Ingen ville vel røbe sig selv som en værende syndig præst, men de var der uden tvivl. Det kunne næppe overraske nogen hvis de fandt en præst i færd med at kærtegne en ungkvinde eller dreng, kollega eller såret. De var nok de værste af slagens, for det var dem man ikke forventet den slags af. Byvagter var dog nok derhenad, men de var ikke underlagt en ed til guden om ikke at få tilfredsstillet sine lyster og behov. 

Men det virkede ikke til, at Samuel ville udtale sig om det. Måske handlede det om hvor vidt han selv havde haft sådanne tanker og fantasier. 

Eskild havde endnu ikke helt fjernet sig fra hvor han stod, så at de stod så tæt uden at Samuel kæmpede for mere plads, var for ham et tegn om at det i sidste ende ikke var problemet. Ikke det største af dem. Men han lå let: "Det er de," - "Pas på med hvordan du formulere dine sætninger, ellers tager jeg det som en invitation," han lo som han sagde det, så hvor seriøst det end var, lød det næppe sådan. 
Der var ingen grund til at ligge skjul på syndigheden, han havde invaderet Samuels intimtsfære, taget den unge mand på skridtet og holdt ham som en ophængt gris i hænderne. 

Bevægelserne der blev taget fik Eskild til at flyttet hovedet mod hvor Samuel rørt ved sig selv: "Du valgte at tjekke, så mon ikke, at du har haft grunde at arbejde ud fra," men han lod det være der. Eskild vendte hovedet en anelse rundt, det var måske indbildning, men han havde fornemmelsen af, at der var fodtrin i nærheden. Men han kunne heller ikke fjerne alt fokusset fra Samuel.

Som armene blev korslagte, spurgte han stille "Hvorfor Isari?" 

Trods Eskilds latter bag sine ord, var Samuel ikke et sekund i tvivl om, at han mente hvert eneste af dem. Byvagten havde ikke haft problemer med at nærme sig indtil nu, så mon ikke han ville tage sig den frihed, at komme endnu tættere, hvis Samuel ikke passede på.
"Hm!" Straks lukkede han munden panisk i og bed tænderne sammen, så kæbelinjen blev langt tydeligere. Det lod til at ville være meget lettere, hvis han nu bare undlod at sige noget. Selvom han udmærket godt vidste, at stilhed ikke var et af hans talenter.

Der lød en dyb ryst, idet han pustede ud. Eskild havde altså lagt mærke til hånden, der lige mærkede efter kniven under roberne. Han ventede næsten bare på, at den om lidt skulle ende foran den blottede hals, og det gibbede da også kort i ham, da den anden flyttede på armene. Det var heldigvis ikke mere end en ændring af position.
"Fordi hun var der, da jeg havde mest brug for hende," svarede han, lige inden han endelig fik taget sig ordentligt sammen og flyttede sig nok til siden, til ikke at være fanget mellem væggen og Eskild.

Samuel trådte lidt tættere på døren, men holdt det urolige blik mod Eskild.
"Du valgte ikke at handle på din trussel. Jeg takker Isari for at hjælpe dig i den rigtige retning og vælge anderledes," sagde han som eksempel. Han var næsten direkte blevet lovet at mærke knivens blad mod sin hud, hvis han rørte dens skæft, men var alligevel sluppet.
"Men du havde ret; Jeg havde mine grunde at arbejde ud fra. Du er intimiderende. Men jeg vil ikke sætte mig imod en byvagts ordrer, hvis de ordrer altså ikke kommer fra et syndigt sted." Han var dog i tvivl om Eskilds syndige tanker var rettet mod Sharas lidenskabelige lege, eller dem, der kunne bringe en til Kiles rige i længden.

Det tomme blik så mod Samuel. Det var noget med måden han stod på, som Eskild ikke kunne undgå at ville have en trang til at mærke. Som han så det, var kæben af Samuel så markant, indrammet hans ansigt, det af et ansigt han nu engang kunne have en idé om hvordan så ud. Det kunne næsten sammenlignes med picasso abstrakte kunst uden farver og former, men linjerne der indrammet mennesket. Han endte med at bide en anelse sammen, for aldrig før havde han haft sådan en lyst til at vide hvordan én så ud som lige nu. 

Eskild vidste, at han kunne få en føling og idé om ens udseende hvis han lod fingrene mærke efter, nænsomt og blidt - alt andet end hvad man normalt så Eskild som. Men han måtte blot bide i det bitre æble for nu. Men irritation kom til overfalden og han kunne ikke skjule det, uanset hvor meget han gerne ville. 

Selvom han lod Samuel rykke let på sig, vidste han hvor døren var. 

Eksemplet gav på ingen måde mening for Eskild, hvorfor han også lod sig forflytte fra sit stå sted og lod skulderen blive lagt op ad døren, mens armene endnu lå korslagte. Tsk-tsk lyde kom stille fra ham. "Jeg lader dig gå .. eller jeg går, hvis du lader mig afprøve en ting uden din modstand," korrektionen af sig selv var til at overkomme, men han ville vide hvor interesseret Samuel var i at han skulle ud af døren - og ville Samuel gå med til det. 

"Ellers må jeg jo fratage dig kniven og lave anmærkning på mulig overfald af byvagt," truslen skulle med, ellers var det jo ikke Eskild. Men han havde nu ikke i sinde at lave nogen anmærkninger, det krævede for meget arbejde for ham rent fysisk og psysisk i sidste ende. 

Trods deres utroligt korte møde indtil videre, havde Samuel alligevel nået at se Eskild fra flere sider. Det burde næsten ikke være kommet bag på ham, at han ville stille sig i vejen for døren og kræve mere. Måske han endda ville ende med ryggen mod  væggen igen om et øjeblik, eller værre endnu; Med ansigtet mod væggen. Tanken var direkte skræmmende.

Samuel spærrede øjnene op i en overrasket, fornærmet grimasse, men fik hurtigt trukket det udtryk tilbage igen. Han forsøgte at holde sig relativt rolig. Det ville næppe hjælpe ham at lade Eskild se den mere flabede side, som en ung mand i Samuels alder oftest bar med sig. Han ville bare ikke have en anmærkning hos byvagten. Tænk, hvis nogen troede på det.
"Du er klar over, at det er en synd at lyve. Jeg burde ikke give efter for dit krav," sagde han, denne gang i en langt mere bestemt tone, end han havde formået at få frem før. Men hans ord indikerede samtidig, at han overvejede det. 

"Hvad vil du?" Han kom helt sikkert til at fortryde, at han spurgte. 'Hvis du lader mig afprøve en ting uden din modstand'. Hvis det var en ting Samuel ville overveje at gå med til, ville det ikke være nødvendigt at formulere det sådan. Så hvad ville Eskild prøve uden den unge discipels modstand?

"Tænker ikke at min Gud er så meget i mod det," svaret han en anelse vævende, for Kile var jo ligeglad i sidste ende, så længe man kom til sin udløbsdato. Men det virkede alligevel til, at Samuel ville overveje det. Det skulle næsten ikke overvejes, hvis han gik så højt op i at være en pletfri discipel. Men uanset hvordan Samuel forsøgte at bruge sin gud som talerør, havde det ingen betydning for ham. Isari var ikke hans gud og han havde ikke i sinde at underkaste sig hende, om hun så kunne redde hans liv. 

Eskild lod for et øjeblik stilheden ramme dem: "Det finder du ud af," der var ingen grund til at give Samuel den fornøjelse, men han kunne måske være så venlig at råde ham til en ting (udelukkende for Samuels skyld) "Men jeg vil anbefale at du lukker øjnene i," - godheden for en dag. Kunne man forlange mere af Eskild nu? 

Det hele blev op til hvor meget Samuel ønskede sin frihed for resten af dagen og de næste mange mulige dage. Men én ting var dog sikkert for Eskild, han var ikke helt færdig her, men han måtte nok også give noget råderum til den unge præstesøn (ikke at han var søn af en præst, men han virkede næsten som en). 

Samuel havde aldrig følt sig så usikker. Eskild var høj og slank, men han fyldte langt mere end som så. Han var utrolig intimiderende, til tider truende og manipulerende. Det var sådan han så byvagten. Men der var noget andet. Noget ved den mørkhårede mand, der havde fået Samuel til faktisk at overveje noget, han var sikker på kun kunne ende galt. Måske den frygt han plantede i den unge fyr, og uden tøven kunne få til at spire med intet mere end simple ord. Eller måske charme.

Det ville ikke hjælpe om et øjeblik, det vidste han, men han kunne ikke lade være med at træde et skridt tilbage alligevel. Han foldede hænderne foran sig, så den ene hånd kunne mærke bedekransens perler, som var viklet om den anden hånd.
"Okay," sagde han endelig. Det var som om hans dybe vejrtrækning gav genlyd i det lille kammer, inden han langsomt lukkede øjnene i. Derfra blev enhver indånding langt dybere, end den ellers havde været under hele Eskilds besøg.

Han vidste at der ville komme noget, han ikke ville bryde sig om. Noget der ville skubbe ham langt længere over grænsen, end han havde været før. Men det var lettere at trække vejret helt ned i maven, når han for et øjeblik kunne lukke øjnene og lade som om intet var hændt. Men det kom om lidt. Hvad end Eskild havde af planer i sit forskruede hoved.

Ventetiden var kedsommelig, men forståeligt. Samuel skulle tage et vigtigt valg, skønt Eskild ikke rigtig kunne se sværheden i at vælge mellem de to muligheder han havde for sig. Men på den anden side, måske kom det blot an på tilbudet man stod med. Det var en måske nemmere at få spændingen tilfredsstillet ved at lade blikket vandre omkring, men han måtte nøjes med lyden af en bedekrans hvis perler gav en en lyd fra sig. 

Tænk hvis en Gud rent faktisk valgte at træde til og hjælpe som Samuel havde talt om? men selvom tankerne blot var tomme tanker, fik han en bekræftelse på at han havde tilladelse til at gøre det. Nu var det blot om Samuel godt vidste, at dette var hans samtykke til det som skete, og han heraf ikke kunne klage over det. 

Eskild rettet sig op fra at have lænet op mod døren og tog nogle skridt tættere på Samuel, han stolede blindt på at Samuel havde lukket øjnene i (naivitet var det ikke helt). Begge hænder blev løftet fra sit korslagte greb og let placeret langs Samuels kæbelinje før han stjal luften fra Samuels læber i et kys. Det var måske et engangs tilfælde, hvorfor han lod det forblive noget som han i sin erindring kunne have som et intimt minde. 

Panden blev stødt mod Samuels som han lod læberne forsvinde fra hans. Øjnene var sunket, som han vidste at han havde syndet på måder som ikke var tilladt eller okay. Men han vidste ligeledes også godt, at han heraf blot skulle smutte, det var løftet han havde givet Samuel. 

Lidt tøvende lod han hænderne forlade Samuels kæbelinje og trak pande til sig selv, før han valgte at træde tilbage og vendt sig mod døren og satte kurs mod at få den åbnet op. Eskild så ingen grund i at se sig tilbage, for det var en ting for seende mennesker, så han valgte blot at gå samme rute, som han var kommet fra. 

Samuel var forberedt på at mærke noget ubehageligt. Måske endda noget der ville gøre direkte ondt. Det var vel derfor han var blevet bedt om at lukke øjnene. Så han ikke ville se det komme og ikke ville forsøge at stoppe det, inden Eskild overhovedet fik muligheden for at forsøge. Det var de tanker der væltede rundt i hans hoved. De tanker, der fik ham til at ryste let og det kunne høres hver gang han pustede ud gennem næsen.

Hænder mod ansigtet betød oftest at det ville resultere i et blåt øje, måske en øm kæbe, hvortil Samuel burde have trukket sig. Men det gjorde han ikke. De dybe vejrtrækninger stoppede brat, idet han mærkede Eskilds læber mod sine. Det var helt forkert. Han kunne ikke lade det her ske. Men hvorfor flyttede han sig så ikke?! Det var ikke fordi han gengældte det stjålne kys, men Eskild fik lov til at føre det til ende, inden han trak sig. Og først dér begyndte Samuel at trække vejret igen.

Da øjnene endelig blev lukket op, så han Eskild på vej til at gå.
"Eskild!" Udbrød han straks og greb fat om hans ene håndled, for at stoppe ham. Det var kun lige indtil det øjeblikket efter gik op for ham, hvorfor han havde taget fat i ham. Han ville have mere. Men det kunne han ikke bede om. Så han slap håndleddet lige så hurtigt igen, foldede hånden i en løs knyttet næve og lagde den mod sit bryst.
"Du gør mig forvirret," indrømmede han. Det var lettere end at bede om det, han egentlig ville.

Samuel frygtede Eskild. Han var bange for ham og var for et øjeblik siden næsten desperat for at slippe væk. Frygten var ikke erstattet, men noget nyt, noget rart, var dukket op og han nu ville han pludselig ikke være alene alligevel.
"Jeg kan ikke finde ud af om du er styret af Zaladins ondskab, eller Sharas lyster," konstaterede han. Det var ikke Eskilds fejl. Samuel burde bare lade ham gå, så han kunne glemme hele denne syndige episode. Men det havde føltes så behageligt, trods manglen på gengæld, og han kunne ikke slippe den nysgerrighed.
"Vil du gøre mig ondt, eller vil du..." nyde mig. Han kunne ikke færdiggøre den sætning, men forhåbentligt var Eskild klar over hvad han mente.

Den fulde overgivelse og tillid der blev givet var uden tvivl noget, som satte tankerne let i gang. Det var ikke fordi at han ikke havde hørt og set sådanne ting før, men ikke på samme måde som denne. Det var måske bare tankerne lige så stille begyndte at løbe løbsk med ham. 
Selvfølgelig var det ikke gået næsen forbi, at Samuel holdt vejret. Men det var vel blot forventeligt at han gjorde det. Læberne fik ikke medhold, men der var heller ingen modstand, hvorfor de var en anelse medgørlige i det. 

Hånden havde nået at åbne døren og foden var ved at tage sit skridt ud, som han mærkede hånden om sit håndled og blev en anelse forbavset over måden den unge disciple havde kaldt hans navn. Foden blev trukket tilbage og sat ved siden af den anden. Havde foden ikke givet det tryk den gav ham, havde han ikke helt kunne gætte sig til hvordan Samuel mon stod, men han fik en mild idé om det. De mange lage af kåber og stof gavnede måske Eskild en anelse mere end forventet, selvom de også besværligegjorde det en anelse for ham. Det gik hvert fald ikke helt hånd i hånd. 

Eskild lænede sig tøvende til siden og drejet sig delvist mod Samuel. Indrømmelsen virkede tvetydig på en måde. Som når en sulten sagde, at de ikke længere var sultne, blot fordi de vidste at der ikke var nok mad til alle. Noget de fleste i fattigdommen nok oplevede en gang for ofte. Hvis blot han kunne have tænkt det uden en form af erfaring. 
Dog kunne han ikke helt finde sig til rette med det, at han havde givet Isaris disciple et løfte som han i sinde havde haft at i møde kommen, eftersom hun jo ville beskytte ham mod ondt, hvorfor afholdt han ham så fra at gå. 

Men der kom noget religiøs snak, og skulle han være ærlig, havde han ikke den største viden inde for de fleste guder og gudinder, selvfølgelig stod de alle for noget, men .. der var en årsag til at Kile var en gud man kunne forholde sig til. 

Ah, ytret han sig kort og trak lidt på skuldrene. Han kunne vel nemt have givet et dumsmart svar som, at han (red. Samuel) jo heller ikke havde trukket sin kniv, såvel havde Eskild heller ingen interesse i at gøre nogen skade på Samuel. Men han valgte at give Samuel et konkret svar: "Nyde," men som ordene blev sagt, lukkede han døren i igen, for lidt medfølelse og forståelse havde man vel for en disciple, det virkede langt mere som en privat-samtale end det Eskild havde lagt ud med til start. 

Folk havde det med at have underlige forbehold for hvad der ikke måtte høres eller vides om. 

Den unge discipel bad om styrke fra Isari. Han var ved at give efter for den fristelse, som han ellers hele sit liv var blevet lært, at han ikke måtte give efter for. Det var ikke fordi det var første gang. Samuel var uden tvivl blevet fristet før, det kunne han ikke undgå, men denne gang var anderledes. Det handlede ikke bare om at tage et ekstra stykke brød fra børnehjemmets køkken, eller gemme bøger fra biblioteket under puden. Han var mere eller mindre ved at bryde et løfte givet til sin Gud. Men selv med de tanker i hovedet, kunne han ikke lade være med at fortsætte.

Eskilds konkrete svar fik et helt lettet suk til at glide hen over hans læber. Selvom han egentlig ikke helt stolede på oprigtigheden, var det lige nøjagtig dét svar, han havde ønsket.
"Så må du ikke gå," sagde han. Han talte ikke højt, ikke fordi døren lige havde været åben, men fordi han ikke ville indrømme sine egne ord. Hvorfor lod han ham ikke bare gå.
"Du skræmmer mig, og jeg stoler ikke på dig. Men du må ikke gå." Samuel lagde ikke skjul på sine følelser overfor Eskild. Han var direkte bange for ham, det skulle han vide, men der måtte være en grund til at han havde valgt at kysse ham. Der måtte være en grund til at han havde valgt ikke at handle på sin tidligere trussel, selvom Samuel havde givet ham grund til at gøre det.

"Fortæl mig hvorfor du er kommet," bad han. En bøn han fortrød at have ytret straks efter. Men Eskild var ikke kommet grundet manglende oplysninger. Det vidste han nu. Men havde han virkelig kun opsøgt ham for at nyde.

Kunne man tale om forvirring, for nu fik Eskild selv en rynke på panden. Ønsket om han skulle forlade ham havde ellers været noget så tydeligt før, men grundet hans svar, måtte han ikke gå. Selvfølgelig foretrak han da nok også selv at blive, men det kom kun ud på det faktum, at han ville have mere. 

Et suk forlod ham som han åndede ud igennem næsen. Det var da altid noget at få af fortalt, at man skræmte en og at de ikke stolede på en. Men hvor mange valgte sådanne religøse mænd at stole på i virkeligheden. De var vel ikke stol på den næste og sådan noget bræk.
Eskild lod armene blive løftet i en okay gestikulation. "Hvorfor jeg er kommet?" gentog han som en hel papegøje. Han åndede tungt ind så brystkassen lettet sig og som luftede sivede ud af ham rykkede han på hovedet så det faldt til den anden side. Skulle han lyve eller bare ærlig over for den atten årige mand i de alt for mange lag af stof.

Tungen presset på overlæben inden fra, som han overvejet hvad han skulle sige før munden åbnede sig "Et væddemål om hvilke informationer jeg kunne få ud af dig som ikke allerede var kendte. Men lige så meget fordi jeg er mhm.." han ville ønske han kunne drikke lava lige nu, men han fik frempresset ordene til at forlade munden "Fascineret af dig,"
Så selvom papirerne af Samuels var manglefulde, var det ikke den eneste årsag for hans visit, det var lige så meget en personlig agenda. 

Samuel nikkede let. Han var nødt til at vide hvorfor Eskild var kommet, når det nu ikke handlede om det han havde lagt ud med. Den unge discipel var ikke speciel. Det havde han fået at vide hele sit liv, og det gjorde ham egentlig ikke noget. Men lige nøjagtig derfor, kunne han ikke forstå hvis Eskild kun var kommet grundet ham.

Et væddemål. Han kunne ikke lade være med at smile svagt. Havde Eskild og den anden virkelig fundet ham interessant nok til det. At de måtte finde ud af hvordan de kunne få flere oplysninger ud af ham. Det var lidt smigrende. Han havde ikke følt sig så... vigtig? før. Smilet forsvandt ikke, men brynene blev løftet i et lidt overrasket udtryk.

"Du er fascineret af mig?" Denne gang gentog han.
"Jeg er blot en simpel man af templet," sagde han efterfulgt af et let, luftigt grin. Der var ikke så meget at være fascineret af, mente han selv.
"Jeg er fascineret af dig," indrømmede han straks efter, som væltede ordene ud af munden på ham, uden at have fået lov først. Han bed sig kort i læben. Det skulle han ikke have sagt, men nu kunne han lige så godt fortsætte;
"Du gør mig bange og frister mig til at bryde mine løfter til Isari. Alligevel vil jeg ikke have, at du går. Alligevel vil jeg have dig til at..." kysse mig igen. Han gispede, som var han blevet forskrækket over sine egne, usagte ord. Han flyttede hånden fra brystet op til munden. Det måtte han ikke sige.

Af alle de ting som Samuel gjorde lige nu, der kunne han ikke rigtig fornemme eller se hvad der foregik. Smil og små nikken med hovedet, det var uden for hans evnes rækkevide, hvorfor han nok ikke virkede til helt at reagere så meget igen. Selvfølgelig trak Samuel vejret og her igennem ville han kunne få nogle ideer til hvad der forgik. 

Noget skete der, men det var så svagt, at han ikke turde gætte sig til hvad der faktisk skete nu. 
Handlede det om hvor vidt at nogen fandt Samuel interessant og vigtig, eller at han var et væddemål. Men han måtte bare se hvor det endte henne. 
I sidste ende var han hvor Samuel ønskede han var. 

"Du pap-" han tav, der kom noget mere. Muligt han blot var en simple mand af templet, så var han ikke bare en mand. Det var synd at sige. Men han trak vejret roligt og lyttet til hvad den unge disciple lod sig fortælle. Det var dog ikke helt hvad han selv havde forventet, men man hørte ham ikke klage. Eskild lod dog heller ikke mimikken løbe afsted med ham. Ikke helt. 

Han valgte at træde mod Samuel og lukke luften mellem dem. Trinene knirkede vagt under ham og han indså hvor hånden var, hvorfor han ført sin hånd til Samuel og fjernede den fra munden, før han valgte at gøre som Samuel bad ham om. 

Hånden havde endnu ikke sluppet den unge disciples. 

Eskild trådte tættere på og straks føltes det som om hjertet sad oppe i halsen. Han havde det varmt. Så varmt. Og trods de mange lag af diverse klæder, selv i den kommende sommervarme, havde det aldrig været overvældende for Samuel. Han trådte et lille skridt tilbage, og gav dermed Eskild en halv meter længere at skulle gå, inden luften mellem dem blev lukket. Han var voldsomt bevidst om sit hjerteslag, som han var overbevist om kunne mærkes af Eskild, selvom det ikke var en logisk tanke.

Samuel holdt hånden for munden, men gjorde ikke den mindste smule modstand, idet Eskild lige så stille trak den væk og blottede de læber, som få øjeblikke forinden havde været så tæt på at ytre de syndfulde ord.
Da han havde mærket den andens læber mod sine før, var han frosset. Denne gang gav han sig hen til følelsen, lod begge øjne glide i og gengældte det kys, han selv havde ønsket at få, omend utrolig forsigtigt.

Der gik ikke mere end få sekunder, før Samuel åbnede øjnene, lagde den frie hånd mod Eskilds brystkasse og skubbede ham blidt fra sig.
"Du er nødt til at gå," gispede han, helt forskrækket over hvordan han havde opført sig. Han kunne ikke give sig hen til den slags følelser, det var ikke rigtigt.
"Undskyld, det var ikke sådan ment, men..." Han afbrød sig selv, for jo, det var vel egentlig sådan ment. Han ville bare ikke være uhøflig. Det var ikke for direkte at smide Eskild ud, han ville jo egentlig gerne have ham til at blive. Men for Samuels egen uskyld, var Eskild nødt til at gå.

Legen måtte ophøre før eller siden, katten fik musen og musen fik katten, de slog knuder på halerne af hinanden og skønt det hele blev gengældt på så kort en tid. Trådte han tilbage som hånden mod brystkassen skubbede let fra sig. Eskild nikkede en enkelstående gang og trak stille i den ene mundvige. 

De havde været sammen om det sidste, det var ikke bare ham som tog det fra ham, men de havde været fælles om det - og han havde den andens smag med sig. Det ville ikke svinde hen lige foreløbig. Intet ville kunne få den fornemmelse fra ham. Ingen fremtidige hændelser ville overgå dette på sin egen søde måde som det var gået hen og blevet. Eskild bed læberne lidt sammen og foldede dem dem let indad før han trak i den anden mundvige til et smil dannede sig henover læberne. "Ingen grund til at undskylde, Samuel," han tog ikke den unge disciples ord så tungt til sig, for nok var det ment som det var ment, men der var alligevel noget som ikke helt var som det blev sagt. 

Eskild ville for alvor anerkende og efterkomme den andens behov for luft, hvorfor han trådte det yderligere fra sig: "Jeg vil lade dig tage styringen næste gang," i det hele store billede, den som lagde op til samtale og hvor end deres hjerte og hænder skulle føres hen. Han ventede altså gerne. 

Men der var ikke nogen grund til at trække pinen længere ud, hvorfor han nu tog teten og efterlod den unge tykt klædte alterdreng tilbage for sig selv i hans så ellers trygge rum. "Fortsæt god eftermiddag," måske en overdrivelse - eller underdrivelse af den andens oplevelse for det hele, men det var alligevel tiltrængt at sig og ytre. 

Den voldsomme hjertebanken begyndte lige så langsomt at dæmpe sig en smule, men langt fra til et punkt, hvor det kunne betragtes som normalt. Det var en rodet blanding af følelser. Han blev trukket i fra alle retninger, og var dybt forvirret over hvilken en hans skulle lytte til. Det var ikke Eskilds skyld. Samuel havde været skærmet for langt det meste livet havde at byde på, inden han kom til templet. Han var ikke forberedt på alt der kunne hænde, og han var nødt til at finde en måde hvorpå han kunne håndtere det. Men det kunne ikke ske, mens Eskild var her. Han måtte have tid til at tænke, søge råd og vejledningen hos Isari.

Ved Eskilds ord kunne Samuel finde et lille smil frem. Måske han ikke havde grund til at undskylde, men han ville ikke lade være. Han havde selv bedt Eskild om at blive, og nu smed han ham ud. Som han trådte tilbage igen, fik Samuel taget den første, dybe indånding, siden Eskild var ved at gå første gang. Det gjorde ham underligt tilpas at vide, at der ville være en næste gang, at deres veje ikke skiltes her.

Som byvagten bevægede sig mod døren igen, lagde Samuel lige så forsigtigt et par fingre mod sine læber. Som forsøgte han at mærke om kysset stadig sad der.
"Farvel, Eskild," sagde han lavt, næsten hviskende mellem fingrene. Han fulgte med til døren, så Eskild forsvinde ned ad gangen, inden han lukkede døren i.

Samuel satte sig på sengen og sukkede tung.
Hvad skete der lige?
Stadig med spidserne af et par fingre lagt blidt mod sine læber, lagde han sig tilbage i sengen og stirrede op mod loftet. Han kunne ikke forstå hvad der var sket. Hvorfor han havde reageret så... forket. Han forvirrede sig selv. Hans løfte til Isari havde ikke ændret sig, men kroppen forrådte ham. Den længtes efter noget, han ikke helt vidste hvad var. Måske noget mere end bare et enkelt kys.

Uden at tænke over hvad han gjorde, blev der lige så forsigtigt ført en hånd ned over underlivet. Men han nåede kun lige at strejfe sig selv, inden han gispende trak hånden til sig og rejste sig fra sengen.
Nej!
Samuel stormede ud af sit kammer og ned i templet. Han havde ting at gøre, arbejde at udføre.