Eva nikkede med et udtryk af forståelse. "Det helt i orden, jeg skal nok lade være med at følge efter dig." Han var da helt sikker på hun løj.. det kunne hun da fornemme på ham, uden tvivl, men det tog hun nu ikke så tungt. - Midt på ryggen af Evangelines kjole, var der faktisk to revner lige ved siden af hinanden med cirka . Hvis man ikke kende hende, så ville dette se ud som om kjolen var gået i stykker, samtidig med at det alligevel så lidt mærkeligt ud og måske virkede til at have været blevet skåret med en kniv med vilje, som Eva også havde gjort da hun skulle havde mulighed for at folde vingerne ud, ellers ville de bare være fanget under kjolen og det ville ikke være så rart. Det var en af grundende til hun så ofte gik med kappe, også i de lune stunder, for at skjule de to snit. 

Den Hellige Bydel var ikke en dum ide.. Hun nikkede. "Aftale"
Eva kende vejen da hun ofte opholdte sig i det område, hvis ikke hun var på arbejde. Hun gik i et letter fast tempo, da de helst skulle nå frem inden skybruddet kom. "Jeg tænker, vi tager ophold i Isari's katedral, hvis det er okay med dig?" Hun tilbad Isari så ofte hun kunne, hun havde ikke været forbi i dag, så det var oplagt at gøre det nu også nu hvor hun skulle til at vise sit sande jeg. Hun var alligevel lidt nervøs, for hun viste ikke hvordan Joseph ville reagere, kendte han mon til englenes eksistens? Hun var stille imens de gik gennem gaderne og videre ud på nogle små stier på vej mod den øvre bydel. "Er du egentlig troende?" Spurte hun lige pludselig efter at havde været tavs i noget tid. Hunden traskede rask afsted foran dem og stoppede af og til op, for at vente på at de begge indhentede ham.  

Joseph troede ikke på løgnere. Han hadet dem som pesten selv. Hellere være sammen med en luset kælling som faktisk fortalte sandheden, end en der gik og løj. Han kunne ikke fordrage dem  især ikke når han selv prøvede på at være ærlig. Ja han tog da krystaller fra ønskspringvandet. Det vidste han jo bare ikke at man ikke måtte. "Godt. Du kan også lige prøve!" ikke at han havde nogen steder at gå hen hvor han ikke kunne findes. Alligvel ville han gå langt væk, og Dreng skulle nok beskytte ham mod dem han ikke ville have i nærheden!

Isari!? Pfff hvad var der galt med Haldi?! Men nok om det han skulle nok gå med hvor end hun ville hen. Han ville se for sig selv at hun ikke var menneske! Men han troede højt og helligt på at hun var menneske. Ellers skjulte hun sine halvdyre træk ret godt! "Ja ja isaris katedral det går nok!? han var stadig meget bestemt i sit toneleje og han gav ikke en fuck for hende lige nu. Hun havde løjet ham op i ansigtet det var han stadig overbevist om! "Jeg tror på Haldis. Ikke at det betyder så meget" mere eller mindre var han stoppet med at tro. Det gav ikke rigtig mening for ham mere. 

Hun kunne mærke at Joseph ikke var så bange og usikker længere.. Det var en god ting! Men hun mærkede også lidt af en bitterhed.. Han var da helt sikker på at hun løj over for ham og det kunne han vist bestemt ikke lide. Men Eva forholde sig rolig, hun kiggede dog på ham i nogle sekunder da han nærmest advarede hende mod at følge efter ham... "Det skal siges.. jeg er heller ikke et dyr" sagde hun efter nogle minutters stilhed. 

De havde efterhånden nået til Den Helligbydel. De havde passeret en del gader og hunden fulgte roligt med. Eva hilste på de forbigående de mødte, som hun kende, da de fleste var hendes patienter.  
  Hun havde skam intet imod Haldi, men det virkede tydeligt at de ikke havde samme tro. Og fred værd med det, det var der intet ondt i. "Min tro ligger hos Isari.. hun er den som jeg kan takke for at være her i dag" 

De var nu nået til katedralen og Eva gik op ad stentrappen som var vejen ind. Hun vente sig, så hun stod med ryggen til døren. Hun så sig om efter om der skulle være andre til stede, men de var vist heldige. Eva åbnede døren og holdte den for Joseph ved at stille sig op ad den. "Det nok bedst Hund bliver her ude." Tilføjede hun roligt og foldede hænderne foran sig. 

Hvis ikke hun var et dyr hvad var hun så?! Ikke menneske ikke dyr, Satyr måske? Nej hun havde ikke nogen horn. Det var meget mystisk det alt sammen. Hvad var hun?! Han var sikker på at hun løg for ham, uanset hvad havde hun bare at bevise ham om det modsatte! For han troede fuldt ud på at hun var menneske, hun lignede en og opførte sig som en, ergo hun måtte være et menneske! "Ja ja nu får vi at se om du taler sandt!" svarede han blot og gik med hende i stilhed. Han var stadig ikke sikker på hvad hun var når hun nu direkte sagde at hun ikke var noget som helst.

"Isari har aldrig gjort noget godt for mig. Ikke engang Haldis. Så hvorfor overhovedet tro på guder og gudinder, det er bare endnu en ting at kaste krystaller ud til" han havde tit været i katedralerne og set hvordan folk afleverede krystaller når de bad til diverse guder og gudinder. Selv havde han aldrig en eneste krystal på lommen, så hvorfor skulle han aflevere noget som helst til guder når de aldrig havde gjort noget godt for ham?!

Da hun sagde at Dreng skulle blive udenfor skulede han lidt til hende og fnøs kort. "Han hedder altså Dreng" svarede han tydeligvis fornærmet over at hun ikke kunne Drengs navn. "Dreng sit. Bliv der" han klappede Dreng på hovedet og trådte indenfor i katedralen, der var lige så mørkt som udenfor, om end at fakler var blevet tændt i stålfadene og faklerne på væggene. Det var nu altså lidt uhyggeligt så tomt som det var.

"Man kan vel godt sige jeg er menneske, men er nu ikke som dem du kender, som dig selv foreksempel. Godt nok har jeg udseenet som et, men synes bedrager" sagde hun imens hun ventede på han ville trade ind. 

Hans mening om troen til guderne havde hun ikke nogle problemer med at forstå.. Alle var jo forskellige så hun havde ingen intentioner om at prøve at få ham til at ændre mening, hun nøjes blot med at trække lidt på skulderne. "Du har vel også mere brug for krystallerne end de har, og desuden, er det heldigvis ikke noget man skal, de får rigeligt af de troende alligevel" Evangeline var en af dem som gav godt ud og hun kunne mærke altid Isari's taknemlighed og viden om at hun ville være beskyttet. 

Var det en fornærmelse hun kunne fornemme på ham? Da hun nævnte at hunden helst skulle blive ude. "Åh... Ja beklager, det var ikke for at fornærme, min hukommelse er ikke som den var engang.. lider lidt at hukommelsestab, så jeg beklager vis det kommer til at ske igen." Eva mærkede et let tvivl prikke til hende, som nogle prikkede hende i siden. Hvad var det nu han hed? Hun sagde intet med bed sig let i læben. Han var trådt ind og hun lukkede stille døren bag dem. 

Endnu engang vandrede hans blik op og ned ad hende som hun snakkede. Hun var da i hvert fald et menneske! Hun lignede en, opførte sig som en.. Ergo hun MÅTTE være en! Der var ikke andet for, hun havde ingen hale, eller pels på kroppen. Hvordan kunne synet så bedrage?! Var hun formskifter?! Åh nej, lad hende ikke være det. De var altid så sindsyge!  Altid at skulle lige noget andet end de var. Nej nej det gik ikke, så var han skredet. Dem kunne man aldrig helt stole på, ikke at han stolede på ret mange alligevel! "Ja ja det siger du jo" svarede han og holdte armene over kors. Han fortrød faktisk en smule at være gået med hende, han havde det fint der på markedspladsen og blive spyttet og slået på. Det vidste han da i det mindste hvad var! 

Han havde virkelig aldrig oplevet at nogen bare gav ham krystaller fordi de var søde der var altid en bagtanke, og hende her havde sikkert også en bagtanke ved at give ham det lune brød han havde spist for længst. Ja han tiggede om krystaller, men som regel kun fordi at han alligevel ikke havde noget bedre at tage sig til. Til gengæld var han glad for at ingen kunne se hvor tynd ha egentlig var og hvor mange knogler der kunne ses på hans lille ynkelige krop. Han orkede ikke engang at svare på hende, han stirrede blot på hende som han stod inde i katedralen og kiggede på gudebillederne af Isari og statuen, det hele var noget værre humbuk! 

"Nå men altså Dreng er Dreng, og jeg er en dreng, det kan da ikke være så svært at huske" egnetlig burde han virkelig snart give den hund et navn, men endnu en gang var det blot blevet tanker, han havde aldrig gjort noget ved det. En dag skulle han nok navngive den hund, det var vel hans. Eller det følte han måske kun en smule fordi Dreng altid fulgte ham uden så meget som at sige noget, og Dreng var jo altid lydig. "Nå... Hvad er det så du skal vise mig?" spurgte han og vendte ryggen til hende for at sætte sig hen til alteret og læne sig op af alteret med ansigtet i front mod hende, i det mindste var der lidt tørvejr, lige indtil han blev smidt ud på røv og albuer.