Viktor dumpede ned ved siden af Corinth, og indtog en afslappet stilling ved at trække det ene ben til sig, og lod det andet (det som lå op af Corinth) lægge henslængt på det bløde sand. Øjnene der føltes ganske tunge, slap ham ikke. De tog alt ind i det slørede sindshav. Sirell? Navnet lød bekendt, men han kunne ikke rigtig omfavne det, så han opgav. Alene..? Hmm. Viktor studsede over sætningen, rynkede panden lidt vurderende, og bed derefter ordentligt mærke i ordet interesse der gled henover de bløde læber i det lyse ansigt. 

Oh. 

Viktors følelser var en snørklet labyrint af forvirring og ambivalens. Han havde netop delt et drømmende kys med Richard, og alligevel kunne han ikke undgå at føle sig provokeret, da Corinth nævnte en anden mands interesse i ham. For det var vel det han sagde? Viktor vidste godt, at han ikke havde romantiske følelser for Corinth, men alligevel kunne han ikke slippe den ubehagelige følelse af jalousi, der pirrede ham indeni som en skarp tidsel. Ejerfornemmesler? Hold kæft det var for fjollet. Han følte sig tåbelig og selvmodsigende, men tiltrods for dette, kunne han ikke styre sine følelser, der dansede rundt som ustyrlige marionetter i hans ellers så rationelle sind. Det måtte være fordi sindet druknede i alkoholens magt, og fik ham til at miste fodfæste i virkeligheden. Som om al rationalitet blev skyllet væk af den berusende væske, og alt der lå tilbage var de kaotiske følelser han ihærdigt forsøgte at undertrykke.

 "Ahhh." sagde han indforstået med et lille svajende nik, men attituden blev en smule beklemt. Ligesom Corinth, lænede han sig selv tilbage i deres støtte. Han lukkede øjnene lidt - hvor han efter en kort eftertænksom stilhed, brød den lettere døsigt, "Så han ser dig også som en.. en sort tulipan." Brynene løftede sig temmelig prompte da det efter nogle sekunders forsinkelse gik op for ham hvad han lige havde afsløret. Øjnene åbnede sig efterfølgende. Det var ikke meningen han skulle sige det højt. Hovedet røg op i al hast, og han vendte ansigtet mod Corinth, "Shhh-hh..--" Han bed tænderne sammen i  et lettere 'ups, den glippede vidst' grimasse, mens pegefingeren der havde tysset stadig hang lidt ved læberne, før det blev til noget forlegent ansigtsgnubberi. Om han havde forsøgt at tysse ordene i sig igen, eller han prøvede at få Corinth til at lade være med at kommentere på det.. var nok en ret god blanding i sidste ende. Til sidst gemte han hovedet i hånden. 

Hvis intentionen havde været at gøre Viktor jaloux... var det en hensigt som var relativt godt skjult, i det ellers magelige smil der hvilede om Corinths ansigt. Kunne det ske? Jah, for én gangs skyld, forholdt det sig nemlig ikke sådan. 
Corinth kendte hverken til den indre kamp Viktor kæmpede (når det gjaldt mændene i sit liv), eller hans forpligtelser på hjemmefronten. Udover det følte han heller ikke den samme selvbebrejdelse, som når Viktor så endelig endte med at skuffe sine forventninger i et bragende spektakel af 'du burde gøre det bedre'. Nej tværtimod. Hans humør livede normalt op når der skete den slags fejltagelser. Han levede op. Hvis det provokerede, var det en shockfaktor han var nødt til at tage i brug. 
Men at provokere Viktor, det burde ordene ikke gøre, givet hans egen... situation. Ikke medmindre han havde ændret sig så meget, på de sidste 2 år. 
Så hvad bliver det til, lille Konge? 

En indforstået lyd kom fra skikkelsen ved siden af ham, han forstod vidst hentydning, og Corinths øjne vippede en smule overvejende op i stilheden bagefter. Nu med hovedet lænet tilbage, tankerne omkring den rolige reaktion fra Viktor (hvordan det måtte betyde han var vokset) og et tungt krus i hånden, følte Corinth en beroligende varme skylle nedover ham, den manglende jakke til trods. Aftenen var god, kruset fyldt, himlen sort. Og luften rolig, omend...
Fordi selvom luften ikke længere var ligeså salt som den tidligere havde været, var det som om at Corinth følte noget af smagen snige sig ind imellem stenene, her hvor de sad. Faldt hans humør lige? Var det på grund af det som han havde sagt om Sirell? Og inden at han kunne nå at sænke sig for dybt ned i den hvirvelstrøm, som sådan nogle tanker kunne være, slog Viktor et anker ned i de oprørte vande. 
Hovedet drejedes i et lille ryk imod ham, blikket lidt spærret op i lidt morende undren - en sort tulipan? Og dernæst; 'også' sagde han? Og med et begyndende "Vik-" lige på tungespidsen, gik op for hertugsønnen hvad han havde sagt. Shshhshh!

Corinths frie hånd gled op foran munden for at sluge latteren, - sandheden skulle vidst høres fra børn og fulde folk - og næsten sejrrig kunne man da kalde den følelse, som skubbede kulden i hans krop, yderligere på lang, lang afstand, sekunderne efter. Nogle ville argumentere for at han burde føle sig mere henad beæret, smigret - og det var han da også. Men som kirsebærret på toppen, smagte det af magt. Og dét kaldte på ham. 
Men det kom på bekostning af Viktors fulde forskrækkelse, hovedet nu gemt forlegent i hænderne og en forlegen ængstelighed hængende i kroppe. Lidt vurderende - hvordan burde han tilgå det - sad han lige stille i nogle sekunder, inden at han med et lille 'heh' endelig fjernede hånden, og i stedet puffede lidt drilskt til hans skulder. "Jeg tror han ser mig mere som en.." og lidt vurderende vippede hånden foran ham, inden at han samlede den i en knyttet hånd. Og rystede lidt opgivende på hovedet. "Hah, lige meget. Men Viktor... tak" endte han til sidst med at sige, og lænede sig tilbage imod stenene med et lille vift af hånden. Tænk ikke for meget over det. "Det er en god kompliment. Nok den bedste jeg har fået længe" smilede han, noget sagligt i blikket da han talte. 
Selvom det handlede om at få strammet grebet, vidste han at det var et tålmodigt skakspil at sætte sig ved. Han måtte fjerne paraderne mere. Det sagde mavefornemmelsen i hvert fald, selvom den sloges med en indre trang til også bare at reagere, i stedet for at afvente. 

 Hjertebank, pulsen hamrede alle steder, og hans forlegenhed sad som et tungt tæppe over ham. Bare jorden ville åbne sig op og sluge ham lige nu, og så mærkede han det lille opmuntrende puf mod sin skulder. Kroppen lod sig vugge blidt til side, inden den vendte tilbage til sin forrige position. Skulder mod skulder sad de, og ansigtet stadig dybt begravet i hånden. Det var trygt og behageligt at hvile øjnene, gemme sig - og skønt Corinth forsøgte at feje hans pinlige situation under tæppet, det betød ikke noget, følte han stadig en dyb forlegenhed ved det. Tak, sagde han. Tak for komplimenten. Jaeh, det var ikke lige planen at han ville røbe for Corinth, at han så ham som en sort tulipan, men i det mindste, vidste han ikke noget om digtet, og maleriet. Se dét var måske ikke så slemt endda, og alligevel.. sad den forfærdede følelse stadig i ham. Ligepludselig var han i tvivl om det var dét, det hele i virkeligheden handlede om. Viktors mundvige trak sig op i en opgivende mine, og han nikkede lidt, et heh, undslap ham, efterfulgt af et; "Velbehkomme." han sukkede i hånden inden han begyndte at gnide ansigtet rundt i den, stadig i sit skjul. Den bedste kompliment han havde fået længe? 

 Endelig fjernede han hånden fra sit rødmossede ansigt og kørte den tilbage i de krøllede lokker med et opkvikkende rusk. Han lænede baghovedet støttende tilbage i granitvæggen, og knugede en smule om sit mørke hår, inden han slap det igen, og lod hånden hvile henslængt på toppen af hovedet. "Det tror jeg ikke på." at det var den bedste kompliment. Han klukkede let, men det ebbede ud, og smilet blev udvisket. Viktor vidste ikke helt hvorfor han var på tværs lige nu, men et eller andet stak i ham. 
 
 "Mhm.." brummede han lidt eftertænksomt, og blinkede tungt, før de nøddebrune øjne skimtede længselsfuldt ud i nattens ingenting. Lad os flygte, sagde en stemme i ham. Måske den samme stemme der var kommet da han forlod festens varme, og søgte ud mod det kolde hav. Hvor kan jeg flygte hen? 
 Månens lys fangede ham ud af øjenkrogen, og han skævede derop, hvor den hævede sig som en smuk og trist kugle, druknet i melankoliens tågede slør. Viktor følte sig viklet ind i selvsamme slør. Den mindede ham om alt det, han havde mistet, og alt det han aldrig ville opnå, og han følte sig pludselig endnu mere alene i verden. Han mindedes kysset med Richard igen, men tanken ledte ham videre til Marius. Nu var hans sind fanget i en storm af følelser, der slog imod ham som havets bølger i nattemørket - og som det ikke var nok.. nu hvor han sad her med Corinth, tænkte han selvfølgelig på den hemmelige have igen. Læberne, stemningen, en helt anden tid. En tid der ikke var lige så gral, eller ulmende som den han befandt sig i nu. Dannelsesrejsen var hans midlertidige flugt fra virkeligheden, og det der ventede ham på den anden side. For zalans.. De kolde hænder knugede sig. 

Viktor kunne mærke en tung tåge af melankoli skylle hen over ham. Og han følte sig pludselig overvældet af følelser han ikke helt kunne forstå hvor kom fra. Eller, han vidste hvor de kom fra, men ikke hvorfor de vældede op nu. Et lille fnys undslap hans næse forræderisk i det han pressede læberne instinktivt sammen for at holde tilbage hvad end der var på vej ud. Og så begyndte hans tågede tilstand at tænke på ting der ikke gav mening, men som han ville have gav mening. Ville det have ændret på noget hvis han havde kysset ham dengang? Corinth? Sikkert ikke, men nu følte Viktor at det kunne have været udvejen. Udvejen fra et liv han ikke ville leve. Lort, intet gav mening mere. Hjernen kunne ikke få noget til at hænge sammen lige nu - limen ville ikke klæbe, men det var meget overbevisende alligevel. 

 "Hvorfor kyssede du mig ikke?" dengang. Han så ikke på Lochtree sønnen da han sagde det, øjnene så bare fjernt og glasagtige frem for sig. Som hvis han sad og filosoferede. Viktor var nysgerrig, men han følte sig også frarøvet en chance dengang. Muligvis var det, fordi han følte at han forgæves kæmpede imod tiden, der som en ustoppelig flod ville strømme videre, uagtet hvor meget han løb for at undslippe dens greb. Trak ham i en retning hvor han ville drukne.

Det var et lille forsøg på at løfte stemningen, når Corinth prøvede at puffe Viktor ud af sin forfjamskethed. Den der lige nu farvede hans ansigt, og spændte hans skuldrer. Med hænderne gnubbende op og ned af ansigtet, føltes det lidt som om at han prøvede at slette sig selv fra sin siddeplads og fra nuet.. Men hænderne var desværre ikke noget viskelæder. Og helt i sidste ende, var der nok heller ikke noget, som kunne få Corinth til at opgive den indrømmelse han lige havde været vidne til. De skulle trække det fra ham. 
Nej, den skubbede trods alt læberne op i et stilfærdigt smil, lidt i takt med at adelsknægten endelig dykke op på overfladen igen, og fik ham til at grine dæmpet, da Viktor formåede at kalde ham ud på sin lille løgn. "Hmmh.." 

Hvad der dernæst foregik af tanker i det kønne hoved, jah det havde han (desværre) svært ved at aflæse. Corinth forventede nok et eller andet sted, at han ville forsøge at forklarer sig - ord snublende over hinanden som en kabale der ikke ville gå op, og lænede sig lidt afventende tilbage i den eftertænksomme stilhed han følte Viktor glide ind i. Lad korthuset falde lidt sammen. En enkelt - nej to tårer af mjød blev drukket imens, og selvom han lignede en med blikket på natten, var hans fokus tændt, vågent og lidt sidelæns. Hvorfor føltes det lige pludselig som om, at han ikke bare skammede sig, men næsten ærgrede sig?
Og intet kunne have forberedt Corinth på det spørgsmål der svarede hans tanker sekundet efter. 
Hovedet gled i et lille ryk hen imod Viktor. Hvorfor han ikke kyssede ham? Og munden deltes en lille smule, i forbløffelsens sjove følelse. 
Først undren, dernæst overvejelse. Til sidst, et lidt pudsigt smil, mørke øjne underholdt. Det var godt nok ikke hvad han regnede med. Og selvom det var fristende bare at le lidt affejende af ham, mistænkte han også, at Viktors glasøjnene ville splintre, kom han til at trykke for hårdt på forbudte punkter. Det kunne de ikke have. Så med en lidt overvejende brummen lænede Corinth sig lidt fri fra væggen, den ene hånd på vej for at skubbe hans ansigt sidelæns, i front imod hans, pege og langefinger ved siden af hagen i et lidt fastere greb. Han skulle se de øjne, imens han talte. "Jeg ville ikke skræmme dig væk" og spændte lidt overvejende i kæben, da han tyggede sammen, næsten vurderende. Ordene gled så let imellem tænderne. "Hvorfor besøgte du mig ikke i Dianthos?" lidt udfordrende sagt, med et tilhørende smil af samme kaliber, og Corinth lænede hovedet en anelse tilbage. Hvorfor havde han ikke samlet op på invitationen? 

Indvendigt, var det dog svært for adelsmanden ikke at le lidt hånligt, når han genkaldte sig det han huskede fra aftenen. Muligheden havde været der, omend det var et urimeligt krav at stille til en i Viktors position. Ung, lidt ude på ballade med sine forælde og fanget i gerne at ville tættere, imens han blev bedt om at tage afstand. Lille hare, dengang. Men hvis valget stod imellem en 17 årig der ikke vidste hvad de ville - eller hvor meget de ville - og en 25 årig der alligevel havde haft øje med Lochtree sønnen, vidste han godt hvad han gik efter. Ikke fordi Viktor havde været alt for ung, i adelsmandens optik. 
Men det var mindre arbejde, og især mindre oprydning, hvis det så alt sammen gik galt. 
Blikket gled lidt overvejende ned imod læberne imens den anden svarede, men rykkede efter nogle sekunder op til Viktors øjne igen, og prøvede at lytte ordentligt efter. 

Havde Viktor ikke været så omtåget, ville han højst sandsynligt blive mere påvirket af Corinths greb om hans hage. Men lige nu rørte det ham ikke, tog ikke notits af det, ikke rigtig i hvert fald da han blev ført af hånden, så de var ansigt til ansigt - blikkene forbundet igen. Ikke skræmme mig væk? Brynene løftede sig sløvt, overrasket ved ordene. Han granskede det, ville han være blevet skræmt væk? Panden rynkede sig overvejende. De ville jo begge gerne have dét - så hvorfor skulle han – men han nåede ikke at dykke mere ned i det da Corinth stillede ham et opfølgende spørgsmål - tog hans tanker et andet sted hen for en stund. Hvorfor han ikke besøgte ham? havde han ventet på ham? Og mente han nu eller dengang?

“Tiden forsvandtt..” og det havde tiden det med at gøre. Især for Viktor. “Ville du gerne ha’ at jeg besøhgte dig?” Fulgte han op med, og fugtede kort sine kølige læber. Blikket sejlede på Corinth, men det fandt hele tiden tilbage til de mørke øjne. Selvfølgelig havde Viktor haft en idé om at han skulle besøge Corinth, og se hans kunst - se ham, men det blev aldrig en realitet. Hvordan skulle han kunne bede sin far om at lade ham besøge en af Lochtree slægten? Han nænnede slet ikke at bringe det på bane for ham. “Min far– ville være imod det ogsåh..” tilføjede han lidt efter, og løftede sin hånd vævende, og lagde den om Corinths hånd så hans magt ikke ville tage over. Og som tiden gik, mødte han Marius, og når dét blev for meget, så distraherede han sig med Frederik. Han var ikke stolt af det. Til sidst blev tanker om Corinth skubbet helt ud af det unge sind.

“Vil du høre en hemmelighed..?”

Tiden synes altid at stå stille sammen med Lochtree-sønnen, men det var altid med den højere promille som gæst - denne gang var den blot langt mere prominent, og overskyggede al fornuft der ellers ville have været der. Hemmeligheder man forsøgte at holde skjult fra overfladen, dukkede pludselig op fra dybet og afslørede sig i al deres grufulde autencitet.

“Jeg vil ikke være Viktor af Alryss.” mundvigen løftede sig i et smil, men det nåede ikke øjnene der hang som regnvåde skyer. Og så flød glasset over, en enkel tåre af afmagt begyndte at trille ned ad kinden, “Jeg vil ikke hjem igen.” stemmen knækkede hæst, og han sænkede hovedet, med eller uden Corinths greb om sig.

Ligeså snart Corinth fik fat i den andens hage, og han ikke trak sig væk, begyndte det at blive lidt mere... besværligt, for Corinth. Det var store øjne han mødte, ligeså runde som månen, og ligeså fulde som dens dansende skive der svømmede i baggrunden. Og overvejelsen, sammen med promillen animerede det unge ansigt, det føltes lidt som at studere en åben bog, når han aflæste Viktors mimik.
Men blækket var vidst tværet ud nogle steder. Øjnene svømmede, hans ord snøvlede og alligevel blev Corinth belønnet med den tunge øjenkontakt der fulgte med Viktors svar. 

Om han ville have at han besøgte ham? Læberne vippede lidt sigende op, men han afbrød ikke Viktors ordstrøm. Sandheder, det var hvad der blev lagt på bordet, så hvorfor ikke bare melde sin egen. Og hvem skulle han være til at stoppe det? Hans far ville være imod det. Og Corinths uudtalte smil hviskede næsten 'og hvad så'. Han behøvede vel ikke at vide det, var han alligevel ikke på dannelsesrejse lige nu? Han var vel en voksen mand, og-
En hånd over hans, og tidevandet slog imod stenene i Viktors øjne. "Jah?" lød det lidt forundret, og han løftede interesseret det ene bryn. 

Jeg vil ikke være Viktor af Alryss. Jeg vil ikke hjem igen. 

Hvad helvede var det for en hemmelighed. Og som hamrede en sten af skuffelse ned i adelsmandens, sorte tjærehav, følte han det sprede sig som ringe i vandet; irritation, hån, og pupillerne blev i et lille ryk mindre. 
Var det virkelig... det var ikke til at se på hans mimik, der stadigvæk sad fast i et interesseret, (måske lidt overrasket) udtryk. Men irritationen gjorde de ellers velsmagende rester af sommermjød harsk i munden, og hev ham samtidigt til realitetens bord, for et sip mere af den klæbende vin. Han skulle til at flæbe. Over hvad? Over ikke at ville hjem? Tidevandet bankede på, en enkelt tårer trillede ned.
Hovedet faldt, øjenkontakten var brudt og krøllerne dansede opgivende op den stakkels mands ulykkelige ansigt og kinder, nu skjult for Lochtreesønnen. Sorg var trods et af hans favorit motiver at male, at udleve, men der var et eller andet ved dramaet omkring hans tåre, der fik det til at virke... jah, patetisk for det hærdede sind. 

Lidt i tvivl om hvilken form for ynk han skulle til at danse med, tog Corinth først et længere tår af den nu kvalme vin, førhen et dybt suk forlod ham. Næsten irriteret - helt hundrede procent irriteret. Og ikke nær så nænsomt greb Corinth atter fat i kæben på den yngre knægt, og tvang hans opmærksomhed op igen. "Du vil ikke hjem?" Gentog han, uforstående, stemmen stadigvæk forræderisk blød men ikke ligefrem... trøstende. Hvorfor skulle han høre sådan noget pis? En djævel lagde i samme sekund blidt sine hænder over Corinths sorte, hviskede lokkende 'find ud af hvorfor han græder', fik ham til at stramme grebet i den bløde hud og insisterende tvinge lidt mere refleksion ud af ham, fysisk tydeligvis. Han var så lille, imellem hans hånd. Øjnene lyste betaget op. "Er det hårdt, at være Viktor af Alryss?" hviskede han mildt, ord der slet ikke passede med det greb deer hev hans hage en smule opad, så han fik en bedre vinkel i månelyset. Var det hårdt at være en lille, kunstelskende knægt på 'livets eventyr'? Hvor forkælet. Meget kært, men utrolig forkælet, og dét morede ham. 

 Det var som at være fanget i en storm af sorg, der trak ham længere og længere væk fra den trygge havn. Han sank dybere og dybere ned i det sorte hav af fortvivlelse, og hans hjerte føltes som om det blev mast af bølgerne. Til sidst gav han op og lod sig drive væk af strømmen af tårer, der flød ud af ham som en flod, der ikke kunne tøjles. Han følte at han druknede i de hulk som han bravt kæmpede imod skulle dukke op til overfladen og briste som bobler. Et par stykker undslap ham, andre sank han, men måtte gispe efter vejret efterfølgende. Viktor var smidt i følelsernes kar, og lige nu var der intet synes at kunne stoppe det. Det var ikke fordi han flæbede, hulkende lød som afmagt, og frustration der sydede ud mellem de sammenbidte tænder, mens tårerne sved i de blodskudte øjne. De subtile signaler af irritation der undslap Corinth, lagde han slet ikke mærke til da hans fokus var forringet, opmærksomheden var alle steder og ingen steder på samme tid. 

 "Huhh--?" fnøs han forskrækket og slog øjnene chokeret op som grebet om hans kæbe strammedes, og han atter måtte se Corinth i øjnene. Blikket flakkede i et overvæld af tårer, som han forsøgte at blinke bort. Et uvilkårligt snøft efterfulgt, og vejrtrækningen overfladisk. Luftig. Men trods sin tilstand af rus, forsøgte han at være tapper, men glansbilledet blev ved med at flakke, og overgive sig til et sorgfuldt udtryk der bredte sig i hans ansigts mimik, mens øjnene var fastlåst i det intense mørke i Corinths øjne. Han sank en klump, med et luftigt gisp til følge som den pludselige tvang kom bag på ham, eller også var det hvordan de læderbeklædte fingre maste sig ind i hans hud. Dybere, og fik ham til at sprede læberne automatisk, mens han sugede luft ind i munden. Er det hårdt, at være Viktor af Alryss. Den unge junkers bryn pegede forvirret op, og hans egen hånd der stadig var på Corinth's strammede grebet. "Nhn."  brummede han lidt i smerte. Hans hånd på Corinth, lettede ikke grebet om kæben, tværtimod, han blev blot formet efter Corinths behov, og baghovedet skudt en smule tilbage. Hjernen blank, hjertet hamrede af sorg, og forvirring og.. chok? Han kunne ikke finde ud af hvad han følte. Det var det hele. Viktor hev efter vejret. 

Men han kunne ikke komme uden om at, ja.. ja! Det var hårdt at være Viktor af Alryss. Det var hårdt at at bygge luftkasteller op indeni. Altid søge efter noget der aldrig kunne være, men gerne ville have var. Uden for rækkevidde, men altid i spotlight. 
"Jeg vil bare gehrne..." fokusset røg, og han klemte øjnene sammen. Det blev for meget at se Corinth i øjnene, nærmest.. krænkende; som så han direkte ind i hans sjæl. "Jeg.. ah--" ordene haltede i grebet, hvad ville han sige? 

 "Jeg vil bare gerne være sammen med ham." stemmen hæs, i en desperat hvisken. Det stod ham uklart i øjeblikket hvem 'ham' var. Det kunne end ikke Viktor svare på i sit svømmende sind. 

Man kom nok ikke udenom, at det her ramte et rigtig godt sted hos Corinth, da hans tilstedeværelse gradvist overtog aftenluften. Mere fysisk, var der selvfølgelig det faktum at Viktor ikke kæmpede imod, men endnu mere brændte det sig fast, at han stadigvæk ikke trak sig. Og imellem så meget andet, og især de sorte fingre, var det en farlig magt at lægge i Corinths hænder. 
Forvirring, overraskelse, stadigvæk den vandede sorg liggende omkring de nøddebrune øjne. Lige indtil han faktisk lukkede øjnene af, var det som om at Corinth næsten voksede af de voldsomme følelser, sulten omkring dem. Han havde trods alt også lært af den bedste. 

Smilet krøb længere op over den grimme fornøjelse, og adelsmanden, smule fraværende over hvor - jah ligeglad med hvad der skete med den - satte han sit krus fra sig, nu begge hænder dedikeret til 'værdsættelsen' af Viktor. Eller i hvert fald rakt ud for at gribe øjeblikket, hvor grumt det nu engang måtte udvikle sig. Han kunne ikke lade være. Selvom Corinth ikke kunne lugte blod, i den reelle forstand, var det som om at kontrollen gav ham både horn og hale, og en meget stor appetit. 
Mere. Tommelfingeren skubbede overvejende til underlæben, og han registrerede i sin rus at han faktisk fik et svar, endelig. 

Ham? Åhh, den kære, giftige nysgerrighed der trak i Corinth, og han hev Viktor i et ryk en smule  nærmere, ryggen i et bump imod stenvæggen bagved ham. Knæet skubbedes dog op som en lille mur imellem dem, et sikkerhedsnet, men han kunne ikke lade være med at smile over de usikre dansetrin fra den yngre mand. "Og hvad så, hvorfor kan du ikke være sammen med ham?" hviskede han lavmælt, slangen i paradisets have og den frie hånd på vej hen for at skubbe vildfarne krøller væk fra øjnene. Hvorfor kiggede han væk her i deres lille øjeblik?
At Alryss knægten var til mænd, se dét var virkelig ikke en overraskelse. 
Men at han følte så meget omkring det... var spændende. Lidt misundelsesværdigt, han kunne ikke huske hvornår han sidst græd over den slags problemer. Havde han altid gjort det? Fordi selvfølgelig kunne han ikke tage noget af hans smerte seriøst, det var for mildt, og hånden borede sig lidt mere besidderisk ind i den bløde hud. En lille, haltende tanke på at gøre plads til et svar når det endelig kom. 
Men tårerne var som nektor, han måtte have det, og hånden ændrede kurs fra sin retning imod krøllerne, for i stedet at tørre nogle af dem væk. Blikket kortvarigt, men fascineret på saltvandet over de sorte fingre. Havet, igen. Han hadede saltvand, men det var... til at overskue, når det kom fra ham. 

Hjertet var alt for porøst i det unge, adelige hjerte. Alt for åbent, men alt for tilbøjeligt til at smuldre i hænderne på ham. Alt hvad der foregik nu, at Viktor var gået til havet, var blevet fundet af Corinth, og krænget hjertet ud til ham, grædt - ville han med stor sandsynlighed ikke erindre dagen efter. Den unge junker var så langt nede i sit dybe spind af alkohol, at alle hans sanser blev sløve, og ude af stand til at samle det op i hukommelsens lager. Det var svært at holde trit med Corinths greb, og Viktors sorgbetyngede mimik, ændrede karakter til ét af anstrengelse jo mere grebet strammedes. Det fik blot hans våde kinder til at stå endnu mere frem. Et ryk, gik igennem Viktor, og han måtte i forvirringens smerte åbne øjnene for at forstå hvad der skete. Han kom tættere op at sidde af Corinth, ansigterne tætte. Han kunne mærke den andens varme ånde på sit ansigt. 

 Smerten flammede op i hans kæbe, som en brændende solnedgang over et hav af tænder. Et ubønhørligt greb.  Det føltes som om tænderne bliver presset mod hinanden, presset og presset, som om de vil knuses af den hårde berøring. Hver nerve i hans ansigt vibrerede i takt med det hårde greb. Som en desperat fugl fanget i en rovfugls kløer, kunne han kun give sig hen til smerten og lade den bølge gennem sig. 

 "ah.." brummede han i et sagte stønnen af pine, og gjorde et spædt forsøg på at rykke sig væk, ved at sætte sin frie hånd på Corinths lår. Han var fuldkommen omtåget, og øjnene hang tungt, stadig våde fra tårerne der ikke længere løb ned ad hans kinder. Men vejrtrækningen accelereret, tankerne uorganiseret. Han følte sig ikke engang ved bevidsthed, men det måtte han jo være.. Ikke? 
 "Fordi...jegh.. ikke er fri." svarede han hæst, og forsøgte at virre lidt sløvt med hovedet. Det var ikke noget hans uklare tanker kunne formulere i en bedre sætning. Et fugl i et bur. En god søn. Han kunne ikke flygte fra sit ansvar, trods sine forsøg der i sidste ende ikke var andet end en midlertidig afbrydelse. 

Det gippede i ham som Corinths fingre tørrede hans tårer væk. Smerten dansede en farlig tango med blidheden, som om de to modsætninger flettede sig sammen i en uhyggelig symfoni. Det var som om, fingrene af smerte krøllede sig omkring adelsønnens krop, mens de blide kærtegn forsøgte at mildne den skærende smerte. Som hvis sjælen var fanget i en vild leg, hvor det at blive såret og samtidig trøstet, var en evig dans, som man aldrig kunne slippe væk fra. 
 "Corinth, du -- gør mig.. ondt." hviskede han - en smule bønfaldende, mens øjnene gled ind i Lochtree sønnens indtrængende blik, fulde af forvirringen, inden panden rynkede sig utilfreds.

Det var (i princippet) nogle meget små forsøg på at rykke sig væk, og derfor betød de i sidste ende ikke særligt meget. Ikke i forhold til den rus Corinth lige nu oplevede, og hvordan den afhang af at Viktor ikke stak af. En underlig balance at opretholde, når han var så grebet af øjeblikket. 
Så grebet, at hænderne ikke kunne andet end at stramme, lyttende, og fast. Han var så pæn. En fuldkomme forskruet tanke, men nok italesættelsen af hvad han havde tænkt, de år tilbage. Store, opspilede øjne og en svag hånd til at kæmpe imod, Corinth var nødt til at udnytte det til fulde. Og konsekvenserne måtte komme senere, hvis han da besluttede sig for det. 
Vejrtrækningen accelererede dernæst.
Corinth kunne næsten smage hvad han havde drukket i løbet af aftenen, kastet imod hans ansigt af vejrtrækningen og krøllede hånden en anelse mildt sammen, omkring den bløde kind over hans kæbe. "Aha.." svarede han til sidst, overvejelse bagved det mørke blik. Hvorfor var frihed noget man altid søgte, inden at ordene hev ham tilbage til nutiden. Corinth, du gør mig ondt. Øjnene glødede ikke, men reflekterede i lyset en rødlig nuance, ved de vage ord. Virkelig. Gjorde han?

Og hans blik blev i et lille ryk nærværende, da han hørte den bønfaldende tone bagved scenen. "Viktor.." og han smilede langsomt, imens hånden løsnede sig en bette my. Og så lige en lille smule mere. Du lader mig gøre dig ondt, var hvad han med det samme havde løst til at sige - men det nærmede sig ikke det, som han endte med. Nej, noget ømt lurede pludseligt, og i et kort øjeblik, i de mørke øjne. Nok fremprovokeret af det indtrængende blik, det pæne toneleje, behovet fra den anden. En god taktik, især hvis han håbede på at trænge igennem tågerusen der lå over Corinth. Han gjorde ham ondt?
"Gør det her... virkelig mere ondt, end alt det andet?" og han tippede hovedet en smule studerende på skrå, noget næsten sørgmodigt over de abstrakte ord han var 'nødt til' at sige højt. 
Fingrene der havde grebet hans tårer blot få sekunder før, gled i Corinths efterfølgende suk.. ret 'indsmigrende' ned i munden på Viktor. Pressede sig på, skubbede imod hans tunge. Og gav ham ikke muligheden for at sige fra, da det krængede sig ind over mundvigen. Men alligevel sagde han, "Skal jeg slippe?" Corinth løsnede i sekundet efter en smule i den skruetvinge han havde haft over kæber - fjernede ikke fingrene, men slap omkring kæben, som ellers havde tvunget hans mund åben op til nu. I stedet, lod han den prøvende glide ned af halsen på ham, for at se om han ville tage imod det. 
Skulle han slippe ham helt, var samtalen færdig? Eller gik det hurtigt nok, til at han ikke indså hvad der skete? 
Eller skulle han bare selv holde kæft, og reagere. Fristelsen til det sidste, var der alligevel altid. 

Øjnene der havde det med at glide ind og ud af tilstedeværelse, søgte opmærksomt op på Corinth igen da Viktors navn blev sagt. Viktor, Som en lille hund der reagerede når hans navn blev kaldt. Grebet løsnede sig, lettede kæben en anelse og så lidt mere, men gav aldrig helt slip. Viktors hånd knugede sig ind i Corinths buksestof lige over knæet, afventende i sit berusede slør. Et sted forventede han vel at blive sluppet, men en nærmest medlidende symfoni af rislende ord forlod Lochtree sønnen istedet.

De lokkede sådan, at han næsten troede på ham. Hjertet var lettet og distraheret af den fysiske smerte. Erstattede syndfloden for en stund. Ingen djævel, uden en klassisk fristelse, vel. For det var vel fristende, at mærke andet den ophobende masse af afmagt? Ville Corinth have at han skulle svare på det? Men den magtesløse sorg blev langsomt erstattet af noget ildevarslende da blidheden der før kærtegnede hans kind, blev til en indtrængende fornemmelse som krøb ind i hans mund som ukrudt, uvelkomment og uudholdeligt. 
 "H-arhh!" Udbrød han i et ryk, men kunne ikke slippe bort. Hånden der var på Corinths, rakte kortvarigt op til den anden hånd, og tog fat om hans håndled. Mangel på kontrol. Smagen af læder var som en tætsiddende maske, der tvang sig ind i hans mund og fyldte hans smagsløg med en bitter, overvældende fornemmelse. Det var som om, at han blev kvalt af det stærke og insisterende materiale, der trængte sig ind i hver en lille sprække i hans mund. Øjnene druknede på ny. En lille tåre vippede faretruende i krogene. 
 "Stoh-ph." Viktor kunne næsten føle det tørre, skarpe læder kradse mod hans tunge og ganen, som om det forsøgte at skrabe sig vej igennem hans hals og til sidst dominere hver afkrog af hans væsen. Tungen gled uvilkårligt mod fingrene, og læderet krøb dybere ind med en smag, der hang ved som en tung skygge. 

Indhyllet af Corinth som en tyngde fra mandens jakke, og de krævende, magtliderlige fingre i hans mund, følte han sig i en fastlåst hjælpeløs tilstand og fuldkommen overtaget af ham. En anstrengende kvælende lyd undslap ham i et støn, mens han fnyste luftigt. Hjertet hamrede, og han forsøgte at holde tungen i ro, og fjerne sig fra den ubudne gæst der havde infiltreret hans mund. Hjertet skreg efter Richard i hans pludselige overvældelse. 

Skal jeg slippe? Spørgsmålet lød så legende, Og det faste greb om hagen slap endelig, men slangede sig istedet ned ad hans hals og gav ham gåsehud på langs. De nøddebrune øjne søgte mod Corinths, i sin evige forvirrede tilstand, og så anstrengt på ham. Modvillig. 'Skal jeg slippe'. Ville han slippe, hvis Viktor sagde ja? Viktor var slet ikke i tvivl; det ville han nok ikke. 

Uden eftertanke, bed han tænderne sammen om fingrene med et fnys, mens den dybe rus kæmpede mod de sidste krampetrækninger fra hans fornuft. Som et alarmberedskab der trods hans bedøvede sind, forsøgte at redde ham fra en farlig situation. Det var ikke et hårdt bid, men det ville da kræve en vis opmærksomhed alligevel. Var det svar nok? Spørgsmålet var om han havde trykket på den forkerte knap. 

Stop. Selvom ordet var besværet, hæmmet af fingrene i hans mund og udbrudt i forståeligt desperation - stop, du skader mig - kom det tydeligt nok igennem til at Corinth faktisk hørte det. Registrerede det, smagte på det. Vendte det i sine tanker, og i sidste ende afviste det. 
Fordi hvorfor skulle han? De kvælende, besværrede lyde fra Viktor var som hans egen personlige stemningsmusik, det satte en rytme for adelsmanden... hans modstand var tiltalende, det gjorde hænderne ivrige. Han passede ind i det sorte greb.
Og betaget af sit lille mesterværk - næsten opslugt, ville nogle påpege - mødte han den smukke forvirring i Viktors nøddebrune øjne. Åh det sendte et sus igennem ham, adrenalin, opstemthed, det provokerede hensynsløshed. Men intet af det, kunne sammenlignes med følelsen der bragede ind i orkesteret, da han faktisk bed ham. 

Bakkede man en herreløs hund nok ind i et hjørne... skubbede dens grænser i én retning, og samtidigt hev dens kæder i modsat retning, jah så ville den på et tidspunkt sige fra. Afmagt. Havde knægten haft mere talekontrol, var Corinth sikker på at han nok først havde prøvet med nogle flere, halvdesperate proklameringer af 'hvorfor stopper du ikke' - ord der blev så kedelige og iigegyldige efter en bestemt milepæl. Men at Viktor havde det i sig, at gøre andet end bare at brokke sig.. dét overraskede ham (faktisk mere, end selve 'angrebet') og med et lille smæld klappede Corinths tænder sammen, begge hans greb i knægtn stivnede kort. For Zalan da, Viktor! 
Og i det næste sekund følte han kølig luft trukket igennem det brede tandsmil, imens en gammel ven nu meldte sin ankomst til nattens festligheder. Smerte. En sanseoplevelse uden lige. Og smerten fulgte hjertets hurtige rytme, når det dunkede henover fingerleddet han havde markeret, og spredte sine signaler til resten af kroppen. 

Havde handskerne ikke været der, havde det nok gjort endnu mere ondt. "Ah, ah, ahh" drillede han varmt, ville Corinth have at det gjorde mere ondt? Og krængede næsten ubevidst pege-og langefingeren ind mod hans undermund som en omvendt krog af kontrol. De ellers livsmagelige øjne fra før, var på overraskende kort tid blevet slugt; det var sorte huller af nødvendighed. Det føltes som om at hånden på knæet kunne brænde hul igennem stoffet, brænde ham, og samtidigt ville der nok kun været taknemmelighed over hærværket, at spotte i hans ulvegrin. "Du lader mig vidst ikke slippe" konkluderede han mageligt, bevidst om at det selvfølgelig ikke var derfor Viktor havde sat tænderne i ham. 
Men det lød en smule pænere. 
Som en forsinket forsættelse tappede fingrene på hans hals den bløde hud, tiltalende, men ikke endnu, og Corinth lod hånden vandre ned imod hans lyse hørkrave, og greb i stedet godt fat i den. Fine linjer der næsten varslede om den kommende tvang foldede stoffet sammen imellem hans hænder, og Corinth trak  ham indover knæene imellem dem, det ene vippet ned men det andet som en forhøjning han kunne læne sin kropsvægt imod. Og lige så stille og roligt, gled fingrene ud af munden på ham, omend de stadigvæk hjemsøgte hans læber, legesygt dansende over tænderne i undermunden, som bad han næsten om at knægten gjorde det igen. Men Corinth bedte sjældent, og sagde i stedet. 

"Vil du også høre en hemmelighed..?" et mørkt, hånende ekko af hans tidligere ord, og det vred sig underholdt i Corinths indre. Hans hemmelighed? Nu var de alligevel så ærlige med hinanden, og adelsmanden slog et lille klik med tungen. "Jeg nyder at gøre dig ondt. Og også her, der lader du mig, gør du ikke?" han forventede protester, men virkede alligevel ganske skråsikker, da han fodrede falske sandheder ned igennem den yngre mands mund. Det var også lige meget om han troede på ham. Men i spørgsmålet om hvor langt han kunne trække den, måtte han se om det her ville virke. 
Han ville joh gerne, den kære Alryss søn. 

Viktors bid var end ikke begyndt at lette da Corinths fingre borede sig ned i en forskruet kontrol, som kløer fra en mørk verden der efterlod Alryss sønnen diffus og fik ham til at kvæles på sine egne åndedrag. Ah ah ah – ekkoede det gennem ham, fyldte ham med en intens klang, kun for at ebbe ud igen og efterlade ham i en dissonans. 
Tungen forsøgte at bryde med fingrene, skubbe dem væk, men det endte blot med at den viklede sig rundt om dem, slikkede følelsen af magtesløshed som læderet symboliserede. En tåre, nu to, trillede af ubehag ned af de rødmossede kinder. Som en svag plante, blev han udnyttet af en stormfuld vind. Og Corinth.. Corinth smilede af dét? Det slørede sind måtte spille ham et puds - forvrænge hans virkelighed; for han måtte da befinde sig i et mareridt hvis Corinth kunne smile. 

Du lader mig vidst ikke slippe - ordene forekom så langt væk. Som hvis det blev sagt for enden af en gang, og det blot var vibrationerne af eftermælet han opfangede. Viktor spredte munden for at give efter - vise ham at han ville slippe, og hentydede at nu var det Corinths tur.
“Arh–” han klemte øjnene hårdt sammen, og forsøgte at fortrænge den kvalmende ubehag der spredte sig i ham. Hans salte tårer ramte mundvigen, og sneg sig ind i munden. Blandede sig med savlen, og læderet.

“Væhr –” han blev afbrudt af sin gysen, og sukkede i døsig frustration da fingrene tappede ham ned ad halsen. Adamsæblet dansede panisk med da han forsøgte at synke en klump, og nu kunne han mærke de små, uvilkårlige ryk fra brystet og op melde deres ankomst. De nøddebrune øjne blev halvt dækket af de tunge øjenlåg, og de mørke vipper var våde fra tårerne der hang i dem. Viktor kom ikke særlig langt, motorikken var der ikke til det, så med et snuptag, kom han oven på Corinth, siddende foran ham, med den andens greb knugende i skjorten. Hans egne hænder fumlede efter noget håndgribeligt, og endte til sidst på granit væggen bag Corinth, på hver side af hans ansigt. Spærrede adelsmanden inde mellem de unge arme. Viktor hev forpustet efter vejret, “.. sød at stohppe!” kom det i en luftig bøn, lyden grødet mellem fingrene. Viktor, tydeligt berørt af hændelsen. Hans overkrop trykkede mod Corinths løftede ben, som en buffer der var til for at holde dem yderligere adskilt.
 Viktor så lidende ud, og gispede da fingrene endelig forlod ham - skyggerne drev ud og erstattedes med en stigende kvalme. Han forsøgte at vige hovedet tilbage fra skyggefingrene der istedet kærtegnede hans læber, tænderne; krævende, nærmest betaget, som en kunstner der betragtede sit nyeste mesterværk. 

Vil du også høre en hemmelighed?

Det hele var usammenhængende, kun fragmenter han fra tid til anden kunne se og høre. Som tåget glas hvor virkeligheden kun blev set i glimt og illusioner. 
 Jeg nyder at gøre dig ondt - Viktor befandt sig i en mørk, tåget labyrint, uden evnen til at se klart. 
Hvorfor? ville han spørge, men hver bevægelse var som at vade igennem tykt, mudret vand, mens han desperat forsøgte at holde fast i virkeligheden. Men hvad var virkeligt? Jo mere han kæmpede, jo mere blev han opslugt af Corinths hypnotiske magt, og han blev mere og mere overbevist om, at det ikke kunne være hans sorte tulipan der gjorde alt dette mod ham. Det kunne det ikke være.

 Og også her, der lader du mig gøre det, ikke? hvislede djævlen i hans øre. 
“Hah..?” Udbrød han anstrengt, som hvis ordene blev sagt på fremmedsprog. Viktor måtte blinke for at holde sit fokus. Det var en farlig dans, og han vidste at han ikke skulle følge dens rytme, men kontrollen var uden for rækkevidde, og han kunne mærke hvordan en ufrivillig summen dunkede i ham - så uvilligt, som hvis situationen tændte en eller anden forbudt gnist i ham. Det virkede forfærdeligt upassende i den dystre sammenhæng. De smeltede mere og mere sammen.

 'Du lader mig gøre det, ikke?' - kom nu, du vil jo gerne, sagde de. En pegefinger der bevægede sig lokkende i mørket. Viktor kunne ikke følge med. Han pressede læberne sammen med en alvorlig grimasse, uforstående - og endnu et ryk jog igennem ham. “Uhmff..!”  Kinderne pustede sig pludselig op, og en bitter smag bredte sig i munden - slettede eftermælet af læderet. Hånden fra væggen kom hastigt på hans bryst, og øjnene himlede kortvarigt inden den bitre coctail af mavesyre og alkohol tvang sig ud af ham i en forfærdet jamren. Som en forsinket reaktion fra traumet fingrene havde efterladt. Noget ville uundgåeligt ramme Corinth, men Viktor drejede hovedet, og kollapsede mere ind over ham, mens resten af opkasten ramte sandet ved siden af dem.

Det var som ler imellem hænderne, og han kunne næsten allerede se hvilken form Viktor en dag ville tage. Fik hans sin egen vilje, var det uden tvivl en lidt mere.. hærdet form, end den han havde nu. Jah den han næsten kærtegnede imellem de mørke fingre, og stadigvæk følte ekkoet af imod handskedækket, når han tænkte på hvor blød huden måtte føltes. Hah... hva..? En tone der lød så uforstående, og alligevel virkede det ikke som om at den hårdhændede behandling skræmte ham alt for langt væk. Fordi hvilket bytte stak ikke af, når de følte en jagt kredse ind på dem? Hvad var flugtinstinkter værd, hvis han ikke var stukket af endnu? 
Havde der fandtes biler, ville det her nok minde om den stress, den panik, der låste en hjorts krop fast, når den så forlygterne nærme sig i hæsblæsende fart. Et biluheld man alligevel ikke kunne lade være med at se ske, det var hvad han fornemmede her i deres lille moment. På trods af at det ikke forholdt sig sådan. Hans lille... katastrofe. Den grødede lyd, hans desperate gisp og de formørkede, sorgbetonede, uforstående øjne. Det var alt sammen hans. Og han ville kaste dets grusomme udtryk over et lærred. Når tiden så endelig var inde, ville Viktor være modnet nok, til at se det i øjnene. 
Tanken var nok hvad der strammede Corinths greb i trøjen, selvom den heldigvis ikke havde et sanseregister til at klage over det alt for hårde greb der fulgte med tankerne. Ikke at der manglede klagende udtryk eller udtryksformer, i de efterfølgende sekunder. 

Hænder ramte nu med et dæmpet klask stenvæggen bagved ham, og lidt afventende tav Corinth. Ventede, på trods af en brusende utålmodighed igennem hans blodårer, skygget af et voksende begær af mere. Flere tårer, flere hulk, mere drama. Det kriblede næsten efter at samle knægtens tårer i en lille beholder, bare så man kunne nyde øjeblikket igen senere. Men intet at dét kom til at ske, da Viktors krop i sidste ende sagde fra. 
Kinder pustede sig op, kvalmen overvældede hans uheldshare, og et overrasket fnys forlod Corinth da han så hvad der skete. Kastede han virkelig lige op på ham?

Lugten var harsk, og frastødt rynkedes Corinths næse. Og han havde også ramt ham, omend det var en mindre brøkdel i forhold til det der landede ved siden af ham, førhen han næsten lagde sig på ham, efter den voldsomme, kropslige afvisning. 
Føj for helvede. Øjnene betragtede med prætentiøs selvvigtighed den stakkels knægt, krævede det virkelig ikke mere, intet medfølelse at finde i de sorte øjne. Nej, tværtimod, hvad fanden bildte han sig ind, og Corinth møvede sig (desperat) sidelæns, imens han hænderne greb de sorte krøller, og rykkede ham den modatte vej. Et fast greb der tvang hans hals til at strække sig lidt mere. Ej. "Det mener du ikke.." tonen var derudover anklagende, skarp, uden den bløde kant af sensualitet der havde gjort hans stemme hæs før. Adelsmanden hev i rettende bevægelse hovedet lidt længere væk fra farezonen, benet strakt ud og væk fra 'uheldet. 
Lidt overvejende betragtede han det kritisk ramte område omkring låret, men lod det være - for nu. Han ville tage sig af det senere, selvom det rykkede kvalmt på hans forfængelighed. Var det gult? 
Føj. Føj for zalan, og han pressede i nogle overvejende sekunder læberne tæt sammen. Viktor føltes trods alt stadigvæk tung, nu hvor vægten overgav sig fuldkommen til ham, og Corinth følte en trøstende brummen bane sig vej, sin hån til trods. Falsk som bare pokker, ligeså falsk som den trøstende hånd over hans ryg, og ligeså varmende som omsorg alligevel kunne formå at være, omend af alle de forkerte grunde. "Kom - ud med det. Har du det dårligt?" og som var det perverse had fra før forduftet, lød Corinth pludselig ganske venlig i sine ord. Som når man slog en ny streng an, fordi at orkesteret manglede en sopran til dybet. 

At Viktor så ikke kunne se det kølige, irriterede, forfængelige glimt - patetisk, afskyeligt, kunne han virkelig ikke finde et bedre tidspunkt - som kælede for de mørkebrune pupiller... det var Corinths held. Knægten var trods alt optaget med... jah, sine ting. Men så snart han kom sig nok til at kigge op igen, var det væk og Corinth lagde ham lidt mere 'trøstende' ind til sin tilstedeværelse, da han lænede den andens hoved imod det oprejste knæ. "Hmm... sikke et tidspunkt" tilføjede han lidt efter, og tørrede en rest af savl (eller andet) væk fra de bløde læber, og slettede det i sandet. 

Grim smag i mund. Brændene fornemmelse i brystet.
"Årh" hvad skete der? Kroppen rystede mens den forsøgte at samle sig efter den naturlige udtømningsprocess, og et ubehaget host undslap til følge de hævede læber i det sidste forsøg på at skille sig af med den grimme smag der ætsede sig fast i tungen. Et forsinket ryk i kroppen fulgte trop, men der kom ikke mere ud af ham, skønt det kunne føles sådan. Det var bare de sidste kramptrækninger. Viktor hev udmattet efter vejret som var hele hans verden vendt på vrangen, og ikke mindst ham selv. Kunne det lade sig gøre at mistet fodfæstet i endnu mere end før, var det nu hvad han gjorde.
Corinth registrerede han ikke imens, hverken de anklagende ord, eller hvordan han tog fat i ham for at holde ham på sikker afstand fra sig selv. Eller på en måde gjorde han, men det nåede ikke rigtig ind. Et eller andet sted var han overbevist om at han sov - lige på kanten med den ene fod på vej til bevidsthedens tab, men det andet der stadig balancerede alt hvad det kunne. Han kunne kun forholde sig til dét der skete lige nu, alt andet føltes uoverkommeligt i det slørede, hullede sind.

Den unge junker havde det som om kroppen var gået i opløsning, og delte sig, blandede sig med luftens partikler omkring sig, men inden han blev spredt for alle vinde strømmede en varme ned i ham fra den beroligende hånd på ryggen og samlede brikkerne igen. Har du dét dårligt?, ord og syn var som et kalejdoskop der hele tiden tog form og ændrede sig hele tiden til nye ufokuserede billeder. 
Jeg nyder at gøre dig ondt. 
Har du det dårligt 
Jeg nyder at gøre dig ondt - ondt, ondt. Det gav genklang som et forvirrende ekkokammer, indtil det til sidst smeltede sammen og ikke længere gav mening for ham. Viktor svarede ikke på spørgsmålet, og lod sin holdning tale for sig selv. Læberne vrænget sammenpresset nedad, en panderynken af utilfredshed og forvirringen over de to Corinths der talte i munden på hinanden. Han forekom så blid nu, at fingrene i munden var som en tåget drøm han måtte have forestillet sig i sin forskruede fantasi. 

 Puha. Han måtte knibe øjnene sammen da han blev ført hen at ligge hvilende med hovedet på Lochtree sønnens løftede knæ. Det var som om han var på en karrusel der havde mistet anfører og blot kørte rundt og rundt og rundt.  Og oveni dette kørte en ulmende uro rundt i ham. 
 "Jegh skal.." Hånden der før havde været nær Corinths ansigt, søgte svagt efter noget at holde fast i, eller skubbe imod; væk fra Corinth, og hjem, sagde noget i ham, men Viktor havde ingen kræfter til det, så hånden lå bare slapt ved den andens brystkasse. Pokkers hjælpeløs. Det summede mærkeligt i hans læber da Corinths finger tørrede den resterende fugt væk fra dem, men han kunne ikke rigtig mærke læderet, og med en svag hånd forsøgte han at daske ud efter Corinths hånd der allerede var forsvundet fra læberne inden han nåede frem til den. Vejtrækningen blev tungere med små brum der forsøgte at blive til ord men ikke rigtig gav mening, "tilbageh.." kom det en smule afvisende og med det ene øje på klem forsøgte han at fokusere på Corinth og tog en dyb indånding. "Mhm!" lød det i omtåget beslutsomhed fra den unge Alryss søn, og han forsøgte at løfte hovedet og skutte sig svajende baglæns, mens han gnubbede sig mere klar i hovedet. 

Det var en foruroligende mængde af modsætninger, som indkapslede adelsmandens indre rationale. Fordi han prøvede da. 
Han prøvede at sætte sig selv ned på deres niveau, og lege med deres version af dukker. Han forsøgte at forstå hvorhenne de fandt deres livsværdi, når de ikke engang kunne sætte en ordentlig defination på den. Hvad var det gode liv, for folk som Viktor? 
Tydeligvis et liv de selv kontrollerede, imens de hæmningsløst druknede sorgerne i promillen, når det gik galt. Det gav ingen mening, og det var måske hvad der havde fremprovokeret den pludselige impuls, og tvunget noget mere frem fra Viktor, stærkt understreget af det hadefulde greb. Mere end smukke tårer af saltvand, dryppende ned af runde kinder. 
Og det havde da også givet pote. På nogle punkter. Mørke øjne fulgte knægtens (svage) hånd idet den landede på brystkassen, fangede hjerteslagene, og talegaven kom langsomt tilbage. Nogenlunde. Imens han prøvede at finde hale i sine sætninger, lirkede Corinth langsomt handsken med bræk og savl af, hans fingerspidser dunkede stadigvæk magtfuldt, på trods af det pludselige sceneskift. Og drævende virkede Viktor nu til at nå frem i beslutningerne - tilbageh - og hovedet løftede sig en smule mere. 
Virkelig? 

Nu? 
Han var slet ikke færdig med aftenens aktivitet, og Viktor ville tilbage? Efter at have grædt, brækket sig, og tydeligvis (stadig) skide hamrende fuld.... han ville tilbage? Læberne gled lidt mere fornøjet op igen, og Corinth lod ham faktisk skubbe sig fri fra den tjære af et selskab han var væltet ned i, måske han kunne se noget lys når hovedet imorgen brød vandoverfladen. 
Se Corinth var ikke joh heller ikke uden sympati. De følelser der havde skabt røre i andedammen, vidste han da godt hvor kom fra - han havde trods alt selv følt dem, og kendte deres kvalmende magt over kroppen. Hvordan man ikke kunne lade være med at ryste, gispe og frygte, når man mistede kontrollen? Men havde han medfølelse med den...? Og følte han det selv, når det var ham der førte kniven? Næppe. 
Så selvfølgelig lod Corinth ham ikke gå uden videre, der var et ansvar at samle op på her, det sitrede under huden på ham, det sneerrede og bed i sindets krøllede kroge. Og imens Alryss sønnen forsøgte at gnubbe fokusset tilbage i hans våde øjne, lænede Corinth sig lydløst frem. "Tilbage?" gentog han lavmælt og... 
Et hårdt puf imod den andens pande, han hørte sig selv le ganske hjertligt, verdenen vendte på hovedet og Corinth skubbede til den skrøbelige balance i det omtågede sind hos Viktor. Igen. "Du kan knap nok gå, kan du?" forsatte han ufortrødent, på trods af det dæmpede bump afslørrede et ubehageligt sammenstød. 
Den mørke hånd (nu uden sine handsker) men stadigvæk som dyppet i blæk langs fingerspidserne, gravede efterfølgende grådigt ned i sandet ved siden af ham (det udenom brækket). Pressede knæeet ned imod jorden og fulgte skubbets retning, omend han gik efter at rejse sig op. Rationalet var let; han havde forsøgt, og var færdig med at forsøge for i aften. 

Og med et alt for mildt smil til at hjemsøge de bløde læber, da han slentrede de få skridt hen på siden af ham, bedømmelse i de røde øjne. Du kan ikke gå tilbage nu, lille Konge. Tror du virkelig at du dikterer verdenens tempo? 
Det havde åbenbart ikke krævet mere end en måned, at bygge selvtilliden hos Viktor op. Så gad vide hvordan det så ud om to måneder. Og gad vide hvor mange uger, det ville tage at bryde ned igen. 
Med en håndfuld sand i den ene hånd, og vægten af dårlige beslutninger i den anden, skridtede han ind over den liggende skikkelse. Et enkelt knæ ramte jorden under Viktors armhule, så Corinths fokus kunne komme lidt tættere på det svømmende blik igen. Han var så køn, oplyst af nattens kolde farver, men alligevel slet ikke en af dem, som hørte til herude. Hvorfor skulle han lade ham slippe? Mørket strammede til omkring hans hænder, og hviskede lokkende i baggrunden.
Alle de gode grunde.. de virkede så langt udenfor pædagogisk rækkevidde. 

Viktor var ifærd med at fjerne hånden fra ansigtet, og pludselig.. skub -- "Arhg," gispede han i dæmpet anstrengelse da han mærkede det hårde puf mod sin pande, og karrusellen fortsatte rundt og rundt og rundt - han så sol, måne og stjerner da han mærkede den lidt hårdere sandgrund ramle ind i ham, med en hjertelig latter som baggrundsmusik. Et underligt tidspunkt at grine, kunne han høre sig selv tænke forvirret inden luften forlod lungerne et kort sekund i den forbavsende realitet at han nu lå ned. Tyngden i kroppen føltes som blyvægt, og for et øjeblik blev han fristet til bare at overgive sig til trætheden og blive liggende. Lukke øjnene, og sove rusen ud lige nu og her. Lochtree sønnens jakke indhyllede ham alligevel med varme som en kærkommen ven i nattekulden, så hvorfor ikke? Viktor følte sig ude af stand til at rejse sig, orkede det ikke, men midt i denne tilstand af overgivelse, hviskede en stemme i hans hoved, at han skulle hjem. Hjem og sove. Hjem til Richard.

Du kan knap nok gå, kan du? 

Den unge grevesøn kom med en forvirret, fuldemands jamren, som han forsøgte at orientere sig om hvad der var op og ned. Brynene i en koncentreret rynken. Igang med benene. Det ene ben begyndte at bukke. "Jeg findd-er på noghet." Brummede han tungt, og hørte knapt hvad han selv sagde. Fangede et øjeblik med sine svømmende øjne, Corinth der stod over ham. 

Han måtte virkelig blinke længe for at fokusere alle sine kræfter på at hæve sig fra jorden. Hånd i sandet med venstre, højre albue til at støtte, men før han fik slæbt sit småbedøvede korpus væk, var Corinth allerede over ham, hurtig og elegant som en kat. Det ene knæ ved Viktors armhule. 
"Nejj." brummede han resolut, uden rigtig at vide hvad Corinths intentioner var og svang hånden der var i sandet ud mod adelsmanden i et forsøg på.. et eller andet, der kunne gestikulere at han skulle gå væk så Viktor kunne komme op at stå.

Alt der var sket mellem dem her i nat, var en grænse hos Viktor der var blevet overtrådt. Det kunne han godt finde frem til - og alligevel var det som om hans krop var blevet fyldt med en bølge af elektrisk spænding, som strømmede gennem hans årer og fyrede hans nerver op. Han følte sig på samme tid overvældet af intensitet og urolig i sin sjæl. Det var en modsætning, som han ikke kunne forstå eller forklare, men som alligevel havde vækket noget i ham - en slags tørst efter mere, og en erkendelse af at hans grænser var mere flydende, end han havde troet. Men var det ham selv, eller alkoholen der talte? 

Nej. Endnu engang sørgede Viktor for at sige fra, og endnu engang virkede Corinth i mangel på bedre ord... pisse ligeglad med det. Nej, han ville ikke føje sig, og så slet ikke hvis det bare handlede om Viktors ubehag. Nej. Fordi lige meget hvor insisterende han virkede, havde det ikke været voldsomt nok - tragisk nok - til at det havde været motiverende at stoppe. Måske var det nok nærmere omvendt, hvor at desto mere han kæmpede imod, desto højere indsatser blev der lagt. 
Og i det gamble han allerede havde taget, skulle han da gå herfra med den største belønning. Hvad var det nu man sagde... alt godt kom til den der ventede? Corinth lænede sig frem, så hans ansigt var parallelt med Viktors måneblege, det pæne skift imellem nydelse og fornøjelse glimtende imellem sorte og røde øjne. Hah. Dem der hævdede dét, havde tydeligvis aldrig følt utålmodighed ordentligt. Sulten, ordentligt. Der var så meget der kom til én, hvis man bare tog det. 

En kaskade af fugtigt sand slog dernæst op imod hans side. Som bølgerne der kastede sig imod havstenene et sted bagved dem, forventede man at granit rykkede sig for vand? Her var adelssønnen desværre ingen stormflod, og Corinth... nok nærmere en meteor af magt; han kunne ikke lade være med at brage ind over grænserne, og splintre illusionen om at de faktisk blev respekteret. 

Øjnene blev derpå knebet en anelse sammen, og Corinths ene hånd fangede hans fingre, og vendt armen opad i et ryk, så han havde den en smule over hovedet, hans knyttede hånd imellem Corinths egne fingre, og et rettende lille 'tsk' over læberne. "Shh, shh..." ja, virkede han næsten ordløst til at sige. Og lidt prøvende slap han igen, for at se om Viktor ville indordne sig bedre den her gang. Ellers måtte det andet knæ bare holde armen i ro, selvom det nok ville være lidt mere smertefuldt. For ham altså. 
Men de var altså ikke helt færdige. Næsten, men ikke helt, noget længselsfuldt at skimte i de mørke øjne, der faktisk betragtede ham med en underliggende ømhed bagved sin sadisme. Han var joh perfekt, men af alle de forkerte grunde... hvilket gjorde det til en perverteret ømhed, som han dog ikke virkede til at skamme sig over - eller skjulte - skulle knægten studere ham. "Luk øjnene, Viktor. Prøv at være stille.." og den udækkede hånd gled lidt mere blidt over hans pande, og strøg ham langs næseryggen med beslutsomme ringe-og pegefinger over hvert øjenbryn, på vej ned. 
Corinth lænede sig til sidst også ned, et drilskt smil om læberne, omend Viktor (nok ikke) fik det med. Og han fugtede dem kort, inden han smilte. "Kan du høre det? Kan du mærke det?" og han ønskede for en kort stund, at han var dirigent over naturen, så Viktor kunne få sanserne ordentligt med, så bedøvet som han ellers var af alkohollen. Og legende med idéen, forsatte hånden ned af halsen, ned af kravebenet, og skubbede lidt til hørstoffet over der hvor hjertet var - hurtige, tunge slag - og endelig noget han kunne mærke, uden læderstoffet imellem dem. "Vil du prøve?" og han strejfede lidt vejledende en af Viktors frei hænder, guidende, i tilfælde af at han ville det samme. Fordi hans nerver var også et vidst sted, hvilket Alryss knægten da fortjente at få med sig videre, når de rykkede. Og det var joh ikke kun for hans skyld. 

Sandkorn blandede sig med de mørke krøller der lå trykket ned i sandet, vipperne klistret sammen fra de tykke tårer der havde vugget i dem tidligere og fik øjenlågene til at hænge tungt, mens læberne var adskilte i deres forsøg på at optage ilten. Hånden faldt tungt over lokkerne med Corinths der holdt den fast, al process med at rejse sig blev ødelagt, og det malede Viktor i et sensuelt billede af beruset overgivelse. 

Shhh, shh, tyssede adelsmandens læber beroligende, og fik Viktor til at glemme for en stund at han ville hjem, mens hovedet vippede ubeslutsomt til den ene, dernæst den anden side. 
 "Corinth.." begyndte han dæmpet og prøvede at lyde formanende, klemte øjnene sammen da han fik øjenkontakt med ham, som hvis Corinth var en skarp sol der skar ham i øjnene. Ømhed, var det dét han lagde mærke til hos den anden? Hånden der blev sluppet, blev liggende ved denne antagelse, alt imens Viktors insisteren blev afbrudt af Lochtree sønnens fingre der som kærtegnende fjer gled lige så stille ned ad det rødmossede ansigt; som tegnede han hans træk, for at huske dem i de nøgne fingerspidser. Den anstrengte panderynken blødte op, og han tog en dyb indånding mens han gjorde hvad adelsmanden sagde. Lukkede øjnene. Prøv at være stille. Viktors nysgerrighed var ikke slukket i rusen, omend han følte at han var ved at blive lullet i søvn. Kan du høre det? Og Viktor blev usikker, men interesseret i hvad Corinth forsøgte at vise ham. Kan du mærke det? Stadig med lukkede, koncentreret øjne, løftede det ene bryn sig for at vise at han forsøgte at forstå, lytte, og mærke, men var det bølgets brusen, den kølige vind? Naturens toner kunne umuligt måle sig med den pulserende dunken der trommede i hans ører.
  "Mhm.. deth hele.." sagde han en smule uklart, og måtte ånde langsomt ud da gåsehud formede sig som ringe i vandet ned ad halsen og ved kravebenet, videre ned. Huden så følsom, og underkastet skyggefingrene.
 
"Ah." Forundret, Adelsmandens hånd føltes overraskende varm, ude af dens mørke læder puppe da den lagde sig oven på Viktors bankende hjerte som et anker. Så det var deres hjerteslag han mente. Poetisk, han satte pris på det, selv i denne tilstand. 
Viktor åbnede forsigtigt øjnene og så indtrængende på den anden, trods det slørede billede, og fugtede sin læbe overvejende. Vil du prøve? Hvem kunne sige nej i sådan et øjeblik, og selv hvis han gjorde, ville det være svært at mene det; specielt i denne tilstand hvor grænserne synes så flydende, selv når han prøvede at tegne dem op. Corinth var et skyggehav der langsomt slugte Viktor, og uden at fjerne blikket fra de mørke, intensiverede pupiller der så ned på ham i en tigrende trance, lod han sin hånd føre af den guidende stjerne til Corinths hjerte. Helt fikseret af ham, mens hans eget hjerte hamrede i en urolig spænding der fik det til at brænde i brystet. Brændemærket af Corinths hånd. Den brændende fornemmelse bredte sig som prikken i hans skuldre, og et flammehav summede i ham, slikkede nerverne. 

Viktors hånd blev placeret ved Corinths hjerte, men et uretfærdigt lag af tøj lå mellem den unge hånd, og den pulserende varme. Han kunne fornemme det svagt, hjertet, men han kunne ikke finde frem til det i sin fumlen. Mere, tænkte han krævende. Hypnotiseret, og omverden glemt omkring dem, kom han til at sige det højt, "mere.." han ville mærke om deres hjerte hamrede i takt.

Corinth var ikke nær så fuld som den yngre mand - det var efterhånden tydeligt for de fleste. 
Men alligevel føltes det ganske berusende, sådan som han med et dæmpet 'Corinth' endelig overgav sig til det. Til ham. Jovidst, der blev kæmpet imod, og modstanden var en velkommen gæst her i natten, omgivet af sten, havvinde og salte vandsprøjt. Den holdt ham mere oppe på dupperne, den gav ham en sød blanding af lyst og energi, jah det var næsten som blod på tanden for en menneskelig vampyr. Men det var dog de sekunder, hvori at overgivelse vippede på kanten af interesse... det var dem han levede højt for. Som nu. 
Nøddebrune øjne lukkedes koncentreret, og gåsehuden slikkede sig troligt ned af den rute Corinth havde valgt, da han fik sporet  sig ind til den andens bryst. Et projekt der var en del lettere med Viktors bondske klæder, som løst veg tilbage da han fik lagt hånden til rette, følte efter. Ah. 
Om et så kom indefra Corinth, eller var en medreaktion på Alryssknægtens dæmpede forundring, det kunne ikke engang han svare på i sekunderne efter. 

Og forsigtige øjne mødte nu hans. Med den stilfærdige bekræftelse fik adelsmanden fanget hans lyse hånd, og bevægede den på plads over venstre side af brystet, hans egen hånd hængende tilbage over Viktors i svævende overvejelse. Bank-bank, bank-bank, bank-bank. En fornemmelse akkompagneret af en ubrudt øjenkontakt; det var som at væggene kortvarigt ramlede sammen omkring Corinth, der følte - faktisk følte - et stik af blød forundring, over den forbindelse han kort og pludseligt følte med Viktor. Hvad var det som de altid sagde, øjnene var sjælenes spejl? Og Viktor ville nok uden tvivl kunne se alt det grimme, kiggede han for længe og for dybt. Paranoid og smigret, det var hvad han følte sig, ved den blottede situation, og følte et smil trække læberne opad. 
Altså lige indtil at han hørte det dæmpede 'mere', og nu følte et stød sprede sig fra håndens placering, efterfulgt af et rumlende, insisterende tordenskrald igennem kroppen. Mere? Ordet var som et ekko af hans egne nogle gange farlige tanker, og dansede med en intention Viktor nok ikke i virkeligheden bad om. Mere, sagde han, og Corinth følte neglene skrabe over blød hud, da han bukkede de blækdyppede fingre sammen. Så krævende... 
Det fik dog et givende smil til at blomstre frem, og med en nydende lille brummen slap han kontakten med den følsomme hud, for i stedet at give sig i kast med de knapper der holdt vesten ind til kroppen, så der kunne komme mere plads. Mere hudkontakt; han skulle skam få mere, når han så pænt spurgte om det. 

Selvom det var koldt, og selvom det var alt andet end, eh, passende, virkede det så rigtigt. Og så snart dens lidt stivere stof løst bukkedes tilbage, nu hvor det ikke længere blev holdt på plads, lod han Viktor selv få de sidste knapper over kravebenet fri, et lidt tungere suk til følge da den kolde hånd ramte hans efterhånden brændende hud. "Okay, mere.." gentog han lavmælt og hæst. 
For at få mere plads, og nok også bare fordi at han kunne, møvede Corinth sig efterfølgende nogle centimeter bagud. Mere plads - han lænede sig frem, jah længere ned. 
Den ene hånd som en søjle i sandet ud fra Viktors øre, den anden tilbage over hans bankende hjerte, og det sidste knæ vippet ned i sandet, så alt vægten lå på hans akilleshæle. Næsten alt.