Hvad menneskesønnen ønskede kunne Temperance ikke begribe. Aldrig havde nogen gået så vidt at forfølge hende, eller gå mod hende hvis hun stoppede. Måske var det et lille håb om, at hun faktisk kunne have en intellektuel samtale med et individ, der ikke flygtede ved synet af hende.
Men hvad fik han ud af det, hvad var det han ville have?
Måske var det bare det, et ønske om hun ville udføre dette job for ham, men var hun villig til at indgå denne aftale for noget nærvær? Spørgsmålet var også, hvad han ville, hvor meget han ønskede at få fra hende.

Temperance trådte frem, og lod en finger glide ned af hans skarpe kæbe, før den næsten kærligt lagde sig omkring hans kæbe. ”Du ønsker at se mig mere, have en snak om min gud og døden?” ordet ,lå lige på tungen, hvorfor, men hun sagde det ikke højt. Hun var meget mere interesseret i at se det med hendes egen øjne.
”Hvis du vil snakke, ville jeg foreslå at menneskesønnen fandt et bedre sted til at gøre således” sagde hun og lod hendes korte, langt mere bøjet krumsabel glide ind under hendes rober.
Dødsenglen løftede hendes tommel, før hun lod den glide hen over hans bløde læber, blikket fjernede sig ikke fra dem omgående. Det var først efter noget tid, at hun endelig lod hendes orange øjne fange hans røde.

Der var et eller andet over måden hun mødte hans blik på, som rykkede ved Corinths egne grænser. De var i forvejen så godt som ikke eksisterende, og han ville nok heller ikke benægte, at han fandt det spændende, sådan som hun alligevel formåede at træde ind over dem, en efter en. Kærtegne dem med sin finger, og slørre hans fokus på hvorfor han egentlig talte med hende. Fokus, Corinth. Et forfærdeligt svært fokus at fange, når alt han kunne fornemme var tomlen der bagefter lagde sig over læberne. Kunne han overhovedet svare? 

Øjenkontakt, og først der lagde han mærke til at han havde holdt vejret. "Jeg finder et sted" ordene kom ud samtidigt med at han fik vejrtrækningens kraft igen, og han følte et besværligt hjerte banke hårdere. På en mere livet-og-død måde, havde det næsten føltes som om at hun skulle til at have høstet hans sjæl, lige i det øjeblik. Og han burde slet ikke finde det så dragende som han gjorde, da han sagde de beslutsomme ord. Bid hende. Corinth virrede lidt på hovedet, inden at han rakte op efter hendes hånd, et beslutsomt glimt i det røde. "Kom, kom med mig". 
I stedet for at bide hende, selvfølgelig kunne han ikke bide hende, endte han med at folde den lidt mindre hånd ind imellem sin egen. Skulle det lykkes, var det et insisterende træk der ville få hende med, de første par skridt hen imod Dianthos. 
Hvilke steder var bedst at snakke ved? Det kom så sandeligt an på hvilken retning hendes ord tog, og Corinth overvejede mulighederne på det her tidspunkt. Kroer, eller hans egen bolig. 

At trække en engel ind til en dæmon, føltes dog som et kaos man en dag måtte se. Så længe han var sikker på at det ikke var hans dæmon, som det gik udover i sidste ende. 
 

Jeg finder et sted
Hendes bryn pressede sig sammen, og en kort forvirring var at finde i det ellers stenskåret ansigt. Igen blev hun slået ud af, hun ikke forstod hans besættelse af at forstå hende. Hvad var der med denne mand, hvad var det han ønskede? Hvad var det han opnåede ved at lærer hende bedre at kende.

Forvirringen blev blot mere tydelig, da han pludselig tog hendes hånd og begyndte at gå. Det tog ikke et geni at se, han ikke anede hvor de skulle hen. Hvilket bare gjorde alt dette endnu mere bizart end det havde været før.
”Du lyder som en dreng, der endelig har fået en gave de ønsker sig, skal jeg være bange for hvor du føre mig hen” kom der afmålt fra hende, som hun fulgte med ned af dianthos gader. Hendes fingre greb omkring hendes hætte og førte den over hoved. Selvom at folk ikke ville se hende for at være andet, end en ussel kone, der havde set bedre dage. Var hun stadig ikke glad for at lade dem se hende sådan. Uvidende omkring, at Corinth havde muligheden for at se hende på en helt anden måde. Hvis hun vidste det, ville hun nok også forstå, hvorfor han pludselig var blevet så nysgerrig om, at finde ud af hvem eller hvad hun var.

Det virkede måske meget impulsivt - men det ville det heller ikke være forkert at kalde Corinths pludselige iver. Impulsiv, han havde pludselige tanker, og normalt trak de sig ned af mere dystre gyder og gadehjørner. Men overraskende nok, her til aften? Han havde ikke alt for store bagtanker, og mundvigerne vippede kort, lidt skælmsk opad ved spørgsmålet der fulgte med, da det joh næsten talte lidt ind i situationen. Eller, den situation som det plejede at være, når han trak afsted med sit fundne selskab for aftenen og natten. "Jeg tror der skal mere til for at skræmme dig" grinte han lidt dæmpet, et blik lidt over skulderen, og sidelæns, på hendes nu kutteklædte skikkelse. 
Hmmh... 

En kort orientering, og Corinth stoppede korvarigt op, inden at han ledte dem ned af en af de større sidegader. Ud af øjenkrogen registrerede han vagt nogle enkelte gisp, fra dem der fik taget sig lidt for god tid til at få betragtet hende (gik han ud fra), men adelsmanden bed ikke meget mærke i de små, ligeyldige, får, her i byen. Selvfølgelig kiggede de, når der bevægede sig ulve igennem deres midterflokke - uden at de helt vidste hvorfor deres små hår på armene rejste sig. 
Corinth sænkede tempoet en anelse da han fandt det vejskilt han havde ledt efter, nu med kurset imod en beværtning i den midterste bydel, da Svinet var langt fra de øvre lag, og vinen - skulle han have det i aften - gerne måtte være bedre end at smage af restsjatter og tobak. Stadigvæk smilende, dog, da han sagde. "Hvad kan jeg byde dig, når vi kommer ind?" vand, vin... blod? 
Nej, nok ikke blod, selvom man efterhånden aldrig vidste på det her tidspunkt af døgnet. 

“Måske, måske ikke, du kender mig trods alt ikke menneske søn” kom der tørt fra hende, som hun kiggede til siden, da nogle stoppede op og undslap et par gisp. Det var dog ikke hende, da disse folk ikke kunne se andet end et normalt menneske. Et menneske, der godt nok så slidt ud som var hun en del af tiggerne nede i gryden af de hjemløse. 
Så måske var det slet ikke hende de gispede af, måske var det nærmere manden ved hendes side. Eller var det dem tilsammen? Det at hun var en bums, og han en smuk mand der kunne få netop den kvinde han ønskede sig med hjem. Dette fik dog blot englen til at tænke over det igen, hvad var det han ville med hende? Hvorfor hende, hvad var der med hende, som han ønskede at lære bedre at kende.

For en kort stund, blev hendes øjne smalle som hun betragtede ham. Især da han spurgte hvad han kunne byde hende på? “Nu har jeg hørt om de her typer, der vælger at tage kvinder med på kroer, horehuse, og forventer de skal hygge sig med kvinden de har samlet op?” Tonen det blev sagt i, var tydeligvis hverken dømmende eller påtaget, men mere et spørgsmål hvor det var tydeligt at Temperence skulle være sikker på, hvad det egentlig var som manden ønskede sig af hende. 

Det var et meget direkte spørgsmål, og det fik kortvarigt Corinth til at sænke tempoet en anelse, da han vendte fronten mere imod hende. De typer? I og for sig, var det et fair spørgsmål, adelsmanden var ganske bevidst om hvordan han bar sig. Både hvad angik hans fremtræden, men også i forhold til hans interesser. Nogle så lige igennem det, og for dem var det tydeligt at deres værdigrundlag, og hans eget, nok aldrig ville kunne sættes ved siden af hinanden. 
Men undgik de ham? Normalt ikke. Om ikke andet, så ikke særlig effektivt. 

Men det var stadigvæk lidt an en antagelse, som Corinth med først lidt undren, og dernæst et lille grin rystede lidt på hovedet over. "Du ønskede et bedre sted at snakke, og jeg sagde jeg ville finde et. Men hvis en kro ikke er dét bedre sted, må jeg være dig svar skyldig i nat" og han slap hendes hånd, men ikke for at trække sig væk. Bare for at krydse armene i stedet, så travlt havde de heller ikke. Der var dog overraskende få bagtanker ved tilbuddet (for en gangs skyld), men lidt ligesom hende, tog han ikke spørgsmålet ilde op.
Som sagt, det var meget forskelligt hvad man kunne forvente, og at se igennem en pæn facade, ville ikke være helt forkert af dødsenglen. Der var bare stor forskel på hvad der kunne betragtes, eller beskrives som værende 'ofrer', og så en person, eller et væsen som hende. 

Han kunne dog ikke komme på noget bedre end en kro, det var for sent på natten til andet. Men fleksibel var han, hvis hun havde bedre påskud eller evner.  

Temperance løftede sit bryn, havde der været noget i det hun havde sagt, at hun antaget at han ville gøre det mod hende? Måske hendes tanker havde, men ordene havde vel bare spurgt, om det var noget der passede. Så kunne hun lave hendes egen bedømmelse af situationen bagefter, det virkede langt mere overskueligt, end at lade være med at spørger. 
"Var der på noget tidspunkt, hvor det indikerede at det var hvad du ønskede?" spurgte hun, og hendes øjne blev langsomt smallere før hun lod blikket glide ud til siden, så hvordan at en lille gruppe nærmede sig dem. Instinktivt, trådte Temperance ind i mørket af skyggerne fra en af de mindre bygninger, og lod de glødende øjne følge de to mænd som passerede dem. Intet var sket, og trods det, var mistilliden til hende selv og den konstant paranoia som summede inde i hendes hoved. En lavmælt hvisken, der aldrig lod hende være. Lod dens klamme klør gribe fat omkring hendes sind, og rive hende længere mod vanviddet der vædet hendes sind og sjæl. 
Temperance tog sig et øjeblik, før at hun vendte sig mod Corinth. "Men siden du blot vil stille spørgsmål og snakke, ser jeg ingen grund til, at vi ikke skulle fortsætte aften. Med mindre du selvfølgelig ikke ønsker det længere"

De mørkebrune øjne fulgte hendes blik til siden, idet en gruppe mennesker gik forbi dem. Larmende, leende - nok i ganske godt humør, men alligevel fyldte de nok i gaden til at englen følte for at trække sig. Eller det handlede måske om noget andet? Corinths blik fik en undrende, lidt forvirrende kant, men han smilede lidt af ordkløveriet. Fordi joh, han havde da været tydelig - mente han - med hvad han ønskede. At tale med hende, han måtte brænde hende fast i hukommelsen, så han kunne genkreere hende senere. 
Ikke at nogle nødvendigvis ville tro ham når han talte om dødsenglen, men han ville vide at det var sket. Så uhyggeligt et uheld, så smukt det alligevel havde set ud, i månens, melodramatiske lys. 

Han kommenterede dog ikke bevægelsen, men fulgte mændene med blikket, lidt i tvivl om hvilken... usikkerhed der fik hende til at søge skyggerne. At det var paranoia, forekom fjernt - han var ikke nogen tankelæser. Men alligevel sansede han at noget trykkede. Dog uden at opsøge hvorfor, endnu. I stedet nikkede adelsmanden, et let smil i den ene mundvig, førhen at han afvisende rystede på hovedet. "Selvfølgelig ønsker jeg det" og han tog nogle skridt længere ind i skyggemørket, og prøvede at fange de glødende blik. De kunne også sagtens stå her, hvis det var bedre. 
Og lidt beroligende, prøvede han at lægge en hånd på skulderen. "Du... bryder dig ikke om byen?" og han tiltede hovedet lidt undrende på skrå, imens han skævede efter mændene der for længst var forsvundet. 
Prikkede han til en bikube med det spørgsmål, eller?

Fingrene havde lagt som den beskidte hætte og trukket hen over de lange tjavsede lokker. De trætte øjne, blinkede langsomt, før øjnene rettede sig mod Corinth. 
Ordene forlod ham, et spørgsmål, simpelt i sin form. 'du bryder dig ikke om byen?' for en stund forblev hendes blik neutralt og betragtede ham, i hvad der kunne følelse alt mellem sekunder til minutter. Men der gik ikke længe før at hendes læber skilte sig fra hinanden. "Nej" svarede hun ganske kort tilbage, og så ingen grund til at give en uddybende grund til hvorfor hun ikke ønskede at være en del af bylivet. "Det er måske ikke alle der kan se mig i denne form, men alle kan mærke min aura" gav hun ham som en forklaring på hvorfor. Selvom det var langt fra sandheden. Det var trauma der lå i baghoved. Trauma hun havde glemt, og pakket væk i sit indre. Hvordan plagen havde dræbt hende, og hendes familie. Hvordan hun havde kravlet ud fra flammerne, der havde været ment til at fjerne plagen i de døde kroppe. 
Mindet om hvordan hun havde slagtet alle i en forblændelse af vrede, de var alle væk. Nu levede kvinden kun med de efterfølger der eksisterede, når man nægtede sig selv at dvæle og heale af ens traumatiske hændelser. 

Mørke øjne gled imellem englen og det forbigående selskab, inden at de atter fandt ro ved hende, helt til sidst. Hætten trukket op og trukket tilbage fra omgivelserne. Corinth var ikke selv en der gik i et med vægtapetet - men alligevel - tog han skridtene væk fra opmærksomheden, og nikkede sagte. "Din aura..." 
Næsten som kunne han fysisk se den - som et tæppe over hendes skuldre, studerede kunstneren hende intensivt. At han selv fornemmede frygten, men ikke søgte væk fra den, var så sit helt eget, røde flag i sig selv. 

Den fik ham til at føle sig levende. Nok en underlig kontrast, til en sjælehøster. 

Som en lille hinde i kanten af hendes glødende øjne, følte Corinth at han kunne se fortidens spøgelser danse over øjeæblet. 
Lidt mere... overvejende lænede adelsmanden ryggen mere imod væggen, og krydsede armene - investeret i den håbløshed der kunne gemme sig deri. Det var et kønt motiv. 
"Og det bringer dig tit i ulykke?" eller trækker du ulykken hen til dem - Corinth kunne forestille sig at det måtte føles som en forbandelse. Der var hans egne, lidt mere utilpassede sider, lidt lettere at holde fra dem det ville støde allermest.