En blød latter gled over Corinths læber, og han, nikkede lidt. Selvfølgelig fik hverken kulden eller situationen bugt med det gåpåmod, og han skævede en sidste gang imod Cullin, inden at han rystede på hovedet. Nogle var nødt til at overholde tidsplanen, og han orkede ikke de potentielle konsekvenser der kunne komme, hvis de gjorde det her dumt. 
Men på sin vis vidste adelsmanden ikke om han troede på de vrissende ord, og trak en smule stort på skuldrene. "Det kunne måske ikke skade, at prøve" og han fik en dæmpet, verbal applause af løs latter fra hans publikum. Nok ikke engang fordi at det var sjovt, men nok bare fordi at det var imod ham. 
Armene krydsedes lidt afventende imens han krabbede sig nærmere, vagtsom på at vedligeholde det her underlige kapløb med tiden og gruppen der ventede med at gå. Uff, familie relationerne var ikke hellige? 

Næsten som ramte byvagtens ord et eller andet, så Corinth pludselig overrasket ud. Hans stemme blev lysere, og han gispede lavmælt. "Åh, det tænkte jeg slet ikke på.. hvad ville hun sige?" ordene var tykke af sarkasme, men vippede imellem troværdig eller ej for dem der lod sig snyde. Illusionen blev dog hurtigt brudt, han besluttede sig for at det måtte være tid nu, og slap den mimikerede, lånte anspændthed der havde overtaget hans overflade. Hænderne gled lige en sidste gang over frakken for at lukke den ordentligt til igen. "Jeg tror de ville græmmes" løj han, og talte i hvert fald for sin egen familie når han regnede med det modsatte. Hun var der alligevel ikke, så de fandt nok aldrig ud af det. 
Og der var ikke nogen der virkede til at være interesseret i at blande sig i lige de spørgsmål, da de hastigt rettede på deres varme tøj og gjorde antræk til at gå, Cullins næse forvrænget i et lille fnys idet de trådte forbi Corinths skikkelse, og tog venskabeligt fat om Sirells skuldre; godt arbejde. 
Men lidt afventende stod han lige et par sekunder længere tilbage, og indprentede sig de detaljer han kunne huske, selvom mørket gjorde det svært. "Til vi ses igen, jah?" lovede han næsten, et smil at spotte igennem lyden. 

Hvor urealistisk det end måtte lyde, så var det næsten mere behageligt at holde fingrene under vandet end over vandet. Men han bevæget sig stadigvæk med lavt tempo mod kanten. En skygge af dødens mænd der var klar til at gøre sin sidste gerning før de skule vende retur, hvis blot det dog var tilfældet. Han ville ikke unde at de blødte eller tabte hovedet for hans hænder. 
De havde et svar til alt, men de var fem om at tænke for en, så selvfølgelig var der lidt hjerne aktivitet hos dem. Enkelte våde totter af hår gled ned ad siden af hovedet, de havde ikke i sinde at blive kørt bagtil.

Ånden der forlod ham var varm damp, indebrændt som bålet kæmpet for at tænde op under de falme brædder. De var så sandelig problembørn og han ville ikke komme helt uden om dem, så det handlede om at finde måder hvorpå dette kunne undgås fremadrettet. Selvfølgelig kunne han vælge at bytte rundt på tingene, tage morgenvagter og sidde i arkivet aften ud. Men det ville blot virke som et krysters valgt. 

Vandet forsvandt fra brystkassen som han kom længere og længere mod kanten, før han så sig om, gik det til knæene. "Din mor ved vidst godt hvad du er," kommenteret han snerrende tørt til løgnen han blev givet. Benene stoppet stille hen, og han undret sig over en anelse over hvordan den sidste, Corinth, stille blev tilbage og kom med en lovende kommentar. Hvad?
Det var underligt. Det naget Eskild på en måde han ikke kunne lade vær med at træk skævt på smilebåndet. Hvorfor smile i sådanne sætning. 

Tolket han kommentaren og læbernes smils forkert eller var det blot en fejl fra Corinths side af?

Længere og længere ind til kanten kom han, og Corinth svor han kunne ane hvordan Cullin kastede et overvejende blik over skulderen, en delt opmærksomhed imellem adelsmandens lavmælte ord, når han blev stående tilbage, og Eskilds drivvåde, kolde, skygge i vandet. Fordi burde han gå tilbage? Men med et afvisende løft af hånden vinkede Corinth ham videre, han skulle nok tage sig af det, og lod lyttende hovedet glide en smule på skrå til de tørre, afsluttende ord. Hvad han var?
En lidt mere skarp kant sneg sig over smilet på læberne, da byvagten næppe tog fejl, og det alligevel ramte en lille, resonerende, larmende klokke i det forvaklede indre. Hah. "Hah.. heh..." Hun havde vidst altid vidst det, det var vel derfor hun havde været så beskyttende over for hans yngre bror, dengang hun stadigvæk havde været i live nok til at holde hånden over ham. Derfor hendes livsgnist falmede, hvorimod hans med årene kun var vokset.

Så han afviste det ikke. 

Han var underholdende, og alligevel skurrede han tydeligvis en del imod hårene. Det hele balancerede samtidigt med den ulmende interesse - en som kun virkede til at vokse, for hver gang Eskild svarede igen. Der var noget over så flabede kommentarer, det var så sjældent man så dem udfolde i fuld flor, på trods af hård saltvind fra nord og vinterkuling. De fik en sitrende varme til at sprede sig i ellers kolde fingerspidser, og han stak dem endelig i lommen, ikke helt afvisende i sin afskedsmimik. "Kom godt hjemad, Havasi" tilføjede han sagte, ikke helt sikker på om Cullin og de andre fik det med eller ej, men fast nok til at han nok ikke ville overhører det, med så sensitive sanser byvagten havde. 
Om han så mente det, ville tiden nok vise. 

Grinet, hvis man kunne kalde det dét, var afgørende og bekræftende over for hvad svar han havde givet. Det burde være alarmende, men det vakte kun interesse for at finde ud af hvad det betød. Hvad der lå til grunde for sådan en adfærd. Adelige kom jo i alle former og farver, men sjældent oplevede han dem i denne stand. 

Afprøvende, grænseoverskridende og uden hæmning for egen underholdning. De var jo næsten lige så beskidte i deres adfærd som pirater. Hvad var der ikke at undre sig over. Selvfølgelig havde hver og eneste medlem af den gruppe, nogle særheder. Trolden som var lederen, stikirenddrengene der skulle bruge sin tid til at varme op og hvad de andre nu engang kunne være. Det havde han ikke helt kunne gøre op med sig selv, for de var et mellemled, men i hvilken grad af styrke. Og så var der Corinth. 
Han havde været længe om at tage del i det, men som tingene eskaleret, mere kom han frem. Forsøget på at stoppe legen og den sidste til at gå. Hvad var han?

Kom godt hjemad, som det var en venlig hilsen, men tonen var svær at tyde. Tvetydig om alt. Eskild ventede med at træde længere ind, indtil han hørte fortrinene svinde hen. Han skulle så sandelig bare hjem, finde varmen på ny. Skønt, turen hjem var en rute der var gået så mange gange før, føltes den lang, men tyngen af det våde tøj gjorde også sin del af arbejdet for at sænke ham. 

Et slæb af vand fulgte pænt efter ham, hele vejen til døren.