Han sendte hende et kækt smil og nikkede
”Eller det.” sagde han og rettede blikket mod hundæmonen. Der var sikkert ikke et sekunds tvivl i slavernes hoved, der fik dem til at glemme hvad de var eller hvor de befandt sig og lige nu. Aramis havde et vågent øje på kvinden der sad ved karret og blødte, for hun kunne jo sagtens gå imod dem. Ikke at hun havde en jordisk chance overfor to dæmoner, ikke engang en af dem ville hun have en chance overfor, så ville kvinden dumme sig eller ville hun blive siddende? Det ville tiden naturligvis vise.
Han fulgte Nyssa og halvdyret med blikket som de kom over til karret. Hundæmonens ord fik Aramis til at klukke, specielt grundet halvdyrets reaktion. Det ville være en løgn at sige han ikke nød synet af hende der blev klædt af, på trods af det ikke var ham selv der gjorde det. Halvdyret var tydeligt skræmt som han afklædte Nyssa, hvilket frydede Aramis. De mørke øjne faldt på hundæmonens nøgne krop, derefter på halvdyret, der tydeligt kunne lide hvad han så og han var ikke alene. Bevares så skulle der en smule mere til ved Aramis end blot at se en nøgen krop, det havde han set over tusinde gange før, så det var ikke det vildeste for ham længere, dog kunne han alligevel mærke hvor hans blod var på vej hen.
Aramis trak på smilebåndet som hun talte og kaldte ham Baghera. Han kom i tanke om han slet ikke havde fortalt hende at han gik under et andet navn, men det var måske også lidt akavet at gøre i denne situation, så det kunne de altid tage efter dette. Han rykkede sig over til dem og så på halvdyret en enkelt gang som han rejste sig op
”Årh, hvad skal vi dog stille op med dig…” sagde han og lod en hånd glide over halvdyrets hår. Det ville være kedeligt at dræbe ham med det samme, så i stedet ville Aramis hygge sig med langsomt at tage livet af dette væsen.