Idun havde slet ikke lagt mærke til, at Popos nye sindstilstand skyldtes noget andet end hendes egne kærlige kærtegn. "Uh, Popo så slapper du af igen, nå?" Klukkede hun positivt overrasket. Oswald stemme trak hendes opmærksomhed væk fra kyllingen, og hendes ravgule øjne fandt hans igen. Et mildt smil spredte sig over hendes ansigt, da hun opfangede hans grin, og hun klukkede af hans kommentar. 
  "Åh, Beklager, Wallis." Sagde hun til hunden og kunne sympatisere. Det var ikke rart at blive taget ud af en god lur. En flygtig lok fra hendes rodede knold søgte ned i panden, og helt uvilkårligt begyndte hun at puste den ud af ansigtet. Opmærksomheden var kortvarigt et andet sted, og så sagde Oswald ja.

Ja? - Oswald sagde ja. Idun havde regnet med et nej, eller gjorde hun? Åh nej, Hun havde slet ikke tænkt på, hvad hun skulle sige eller gøre, hvis han faktisk ville sige ... "Ja?" gentog hun forvirret, og hendes læber formede sig til en lille, tøvende linje. Idun følte sig pludselig akavet og usikker, og hun pressede læberne sammen, mens hjernen kørte på højtryk for improvisere sig frem til en undskyldning så de ikke skulle skilles endnu.

  "Jeg vil gern' have dig med hjem." sagde hun pludselig, og et smil spredte sig over hendes ansigt. 

 Men måske havde hun brug for mere kontekst i sin sætning, eller måske var hendes krystalianske ikke så godt som hun troede i momentet, for det lød akavet og ikke helt rigtigt. Men i sekundet hun sagde det, lød det slet ikke forkert i hendes ører. 

Oswald hævede et bryn, og begyndte derefter at nikke langsomt. Havde han sagt noget forkert? Måske havde hun bare spurgt ud af venlighed, men havde faktisk slet ikke ment det. Eller, havde hun forventet han ville sige nej, og nu måtte hun finde på noget hun faktisk skulle bruge ham til?
Så da han hørte efter, rigtig hørte efter, kunne han også høre forvirringen i hendes stemme. Hvilket fik ham til at gå med den sidste konklusion: hun havde ikke forventet han ville bruge mere tid med hende. Selvom han teknisk set, havde spurgt om der var noget han kunne hjælpe hende med.
Så da hun udbrød at hun ville have ham med hjem, gled en tydelig forbavselses over hans ansigt.
Med store øjne, lod han hånden glide hen over hans nakke, hvor han kunne mærke varmen forme sig ned langs ryggen. ”Ehm, det var godt nok ikke lige det jeg havde regnet med” lo han en anelse akavet, og kiggede rundt omkring sig, før hans øjne endelig lagde sig på ork kvinden foran sig.
”Jeg har dog brug for at handle nogle ting, før jeg kan tage med dig hjem” i hans sind, prøvede han at forme tankerne omkring, at hun ikke havde ment det, som ordene var kommet ud af hendes mund.
Hun ville tydeligvis bare gerne have hans hjælp, selvom det nu ikke var så ofte, at folk bare inviterede andre folk hjem på den måde. Eller var det? Nu måtte Oswald trods alt erkende over for sig selv, at det var meget lang tid siden, at han havde været længere tid sammen med et andet individ. I hvert fald længere end en udveksling af krystaller, og vare.

Idun forstod først ikke hvad der gik igennem den andens hovede som hun betragtede Oswald tage hendes ord til sig. Men blikket vandrede over hans ansigt, og tog reaktionen ind og den virkede... beklemt? Det var ikke det han havde regnet med.. huh? Hånden gled om i hans nakke, forlegenhed? Det var Forkert, i forhold til hvad hun .. havde sagt. Nej - "Nej!" Udbrød hun chokeret og rystede voldsomt på hovedet, og tog hænderne op til munden, men stadig så hun kunne formå at have kyllingen i sit greb. 

 "Nej, jeg mente ikke sådan." Hun viftede lidt med hånden og lod den så glide ned af hendes ansigt mens hun følte sig fuldstændig ude af stand til at redde den. 

 "Jeg ville - " hun klemte øjnene koncentreret sammen, "som tak - eh invi..intere, invitere dig på mad." Hun så undersøgende på ham et sekund for at se om han forstod inden hun kiggede væk igen. 
"Det behøver ikke være i dag jeg-- jeg skal også handle." Proklamerede hun så, og dukkede hovedet som hun forlegent traskede forbi ham. Pokkers til sprog! "Korn!" Udbrød hun forfjamsket, for at uddybe hvad hun skulle have, blandt andet. 

Ikke at Oswald ville være så forfærdelig at tage med hjem - hun daskede sin kind diskret da hun havde ryggen til Oswald. Det var slet ikke sådan hun havde tænkt dét! 

Han rystede hoved af ren og skær forvirring, da hun pludselig udbrød ordet nej. ”Nej?” blinkede han hurtigt, hvorfor nu nej? Trak hun invitationen tilbage, eller hvad var det der foregik? Havde hun, oh ved alle guderne, nu havde de vist talt forbi hinanden. Han havde blot været akavet over at blive inviteret hjem til nogen, fordi hvordan kunne han føre en samtale lang tid nok til at være interessant? Set nu, han bare havde siddet ved bordet som en kedeligt, og uinspirerende individ der ikke havde noget spændende at tale om. 

Som et vandfald begyndte hun at snakke, hvilket frembragte et skævt smil over hans læber. Måske var det ikke så slemt igen, måske de godt kunne finde ud af et eller andet. Om ikke andet, havde de vel dyr de kunne snakke om, og han kunne forklare hvad han selv lavede.
I hvert fald prøvede han desperate at skubbe nervøsiteten ned, selvom det på nuværende tidspunkt ikke var nemt for ham.

Oswald betragtede hende, som hun begyndte at gå forbi ham, mens at hun snakkede om hun også skulle handle. Korn, som det var, ikke han havde forventet andet. Men hendes problemer med at finde de rigtige ord, var nu ganske bedårende.

”En invitation til mad siger jeg ikke nej til, og siden vi begge skal have det samme, kan vi jo fortsætte med at holde hinanden med selskab, hvad med vi går tilbage til vognen, så kan jeg køre dig hjem med dine vare?” heldigvis var Oswald ganske god til at udgive sig for at være noget han ikke var, deriblandt at blive langt mere selvsikker end den tidligere forlegenhed der havde krøbet sig ind i hans måde og opføre sig på.

Det var da også det pinligste. Og ja, sikkert også et godt eksempel på at Idun slet ikke kom nok ud fra sit lille gårdhus uden for byen. Måske gav det mening at færdes mere blandt folk, og ikke bare skadede dyr og store kyllinger. Zalans også. Hun bed sig lidt forlegent i tungen - bare Oswald ikke tænkte alle mulige ting om hende; hun var ikke en eller anden sjofel kvinde der bare tog tilfældige mænd med hjem - også uanset hvor tiltalende menneskemanden så end var. Iduns kinder havde fået en mørkere glød i huden

Hun standsede op da han begyndte at tale, og virkede ikke lige så beklemt som tidligere, eller forlegen. Hvilket fik hende selv til at slappe lidt mere af i skuldrene der næsten havde været helt opppe ved ørerne. Hendes blik flakkede op og ned ad Oswald, før blikket hvilede ved hans milde øjne. Hmmm - han virker pludselig så selvsikker. tænkte hun lidt forundret, over det pludselig skift, men han gjorde det nok bare for at redde den akavede situation for at udvikle sig videre i den retning. 
"Det er meget venligt af dig." sagde hun til sidst, og forsøgte at klukke forlegenheden væk.

Idun ventede på at han kom op på siden af hende, så de kunne følges sammen tilbage til markedet. Popo var allerede temmelig afslappet, og der kom ikke rigtig mere brok fra ham. Det var sådan så hun rent faktisk turde at lade ham komme op at sidde på hendes skulder igen. Den lille kylling trykkede sig pjusket op af hendes hals, og tog en mere hvilende position. 
Så, hun skulle have korn, friske grøntsager, mere mel, så hun kunne lave brød. De ravgule øjne fangede diskret Oswald ud af øjenkrogen, og de gange Wallis traskede op forbi hende, kunne hun ikke lade være med at køre sine fingre blidt hen over hundes hovede. 

"Hvad mangler du?" Spurgte hun interesseret til Oswald.

En forsigtig brummende lyd forlod Oswald, før han med et stille suk fik skubbet nervøsiteten ned igen, og fokuserede det på den indbildske sikkerhed han havde fundet frem.
Det var forfærdeligt, når man først vidste den rigtige side af sig selv, for derefter at pakke den væk og finde den anden maske frem. Men for nu, håbede Oswald at han havde været succesfuld i hans nummer. Uvidende om at det måske, i sidste ende, ville kunne give bagslag.

Da de gik side om side, lagde han hænderne om bag på hans læn, hvor den ene af hænderne greb omkring den andens håndled.
Hvad manglede han? ”lidt af det hele faktisk, det er som om at vinteren altid forbliver lidt længere end jeg forventer, desuden har jeg påtaget mig ansvaret for en del nye dyr, så korn, foder og mad til mig selv” forklarede han med et blidt smil, han glædet sig allerede til næste efterår hvor han kunne plukke de dejligste æbler fra plantagen. Men for nu, måtte man nøjes med det der var tilbage—det som der kom fra Rubinien og Topalis øerne. Hvilket i denne tid, blot var endnu dyre end normalt, fordi at handelsmændene vidste, at de kunne tvinge priserne i vejret.

Da de kom til hans karet, tjekkede han at alt var som det skulle være, før han bankede mod ladet hvor Wallis hoppede op og gjorde sig magelig tilpas. ”Popo må gerne få en tur også, hvis han vil” kom det blidt fra Oswald da han betragtede den flotte kylling der lå op ad Iduns hals.

Idun havde endelig fået lidt mere styr på sig selv - akavetheden var måske ikke helt længere at spore i hendes ansigt, omend den stadig lå på lur i hendes mave. Det kriblede rundt derinde, men hun var taknemmelig for emneskiftet så de i det mindste kunne komme ind på et mere sobert spor igen, følelsesmæssigt altså. 

Hun nikkede lidt til de forskellige ting han skulle have. Det var meget af det samme som Idun også var på udkig efter. Og da Oswald begyndte at fortælle om at han opvartede dyr, åbnede hun øjnene en smule forbavset op. En positiv overraskelse for hende, og de var måske mere ens end lige ved første øjekast. 
"Du passer dyr?" spurgte hun nysgerrigt med et mildt smil om de mørkere læber, og de ravgule øjne så forventningsfuldt hen på ham inden hun så tilføjede, "Jeg hjælper også dyr - når de kommer til skade." forklarede hun og klemte øjnene blidt sammen. 

Med hænderne foldet omme på ryggen stod hun blot og iagttog Oswald tjekke karetens tilstand. Måske var det dét han havde været ifærd med tidligere da hun nådesløst fik rendt ind i ham ved et uheld. Heldigvis til hendes held dog. Øjnene fulgte Wallis da han hoppede op, og blikket faldt tilbage på Oswald med det samme da han snakkede. Han havde en blid stemme, ganske nydelig at lytte på - så hjertet blev helt afslappet. 
"Må han?" klukkede hun lidt, og skævede til den lille høne, "Vil du ind a' sidde, ven?" hun rynkede lidt kært på næsen da fjerene kildede hendes ansigt inden hun trådte hen og placerede ham trygt derinde. Lidt væk fra Wallis, for en sikkerhedsskyld. Hun kiggede lidt underfundigt på Popo, som ikke rigtig så ud til at være skræmt over at blive placeret. "Du er da vidst rigtig udmattet lige nu, huh." sagde hun til kyllingen og satte den ene arm i siden. Mystisk.

Oswald lænede sig med begge arme krydset foran brystet, hen over karetens kant og betragtede den store ulv, der lagde sig mageligt til rette. Ikke om Wallis skulle hjælpe Oswald med, at få det vildfarende hjul tilbage på plads. Det var heldigvis ikke den værste ting, og han havde da også en reserve, nu hvor at hjulet nok for længst var forsvundet eller taget op af en anden. En af de mange grunde til, hvorfor det var en god ide, at tænke på alt inden man tog hjemme fra. I hvert fald nu, hvor man ikke kunne finde ud af at planlægge for en hel vinter. 
 Med forsigtige bevægelser, lod Oswald hans fingre danse hen over de gule fjer. "Beklager, jeg har en evne der gør, at jeg kan hjælpe dyr med at slappe af, tale med dem hvor de forstår—jeg tænkte slet ikke over, det inden jeg gjorde det, hvilket nok er grunden til at han virker træt. Han er bare, ikke bange mere" forklarede Oswald, og måtte ærlig indrømme at han løj i det øjeblik, at han ikke havde tænkt over det. Her måtte han blot være taktisk, da hun tydeligvis lagde mærke til mere, end de fleste ville have gjort. Men til al held for Idun, bekræftede det også blot mennesket, at han havde gættet rigtig. Kvinden ved hans side, ville blot alle det bedste. En sjælden egenskab, han måtte indrømme nok var noget han troede var gået tabt. 
 "Jeg sætter lige et hjul på, så vi faktisk kan komme videre, men så burde alt også gå ganske nemt derefter" sagde han og gav hende et smil, inden han skubbede sig selv væk fra ladet og gik rundt om det, for at finde stedet hjulet var sprunget af.

Idun betragtede hvordan Oswalds fingre dansede lettere kærtegnende henover Popos gule fjer, og tænkte ganske kortvarigt om berøring var lige så blid som hun forestillede sig - og hvordan det mon ville føles, blev det gjort mod hende.

Det forbavsede hende, og endnu mere end Oswalds indrømmelse.
"Oh?" Var umiddelbart hendes eneste reaktion på det. 'Oh' - hun blev nødt til at sige mere, og rettede en anelse på sig, skabte lidt mere afstand mellem hende og Oswald, som stadig strøg den bedøvede kylling hen over brystet. Hun fremtvang et lille smil - ikke fordi hun følte sig nødsaget til at forfalske sit humør, men fordi forestillingen om Oswalds fingre i hendes hår stadig sad i hende. Idun synes næsten, næsten at det var langt vigtigere, end evnen til at styre sindets følelsesmæssige tilstande, omend det var interessant. 
"Jeg er taknemmelig." Svarede hun til det, og klemte læberne mere oprigtigt sammen så der kom en lille smilerynke i venstre side af hendes kind. "Virker det ogs'å på mennesker?" Kunne hendes nysgerrighed ikke undgå at spørge om, og hun tiltede de ravgule øjne mod Oswald med særinteresse. Ville han kunne styre hende? Og andre for den sags skyld. Ikke mindst sig selv. For så måtte den være vældig nyttig, og ikke mindst farlig. 

Idun betragtede Oswald skubbe sig væk fra transportmidlet, og fortalte noget om et hjul. Oh - så det var derfor han var stoppet op her. Hjulet var kaput. Med hænderne bag ryggen, den ene knyttet, den anden med et greb om håndleddet, lænede hun sig frem og så, minsandten, skaden. 
"Skah jeg hjælpe?" Spurgte hun venligt, og begyndte lige så stille at følge efter Oswald for at se om hun skulle spæde til. Idun var stærk, muligvis stærkere end menneskemanden grundet sine orkiske gener. 

"Jeg kan holde, mens du sætter den på." Foreslog hun - det virkede jo ganske ligetil. 

For en kort stund faldt masken, da Idun spurgte ham det spørgsmål, han for alt i verden ville undgå. Men han burde næsten have vidst, at det ville komme. Hvorfor havde han ikke tænkt, at hun selvfølgelig ville spørger om det?
Kortvarigt overvældet af minder, om hvordan han havde brugt hans evner, på tjeneste folk og hans familie. Hvordan han havde tvunget folk i knæ, mens han havde kigget med et skadefro smil. Hvordan han til sidst havde knækket, fordi han var tvunget til at slå en person ihjel han ikke ønskede.
Men smilet kom tilbage, og han gav hende et smil. “Det virker alt som har tanker, følelser m.m.” svarede han en anelse overfladisk tilbage “men jeg bruger ikke mine evner mod mennesker, med mindre jeg har fået deres tilladelse, dyr er anderledes, fordi jeg ved de altid helst vil være rolige, så derfor hjælper jeg dem på vej” prøvede han at forklare sig så godt han kunne, selvom det måske kunne være svært for nogen at forstå.

Da hun tilbød at hjælpe nikkede han hurtigt, han var bestemt ikke for stolt til at sige nej til hjælp. Især ikke når han vidste at Idun var meget stærkere end ham selv. “Meget gerne, hvis du bare løfter den op, ja, sådan” han prøvede og guide hende så godt han kunne, før han placerede hjulet på dens plads igen. Han greb en lille hammer og bankede det ind på plads. “Sådan” sagde han med et stort smil “Så kan vi komme videre i dags ordnen” han kravlede op på kæret, og rakte derefter hånden ned for at hjælpe hende op.

Måske var der noget ved hendes spørgsmål som ikke faldt i god jord hos den anden. Smilet der før havde siddet klistret ved Oswalds læber, var som en maske der pludselig krakelerede som tør maling, omend det var for en kort stund. Uden at sige noget, betragtede Idun ham med en følelse af usikkerhed ved ændringen af mandens mimik; bekymret for, om hun havde sagt noget forkert. Udtryk var universale, så hun forstod at der var noget ved denne samtale, han ikke brød sig om. Måske bar evnen, uheldige minder med sig. Men det var som hvis der blot var sket et glitch hos Oswald, for lige så hurtigt smilet var falmet, lige så hurtigt kom det på igen. 

Han begyndte at forklare Idun, sine 'regler' for evnen. Nogle ord glippede for hende, derfor klemte hun øjnene koncentreret sammen for at fokusere på hans læbers mundbevægelse - så hun bedre kunne se ordene for sig. Men hun forstod essensen af det der blev sagt. Men hvis han kun brugte evnen på dyr - hvorfor så han så, så chokeret ud tidligere? 
"Ahh." Sagde hun i en forstående, syngende tone, og nikkede lidt for at understrege det. 
"Det er godt. Nogle gange hae dyr brug for ekstra hjælp til, mhm - slappe af." Hun forsøgte at gestikulere meningen med hænderne - for hun var bevidst om at det ikke lød helt rigtigt. 

Idun stillede sig klar da Oswald takkede ja til hjælpen, "Mhm." Sagde hun afmålt og løftede kærren da han sagde hun skulle. Selv med Wallis og Popo siddende i vognen, var det ikke specielt hårdt for hende at løfte. 
Med armene godt i spænd, fulgte hun nøje med i alt hvad Oswald lavede. Hun slap forsigtigt sit greb da han indikerede at være færdig, og efterfølgende børstede hun sine hænder mod hinanden for at fjerne eventuelle støvkorn. 
 "Ja." Imødekom hun, da han sagde de kunne komme videre, og som hånden blev strakt ud til hende som en invitation til at blive hjulpet op - tog hun imod den. Ikke fordi hun ej ville kunne komme op uden hjælp, men fordi hun gerne ville røre ved ham igen. 

Hænderne klemte sig sammen, og en lille klump formede sig i halsen på hende. Hun skulle virkelig til at komme ud noget oftere hvis denne spæde berøring gjorde det for hende. 
"Tak." Listede hun sig til at sige en smule nonchalant, for at skjule sine ellers skamfulde tanker, og slap ham inden hun fik sat sig til rette. 

Men som hun sad ved siden af ham, sad hun og kradsede neglen ned i stoffet af sin kjole ganske fraværende, og tænkte på deres forhenværende samtale. De lyse bryn rynkede sig lidt, og hun sendte den anden et beroligende blik, og så tavs hen på ham inden hun tøvende sagde,
 "Jeg tror du .. er en god person, Oswald." Hun klappede ham venskabeligt på skulderen, før hun gav den et lille klem og lod hånden dumpe ned i skødet igen.

Han nikkede opmuntrende, da han kom i tanke om, at krystalliansk ikke var hendes modersmål. Men han lagde ikke en gang mærke til accenten, eller hvordan hun ledte efter ord. Måske fordi han fandt det behageligt, bedårende endda.
”mmhm, det var så lidt” nynnede han næsten, med blikket rettet mod vejen, hvor efter at kæret begyndte at rulle ned mod markedet.

For en stund bredte sig der en stilhed mellem dem, men det varede ikke længe før Idun brød den. Men det var ikke bare det hun brød den, men hun sagde noget han slet ikke havde forventet. Med et forvirret blik drejede han opmærksomheden mod hende. Men han nåede ikke at sige noget, før en mand råbte op.
”Orv! Undskyld!” kom der hurtigt fra Oswald, der tragte i selen, og fik hesten sporet ud i siden, så han ikke ville ende med at tromle flere personer ned.
”Det var noget af en påstand” lo Oswald og kiggede mod ork kvinden ved hans side. ”Er det ikke farligt at påstå nogle er gode, selvom de har hjulpet dig?” ikke at han ikke var en god person, men derfor kunne man jo stadig være venlig, og ikke være en god person når det kom til stykket.

Han havde ikke lagt mærke til hånden, før den forsvandt fra skulderen igen. Og med et lille suk, sank han klumpen i halsen og lod blikket glide rundt omkring deres omgivelser. Der gik heldigvis ikke længe, før de ankom til hvor han kunne sætte kæret og hesten til.
”Så, lad os se om vi kan finde de vare vi skal bruge” det var måske tydeligt, at Oswald prøvede at skifte samtale, som han hoppede ned og klappede mod kæret, der fik Wallis til at løfte hoved og kigge doven på ham. ”Går ud fra det betyder du bliver her?” med et fnys lagde Wallis sig ned igen, og et dybt suk forlod Oswald ”jamen så er det vel godt, jeg har selskab i dag, klar?” han vendte hans opmærksomhed tilbage mod Idun og gav hende et forsigtigt smil.

De var lige ved at banke panderne mod hinanden ved den pludselig opbremsning og ryk, men Idun jog fingrene i sædet, og gjorde sig stiv som et bræt så hun ikke svang frem - mens hun udstødte et forskrækket gisp. Hjertet hamrede hurtigt som en lille fugl der baskede med vingerne. Heldigvis skete der ikke mere, og inden hun gav Oswald opmærksomheden igen, skævede hun kort tilbage på dyrene for at se om de var okay. Det så de ud til. Blikket søgte rundt på sceneriet der gled forbi dem som vognen havde genfundet sin fart. Oswald forsatte deres samtale, og Idun rettede sig mod ham. Skuldrene slappede af igen, og hun blev mindre stiv i kroppen da det så ud til at der ikke var flere som stod for skud til at blive kørt ned ad dem. 

Idun gentog lydløst hvad Oswald sagde for at forstå ordene bedre. Hun rystede bestemt på hovedet for at sige ham imod. Normalt ville hun mene det samme, men i dette tilfælde, var det ikke blot fordi han havde hjulpet hende. Man kunne vel kalde det intuition. Hvordan kunne hun forklare det ordentligt på krystaliansk. "Det ikke du gav hjælp." hun bed sig lidt i underlæben med rynket bryn mens hun ihærdigt ledte efter de korrekte ord. Hun klødte sig lidt frustreret i panden da hele hendes krystalianske ordforråd synes at forsvinde for øjnene af hende. Hun skulle virkelig til at finde sig nogle venner hun kunne snakke med, og øve sig på sproget mere. Hun brummede sig lidt desperat og så undskyldende på Oswald. Det var lidt flovt, ikke at være god til sproget størstedelen af landet talte. "Men, jeg - " forsøgte hun igen, og blev stille lidt mens hun tænkte. Blikket hang ved Oswalds brystkasse inden hun lagde sin hånd på hans hjerte. Måske gestikuleringen kunne hjælpe. 
"Jeg mærker - at du god." Øjnene søgte efter en eller anden form for fællesforståelse. Gav det mening det hun sagde? Hun prøvede at fortælle ham at det var hendes intuition. 

Hun tog hånden til sig, og lagde den i skødet, og efter noget tid, nåede de endelig frem til deres destination. Samtalen fra tidligere var falmet lidt ved dem, som var den efterladt tilbage fra hvor de kom. Idun smilede venligt til Oswald, og kom ned fra kæret. Stille, betragtede hun udvekslingen mellem hund og mand, og indvendigt lo hun kærligt af dem. Smilet bredte sig hengivent. Han var virkelig en dyrenes mand. Det kunne hun se ud fra måden han behandlede sin hund med respekt og kærlighed. 
"Klar." gentog hun og gav ham en tommelfinger der vendte opad. Popo så ud til at putte sig dybt ind til Wallis - de kunne passe op hinanden imens.