Charles havde hverken set den ene eller anden i et lang stykke tid, men fandt dem stående omfavende ude i gården, uden foran hallen. Han lagde umildbart ikke meget i det, for hvad skulle Richard med en ung mand på Viktors alder? Han havde også danset tæt med Chys i løbet af aftenen, men nu vidste han at Richard lige havde fået at vide, at han var blevet far. Det måtte være en stor omvæltning for en person som ham, at nu vide at man havde en datter og dermed finde ud af hvilken rolle man skulle have i forhold til hende. 

Han så dem bryde deres tag om hinanden, som han havde talt og sagt nogle få ord. Promillen i hans ord, havde næsten fået ham til at glemme hvad han havde sagt, det var hvad der skete. 
Charles havde længe gået i en uvished om hvad der gik igennem tankerne hos Richard, for det havde ikke været klart for ham. Han var ikke klar over hvor meget den snak, som de havde haft, havde haft af betyndning for alt det her. 

Han var ikke klar over hvorfor han havde sagt, "Hvad sker der" der skete jo intet. Andet end at de stod og omfavnede hinanden, hvilket måske var lidt underligt, men ja. "Mmhm.." Lød det blot fra ham, som han kiggede hen på dem bryde op.

"Om vi kan tal?" Han kiggede over på Richard, det så han jo intet forkert i at gøre, "Her?" 

 De havde et elskværdigt øjeblik - sammen, Viktor og Richard. Deres erklæringer virkede så ubrydelige at det føltes som at få stød da Charles afbrød dem og de måtte trække sig fra hinanden. Som hvis sjælen blev revet midt over. Det summede stadig ved Viktors mundvige, hvor han havde mærket kaptajnens flygtige læber før han blev frarøvet deres gunst. Uretfærdigt, og hjerteskærende på en måde kun en beruset ung mand ville beskrive stunden som. Men han var tavs, hænderne blev stukket dybt i hørbuksernes lommer, mens han afventende stod og betragtede begge mænd. Gå igen, tænkte han, men artikuleret kun et lille dovent smil der trak sig op i mundvigen, da det var forventeligt at kaptajnen ville sende Charles væk. Brynene pegede koncentreret ned til de sejlende øjne der forsøgte at fokusere på de to mænd. Men Richard trådte væk fra ham - en adfærd han tog hårdt til sig, eftersom de blot sekunder forinden ikke kunne komme tæt nok på hinanden, og nu gik han væk. Smilet falmede.

 Han forstod det ærlig talt ikke. Og det var nok alkoholens sløve indvirkning på ham der gjorde at han følte sig ganske uretfærdigt behandlet som han stod og fordampede bag dem - Richard og Charles, der kun havde øje for hinanden. Ikke meget ulig den første dag på skibet, hvor han så fint var blevet ignoreret af Richard. Og nu.. som var tiden spolet tilbage; blev han ignoreret igen. 

 Kan vi tale sammen. Viktor forsøgte at blinke øjnene til at fokusere på det der skete foran ham. Hjernen blev ved med at hoppe til konklusioner, som skruen uden ende, - og det blev bare til en forfærdelig masse larm istedet. Det fik Viktor til at stå tilbage med en følelse af at han blev afvist lige nu. Richard ville hellere tale med Charles. De nøddebrune øjne blev større af vantro, og han kunne ikke lade være med at sige, "I skahl tale nu?"

Omstændighedernes udfald ramte ham som en mukkert i hovedet og han følte sig pinlig ædru i split sekunder. Tøjet stank mere af ung grevesøn end af sprut og festligheder, hænderne føltes bløde og hungrede efter at røre hvad de sidst havde følt, hvad var forkert. Forkert i øjeblikket hvert fald. Richard kunne ikke gøre op med sig selv nu, hvad det hele betød og ikke betød og hvorfor det betød noget. 

Var det nysgerrigheden grebet hånd om ham og fordampet de rationelle tanker og handlinger fra ham? Muligvis, måske. 

Selvom fokusset lå mod Charles, lå tankerne endnu mod Viktor. Han trådte et skævende skridt til siden. Charles spurgte om her, Viktor spurgte om det skulle være nu. Tænk før du handler blev tanken, men han gjorde det modsatte af det. Richard trådte om på hælen og trådte hen til Viktor, det skærmede lidt for Charles udsigt, som han stod med ryggen til ham nu. En hånd blev løftet let, lagde sig kort mod brystkassen af den unge adelsdreng. Hovedet var en smule bøjet frem og han søgte ned mod Viktors øjne. Nøddebrune juveler. "Beklager" sagde han dæmpet, næsten hviskende, men løftede hånden fra brystkassen af drengen op under hagen på ham for at løfte det op og gøre hvad der ikke burde gøres. Det ville blive utilgiveligt gjort af ham, men det var hvad gav mening nu, logikken var forduftet og ideen bag at tænke før du handler, blev til ingen ting. 

Men med det gjorde, trak han sig og lod hånden falde til skulderen af Viktor i et klem og vendte om på hælen. "Charles," indledte han og trådte mere væk. 

Lige nu var Charles måske ikke helt klar over hvad der skulle ske, var det samtalen fra den anden dag som skulle forsætte? Hvad mere var der at tale om? Richard var tydelig usikker på et eller andet, eftersom han var blevet væk fra huset i flere dage. Hvor han havde boet var et større spørgsmål, men ikke noget han bekymrede sig voldsomt om. Hvis Richard ønskede at have tid til sig selv, kunne han blot have bedt Charles om at finde et sted. Han kunne altid sove i "Ringen", han havde alligevel brugt så meget tid dernede, at han næsten havde gjort det alligevel. Det havde været nogle gode dage, og der var kommet en god indkomst ind på de væddende besøgende. Charles klagede ikke. 
Han lod sig vente på Richard, eftersom at det var ham der ville tale. Richard vente ryggen til, og lod Charles se ryggen. At sige farvel eller hvad der nu skete, til Viktor virkede åbenbart vigtigere i dette øjeblik. 
Charles promille var høj, blodet var fuld af alkohol og hans stod blot og ventede. Gyngede og bølgede frem og tilbage, som han stod stille, de små meter fra Viktor og Richard. 

Charles søgte Richard som han vendte sig om og lod sig vise for Charles igen, og hans navn blot blev nævnt. "Richard?" Kom det blot i en fuldemands snak. Skulle det hele til at være seriøst? Lige nu? Hvor de begge to var tydeligt fulde. Det var sjældent at han så Richard fuld. Inderst inde morede det ham lidt.

 Hænderne, bemærkede Viktor, var knyttet af mild frustration i lommernes dyb. Kæben løsnede, og strammedes et par gange som han kunne mærke pulsen i brystet stige over den uret han følte i nuet.

 Men så skete noget uventet.

"...." Han tog et lille sug ind gennem sprækken af sine læber da Richard ændrede retning og trådte nærmere. Hm? Viktor var usikker på hvad han ville - et flygtigt øjeblik skævede han ud af øjenkrogen til Charles inden han blev skærmet fra ham, og Richards skygge lagde sig over ham som et beskyttende tæppe. Kropsvarmen fra den anden, kunne han mærke igen - og var ganske tillokkende nu hvor de stod så tæt. Men hænderne forblev i lommerne, skønt det var fristende at gribe ud efter ham. De nøddebrune øjne søgte spørgende op og mødte kaptajnens cognac flydende blik, og som han lænede sig ned til ham, kunne han se de spæde strå af pandehår dingle ud fra panden. Han fik lyst til at køre hånden igennem de flygtige lokker og hive ham til sig, men hænderne var stadig i lommerne. 

Blikket dalede nu til hånden der placerede sig på hans bryst, eller rettere, brændemærkede af ham. 'Beklager.' Hørte Viktor blive hvisket - og et kort sekund blev han i tvivl om hvad Richard beklagede; at han ville gå - eller det han skulle til at gøre. Musklerne spændte op, og de nøddebrune øjne der så knapt så klart i sin rus, flakkede til hånden der flyttede sig til hans hage som det næste, og Viktor blev guidet nænsomt op til at se på Richard. Et sug gik igennem ham. Alryss sønnen sendte den anden et forvirret blik fuld af alvorlig længsel. Og ganske uforberedt, blev han mødt af det sødeste kys. Hjertebank.

  Viktor missede først med øjnene, som hvis det ikke rigtig gik op for ham at han blev kysset - men de kolde læber brændte ham som de blev forenet - og derfor måtte det være sandt. Knæene blev som smør under ham da varmet spredte sig. Og de knyttede hænder løsnede sig i lommerne. 

Det var dog for en kort fornøjelse, og læberne hang stadig efter ham da han blev sluppet, lettere omtumlet,  mens Richard trak sig. Læberne krøllede sig sammen i et forlegent smil som han forsøgte at bide i sig, og selvom han gerne ville blive, begyndte han at bakke.
 "God shnaak så." Sagde han med et lille nik, og forsøgte at tage det ganske nonchalant i Charles' nærvær. Deres hemmelighed, og så drejede adelssønnen omkring for at gå tilbage til festen. Hjertet galoperede som heste. 

Tingene var gjort - handlinger kunne ikke tages tilbage, forbrydelserne kunne blot hobe sig op nu. Men som han trådte mod Charles, svajede han en anelse til side, som balancen kom på prøve. Jorden forsvandt kort under ham, skibsfødder der ikke var til brædderne på havet, men på den solide fundament af jord under sig. Øjnene glippede kort mod den unge kvist der forsvandt ind ad døren på ny, som intet mellem dem var hent og alligevel som de havde givet hinanden hver deres hjerte at varetage og bevogte for mulige skræmmer. 

Hvordan det i første omgang var gået så skævt for ham, at han havde troet at Viktor var Charles - som ung - var ham et under, end ikke den æder version af ham ville kunne begribe eller forstå.
Det ville han kunne bruge de næste mange nætter til at tænke over, søvnløs og udmattet til den nye morgen. 

Han fik guidet Charles lidt fra stedet, selvom han nok havde et bedre fodfæste i undergrunden af de to, fik det for sig. "Jeg har skulle..." han måtte holde en pause, for det hele drejet kort omkring for ham: "tænke maget over (det) hele," ordene glippede i hans mund, og han følte sig pludselig mere søsyg end Viktor havde den første nat. Det var vel bagslaget af ikke at have dukket i evigheder og så sådan ophøre det. Timeglasset var blevet vendt rundt på ham, og han rendte nu ud af sand, hvorfor maven begyndte at te sig uregerligt. Han brummede en anelse og så ved siden af Charles. Jorden under ham gled længere og længere væk, men han bevæget sig ikke.  

Charles trippede småt som alkoholen i hans årere skabte en ubalence, som var ganske normal for ham. Han var vant til denne tilstand, som han selv havde bragt sig i for gud ved hvilken gang, men elskede det stadigvæk lige så meget. Havet og dets brusende bølger havde gjort ham sikker på hans fødder. 
Han ventede blot på den samtale, som det virkede som om at Richard meget gerne ville have med Charles. Han var endnu ikke sikker på hvad det drejede sig om, andet end han vidste at han havde været væk de sidste par dage. Måske en grund til dette? Han lod dem sige farvel, som om at det var sidste gang Viktor og Richard skulle ses og blev nu mødt af Richard, som guidede ham lidt væk fra hallen og festen. 

Godt nok drak Richard ikke ret meget og at se ham i denne tilstand var næsten mere sjældenden end at de kom tæt på hinanden i det private, men havets bølger burde vel også have gjort ham mere hærdet, om han så var på gyngende eller fast grund. "Du har tænkt?" Kom det roligt fra ham, "Over hvad?" Opfølgede han og kiggede over på Richard, som de stod der overfor hinanden. Sidst da de var kommet hjem, havde Richard fortalt at han havde været forbi havnen og mødt det der skulle vise sig at være hans datter, hvilket han udemærket godt kunne forstå ville være en omvæltning i hans liv, og så havde han fortalt at han vidste at Charles havde brugt lidt tid med Lynn, så der var mange forskellige emner oppe at vende. Så var der selvfølgelig også besøget hos ekskæresten.

Fødderne vaklede let under ham, som han stod i synkesand og mistede fodfæstet på ny. Måske det ikke var tidsrummet til at tale om hvad der skulle tales om, men alligevel havde det måske været det mest oplagte. Det flød naturligt til sig, at tage tyren ved hornene og tale om det, men efter det med Viktor, så syntes tyren pludselig så skæv. Fem ben, tre hoveder, syv horn, intet gav mening. Den erfarne drikker ville nok sige, at Richard var ramt af efterskælvet af druk. 

Charles lagde op til spørgsmålene, men ordene var som vibrationer, han hørt det næsten som i morsekoder. Aldrig igen. Aldrig igen skulle han drikke. "Vi kænr ikke hinanden," fik han fremsagt efter lidt tid og havde taget hånden ved en mur for lige at få lidt kontakt til jorden igen og slå ro på bølgerne i hans indre. Maven slog knuder og fik det alkoholiseret blod til hidse sig op som aldrig før. Hvor skulle det dog ende henne. Men sætningen var skæv og upræcis. Som hvis de lige havde mødt hinanden. Selvfølgelig kendte han ham, men han kendte han ikke som forventet, hvilket havde sat alle disse nag i ham. "Vi r bar vænner," tilføjet han lidt efter og presset sit sureopstød i sig igen. Eftersmagen var forfærdelig. På grænsen til klam. 

Charles forstod vitterligt ikke hvorfor de skulle have den snak nu. Charles kunne dårligt få fremstammet sine ord eller få sine ben til at bevæge sig som han selv ønskede, og Richard var værre. Han drak så sjældent. Hvorfor have en samtale nu? Ville han over hovedet kunne huske hvad de havde talt om dagen efter? 
Charles bevægede sig halvslingrende efter Richard, derhen hvor han ønskede at have Charles. Den effekt havde han åbenbart stadigvæk på ham. 

Igen; han anede ikke hvad dette handlede om, men gjorde Richard selv? Vi kender ikke hinanden? Hvad skulle det betyde? "Hvad skal det betyde?" Fik han fremstammet i en snøvlende vending af ord og kiggede på Richard, som han forsøgte at bibeholde sin balance, og svejede lidt til siderne, som han stod på stedet.
Han anede ikke hvad Richard talte om. Men det var typisk Richard, at snakke i koder, snakke kort og præcist, uden at give nogen mening fra sig. Det havde han altid gjort, og det var skide irriterende. Sig hvad der skulle siges, uden at man skulle stå og gætte, mellem himmel og jord.
"Vi er bare venner? Igen, hvad skal det betyde? Drop de enkelte sætninger og fortæl hvad du vil fortælle" Det var bestemt ikke nemt at sætte så lang en sætning sammen, og orderne kom igen snøvlende og stammende ud af hans mund, som han kiggede på den anden.

Bagslagene af at have drukket og taget dårlige beslutninger lå i svælget på ham. Det var nok ikke tidspunktet eller stedet at snakke med ham om det, men pandoras æske var blevet åbnet på klem nu, så der var ingen mulighed for at trække i land. 

Han skulle bare lige få stormen i maven til at lægge sig. Charles' ord lå så tydelige, som han ikke var ramt af sin fuldskab, hvilket jo næppe var en hæmning for ham alligevel. Det var jo en af de ting han evnede til perfektionisme. At kunne drikke og stadigvæk være velfungerende. Det var næsten på nippet til jalousi. Men han havde for evigheder siden lagt alkohol på hylden, og skulle han have glemt hvorfor, var dette en god reminder for ham. Deres øjnes mødtes, som han hørt den lange sætning, og forlangte tilligemed også at han talte i lange sætninger. Hånden mod husmuren var en solid støtte for ham. "Efter at have mødt din ven Lynn," bekendt var de jo tilsyneladende ikke, men venner var måske alligevel en for mild beskrivelse af deres relation til hinanden, "Lært jeg, at jeg ikke kender dig. Hvem du er, hvad du kommer fra" rømmede han sig, som ordene forlod ham. Det var en udfordring at kæde ordene sammen, men det lykkedes ham, maven var dog blot blevet arrige på et nyt niveau og kunne ikke helt holde ham fra, at få sure opstød i munden. 

Selvfølgelig kendte han dele af Charles, måske de dele som Lynn ikke kendte - men, han fik blot den kriminelle Charles at se, ham som smuglede, havde sin nævekampsring i undergrunden og drak. Var det virkelig fair? Set i bagspejlet, at han havde aldrig skjult noget for Charles eller kun give dele af sig selv. Venskabet havde været hans højdepunkter når vandet sank under ham eller bølgerne gik højt. "Jeg trækker mig," fik han endelig sagt og tog den ene hånd til munden som et surt opstød kom i et kast fra maven. Det var en forfærdelig smag. 

Charles var snøvlende i hans ord og uforstånde i hans tanker, sådan som Richard talte i koder og i små sætninger. Det gik ham næsten på at den anden var så dårlig til at forklare sig. 
Charles var måske mere vant til at drikke, men han var ikke upåvirkelig og han stod stadigvæk og svejede, og når orderne kom var de snøvlende og ikke altid til at forstå, men han var mere vant til at alkoholen end Richard var. Det var der ingen tvivl om. 
Han kunne dårligt nok huske hvornår han sidste havde set, Richard drikke alkohol og på den måde være påvirket som han var nu. Det var næsten befriende se ham slå sig løs på den måde, det klædte ham. Han skulle altid have en kontrol over tingene, og den midstede han nu.
"Efter at have mødt Lynn?" Hvornår havde han mødt Lynn? Havde han opsøgt hende? Hvorfor? Fordi han havde lagt med hende en enkelt nat? Charles vidste dårligt nok hvor de havde stået fælles på det tidspunkt, han vidste ikke hvor Richard havde været. Charles havde behov som skulle stilles, behov som det havde virket til at Richard ikke ville tilfredsstille. "Hvad er det du snakker om? Hvad er det ved mig som du ikke kender?" Svarede han i håb om at Richard kunne formulere sig lidt længere, ellers ville det være svært at vide hvad han talte om og ikke mindst forklare sig. 

Han var usikker på hvad det var han mente og virkede næsten irriteret, især i sin fuldskab, over at Richard ikke kunne forklare sig bedre. Skulle Charles kunne læse hans tanker? Den slags evner havde han alligevel ikke. Nogen gang ville det dog have været rart. Han vidste ikke hvad han havde talt med Lynn om, han vidste ikke hvad han havde fået at vide og mente selv at han havde fortalt Richard om hans liv. 
"Du trækker dig?" Igen var det uforstående og uklart hvad han mente, men nu havde han da i det midnste en idé, "Fordi du har haft en snak med Lynn og ikke vil lade mig forklare mig?" Det virkede næsten.. 

Hvordan modparten kunne blive stående som han gjorde og tale som han gjorde, var et begyndende mysterie for ham selv. Fødderne sejlede under ham, ordene lå i kludder og alt gik langsomt eller for stærkt. Der var ingen mellemting for ham. Den knyttede hånd lå ved munden og han fik sunket det på ny. Eftersmagen af eftersmagen var næsten som Viktors timer gamle bræk i spanden den første dag til søs. Vammel. Spørgsmålene var velplaceret: "Din familie situationen som et eksempel" fik han udtrykt og rettet sig en anelse mere op. Øjnene føltes fugtige, som straffen for ikke at give den los med sine sure opstød som gerne ville ud af ham. Det ulmede mere og mere, satte varmen op i maven, som indholdet skulle koges. 

"Hold," brød han ind og fik løftet en hånd op som en indikation for det hele. Charles var et rod på sin egen måde. Men det fungeret jo tydeligvis ikke for dem, om det blot var den ene som kunne se det. De havde krydset en grænse, som aldrig skulle være krydset. Nok var det hans egen skyld, men nysgerrigheden havde været der, og han havde lade sig træde ind på det ukendte territorium og kunne nu ikke finde hoved og hale i hvem de var. "Jeg kender kun den side af dig, som du ikke byder hende," det var for mange ord i streg, han skulle lige have luft. Men det kunne ikke siges mere direkte. 
"Vi er venner, men vi har indviet hinanden på forskellige planer i hinandens liv, og signalerne har ikke været tydelige," de havde været forklædte og gemte. Richard var måske ikke blevet snydt, men han følt sig ført baglyset. 
Nej, han kunne ikke fortsætte med dialogen, maven ville ned og ligge, den ville tømmes - den ville have ro. 

Som han prøvede at få ro i kroppen, slog den knude og han fik kun lige lænet sig forover før han brød en stråle opkast fra sig. Hænderne på knæene og han mærkede hvordan maven tømte sig på ingen tid. Skulle nogen kaste op, var det vel lige så godt, at det var ham. Han fik spyttet resterne ud og tog underarmen til at høre sig om munden. Ågj, det var ikke hans stærke side. Øjnene blikkede en god del, og han fik rømmede sig og rejste sig stille op. "Mhm" brød han brummende og trådte lidt uden om sit opkast, som han trak sig fra dialogen. Det var ikke hensigten at efterlade Charles stående, men ingen afholdte ham fra at følge med hvis det var han ville fortsætte dialogen i deres fuldemandssnak. 

Han måtte erkende at han virkelig var på bar bund. Der kom ikke ret meget at arbejde med, fra dens anden mund af og at stå og skulle kæmpe med at få de oplysninger eller blot blive inkluderet i den her samtale. Det følte han ikke at han var. Han skulle kæmpe, som han plejede med at gøre, med at få information eller en mening i de ord som Richard kom med. Charles var fuld, hans ben sejlede og han havde ikke tålmodigheden til det her. Han ville ønske at Richard for en gang skyld blot kunne være præcis i sin tale, om han så var fuld eller ej. Charles var selv godt fuld.
"Hvad har jeg ikke fortalt?" Han forstod ikke meningen i det her, han forstod ikke hvad det var han ikke havde talt om eller hvad det havde af relevans.

Han holdt som Richard bedte ham om det, så han igen kunne tale. Hvilket det ikke virkede til at Charles kunne få lov til. Han kunne vel godt se at det lige nu ikke spillede og hvis Richard følte at Charles skjulte, så måtte han fortælle hvad det var han følte at han skjulte og lade ham forklare. Det virkede ikke til at det var den vej det gik.
"Som jeg har indviet hende i? Jeg ved ikke hvad jeg har indviet hende i eller ej. Hun var en  del af min ungdom her på havnen, sammen med dig. Kendte du andre end mig den gang?" Det virkede helt åndssvagt at tro at Charles kendte alle de personer, som Richard havde kendt da han var ung.
"Jeg har indviet dig i mit liv, som jeg har indviet alle andre omkring mig? Hvad er det du mangler?" Han sukkede højlydt, nærmest opgivende. Han tvivlede på at han ville uddybe, hvornår gjorde han det?

Charles måtte træde et skridt væk, for det udtryk som viste sig i Richards ansigt, kendte han alt for godt. Han vidste hvad der var på vej. "For fanden, Richard" Kom det blot fra ham, som han stod der foroverbøjet ved siden at Charles.Han var jo heller ikke vant til det.
"Mmh? Mmh hvad?" Han fulgte Richard med øjnene, som han forlod Charles, men blev selv stående.

Koncentrationen var ikke helt til at tage spørgsmålene ind. Nej. Det var mange spørgsmål, dybdegående spørgsmål der søgte efter tydelige svar, men han følte ellers selv, at han var rimelig klar i mælet med nogle af tingene. Selvfølgelig var de dog forskellige. Charles var en handlingsmand, en erfaren og dygtig løgner og havde før i tiden været en ganske kort luntet mand. Mange af tingene oplevede Richard dog ikke helt så meget mere. Måske var det blot fordi de begge var blevet mere voksne med tiden. Richard bebrejdede dog ikke Charles for nogle af de ting. Tvært i mod, det var en beundringsværdig opvækst. Problemet for den fulde og medtaget sømand var vel blot, at loyalitet var to forskellige definitioner for dem. 

Ikke sagt, at Charles ikke var loyal. Men Richard havde indviet sin nærmeste ven i hans liv. Hans familie, hans gøren og dagligdag. Han havde været klippen i de svære tider, tider som han nok ikke selv så som værende svære tider, men vennen havde været der. Og det skulle han forblive. Men som ven. 

Chancen for at få svaret på den forfærdelige lange sætning af Charles' var taget fra ham, trukket væk under fødderne på ham. Maven havde taget styringen og havde lade sig tømme på måder, som den ikke havde gjort i evigheder. Klamsveden ramte ham i det sekund. Antrækningerne til at fremtvinge opkast og reflekserne til det, det opvarmede kroppen på en måde, som blot vidnede om hvor dårligt han havde det. Men det var ikke deres problem, men hans problem. 

Han havde trukket sig nogle skridt, ordentligt skridt. Synet af sin egen opkast fik ham kun til at mærke hvordan mavesyren ophobede sig i maven på ny og lå klar til at forlade ham. "Jeg var en del af din ungdom, Charles. Men ikke nok til at du ville lade mig vide besked om din familie eller dens situation," fik han fremtvunget af ord ind i mellem sine vejrtrækninger for at få ro i kroppen. Øjnene glippede en anede, som han mærkede kuldegysen ramme ham let. Vindens blide brise var næsten for kold nu. "Vi er venner og kollegaer, så du kan få dine behov opfyldt med fremmede og kvindelige venner," der var intet surt i det han sagde, det blev blot sagt langsomt og en anelse sløvt, men det var nu engang sådan det var. Han kunne ikke sammenkæde en større sætning. Det var allerede to for lange sætninger. 

Richard rømmede sig, og tog hånden til brystkassen på ny. "Jeg går hjem og i seng," informeret han ungdomsvennen igennem de sidste mange, mange, år. Det var ikke for at være tvær, men han ville personligt foretræk at sove i sin egen seng, end at finde en bænk eller hos andre. Hjem var ro og kærkommen i sådan en situation. 

Det tydede virkelig til at Richard havde det meget værre end Charles, men sådan var det når man ikke drak i længere tid. Charles var påvirkert af det, hans ben sejlede og dagen efter ville han uden tvivl have det dårligt. Men der var tydeligt en forskel på hvordan deres kroppe tacklede det. 
Charles var en person som altid havde værnet om sig selv og over sin person, og historie. Men han følte at han havde indvilligt Richard i hans liv, og hvis der var noget som han ikke fortalt, så vidste han ikke hvad det var. Lige nu var han mere forvirret end klar i hovedet. Han forstod ikke alle de anklager, og det virkede ikke til at Richard havde den lyst til at fortælle hvad han mente. Hvis Charles havde evner, ville han ønske at det var tankelæser, for så kunne det være der kunne komme nogle svar. 

Der var mange ting i hans liv som selv Charles ikke gad at tænke på og derfor havde lukket ned for dem, så han ikke selv skulle huske på dem. Der var ingen grund til at gå og tænke på ting, som man alligevel ønskede ude af sit liv. Charles havde ikke været tilstede ved samtalen med Lynn, og han anede derfor ikke hvad de havde talt om eller hvorfor Richard havde opsøgt hende. Charles havde haft et svagt punkt, og var gået med hende hjem. Det var der utrolig mange grund til. "Hvorfor opsøgte du Lynn?" Det var vel ikke et langt spøgsmål.

Charles kunne ikke andet end at ryste på hovedet, over endnu en gang at få smidt noget i hovedet som Richard ikke ønskede at svare på. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller spørge om, for han vidste at han ikke ville få noget svar, på de spørgsmål. Det havde Richard jo tydeligt vist, ikke kun nu, men igennem hele Charles liv. Han talte ikke. 
Denne gang kunne han næsten ikke lade være med at komme med et grin, "Er det hvad det handler om? At jeg har været i seng med Lynn?" Så måtte han jo spørge om, hvorfor.   

"Det virker som en god idé, og som at du har brug for det" Charles havde ingen grund til at tage hjem. Natten var ung, og der er sikkert andre som ønskede hans selskab.