datter. 

"Men du vil altid gøre det svært for mig, Viktor" 

"Sådan forholder det sig vist." Kom det med påtaget eftertænksomhed, inden han lo en smule. Taknemmelig for bemærkningen der mildnede humøret, samt de mange tanker der logerede i hans hoved. Sandheden var egentlig, at han slet ikke havde tænkt så langt. Planen var at ikke at have en plan, men følge det der bød sig. Det havde heldigvis været Richards skib. "Og ja, det gør jeg jo lige nu." Oplever mere af verden. At det skulle være sammen med kaptajnen, ville han aldrig kunne have forestillet sig skulle ske, den morgen han stod på havnen og skimtede mod de første stråler af solen der spejlede sig i havoverfladen. Han puffede blidt med sin skulder mod hans. 

Men han var glad for at det forholdt sig sådan. Uanset hvad der end ville blive af dem.

Blikket dalede til den andens overarme som han måtte skæve en smule bagud til. Og et varmt smil blev malet over den unge junkers læber, grundet Richards charmerende latter. Det var.. kært, syntes Viktor, når Richard kom til at grynte i sine grin. Hjertet smeltede en anelse - så mange nye facetter lærte han om den ældre kaptajn, og han ønskede at kende til det hele. Lidt efter lidt, sank han mere ind i den andens liv - på godt og ondt.

Viktor rynkede lidt på næsen til svaret der kom, men han kunne alligevel ikke lade være med at tage det sidste til sig som en kærlighedserklæring. 'Som jeg ikke kan være foruden' var en stor tilståelse. Hjertestrengene begyndte at spille. 
"Så jeg er dit kaos?" Spurgte han en kende poetisk, da Richard var færdig med at fortælle. Han rettede sig mere op - stadig med albuerne i jorden, og søgte den andens blik for at se bedre på ham. Øjnene klemte sig blidt sammen, hvor var det tragisk for dem. Men alligevel, så han det som noget romantisk. "Men det svarer ikke helt på mit spørgsmål, kaptajn." Kom det krævende fra den adelige knægt, og sendte den anden et afventende smil. 

Djævlen i Viktor fik ham til at rykke sig tættere på Richard, men så han mere lå på siden, hovedet hvilende i hånden der tilhørte albuen som stadig var i jorden. Den frie hånd rakte frem mod Richard. Hvis han nu kom med en mere praktisk formular, kunne det være han fik flere svar. 

"Mhm..så.." brummede han overvejende mens hånden lagde sig oven på Richards, og begyndte at flette fingrene sammen med hans. "Er det her svært for dig?" Spurgte han dæmpet, nysgerrig - og en smule udfordrende, mens han så indtrængende på den anden. Tonen bar præg af et flirtende leje. Viktor ville forsætte med at teste ham indtil han nåede sit endelige mål.