Furry blev tydeligvis meget berørt af at måtte indrømme, hvad hendes evne var. Nu hvor hun tænkte over det, så var det åbenlyst. Hun ville ikke have, at Hailey rørte hende hud mod hud. Det burde have været en klar indikation, men Hailey havde været alt for fokuseret på, at få hende lappet sammen, til at kunne tænke yderligere over denne information.
“Men kan man ikke få dem trænet? Sådan du kan få styr på dem?” Spurgte Hailey forsigtigt den yngre pige.
Hun ville selvfølglig ikke grave i såret, men hun havde aldrig set, hvordan kopieringernes var så ødelæggende, at man ikke engang kunne have kropskontakt i frygt for andres evner. Det lød fuldkommen forfærdeligt, og Hailey havde lyst til at tage sin grandkusine i favnen, også selvom hun vidste, at det var en forfærdelig ide. Hun havde jo lige fortalt, hvordan hun ikke engang kunne holde om sin familie.
Tigeren kom hen til dem og gav Hailey et blik, men efter Furrys godkendelse kom den nu tættere på hende og snusede til hendes fremstrakte hånd. Hailey var stadig en smule skeptisk, men holdte den for sig selv. Åbenbart ikke godt nok, fordi Furry spurgte om hun skulle sende sin unavngivne beskytter væk.
“Ikke hvis du stoler på hende. Så gør jeg også. Men du må da til at finde et navn til hende! Ellers vil du komme til at kalde hende istigeren eller beskytteren for livet - medmindre du selvfølglig foretrækker det,” sagde hun og langt om længe virkede det til, at Furrys beskytter rigtig accepterede hende. I hvertfald lod hun nu sit hovede køre hen af hendes hånd.