Ud af øjenkrogen stirret han en anelse på Mingyu. 
Selvfølgelig havde han ingen frygt at udvise, han kunne alligevel fængsle vampyren i is, hvad kunne han selv gøre? Ville vampyren ikke blot blive generet af lyset, men ellers være upåvirket og kunne komme uden om flammerne. Is var et langt bedre defensiv angreb at have med at gøre, mens ild var offensiv. Ild kunne ikke beskytte på samme måde, og med en ild som hans, var der ingen nåde for den som blev ramt af det. 

Det var ikke af irritation eller frustration, men en følelse af afmagt der gjorde at Chuwon fik hele håndfladen til at lyse op med flammer, nok ville det være som at efterlade Mignyu i en sauna, var det ikke helst hans hensigt. "Hvad har vi at tabe?" spørgsmålet kom næsten vrissent fra ham, men han vidste selv, at han måtte kontrollere sig selv. Flammerne var ikke bare noget han selv kunne styre, det kom lige så meget til udtryk igennem hans følelser. 

"Der er alligevel så mange af vores slags i samfundet, vores eksistens til eller fra, gør ingen forskel. Selv hvis vi fik overtaget og fik familien foretagen igang igen, ville det ikke bare tage dage, men måneder for os at få det kørt op igen. Ansatte til at udgrave mineralerne, få det sendt ud og alt der i mellem," vrissede han lidt af sin bror. 
Heldigt hjem var snart om hjørnet, ellers kunne de risikere træerne ville stå i flammer. Passion var nok den største synder for dette dog. 

Selvfølgelig var Mingyu ikke en frygtløs helt. Lillebroren ville sikkert selv tisse lidt i bukserne, hvis han stod ansigt til ansigt med deres blodsugende forfader. Men lige nu var hele denne snak hypotetisk. Det var svært at blive bange af hypoteser og tænkescenarier. Så langt kunne Mingyu nok ikke rigtig tænke. At forestille situationer som værende lige foran ham. Det var nemmere at tage stilling til det, der var lige foran ind. Som Chuwon.

"Hey, hey, hey!" udbrød Mingyu. Hurtigt tog han skridt væk fra sin storebror, imens han dækkede sine øjne. Det blå lys var skarpt og blændende. Øjnene havde jo vænnet sig til tæt på sorthed. Varmen gjorde det heller ikke bedre. Af ren og sker instinkt fremmanede Mingyu is med sine hænder. En lille væg, der dækkede ansigtet og starten af overkroppen. Men varmen fra de blå flammer smeltede hurtigt isen ned til ingenting igen. Kun dråber og fugt på hænderne var tilbage som rester.
Fordi Mingyu deraf fortsatte sin afstand til Chuwon, faldt den højere bror over sine egne fødder. Bagdelen endte først i bjergbunden. Derefter resten af ham.

Mingyu kunne ikke helt tænke ordentligt. Det var ikke kun varmen, der påvirkede ham. Brorens tydelige vrede påvirkede ham også. At han lå på bjergbunden gjorde det heller ikke nemmere. Alligevel opfattede han sin brors ord. Men der kom ingen lang eller dumdristig kommentar tilbage. I stedet sagde Mingyu bare: "Udgravningen har da aldrig stoppet. Ikke helt."

Chuwons manglende forsigtighed ledte til intet andet end et kaos for Mingyu. Selvom han hørte hans hey'en, var det ikke helt som om at Chuwon kunne helt nå at opfange det, før han så sin bror nå hans egen højde, dernæst hoftehøjde og var ude af syne. "Mingyu?" spurgte han først i en forvirret tilstand, indtil han indså hvad der var sket: "Mingyu!" råben var næppe løsningen på alt, men han fik da opslugt ilden og satte i et luntende løb - mere hastede det nok heller ikke. Men han indså at broderen lå som en kringle og en latter brød ud. 

Han bukkede næsten sammen i gråd af grin og tog sig til ansigtet. 
Tårene trillede ned ad kinderne, det var sådanne fornøjelse at se sin bror sådan, at al følelse der havde hobet sig op forstand fra kroppen som et knips med fingrene. "Oh-ahahah, åh" fik han udtrykt som han ville sig noget. "Hvad?" han fik ikke opfanget hvad Mingyu sagde, men han fik langsomt taget sig sammen til at hjælpe broderen, omend hjælpen var nødvendig. 

Der var to sider af ældre søskende. Den beskyttende og bekymrende side. Den side, der ønskede det bedste for yngre søskende og ville gå igennem ild og is for dem. Og så var der den anden side. Den drillende og jokende side. Hvis noget skete mod yngre søskende, der ikke var alvorligt, ville denne side af ældre søskende blot grine og gøre sjov med det. I et spænd af sekunder fik Mingyu begge sider af ældre søskende at se i Chuwon. Først var der den beskyttende og bekymrende Chuwon. Ham, der løb hen til Mingyu, fik slukket for ilden og se, om lillebroren var okay. Men hurtigt blev denne side overtaget af den anden. Grinet fra Chuwon var tydeligt tegn på skiftet.
Sammen med Chuwons skift skiftede Mingyu også. Først lod han sin bror være bekymrende for ham, men da Mingyu fandt ud af, at han var kilden til den mindre, dog ældre brors grin, stoppede Mingyu med at lade sig blive bekymret om. Han rejste sig op uden Chuwons hjælp. De værste jordrester blev børstet væk. "Jaja. Grin du bare."

Lidt flere klask mod benklæderne og bagdelen for at få mere skidt væk blev gjort, før han kiggede på broren igen. Med den manglende ild var det ikke nemt at se Chuwons ansigtsudtryk. Kun skikkelsen i mørket kunne ses. "Jeg sagde, at mineraler aldrig er blevet stoppet. De har altid været igang. Det har jeg fået at vide i hvert fald." Hvis ikke det var fader, der stod for dette, hvem gjorde så?

Musklerne i maven krampede helt, det samme gjorde de i kæben. Det gjorde ondt at smile og grine. Trækninger fra tidligere var ingen ting ved siden af det her. Han fik tør en tåre væk, som Mingyu tillod at han bare grinte. "Ah, det var tiltrængte," måtte han stille erkende, selvom grinet endnu ikke helt havde forladt ham. Lange ranglede mennesker faldt altid bare sjovere, det var næsten en kunst. 

Det faldt ikke Chuwon ind at knipse en lille flamme op igen, for månens begyndende lys var ved at nå dem og de kunne da ane stien foran sig den. "Fader har ikke noget med det at gøre, han får tingene tilsendt. Hvad troede du fader arbejdet med?" ikke at Chuwon havde tænkt det samme, hvis ikke han havde luret på faderens kontor, ville han nok mene præcis det Mingyu sagde. Faderen holdte dem måske en anelse for nar, men Mingyu havde dog ret, der måtte endnu være arbejde i gang siden faderen ellers fik godtgørelse i familieforetagendet. 

"Hmpf!" sukkede Mingyu utilfredst. Ingen kunne lide at blive grint af. Især ikke, når grineren var ens egen storebror. Det var hele skuffelsen ved at være den yngre. Man blev altid gjort for nar eller prøvet at gøre for nar af de ældre søskende. For Mingyus tilfælde var der kun Chuwon at gøre ham for nar af. Hele barndommen havde været en labyrint for at undgå at være storebrorens daglige vittighed. Og flere af dagene havde storebroren vundet. Især, da Mingyu var yngre og langt mere naiv. Dengang stolede han blindt på sin storebror. Nu var han blevet klogere. Aldrig stol på, der kunne nikke en skalle som mavepuster.

Kort gnubbede Mingyus sig på hagen. "Hvem er så bag det?" At brødrene endnu kunne have produktive samtaler beviste da, at de ikke var komplet idioter over for hinanden. Kun på deltid.

Det var frynsegoderne ved at være storbror. 

Et træk på skuldrene var det uset svar han i frøste omgang gav Mingyu. "Vi kan slå sten saks og papir om hvem der spørger far?" så revolutionerende som Chuwon dog var. Vigtige beslutninger baseret ud fra tilfældig lod om hvem der kunne slå objektets modstander. Taberen ville selvfølgelig være den, der skulle lide last og spørge faderen om alle de ubehagelige spørgsmål. Så hvorfor ikke lade det være op til guderne, at Mingyu skulle spørge. 

Selvfølgelig skulle de bruge noget lys så ingen af dem kunne snyde. "Kom, der er noget mere lys herover!" selvfølgelig var der lys, for nu var de endelige så meget på rette spor at lanterne begyndte at dukke op. De var måske kun 5-10 minutter fra hjemmet, hvis ikke alt gik vel. 

Sten, saks, papir? Hvor gamle var de? 4 og 6? Og hvad prøvede de at vinde over? Hvem, der skulle spørge forældrene, om de kunne få den kage, de havde set i byens bagers vindue? Og Chuwon skulle fremstå som den modne og voksne af de to!
"Eller den bror, der burde få greve-titlen, spørger ham." Det var en konstatering, som frit var op til analysering. Det kunne hentyde til, at Chuwon burde tage teten. Men det kunne også være kritik mod storebroren og dermed hentydet til Mingyu selv. Eller tredje at det kunne være dem begge. De kunne spørge ham i fællesskab. Det var sværere at sige nej, hvis begge brødre spurgte. 

At Chuwon fik spottet lyset før Mingyu, kunne have gået den yngre bror på. Men at dette betød, at de nok snart var ude af bjergene, valgte Mingyu ikke at være trodsig. Dog kunne han ikke lade være med at kommentere: "Se. Lad mig styre og så finder vi vej ud." Om det bevidst var på grund af Mingyu eller bare et tilfælde, kunne ingen vide. Men Mingyu tog den præmie, han kunne tage. Desuden satte det Chuwon lidt i skyldigt lys for ham. Uden lillebroren ville de endnu være dybt i bjergene. Ifølge Mingyu altså.

Utroligt. Hvorfor kunne han ikke bare gå med til tingene og vise sig som en rigtig teamplayer og slå saks til hans sten. "Burde få? Lad vær med at lyde så selvhøjtidelig. Men jeg skal nok gøre det, hvis ikke du vil med," måtte han bitterligt erkende, selvom han nu gerne bare så at Mingyu gjorde det, det kunne være hans tegn på at vise sin værdighed til titlen. De var dog kun i deres tyver, så selvfølgelig ville de ikke rende afsted med en greve titel før om mange år. 

De kom lige så langsomt fra seriøsiteten til det broderlige pjat igen. Det kunne se sjovt ud. De var så skiftende i hvordan de var, talte og opførte sig. Hvis ikke det var et sundt broderskab, vidste Chuwon ikke hvad det ellers var. De var uperfekte perfekte sammen. 

"Det er kun fordi du har den højde som du har. Du kan se over træerne," lidt stikpiller skulle de jo have med hinanden selv nu hvor de alligevel næsten var hjemme. 

Himmelvendte øjne blev gjort, dog ikke kiggende på Chuwon. Ansigtet var rettet lige ud mod lysningen væk fra bjergene. "Du sagde jo, du var den rette greve. Så skal du også leve op til det, du selv erkender." Mingyu kunne uden tvivl lave kommentar efter kommentar om storebrorens holdning til at blive greven for slægten selv. Hvorfor kunne der egentlig ikke være flere grever? Den store flok af Kazimi'er i syden havde jo prinser og prinsesser i overflod. Jovist var der én fyrste, men hvis der kunne være flere prinser og prinsesser, hvorfor så ikke også flere grever og grevinder?

"Nogen skal jo have fået de overlegne gener i familien," skød Mingyu selvtilfredst tilbage. Han kunne ikke gøre for, at Chuwon stoppede med at vokse, efter han var nået ti år. "Du kan sikkert finde nogle højhælet sko, så du kan få et par centimeter mere, storebror." Med ekstra tryk på 'storebror'. Han ville uden tvivl få en næve i siden, hvis han kaldte Chuwon for lillebror. Så bare hentyde til det i stedet. Det var også sjovere. Nemmere at argumentere sig ud af.

Det var bomuld som flød ud af broderens mund, for det var intet andet end vat Chuwon hørte for nu. Den rette greve, der var intet rette i at være det. Ingen var født til deres positioner, de blev taget i magt og begær. De som var født med magt, havde mindst erfaring for livet, mens de som arbejdede sig op, havde mest erfaring at give af. Så han lod det vat hænge ud af broderens mund. Ingen grund til at reagere mere på det. Nu skulle han jo nok være den voksne. 

Kunne man pifte med mel i munden, havde Chuwon gjort det nu. "Du må tale om vores fætre og kusiner," spøgte han som et svar. De var da hvert fald bedre opdraget end Mingyu, deraf de overlegne gener. Men det kunne næppe hæmme ham meget. Blikket faldt mod broderen som trak højhælede sko ind i billedet: "Det er der da ingen problematik i? Det er yderst alment at mænd har sådanne på," fulgte han slet ikke med i moden for mænd inde i byen. Hvor var lillebroder dog til grin. 

Kommentaren om fætrene og kusinerne blev lidt og langt fra elegant ignoreret fra Mingyus side. Hver gang han havde noget at sige, virkede storebroren klar med en modkommentar. Var det evnen, storesøskende altid havde? De var trænet til at være på sine mindre søskendes nerver? Normalt var det de yngre, der var små mider, men Chuwon var Mingyus lille mide. Meget lille mide.

"Måske du kan se på min hage frem for brystkasse så," sagde Mingyu efter at have drejet sit hoved, så Chuwon tydeligt kunne se det kække smil på læberne. Højden var altid en nem målskive for ham. Det var en vittighed, der aldrig blev kedelig for ham. Mingyu skulle nærmest tænke over, om han ubevidst begyndte at genbruge sit eget materiale. Ens kreativitet rakte jo kun så langt. "Har du da allerede udset dig et par? De kan sikkert findes i børnestørrelse, så de passer perfekt dig." Kort kiggede Mingyu ned, som om han tjekkede, om der var større hæle på brorens sko allerede nu. Dog var der intet end mørke og silhuetter at se for ham. Månens lys var ikke kraftig nok til at lyse deres fødder op. Nok til at lyse ansigterne, så de kunne se hinanden. Chuwon skulle jo have noget kønt at se på.

Det undret ham gevaldigt, hvordan kunne nogen dog være så dum og uden kendskab til samfundslag, men alligevel hige efter en position han ikke var født til. Chuwon kiggede ned på begge deres fødder og summede lidt som han jokede rundt på sine fødder. "Er vi enige om, at vi er født i samme forstilling om vores status?" spurgte han, men før han kunne lade Mingyu få en fornøjelse at svare ham, kigget han op medet blik der var overlegent og hovmodigt: "Hvis du går rundt i falde sko, er du jo ikke værdi at kalde dig selv junker eller adelig, min kære bror. Hvornår er du blevet en del af arbejdsklassen eller er dette blot din måde at kaste håndklædet i ring for ikke at være værdi til Greve-titlen?" det blev sagt med selvsikkerhed og fuldskrue. 

Men Chuwon fortsatte deres gang som e ramte nogle brusten i jorden. Tænk han ikke vidste bedre. Pinligt!

Chuwons ord fik Mingyu til at stoppe op, selv hvis Chuwon passerede ham. Op indtil nu havde de diskuteret, ja. De havde drillet hinanden verbalt, ja. Men nu føltes det som et angreb. Et verbalt angreb, men endnu et angreb. Et angreb kastet mod Mingyus værdighed, manerer og klasse. Månens lys opløste deres ansigter, ja, men det var ikke nok til at se farveskiftet, der skete i Mingyus kinder. De blev røde. Var det af flovhed? Eller vrede?

"Mit håndklæde er alt andet end i ringen. Vov at tale sådan igen og du skal nok fortryde det," Dét var en trussel. Om den var tom eller ej, vidste end ikke Mingyu. Den var nok mere tom end fyldt, men Chuwon måtte kunne høre og mærke seriøsiteten i det. Meget vel var brødrene forskellige, men at vanære hinanden på dénne måde var en skændsel. Det var ikke en uopnåelig drengedrøm, Mingyu havde. At styrke familien og genvinde deres tabte magt var en nobel sag. Hvorfor gjorde Chuwon en vittighed ud af det? Han behøvede ikke være en del af det, men ikke at tage det seriøst var under al kritik. "Og pas på, hvor du træder. Vi vil jo ikke have, du falder og ødelægger dit kønne ansigt." Overgangen fra bjerggrund til brosten var brat. Det ville ikke give samme modstand som før. Nu havde den ene bror faldt på røven. Ville den anden så falde på næsen?

Intet blev bemærket, det var med fuld overlæg. Der var ingen grund til at se hvordan hans lillebroder måtte flove sig. Det var under bæltestedet, det vidste han da. Men nu var legen ikke længere sjov, han stod model til de daglige kommentar for sin højde, stikpillerne om alt han kunne og ikke kunne. Nu skulle han også være vidne til, at han ikke var en egnet kommende Greve. Det var ikke pænt.

En trussel forlod Mingyus læber, og Chuwon vendte halvt om på hælden og stod med en halvdejet krop mod sin bror, mens han fik håndfladen til at flamme op i vildskam: "Vov ikke noget, du ikke vil komme levende fra, Mingyu" som et modsvar, kunne han kun vise sig fra den side. Flammerne fik det omkring sig til at virke blåligt og lyset måtte næppe være en fornøjelse for Mingyu. De lå nok hver i sær som de havde redt sengen, men trusler var ikke noget man tog let på, ikke hvis man var Chuwon. 
Men han knyttet hånden sammen igen og lod flammen dø ud. 

Hvorfor skulle han nu advare ham mod noget hvor han trådte, i et øjeblik havde han svært ved at se, om det var sarkastisk ment eller en reel varsel, men det var de vel kun en måde at finde ud af på, ved at gå videre. I sin hovmodige gang, lod han sig ikke påvirke - indtil han ikke fik løftet foden helt og måtte lade sig fælde af en kant på mindre end en centimeter. "Oh fuc--" hørt han sig selv sige som han indså han var i fald og lod hænderne tage faldet. 

Sikke killingen kune vise kløer. Dog havde Mingyu ingen tid til at tænke på et godt come back eller andre næsvise ord. For de blå flammer begyndte at danse omkring storebroren. Lyset kastede skarpe skygger. Varmen var med straks mærkbar. Af ren refleks begyndte iskrystaller af forme sig om begge af Mingyus hænder. Snart havde han voksende handsker af is på sig. Og det voksede op langs de nøgne underarme. Dog dryppede de nærmest lige så hurtigt, som det voksede. "De flammer har tydeligvis en kort lunte."
Iset forblev på begge hænder og underarme. Han var ikke decideret klar til at senge ispikke mod sin bror. Det var nærmere for at beskytte hans egen krop mod varmen. For at holde fatningen så at sige. Isen var kommet lige så meget på grund af instinkt, som det havde været bevidst af Mingyu. Hvis den ene bror skulle vise kløer, skulle den anden også.

Men de nåede ikke længere at vise kløer, for da Chuwon trak sin ild ind igen, gjorde Mingyu det samme. Dog var det ikke meget, han skulle gøre, da brorens ild havde smeltet meget af Mingyus is. Hænderne og underarmene var fugtige af kolde dråber. Hurtigt tørrede han dem i benklæderne.
I samme øjeblik som han tørrede fugtigheden væk, kunne Mingyu høre raslen fulgt efter broren. Hurtigt kiggede han og fandt sin bror i starten af et fald. Ligesom med isen tog han et langt skridt og strakte ud med den ene arm af refleks. Dog var han centimeter for langsomt. Han fik kun snittet til brorens krave. Ikke nok til at tage fat og skåne broren fra sit fald. 
Og hvorfor skulle Mingyu redde sin bror? Havde det ikke være Chuwon, som havde grint af Mingyus fald? Alligevel var der intet grin at høre fra lillebrorens side, ej heller et smil at finde på læberne. Ikke engang et af skadefro. Der var kun en bror at se i en position af en frelser, der fejlede.

Deres reflekser var hurtigt, men hvis der var hurtigst, kunne man næppe afgøre her i mørket, for vejret var med Mingyu, mens ilten i luften var med Chuwon. Men de kunne kun gøre så meget for at vise sin dominans. Nom kunne han se isen krystallisere sig op ad armene på broderen, men lige så hurtigt som det voksede, lige så hurtigt smeltet det. Så om vejret var helt med Mingyu var by svært at sige. "Den kan blive meget kortere, hvis ikke du stopper" varslet han med en seriøsitet i stemmen som man sjældent kunne have vidnet om før. Det var ikke længere sjovt, iltre temperament var ingen dans på roser, for det skulle konstant være i en form af kontrol. Det var hans personlige reminder i baghovedet. Fortsæt og skoven brænder, fortalt den ham lige så fint, værst af alt var det ikke hans stemme han hørte, men sin brors. Bedrevidende selv i privatetanker. 

Nok han havde ryggen vendt mod Mingyu, så kunne han høre fødderne bag sig komme nærmere, men han måtte vidne om at hans bror ikke havde gjort en yderligere indsat, selvom han gjorde en indsats. Selvom hænderne påstår sig nogle dybe rifter og snitsår, kunne han lige få vendt sig om på numsen og skænkede sine håndflader et kort tilsyn, men han skævede ligeledes op til sin bror, der normalt var høj, men nu virkede som en kæmpe i højde. 

Skønt hænderne tog de synlige skader, havde armen på den ene side generelt lade sig blive øm for slaget. Det var en ubehag at komme op og stå. "Tak," mumlet han og fik børstet bukserne fri for møg, selvom det gjorde ondt og efterlod små blodrester på bukserne for sig. "Lad os se at komme hjem," før der ville rulle nogle hoveder, for den ene så værre ud end den anden nu. 

Med faldet af storebroren lod Mingyu sin brors sidste trussel være uforsvaret. Chuwon kunne få det sidste ord i dén diskussion. Brødrene skulle nok få flere af dem. Måske allerede den selvsamme aften, når de kom hjem. Brødrene mundhuggede mere end skønsnakkede. Brødre var vel altid brødre og skønt Mingyu ikke direkte ville indrømme det, var han og Chuwon nok pragteksemplarer på denne dynamik. 

Mingyu stod med lidt bøjet knæ og en hånd stukket frem. Den havde været til for at undgå brorens fald, men nu var den strakt ud for at hjælpe ham op. Selv de værste brødre kunne udvise sympati. Pudsigt nok. Meget vel stod de lige nu, men Mingyus fald havde kun resulteret i beskidte klæder. Chuwon havde frembragt blod. 
Selv i fald skulle Chuwon være bedre end ham.
"Er du okay?" Om Chuwon ville tage imod Mingyus hånd, var lillebroren faktisk meget i tvivl om. Hvis det havde været ham, havde han nok ønsket at tage den. Men han kendte sig også godt nok til at vide, at han ikke ville spørge om hjælp. Han ville nok være for stolt til at tage imod hjælp fra en sympatisk bror. Og på en måde var brødrene meget ens. Om de ønskede det eller ej. "Mor får et flip, når hun ser dine hænder." sagde Mingyu, lidt i et håb om at bløde situationen op. Dog kunne han ikke lade være med at kigge ned på brorens hænder. De mange små sår og blodet, der piblede ud af disse.

Hånden blev taget, selvom han det gav ham et træk på øjet. Smerter skulle ikke reagere på, det hørte ikke hjemme som en mand. Måske et dumt syn at have på det, men det var intet. Med fødderne solidt plantet på jorden under sig, prøvede han at træk skulderen tilbage for lige at spænde den ud, men han fik intet ud af det, andet end at musklen blev strukket. Det var vel også nok i sidste ende. Så han kunne kun komme efter det. "Aja," sagde han selvom det i sidste ende nok var en form af løgn. 

En ting var sikkert nu, Chuwon ville ikke tænde op for flere flammer for natten. Nok hans hud var immun for det, så var hans ikke immun for det, når det kom til kød og blod, så ville han mærke svie og smerte som hvis han var en hver anden. Men han ville ikke be Mingyu om at ligge is på, selvom det nok ville have været rart. Et lille grin kom fra ham, som han indså Mingyu havde ret. "Siger bare det var mine flammer," indskød han og tog tøvende hånden til baghovedet, men lod den ikke røre baghovedet for sig. 

Fuck, mor ville ikke bare få et flip, hun ville skælde ham ud. Det magtede han da slet ikke nu. "Tror du.. at du måske kunne.." resten blev til mumlen, for han ville helst ikke spørge, nej tak. 

Imod al sandsynlighed tog Chuwon imod hånden. Med vægten på det bagerste ben hjalp Mingyu med at få sin storebror på fødderne igen. Han fik lidt blodrester på sig af dette, men det kunne vaskes væk. Blod var ligesom skidt. Det kom væk med vand, medmindre man selv var kilden. Så ville det blive længere.
"Siden hvornår kan flammer snitte sår?" klukkede Mingyu tilbage, omend næsvis som lillebror skulle være. Selv med deres gentagende og daglige mundhuggeri kunne brødrene endnu være der for hinanden. Der skulle mere end uenigheder til at skille brødre. Selv de største diskussioner kunne forsvinde ved fælles hjælp. Problemet lå blot i, at begge brødre var zalans stædige til at spørge om det.

Uden tøven eller at lade Chuwon afslutte sin sætning sagde Mingyu blot: "Selvfølgelig," Han lagde begge hænder oven på brorens. Ikke et fast greb om hver håndflade. Tværtimod. De rørte knap nok. Langsomt kom frysende dampe frem for at nedkøle sårene. Ingen is formede sig rundt om nogle af hænderne. Det var kun kulden, der kom frem. At Mingyu kunne bruges som en ispose på sår og smerter var en del af evnen, han ikke selv havde gjort meget i. Men det var nu et brugbart aspekt af evnen. Ikke en rigtig healing, snarere end berolighed. "Bedre?" Bevidst kiggede Mingyu ned på deres hænder. Hvis smerten skar for meget i Chuwons hænder, kunne storebroren skære grimasser uden at blive holdt for nar for det. Selv stolte personer kunne bløde.