Argh selvfølglig blev Rory ramt et sted, der ville hindre deres rejse. Hvis det bare havde været en arm, ville den være nemmere at være foruden, men benene brugte hun konstant, når hun skulle transportere sig omkring. Hvis bare hun havde været hurtigere, ville dette aldrig være sket. Hun burde have set kniven komme, hun burde have gemt sig bedre, hun burde have været mere forsigtig. Alle tankerne flyder i hendes hoved, men bliver overdøvet af den umenneskelige smerte. Rory var lige ved at komme med en kæk kommentar, da Tori nåede at stoppe hende ved at trække kniven ud. I stedet fik han hørt alverdens grumme ord, som hun havde lært gennem sit liv. De fleste var henrettet mod verden, få var rettet mod ham for at forvolde hende denne smerte.

Hvis det ikke skulle være nok, så skulle han også smøre salt, eller alkohol, i såret, hvilket fik Rory til at bide så meget ned i sin kind, at hun kunne smage den metalliske smag af blod. Hvilken forfærdelig situation, hun havde bragt sig selv i. Efter at det værste var overstået blev benet forbundet, og Rory følte langt om længe, at hun kunne trække vejret igen. Hun havde slet ikke indset, at hun havde holdt vejret gennem den sidste del af proceduren.

Undskyldningen hun fik var lang, og selvom man skulle tro, at hun var sur på ham, var hun mere indebrændt over, at hendes egne evner ikke havde ført hende særlig langt. “Pas på du ikke får et heltekompleks,” fik hun bidt ud gennem sin smerte og kom for første gang med antydningen af et smil. Under normale omstændigheder ville hun ikke modtage hjælp fra nogen, men selv Rory havde grænser, og hun vidste, at hun ikke kunne klare sig alene som situationen så ud nu. Hun tog fat i Toris hånd og lod sig hjælpe op. “Tak for hjælpen…” hviskede hun, da hun var kommet op på benene, men stadig støttede sig til den større mand. Det var ikke engang sikkert, at han havde fanget hendes ord.

Tori måtte have set deres oplevelse som en indgangsbillet til at komme ind under huden på Rory. Hun lod ham. Lige nu var hun ikke i humør til at holde sine normale facader oppe. “Rory,” præsenterede hun sig kort mens hun kiggede ned på sine fødder. Blikket blev derefter vendt op mod Tori. “Bare Rory. Rose lyder for delikat, og du har jo tydeligvis lige set, at jeg godt kan klare nogle slag,” svarede hun og humpede en smule frem, selvom hun ikke kom langt uden hans hjælp.