For en hver, ville det være tydeligt hvor ganske naiv den unge præstelærling var. For Rhos ville altid tro på det bedste i alle, ønskede ikke at se dårligt i nogen. End ikke dem, som måske havde viget deres liv til Zaladin frem for Isari. Alle havde deres grunde, og hun håbede at de, lige som hun selv, ville give hende en chance. En chance for at leve, for at være som man ønskede og ikke prøve at ændre det.

Hvordan ville folk kunne håndtere det, hvis der nogen sinde kom et endegyldig svar, om der var guder eller ej. Se det var et spørgsmål, som hun ville ønske hun kunne uddybe. Men de var nået ned til byen, og kunne desværre ikke strække denne samtale meget længere.
Men før Rhoslyn nåede at sige de næste ord, der ønskede at flyde hen over hendes tunge, da hørte hun nogle råb og skrig og en mand der kom købende forbi.
”Laz!” manden stoppede op, efter at have kaldt et navn som Rhoslyn ikke kendte til. Manden kom løbende imod Isaiah og stod næsten og trippede. ”Ja så kan vi godt smutte du! De fandt mig luskende rundt i baggården, og jeg kan godt fortælle dig det er ik—” den umådelig smukke mand, med håret der var bundet op i en blåt bånd, vendte sig mos Rhoslyn. ”Hvilken unik lille kornblomst du har fundet, smuk og—” endnu et hyl i baggrunden og manden vendte sig mod Isaiah ”Godt, jeg tror vi skal skynde os nu Laz, jo hurtigere desto bedre—ingen portal mager her, tjep tjep, vi kan ikke nå at løfte op i smukke pigers skørter i dag selv—” øjnene blev vendt tilbage mod hende, og hun tog et skridt tilbage med store øjne. Hvad i alverden foregik der her? "Hvis de er lige så unikke som denne"

Der var en stor afstand mellem Rhoslyn og Lazarus. Han havde heller ikke forventet andet, Lazarus forstod ikke guderne og Rhoslysn var i tjeneste hos dem og havde viet livet til dem, det var hver deres retning i livet. Rhoslyn var allerede nu, i hans øjne, yderst naiv i forhold til hendes syn på livet og alle andre. Lazarus havde fundet en interesse i Rhoslyn og hendes person. Hun havde noget spændende at byde på og ind til videre havde hun underholdt ham, med hendes meninger. 

Han ville elske at tale videre med hende, men langsomt nåede de byen og det ville være tidspunkt hvor de måtte skilles.
Alle hans tanker blev afbrudt da hans navn, næsten hans rigtige navn, blev kaldt. Stemmen kunne han genkende i enhver forsamling. Neron kom løbende, råbende, fra byen. Det kunne næsten ikke være noget dårligere tidspunkt. Han kunne se forvirringen i hendes ansigt, da han kom løbende, råbende. 
"Neron.." Lød det blot fra ham, som han kiggede på slaven og lod blikket bevæge sig over på Rhoslyn, "Jeg beklager min væbner. Pli har aldrig rigtig været hans stærke side" Nu handlede det blot om at Neron ikke ville ødelægge mere end højst nødvendigt, "Neron" Hans blik gled tilbage på ham, "Hvor er dine maner henne?" Der var ingen grund til at skræmme Rhoslyn mere end nødvendigt. Lazarus tvivlede slet ikke på at Neron sagtens kunne løfte skørterne på denne kvinde. Det ville ikke blive tilfældet idag. Som han selv sagde, og hvis det stod til Lazarus. 
"Jeg har virkelig nydt vores samtale, og ville hellere end gerne have forsat, men som du kan høre så bliver jeg desværre nød til at gå" Han sendte Rhoslyn et af de små svage smil. Hun havde hans interesse.

”Ah manner!” Neron begyndte at hive ud i hans lommer, næsten som om dæmonen prøvede at se, om han måske havde glemt dem der. ”Ja, jeg må beklage at skuffe dem min herre, men det ser sgu ud til, at jeg har tabt det på vejen” 

Men smilet som Lazarus gav Rhoslyn, undslap ikke Nerons umådelig dygtige opfattelses evner. Et lusket smil formede sig hans læber, inden han gennede Lazarus væk fra kvinden, der stod måbende og betragtede dem.
Inden han gik, lagde han dog en lille sten i hendes lomme, en sten der ville hjælpe ham med at finde hende senere.

Hurtigt fik de forladt kvinden, og den råbende mængde af mennesker, kom tættere på. Det var også mere en rigeligt til at få Neron til at sætte tempoet op.
”Nå Lazarus, jeg beklager, jeg vidste ikke du var i gang med at samle smukke kvinder op på vejen—godt for dig, du virker også til at trænge til at blive rusket lidt rundt i” kom der i et drillende toneleje. Alt imens han vidste, at Lazarus ikke ville sætte pris på hans kommentarer, især efter den situation som han lige havde sat de i.

Lazarus kiggede over på Neron som de klassiske kommentarer hurtigt forlod dennes læber. Han havde afbrudt ham i en samtale, og ikke mindst næsten røbet hans navn, men alligevel så kunne han ikke lade være med at ryste på hovedet af Nerons kommentar. Det var næsten lige før han lod en latter slippe ud af sine egne læber, men det ville være atypisk Lazarus. Det lignede ham ikke. "Det kan næsten ikke være på denne vej" Kom det tørt fra ham. 

Neron ville uden tvivl ikke slippe Rhoslyn efter den kontakt Lazarus havde haft med hende. Han vidste at han ville høre for at et smil var blevet sendt hendes vej. Hun havde været et spændende møde, en ung kvinde med en masse på hjerte. Det var hvad der interesserede ham, ikke hendes kød. 
Lazarus var selvfølgelig en mand med behov, men han vidste også hvornår det behov skulle stilles og hvordan. Det var ikke et behov som lå øverst på hans liste, og det var sjældent at han tilfredsstillede det behov.

På trods af at Lazarus hellere end gerne havde forsat samtalen med Rhoslyn, så nærmede dig sig enden af vejen og Neron havde ret, de måtte hellere se at komme videre. 
Lazarus kiggede over på Neron, som han begyndte at tale og allerede nu vidste han hvor hans ord var på vej hen, "Må jeg være fri" Kom det blot fra ham. Neron var ikke en person, som Lazarus ville dele den slags med. "Men hvis der intet er i området, så kan vi lige så godt bevæge os hjem ad" 

"Du må særdeles gerne være fri, men jeg tænkte nu bare, fra en ven til en anden, jeg må jo sikre mig at min herre er tilfredsstillet og har det godt—og jeg beklager, men ydelserne for at gøre det, viderestiller jeg altså til andre" tilføjede Neron hurtigt, selvom at han ikke var kendt for selv at være kredsen. Men grænsen gik naturligvis, når folk mere eller mindre ejede ham. Det ville alligevel være under hans egen værdighed. 

"Bare hele vejen hjem? Du vil ikke videre, se om vi kan finde denne portal mester, som alle er ret sikker på, bare er en myte?" Lazarus måtte da indrømme, at det havde været mere held en forstand hvis de faktisk var endt op med at find en, som kunne lave portaler for dem. Hvem vidste, måske var de heldige, og der fandtes faktisk allerede en i mørket. Det skulle ikke undre Neron hvis det faktisk var tilfældet, mørket var ikke altid kendt for at være så gode til, at kommunikere på tværs af brigaderne.

Lazarus slog et blik over på Neron og kiggede på ham med et roligt blik. "Åh, så du bruger ligefrem tid på at tænke på mine behov?" Hans ord var måske sande, men den slags behov var ikke det Lazarus vægtede højest, lige for tiden. "Jeg tænkte ikke at en ung kvinde som Rhoslyn, burde været et mål for mig" Men måske tog han fejl? "Men bare rolig, Neron. Jeg ser også gerne at du viderestiller ydelserne og lader andre om den slags" Lazarus havde aldrig haft den slags tanker og det ville ikke være noget han ville tage en del i, at ligge med Neron. Det ville han også gerne spare Neron fra.

"Selvfølgelig opgiver vi ikke" Svarede han roligt og skarpt, "Hun må være her i området, men spørgsmålet er blot hvor" Det var rygter som han havde opsamlet diverse steder fra, og rygterne havde været stærke. Godt nok gjort mørket brug af portalmagere, og der var opsat faste portaler diverse steder, som medlemmer i mørket kunne bruge, men der var altid noget attraktivt for Lazarus at have sit eget. Han var grådig og egoistisk. "Men hvad fandt du ud af inde i byen?" Havde han hørt noget eller blot opgivet? Lazarus vidste godt at kvinden ikke ville være at finde inde i byen, men boede et eller andet sted ude i områderne i Azurien.

Han trak på skuldrene da han blev spurgt, om han havde opsnappet information han kunne bruge. “Ikke umiddelbart, jeg blev jo lige som jagtet ud af byen, hvis du skulle have glemt det” forklarede han, efter han greb grimen på hesten og begyndte at trække den efter sig. “Desværre havde jeg vidst lagt med den forkerte kvinde i byen, og hans far var ikke glad—men mon ikke vi finder hende, som du siger, hun må være i området” dog kom der et sigende smil frem på Nerons læber, der hurtigt ville fortælle Lazarus, at han havde andre idéer om hvad de skulle snakke om. Og det var bestemt ikke noget der handlede om portalmageren. 
“Nej der er vel andre som er ved at fange deres opmærksomhed, måske nogle af den gruppe mørkelver som lige har tilsluttet sig vores fine gruppe” kom der med med en silke stemme, en stemme der om sagtens kunne sammenlignes som en sno. Hvordan den gled ubemærket gennem lyngen, og huggede til hvis man kom til at træde for tæt på dens vej. Ikke at den var giftig, men ondt gjorde den, ondt nok til at nogle kunne mærke effekten flere dage efter. Nej, der var sjældent noget som gik dæmonens næse forbi, fra sladder var hvad han levede af. At vide alt om alle, det var hvad hans våben var, når han ingen styrke havde at slå fra sig med. 

Selvfølgelig havde han det. Det burde slet ikke komme bag på Lazarus at det var den slags affærer som Neron havde foretaget sig i byen, og ikke det som egentligt var blevet sendt ind efter. Der var et eller andet med Neron og kvinder. Neron var en utrolig attraktiv man, selv Lazarus kunne se det. Det var han skam også selv. Og derfor så fandt det ham nemt at finde kvinder, som kunne snoges om hans lille finger, og dermed bruge en nat med ham. At det så havde været den forkerte denne gang, det undre ham slet ikke. "Nogen gange så tænker du med det forkerte hoved, Neron. Men jeg kender dig også godt nok til at vide, at du næsten er uforbederlig" At han foretog sig den slags, gjorde ikke Lazarus noget, så længe at han også gjorde sit job, "Men det var det værd?" Nu hvor det havde været vigtigere end arbejdet, "Jeg er sikker på at hun nok skal være i området, og ellers må vi søge efter andre person som kan være behjælpelig med vores mål" Hvis de ikke kunne finde kivnden her i området, måtte der være andre med samme evner.
Et lille smil ændrede hans læber, som deres samtale skiftede emne, og drev tilbage på det om kvinder, "Nogen gang skal der ikke meget til fange min opmærksomhed eller skabe en nysgerrighed" Ingen tvivl om at mørkelverne havde at byde på, og han ønskede bestemt også at lære gruppen bedre at kende, og måske nogle lidt mere på egen hånd. Men det undrede ham virkelig ikke at Neron også havde opfanget den slags. Der var nærmest intet han ikke vidste. Det var utroligt nok, men altid brugbart.

"Det kan godt være folk nævner at det som hænger mellem benene på mænd, er et andet hoved, så ville jeg mene jeg altid tænker med det rigtige—det som har mit kønne ansigt" kom der tørt fra Neron, selvom at morskaben stadig var at spore i hans stemme. 
Da Lazarus nævnte, at der ikke skulle meget til for at fange hans opmærksomhed, kunne Neron ikke lade være med at le. "Nu kender jeg dig efterhånden relativt godt Lazarus, og selvom du måske føler mere end du udviser, er det sjældent jeg ser dig skabe så hurtig en interesse, som med den gruppe eller den flotte lille nips ting længere ned af vejen" sagde han og trak på skuldrene. 
"Nå, vi finder sikkert denne portalmager en anden dag, skal vi tilbage til Obsidian øerne, eller har du andet du gerne vil betragte i dag, min herre" som altid blev de sidste to ord sagt med en hvis sarkasme, da trods for at Neron var slavebundet, og hans navn var nedskrevet i en bog liggende i Lochtree familien. Så ville han aldrig underkaste sig en anden, han var sin egen herre, selv når loven sagde noget andet.

Måske var hans ord sande, ofte så tænkte han klart nok og brugte det rigtige hoved, han havde blot en interesse for kvinder, som Lazarus sjældent havde set. Men som sagt, så længe at Neron kunne fuldføre sit arbjede, så kunne han ligge med så mange kvinder som han havde behov for. Behovet ville nok sjældent slippe op. Og han havde et kønt ansigt. 
Han smilede over latteren som brød mellem Nerons læber og kiggede over på ham. Han udviste ikke mange følelser, og havde måske heller ikke mange, men var der noget han var så var det nysgerrig og interesseret, når noget først fangede hans opmærksomhed, så der var en sandhed i Nerons ord. 
"Måske har du ret, Neron" Startede han roligt ud, "Min opmærksomhed ligger hvor den selv føler at den gavner mest" Kom det så fra ham. Der var et eller andet rent og uskyldigt over Rhoslyn og den måde som hun så verden på. De kunne lære af hinanden, uden tvivl.
"Ja. Jeg tror ikke at der er mere at komme efter. Vi må finde nye informationer og lede videre en anden dag. Vi tager tilbage."

Med de ord fra Lazarus nikkede Neron og førte hesten videre. 
Turen tilbage, var næsten ikke noget mindeværdigt at tænke over. Alt i alt, virkede det ganske kedeligt, og turen i sig selv havde vidst sig at være fuldstændig ligegyldigt. Hvilket nok også var grunden til at Neron, besluttede sig for, at kvinden som Lazarus havde mødt, var en kvinde, som Neron skulle sikre sig kunne komme i kontakt med Lazarus igen. 
Mest af alt for hans egen underholding, da han var sikker på, at Lazarus nok skulle vise ham, at der var andre følelser bag det irriterende følelsesløse ansigt. 

Men sådan gik endnu en dag i fangens liv, endnu en dag i dæmonens liv som slave og endnu en dag for Korporalen for mørket. Men dagen havde på trods af, at de vendte tomhændet hjem, ikke været fuldstændig mislykkes. Neron lod hans blik falde tilbage til stedet, hvor de havde efterladt kvinden og et sigende smil bredte sig hen over Nerons læber, inden han trak videre med hesten. 

Turen til øst landet havde måske været mere eller mindre ligegyldigt, for de havde ikke fundet deres mål og var egentligt ikke komme et skridt tættere på, hvilket selvfølgelig ærgerede Lazarus. Nu handlede det om at finde mere information om målet, inden de bevægede sig videre i deres søgen eller om de skulle lede efter helt andre mål. Der måtte være flere som kunne skabe portaler, end blot denne ene kvinde.

Turen hjem var heller ikke noget mindeværdigt og at de havde spildt deres tid, irriterede ham lidt. Og Neron havde det nok på samme måde. Det som havde været højdepunktet, havde været hans snak med Rhoslyn, men om det var en kvinde som han i fremtiden ville høre eller se mere til, tvivlede han på.
Neron havde samtidig virket meget inteersseret i at Lazarus havde brugt så meget tid, og virket så interesseret i Rhoslyn - og Lazarus måtte nok erkende overfor sig selv, at han ikke var helt sikker på hvorfor hun havde virket så interessant, men deres samtale havde gjort meget af det.