Opmækrsomheden fra Lochtree sønnen var smigrende, og Viktor åd det råt. Det var stimulerende - skulle man se i lyset af at Viktor altid var den der jagede Frederik, blev det blot mere medrivende at være den der - denne gang - blev jaget. Ikke at det nødvendigvis var dét som skete. Det fremstod jo ikke klart at Corinth havde disse intentioner overhovedet - og skulle man tænke på aldersforskellen, var det ikke sandsynligt at interessen for Viktor lå i nogen som helst retning af dette. Men Alryss sønnen kunne godt lide tanken om det. Den forbandet levende fantasi af hans der fra tid til anden løb af sporet, skulle der blive lagt nok brødkrummer ud han kunne følge. Han hapsede det mindste, lappede opmærksomheden i sig som var det den sidste nadver. En fascinerende leg. For dette forekom ikke som andet end leg, noget at drive tiden med - en sideløbende begivenhed til brylluppet - Og Corinths tilstedeværelse var distraherende, han blev nødt til at finde ud af hvorfor. 

 De havde en samtale med deres brune øjne - de blev mørkere, og dybere i den svage belysning, men Viktor forstod det sigende smil, og han gengældte med at sine egne; Det kan du bande på, og klemte øjnene selvtilfreds sammen. Ikke at det Viktor havde gang i var noget at være stolt af. Det var ikke særlig pænt at trodse sin familie - men igen, se med det ene øje og lad det andet være blindt. 
 "Mhm!" brummede han med et overrasket brum, og nikkede. Han havde et kort sekund glemt glasset i sin hånd - så før han sagde mere, skævede han ned til det for at sikre sig at det stadig var der. 
 Viktor mødte den andens blik, "Jeg tror det er mit fjerde - men hvem tæller." lo han lidt, og mærkede spændingen slå knuder i maven. Hans klukken ebbede ud som Corinth talte færdigt - og skønt han ikke færddiggjorde sætningen, forstod Viktor hentydningen. Et beklageligt suk forlod hans læber, "Jaeh." Støvlesnuden gned sig lidt overvejende i græsset, "Jeg beklager på min fars vegne. Han ved ikke hvad han snakker om." sagde han dæmpet, og grimassen han lavede var ikke et af begejstring. Han syntes faktisk at det var lidt pinligt hvordan hans far havde snakket højt. Og sådan som Viktor havde betragtet den anden i løbet af dagen, var han sikker på at hans far tog mere og mere fejl. Corinth var bare en misforstået mand.

 Den røde væske i glasset blev nippet lidt til. Første gang han smagte vin, var han ikke meget til det. Men han endte med at vænne sig til den bitre smag, så den til sidst smagte sød. Vin var ikke favoritten, men den var nostalgisk. Viktor betragtede Corinth der fandt piben frem, og han hævede brynet opmærksomt - så Corinth røg pibe. 
 "Smager det overhovedet godt?" spurgte han nysgerrigt, og gjorde et nik mod piben. Han lagde den ene arm om sig, så armen med vinglasset kunne støtte sig til noget, læberne pressede sig en smule vurderende sammen.

Hvis det bare handlede om at føle sig vigtig, kunne Corinth sagtens bygge guld-dekorerede broer, for at nå sit mål. Støttesten af sølv, og flot lys langs vejsiden, så man ikke var i tvivl om at det var den rigtige vej. Selvom at man nok på den anden side ville indse at det var falskt guld, og at det blinkende paradeskilt havde en usmagelig bagside. Illussioner, var det ikke hvad man kaldte det? 
Selvom at det bestemt var en bevidst, jah faktisk ofte omklamrede intention fra den lidt højere adelsmand, var det - her i øjeblikket - dog også ganske oprigtigt. Hans alder betød ikke meget, både på godt og ondt, og hans selskab bød på et let, lidt friskt pust af energi. Han var underholdende. De kunne underholde hinanden. Corinths smil voksede en anelse, det fjerde simpelthen, og tilskrev kort en del af hans kækhed, den varme fornemmelse der nok brusede igennem det røde blod. Den anden del, måtte vel være Corinths egen fortjeneste, og tog med åbne arme imod de samtaler de nåede at få her til aften; det måtte vel være hans ret og udbytte. Belønning. 

Og så kom undskyldningen. En der fik en tilgivende lille latter til at glide over læberne, og Corinth rystede en kende mildt på hovedet. "Jeg tager det ikke personligt.." og i sekunderne efter smalledes Corinths øjne lidt drilskt over hans vurdering af situationen, da det gik op for ham at Viktor måtte have forsvaret ham foran Hermods imponerende far-skikkelse. Han vidste ikke hvad han snakkede om, sagde Alryss knægten. .... .. men han så ham helt anderledes?
Okay, måske burde han ikke bide mærke i den fjerlette kompliment, da den lagde sig til rette i Corinth. Det var ikke en kompliment, det var uvidenhed fra unge læber, og det var på kort sigt lidt tragiskkomisk. Men på længere sigt... en advarende lille prikken over de lyse kindben mindede ham først der om at han stirrede. 
Viktor sippede af vinen, men farven var for mørk til at han kunne se den og... 
Og overrasket glippede han med øjnene. Knægten spurgte om noget - hvad havde han sagt. 
Corinth havde uden at tænke meget over det, forsat med at pakke piben imellem sine fingre. Spørgsmålet trak ham dog hurtigt tilbage til nutiden, og uden at misse meget mere end et sekund af hvad det havde handlet om, fik han endelig åbnet munden igen. Det skulle ikke være en vane, at være 'mundlam'. "Godt?" og han prustede. "Sig mig... du har været til baller som dette - danset, talt og drukket aftenen igennem, og... du siger, at du aldrig været nødt til at komme ud og tage lidt 'luft'?" Han lød vantro, men ikke anklagende, og proppede det sidste af 'tobakken' ned i den simple hårndskårne pibe, et 'opgivende' ryst på hovedet, men et mageligt smil i stemmen. 

Gløden fra den ildkrystal Corinth hev op, havde en fængslende blå farve omkring sig, tydeligvis noget magisk eje. Og da han med et par sug bappede gang i de tørre planter, spredte der sig en overraskende mild duft af urter med gråhvide røgs snoende bevægelser. Corinth tog et lidt længere sug af den (i hans optik) velduftende pibetobak, den var god for stemningen, og bukkede sig i en tillokkende impuls en smule frem - og helt sikkert ude på en form for ballade - pustede røgen ud i dovne bølger over hans lyse ansigt. 
Måske ligeså meget for at udfordre den vurderende mine en anelse, da han sagde: "Ah, vil du måske smage?" Intet pres, selvfølgelig. Ikke andet end den tvetydige refleksion i mørke øjne, da han registrerede at endnu en kaskade af fyrverkeri stige til vejs, og rakte den frem til ham i bragets suk. Det var ikke slemt. 
Generelt røg Corinth sjældent tobak, han brød sig ikke om lugten, men havde fundet en fin interesse i at brænde the, de gav nogle mere frugtede og behagelige dufte. Og når det krævede mere krydderi, mere farve, mere energi, så virkede nymåneblad også som en let rus. Ikke noget han tog med til Ædelborg, selvfølgelig. Ikke her, i hvert fald. 

 Jeg tager det ikke personligt - Viktor trak i mundvigen. Det var alligevel storsindet af Corinth. Og Viktor nikkede lettet, men stadig med den bekymrede mine hængende over sig. Forhåbentlig kunne det glemmes meget snart. 
 "Godt." Sagde han mildt, og betragtede manden foran sig med det bølgede hår, mens vinens røde væske summede i Alryss sønnen. Han kiggede op fra sit glas, med læberne hængende ved kanten, og ville ønske han var tankelæser, så han kunne gennemskue hvad der gik igennem adelsmandens hovede. For det lignede at der skete et eller andet bag de mørke øjne. Viktor kunne bare ikke sætte en finger på hvad. Men så, begyndte Corinth sin lille svada om 'frisk luft', og Viktor sendte ham en underholdt, men skeptisk grimasse. Han rystede svagt på hovedet med et lille fnys.
 "Det vil jeg ikke vove at påstå, nej." Og blikket hang ved Corinths vante, og elegante bevægelser da han antændte piben. Røgen lavede spiraler, som den steg op derfra, næsten helt hypnotiserende for den unge mand. Og så, uden at registrere hvor tæt på Corinth pludselig var, blev han pustet i hovedet og en duft af søde urter og røg kærtegnede det unge ansigt, hvor han helt uvilkårligt smagte det på sine læber. Smagte Corinth. Viktor blev tydeligt overrasket og det var næsten en al for intim handling for det spæde hjerte - så Viktor måtte trække hovedet lidt tilbage fra ham med en tvetydig næserynken, og lavede et mildt host bag sin løsknyttede næve, for at skjule hvordan læberne dirrede.
  "Jeg tror jeg springer over." Sagde han med et nervøst klukken og viftede nu med hånden for at få den resterende røg væk fra sig. "Men duften er bedre end forventet." Måtte han dog indrømme, og klemte øjnene lidt sammen.

 Hjertebank - og Viktor måtte kigge op på nattehimlen der glitrede og glimtede i fantastiske farver, og så slog det ham pludselig - han vidste ikke hvornår han ville se Corinth igen - det var ikke jo ikke fordi familierne ligefrem inviterede hinanden på te. Så de havde kun dette nu. Ikke at den unge grevesøn vidste hvad han skulle gøre med det - han nåede end ikke at tænke sine tanker til ende, før han mærkede en ulmende, spontan handling slå rod i kroppen.

"Kom." sagde han pludselig ud af det blå - flygtigt, og lagde hånden på Corinths arm, som skulle der ske noget vigtigt der ikke måtte afsløres for andre. Det føltes nærmest akut at han ville have dem væk derfra - som hvis sandet i timeglasset skulle rinde ud før tid. Viktor kiggede sig over skulderen for at tjekke på ny at ingen så dem. 
 "Jeg kender en bedre udsigt end her." Erklærede han uden at se på Corinth - de var dog stadig forbundet gennem Viktors hånd der lå på ham. Den ene sandhed var at han kendte til et sted med bedre udsigt, den anden sandhed, var ligesåvel, at Viktor ønskede de kunne forblive uforstyrret denne gang. Ikke nogen afbrydelser. 
 Endelig mødte han Corinth med et løjerligt glimt i øjet, og et hemmelighedsfuldt smil om læberne. Han gjorde et nik med hovedet for at indikere at de skulle den vej. Viktors fingre sank ganske kort ned i adelsmandens ærme for at trække ham opfordrende med sig; som var det et andet skolebal hvor han stak af med drømmepigen. Men Viktor slap ham hurtigt igen som det forekom ham en anelse uhøfligt at hive i manden han blot havde været dus med i et par timer. 
 Viktor forventede dog, håbede at han gik med - så de kunne lære hinanden bedre at kende. Det var nok det fjerde glas vin - flydende mod - der gjorde udslaget til sådan en handling. Skønt det kunne virke sådan, så var der ingen bagtanker ved at få ham væk fra offentlig skue. 

 Det var en lille grøn oase der lå afsides fra alt andet - og Viktor gik ruten ganske vanligt - drejede - lige ud - drejede igen og så var de kommet der. Et hemmeligt lille sted de fleste gæster ikke kendte til. Ved indgangen, stod to grædende engle statuer på hver side og bevogtede den lille hemmelige have der værnede om farverige bede som stod snorlige, en rund lille sø; hvor der om aftenen svævede små ildfluer og dansede over vandet - som nu, samt en pavillion hvor udsigten til himmel og have kunne nydes. Der var en liflig duft af blomsternes aroma som de trådte ind. 
 "Tadah." Viktor slog tilfreds ud med armene i det han drejede omkring for endelig at se på Corinth.
 "Det bedste sted på hele ædelborg - Det ligner et maleri om dagen." Påpegede han med et sageligt smil, som han skævede rundt på havens udsmykning. Endnu et brag, og lysglimt himlede sig over dem. 

Et overrasket glimt tændtes i de mørkebrune øjne hos Viktor, og med en lidt mere direkte, gennemgribende fremgangsmåde, kunne Corinth sagtens overbevise sig selv om at det havde været for meget. En nervøs latter, og han trak sig - forventeligt - men puslespillet skulle nok falde i hak. Det var okay at være nervøs. Hvordan skulle man ellers føle at man levede? 
Som skulle man føle usynlige trædesten an, ventede Corinth. Talte næsten sekunderne hvor han hørte afslaget, og allerede havde trukket sig mere tilbage i sin egen intimsfærer igen. Bedre end forventet? Han tog imod det, og tog selv det næste sug imens deres blik faldt op imod himlen. 
Den måde fyrstefamilierne nogle gange kunne finde på at fremvise rigdom, var inspirerende i sin overflod. Fråseri, selvfølgelig, men den form for vandhul man selv håbede at flyde i, en dag, hvilket nok indirekte betød at deres mål var nået. Det var en mindeværdig aften. Røgen fyldte lungerne med en behagelig (man havde lært at nyde det) fornemmelse, slængede sig imellem vinrusens tag i kroppen, og afslappet - jah nok også langt mindre opmærksom på omgivelsernes 'det her var forbudt' blikke - skulle han til at krydse armene foran sig. Men i et lille ryk gled hans blik ned på Viktors pludselige 'kom', og armen blev trukket ud af dens rute, for i stedet at følge med Viktors hastige skridt. Han kæmpede næppe imod, hvad var nu det her? En impuls? En dårlig idé?
Det var måske meget godt, at Viktor ikke så det næsten triumferende smil der skilte Corinths læber, da han hørte den tilhørende forklaring. En bedre udsigt simpelthen..? Så den mørkhårede skikkelse fik lov til at lede vejen, han noterede sig vagt om hvor de gik. Og hvis Viktors intention var at virke skråsikker omkring hans pludselige idé, så lykkedes det faktisk for ham. Adelsmanden kunne ikke lade være med at undres lidt over hans intentioner, når det studerene blik betragtede hans ryg og korte, mørke krøller. Det her, det var smigrende, og virkelig ikke forventet. Havde han virkelig aflæst Alryss sønnen så forkert? Måske. 
Måske var han ældre end først antaget. 

Der var milevidt imellem hvad Viktor tænkte han lagde op til, og hvad Corinth forventede, nu hvor de gled mere og mere væk fra offentlighedens opmærksomhed. Da de havde drejet om det første hjørne, kunne man næsten ane hvordan Corinth vægtede mulighederne for at tilgå det, hvad der ville være både lettest og sjovest, og i og for sig nok også knække alt han havde bygget op indtil nu. En hul og kort fornøjelse, han havde det ellers godt lige nu. Men Viktor løj heldigvis ikke, da han med et dæmpet tadaah vendte omkring, og præsenterede hans vision. 
Og Corinths knap så fantastiske tanker blev med et lille, dæmpet, 'ohh' skåret af. For helvede. 
Det var flot. Fokusset på Viktor tabte den medvind det ellers havde samlet i Lochtrees visioner, han havde været klar til at knække den porcelæns-uskyldighed der hvilede over Viktor, det var for tillokkende (så kunne nogle andre lime resterne sammen de næste par år), men kunne mærke hvordan det (heldigvis) trak sig tilbage. Tilbage i sin egen giftige sump igen. Det trak mere, eller konkurrerede i hvert fald, med at se hvad oasen havde at byde på, han måtte skaffe sig sådan en. "Det kan jeg lige forestille mig" lidt åndeløst sagt, og han forsatte forbi Viktors udslåede arme - hen til den ene af statuerne, for at inspicere den nærmere. Den ene hånd svævede flygtigt over hans skulder i et 'godt fund' på vejen, men slap. "Du kommer her ofte, her på Ædelborg?" og handskerne gled i stedet undersøgende over det fine håndværk, da det lagde sig over hænderne der dækkede stenansigtet, piben hvilende i munden. De engle han havde set, græd sjældent på den her måde. 

Over skulderen prøvede han at fange Viktors blik, kortvarigt mere oplyst af lyset fra himle. "Du har det med at finde lidt overdådige steder, har du ikke?" tilføjede han mere leende, et sigende lille smil. Først klaver, nu haven oplyst af ildfluer og pavilloners åbne himmelhvælving Ikke at han bebrejdede ham, der var en trøst i at finde smukke åndehuller i verdenen. Samme tankegang. På nogle punkter. 

  I sekundet Viktor tog fat i Corinth, tænkte han ingen samhørige tanker. Det var en reaktion fra en impuls han ikke selv var klar over han havde før den kulminerede og slog ned i den unge adelssøn som et lynnedslag. Han ville bare være sammen med ham. Hvad end det så betød. En drenget uskyld, en blanding af trods mod hans fars advarsler, og sin egen spændende forventning om det uvisse. 

"Jeg tænkte nok at du ville påskønne det." sagde han med et upåklageligt smil, og fulgte Corinth med blikket som han trådte forbi. Viktor lod armene falde afslappet mod siderne. Han bemærkede diskret Lochtree sønnens hånd der vævede ved hans skulder, og tænkte flygtigt, hvorfor han ikke fuldførte sin gestus. Det havde ikke gjort ham noget, hvis han havde. For at uddybe, tilføjede han; "Du virker ret romantisk anlagt, ligesom mig selv." Rent gætteri, men det var hvad Viktor observerede. Han sippede lidt til sit glas på ny, og blikket flakkede frem og tilbage fra himlens penselstrøg til Corinth. Han virkede helt absorberet i at suge havens nydelige værker til sig. Men det havde han også forventet, eller håbet på. Viktor var glad for at imponere, og - Corinth virkede da temmelig imponeret over stedet, ikke?
 Om han kom her ofte? "Mere end mange andre steder. Vores familier er meget tætte." forklarede han samtidig med at læberne nussede sig mod glassets kant, lettere åndsfraværende. Han kunne mærke den blide rus nu - det måtte være fra da pulsen steg. De nøddebrune øjne slap ikke Corinth ude af syne - han fulgte hvordan den behandskede hånd gled kærtegnene henover englens sorgbetyngede hænder. Han brugte sine hænder meget - og den spæde erindring, om Corinths hænder om sine, blomstrede frem. Han kunne stadig fornemme læderet på sin hud. En lille uvilkårlig sitren skød igennem ham og han forsøgte at drukne det med mere vin.

Endnu et brag på himlen, og han kunne se hvordan lysets flakken fik de mørke øjne til at glitre eksplosivt i et tilnærmelsesvist rødligt skær. 
 Overdådige steder. Det var et romantisk ord. Viktor havde nok ret i sin observation om Corinth. Han var tilsyneladende temmelig romantisk. Ikke blot på måden han talte, men også måden hvorpå han gestikulerede - der var noget passioneret dramatik over det.
 "Hmm." Brummede han fornøjet, og trak lidt i mundvigen så det afslørede lidt af hans hjørnetænder. Blikket sænkede sig til vinen, før han slog det op igen og mødte Corinth's sigende smil. 
 "Synes du?" spurgte han retorisk, og kiggede ganske påtaget omkring mens han placerede den ene hånd i taljen. Hans blik ændrede sig langsomt til et af drilsk selvtilfredshed.
 "Det har du ret i - det gør jeg vel, ja." Igen, glad for at imponere - "Det kan også være vores hemmelighed." Dette sted. Viktor klemte øjnene udfordrende sammen.

Anerkendelsen voksede som en lille skinnene sol i brystet på adelssønnen. Og for at holde den summende fornemmelser af bier tilbage der fløj rundt i kroppen på ham, måtte han bevæge sig lidt. Få kroppen igang. Så med en fin bevægelse, drejede han omkring og traskede over til pavillionen. Viktor placerede sig med et lille tilfreds suk på kanten. 

Ordene var nogle han spejlede sig i, og de faldt i god jord, når det var ment som en kompliment. Det trak i noget af hans opmærksomhed, hans forfængelighed, og et eller andet sted.... føltes det underlig rart når han faktisk blev læst rigtigt. Jeg tænkte nok du ville påskønne det. Det var underligt at høre, fra en der nok levede et så anderledes liv end det han gjorde. Og alligevel. Det føltes godt, det var nogle bekræftende ord Viktor ytrede. Måske endda ubevidst, så formåede han at fordre en hånd der nok i sidste ende ville bide ham. Eller også vidste han lige præcis hvad han gjorde, og forsatte med det. 
Corinth sagde oftest sidstnævnte, til sig selv. 

Med et lille 'hmm' nikkede han til ordene der kom efter. Deres familier var tætte. Af hvad han havde læst sig frem til, var det ikke ny viden. Det lå næsten i deres navne - Arys, Alryss. Skæbnebestemt. Det måtte være rart... men ligeså snart den tanke var passeret, var den også lige meget for Lochtree sønnen. Det behøvede ikke at handle om skæbne. I sidste ende, handlede det om at hvor - og nok også hvordan - man levede sit liv. Med en familie forbandelse hængende over hovedet, måtte det gerne leves til det fulde. Og hurtigt. 
Hænderne havde fat om sten-statuetten, men blikket var på Viktor da han tænkte, og kulden føltes utilfredstillende. I sekunderne imellem lys og mørke, skudt imod himlen, så han hvordan han greb ordlegen imellem dem. Og med påtaget ironi fik sagt 'ups', og adelsmanden rettede sig langsomt op igen. 

Det kunne også være deres hemmelighed. Corinth fjernede piben fra munden, røgen hængende omkring hans krølhårede skikkelse, men et mageligt smil siddende tilbage i mundvigen. Og ikke kun på grund af tobakken. "Selvfølgelig" hørte han sig selv sige, og hævede piben i en ordløs bekræftelse af deres pagt. 
I en pæn pirouette fik Viktor snurret omkring sig selv, og bevægede sig de gode skridt ind imod pavillonen. Corinth fulgte ham med blikket, et sidste klap imod den kolde kind af englen. "Tror du jeg ser ham igen?" sagt så lavmælt at det kun burde være en hemmelighed imellem ham og statuen, og han børstede imaginært støv af sig, uden at vente på svaret førhen han fulgte efter adelssønnen. 
Med ubesværede, jah egentlig ret lydløse skridt nærmede Corinth sig, og gled ind på siden af den anden mand, siddende ved siden af ham. En vag duft af blomsterurter fulgte den blonde mand, der med et mageligt fulgte Viktors blik imod himlen. "Så, deler du lidt?" han havde ikke villet presse ham nok i offentligheden, men det føltes efterhånden som en tør hals. Læberne splittedes i et dæmpet grin, og han positionerede sig selv måske lidt for tæt, som deres skuldre rørte hinanden. "Og hvordan er din hverdag egentlig? Du lever nok et lidt anderledes liv end jeg" indrømmede han, uden helt at ville råbe på hvilke måder. 
 

 Viktors mundvige krøllede op i et muntert smil da Corinth sagde 'selvfølgelig' og hemmeligheden blev forseglet mellem dem. Tanken gjorde ham glad - Corinth, det bedste der var sket under hele Ædelborg opholdet. 

 En mild brise legede med adelssønnens rodede krøller som han havde retning af pavillionen, og alt imens han var optaget af at betragte de spæde ildfluer, og sørgede for ikke at falde over sten eller andet på sin vej - hørte han ikke samtalen mellem statuen og adelsmanden. Fuldt optaget af de lysende insekter der glimtede om kap med himlen, placerede han sig mageligt på stentrappen der førte op til pavillionen. Han lænede den ene skulder støttende op ad den runde marmor stolpe, der ved hjælp af syv andre, løftede det gennemsigtige glasloft. Krystalglasset i hans hånd, blev viftet åndsfraværende rundt så vinen vuggede i blide bølger. Da det endelig gik op for Viktor at Corinth nærmede sig ham - ganske lydløst, faktisk - (det var begyndt at gå op for ham hvor lydløst Corinth bevægede sig - sammenligneligt med et rovdyr) gjorde han bedre plads til at Lochtree sønnen kunne sætte sig ved siden af ham. Skulder mod skulder - hvidt og sort klæde gnidende mod hinanden, og Viktor spændte lidt op i kroppen ved det.  
 
 Deler du lidt? En sagte udånding fra Alryss sønnens næse undslap ham, og med et mildt smil rakte han Corinth sit glas, præcis som den anden havde gjort mod ham tidligere - og forventede at han tog imod det. De nøddebrune øjne sænkede sig i forbifarten, hang lidt ved mandens knæ, indtil de gled langsomt op ad ham - tog det hele ind i mørket, og endte ved læberne hvor han måtte tvinge sig selv til at se væk igen. Så istedet hævede øjnene sig til himlen, alt imens Viktor lænede sig frem. Armene hvilede på lårene, og fingrene begyndte uvilkårligt at bevæge sig, ud fra hvor de dinglede ved knæene, ganske diskret, som spillede han på usynlig klaver. En lille vane adelssønnen havde tilegnet sig, når han enten blev tænksom, åndsfraværende, eller forsøgte at gennemskue følelser. Klaveret var et outlet når han ville udtrykke de ting han havde på sinde - hvor ord var utilstrækkelige - og fingrene var så vante til at mærke tangenterne under sig, at det lige såvel kunne være et rigtigt klaver han sad ved. 

 "Hm?" Hvad sagde han? Viktor blinkede et par gange for at fokusere, og fingrene pausede sine bevægelser. Han tog hånden på det ene lår, og rettede sig op igen, slængede sig mageligt op ad marmorstolpen bag ham, så han bedre kunne se på Corinth. Og så gik det op for ham hvad han var blevet spurgt. "Min hverdag?" gentog han, for at være sikker på at det nu også var dét spørgsmålet handlede om. Han skød læberne frem med et lille tænksomt prust, og gned baghovedet op ad stolpen så de krøllede lokker dansede bag ham. Han hævede et øjenbryn til bemærkningen om at de levede forskelligt liv - det undrede ham lidt, set i lyset af at de begge var adelige; men okay, der var jo selvfølgelig aldersforskellen. 

 "Jeg studerer, spiller musik, tegner." - ".og så kan man vel sige at jeg..." Viktor summede lidt og endte med at sukke tungt; "debuterede," sagt med anførelsestegn, ".. sidste år - så jeg deltager i en forfærdelige masse baller." læberne strammedes lidt, "Så, det er lidt en slagmark, blandt alle skørterne." det gøs lidt i ham. Han havde dog ikke tænkt sig at gøre noget seriøst ud af det endnu. Kunne han have fornemmelsen af at være en fri fugl lidt endnu, skønt han sad i et guldbur, så ville han det. Viktor ledte uafbrudt efter en gylden middelvej. Men han havde ikke fundet den endnu. De nøddebrune øjne fik et kortvarigt glans af noget tungsindigt, men da han blinkede forsvandt det - og han trak skævt i mundvigen mens han så på Corinth, "Jeg skal dog ikke giftes endnu. Men der er heller intet pres." endnu. forsikrede han den anden om. 

 "Og din hverdag, Hr. Lochtree?" Spurgte Viktor, og strak det ene ben (længst væk fra Corinth) frem for sig, mens det andet forsat var bukket. "Den er sikkert en del mere spændende end min."

Det var lidt af et skue, som Viktor havde fundet frem til dem. Omgivet af flora og fauna, men alligevel latterlig idyllisk, formåede han at opleve et relativt, nok også sjældent øjebliksbillede. Et oplyst af noget så fremmed, nej modsættende imod mørket, som fyrværkeri. Magi, men ikke desto mindre en sjælden for Corinth. Der skulle heldigvis ikke meget til førhen han fik rakt glasset til sig, og med et usagt tak tog han imod det, og erstattede endelig røg med vin. 
Nu uden et glas at holde fast i, virkede det som om at Viktors fingre fik mere frit spil. Og imens han fik taget sig en tår af den druebitre væske, virkede det som om at den uhørte melodi trak blikket til sig. 

En lyttende mine trak over den ældre mands ansigt, da han hørte dagligdagens små gøremål. Studerede, spillede musik, tegnede.. ganske almindelige ting - også selvom tilføjelsen af hele ægteskabsparaden fik ham til at trække lidt på smilebåndet. En forfærdelig masse baller? Det lød ikke som om at han foretrak det. 
Men Corinth holdt det let, han behøvede ikke at bore i det i aften, og gav ham et lidt opgivende blik. Kvinder. Han elskede dem, men på samme tid, var det så begrænset hvad man kunne forvente. Ikke fordi at de var svagere. Men som oftest (og især i de her kredse) var de svære at gøre tilfredse. Det krævede mere end han orkede. Eller prioriterede, såvel som ønskede.
Hvilket i hvert fald var hans lomme-løsning, når han skulle forsvare sin egen ægteskabskarriere. Han forstod godt forældre som Hermod. Det var et kors, som var for tungt til at bære med sig i familien. 
Med et lille 'hmm' gnubbede Corinth panden en smule tænksomt, blikket flakkede ned, et lidt skyldigt glimt over læberne, førhen  han endelig låste øjne med Viktor igen. "Jeg brokke mig ikke" og det var sandheden. Corinth strakte sig, ikke ulig en kat i solskin, bortset fra at det var helt sort. Med den ene hånd tog han et kort sug fra piben, imens den anden lagde sig på hans eget knæ, lidt tappende imod ham. "Slagmarken' er ikke ligeså slem for mig, men det giver mig tid til så meget andet.." imens han talte var der den samme, lydløse melodi fra før, fingre uden tangenter, som blev ved med at trække hans opmærksomhed til sig. Men han formåede at mane lysten, trangen til at gribe ud, til ro igen. Og i stedet tog en tår mere. "Jeg har fået bolig i Dianthos, og udstiller af og til på teatret, eller butikker nær Diamantstræde" du burde komme forbi, og han rakte det lidt sigende tilbage. "Det er svært at blande sig helt udenom pligterne, men du kender familie.." og han himlede med øjnene, næsten lidt hævet over situationen. "En dag slutter det. Men. Ikke i aften!"

 Tiden synes langsommere i deres lille tidslomme af en oase. Uforstyrret fra verden udefra, og - det hele føltes ganske godt. Næsten for godt, at det sikkert ville være som at vågne op fra en god drøm dagen efter, man kun ville blive ved med at længes efter. Det var selvfølgelig ikke så alt eller intet mentaliteten for grevesønnen, skønt det kunne føles sådan i øjeblikket - så ville livet, og hverdagen vende retur og gå sin vante gang. Men ville livet være værd at leve, hvis der ikke var bare lidt dramatik indblandet, omend bare i fantasien?

 Sandheden var selvfølgelig ikke kun at Viktor ikke var klar til giftermålets strenge hånd. Ja ja, han var ung og sikkert i manges øjne stadig våd bag ørerne. For Viktor var det et fængsel uden lige, at være den perfekte søn, være - alt det der forventedes af ham - når han var så pokkers forkert og ikke sat sammen på den rigtige måde. Familien vidste dét dog ikke, og det skulle de heller ikke. Han var en søn af Alryss, og skønt alt tilkom Alyssa i sidste ende - så var der stadig forventningens tag om ham. Men, mænd. Det var ikke kvinderne Viktor gik og sukkede efter til ballerne, og dér var én mand han uopnåeligt kun kunne hige efter i sine drømme. En tilværelse han ville, men ikke kunne flygte fra. 
 
 Viktor lyttede opmærksomt til Corinth - og han gættede sig frem til, at den anden stadig var bachelor - uægtet. Som de unge, brune øjne betragtede ham nøje, undrende, til hvorfor den anden endnu ikke havde valgt at gifte sig, eller finde en at dele livet med, fandt de liflige noter af urter vej til hans næse, og med en spæd indhalering, tog han duften til sig. Et kærtegn for sanserne. 
 "Ja?" sagde han, for at lade den anden vide at han lyttede, og så løftede han armene i vejret, og lod sig, ganske velovervejet, falde bag over, så han mærkede det kølige stengulv på ryggen ganske blidt. Han følte sig svimmel, og efter at han havde skuttet sig til rette, lagde han sine hænder hvilende ved solerplexus med et lille suk. Benene var stadig i position som før. Det ene strakt, det andet bukket. Han løftede hovedet lidt for at se på Corinth da han nævnte udstillingerne, og et bifaldende, varmt smil kunne spores i hans blik. Drømmen - og så lagde han hovedet ned på stengulvet og stirrede, lyttende, op på himlen - når lysene ikke glimtede, kunne stjernerne ses. Men du kender familie. Viktor nikkede med et anerkendende brum - men han var ikke kommet videre fra udstillingerne som Corinth nævnte. "Jeg er helt misundelig." lo han - men det var han. 

 Og så ebbede den dæmpede latter ud, og smilet stivnede lidt ved hans læber. Den ene arm røg op, og hånden om bag hovedet så han lå bedre. Fingrene ved overkroppen, spillede en ny melodi på skjorten. "Hvorfor blæk?" spurgte han efter lidt overvejelse. Blikket betragtede stadig himlen gennem glasset, men lige så stille flyttede han blikket, og så på Corinth fra hvor han lå. 

Det lunede til en ulmende følelse i Corinth, når folk misundte ham for alt det han havde, eller skabte. At tvære sin egen status, sit eget potentiale og sine egne ønsker ud i fjæset på andre mennesker, kunne være en varmende, let tjent fornøjelse. Det nærede en grad af selvhævdelse, som hurtigt kunne komme til at være for meget. Men som regel balancerede adelsmanden på det bløde punkt imellem en flabet 'det kan jeg godt forstå at du gør', og en mere smigret 'det burde du ellers ikke'. 
Brynene gled lidt morende op, og han trak 'uskyldigt' på skuldrene, læberne over glasset til en lille tår mere. "Tak".
Lidt interesseret fulgte han med i overkroppens tilbagefald imod stenene, og han drejede sig uden tøven med, nu med benene foldet ind i en skrædderstilling i stedet, hænderne hvilende over knæene med et kort blik på den røde væske. 
Misundelse var nemlig også en bitter vin, og kunne forgifte selv de sødeste væsner. Selvom han gerne ville hævde at han var hævet over så smålig en uretfærdighedsfølelse, var han dog ikke en skid bedre selv. 

I sekunderne op til hans 'hvorfor blæk', fulgte de mørke øjne retningen imod glastaget over dem, der med sin kuppen nær formåede at indramme deres lille stund. Pludselig føltes fyrværkeriet langt væk, eller også spillede hans sanser ham et manipulerende puds. Ordene sneg sig ind i efterdønningerne på de fjerne brag, hvorfor blæk, hvad var det fascinerende ved blæk, og overvejende stillede han (endelig) glasset fra sig. 
Imens de havde talt, var ilden i piben gået ud. Den blev dog med en gnist fra ildkrystallen tændt op igen, og Corinth tog sig nogle overvejende sekunder da han sugede ind, spurgte han praktisk, eller abstrakt, inden at det i et længere suk fik lov til at forlade hans krop igen, bølgende ud af næseborene. Da han endelig skilte læberne for at svare, sivede resterne ud imellem de digtende ord. 

"Når jeg drømmer, er det en monokromatisk palette. 
 Og alligevel maler han himlen, en levende statuette. 
 Havet der klæber til solens hvælving - ikke villig til at slippe hende helt. 
 Brudstykker af skyer, de knækker hans salte greb.
 Silhuetter rykker ud mod lyset, og i det næste nu er de væk. 
 - Og jeg spørger mig selv
 Hvordan kan jeg gengive kontrasterne, hvis ikke i blæk?"

Imens han talte følte han hvordan blikket fandt tilbage til Viktor, et spørgende smil om læberne da han fandt de mørke øjne. I et ansigt der ellers fremstod så lyst, sat til sammenligning med de mørke sten bagved ham, var det alligevel øjnene man fandt først. Mørke, men ikke som sorte huller eller slukkede sole. Også næsten sorte, lige nu..
Udover det.. så var der også alle de bedre grunde til at vælge så ligetil en palette. Hvordan farven mindede ham om hans kusines farlige blod, hvordan det var permanente streger man trak, både i hud eller på papir, at fortrydelse var en fjols' spil. 
Hvordan det mindede ham om hans skygger, og hvordan deres omfavnelse, nok aldrig ville kunne udtrykkes på et lærred, hvis ikke han brugte blæk. Så mange grunde. De fleste af dem en del grimmere end det raffinerede, citerede digt. 

 Det lille 'tak' fik Viktor til at fnyse moret. At takke for andres misundelse, var en smule arrogant - men ja, misundelse var vel også en kompliment; det viste andre at man ønskede hvad de havde. Og Viktor ønskede i den grad hvad Corinth havde; det smagte af passioneret frihed, som der altid lige var dét stykke udenfor rækkevidde for ham.
 "Velbekomme." sagde han med et sarkastisk twist i tonefaldet, men med at dovent udtryk betragtede Corinth, der nu rettede sig mod ham. Piben blev tændt igen, og som røgringene atter steg op derfra, og urternes bløde duft sprang frem, lå Viktor og ventede på en afklaring, om Corinths mytiske kærlighed til blæk.

 Når jeg drømmer.. Var Viktor ikke opmærksom før, så blev han det nu. Det var ikke en eller anden kedelig svada om blækkens kvaliteter der blev fortalt, men et maleri konstrueret af ord. Viktor kunne ikke andet end at blive betaget. Ordene var som spunden guld der uden tøven forlod Corinths filosofiske læber som glitrende tråde. Det rørte ham, og verden tav omkring dem for at give poesien sin retmæssige plads til at flyde, og sive ind. Kunne pulsen falde, men stige på samme tid? For Viktor var det som at hjertet gik i stå som digtigt kransede sig om ham i en fanfare af levende billeder. Det kildede hans kreative sanser, hvor han med lukkede øjne forestillede sig det i sindet. Ubeslutsomt om hvorvidt billederne tog deres form i koloristisk forstand, som han så tingene, da det konkurrerede med Corinths udtryksfulde, farveløse verden. 

  Hvordan kan jeg gengive kontrasterne, hvis ikke i blæk? Viktor rynkede panden koncentreret mens han lod den lille tale synke ind. Hjertet hamrede inspireret - hvorfor det forekom Viktor besynderligt at det også mærkedes som var det stoppet med at banke. Han havde ikke forventet dette svar - og så alligevel; hvem andre end adelsmanden, den sorte tulipan, ville kunne finde på at svare i digte? Lige nu føltes alle andre som var de blot, bare ord, men Corinth, han var poesi. 

 "Hmmm.." trak Viktor ud med et lukket smil der bredte sig på de unge læber, mens blikket så ganske varmt og bifaldende op på Corinth da deres øjne mødtes. Han havde været helt opslugt af at leve sig ind i dét, at han et kort sekund glemte hvor de var. Lochtree sønnen besad så smukke ord, at Viktor blev helt nysgerrig på hvordan hans motiver kom til udtryk på et lærred. Ville han komme til at se dem en dag? Han håbede på det.  Spøjst, hvordan Corinths sprog forekom så farverigt romantisk, og alligevel tændtes han af en monokromatisk palette. Fascinerende.

 Lydene der før føltes forstummede, blev skarpere igen, og så kom han med et lille forundret kluk, og vag hovedrysten. Blikket søgte op mod himlen igen. 
 "Du er ikke som jeg havde regnet med." Sagde han så, og vippede det bukkede ben hen til ham i et drillende puf. 
 "Det er en kompliment." Tilføjede han med et let kluk og hævede brynet nonchalant, for at understrege at der ingen ilde hensigter var med bemærkningen

Det var noget nær beærende, sådan som Viktor faktisk lukkede øjnene og lyttede med. Musik er følelser, og poesi var i det henseende en italesættelse af selvsamme. Søskende indenfor Haldis domæner, og udtryksformer som krævede tålmodighed, ømhed, opmærksomhed og vedholdenhed. Og som en der lyttede med hjertet, føltes det næsten som om at han ikke bare hørte hvad Corinth sagde, men også så det. Visuelt, dansende foran sig. Det skarpe billede af den blege sol, og de tjæreklæbende bølger som prøvede at holde fast på den. Individerne - bevidstheden om andre, og den evige søgen efter lysere løsninger. Og tider. 
Der var sikkert mange ting at analysere, hvis man først gav sig i kast med det. Men ligeså hurtigt som han var begyndt, ligeså hurtigt var det overstået, og stilheden døde på bedste vis ud. Øjebliksbilleder. 

Et varmt smil krøb over Viktors læber, og Corinth lavede med piben i hånden en lille 'tadah', men var ikke den første til at bryde stilheden. Nej, let latter faldt fra de bløde læber hos Alryss knægten, og Corinth smilede lidt skævt over ordene, han var ikke som forventet, noget næsten sigende i det mørke blik. Det vidste han godt. I selvsamme sneg Viktors knæ sig tæt på til lige at puffe til ham. Bevægelsen fik ham til at le lidt mere dæmpet, det er en kompliment, og han greb Viktors ben, uden at tænke alt for meget over selve handlingen faktisk at gøre det. Nå så der var der alligevel? Med en lidt drilsk charme gav han knæet et lille klem. "Jaså?" Han kunne kun gisne om hvad der blev forventet, og havde en god ide om hvordan han bar og bevægede sig i de her kredse - indirekte også hvordan folk så ham. Men der var så få ting man reelt set kunne kontrollere, så i sidste ende betød det ikke en skid hvad der blev sagt bagved lukkede døre. 
Corinths hånd tøvede lidt med at slippe ham, han tillod sig nogle sekunder af hans nærvær, jah det var grådigt. "... jeg er glad for at kunne underholde dig, det er næsten bedre end at overraske. Du bør næsten lade mig gøre det igen, en dag i fremtiden.." og han slap, imens hagen vippede op imod mørket over dem. Jah, et lille besøg, nu hvor deres familier ikke ligefrem ville holde teselskaber og kroket-turneringer. 

 Den dæmpede latter slap Corinths læber, og det var en blød indtrængende lyd der fik ham til at fremstå ganske charmerende. Øjebliksbilledet af dem var nydeligt, næsten kært blandt blomsternes søde dufte, og ildfluernes brændende kroppe. 
 Det gjorde Viktor bevidst om hvor meget han selv brændte lige nu, da Corinth tog fat i hans ben. De forblev derfor en anelse spredte - benene. Pulsen steg svimlende i Viktor da hånden holdt ved, men han gjorde ikke noget for at trække sig væk. Det var jo bare en venlig gestus.

 "Mhm-hm" hørte han sig selv brumme som svar til 'jaså' - og smilede skævt med en nikken; det bedste skuespil han kunne præstere; mens det begyndte at dunke steder det ikke burde dunke da han mærkede det lille klem ved knæet. Der var en delikat uartighed over det, og så man efter, var det nok uundgåeligt at se hvordan hans rødmen krøb op i de lyse kinder jo mere den snigende varme fra Corinths hånd sivede ned i ham. 
 
 Og så gik lyset ud på himlen - bragene lå som eftertanker i atmosfæren, og kun stjernerne kiggede ned på dem. 

 Uh.. mhm. Berøringen føltes mere intens i det nye mørke. Og adelssønnen bed mærke i at hånden nok dvælede længere på ham end den burde. Brystkassen hævede og sænkede sig langsomt mens det spæde åndedrag brændte ham i svælget, da han endelig fik sat albuerne under sig, og tvang overkroppen op fra jorden. 
 Blikket hang ved den anden i lange sekunder, og det kække glimt der før havde været i de nøddebrune øjne, ændrede sig til en med dybere, intens kant da han prøvede at finde ud af Corinths intentioner.
 Er han mon til..? Det slog knuder i Viktor ved tanken.  Der havde jo været tegn som indikerede at han kunne lide mænd, ikke? Bare en smule. Læberne spredte sig lidt uvilkårligt og pulsen hamrede i hans øregange som gongonger. Der var noget farligt forkert ved dette scenarie, men Viktor så ikke tegnene.

Du bør næsten lade mig gøre det igen en dag i fremtiden. Kunne det blive et løfte? Hånden slap og det summede hvor den havde hvilet. Viktors ben blev hængende i den samme position - stadig en smule paralyseret af den overraskende tyngde Corinths hånd havde bidraget med.
  "Gerne." Ordene forlod ham en smule stakåndet, og han sendte den anden et lille smil. Rør mere ved mig, tanken var flygtig, og spontan; den forvirrede ham - og han slog den ned med det samme. Dumme fantasier.
 "Det vil jeg se frem til." Sagde han kontrolleret, trods tankerne. Løfter der sikkert blev brudt, grundet omstændighederne.

Og så, blev han bare en smule nysgerrig. "Mhm.." brummede han lidt overvejende som han endelig kom op at sidde ved siden af Corinth igen. Viktor nappede vinglasset fra gulvet, nippede til den bitre væske, men det hjalp ikke på det hamrende hjerte. Han sendte Corinth et flygtigt blik.
 "Har du.." - kysset med en mand før. Det var tøvende, og tungen synes at vokse i munden på ham, for han kunne ikke formulere sig ordentligt.
  "Erh." Han lavede en nervøs grimasse og rystede lidt på hovedet, "Ah, det forsvandt. Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige."

Han trak sig ikke. 
Og selvforræderisk som bare pokker kunne man ane at det lyse ansigt lige blev en tand mørkere, da Corinth ud af øjenkrogen (selvfølgelig) ikke kunne lade være med at holde øje. Du er så ung. Nogle gange føltes det som om at adelen isolerede sine kommende arvinger, og han vidste ikke helt for hvems skyld. Deres egen? Se det var så små berøringer, at de for Corinth forekom ligeså tynde som vand. Hånden om hans knæ, havde været modvillig til at slippe - fordi det føltes slet ikke som nok, sådan som han fornemmede varmen skyde op i Viktors kinder, og med et lille, pludseligt ryk afbrød øjnene hans etablerede kontakt med nattehimlen, og i stedet gled direkte ned i den nøddebrune opmærksomhed fra Viktor. Et sekund, to sekunder. 
Det var nogle lange sekunder. 
Lange nok til at Corinth knap nok ænsede at mørket nu næsten fuldkommen havde omgivet dem, med undtagelse af de løse ildfluer der svævede ude iblandt blomsterbede og træer. Det var et betryggende mørke, og dækkede Corinth som en varm og genkendelig omfavnelse. Han følte slet ikke kulden, hvis den overhovedet var der.

Og hvad gik der ellers igennem det kønne hoved hos drengen? Corinth slap måske fysisk, men blikket hang ved - også selvom ordene fra Viktor føltes forpustede af øjenkontaktens krav til kroppen. Nu hvor han atter var oppe og sidde, lod Corinth hånden falde henover eget knæ, noget spørgende i den efterfølgende tavshed, da små lyde af tvivl undslap adelsdrengen. Huh?
Han virkede til at slås med dæmoner, sådan som flygtige, henledte blikke erstattede de skråsikre, næsten småflabede fra tidligere Har du..? Og så satte han alligevel tand for tunge, da det i stedet blev til: Ah, det forsvandt. 
Og Corinth kunne ikke lade være med at overveje, hvorhen, et lidt morende smil om læberne ved den pludselige nervøsitet fra en ellers kæk persona. Ørene spidsedes interesseret. "Det forsvandt?" gentog han.

Hvor at Alryss knægten hørte sit hjerte banke højt, tungt og insisterende - noget der fik blodet til at storme, følte Corinth hvordan det næsten faldt i tempo, her hos ham - det tilspidsede på en farlig facon. Det faldt ikke i styrke, nej det brændte varmt, levende, og insisterende, men kroppen blev roligere. Jagten krævede elegance, og elegance krævede kontrol. Hvorom det stadigvæk føltes utilfredstillende, sådan som hans hånd nu var tom, regnede han bestemt med at finde nogle at gribe fat i senere. Adelig eller ej, mand eller kvinde - man havde sine præferencer. Så...
Var det et forkert tidspunkt at presse lidt på? Nej, han kunne ikke lade være, og lænede sig lidt konspiratorisk, tættere frem, og rakte  i en henkastet bevægelse ud efter glasset. Enhver undskyldning for at være tæt, måtte kunne bruges. "En skam, virkelig..." smilede han, en sommerlet tone af lette løfter, og han kneb øjnene lidt vurderende sammen. "Prøver du at få mig til at gætte, eller skal vi lade det ligge?" 

 Sekunderne føltes som evigheder, da deres øjne blev fastlåste - og han kunne ikke finde svaret i dem, ikke andet end den selvsikre elegance Corinth brystede sig med. Det hele forekom Alryss sønnen så uventet. Denne aften, og de hvirvlende efterladenskaber af begær der blev sparket op som støv om Corinth. Viktor kunne ikke forklare hvordan det var kommet så vidt. Det var eskaleret ude af kontrol så nemt, og det havde ikke været (den bevidste) intentionen til at begynde med. Jovist, fandt han en interesse i Corinth, han var fascinerende og elegant - veltalende. Og så gav han Viktor opmærksomhed. En passioneret kunster, som han ikke andet end kunne se op til, så på ham, og ville tale med ham. Oven i dette, var det spændende at være eftertragtet af en af samme køn - en ulmende følelse han gerne ville jagte. Han ville se hvor langt det kunne komme, og.. han kunne ikke få det andre steder fra. Viktor var vel kun sytten år - og meget nysgerrig anlagt; det var som at lege med ilden, spørgsmålet var bare hvornår han ville brænde sig på den. I den hemmelige haves mulm og mørke blev der lagt op til noget usagt mellem dem, en ‘uskyldig’ forårsflirt - men hvad end det egentlig var; så var Viktor ikke sikker på om han ville kunne gennemføre det; Alligevel prikkede en djævel, lokkende, på hans skulder og sagde; hvad der sker på Ædelborg, bliver på Ædelborg. Men han satte bremserne i bund, det var svært - men han måtte tænke sig om, for en gangs skyld. Ikke lade fantasiens impulser styre ham.

 Men Corinth gjorde det pokkers svært.

 Viktor var i en forlystelse han synes var besværlig at forlade; med dyk og twists og ubønhørlige drejninger var følelserne alle steder. Han lagde sin frie hånd ved brystet og masserede hjertet til ro, mens han rømmede sig lidt. Tog en diskret dyb indånding, og gjorde sit ypperste for at se uanfægtet ud igen. Den uartige dunken var der stadig et sted; det forsøgte han at glemme. Det var heldigt for ham, at mørket lagde sig om dem, så hans kinder ikke forekom lige så røde, som de mærkes. ‘Det forsvandt?’ Viktor bemærkede at tonen bar præg af at den anden ikke helt troede på ham. Men han måtte spille på det, så han trak lidt beklageligt på skuldrene mens mundvigen sitrede op i et skævt smil. Viktor genfandt lidt af sin nonchalante charme fra tidligere - mere og mere, og sippede af vinen igen. Så længe de havde lidt afstand såeh..

 Men Corinths taktile væsen elskede at bryde ind i intimsfæren hos Viktor, og han fik næsten vinen galt i halsen som adelsmanden kom ganske tæt på for at tage fat i glasset på ny. Et lille gip kom fra skuldrene som løftede sig op, og Viktor trak hagen til sig, mens brynene skød til vejrs. Fingrene knugede lidt ved glasset. Prøver du at få mig til at gætte, eller skal vi lade det ligge? Han blev tør i munden ved den andens tillokkende bemærkning, og det rykkede lidt i ansigtsfolderne på Viktor, mens han pressede læberne sammen, for at undertrykke nervøsiteten.
“Hvad.. ville du gætte?” fik djævlen i ham, ham til at sige. Hånden gnubbede åndsfraværende ved hjertet stadig. Det ene bryn hævede sig, mens han betragtede Corinth. Så røg han alligevel i fælden igen. Men nysgerrigheden trak i ham.

Det var svært nogle gange, at huske hvor man befandt sig. Hvad, man befandt sig i. Ædelsborg pæne opdækning, inventar og gæster, kunne på ingen måde sammenlignes med det slum som Corinth ofte følte sig draget imod. Han havde lært at værdsætte de grove overflader, og fandt det oftest som et lettere selskab, givet hans egne... tilnærmelsestendenser. Var det ikke hvad Cullin havde kaldt det, dengang de lærte hinanden at kende? Mange år siden.
Her var dynamikken anderledes, og ganske med vilje, følte Corinth hans væsen gennemsyrer luften omkring dem, næsten forurene det. Mørket, skyggerne blev lange på det her tidspunkt af aftenen, hvis man skulle være romantisk omkring det. Og det kunne han ikke lade være med. Desuden, virkede det ikke som om at Alryss knægten skrumpede, omend man kunne diskutere hvorvidt han var ved at drukne. 

Og så gibbede det i Viktor. Den lille bevægelse var svær at se i mørket, men alligevel skabte den ringe i vandet, jah den hev og sled snerrende i alle hans instinkter, og Corinth bed sig en anelse hårdt i tungen, da han stoppede sig selv i at reagere. Hvad ville han gætte? Smerten holdt ham klar i hovedet, han burde virkelig ikke gå efter mere vin her til aften, og alligevel fulgte han op på sin bevægelse, da han for anden gang i dag, men den her gang ikke ligeså sol-oplyst, forsøgte at lirke det ud af Viktors mindre hånd. ".... .." og han prøvede at fokusere på spørgsmålet, fremfor den gnubbende bevægelse på brystet, der næsten mindede ham et ydre, bankende hjerte. Hvad var det nu han havde tænkt på? 
For helvede.

Hvad ville Viktor spørge ham om, og hvad ønskede Corinth han ville spørge om - de to ting burde være meget forskellige, og han endte til sidst med at smile, noget skælmskt i blikket, som nok var svært at ane i mørkt. "Om jeg nogensinde har.. skrevet en sang?" Et så uskyldigt forslag, og han brummede med påtaget overvejelse. Der var bedre spørgsmål at stille, men tidspunktet var klemt. Men det føltes kvalmende fedt, når djævlen i Viktor dansede med hans egne.
Spilde vinen, det var nok det sidste han ville gøre nu. Knægten knugede den virkelig imellem sine hænder. Men det virkede ikke til at være fordi han var nærig. Corinth smilede derpå lidt mere let, prøvede at fjerne noget af sin tunge tilstedeværelse med mere løse grin.  "Nej, det har jeg ikke. Men jeg har venner der gør, hvis du ønsker at møde dem" der var brug for en afledningsmanøvre, nok for deres begges skyld, og det var det bedste han skulle komme op med, når hans tanker blev ved med at kredse om hans nærværet. 

Verden var med ét blevet meget mindre, og boblen klæbede sig om dem som cellofan. Det kunne godt være at brisen var kølig, men Viktor kunne kun mærke varmen. 
 Og så kom Corinths gæt - det tog en mere uskyldig drejning, som den unge grevesøn ikke helt kunne finde ud af om han var taknemmelig for eller ej. Brynet løftede sig langsomt som han vurderede den andens gæt. Skønt, det ikke var i nærheden af det Viktor tænkte, så ville han stadig gerne vide svaret. I så fald så bare for at udfylde stilheden. Så han nikkede, og løftede det ene øjenbryn opfordrende til ham.

 Og Corinth havde ikke skrevet sange før, selvom han var en symfoni i sig selv.

"Ikke det?" Et lille kluk, for at spejle den lette stemning, "Jeg tror ellers at du ville kunne skrive dragende lyrik." Blikket flakkede ned til fingrene dækket af læder som var kommet i karambolage med hans egne. Det gik op for ham hvordan han havde knuget glasset til sig, og løsnede sit greb - lod sig lirke op af Corinth. De nøddebrune øjne iagttog adelsmanden gennem sine mørke vipper, Og så fik han en dumsmart idé; for istedet for at slippe helt, førte han (sikkert med Corinths hænder ved glasset) drikken hen til den andens mund. 
 "Nu hvor du er så ivrig, så her." Kunne han ikke lade være med at kommentere ganske flabet og brynene dansede lidt ubeslutsomt med, som mimede de hans ord mens han sagde det. Vinen var nok skyld i det.. og en drenget uartighed. Mørket var Viktors støtte til dette modige stunt - for med det samme gik et sug gennem maven på ham, og nervøsiteten bankede stadig i hans bryst. Lige nu prøvede han bare at dække over det ved at blive overmodig. Han slap dog glasset, og kunne mærke hvordan hans hænder blev fugtige af den intensitet der ulmede under al den uskyldige snak. 

Hm, Viktor bed sig lidt i kinden og klemte øjnene sammen. "Men jeg tror.." han fugtede sine læber og trak sig lidt tilbage. "Ah, nu husker jeg dét." Støvlens bund skrabede mod stentrinet som han rettede på sin stilling, og lænede sig op af marmorsøjlen igen. Armene foldede sig over kors, og han måtte improvisere, "Har du nogensinde brugt farver i dine motiver?" Endnu et uskyldigt spørgsmål, men stemningen føltes som det modsatte.

Jeg tror ellers du ville skrive dragende lyrik, og han hørte kortvarigt forkert, da du blev til vi. Næsten skuffende, da han ikke ville modargumentere det - den symfoni havde han stadigvæk til gode. Og så..

Overrasket - han havde faktisk ikke set det komme - følte Corinth hvordan Viktor pludselig vendte intimsfæren på hovedet, og med lukkede øjne sprang tættere på ulvehulen, et vinglas forrest i hånden, som en lille fakkel i mørket. Han havde uden tvivl forventet at knægten slap det, nok en smule medtaget af hans tilstedeværelse - og hvis han var rigtig heldig - så med en lille, forlegen forfjamskethed omkring de nøddebrune øjne. Men som sagt, man kunne stadigvæk overraskes. 
Med et dæmpet 'umpf' stødte den kolde kant imod læberne, og han skilte dem villigt, øjnene store i overraskelsens tag i ham. Nu hvor du er så ivrig, så her, lød det næsten kommanderende i den næsvise tone. Havde han ikke haft en hånd med på bevægelsen, var det nok også endt i et lidt større svineri, og skyggesønnen følte den kølige væske drive en anelse ned af mundvigene da det ukontrolleret sneg sig over kanterne. Dryppede sikkert på hans tøj, det var alligevel sort. 
Jah, det forekom som en kæmpe bagatel, sat ved siden af den ulmende følelse Viktors påskud havde antændt. Pustet til. Og hånden der havde hvilket ved Corinths knæ knyttedes spændt, så det næsten knirkede i det velplejede læder. Aha..

Han slap til sidst, Corinth fik kontrol over glasset igen, og kunne først der få talens magt tilbage, en lidt tung udånding hængende over ham. Og et fokuseret sultent blik på Viktor, der dog tog springbrættet af mod til at læne sig tilbage i 'sikkerhed'. "Nu husker du det?" mumlede han lidt smørret, lidt hæst, og tørrede sig om munden med bagsiden af overfrakken, stadigvæk et vågent blik over det lyse ansigt. Legen havde ændret karakter. 
Og Corinth hørte spørgsmålet i aftenstilheden, vinen lidt dovent slyngende omkring i glasset som han ikke gav opmærksomhed, og en uforbeholden interesse i alt det han ikke sagde, når han alligevel talte. "Jeg kan min farveteori, men jeg tror det ville kede mig..." smilede han, doven i sine ord, og rakte en hånd ud til Viktor. Men den her gang var der ikke noget tilfældigt puf til at anspore ham, eller et vinglas han kunne bruge som undskyldning for hvorfor. Den her gang, var det eneste han kunne få fat i Alryss knægten. Så det gjorde han. 
De mørke krøller kaldte nemlig på ham, og i et studerende moment af uudtalt fornøjelse, lagde han hånden bag hans tinding, og snoede nogle af ene af dem lidt legesygt over fingrene. "Medmindre det var et godt nok motiv, selvfølgelig. Har du nogle bud?" mere dæmpet, mere hemmelighedsfuldt, og han trak den her gang ikke hånden til sig, da han næsten udfordrende betragtede den flabede skikkelse. 

  Det var vovet - Viktor indrømmede det gerne. Og han var ellers blevet enig med sig selv om ikke at stikke mere til bjørnen - men han kunne ikke dy sig. Lysten til at teste den anden, lirke lidt til ham , og se hvad der bød sig, kom snigende og han kunne ikke se bort fra det. Og konsekvensen? Den del af legen havde han ikke gennemtænkt. Det var heller ikke så vigtigt lige nu, hvad vigtigere var, var hvordan Corinth blev taget ved næsen af Viktors lille reverse uno. Det frydede ham lidt at se hvordan en mand af sådan kaliber - Lochtree sønnen, så assertiv og pompøs, også kunne blive forbavset. Tilgengæld tog situationen en uventet drejning. Skønt intentionen var at provokere adelsmanden, overtræde grænserne en smule, så kom det blot tilbage til ham selv, igen. For nu ændrede hans distrighed sig pludselig til intimitet mellem dem, da Corinth spredte læberne og drak af væsken, ført af Viktors hånd. 

 Hjertebank.

 Men grevesønnen gjorde sit bedste for at holde facaden, omend den lyserøde farve i kinderne blev mere prominent. Han sendte den anden et 'uskyldigt' smil til trods for at føle sig ganske selvtilfreds - en pokkers masse kåde følelser dog - men stadig selvtilfreds oven i alt dette. 'Nu husker du det?' Og Adelsmanden virkede ikke oprevet af Viktors lille glansnummer - heldigivs. Alligevel følte Viktor en trang til at måtte beklage da han så hvordan Corinth måtte tørre sig om munden. Høfligt opdraget var han jo trods alt. "Beklager." sagde han med et længerevarende skuldertræk, "Klarer du den?"  Det var svært at tyde i mørket, men alligevel kunne man høre smilet i stemmen. Og så lo han lidt over situationen, ikke hånligt, bare lo - fordi vejrtrækningen begyndte at accelerere op af svælget på ham. Den spæde latter ebbede dog ud, som han fik set Corinth an, mens han lænede sig op af søjlen.
 
 Svaret kom, efterfulgt af en handling der fik Viktor til at stivne. Mørket var kærkomment lige nu, det holdt på hemmeligheder - skjulte kropssprog der ellers ville blive afsløret i dagslyset. Som f.eks. at Viktors pupiller forstørrede i de nøddebrune øjne da Corinth lagde hånden ved hans tinding. De foldede arme knugede sig lidt strammere da fingrene begyndte at lege med hans lokker, og han turde ikke røre på sig - men ikke fordi han var bange, fordi han var forundret over hvad der skete. 
 Lige nu tænkte Viktor ikke, han mærkede kun - og det var svært at få Corinths ord til at give mening. Han så læberne bevæge sig, men han var for opslugt af berøringen, sine egne tanker; og nu var han sikker på tegnene; Lochtree sønnen flirtede med ham. 
 "Nogle bud?" papegøjede han, og blinkede for at fokusere. Underlæben røg kortvarigt bag hjørnetænderne i et blidt nap, mens han tænkte "hhmm.." blikket flakkede mod hånden der stadig legede med håret - og kortvarigt overvejede han hvordan hans hånd ville føles uden handsken. Blikket flakkede retur til Corinths udfordrende lunefuldhed.

 Viktor klemte benene lidt sammen ved den spændte følelse der sivede ned, og påvirket af vin og drømme, løftede han nu sin hånd, for at lade klaverfingrene løbe, ganske langsomt, hen over Corinths udstrakte arm. Han rørte ham knapt, kun lige med fingerspidserne, og rynkede brynene tænksomt mens fokusset lå på sine fingre. "Der er jo utallige af smukke objekter og landskaber der kunne være et godt motiv." Han løftede mundvigen i et skævt smil, og anede ikke længere hvad han gjorde. Det næste der skete.. var i hvert fald at han lænede vægten af sit hovede mod hånden. 
 "Det kommer an på øjet der ser." Skønt det var mørkt, fandt de nøddebrune øjne alligevel en måde at gnitre på, og mundvigen trak sig op i et sigende smil. Hånden der var løftet ved Corinths arm vævede lidt inden Viktor begyndte at sænke den så den kunne hvile henslængt på sit lår.  

En del af Corinths opmærksomhed, lå ofte på at aflæse signaler. Kald det højnede sanser, kald det personlig interesse, men han forsøgte til en hvis grad at være opmærksom på den anden part i alt det her. Han var bare forbandet selvisk. Mørket gjorde det alligevel svært at få det hele med, og i så fald var det næsten bare lettere, at lade grænser være ladfærdige. Men følesansen, den var stadigvæk hans. Eh, deres. 
Ordenes gentagelse listede et mere fornøjet smil over Corinths læber, hensigten var vidst ikke gået helt forbi, og en ting fik han alligevel med - mørke til trods. Han trak sig ikke væk. Klaverfingre dansede fjerlet over jakkens overflade, han følte det ikke engang imellem lagene, men finalemelodien var værd at vente på. Et utal af smukke objekter, og landskaber, sagde han. Og hovedet gled med et dæmpet suk ind i hånden. En uudtalt accept, føltes det som om for ham. 

Fornemmelsen fik slået det sidste slag på sømmet, ned i Corinths tvivl. Ordene flød ud i natten, akkompagneret af det næsten glødende blik i mørket, og han nussede betaget de mørke krøller imellem hænderne. "Mmmh - hvad øjet ser?" sagt med doven overlegenhed, som betød det ikke rigtig noget, det der vås han sagde. Men en underliggende tilstedeværelse og intensitet. Parade og facadespil var joh til højrebenet for adelen... men det var ikke facade, når Viktor formåede at få Corinth i det her humør. Velbehag, lidt legesyg og overraskende mild. Skridt for skridt. 
Alt for fristet, hånden strammede i kortvarigt grebet i de sorte lokker, og han vippede hovedet hos Alryss knægten lidt kontrollerende på skrå, og spejlede bevægelsen i et ryk. Studerede ham, for alt hvad natten ville lade ham få med af detaljer. "Så det jeg høre dig sige, Viktor... er at for mig, ville du være et godt motiv" sagt lamælt, og ikke så meget et spørgsmål som det var en konstatering. Fordi han vidste udmærket, hvad Corinth havde fokus på lige nu. Alt hvad han kunne se, var glimtet i de nøddebrune øjne - nok også alt han ville se. 
"Hmm... måske en solnedgang?" fulgte han lidt drømmende op med, metaforisk landskab. Skumringstiden var allerbedst. Og han slap i undskyldende lille brum, så det ikke blev for.. klaustrofobisk. 
Hånden trak sig nu lidt, men landede i stedet prøvende på det bukkede knæ, nu hvor han gemte hånden væk igen. 

På et tidspunkt ville grænsen nok være nået, og hans lille hare måtte der tage flugten. Selvom det ville være fristende at følge efter, havde han en grad af påpasselighed med de større hertugfamilier, han skulle ikke alt for meget på tværs. Men at lukke en slange ind i den her have, havde været en så ligetil beslutning for Viktor, så nu sad de her.