Der var intet skammeligt over søsyge, enten så kom man sig over det og ellers så var man ikke gang bar på et skib, der var ikke så mange valgmuligheder i mellem der. Han håbede for deres begges skyld i at Viktor var en del af den første valgmulighed. Det ville gå udover ham, og Charles selv hvis andet viste sig.
Charles havde selv oplevet samme syge, da han startede på sit første skib, men var kommet sig relativ hurtigt over det.

Forskrækkelsen og skammen var tydelig malet i hans ansigt, men skibet var så lille at man dårligt kunne skjule noget for hinanden. 
Viktor havde måske regnet med at han kunne sidde med dette alene, hvilket man godt forstå. Det føltes sikkert pinligt, når man sad der med hovedet i en spand. Det havde nok også været bedre at hænge ud over rælingen.
Han forsøgte at holde det muntre ansigts udtryk oppe, men det blegnede i forhold til det smil som havde siddet stolt på hans ansigt,  da han bar den første kasse op. "Det kan jeg se.." Svarede han med en ro I stemmen, "Og lugte.." Det var Viktor nok ikke uviden om, og det var sikkert heller ikke rart at få kastet tilbage i hovedet i den situation som han sad i. 

Han følte selvfølgelig en lille smule sympati med Viktor. Han havde bestemt ikke fået en stærk start på hans liv til søs, men på den anden side så var det også bare lige på og hårdt, man var et team og samarbejde var det vigtigste på et skib.
Charles lod sin hånd ligge sig i en rolig aende bevægelse på Viktors ryg, som han atter en gang kastede resten af maveindholdet op. 
"Du får selvfølgelig et par timer" Charles var bestemt ikke uden hjerte. Ikke over for alle.

 "Mhm-hm." lød det halvkvalt fra Viktor som sad med hovedet nede i spanden, "Hvordan tror du så ikke jeg har det?" kom det med mild sarkasme fra grevesønnen som, trods alt, sad aller nærmest hvor lugten stammede fra. Han skar en grimasse der indikerede at han syntes at dette var forfærdeligt ulækkert. Lidt efter, gik det dog op for ham, at han var kommet til at lyde en anelse spydig - hvilket ikke var meningen. Han krummede tæer og fingre en smule, og skævede undskyldende op til Pearson. "Beklager min tone,  jeg.." han tav lidt og rynkede brynene opad i en udmattet grimasse. Han rystede lidt på hovedet og kunne ikke gøre andet end at beklage. 

 Viktor følte sig utrolig klattet, men den tunge hånd der nussede ham på ryggen var i og for sig.. meget rar. Det hjalp trods alt lidt på den forfærdelige følelse som det var at sidde og kaste op - Samt, mindede berøringen ham om hans forældre. Lidt når hans far havde siddet og klappet ham på ryggen når man var syg eller dårlig. Men den unge grevesøn kunne rigtig mærke hvor meget han sad og koldsvedede, nu hvor hånden på hans ryg pressede den fugtige skjorte mod hans svedige hud. Han ville så gerne ud af det. 

 "Tak.. Hr. Pearson." brummede han lidt ynkeligt, og lod den anden blive ved med at ae ham. Det var rart at blive trøstet. Han rykkede spanden lidt fra sig så han ikke skulle sidde med den bitre lugt oppe i næsen konstant. Og så skød han bekymret sine udtryksfulde bryn op i panden ved en pludselig tanke han fik, "Øhm -- vil du ikke, lade være med at sige noget til Gnav-- Kaptajnen?" rettede han, og kom med et lille beklemt kluk. Viktor skævede så godt han kunne op til Pearson, og rømmede sig, "Jeg ville nødig.. skulle gå planken ud på min første dag her." 

Det havde måske ikke været fair at nævne lugten overfor Viktor, men han tog det uden tvivl på en god måde. Charles kunne ikke lade være med at komme med et grin, over hans kommentar. Touché. 
Det var næsten rart at se ham bryde ud af den adelige væremåde som han havde vist sig fra det meste af dagen. Her på skibet var der ingen adelige, og der var ingne der gik op i titler, andet end de arbjedesområder som skibet havde at byde på. 
Grinet forsatte et kort øjeblik som han kiggede ned på Viktor som sad på gulvet med spanden i mellem benene, "Jeg vil hellere have du bruger den tone, end det adelige formelle sprog, Viktor. Men det skal vi nu nok få dig lært" Jargonen på skibet var fantasisk og ubekymret. 

Som hans hånd bevægede sig aende mod hans ryg, kunne han godt mærke hvordan søsygen sad i ham, foruden opkasten. Hans skjorte var våd af sved, ikke fra at arbejde, men udelukkende fra den sygdom sad i ham. 
Det var ikke en skjorte som han skulle ligge i når han kom op i seng, men mon han selv ønskede det? Med mindre han havde det koldt. Havets syge kunne gøre det slemme ved en person, og det var noget han heldigvis ikke selv bøvlede med. Men hvordan ville Viktor tage det med den storm som var på vej? 

"Bare kald mig Charles" Svarede han roligt. Igen, det der formelle var der ingen grund til over for Charles. Han lod sin hånd forsætte i den beroligende bevægelse som han var startet på. 
"Bare rolig, du kommer ikke til at gå planken ud for det her" Grinede han kort. "Skal vi ikke have dig op i seng og ud af den skjorte?" Spurgte han roligt, som han så hvordan han skubbede spanden væk.
Han rejste sig fra sengen og lagde armen omkring Viktor og løftede ham op i sengen, og at ligge ham ned på madrassen.

 Viktor sad og lyttede så fokuseret han kunne til Pearsons ord som han snakkede. Det ville være fantastisk hvis mandens stemme kunne aflede hans opmærksomhed fra den svimlende fornemmelse der lagde sig om hans øjne. Grevesønnen smilede stramt, med mundvige der trak sig opad da Overskægget begyndte at grine - og han kunne da heller ikke undertrykke et par korte kluk for at spejle stemningen. Han måtte dog lukke øjnene lidt efter og trække vejret forsigtigt, for at holde sit maveindhold på rette kurs. 
 "Jeg glæder mig allerede." Kom det stille fra ham. Men han mente det. Viktor var blot bange for at hvis han snakkede for meget, ville det hele starte forfra.

 Det summede dejligt i hans krop da Pearsons hånd bevægede sig op og ned ad hans ryg, og nu ville han næsten ønske at han lå i sengen så manden kunne nusse ham til søvne. 

 "Charles," mumlede han lidt for sig selv, og smilede med øjne der havde svært ved at åbne sig, men bravt gjorde et forsøg. Det fik ham dog mere til at ligne en dreng i febervildelse. 

 Han lo lidt, på trods af sig selv, stadig med de lukkede øjne - det var som om søsygen blev holdt lidt i skakmat sådan. "Godt.." sagde han hæst, "For jeg kan ikke svømme." Sagde han seriøst, og gjorde en forvredet grimasse i det han forsøgte at holde et humoristisk smil tilbage. 

 Det næste Charles foreslog var kærkomment. Det var alt han ønskede sig. "Jo, tak." Peb han, og slap den klamme spand helt og lod sig blive båret op i seng. 
"Åh.." stønnede han svagt og trak vejret luftig som han blev lagt ned. Viktor begyndte at fumle med skjorten i blinde med sine halvlukkede øjne og rystende fingre for at knappe sig ud af den- og så var der også vesten som skulle af inden. Men de svedige fingre gled bare rundt og opgivende lod han bare hænderne hvile på sin brystkasse med et tungt suk.
 
 

Det ville selvfølgelig være rart hvis der kom en succes historie ud af Viktor her på skibet, og det var selvfølgelig noget de måtte arbjede med. Men der var måske lang vej igen, især nu hvor han sad i kahytten og kastede op i spanden foran ham. 
Charles tvivlede på at Richards hjerte ikke kunne bære at give denne unge gut et lille skulderklap på vejen, så han ville føle sig mere velkommen og dermed opleve at han blev taget imod. 
"Ja? Det forstår jeg godt. Det at leve på havet er en speciel ting" Der var mange ting som kunne slå en ud, man var væk fra fast landjord og ikke mindst ens familie i op til flere måneder og så var der selvfølgelig vejret, som af og til kunne være så voldsomt at de af og til mistede en mand. Det kunne man aldrig sikre sig imod. 

Det virkede til at Viktor lod sin krop slappe af, som først Charles havde lagt en hånd imod ham. Det var altid rart at mærke en andens trøst, når man havde det så skidt som Viktor havde det.
"Mmh" Der var ingen grund til ikke at lade ham vide hans navn, men det var blot det der hr. som han aldrig blev gode venner med. At folk ofte kaldte ham Pearson var han ved at vænne sig til, og det passede ham meget fint.

"Der er vist mange ting, som taler imod at du skal være på et skib, hva?" Jokede han grinende, hvis skuden gik ned en dag så ville det da være bedre hvis Viktor kunne svømme. Men det var nu aldrig sket for Charles. Men der var flere ting, som ikke talte for at han arbjedede på et skib. Det måtte de jo lave om på. "Men forresten.. Pas på med at kalde Richard, for gnavpot" Grinede han endnu engang. 

Han tænkte ikke mere over om hvad Viktor ville svare, inden han tog fat i ham for at ligge ham i sengen. Han skulle selvfølgelig sove denne sygdom ud. Han kunne se hvordan han febrilsk prøvede at komme ud af skjorten, men sveden på hans fingre ville det tydeligt anderledes. 
Han lænede sig ind mod Viktor, fjernede hans hænder og staretde først med vesten og knappede denne op og lagde den på en stole ryg, "Lad mig" Kom det roligt fra ham, som han forsatte med knapperne i skjorterne, indtil denne var åben og han med hjælp fra Viktor kunne trække den væk under ham. 

 Viktor bemærkede at hans lille forsøg på en vittighed, vidst gik over hovedet på Charles - men det var vel også svært at udtrykke ordentlig sarkasme, når man sad og var ifærd med at krænge sig selv ud på vrangen.  
 Den unge grevesøn trak svagt i mundvigen og lavede et lille hovedryst med et tilbageholdt, muntert fnys, "Det var for sjov - jeg er en udemærket svømmer." Klukkede han mildt og så på Charles med sine trætte, røde øjne. Det næste han sagde fik dog Viktor til at krølle læberne ind over hinanden, mens han sendte ham et fåret blik. 
 "Gnavpot? Eheh, Hvem har sagt Gnavpot? Da ikke mig." Forsøgte han at benægte uskyldigt. Men de vidste begge to godt at det var dét Viktor havde været ved at kalde kaptajnen lige før. 

 Den unge mand var lettere ligbleg og da han blev lagt på sengen, var søvnen så indbydende, at han kunne falde i søvn på stedet. Det var bedre at sove sygdommen væk, end at sidde og forsøge at kæmpe med den. Den unge herre havde dog stadig en dårlig samvittighed over at han ikke kunne være mere nyttig på sin første dag.

 'Lad mig' hørte han Charles sige og Viktor overgav sig. 
"Nhn.." brummede han halvfjernt da Charles' ru hænder tog fat om Viktors hænder og fjernede dem. Dernæst, nænsomt, fik den ældre herre vesten af ham.

 Svimmel, som Viktor var, forsøgte han at orientere sig mod manden, der var ifærd med at knappe hans skjorte åben. Viktor nåede kun ganske kortvarigt at summe over tanken, at det var en smule grænseoverskridende at en fremmed, voksen mand, han blot havde mødt nogle timer forinden, skulle klæde ham af. Men han var i og for sig ligeglad lige nu, det var som det var; søsygen vandt, og Viktor lod sig bare falde sammen over Charles som en fugtig klud der bare manglede at blive vredet i forsøget på at få skjorten af Viktor. 

Skjorten kom endelig af ham, og han kunne mærke hvordan kulden fra det åbne vindue, prikkede til hans bare, klistrede hud.
  "Uhh.." gøs han, både til vinden, og berøringen fra Charles. Han klemte lidt om overarmen på den anden for at støtte sig, og pressede bare øjnene i igen. 
  
 "Jeg lover.." begyndte han spædt, og dirrende i stemmen fra kvalmen, "..at jeg er mere til nytte end det her. Hah." Han dumpede panden lidt svimlende mod Charles brystkasse, da båden gyngede en anelse. "Urgh.." skælvede han.

Måske hørte han blot hans ord, og ikke smilet som han forsøgte at sende hans vej, under hans ord, men han formåede da at tage fusen på ham, med han lille joke.
"Ah, selvfølgelig" Grinede han roligt, så var ham måske ved at fange den og finde sig lidt mere til rette, 
"Nej, vel?" Han kiggede roligt ned på ham, men fandt så selv et drillende smil frem, "Bare rolig, det gør intet overfor mig. Jeg siger ikke noget" Grinede han roligt. Det var en uskyldig bemærkning, men der var selvfølgelig ingen grund til at blive ved med at sige det, of slet ikke overfor Dick.

Det var tydeligt at se at han trængte til at sove, og især sove den her sygdom som lå i ham væk. Lige nu skulle Charles dog have sørget for at han var klar til at sove, det virkede måske ikke at han helt var i stand til at tage hans tøj af.

Det var måske ikke det mest naturlige at sidde og tage tøjet af så ung en mand, men lige nu studsede han ikke mere over det. Han hjalp gerne Viktor med at få sit tøj af. 
Han kunne ikke andet end at berøre hans hud en gang i mellem som han tog fat i skjorten og arbejdede den af. Huden var både varm og kold, kold fra den sved som lå på ham.

Charles havde ikke tænkt over at vinden fra vinduet tog sig kærligt af rummet og derfor også Viktor. Han rejste sig og lukkede det, for at sætte sig hos Viktor igen.
"Bare rolig, jeg skal nok få lidt nytte ud af dig" Svarede han med er roligt smil og kiggede på Viktor.

Charles fandt et tæppe frem, som han ville ligge over ham, men han fandt først hans blik og kiggede roligt på ham, "Dine bukser, klare du selv dem?" Hvis det var nødvendigt skulle han selvfølgelig gerne hjælpe, ellers ville han blot ligge tæppet på.

 Det var godt at de to kunne sidde og klukke en anelse over det kælenavn som Viktor havde døbt Richard. Bare vent til at han fandt ud af hvad Viktor havde døbt Charles. Den unge grevesøn skulle virkelig være påpasselig med ikke at fortale sig.

 Som Charles rejste sig for at lukke vinduet, blev Viktor lagt ned på sengen igen. Hovedet sank dybt ned i hovedpuden, så de krøllede lokker lå rodet omkring ham. Det lille vindue, som Viktor ikke anede hed 'et koøje' endnu, lukkedes med et lille klak -  Det tog lidt tid før kuldegysningerne på hans krop fortog sig, men lidt efter skælvede han ikke så åbentlyst, og havde blot en svag dirren af utilpashed. 

 Den andens svar gik dog ikke den unge grevesøn forbi - og selvom hans øjne var sammenklemte, fremtvang han et lille muntert smil om læberne, mens han med en svag hånd gav Charles tommelfingeren, efterfulgt af et anerkendende brum. Så længe han var nyttig - ville hans plads på skibet være sikret. Han ville hade at skulle slutte sin dannelsesrejse allerede, og selvom han bare kunne finde et andet skib - var dette fyldt med charme - så for Viktor var det alt eller intet. Han sukkede lidt efter og lagde hånden på sin mave.

 Viktors øjenbryn skød opmærksomt til vejrs, men uden at øjenlågene løftede sig. "Hm? - bukser?"  Havde han bukser på? Nåh ja. Han kom med et utilfreds suk og forsøgte at tvinge øjnene åbne igen. Det sejlede helt for ham - og begyndte skibet ikke at gynge mere? Med spæde bevægelser uden at svare Charles, begyndte han at flå bæltet åben med al den styrke han havde - hvilket ville sige næsten intet i denne tilstand. 
 "Urghhh..." sagde han igen da der kom et ordentlig gyng i kahytten, og han knugede øjnene i og stoppede alle bevægelser øjeblikkeligt. Han forsatte dog lidt efter igen med at knappe sine hørbukser op, men det var så det for den 25 øre. Han kunne ikke magte at løfte sit bækken for at få bukserne til at glide ned om numsen og af. 
 "Sådan.." sukkede han træt. og drejede hovedet væk fra Charles for at sove. - men han havde ikke formået at gøre andet end at åbne bukserne. 

 

Det var altid noget at se at der på trods af sygdommen i ham, ikke manglede nogen humor i ham. De klukkede over hans kælenavn til Richard, hvilket i øjeblikket var meget sjovt. Men det var måske ikke et navn han skulle bruge for ofte, så hellere pakke det væk. 
Søvnen virkede ikke til at være langt væk fra Viktor, hvilket kun var sundt og godt for ham. Jo hurtigere, han kunne få sygdommen ud af kroppen desto bedre. Hans krop var blevet frigivet fra skjorten og vesten, og lige nu var det kuldegysnningerne som trak ham ned, men der ville nok gå et øjeblik før at han ville finde den rette temperatur i sengen. 

Han smilede roligt over den måde som den lille fyr, forsøgte at holde hovedet oppe ved at sende en thump up, over hans svar over at han nok skulle finde Viktor nyttig. Selvfølgelig skulle han det. 
Når sygdommen var ude af Viktors krop, ville Charles have mulighed for at give Viktor den oplæring som han skulle have, så han kunne sætte ham igang med diverse opgaver. Det handlede selvfølgelig om at finde de rigtige til ham, eftersom at hans styrke ikke var den højeste, og der var andre på skibet, som havde mere styrke. Men opgaver skulle der nok være til Viktor, for han ville gerne.

Han kom tilbage til sengen og fik sat sig ved siden af Viktor og lod blikket glide ned ad ham. Det ville være bedst at få Viktor ud af alt tøjet, selvom det virkede som en grænseoverskridende ting at gøre, når de blot lige havde lært hinanden at kende. Men der var selvfølgelig en lille medlidenhed med ham, når han start havde været så tung. 
Charle var lige ved at skubbe til siden, da en bølge tog sig godt af skibet, og det virkede i et kort øje blik at Viktor skulle kaste op endnu engang, men det blev dog kun til ubehagelige lyde fra ham. 
Han kunne se hvordan han brugte sine kræfter, og ikke kom ret langt med bukserne. Sådan? Det var kun knapperne som var åbnet. 
Charles tog fat i kanten på bukserne og lod dem med lidt besvær trække ned over hans hofterne. Kræfterne til at løfte disse, var ikke eksisterende. Han trak dem ned over hofterne, ned over hans skridt og helt af, "Sådan." Han fandt efterfølgende tæppet og lagde over den halvnøgne dreng.

 Sengen gav en lille bevægelse fra sig da Charles satte sig på kanten. Viktor lå stadig og forsøgte at få styr på sin stakåndethed, der ind imellem blev blandet sammen med ynkelige lyde hver gang skibet gjorde et af sine overdrevne gyng. Ja, for Viktor virkede de alt fald overdrevne; og stormen havde ikke engang taget til endnu. 

 "Ah!" lød det småforbavset fra ham da han mærkede nogle fingre gribe om hans buksekant. Øjenbrynene skød til vejrs, men øjnene fulgte ikke med. Viktor spændte op et øjeblik, men døsen, og kvalmen gjorde ham slap igen, kort efter. Fingrene mod hans hofteknogler gav ham kuldegysninger, men han var som en kludedukke, og lod bare Charles gøre det han skulle. Viktor ænsede det knapt nok alligevel, og blev faktisk usikker på om han drømte at nogen var ved at tage bukserne af ham, eller om det egentlig skete i virkeligheden. 

 Det skete så nænsomt, berøringen og stoffet der nussede ham langs benene som de blev taget af. Han måtte blive drejet en anelse rundt af den anden før bukserne kunne glide forbi hans numse og gøre ham helt fri af dem. Grevesønnen sukkede luftigt, og alt imens det skete var han lige så stille døset fuldkommen hen. Ordene 'sådan' var han usikker på om var hans egne fra tidligere der gav genlyd - for tiden gav ikke rigtig mening for ham lige nu. Stemmen lød så fjern, som kom de langt væk fra, men måske ikke helt som hans egen. Tæppet blev lagt over ham, og per automatik, løftede Viktor hånden for at knuge om tæppet, men han kom istedet for til at knuge om Charles' fingre der ikke nåede at slippe tæppet inden.  

Det virkede ikke til at Viktor ænsede hvad det var der skete, som Charles ville trække hans bukser af og give ham den frihed, som det fulgte. Især nu hvor federen havde taget den unge mand. Der kom dog små lyde fra Viktor, som han mærkede Charles fingre om buksekanten, om han var overrasket over at Charles ville gøre det, var han ikke sikker på, men det var det rigtige at gøre. Viktor havde ikke styrken i fingrene til at gøre det lige nu. 

Charles var nænsom og behagelig som han trak de åbne busker, ned over hans hofter og længere ned. Han forsøgte ikke at være for voldsom eller rykke med ham for meget, så der ikke ville komme nogen uheld eller overraskelser i sengen, hvilket bestemt ikke ville være noget som de behøvede lige nu. Viktor hjalp dog en smule til, da bukserne skulle ned over hans numse, så de kunne trækkes helt af. 

Tæppet blev lagt ordentligt om Viktor, og inden han nåede at fjerne hans hænder fra dette, så tæppet kunne ligge om Viktor, mærkede han Viktor ene hånd ligge sig om hans. Det var ikke en berøring eller handling, som han havde regnet med, og så den heller ikke som en bevidst handling. Han kom med nogle små beroligende aende bevægelser på hånden, så Viktor kunne finde den ro som han havde brug for, "Godnat, Viktor" Hans stemme var rolig og lavmælt.

Han rejste sig fra sengen, i håb om ikke at skabe for mange bevægelser, så han igen ville vågne fra den søvn han var på vej ind i. Han lukkede døren efter sig, som han gik ud. 

 Den strygende fornemmelse gik igennem kroppen på Viktor og gav ham gåsehud. Men det var beroligende, og selvom grevesønnen allerede var ved at falde godt hen, ænsede han det alligevel et sted langt fra. 

 Udtrykket i Viktors ansigts var stadig beklemt. Panden var rynket, og brynene pegede en anelse nedad. Læberne skiltes dog en smule, som han trak vejret skiftende mellem næse og mund. 

 Han hørte ikke rigtig Charles sige godnat til ham, og fodtrinene samt døren der lukkede sig, bemærkede han aldrig. Søvnen omsluttede grevesønnen i sit favntag, mens skibet blev slikket af de høje bølger.