Alt zoomet ud fra ham og han stod alene i de øde tempelhaver. Den selv samme besked af beklagelse var blevet givet, men det var vendt i hån og tyranni. Det var et fordrejet ekko af hans egen stemme der trak hætten af ham og blottet ham som det han i virkelighed var. Måske det blot var fantasien som løb afsted med ham og frygtede de værste af alt, men grebet om armen var stramt og holdt ham fra at træk armen til sig. 

Ærmet gled let ned forbi håndledet og blottet ikke bare hans brændemærke, men også hans blækkede mønstre omkring håndledet som et forevigt armbånd. Kunsteren måtte være en af de mænd som ikke blot brød grænser, men tilranet sig hvad end de ville, for hvad end det måtte koste dem. Det var han stærkt overbevist om. Blikket skævede til hånden om armen og talt til tre ringe, blikkede flugtet fra sin egen arm til den anden hånd som (endnu) ikke rørte ham. To ringe, men den ene var en ring af en større model. Robust og tyk, ville kunne overleve selv hvis en hest trådte på den. Den osede af sølv, det skar næsten i næsen på ham, det var han overbevist om. Smagen af sølv bredte sig i hans mund blot ved tanken. Svælget snærvrede sig ved tanken. 

"Arg" brød han og mærkede hvordan hans fingre spændte op i krampetræk. Ringene syrede sig ind i ham, som han var ved at smelte under det. Ringene var lavaen der havde smedet ham og nu - nu opløste det ham. Tommelfingeren af den sortfingret mand der pressede sig i håndryggen var heller ikke fornøjelse og begyndte mere arrigt at hive hånd og arm til sig. "Stop, stop - stoph!" vred han ordene ud af sig og satte den anden hånd mod kunstnerens overarm som et forsøg på at få ham presset fra sig, men den siddende position var blot kæp i hjulet for ham. 

Den sviende følelse i håndfladen brød hurtigt videre fra rødme og små blære til små blodkar sprang under huden og skreg for at komme fri. Han var på nippet til at fortælle den anden, at han ikke tålte sølv, men så var det som at overgive sit eget hoved til bødlen. Men med alt det som skete i hånden, registeret han ikke at underarmen også begyndte at mærke sin irritation. Se.. Det var jo ingen ved siden af den sølv til hud kontakt. 

Der var mange ting af interesse i luften, lige til at række ud og gribe. Smage på, han kunne næsten fornemme hvordan hans fokus cirklede ind, pupillerne voksende store i det røde hav, og lod en lidt dybere vejtrækning glide ud over de bløde læber. Ned af armen Corinth havde fået tvunget op, strakte der sig fine, små blæktegninger over den lyse hud. Sorte streger af minder - tatoveringer kreeret af blæk, og Corinth genkendte det mørke materiale med en bifaldende brummen, hans smerte-stop til trods. Stoph - slip mig, det var hvad hans kropsprog skreg. 
Men alt han hørte var hans egne hjerteslag, der som en tromme tog mere plads i hans indre. De var da skabt for hinanden, sådan som blækket var sat ind i ham også. Det var kønt. 
Men han råbte lidt for højt. Og med en rettende lille brummen, blikket rykkede imellem hans øjne, de røde mærker, hans øjne igen, og Corinth vristede endelig hånden fri. Kun for  at lade den smække sammen over hans læber, et lille fnys af latter, idet han hamrede hovedet tilbage imod stenstatuen bagved dem. Shush. "Shh-hh, nu ikke larme sådan.." indtrængende sagt, men ikke fordi det betød alverdens hvis han skulle finde en måde at lukke den mund på. Nej, alt der betød noget, var hvordan hans hud begyndte at sprække. Det her var aldrig sket med præster før - men hvilken glædelig overraskelse, på en ellers rolig dag. 
Du skal ikke stikke af nu. 

På mange måder, vidste adelsmanden udmærket at det var en grænse at krydse, som kunne anmeldes på det groveste. Vold imod en af kirkens folk, chikane - han kunne lige forestille sig hvilke onde rygter der kunne komme, skulle det her stemples til ham. Og han kendte ikke lærlingen godt nok, til at benytte sig af charme, så... frygt måtte det være. 
Fordi selvom han vidste at det var ulovligt (et sølle ord i hans optik), var han nødt til at se om han kunne gøre det værre. Selv tanken om at det eventuelt blev opdaget, og de konsekvenser der kunne følge... gjorde ham kun mere spændt. Mere ivrig, da han afventende slap hans læber igen, så han kunne få mulighed for at følge ordren fra før, men stadigvæk med hånden svævende nogle centimeter over den bløde hud som en lille advarsel. 
Det lignede trods alt at også at dét havde gjort ondt, og ikke bare i baghovedet. 
"Du brænder når jeg rør dig... gør alle lærlinge det, indtil de er indviet?" og han forsatte lidt ufortrødent den ligegyldige snak, et blik på blisterne der efterhånden var blomstret frem på hans underarm, som han prøvende slap lidt mere også. En lille pause, han følte ikke Ethian løb nogle steder, låst imod statuen. 

Herskerringen var blevet snørklet ind i tilfældighedernes liv og havde nu fundet sin vej tilbage til hvor den blev skabt. Dommedagsbjerget havde blot skiftet udseende og forklædning. Ville nogen kunne vende retur efter som en oplevelse, eller var deres dage end. 
Blodsprængte åre banede vejen frem, det var ikke bare en brændende følelse mere, men en reel smerte som ville kunne mærkes dagene efter. Måske det var til hans egen fordel at det kun var hånden og underarmen som led last, det var dele af hans krop der kunne dækkes. 

Foruroligende opslået øjne så mod kunsteren. Dunk og dunk. Dunk. Dunk. Dunk. Hjertet slog så voldsomt at det trommede for trommehinden. Flettet ind i et spindelvæv han ikke vidste var der, kunne han ikke løsrive sig helt så nemt, kom først en hånd fri, sad en arm fast, skulle foden få overtaget, ville han blot ende på hovedet for den anden. Der var andre muligheder. Der var muligheden at teleportere sig selv væk, men siden deres kroppe var forbundet, ville han nok blot få revet manden med sig. Ikke at han var sikker, men skete først det, var han uden energi til at gøre nogen form af modstand. En hver sten blev vendt i hovedet før tidevandet ville stige på ny. Evnerne var ikke til hans fordel, de var kommunikative og transportable, intet andet. 
Manden sad og havde sin egen fornøjelse, mens han selv følte sig kvalt. 

Munden var tæt presset sammen og øjnene skævede først ned mod hånden som den lå som en advarsel. Kinden var varm og han havde haft mere end lyst til at skrige, men hvad gavnede det hvis der blot blev lagt en hånd for ham. 

Jeg brænder ikke fordi jeg er lærling! Det ville have været det ideelle svar, men smerte var en måde at få folk til at tale på - til en hvis grad da. "Jeg brænder ikke fordi du rør mig," teknisk set ikke helt sandt, men alligevel rimeligt sandt. Det var ikke hans berørning, men hans smykkers berørning. Modviljen i at trække den anden hånd til sig som havde skubbet (eller forsøgt da), for at klø sig var stor. Helt enorm stor. Men han lod i stedet hånden gnub sig let på kinden, lige tage den værste svien og kløen. 

"Er du her overhovedet for Den Røde Kvinde?" spurgte han små bidsk. Helt upræsteligt! 

Han blev lidt mere stille, og stoppede til dels med at kæmpe imod. Og lige for nu, var det godt nok. 
Det var ikke godt for ham, bevares, men det var godt for situationen Corinth befandt sig i. Fordi det betød at han kunne kontrolleres. At han kunne styres, eller i hvert fald ties. Hvilket nok ville blive nødvendigt senere, når tiden rendte ud.
Ikke endnu. 
Nej, lige nu, var Corinth fanget i momentet, som besnæret af den modvilje der hvilede over Ethian, og han slugte den foruroligende fornemmelse der emmede fra ham. Råt. Det var nemlig et helt specielt tidspunkt, når det gik op for folk, at de var blevet ført bagved lyset. Erkendelsen af, at noget kunne gå galt. At de var kommet galt afsted. Hvorfor føltes magt så godt? 
I virkeligheden, var det nok en meget passende gud, som Corinth og hans familie fandt trøst ved. Løftet om at hæve sig selv ved at træde på andre, var et der resonerede så brændende med hans egne behov for livet. Hvordan det skulle leves. 

Og blev man ved med at lægge pres på isen, var den dømt til at krakelerer; adelsmandens øjne voksede i ordene, nå så nu var de dus, et underholdt glimt i øjnene over hans bidsked. Pas på tænderne, hund. 
Selvom det selvfølgelig lige trådte på hans selvvigtighed, at det ikke var ham personligt som kunne vække denne magi, var det ikke nok til at få ham til at 'skrumpe'. Det havde ellers været en interessant udvikling af hans evner, og en lidt skuffet sukken slap over de bløde læber. "Ah..." og han lagde en enkelt fingerspids ned imod en af blærene på underarmen, og pressede lidt tænksomt til den stakkels hud. "Men hvorfor reagerer du sådan her..." mumlede han til sig selv, igang med at inspicere sit nye legetøj for dens egenskaber, ikke rigtig bekymret for hans små lyde. Han havde joh fået besked på at være stille. 

I et hurtigt ryk fangede han de hasselfarvede øjne, et næsten mildt smil på læberne over hans udbrud. "Selvfølgelig. Fortalte.. ah... jeg jeg tror faktisk ikke jeg nåede til hvilke ritualer, de lokale på Topalis fulgte, når de besøgte Den Røde Kvindes statuette.." og smilet smeltede væk i et slangegrin. Næsten lidt indsmigrende. Som havde han virkelig glemt en vigtig detalje, til hvorfor han skulle besøge Den Røde Kvinde. 
Skulle han da lige få dem at se?

Hvis ikke det var hendes planer for ham, var denne mand af en anden tro der tillod at trumfe over gudinden og hendes lys. Men ingen anden tro havde mere magt end hun. Men måske konceptet tid og rum var en tro for sig selv som trumfede igennem, hvis blot han kunne finde logikken i sådan et spil. I stedet kunne han sidde og bide smerten i sig. Han ville have hånden for sig selv, men den sorte finger pressede til. Som det ville byde huden og få væsken til at flyde ud, den væske som ellers holdt sammen på ham for nu. 

Kinden han havde gnubbet til med håndryggen var mørke rosa, som han var blevet slået. Det stikkede i ham, men det ville ende som et udslæt. Han så med et irriteret blik på manden. Det var som at være tilbage i træningslejren (som han havde valgt at kalde det). Tvunget i andres selskab, at skulle sidde model til hvad end der bifald sig selv så snart han ikke gjorde som forventet. Et minde som hørte fortiden til, men blev genopfrisket på ny. "Det rager ikke dig hvorfor dit slange tag slår ud på mig," han havde ikke lyst til den bitre talen som han havde tilranet sig, hvorfor det måske også kunne ses i hans øjne. De bad til at blive sluppet. Det havde været nemmere at lyve, men han følt en frustration ved personens nærvær. Det var uforklarligt. Som en slange der snoede sig igennem græsset og bed det første og bedste den kunne finde, men frem for at mæske sig i byttet, leget han med det. 

Det virkede næsten som en løgn, om det var den forkludret sætning eller slangegrinet der gjorde det, måtte tiden vel vise. Det kunne umuligt være en hel eller halv sandhed. "At bruge en andet folks veje til dine egne fornøjelser høre ingen steder hjemme her," sagde han og prøvede at træk hånden til sig selv på ny i et hårdt træk. 

Han behøvede næsten ikke at gøre noget, sådan som forandringerne indtraf over hans hud. 
Stedet der blev kløet, begyndte efterhånden at mørkne som om at Corinth rent faktisk havde slået ham, og blisterne han prikkede til, virkede ægte nok, til at gøre ondt. Fascinerende. Det var dog en billig fornøjelse, som kun blev lidt ekstra krydret, da han hørte den snerrende afvisning af hans spørgsmål - sikken en tone! Og Corinth levede op af den, hvilket var en farlig balance at træde på. Det kunne både betyde at han nød det nok, til ikke at gøre mere, eller blev lokket for meget af muligheden, til at eskalere. "Så beskidt en mund... til så ung en lærling. Har din læremester ikke lært dig bedre?" tskede han sympatisk, og klappede ham lidt fraværende på kinden. Han skulle vidst være glad for at ingen hørte ham, lige nu. 

Et kort blik gled ned på hånden og armen, nu vristet fri fra hans kløer, men Corinth gav den gerne op i sin søgen på noget... andet. Han skulle nok få set mere af de tattoveringer der, men...
Beslutninger, beslutninger - altid de zalans beslutninger. Corinth skubbede sig en smule mere fra jorden, kom op at sidde på begge knæ, ryggen vendt til solen og tempelhaverne man kunne skimte i baggrunden, fronten imod Ethian. En hånd på vej ned på skulderen for at krænge sig fat der, tommelfingeren pressende hårdt ind på kravebenet, imens den anden fjernede sig længere væk fra det brændende, mørkere skind over hans ansigt. Hvis det ikke var hans hænder... hvad kunne så...
Blink. Mekanisk, som havde hans tanker kort forsvundet væk i potentialet der lå for fremtiden, når han endelig 'grejede' det hele - men til stede i elendigheden, igen. Han kunne joh ikke efterlade sit selskab  uden den opmærksomhed de krævede. Og grinte derpå dæmpet. "Er det ikke essensen af religion, dog?" det ene bryn spørgende løftet, og hånden omkring skulderen trak ham tættere, kontrollerende, i et lille ryk. 

Havde hans læremester ikke lært ham bedre, nu måtte han stoppe sig selv. Det var ikke retfærdigt at vende det rundt på den måde. Selvfølgelig havde Fader Romeo lært ham bedre, men så meget af den oplæringen havde faderen ikke stået for. Det var en naturlig gang for ham at tale som det var forventeligt af ham, men når man først presset, kunne vrides vand ud af stoffet, helt ind til sidste dråbe. Han bed sammen og spændningerne lagde sig i kæbe og kindmusklerne. 
Den gamle skrøne om at elefanten var bange for musen, det var hvad dette sammenstød var blevet til. Frygten var ikke længere hvad den havde været. Frygten for nervøsitet der havde været i første omgang var kommet til udtryk i at han skulle præstere som præstelærling. Men nu var han trukket tilbage i tiden, som han sad over for Dorian. Det var ikke pænt at sammenligne sin herre på den måde, men det var vel bare oplevelsen som gjorde det til en realitet. 

Ethian fik hånden til sig selv og tog sig selvom håndledet og vrid lidt sin venstre hånd om, for lige at få lidt følelse med kropsdelen igen, som den havde været frataget ham for en umenneskelige lang tid. 

Men fokusset på hånden blev skyllet væk som hilsen sandet, da skyggen lagde sig foran ham. Kunsteren satte sig foran ham. En tvivlsom mine faldt på hans ansigt og han drejet hovedet en snert til siden, mens øjnene ikke flyttet sit fokus. Hvad ville han nu? Og der kom svaret så, frygtsomt så han ned på hånden som lagde sig tungt på skulderen og tommelfingeren der presset mod kravebenet. Ville manden nu sidde og afklæde ham for at teste sig frem til hvad der skyldtes brændningerne. Ngmhm! overkroppen blev trukket frem og de sad nu det tætteste de ville opleve. "Det er ikke at ære en andens religion, hvis man vanære den for sine egne lyster," om det så kunne defineres som en lyst, tvivlede han, men han stod ved sætningen. Brystkassen hævede sig kontrolleret og sank langsomt. Vejrtrækningerne var i dyb kontrol, men porten til sjælen var alt andet end i kontrol. 

Øjnene valgte at prøve at se mands klæder af, se efter om der var smykker på det, for han kunne ikke sig selv til at røre ved sølv af sin egen frie vilje, men hvis det blev nødvendigt, måtte han vel gøre det. Ikke vel, han måtte. 

Det var forunderligt hvordan man kunne stivne, når ens selvopretholdelse blev truet. Umiddelbart ville man tro at den første reaktion var flygt. Kæmp imod alt hvad du kan, brug din fysik til at vride dig fri, og tag flugten imens du satser på ikke at blive forfulgt. Ikke nogen dårlig rationering, hvis hjertet begyndte at frygte for livet - eller bare frygte for det der var vigtigt i livet. Ære, værdighed, stolthed... Corinths øjne studerede ham nidkært, for at få alle de detaljer med som han kunne. 
Frygten for hånden ved hans skylder, den tvivlsomme mine af ligedele frustration - og nok også foragt, der dansede over det fregnede ansigt. Han serverede det på et sølvfad, når man lige tog sig nogle gode sekunder, til at møde de hasselfarvede øjne. Og se hvordan det var begyndt at blæse op derinde, selvom hans krop var 'modig'. 
Fordi den første reaktion var ikke flygt. Og adelsmanden følte en sagte tilfredsstillelse, da han heller ikke trak sig væk fra grebet omkring hals skulder. 

Så medgørlig. Lidt mere anmassende klemte han til, inden at han vippede noet af stoffet lidt op, så skindet kom til syne, selvom han ikke kiggede ned på det, da det gjorde. Nej, han vægtede øjenkontakt alt for højt, og følte den lokkende kontrast imellem hans kontrollerede krop, men urolige sind. Aha? Ord for døve ører, og han så et kort øjeblik næsten angerfuld ud i sine efterfølgende ord. "Det er et meget arrogant udgangspunkt" sukkede han, et dovent glimt af skadefro glimtende i det røde, efterhånden slugt mere og mere af de sorte pupiller der udvidede sig. "I de gamle sagn, var Den Røde Kvinde mere end vores nutidige definering af hendes domæner. Passion, begær, genfødsel, ofring..." og han lod kort blikket glide nedover hans krop, da han følte knægten tage se hans eget tøj an. Hmm? ".. hvis mit udgangspunkt er anderledes end dit... vil vi så ikke altid være uenige om hvad der vil vanære en religion, og hvad der ikke gør?" han anede intet om Shara, men kunne nok have hevet den forklaring op af enhver bukselomme; det havde dækket over alle guderne. 
Lidt vurderende så han tøjet indenunder an, det virkede ikke helt ligeså tvært som det mange af de andre bar, og han gik lidt henkastet igang med at åbne op, assisteret af den anden hånd nu hvor han alligevel bare talte. 

Præster... 
Og dér kom det. Den indre overlegenhed, der løb i blodet på Corinth, og som krævende trak i hans fingrer. Der var mange han var hurtige til at udstille som værende hyklere, der var mange som brugte deres tro, som et skjold for verdenen. Men præster var nok de værste. 
Hvilket også var derfor de måtte klaskes tilbage til jorden, en gang imellem.  

Det var gået hen og blevet en små sygelig stirre konkurrence. De så hinanden nøje an, men den ene fik nok mere ud af det end den anden. Det ville næppe blive Ethian som rendte med sejren i dette, for selvom han studsede så nøje på klæderne, var det ikke sølv der skinnede lige så pralende op, og ikke alt smykkeværk var sølv. Hans egne var ikke sølv, så det var at se i blinde. 

Kroppen bemærket hvordan der stille blev trukket let i stoffer om skuldren. Han følt sig næsten stoppet i munden med lag af klæder, som han skulle høre den andens modsvar. Fortællinger om hvordan tingene havde ændret sig med tiden. Det var en umenneskelige sandfærdig fortælling, og det brød han sig ikke spor om. Tvært i mod, det var som at han skulle modbevises for hvorfor hans tro var en værdig en af slagens. Kunne det virkelig være hans hensigt. Ethian bed lidt overvejende sammen og trak lidt summende på minen. “Vores forskellige udgangspunktet til en tro er acceptabel, men så snart den misbruges til ens egn-..” han mærkede hvordan der begyndte at blive rørt ved hans tøj og hvordan der blev knappet op. Det var en ubehagelig genkaldelse. For hvordan skulle han forholde sig til det og skulle han virkelig spørge ind til hvad der foregik og hvorfor der foregik?

Lidt tøvende lagde han hånden om den andens håndled, han havde sikret sig selv ikke at der ikke var nogen smykker at ramme ved. “Hvad er dine hensigter med mig?” Det havde været en svær sætning at formulere, for han ville have bidt mere. Spurgt langt mere bidsk og snerrende; men det måtte gemmes væk. Ikke? 
Det var alligevel ikke stedet at berøre en, uanset titel. Det var et åbent område og de ville før eller siden blive afbrudt af mindst en fra templerne.

De kunne nok godt sidde længe, og have denne ordduel imellem dem. Ethian der trak op i en parade, Corinth der stak frem, jah prøvede at ramme hans knæhaser så han vaklede, og lærlingen der prøvede at undgå det, ved at træde længere tilbage. Og så gik han frem igen. Endnu et hug imod hans egne holdepunkter, en bidsk kommentar og... 
... og knægten ville nok finde ud af at der ikke var mange holdepunkter, i den blonde mands samvittigheds-grav. 

Selvfølgelig metaforisk. Selvfølgelig. 

Og imens han arbejdede med den andens lag, lyttede han da til hvad end han fiskede frem af forsvar. Men ordene forstummede, idet det gik op for ham hvad Corinth havde gang i, og først da hånden lidt mere tøvende gestikulerede 'stop'... vippede Corinth blikket tilbage på hans fregnede ansigt, næsten lidt irriteret i sin målrettethed. Hans hensigter? 
Når han spurgte så sødt, lød det joh næsten som om at han håbede på noget specifikt, selvom det selvfølgelig var langt fra sandheden. 
Men tanken morede ham, hensigten var vel tydelig når man sådan frygtede det værste, og han lod gerne dén grumme antagelse, sive mere ud i ordene da han nogle sekunder efter svarede. "Ah, ikke den skarpeste kniv i kirken. Men det er okay, vi kan li dem dumme en gang imellem..." og han løftede et alt for selvtilfreds øjenbryn. Corinth lod en finger glide ned imellem knapperne, det var alligevel blød hud der gemte sig under - vippede lige to knapper mere fri - og udadtil, kunne han godt forstå... mistanken. 
Så meget som knægten snakkede om lyster - helt specifikt Corinths lyster - ville adelsmanden heller ikke have mange kvaler, ved at påpege han næsten selv lagde op til det. Eller i hvert fald havde bragt det op bordet, med de skønne, bange øjne. 
At holde ham lidt i frygten for hvad der kunne ske, var derfor en tillokkende smagsnuance at tilføje. 
Corinth trak ham derpå tættere - tæt nok til at hans læber næsten strejfede øret, Ethians udenfor hans eget, og lige nok til at de flerfarvede krøller kildede ham drilskt idet han hviskede. "Du frygter noget jeg ikke havde tænkt forfærdelig meget på.  Lige. Indtil. Nu" noget nær lovende i sin tone, og han klukkede lavmælt, underholdt af potentialet for gru det bragte med sig. 
Skjortekraven blev sluppet, sorte fingrer tilbage imod den bløde hud da han langsomt pressede håndfladen tæt ind til det varme skind igen. 

Hvorfor brændte han - det var det rigtige spørgsmål. Men hvis Ethian frygtede for et offentligt overgreb, skulle han da ikke tale det aktivt imod. 

Utallige talemåder og metaforiske ordsprog kunne klynge sig tæt op ad deres situation, men for hvert skridt de tog i denne sumpende dans, ændret et nøgleord sig og ordsproget skulle ændres og talemåder skulle kommateres anderledes. Det var gået hen og blevet en svær kamp at vinde. Ethian vidste såvel godt at han ikke skulle vinde noget her, men snarere gøre sit for at flygte. Her var problemet blot, manden mindede ham delvist om Dorian og havde det været ham han sad overfor, var det ikke en mulighed. Men, selvfølgelig, var manden ikke Dorian. Hvorfor han ikke burde havde samme udfordring i at flytte sig væk. 
Men en realitet var vel, at han havde lige netop det problem. 

De få lag han havde viste sig at være til den andens fordel. Havde han været lige så vanedannet i de mange lag som de disciple og præstene, havde han haft lag på lag. Men han havde kun sin ydstekåbe og sit eget tøj under det. 

Det var lige godt zalans, nu blev man også kaldt dum på en måde, man ikke brød sig om. "Vi?" summede han alligevel som en papegøje for den anden. Et ord der kun tilfaldt hans egne tanker, var blevet delt med den anden. Måske det var fair at blive kaldt dum i sådan en kontekst. 

Som en erfaren mand den anden var, kunne han uden problemer knappe op - mon han lavede andet end at knappe op for folk. Rive dem fra deres forstand og forståelse af livet, gøre dem til ynkelige slaver i hans liv og lege.. Indtil han kunne kassere dem som daggammel mad eller en anden tilfældig hobby for en kort stund. 
Overkroppen fulgte fluks med i trækket, men kropsligt var det som at blive slået tilbage. Munden måbede let, mens tænderne blev presset sammen i ubehag af de hviskende ord og læberne der strejfede ham. Hvis blot det havde været sølv. Som en mavepuster og luften kravlede ud af ham. Hans uskyldige ord var blevet snørklet på alle led til hvad det ikke var han havde ment. "Det var ikke.. hvad jeg mente," kom det stille bøn forladelse fra ham. 

"Nghnn!" bed ham sammen og nynnede ud igennem den forseglet mund. Hånden der lå mod brystkassen, dens ringe skar ham. Det brændte dybt og han kunne ikke helt få sig selv til ikke at reagere. Hænderne hænder om den andens arm som lå mod hans brystkasse.  "Hold dem væk fra mig!" bad ham i et bestemt toneleje, men en oktav ned fra det ellers vanlige samtale leje. Dem, han vidste at det burde have været et andet ord der skulle have været brugt, men skaden var nu sket, og han kæmpede for at få hånden fri fra sig, men samtidig med det sad fødderne og grunden under dem og han ville i sidste ende skvatte af det, falde om på ryggen ved siden af statuen. Men det var en risiko han var villig i at tage. 

Der var nok ikke nogen tvivl, om at Corinth nød det der udfoldede sig imellem dem. Han svælgede i det, gravede gerne sine sorte fingre fast eller markerede et ellers blankt lærred i mørke, hadefulde streger. Blæktegninger og skygger, han elskede følelser, men han forgudede reaktioner.  Og alt ved måden Ethian trak sig væk på, hev samtidigt også i det indre tjærevand. Skubbede til hans sadisme, kælede for hans magtmisbrug og hviskede i én stemme, både kærligt og beroligende, at det var okay. 
En så lokkende stemme, at den fik rusen i hans krop til at føles alt andet end skamfuld. Dyrkede hans ego. Eller var det i virkeligheden andre der dyrkede det, når de ikke engang stoppede ham (ordentligt) ved så gennemførte eskaleringer som han ofte endte i? Så man bort fra at præstelærlingen ikke havde prøvet andet end at stoppe ham, og hvordan hele hans krop sukkede og sled efter at trække sig væk fra den blonde mands berøringer.
Man så vidst hvad man ville se, men her måtte man ikke tro at adelsmanden ønskede at se væk. Nej, han fik lige præcis det sceneshow han ville; den stilfærdige bøn fik hårene til at rejse sig langs Corinths arme. 
Og Ethians reaktion? Endnu bedre. 
Corinths øjne spærredes op i måbende, næsten beæret tilfredsstillelse, da lærlingens krop reagerede på kontakten. Reagerede ikke på ham, men noget han gjorde, og med besvær prøvede at dæmpe den grad af smerte, der tvang sig imod hans låste læber. Så pæne lyde, beskidt mund til trods. Og så blød en hud, med begyndende røde mærker under hans... 
Hold dem væk fra mig! 
Og præstelærlingens hænder greb nu fat i de sorte ærmer, desperate efter at få ham til at rykke, slippe eller afværge - ikke til meget gavn - sådan som Corinths naturlige reaktion i modstand var at pressere hårdere. Skubbe til, og skubbe hårdt nok til de nok begge endte udover grøftekanten, hvirvlende imod et ukendt, lokkende mørke. 
Så meget modstand! Han kunne ikke stoppe det grimme smil der krøb frem over det lyse ansigt. "Shh, du larmer for me- " hviskede han insisterende, den frie hånd på vej ned for at holde hans sprællende og vridende ben mere i ro - ikke til meget gavn. Og så slog det ham pludselig hvad der var blevet sagt, i samme sekund som han fik vredet sig fri og med et dæmpet bump faldt til jorden ved siden af dem. 

Nu uden det tynde skind under sine fingre, hang hånden lidt efterladt tilbage i luften - næsten kold - med resterne af hans kropsvarme dansende over sorte fingerspidser. Ethian ramte jorden, hans hænder skramlende imod græsset for at finde en form for fodfæste, hvilket nok var det eneste der gav Corinth de få sekunder det tog ham at registrere ordene ordentligt, og med vag forundring vende håndfladen imod sig selv.  "Ahh..." og brikkerne faldt gradvist mere og mere på plads. Knægten havde haft ret, det var ikke ham som person. Det var nok nærmere hvad han bar...
Få sekunders tøven, ikke mere end nogle tunge, lidt forventningsfulde udåndinger... hvor at gnisten pludselig slog klik, som havde nogle hældt decideret benzin på de brændende øjne. Han kunne tro nej. Kløerne satte sig i præstens sprællende ben, og i et grådigt ryk, trak de ham tæt, ind forbi hans knælende stilling. Og motiveret - noget næsten manisk spændt i de før dovne øjne, da han skubbede fra jorden for at sætte sig overskrævs på præselærlingen, tydeligvis enten  ligeglad, ubekymret eller bare grænsesøgende i sin overlegenhed om at de ikke ville blive opdaget. 
"Ah, ah, ah, lille lærling. Kan du huske hvad jeg bad dig om tidligere?" og imens han talte møflede han eventuelle protesterende og voldelige arme væk, da han nu - som et våben - vendte signetringen ned imod hans sarte maveskind. Han havde ellers i opført sig civiliseret, den kære Corinth. Men ikke mere. 
Læberne deltes i et glubsk, nok nær sulten smil. "Vær. Stille" og han pressede den uden at vente på svar, ned imod manden under ham. Nej, skrig endelig højere. De skulle nok finde ud af det - de skulle nok klare det. Hvis han da overhovedet kunne hvæse af smerte, bagved de sammenpressede læber. Kom nu, lad mig høre lidt mere, uden at det behøvede at fragmenterer deres lille hjørne af Paradisets have. 

Sjælen og livet stod på sit nip til at blive presset ud af ham, som hånden mod ham blot pressede hårdere til, som hans forsøg på at få en afstand mellem dem blot styrkede den anden. Et gipsende forsøg og kald på at få afstanden lod ham i et kort øjeblik tro det værste ville have været det bedre. Skulle man have sine skrammer for en andens agter, var spørgsmålet ganske simpelt: Foretrak man psykiske men eller fysiske (og psykiske) men. 
Benene blev mere og mere urolige, at selvom hånden af den anden forsøge at inddæmme benenes mobilisering, var det eneste udfald for dette den sodende gift der kunne stik ind i mellem stoffet fra hånd til ben. Hele kroppen reageret så nemt på det, som den blot tog alle de mulige berøringer til sig og ikke skænkede nervecenteret en jordisk chance for at få ro. Jo mere der kunne brænde, jo bedre stod det til - for den som satte brændende igang. "Jeg er stille, men -" luften forlod ham som han faldt om på ryggen og mærkede jorden i baghovedet. Det kunne ikke ses, men for ham, var det som brystkassen dampede af brændning fra hvor hånden havde presset til. Et blodspændt udslæt der syrede i forsøget på at lap sig selv sammen for at gå i gang med en healingsproces. Isarilærlingen trak nogle vejstrækninger indebores for at få lidt klarhed efter faldet. 

Albuerne blev sat i jorden og benene blev trukket tilbage, men som en djævlesluge og blæksprutte greb han igen fat om benene på ham og rykket fil revet armene tilbage fra deres position i jorden. Et ryk i skulderen som nev ham som noget kom i klemme eller blev forstrukket. 

"For Zalans, så stop dog" bønfald han som han mærkede den andens væg oven på sig. Han fik armene til at til at presse sig mod den andens krop, et hvert forsøg på at få ham af sig, var et værdigt forsøg. Men det var som at fægte med en stenmur, der var ingen gavn af det, kun hans fleuret som blev slidt og led last. En naturlig reaktion var at maven trak sig sammen og sank nedad som han så hvor signetringen var på vej hen. Men maven kunne kun skænkes så dybt, at ringen ville få sit overtag, skulle han få maven til sin normale falde tilstand. Benene kunne ikke sparke ham fra sig. Tunge pivende jammerlige brummende og nynnende lyde forlod ham. Han kneb det ene øje sammen af smerte mens det andet forsøgte at forholde fokus. Hænderne begyndte fægte op i mod den andens brystkasse og hoved for at få ham væk. 

Hvilket sygt menneske nød at gøre sådan en skade på andre? 
Helt uopfordret. 

"Jeg be'r dig, stop" knækkede stemmen let under ham. Maven blev mere og mere rød, ikke blot under ringen. Presset ned i maveskindet føltes så sart, at det i sidde ende ville ende med at bløde under ham som hudafskrabninger der ikke kunne nå at blodet til at koagulerer.  

Og nu kom der et lidt mere farvet sprog endda. Det var joh lige før at man skulle tro Corinth havde fødselsdag, sådan som gaverne blev ved med at komme i hans retning; havde han virkelig gjort sig fortjent til det her? 
Ethian havde i hvert fald ikke. Men én mands uheld var en andens mands held, og Corinth svælgede i den følelse der fulgte med udnyttelsen af den yngre mand. Ikke fordi at det handlede om at se ham pive, specifikt. Men bevidstheden om hvad der lå og pev, var som krymmel ovenpå en dessert (han slet ikke havde bestilt til at starte med). Åh, de kære, kære præster. 
Det var en alt for tillokkende fantasi, at sætte sit mærke på hvad der skulle forestille at være eksemplet på 'et godt menneske'. 

Deres hånende øjne, deres vrængede overlæbe, deres, hellige indre overlegenhed. Han fik kvalme af det. 
Og selvom Ethian næppe - faktisk overhovedet ikke - havde udtryk hverken det ene, andet eller tredje.. så vidste han at det lurede i præstens tanker, uden han behøvede at være tankelæser. De så ned på ham, jah nogle gange så de endda direkte igennem ham. Fordommene var ganske vidst korrekte - men måske der havde været et tidspunkt - hvor at de ikke var. Det var velsagtens lang tid siden, og Corinth huskede næsten ikke hvordan det var at respektere dem, uden at gøre det til en sadistisk fantasi at se dem be. 
Noget præstelærlingen i sandhed var god til, skulle det stille og roligt vise sig. 
De øvede sig joh, så han havde høje forventninger. 

Under ringen begyndte det næsten at syde, hænderne der kæmpede imod fik ham til at spænde op i iver, og Corinths tjæretanker strakte sig længere og længere ind i det ellers kunstneriske sind. Og en idé blomstrede frem i mørket, vandet med blæk. Huden var som et lille lærred, han kunne næsten se hvordan arvævet ville danne sig, ved siden af de tatoveringer han allerede havde dekoreret sig med. Nok var han ikke læge - han vidste ikke hvor slemme disse brandsår ville blive, og måske ikke ligefrem det venligste menneske i Dianthos. Men han var vel kunstner. Og det var et betagende syn. Han var et smukt syn - så han undgik kropskunsten. 
Det ene øje knebet sammen, endnu en pivende lille stop - og så! Der kom det. Den lille lød af jeg ber' dig, og Corinth hævede presset fra det stakkels, røde område over navlen, en bifaldende nynnen i kølvandet på hans selvynk. "Ah, dét lyder vidst mere som en kommende præsts ordforråd. Men hvorfor ber' du ikke til din gudinde, i stedet for mig?" og han lænede sig mere ned, villig i risikoen for at han slog ansigtet væk. "Hun skulle være så god til at teste, lytte og redde, skulle hun ikke?" alt for venligt sagt, ordene dryppede af giftig honning. Hun måtte sende nogle til at redde ham, hvis han ikke kunne redde sig selv. 
Og så, endnu en idé. Det var joh en ren kreamesse, sådan at sidde ovenpå ham; Corinth strakte imens han svarede, den ene hånd ned i sin frakkelomme, vagt søgende efter noget. 

Ethians blik søgte hjælp, en hjælp som aldrig blev mødt. Tårevædende klar til at give efter for torturen han ikke havde bedt om. Det var gået hen og blevet en helt forestilling. Enmandsforestilling for den eneste tilskuer der var, boltet fast til jorden under sig. Blodet sydede i ham, ophedende og varmede kroppen op, som det forsøgte at bekæmpe en eller anden form for infektion. Ikke bare den brændende følelse af sølv, men selve kunstneren. Men den kunne ikke bekæmpe noget, som ikke var i blodomløbet. Grænsen til at hyperventilere voksede, panisk kæmpede han så ihærdigt for at blive frigjort. Manden var blot højere og tungere end ham. Nok så mandens fysisk ikke ud af meget, men alligevel havde han nok kraft til at tøjle vildefarende arme og ben. 

Forårskulden hjalp heller ikke på noget, han følt sig mere og mere flottet for overkroppen som den anden i tag havde ladet sig blotte det for sig selv, som der skulle lave et kirurgisk snit. Leveren var altid et godt organ at stjæle, ikke blot for at efterlade en til sin visse død, men en kannibal ville vel nyde det som en svinelever. 

Ingen af hans ord havde nogen effekt, ingen af hans stop i bønfaldende toner havde hjulpet. Intet havde givet pote, blot motiveret manden til at gøre mere og mere. Skulle man virkelig ende med at bede til at blive misbrugt for at slippe fri for dette. Var det virkelig det bedste udgangspunkt at gå med. Intet var et attraktiv valg, men det ene var han dog mere vant til, som det eneste af det hele nok. Men det var og forblev hans hemmelighed. 
ÅGHH en lettelse lød let fra ham som trykket fra presset blev lettet en anelse. Vejrtrækningen kæmpede for at få luft hele vejen ned mellem de febrilske vejrtrækninger, ingen grund til at gå ned med flaget nu. Ikke i denne mands nærvær hvert fald. Så ville han først ende på mellemlaget mellem lys og mørke, og kunne Isari redde ham igen? Men som tanken var blevet tænkt, sank blikket og pupillerne stivnede i deres størrelse og så op på manden. Hvorfor ber du ikke til din gudinde, i stedet for mig. Det lød som et ekko der kørte i ring af sig selv. Ethian kunne lige få åbnet munden, før han indså selv hans arme var stivnede i forsøget på at slå sig fri. Mandens ord havde ramt en pauseknap han ikke selv vidste han havde. Det gjorde ondt på ham at sige dét, han skulle sige, men han vidste at det var tilfældet: "Hun har andre der kræver hendes tid og energi, men det stopper hende ikke fra at sende de gode energier ud til alle og råde dem fra at handle som de gør" det var en sætning han ikke brød sig selv om at sige, øjnene var våde og lå som en tæt hinde. Et blink og de første tåre ville trille ned ad ham. 

Besværet fik han placeret hænderne mod den andens skulder og slog, selvom energien ikke helt var til det. Halvknyttede næver slog så hårdt de kunne. "Hvorfor gør du det" spurgte han med en skælvende stemme der forsøgte at holde sig sammen. Hvorfor hadet manden ham så meget og hvad var hans problemer med sig selv, siden det skulle gå ude over alle andre end ham selv. De sorte fingre, det måske først nu gået op ham, men det var ikke af maling. Det var andet. Var det en del af manden? Født sådan eller kom det fra hans evne - hvad den så end måtte være, hvis han havde en. 

Hånden der endnu ikke havde været udsat for noget, presset sig endelig mod mandens ansigt. Et ynkeligt forsøg på at pres ham væk. 

Som blev der slået på de største, dybeste klokker i Dianthos, stivnede præstelærlingen i de hånende ord. Hans øjne - store og våde, munden tvunget åben for at få så meget luft ind i som muligt - og hans hænder? Slappe. Kortvarigt stoppede alt modstand, verdenen svindende ind til at kredse om dem, kun, næsten intimt hvis han selv skulle sætte ord på det. I hvert fald for Corinth, der fandt ligeså meget fascination i elendigheden, som i kærligheden. Han mindede ham lidt om en anden.
Hånden i lommen stoppede kortvarigt, læberne delt i et afventende, lyttende smil. Så, hvad blev det til? Og da ordene endelig fandt vej tilbage til Ethian, vækkede de et glimt af interesse i adelsmandens efterhånden brandfarlige blik. Hun havde andre der krævede hendes tid og energi. 
Og næsten forstående fremstod Corinth, da han faktisk ikke modsagde ham i det, lille moment. Ah, så han var blevet efterladt? Sigtede imod himlen, men med benene låst i cementblokke.
Og alligevel prøvede han troligt at holde sit stearinlys ovenvande, trods havet der åbnede sit gab og slugte ham - rub og stub; han sank til bunds. 
Corinth fulgte tåren der trillede ned, noget sygeligt fascineret over hans indvendige smerte, men ikke i stand til at genkende den selv - ikke lige nu, han havde det for godt. Det var måske derfor han var så grådig omkring ulykken der tilfaldt lærlingen, det var deres at gøre, men det var hans at nyde. Hans ret. 
Ligesom det var Ethians ret at kæmpe imod. 

Slaget der ramte hans skulder værkede sagte i kroppen, skubbet frem af hans egne, tunge hjerteslag, og skærpede samtidigt hans fokus - opstemte ham. Blink. Endnu et slag. Blink. Og han registrerede i baghovedet hans spørgsmål, fuldkommen opslugt af de skælvende stemme der kælede for hans toneleje, et voksende smil af overvejelse. Hvorfor? "Er du virkelig nysgerrig på at høre hvorfor?.." summede han, flakkende imellem nysgerrighed til hvorfor han prøvede at sætte rationale i den her situation, eller tvivl om hvorvidt Ethian prøvede at forstå ham. Dumme barn, nogle ting ønskede man ikke at høre. ".. måske mangler jeg bare Isaris lys i mit liv. Du bad mig joh om at lette mit hjerte.." og hvad der nok kunne have været et seriøst svar, blev til endnu en stikpille af 'som om'. Oh, apropos hjerte...
Corinth greb brochen han havde fået fisket sig frem til fra lommen, klar til at introducere deres næste aktivitet, men... en hånd pressede nu ynkeligt tilbage imod hans ansigt, og fik ham kort til at stivne. Kært. Noget Corinth selvfølgelig lænede sig ind til, og næsten legesygt bed ud efter da de kom for tæt på munden, så fingrene kunne fanges imellem tænderne. En smule truende, men faktisk uden at bide til, da tungen i stedet snoede sig vulgært om hans jordbeskidte fingre. Dårlig smag, men det var han joh efterhånden vant til. 

Corinth forsøgte at skjule sølvbrochens våbenskjold ind imod sin håndflade, da han hev det pæne smykke frem og placerede nålen imellem sine pege, lange og tommelfinger. Som en lille blyant. Den anden havde i mellemtiden faktisk sluppet hans maveregion, og rodede nu tasken efter en beholder med blæk. 

Efterladt. Igen. Måske det var et af hans lod i livet, men hun havde aldrig forladt ham til sig selv. Hun havde altid vist sit lys i de mest trængende stunder. Han ville ikke svækkes i sin tro til hende, om det så skulle blive hans død. Død havde alligevel allerede været på hans nær dødens oplevelse, undsluppet i sidste sekund. Var han et af hendes beviser for, at man kunne leve op igen uden at blive en engel. Han takkede lykkeligt for aldrig at være endt som engel. Men hans tåre, jah dem. De bad bare til at stoppe denne elendighed. Corinth svaret ham ikke. Men det var spørgsmålet om det var nåde, forståelse eller bare en hånlig kommentar der ville vende retur til ham senere. Når hans ord atter skulle bruges i mod ham. 

De halvhjertet slag på skuldrene gjorde blot det, at den anden blinkede for hvert slag. Det var intet for ham, bare som at lege tittebøh med et barn der tog legen lidt for alvorlig. For zalans. Kroppen havde lidt last fir sviende smerte, kløende irritation og fysisk smerte. Den var træt. Det var alt og intet som tyngede på krafterne nu. Han kunne ikke fatte ord for handlingerne. Hjertet slog mere og mere, men var faldet i slag, kun for at stige igen. 
Det fandt aldrig sin ro. 

Mødt af er sprøgsmål til hans spørgsmål, kunne kun få ham til at suk et åhh ud. Men der kom endeli- nej. Der kom ikke et seriøs svar, men det lå mere til den stikkende side igen. “… fortæl mig hvad du vil. Mhm.. nogen må jo bede om syndforladelse for dig” svaret han. En risikable kommentar der nok ikke var velset eller ville blive taget i mod med kyshånd. 

Hånden skubbede til ansigtet, men fingrene blev fanget mellem mandens tænder, som han nappet efter dem. Foruroliget over det, og den måde som tungen vulgært led mellem de af fingerne som var fanget. Panisk og rystet over hans legesyge adfærd der blandede sig med den satanistiske opførelse. Kroppen reageret ikke, men alligevel reageret den bag om ryggen på ham. Han nød intet af dette, brød sig ikke spor om det. Han mindes slet ikke at have oplevet lignende med Dorian. Men alligevel stak det helt af for ham. 

Maven slappede af og han pustede ud. Lettet over den endelig kunne blive fri for presset og sølvet. Men blødte som der var blevet revet i rifter i ham. 

Selvfølgelig var der en undren over hvorfor han rodet sig selv i lommerne, men nu var fingrene det som han ville have igen, så den anden hånd kom med i spil ved den andens ansigt. Men langt mere sart og forsigtig med sine berøringer. Slip nu for helvede. Hvilket menneske slikkede om folks fingre på sådan en måde. 

Heldigvis - og nok også primært for nu - var Corinth ganske optaget af alt hvad der skete foran, til at lægge mærke til hvad der skete 'bagved' ham. Heldigvis for Ethian altså. 
Skjult i håndfladen vippede han brochen på plads, gjorde den klar til hans kommende værk, og den anden strøg lidt mere blidt over den bare hud på venstre side af brystet, dog uden at tilføje og skabe nye, sølvsviende sår. Den her gang. Nej, lærredet måtte være rent til det han skulle til at gøre; Corinths tanker kredsede som et kobbel af sultne ulve, og han kunne ikke stoppe dem i deres hunger. De måtte have deres bytte. 
Men et enkelt ord listede sig dog ind, brød hans fokus, næsten akkompagneret... jah understreget, af den blide bevægelse langs Corinths ansigt. Fingre der prøvede at løsne hans kæbe, og faktisk gjorde det ganske... nænsomt. Og så samtidigt - syndsforladelse, og i forlængelse af det, atter en interesse for hans hensigter. Hvorfor var lærlingen så... blid? Så blind. Øjnene fokuserede kortvarigt, jah gled væk fra det stykke hud han virkede til at have 'preppet', og ramte det fregnede, lidt tåre-fugtige ansigt. Og overvejende lænede Corinth sig mere tilbage på hans egne akilleshæle, røde øjne stirrende ned på ham igennem de tunge øjenvipper idet perspektivet skiftede lidt, og vægten faldt væk fra knæene. Syndsforladelse. Loerteordet var ligeså tyndt som vand. 
I samme bevægelse op, gled fingrene dog også ordentligt ud af munden på ham, selvom præstelærlingen faktisk havde fået lov til at gøre det meste af arbejdet selv. Ethians fingerspidser brændte stadigvæk langs Corinths bløde læber, og adelsmandens smil... falmede lidt? "Du vil gerne være den 'nogen', som... beder om syndsforladelse..?" han lød for et kort øjeblik... sårbar? Måske?

Men det var ikke sårbarhed. 
Og i lyset der (forræderisk) pænt listede sig igennem trækronerne over dem, kunne det ligeså godt være undren, for den opmærksomme lytter. 
Men det var i virkeligheden en spæd interesse, der ikke helt kunne greje hvorfor han ville det. Ingen var så godt et menneske, og det kriblede i ham, at få præstelærlingen til at indrømme det. Alting til sin tid, og en anelse mildnet af... omstændigheden, gled der nu et næsten pænt smil over Corinths læber, hånden rakt frem igen og to fingerspidser over brystet, over hjertet, et epicenter for sjælen. "Jeg vil gerne..." og han krattede ned i huden, dog ikke for at lave hul. Langs det lyse skind, ridsede han et øje, røde streger som en skitse for hvad han ville. Næseborene vibrerede kort idet han snuste ind. "... har du nogensinde set noget så perfekt, at du ikke har andet valg, end at... ødelægge det?" og han hev brochehånden frem, nålens sølvskær glimtende i de smukke solstråler da han (teatralskt) vendte den i lyset. Ikke truende, men mere... overvejende og næsten kærlig i sin relation til vold. 
Ved siden af ham fandt Corinth flakonen med blæk frem, og vippede proppen af, dens beholder sat i græsset. Snart. 

Kunne man banke hovedet tilbage i jorden for at slå noget ihjel et andet sted, havde det været løsningen. Men han kunne ikke kontrollere det virvar af tanker og følelser som opstod som et nødsignal der skreg efter et svar for hvad der skulle ske nu og for hvad der skete. Men det var ikke længere det, som havde hans største fokus, det virkede alligevel ikke til at den anden bemærket noget, hvorfor han kunne ånde lettet op i den ende. Det var blot et øjebliks forræderi, det var han sikker på. 

Følelsen af at blive klemt i det, som lige havde forladt hans hukommelse var ikke godt. Det blev næppe godt igen. Hvorfor kunne han ikke finde en måde at sidde på, men selvfølgelig skulle man rette sig efter sin siddestilling, og han trak sig jo væk .. i centimeter. Hånden blev trukket til sig, som fingrene endelig kunne forlade mandens mund. De var ikke bare rene, men de rene. Ethian stirret en kort stund på sine fingre som var fugtige og slikket rene som han havde ladet en hund få fat om hans kødbeklædte fingre. Det var gustent og han kunne ikke helt få sig selv til at tørre fingrene af i den anden, hvorfor han blot lod hænderne falde lidt ned og lagde sig mod den andens knæ, forsøgene på skub derfra, resulteret let i at hænderne gled op ad lårene. Men han forsøgte i det mindste. 

Kulden lagde sig om ham. Den kom indefra og hårene rejste sig på ham og gåsehuden blottet sig hvor end den kunne. Ville han virkelig gerne bede om syndforladelse for den mand? Nej.. "Hvis du lader mig, skal jeg nok" det var næsten i samme dur som hans 'jeg ber dig'. Han havde nu spurgte om tilladelse og tiggede om nåde. 
Men intet var blevet hørt. 

Øjnene kunne ikke se med hvad der foregik, men han kunne blot mærke hvordan to fingre kradsede let i ham, som han var et stykke pergament og han var kullet der skulle skitse noget op. Som en anden snedkers håndværk. Det satte en ubehag, men det var langt mildere end at blive ridset med sølv. Hvad ville han så gerne - åh nej. "Nej, for intet er perfekt," svaret han. En tvivl opstod ham. Var han det perfekte der skulle ødelægges i denne mands verden? Perfektion var en umulighed at opnå som menneske - end ikke guderne kunne være perfekte. "Har du?" med den sætning så han hvad der blev holdt op foran lyset. En broches nål. Den glimtede og han følte sine øjne voksede. 

Tårene var tørt ind. Som en robot med spænd i ledene, så han frygtsom mod flakonen med blæk i. Havde manden tænkt sig at tegne på ham og sætte sit forevigt mærke på ham. Sortliste ham fra et fredeligt efterliv. 

"Du er et i virkelighed et kønt ydre med et grimt hjerte," det var måske det manden manglede. Et hjerte.  

Der var ikke meget tvivl i Corinth, da han hørte de bedende ord. Hvis du lader mig, skal jeg nok. Nej tak. 
Adelsmanden havde udadtil ikke den store reaktion... men det var lidt at indrømme sine egne grænser (hvis nu han havde været typen der respekterede det). Kært. Ikke desto mindre var det en valid indgangsvinkel, og den 'blinde' mand nikkede langsomt. Som om at han faktisk hørte ham. Ikke at han rigtigt lyttede, intet blev hørt, og alt blev alligevel set, grådige øjne som rubiner i solen. 
Intet var perfekt, men Corinth vidste at det var en løgn, læberne foldet op i et blødt lille suk, krøllerne dansende om det ellers kønne ansigt. 
Har du? "Ofte. Altid." en utrolig kort afslutning på hvad han egentlig følte, når han betragtede dens sølvkant i lyset. Ofte, javist. Men kunne men bebrejde 'ungdommen' for dens iver? Og når de små lommer af skønhed dukkede (så pludseligt) op, ud af det blå, havde han ikke en chance for at planlægge hvordan han ellers kunne styre sig - tilfældighederne var farlige for ham. Det var for tillokkende at reagere, og det føltes som en konges korthus, når man så endelig væltede det. Jah det føltes som magt i sin reneste, smukkeste form - og han var efterhånden afhængig af den rus. 

Men med alt det sagt. var han selvfølgelig ikke foruden grund. Og Corinths læber sitrede, noget næsten skuffet i blikket over den gængse overlistelse af dumme mænd i byen, imens han lagde den venstre hånd et par centimeter over flakonen, og mærkede blækket bevæge sig dernede. Bølge op fra beholderen, som en flydende, organisk væske, lavet og skabt af samme skygger han også kunne betvinge, og-
Du er i virkeligheden et kønt ydre, med et grim hjerte. Hvad sagde han lige der?

Ordene resonerede med noget i Corinth, han nok altid havde været bevidst om, men ikke rigtig havde kunne sætte ord på. Lige indtil Ethian gjorde det for ham, og væsken der stivnede i luften, var kortvarigt den eneste reaktion udadtil, på at det alligevel havde ramt noget indadtil... inden at han lo det væk, en skurrende kant i den normalt bløde latter. "Du burde blive poet..." smilede han, og rykkede sig en anelse mere tilbage over hans underkrop, et lidt overrasket bryn løftet over... reagerede hans krop på den her mishandling? Og Corinth lagde nålen til rette, uden at kommentere det. Men han vidste dét, det var tydeligt i de røde øjne. "... skriv digte om blod, smerte og... hm" et kort, smørret smil bagud, og han pressede endelig nålen ned i huden. "-begær. Men mest af alt - skriv om dig selv, lille lærling. Fordi du er måske ikke perfekt, men det er tæt på" og det var en forfærdelig kompliment, givet så grådigt at Corinth nok kun underholdt sig selv af det. 
Huden sydede. Nålen smeltede næsten ned i det lyse skind, og med en fascineret lille oh, vippede han blikket i luften nærmere, og lod det sive ind i de streger han stille og roligt tegnede op. Han havde altid brudt sig om tattoveringer.