Romeo fnøs lidt til Phillippes respons, og rynkede panden. Selvfølgelig ville han sige det, tænkte han med et opgivende smil. Og det hjalp faktisk lidt på det hele, at præsten forsøgte at tage alt hvad snedkeren sagde med et gran salt. Han skulle bare lige igang, og vænne sig til jargonen med Phillippe. Nu bankede hans hjerte i hvert fald kun halvt så hurtigt - slaget var ikke helt tabt. 
 "Det er så fint." svarede han i forbindelse med skulpturen, og betragtede den lidt i detaljerne. Snedkeren var virkelig fingernem, og omhyggelig - det kunne ses i resultatet, og det arbejde han lagde i det. 

 Phillippe fik fejekosten frem, og først skulle Romeo lige til at sige at han ikke behøvede, men - på den anden side, var det nok meget godt at de ikke traskede sådan rundt i spånerne. De skulle også nødig få en splint op i foden, selvom de nu så ganske 'bløde' ud som de lå i forskellige hvirvler. 
 "Ja - det lyder godt." lige nu fulgte han bare alt hvad Phillippe sagde, og begyndte at rykke lidt rundt på møblerne. Bænken blev stillet op af væggen, og stolene på gulvet som den anden havde forklaret. Imens han arbejdede med at få det hele på plads, vendte Romeo sig om, og til sin overraskelse, så han Phillippe stå og betragte ham. Der var noget ganske tiltrækkende som snedkeren stod og hvilede hagen på sine hænder, mens han støttede sig til kosteskaftet. 

 "Hvad så?" spurgte han en smule forvirret, og følte sig gennemskuet på en eller anden måde. Et lille sug gik gennem ham, men han artikulerede det ikke. Han sank en klump og smilede skævt, "Skulle du ikke feje?" blikket hævede sig fra ansigtet til træspånen han nu opdagede sad filtret ind i håret på ham. Uden at give Phillippe tid til at svare, trådte han hen til ham med hovedet lidt på skrå og øjnene fokuseret i den andens hår.
 "Du har noget træ i håret." lo han mildt, og lagde op til at fjerne træspånen. Han måtte stå lidt tættere end han ellers ville, men der var ingen bagtanker med at stå så tæt - andre havde måske brugt det som en undskyldning for at komme nær en person man var interesseret i - men det var slet ikke sådan Romeo tænkte. Ikke bevidst i hvert fald. Med nænsomme fingre, tog han fat i træspånen og viklede den fri - uden at hive Phillippe i håret. 
 "Hm, sådan." nu fik han børstet den fri og den hvirvlede ned på gulvet. Romeo fik øjenkontakt med ham nu, og pludselig blev han opmærksom på nærheden - hvilket gav ham anledning til at bakke en smule bagud.  
 

 " Tak, " lød det roligt fra Phillippe mens han fandt kosten. Han blev altid glad når folk kunne lide hans arbejde, men det var altid vigtigst at kunden kunne. Så var det næsten lige godt hvad alle andre tænkte om det. 
 Det meste af træspånerne var blevet fejet sammen da Phillippe gik i stå. Det var den sidste dynge han skulle feje ud til siden, der lå ved børstene. Blikket der betragtede Romeo var blidt. Oprigtigt. Der var ingen fjollede glimt at se, bare en mand, det stod og betragtede en anden mand.
 " Jeg tænker bare... " sagde han, som om det gav sig selv, og Romeo burde vide at det var det det handlede om. 
" Oh? " Han rettede sig op fra at stå og hænge lidt på kosten da Romeo kom nærmere. Blikket skævede lidt rundt i et forsøg på at finde hvor han havde en lille spåne siddende men kunne selvfølgelig ikke se den. 

 Da Romeo begyndte at træde væk grev Phillippe ud efter Romeos underarm, for at stoppe ham fra at trække sig. Det grå blik så nysgerrigt på Romeo, og Phillippe betragtede lidt den andens ansigt inden han åbnede munden.
 " Hvorfor er du her, Romeo? " Spurgte Phillippe og lagde hovedet lidt på skrå, og brynene rynkede sig tænkende. Phillippe havde jo nærmest overfaldet Romeo sidst de var her. Og selvom præsten have undskyldt for sin reaktion i templet, var det jo ikke fordi Phillippe havde været helt uskyldig. Romeo havde gjort det klart at hvad end Phillippe prøvede på, var det ikke noget han kunne stå inde for, men alligevel stod de nu her, alene i værkstedet igen. Og Romeo fandt sig i Phillippes flirten, forsøgte at spille med på den. Phillippe forstod det ikke, men han klagede heller ikke. 
 Grebet om Romeos underarm var blidt, og hvis han ville, kunne Romeo sagtens trække armen til sig. Men det håbede Phillippe ikke at han gjorde. Han nød at mærke varmen fra den anden radiere op gennem tøjet og ind i Phillippes hånd. Phillippe trak ham gerne helt tæt på, så han kunne mærke den varme på hele kroppen.

 "Du tænker?" Spurgte Romeo ham dæmpet, med øjnene fuldt fokuseret på træspånen i håret. 
"På hvad?" tilføjede han, og var ganske optaget af at vikle det lille stykke træ ud af håret på Phillippe, at han ikke mødte den andens blik. Og som den kom fri - og Romeo lagde op til at trække sig væk, kunne han mærke en blid hånd der standsede ham i bevægelsen.
  Blikket gled ned på Phillippes fingre som havde fat i hans underarm, og en smule forvirret, mødte han nu den andens grå, nysgerrige øjne. Romeo kunne se at snedkeren tænkte på noget bestemt, og de grønne øjne antydede nærmest et 'hvad?' - som han i stilhed, uden at fjerne sig fra ham, blot ventede på at Phillippe ville røbe sine tanker for ham. 

 Spørgsmålet gjorde ham paf, og præstens øjenbryn dansede en smule op i panden og dannede den forvirrede, lettere beklemte panderynken på ham. 
 "Øh." kom det lidt forbløffet fra ham, og som hans mundvige trak sig nervøst  opad kunne man høre et dæmpet lille fnys der nærmest lød som et undrende huh. Han kunne ikke helt finde ud af om han skulle prøve at smile eller ej, og derfor lavede han lidt en halv ting af det hele. Phillippe lød ikke dømmende - han lød bare oprigtigt nysgerrig. Og Romeo kunne kun stille sig selv det samme spørgsmål, Ja, Hvorfor var han her? 

 Romeos kæbe strammede til alt imens han forsøgte at finde ud af hvad man svarede til sådan et spørgsmål. Når han tænkte over det; var der mange ting der talte ham imod at han skulle være her. Hans erhverv, hans forbandelse, det der skete i templet mellem dem for et år siden - det der skete mellem dem hos Phillippe for nogle uger siden. 
 Hvorfor var Romeo her? Hans blik flakkede fra det ene af Phillippes øjne til det andet, mens han lignede én der var blevet stillet verdens sværeste spørgsmål. 
 "Jeg -" han kom med et anspændt suk, og trak sin mundvige op i et beklemt smil inden blikket blev sænket til Phillippes blide greb. Så man efter, kunne man se Romeos adamsæble bevæge sig som han sank endnu en klump. De grønne øjne klemte sig en anelse sammen som han overvejede ordene inden de forlod hans læber, "Jeg vil gerne lære dig at kende." Han trak lidt på skuldrene. Det var den version han gik med. Den var sandfærdig - men ikke hele sandheden. Romeo ville gerne finde ud af, hvorfor han ikke kunne lade Phillippe være i fred. Hvad var det der trak ham herhen? Hvorfor var han så betaget af Phillippe af alle mennesker. Hvorfor havde han lyst til at kysse ham - når han stod og så på ham med sit inderlige grå blik. 

 "Vil du ikke have mig her?" spurgte han tøvende, med et bekymret blik.  

 " Dig. " Kom det kort og ærligt fra Phillippe, da han blev spurgt om hvad han tænkte på. Han prøvede bare at forstå præsten, nok ligesom han prøvede at forstå Phillippe. 
 Hver lille træk og reaktion blev betragtet af Phillippe. Det grå blik nærstudere mildt sagt den anden. Det var næsten så han fik lyst til at røre ved det livlige ansigt. Mærke hvordan det bevægede sig, om man kunne mærke følelser og tanker der var bag hver lille løft og rynke.

 Fingrene mod Romeos underarm begyndte lige så stille at nusse den anden. En ubevidst handling fra Phillippe. Brynene løftede sig en smule opfordrende da Romeo gik i stå et øjeblik. Phillippe ville ikke dømme han svar. Hvad end grunden. Phillippe forventede heller ikke det  var noget vildt, han ville bare gerne vide det. Forstå det. 
 Jeg vil lære dig at kende. Phillippe vidste ikke helt hvad han havde forventet den anden ville sige, men han blev lidt overrasket over svaret. Hvis noget tænkte snedkeren lidt at præsten ville gøre hvad som helst for ikke at lærer mere om den uanstændige snedker. Phillippe smilte skævt og prøvede at fange det grønne blik. Som om han håbede på at få flere svar hvis han kiggede i dem. 
 " Det vil jeg gerne, " sagde Phillippe og lagde hovedet på skrå, med et lidt drillende smil.
 " Hvem takker nej, når man får personlig kok? " Selvom Phillippe lavede lidt sjovt, så mente han det, da han sagde han gerne ville have Romeo der. Han kunne jo egentlig meget godt lide præsten. Han var hyggelig og sjov at  være sammen, måske mest fordi han blev så forlegen over det mindste. Brynene rynkede sig igen, og Phillippe valgte at række armen der havde ved kosten bagud så den kom til at stå op af hvad end der var bag ham.
 " Jeg prøver bare... at forstå dig.. " mumlede Phillippe og flyttede kort blikket ned på den anden læber. Phillippe var en mand ude rygrad, der nemt faldt i fristelser, men Romeo var en præst. Hvad han så i Phillippe, var måske lidt et mysterium for den anden, hvis de ikke var fristelse. 

 Dig - dig - dig - et spædt ekko af Phillippes stemme rungede i ham. Hvilket fik hans hjerte til bremse, inden det slog rytmisk ude af takt. Det betød jo ikke noget, at den anden tænkte på ham. Han stod foran ham; Så det ville være mærkeligt hvis Phillippe ikke tænkte på ham. Men alligevel, ordene gav ham en smule gåsehud i nakken. Den svage nussen, bemærkede Romeo med det samme som en høg der opdagede en mus - og selvom han burde stoppe kærtegnet, var det bare så rart, at han stod og faldt i staver på den bevægende tommelfinger. 

 En lettelse strøg igennem Romeo, da Phillippe sagde at han gerne ville have ham der. Det var vigtigt for ham, at han ikke trængte sig på - og at snedkeren også nød hans selskab, omend det var en forvirrende dynamik de havde sammen. Præsten løftede blikket, og blev fanget af de grå, indtrængende øjne. Der var ikke andet end venlighed i dem - men også lidt en forventning til at Romeo løftede sløret for mere. Maven trak sig nervøst sammen. 

 'Hvem takker nej, når man får en personlig kok' -  ordene fik Romeo til at presse læberne sammen i et smil og fnøs venskabeligt. Den humoristiske bemærkning var kærkommen, i en ellers lidt mere intens situation. Om intens var ordet, var nok malplaceret - men tryllebundet, optaget af hinanden. Tætte. Ja, det kunne man vel sagtens beskrive som intenst fra præstens synspunkt. 
 "Dét er en god pointe." lo han dæmpet og lagde selv hovedet på skrå. Romeo troede at samtalen var slut - og at han kunne begynde på maden, men ingen af dem lagde an til at gå - Phillippe stillede endda kosten fra sig, uden at slippe præsten. Kartoflen lå også bare bag dem, og ventede på at blive samlet op. Men, ingen af dem havde travlt med at komme væk fra hinanden. 

 De grønne, dybe øjne, var fæstnet i det grå, sigende blik. Han fulgte hvor øjnene kiggede hen, og da det gik op for ham at de ramte hans læber - spredte han dem uvilkårligt og indåndede et kort, rystende sug. Blikket, og de mumlende ord ramte ham i hjertet. 
 "Det gør jeg også.." mumlede han tilbage ; ordene var tvetydige. Det kunne være en søgen på forståelse for sig selv.. eller for Phillippe. Hans vejrtrækning begyndte at blive en smule overfladisk, som hans blik flakkede langsomt fra den andens øjne til læberne. En forvirrende tørst for Phillippe, trak i ham, og man kunne se læberne sprede sig og lukke sig langsomt, i et forsøg på enten at sige noget, eller at holde sig selv tilbage. Forsigtigt løftede han sin frie arm, men uden at vide hvad han skulle gøre med den, strejfede den blot Phillippes nøgne overarm, før han måtte tage den halvt til sig igen, og knugede den sammen. Blikket forlod aldrig Phillippes læber. 

 I stedet for at trække sig væk og forsætte med at fjerne træspåner og lave mad, var det som om de to mænd var blevet fanget af hinandens nærvær. Opslugt og ude at stand til at trække sig væk. Phillippe brummede et lavt Mmm til Romeos kommentar og smilede ned til præsten. Hvad var det også de hver især havde været i gang med?
 
 Læberne der spredte sig for at tage en rystende vejrtrækning fik Phillippe til at synke en langsom klump. Det var som om de kaldte på ham. Bad ham komme tættere på så de kunne mærke hinanden.
 Phillippe vidste han burde trække sig. Stoppe med at lade kroppens lyster styre ham. Stoppe med at lade sig friste. Men i stedet for at trække sig væk, var det som om der var noget der trak ham tættere på Romeo. Om det var fornemmelsen af at luften mellem dem forsvandt og at det eneste sted de kunne få mere luft fra fra hinanden, vidste Phillippe ikke. Han vidste bare at ligesom Romeos vejrtrækning, var Phillippes også begyndt at blive en smule overfladisk. Blikket flakkede lidt hen på Romeos hånd der lidt vildfarent rakte ud efter ham, for at trække sig tilbage igen.  
 " Hvad tænker du på..?" Det kom ikke ud som mere end en hvisken. De stod så tæt at det virkede voldsomt ikke at hviske. Som om det ville ødelægge den privatsfærer der virkede til at have omringet de to mænd og gjorde dem til en. Til de eneste i hele Krystallandet. Phillippe løftede den fri hånd op, og lod blidt fingrene stryge en vildfaren tot hår væk fra Romeos ansigt. 

 På en eller anden måde var det tragikomisk, hvordan Romeo gang på gang udsatte sig selv for disse interaktioner med Phillippe. Inderst inde vidste han jo godt, at risikoen kom, lige så snart de to var alene sammen. Præsten var faktisk yderst bevidst om det, og alligevel stod han her. Sårbar, viklet ind i den andens åndedræt og intimsfære - uden en flugtplan. Romeo følte, at selv hvis han gik den modsatte vej, ville han alligevel ende foran Phillippe. Alle hans veje førte til Phillippe.

 Romeo mærkede hvordan han måtte kæmpe for at spare på ilten. Det var som om de indåndede hinandens luft, men at det aldrig lige var nok til at vejrtrækningen blev helt stabil. Den sagte hvisken, kildede hans læber, og uvilkårligt fugtede han dem, inden de spredte sig mildt igen. De grønne øjne begyndte at blive en anelse fjerne, mørkere - helt opslugt, og forført af snedkerens nærhed.  
 Phillippe spurgte hvad han tænkte på, 'at kysse dig' - var umiddelbart hans første indskydelse, og bare forestillingen ved at omslutte læberne med snedkerens, fik hans vejrtrækning til at blive stakåndet, skælvende, mens brystkassen hævede og sænkede sig i takt. 
 Kærtegnet, der strøg hans hår til siden, var blot nøglen der skulle til for at trække ham op og igang. Han nærmede sig den andens læber, langsomt - men, var der noget man ikke skulle spøge med, var det Romeos samvittighed der automatisk gik igang, når der var ved at ske noget, der ikke burde ske - da de blot var milimetre fra hinanden, ændrede Romeo retning. Han tog en dyb, lang indånding gennem næsen, mens han svajede hovedet bagover og strakte hals, så deres læber ikke ville mødes. Hele bevægelsen var intim nok i sig selv, for læberne, og deres næser strejfedes på vejen op. Han hadede sig selv i øjeblikket, men var også taknemmelig over sig selv, at han havde afvist kysset, omend hans læber krævede intimiteten. 

 Lige så lang som indåndingen havde været, undslap et lige så langt, og frustreret suk ham, mens han stirrede op i loftet. 
 "At jeg hellere må komme igang med maden." undveg Romeo dæmpet til Phillippes spørgsmål. Blikket stirrede forsat på loftsbjælkerne, mens han tog tilløb til at trække sig helt fra den anden. Han rømmede sig lidt, og trådte nu forbi Phillippe, uden at se på ham, så han ikke kunne nå at se hvor rødmosset i kinderne han var blevet. Halvhjertet, klappede han Phillippe på skulderen i det han gik forbi, samlede kartoflen op fra gulvet, og hen til madvarerne.
 "Det er en cremet gryderet, med grøntsager." informerede han Phillippe om, henkastet, og forsøgte at forsætte deres aften som hvis hvad der lige var hændt, ikke var sket mellem dem. 

 Så havde Phillippes blide hånd ramt en knap, begyndte Romeo at læne sig frem mod Phillippe. Snedkeren holdt nærmest vejret og lod læberne skille sig let, klar til at tage imod den anden læber. Hånden der havde flyttet på håret var på vej ned langs siden, men blev distraheret på vej, og skulle til at lægge sig mod den andens hofte, for at trække han ind til sig.
 Intet af det blev dog til noget, da Romeo pludselig vippede hovedet op i en undvigende manøvre. Et tungt, længselsfuldt suk forlod Phillippe da han mærkede den andens læber ganske kort strejfe hans øjne, og øjnene lukkede sig en kende opgivende i. Selvfølgelig... Phillippe trak sig ikke væk, det var kun hånden der havde været på vej til at lægge sig mod hoften der endte med blot at komme ned at hænge langs siden i stedet, som han brummede et lavt mh-hm, da Romeo snakkede om maden igen. 

 " Jeg skal give dig cremet... " mumlede Phillippe en kende tvært, mens han gned ansigtet lidt da Romeo havde trukket sig. Den her gang var det Romeo der havde lagt op. Og så havde han trukket i land igen, og efter Phillippe med en krop der summede af mangel på forløsning. Han var ikke sur på præsten, men han kunne ikke komme uden om at han følte sig snydt. 
 Phillippe tog en dyb indånding for at lukke luften lidt prustende ud, inden han vendte sig rundt til kosten igen, for at feje den sidste lille bunke træspåner ind til siden. Bagefter satte han sig på værktøjskisten, og kiggede på Romeo. Han havde lyst til at gå hen og taget fat om hans kæbe og forlange det kys han var lige ved at give ham tidligere. Kræve at han endelig fik det fra Romeo han nærmest havde forsøgt at få siden den dag i templet. Men han vidste han skulle lade vær. Han havde Nicola, og Romeo havde sin gudinde. 
 Selvom han vidste han holde sig på afstand for en sikkerheds skyld, endte han alligevel med at skubbe sig væk fra kisten og gik hen for at sætte sig på stolen ved siden af Romeo. Hvis han skulle lade som om intet var sket, kunne Phillippe også!
 " Noget jeg kan hjælpe med? " Det grå blik så på præsten.

 Den spidse bemærkning, kunne Romeo umuligt overhøre, men han undlod at kommentere på denne. Han forstod det var frustrerende for Phillippe, ved Isari -- det var frustrerende for Romeo. Det var som blev han forhekset hver gang han stod inden for en vis rækkevidde af snedkeren. 

 Men det var selvfølgelig hans egen fejl. Han kunne have ladet være med at komme hjem til Phillippe, kunne have sparet sig selv for denne smertefulde tortur. Han var imidlertid også selv blevet forbavset over, at han havde insisteret på, at lave mad til dem, frem for at tage på en kro. Et offentligt sted havde vel været at foretrække. Så kunne den tillokkende intimitet være undgået. Alt hvad Romeo ville, var dog, at smelte ind i Phillippe - grave sig ind i hans hår, og endelig møde de forbistrede læber der aldrig gav ham fred i sindet. Men. Det. Kunne. Han. Ikke. 

 Øjeblikket de havde delt forinden, var dog ikke bare lige sådan at glemme, og alt imens Romeo prøvede at opføre sig normalt ved at sortere grøntsagerne, og klargøre skærebrættet, var det hans hjerte, som var alt han kunne høre dunke i sine ører. Han ænsede knapt Phillippe komme hen til ham, og sætte sig på stolen ved siden af sig. Det var først da han talte at det rigtig gik op for ham, hvor dyb i sine egne tanker han havde befundet sig i. Grøntsagerne havde han bare rykket hvileløst rundt på. 
 "Kan du skrælle kartofler?" Spurgte han med et hævet øjenbryn, og så Phillippe an med antydningen af et smil om sine læber. Det var nemmere at lade som om. Selvom kinderne afslørede hvor påvirket han i virkeligheden var af deres 'lige ved og næsten-kys'.
 "For så skærer jeg de andre grøntsager til." Han rykkede sig lidt og gjorde plads til Phillippe så de kunne stå side om side, omend pladsen blev en smule trængt. 

 Romeo rømmede sig lidt, og fandt de rigtige remedier frem til at skære grøntsagerne der skulle bruges til gryderetten. Hak, hak, hak. Stilheden var tyk - og præsten følte at han måtte udfylde den. 
 "Der er desværre ikke noget.. kød til." bekendte han, "Jeg spiser ikke kød, nemlig." forklarede han så. "Så jeg håber det er okay for dig.. bare med grøntsager, i så fald." Han bed sig lidt beklemt i kinden. Ikke på grund af de ting han fortalte, men bare.. deres situation generelt. 

 Kan du skrælle kartofler? Phillippe drejede langsomt hovedet op så han kunne se på Romeo og hans udtryk var et af påtaget uforståenhed. Selvfølgelig kunne han skrælle kartofler.. Det havde selvfølgelig nok ikke været for at sætte spørgsmålstegn ved snedkerens evner, men blot et spørgsmål om han havde lyst til at skrælle dem. Alligevel kunne Phillippe ikke slippe irritationen og frustrationerne i hans krop der fik ham til at tage ting lidt mere personligt.
 " Det ved jeg.. Det tror jeg aldrig jeg har hørt om.." Phillippe satte en finger på hagen, som tænkte han, mens han blev lidt fjern i udtrykket. 
 " Er det ligesom at skrælle barken af træ?" spurgte han så, og på Romeo med et udtryk der sagde selvfølgelig kan jeg det. Det grå blik betragtede den anden lidt. Det var ikke fair han bed sådan af ham. Phillippe sukkede og gned ansigtet lidt med hånden.
 " Undskyld.. " mumlede han ned i hånden og rystede lidt på hovedet over sig selv. Hvor barnlig var han lige? Han rejste sig op og skubbede stolen lidt væk så de fik lidt mere plads at stå på. 

 Phillippe gik i gang med kartoflerne og stilheden lagde sig over dem. Havde han ødelagt det? Hvad end forholdet var mellem dem? Ville det være anstrengt fremadrettet?  Der gik dog ikke længe inden Romeo snakkede igen, og Phillippe spå på ham ud af øjenkrogen kort, så han stadig havde øje på hvad han lavede.
 " Det er fint nok, det er ikke meget anderledes end min kød-fri grød.." Sagde han med et lille skævt smil. Blikket fandt helt tilbage på det han havde gang i.
 " Hvordan kan det være du ikke spiser kød? " Spurgte han nysgerrigt.

 Det faldt hurtigt til jorden. Romeo prøvede egentlig bare at lette stemningen en anelse, med kærligt dril - men det blev vist ikke opfattet således, sikkert grundet den lidt akavede følelse der lå mellem dem fra tidligere. Blikket flakkede lidt undersøgende rundt i Phillippes ansigt, inden han søgte tilflugt til grøntsagerne. 
 Det var ikke hans mening at fornærme Phillippe, eller tvivle på hans evner. Men som de havde snakket om tidligere, lavede snedkeren ikke rigtig mad - så Romeo havde bare tænkt at det var oplagt at drille den anden lidt med noget så banalt som et skrælle kartofler. Selvfølgelig kunne Phillippe dét. Alle kunne skrælle kartofler. 

 Præsten gned læberne lidt sammen. Er det ligesom at pille barken af et træ? Normalt ville han have klukket af dette, men der var ingen humor at finde bag Phillippes ord. Han lød fortørnet, og Romeo gættede, at det nok ikke var spørgsmålet om hvor langt Phillippes evner rakte til kartoffel skrælning - men nok mere dét, der ikke blev forløst mellem dem tidligere. 
 "Her.." Romeo rakte ham skrællekniven, og rømmede sig lidt. Han lignede en der skulle til at sige noget mere, men klappede i da Phillippe lidt efter sagde undskyld. Han behøvede ikke at undskylde. Romeo brummede bare, og følte sig utilstrækkelig. I tvivl om hvilket ben han skulle stå på. 

 Fingrene brugte kniven rutineret og nænsomt. Snart var alle grøntsagerne hakket. Han tog imod de kartofler som Phillippe gradvist fik skrællet, og hakkede dem til den rigtige størrelse og blandede dem med de andre grøntsager i gryden. Romeo trak lidt i smilebåndet til Phillippes kommentar om kød-fri grød, og var lettet over at de ikke behøvede at være uvenner.
 
  "Det smager dårligt." Sagde han efter lidt overvejelse og trak på skuldrene, "Jeg får kvalme når jeg spiser det - så det er nemmere bare at lade være." Han smilede skævt, og bed sig lidt i kinden. Han ville egentlig gerne have emnet over på noget andet. 
 "Hvad er din yndlingsret?" Spurgte han nysgerrigt, og begyndte at rive muskatnød til den cremede sovs han var ved at lave ved siden af. 

 Skrællekniven blev taget imod i en noget blidere bevægelse end hans ord havde været. Han skulle ikke lade uforløste følelser gå ud over nogen. Slet ikke når han ikke havde ret til de følelser. Han elskede Nicola! Han burde slet ikke så meget som overveje at tænke sådan om Romeo. Han skulle lærer at styre sig selv, det skyldte han halvpanteren. Det var bare ikke nemt med de spændinger der så tydeligt var mellem ham og præsten. 

 Snedkeren lyttede til Romeo fortælle og nikkede lidt som han skrællede den sidste kartoffel. De var blevet skrællet som Phillippe snittede, små snit, væk fra sig selv. Han vidste godt det måske ikke var den mest effektive måde at skrælle på, men det var en bevægelse der sad i hænderne og selvom kartoflerne blev en smule glatte var det det der virkede mest naturligt for snedkeren. 
 " Hmm, så giver det god mening at holde sig fra det.. " Det grå blik lagde sig på præsten, og gav sig så til at overveje sin yndlingsret. Panden rynkede sig tænkende og han brummede lidt. Læberne spidsede sig overvejende.
 " Er kage en ret? " Hovedet lagde han lidt på skrå og det ene bryn løftede sig lidt. Nu hvor han var færdig med kartoflerne lagde han kniven fra sig, og vendte sig rundt, så han kunne stille sig i en halv-siddende stilling, hvor han lænede sig op af bordets kant. Armene foldede sig afslappet hen over brystkassen.

 Romeo betragtede Phillippe, diskret, ud af øjenkrogen mens han fik skrællet de sidste kartofler. Det var muligvis, en forholdsvis, upraktisk måde at stå med kniv og kartoffel, men aldrig havde han set så glatte kartofler. Til sammenligning, havde præsten Phillys ord fra tidligere at gøre godt med; den anden skrællede vel kartoflerne lidt ligesom når man pillede barken af et træ. Han var i sandhed en snedker. Romeo smilede for sig selv af det.

 "Kage?" Gentog Romeo overrasket, og kunne ikke lade være med at have et moret smil om læberne. Han klukkede let, og fik en varm glød i sine øjne. Det var et utroligt, barnligt svar, og ikke ét han havde regnet med. Men der var noget uskyld og oprigtigt over Phillippes yndlingsret. Jo mere han fik at vide, jo større tiltrækning fik han til den anden. 

 "Jamen, hvilken slags kage så?" Han lod sig nu betragte Phillippe, der halvt siddende, halvt stående støttede sig til bordet. Den uforløste stemning fra tidligere, havde lagt sig så småt, og Romeo var begyndt at føle sig mere tilpas igen. Det var dog farlig leg at se på Phillippe for længe - da et dyrisk, bankende hjerte lagde op til andet i ham, end blot madlavning. 

 Tag dig sammen Romeo.

 Blikket flakkede lidt ubeslutsomt fra Phillippe og hans tillokkende ydre (de bare arme prøvede Romeos øjne stærkt holde sig fra), til gryden, hvor han gjorde de sidste småting klar til retten. Nu skulle den blot simre - hvilket gav Romeo en undskyldning for at sætte sig på stolen, hvor Phillippe tidligere havde sat sig. Det var nok bedre at sidde, frem for at stå side om side med snedkeren. Der skete altid ting når de stod overfor hinanden. Så dette var et bravt forsøg på at modstå, hvad end af fristelser der ville ske, mens maden blev færdig. For ved Isari, en syndflod ventede blot på at ske. Romeo foldede hænderne i sit skød og så afventende på Phillippe. 

 Romeos smil og latter var smittede, og Phillippes læber bredte sig i et skævt smil, som Romeo satte spørgsmålstegn ved Phillippes valg. Snedkeren trak lidt på skuldrene. Det var helt okay, hvis ikke det talte som en ret, for et eller andet sted var det vel ikke en ret. 
 "  Hmm.. " brummede Phillippe lidt og vippede hovedet tilbage så han så op i loftet, som skulle han overveje hvad hans svar var. Men Phillippe vidste hvad han  svar var allerede da han spurgte ind til om en kage talte. 
 " Min mor lavede en tærte da jeg var barn. " begyndte han så at forklare.
 " Jeg tror det er en hun lærte af sin mor, som lærte det af sin mor, og så videre. " Phillippe vippede hovedet op på plads igen, og så hen på Romeo. 
 " Den er lavet en eller anden virkelig syrlig frugt, men når hun brugte den i tærten blev den så blød og sød. Jeg  ved ikke.. Det er nærmest som en spise en drøm..  " Phillippe flyttede blikket ned på gulvet og trak på skulderne med et kort grin. 
 " Det er i hvert fald sådan jeg husker det.. " Det var ved at være mange år siden han havde fået kagen, og nok også derfor mindet om tærten virkede en smule barnligt. 

 Phillippe foldede armene ud igen og satte hænderne bag sig, mod kanten af bordet. Blikket fandt tilbage til Romeo, og Phillippe betragtede han lidt som han stod og lavede mad. Det var længe siden der var blevet lavet rigtig mad hos ham. Sidst havde nok været en af gangene Katarina Jahnson havde været hos ham. 
 " Hvad med dig? Hvad er din yndlingsret? " Hovedet lagde sig lidt på skrå.

 Romeos fulde opmærksomhed var hos Phillippe da han begyndte at fortælle om tærten, der gik i generationer. Der var ikke noget mere indtagende, end måden snedkeren forsøgte at genkalde minderne fra dengang han var barn. Phillippe blev mødt af et hengivent og varmt smil da han så på Romeo. De grønne øjne fortalte, at han blot skulle forsætte. Han lyttede med omhu.
 
 Præsten kunne næsten se den unge, barnlige Phillippe med glæden i øjnene der bed tænderne i tærten og smagte dets fyld. Han kunne godt lide, at se snedkeren på denne måde. Der var noget ægte sårbarhed over det, også selvom det blot var en lille ting, som et barndomsminde.
 
 "Det lyder fantastisk Phillippe." sagde han oprigtigt, og smilet hang stadig ved læberne. 
 "Kan du huske opskriften?" Spurgte han nysgerrigt - og overvejede om han en dag kunne lave yndlingstærten for ham. Nok, ville den ikke smage lige sådan, men.. kunne han, ville han gerne give Phillippe den oplevelse igen. 
 
 Den cremede gryderet simrede som den skulle, og svampene kom i som det sidste. Han hældte dem nænsomt deri. Risene var også ved at koge færdige. Han kunne godt mærke sulten. 
 "Min?" gentog han og tænkte lidt. Han trak lidt på skuldrene, og pegede på retten der var igang med at blive færdig. 
"Det er vel den vi er ved at lave lige nu." indrømmede han fåret, og trak skævt på smilebåndet. Hans mor plejede at lave retten når de kolde måneder atter stod for døren. Dengang kom hun dog også hjortekød i - noget han desværre ikke kunne nyde længere. 

 "Min mor.." begyndte han, men tøvede så. Han ville helst ikke ind på sin familie. Romeo skævede påpasseligt hen til Phillippe, men skaden var sket. Han følte at han måtte forsætte, "Min mor plejede at lave den. Om vinteren." sagde han så. Og begyndte pludselig at genkalde duften fra hjemmet, hvordan han og lillebroren kom hjem med røde næser fra at have leget i sneen, og kom ind i hjemmet til duften af gryderetten. Han blev helt nostalgisk, og kom til at fortælle videre. 
 "Når min bror og jeg havde leget i sneen, blev vi altid mødt af den cremede duft da vi endelig kom indenfor." han smilede svagt, men det falmede lidt sørgmodigt. Han rømmede sig så, og viftede afværgende med hånden.
 "Det er godt nok længe siden." nævnte han, og lo - trods sig selv. 

 Læberne og ansigtet blev folde i en lettere sørgmodig mine, da Romeo spurgte om opskriften, og Phillippe rystede let på hovedet. Han måtte prøve at lokke opskriften ud af hans mor næste gang så besøgte dem. De grå øjne fandt Romeos.
 " Det var ikke min plads at lærer den. " Phillippe trak på skulderne. Han skulle lærer håndværket, ikke at lave mad. Et skævt smil brød det sørgmodige udtryk, og Phillippe lænede sig lidt til siden i et forsøg at komme tættere på Romeo, hvis blik han prøvede at fange.
 " Ville du da lave den til mig, så? " Det ene bryn løftede sig lidt. Selvom i og for sig var et uskyldigt spørgsmål. Et spørgsmål der ikke havde noget skjult bag sig. Så var det som om det blev til noget andet, når Phillippe lænede sig sådan frem med det skæve smil. Som om Phillippe prøvede at lokke den anden ud på dybt vand, hvor man ikke vidste hvad der kunne ske. 

 Phillippe blev hængende lænet mod Romeo i et lille stykke tid, inden han rettede sig op, dog uden at fjerne blikket fra den anden. I stedet blev det en smule overrasket, inden smilet blev en smilet drilsk, og han løftede begge bryn.
 " Den her? " Phillippe pegede på gryden.
 " Du flotter dig nok rigtig, sikke heldig jeg er, " hånden kom tilbage ned mod bordet og af ren automatik blinkende Phillippe flirtende med det ene øje. han indså dog hurtigt hvad han havde gang i og slog blikket ned med et lav rømmen. Han skulle virkelig tage sig sammen... Med en næsten usynlig rysten på hovedet over sig selv lyttede han i stedet til Romeos fortælling, og flyttede blikket tilbage hen på ham.
 Det lød alt sammen som dejlige minder, og derfor forvirrede det snedkeren lidt at den anden pludselig virkede sørgmodig. Latteren virkede nærmest helt humorløs, og Phillippe rynkede lidt på brynene over det. 
 "  Det lyder som dejlige minder, " sagde han med et mildt smil om læberne, inden han kom til at grine lidt. Phillippe lænede sig lidt tilbage på armene og kiggede op på loftet.
 " Vi er vidst blevet gamle.. " lo han stille. Snakkede de ikke begge om minder fra da de var yngre?  Romeo havde selv pointeret det var længe siden.

 Phillippe kendte ikke opskriften. Det var en skam. Så familie traditionerne hos ham, tillod det ikke. Han sendte ham et sympatisk skævt smil, men da noget i snedkeren ændrede sig, rettede Romeo sig op. 
Ville du lave den til mig, så? Mhm. Hm. Romeos vejrtrækning blev langsomt en smule hurtigere som den anden lænede sig frem, og det trak i mundvigen med små ryk. Nogle gange mistænkte han Phillippe for at være tankelæser - for han vidste altid hvor han skulle trykke for at ramme ham bedst.

  En flygtig lok fra den anden gled fra skulderen og dinglede for sig selv da han lænede sig frem mod Romeo - det var lige før han synkede ned i kviksand - ude af stand til at flytte sig.
  "Selvfølgelig." Sagde han med tvungen sindsro, men brynene rynkede sig nervøst sammen, mens de grønne øjne kiggede ind i de grå, "Jeg ville nok bare ikke kunne, få den til at smage, lige så nostalgisk." Han gnavede sig kort ved underlæben inden han tog sin hånd op og gned den over sit ansigt. Bryde fortryllelsen der sad i de grå øjne. Puha. 

 Snakken gik heldigvis videre. Romeo måtte huske sig selv på, at snedkeren bare var sådan; flirtende af natur. 

 Den her? Romeo nikkede henkastet, og forsøgte ikke at gøre mere ud af det end hvad det var. 
Du flotter dig nok rigtig, sikke heldig jeg er. Endnu en bemærkning, der næsten gjorde at Romeo havde behov for en hjertestarter. Han slugte næsten sit spyt forkert og måtte rømme sig lidt forfjamsket. Det hjalp heller ikke på det, at Phillippe med fuld overlæg flirtede. Han flirtede, ikke? Romeo kom med en dæmpet, nervøs klukken bagefter, mens kinderne fik farve. Han fik pludselig travlt med at se på retten simre. Alt for at distrahere sig fra dét, som var Phillippe. 

 Men så kom de på snakken om barndomsminder. Retten begyndte at dufte hos snedkeren som Romeos hjem om vinteren. Det fyldte Phillippes værksted med en mild, cremet duft. 
 "Ja, hvor blev tiden af." Lo han lidt og kløede sig på halsen, som latteren døde hen. Hvor blev tiden af..
 "Skal vi dække bord?" Spurge han lidt efter, for at komme tilbage i nuet hos dem. 

 Jeg er sikker på den ville være perfekt, tænkte Phillippe som Romeo snakkede om ikke at kunne lave den helt korrekt. Men han stoppede sig selv fra faktisk at sige ordene, for han skulle virkelig stoppe. Han skulle være normal. Han skulle holde op med at flirte sådan. Men det lå hele tiden på spidsen af tungen. Som var det lige så naturligt for ham at flirte, som det var at trække vejret.  I stedet smilte han bare skævt og trak på skuldrene. I sidste ende havde Romeo nok ret.

 Som Romeo begyndte at hoste rakte Phillippe armen ud i kort, mild bekymring. Han tøvede dog lidt og hånden endte derfor end blot at svæve lidt inden han trak den tilbage til bordet. 
 " Venligst ikke dø i mit værksted.. " endte han med at sige i stedet med et drilsk smil om læberne. 
 " Det blive så svært at forklare... " En kort latter forlod Phillippe, men den døde hurtigt ud. Kort efter blev emnet skiftet over på maden og bordet og Phillippe nikkede lidt inden han begyndte at ryde op efter deres forberedning. Han stoppede dog op og pegede ind mod det lille værelse.
 " Inde i skabet hvor jeg fandt kurven skulle der gerne være alt vi skal bruge, " En diskret hentydning til at Romeo gerne måtte in dog finde det nødvendige. Han havde dog glemt at de ekstra numsepropper han havde lavet til Enzels bordel i øjeblikket var blevet "gemt" inde i skabet et eller andet sted. Det ville sige, han har de smidt dem der ind da han ikke vidste hvor han ellers skulle gøre af dem.

 Den kække bemærkning, ændrede stemningen fra noget melankoli til et af humoristisk adspredelse. Han kunne ikke holde op med at klukke en mild latter. Romeo kunne godt bruge at tænke på noget andet end hans forkvakkede følelser der hele tiden ville op til overfladen, så han drejede hovedet mod den anden. 
 "Hvad ville din forklaring være?" lo han anstrengt, og rettede endelig på sig som han ikke var ved at kløjes i sit spyt længere. 

 Imens blev han peget i retningen mod soveværelset, for at finde lidt til bordopdækningen. Det var måske en smule upraktisk, at alle Phillippes ting var proppet ind i skabet. Men igen, hvor skulle han ellers have det i værkstedet. Det var jo, for det meste, en arbejdsplads for snedkeren. 
 "Okay." svarede han stille, og gik roligt ind i soveværelset for at finde tingene. På vej ind i værelset kaldte han dog over skulderen, "Jeg venter stadig på din forklaring, om hvorfor jeg er død i dit værksted." lo han lidt, og vendte opmærksomheden mod skabet.

 Romeo åbnede, og begyndte at lede efter lidt forskelligt. Man kunne se, at det var en mand der boede alene. For tingene var kastet rundt, og der var ikke meget orden. Hvordan kunne Phillippe nogensinde finde det han skulle bruge? Han sukkede lidt for sig selv, og havde en stor lyst til at organisere. Men lige så stille fik han da spottet et par nødvendige ting, til borddækning. 

 Han flyttede noget, men da han skulle til at slippe det igen, kastede han blikket ordentligt ned på hvad end det var han havde i hånden. Den var fyldig i formen, og mindede mest af alt, om en snurretop, men der var ingen spids i enden, på samme måde som den slags legetøj havde. Hvad i alverden..? Romeo rynkede brynene, og der gik et par tavse sekunder inden det gik op for ham hvad det var han havde i hånden. 
 "Du godeste!" spruttede han og slap det som blev han bidt af det. I sin forfjamskethed, rejste han sig og slog hovedet op i hylden over sig. "For - arh." ømmede han sig og rømmede sig samtidig. Den lille runde prop trillede rundt ved hans fødder indtil den lå stille igen. Hjertet hamrede lidt ved hans fund, og han følte sig underligt krænket. Phillippe havde vel ikke... brugt den? Romeos hænder blev svedige, og febrilsk begyndte han at tørre dem af sit tøj. 

 Phillippe overvejede lidt hvad han skulle svare Romeo. Der var så mange ting han kunne sige, nogle noget mere upassende end andre. Mens den anden gik ind på værelset fik Phillippe frigjort bordet, og da han blev spurgt igen, stoppede ham op for at rent faktisk at komme med et svar. 
 " Det ved jeg ikke.. jeg så så godt ud at den hellig fader glemte hvordan man trak vejret? " Lo han lidt og rystede på hovedet over sig selv, uden at vide hvor korrekt hans lille fjollede bemærkning måske i virkeligheden var. Phillippe lænede sig op af bordet med numsen halvt på det igen.
 " Måske.. at du havde inviteret dig selv på middag, og var måske var kommet til at forgifte dig selv i forsøget på at forgifte mig? " Det var en underlig tanke. Phillippe kunne slet ikke forstille sig præsten i det andet rum gøre ham noget ondt. Det virkede bare så fjernt og uvirkeligt at den blide, uskyldige præst havde det i sig. 

 Han nåede dog ikke at tænke yderligere over det, da et forskrækket udbrud lød inde fra det andet værelse, efterfulgt at et lille bump og så et større bump. Bekymret skubbede Phillippe sig ud fra bordet.
 " Hvad sker der!? Er du okay? " Phillippe fik trådt de få skridt hen til værelsesdøren, og stoppede op for at få et overblik. Der virkede ikke til at være sket noget slemt, da han så Romeo stå og tørre hænderne i bukserne. Brynet løftede sig lidt inden blikket gled undersøgende rundt i rummet. Hvad var problemet? Da det grå blik landede på den tabte numseprop spidsede han overvejende læberne inden han brummede ubekymret.
 " Hm.. Så det var der jeg havde lagt dem.. " lød det en kende overvejende og urørt fra ham, som han gik hen og samlede den op fra gulvet.