Det var ikke svært for hende at opdage, hvordan Jack's hjerte hamrede derudaf, men ung som hun var, så havde hun ingen idé om hvad det faktisk betød lige nu. Måske han også bare var følsom lige nu og derved ikke kunne skjule sine tanker uden at det påvirkede hans hjerterytme. Det lød dog ganske betryggende, som hun svagt lukkede øjnene i og derved også lukke alle andre ude af sit sind. Det var kun ham og hende lige nu. Så var det også nemmere for hende at kontrollere den lette gråd, som hun havde problemer med at få under kontrol tidligere. Hans kærtegn var behagelige, som hendes krop føltes brændende lige pludselig. Hun gispede let efter vejret, som det steg hende til hovedet. Kyssene virkede malplaceret imod hendes hals, som hun fniste, da det kildede.

Rosalyn rettede stille blikket op imod Jack, som han rykkede på sig og endte med at tale til hende igen. Hun kunne ellers godt bare falde i søvn i hans favn lige nu. "Men din fader.. han vil dig det tydeligvis ikke godt?" spurgte hun undrende, kunne han ikke selv se det? Hun forstod det i hvert fald ikke.

Det var virkelig underligt at sidde der sammen med Jack. Hun forstod ikke rigtig hvad der foregik, som han talte til hende, men hendes tanker gled i andre retninger. Hvad betød det hele? Hun vågnede dog en smule op, som Jack nævnte hendes søster. Furry. Hun ville gøre alt for at beskytte sin søster, uanset hvad det skulle være, så ville hun gerne skåne hende for alt det onde i verdenen, men det var svært. Særligt når man ikke kendte landet udenfor skoven.. "Måske" svarede hun en smule eftertænksomt. Hvorfor valgte han så ikke bare at udfordre sin far? Så han kunne overtage hans plads eller spurgte de øvrige medlemmer i klanen om at finde en løsning, måske de følte det samme. Han behøvede jo ikke nødvendigvis at gøre det alene. Rosalyn glemte alt om tid og sted, derfor bemærkede hun heller ikke, at det var ved at blive mørkt.

Hendes blik mødte hans, som hun kunne mærke hans hånd. Da opdagede hun mørket omkring dem, som hun greb ud efter hans hånd og knugede sig ind til ham. Hun fulgte lydig med imod kroen, som hun ikke kendte området og ikke vidste, hvad han havde af planer. "Måske jeg burde tage hjem til mor" hun løftede blikket imod Jack, hendes mor ville bare blive bekymret, hvis ikke hun kom hjem før at mørket faldt på. Det ville være første gang, at Rosalyn ikke ville være hjemme til sengetid. Men inden hun havde set sig om, var de kommet ind på kroen og i færd med at blive vist hen til et bord. Ørerne lagde hun ligeså stille ned, en smule nervøs over at være på kroen.

Det var farligt udenfor skoven, så meget havde hun lært under sin opdragelse, men Jack havde tydeligvis ikke de store udfordringer med at bevæge sig omkring. Han virkede åben og imødekomne overfor de fremmede væsner. De væsner, der eftersigne skulle have lyst til at holde halvdyr som slaver. Det gøs hende langt ned ad ryggen, som hun tænkte over, hvad folk kunne finde på at gøre imod andre. Hun rettede stille blikket op imod Jack, som lagde hovedet imod hendes. Octavia havde muligvis givet hende lov til at være sammen med Jack resten af dagen? Et glimt viste sig i hendes øjne, som hun nikkede ligeså stille, så burde hun måske ikke bekymre sig så meget? "Hvis mor siger god for det, så tør jeg godt blive længere" svarede hun stille, som hun stadig lige skulle overbevise sig selv om at det nu også var det hun havde lyst til.

Rosalyn skævede lidt rundt på folk, som musikken atter tog fokus og hun ikke rigtig bemærkede Jack. Hun var ikke sikker på om hun nu kunne slippe bekymringen. For hvad ville Furry ikke tænke om hende, hvis hun faktisk endte med at hygge sig i deres fars selskab? Hun bed sig ganske svagt i underlæben, som hun tænkte, da han pludselig kaldte på hende. Spørgsmålet fik hende til at se væk, som hun egentlig ikke ville indrømme det, men heller ikke kunne lyve. "Ikke selv, kun hvis mor har været med" svarede hun lettere henkastet, som hun vendte blikket væk fra Jack. "Men aldrig særlig lang tid ad gangen, her er farligt.."

Det var en besynderlig verden, Rosalyn forstod virkelig ikke hvorfor nogen kunne være ondskabsfulde mod andre. Slet ikke de forsvarsløse og hjælpeløs. Det var forfærdeligt at tænke på, derfor kunne hun heller ikke helt skjule sin ubehag, som tankerne gled imod mareridt og fortællinger fra den mørke verden udenfor skoven. Hun gøs en smule af tanken, som hun flyttede blikket fra Jack og sukkede. "Men hvordan finder jeg ud af det?" spurgte hun forvirret og opgivende, hvordan kunne man læse folks intentioner udfra første indtryk. Hun var stødt på folk, der valgte at lyve for at snyde og lokke, men hun anede ikke hvordan hun så igennem en sådan løgn.
Stemningen var blevet langt mere trykket, som Rosalyn ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre af sig. Måske de skulle forsøge at tale om noget andet? Heldigvis for hende, så dukkede krofatter op med deres mad, som hun flyttede hånden fra Jack til sin tallerken. Aldrig havde hun set så meget mad før. Tallerkenen var fyldt og hun anede ikke hvor hun skulle begynde henne. Det måtte koste så mange krystaller.. ikke?

"Hvor skal jeg starte?" spurgte hun nysgerrigt, som hun skævede til Jack for at se, hvad han valgte at begynde med. Måske hun bare skulle tage det, der var tættest på?

Der var bare virkelig meget mad og Rosalyn var slet ikke sikker på, at hun ville være i stand til at tømme tallerkenen. Hvis Furry havde været der, så kunne de måske have delt måltidet sammen. Men hun kunne umuligt spise det hele, men samtidig så ville hun ikke gå glip af noget. Det ville være synd at smide noget ud. Sådan havde hendes mor det i hvert fald, når der var mad på ens tallerken, så skulle man spise op. Hun sank en klump, før at hun slikkede sig om munden og greb ud efter gaflen. Det havde hun da lært at spise med, så ingen kunne kalde hende et simpelt dyr. Det var svært ikke at efterligne Jack, som hun nøje fulgte hans bevægelser, da han startede med fjerkræet. Så gjorde hun det samme. Det var dog varmt, så hun beklagede sig og smed kødet fra sig. Hurtigt slikkede hun sig om læberne for at lindre den brændende fornemmelse. "Av.." mumlede hun.

Rosalyn vendte opmærksomheden imod hans beskrivelser, som hun lod blikket glide fra den ene mand til den anden. Der var en del at tage højde for, men hun følte ikke rigtig at hun kunne rumme det hele. Hvorfor kunne folk ikke bare være søde og flinke? Hvorfor var der overhovedet ondskab? Ja sikkert fordi der fandtes godhed. De to var i evig balance, selvom der lod til at være mest ondskab lige nu. Det brød hun sig virkelig ikke om, måske derfor at hun aldrig rigtig forlod skoven, da hun var bange for at se ondskaben tæt på. Heldigvis formåede Jack at distrahere hende, som han spurgte ind til hendes magiske evner. Hun rømmede sig ganske svagt, som hun nikkede. "Jeg kan godt forvandle mig til en ulv" forklarede hun, som hun rettede ryggen og forsøgte at virke stolt over, at hun allerede havde kontrol over den forvandling.

Det var lidt som om at Rosalyn fik en klump i halsen, hver gang der trådte en forbi dem. Hun var virkelig ikke særlig tryg i kroen og ville nok langt hellere hjemad igen. Men samtidig så kunne hun heller ikke ignorere den sult, der havde meldt sig efter træning og den lange gåtur hertil. Hendes tanker gled alligevel hen imod hendes mor og søster, mon de var bekymret for hende? Selvfølgelig havde Jack givet dem besked, men hun kunne ikke lade vær med at tænke på dem. For det var jo meningen at hun skulle beskytte dem imod fare, hvilket der tilsyneladende var masser af, hvis hun skulle tro Jack's ord. Det gav et mindre sæt i hende, da hun lige pludselig mærkede Jack's hale omkring hende. Mon han havde kunne mærke på hende, at hun var utryg og derved ønskede at berolige hende? Et svagt smil gled over hendes læber, som hun dog forblev stum og blot lyttede til deres samtale. En samtale, der lige pludselig drejede sig hen på hende? Hun kiggede forsigtigt op på den store mand, som han og Jack udvekslede nogle ord. "Det er et hyggeligt sted, Karl" svarede hun høfligt, selvom hun var lidt skeptisk omkring det hele endnu. Der var mange væsner på kroen, mange forskellige også.. Af ren og skær instinkt, endte hun med at gribe ud efter Jack's hånd. "Mit navn er Rosalyn" svarede hun stille, som hun følte sig tryg nok ved at give den fremmed mand sit navn. Jack havde jo sagt god for ham nu?

Fællesseng? Rosalyn rynkede en anelse på brynene, som hun skævede fra krofatter til Jack. Hun var muligvis van til at sove sammen med sin mor og søster, fordi de kunne holde varmen på den måde. Men det kunne hun da umuligt gøre med Jack? Men i sidste ende undlod hun dog at sige noget, som hun tvivlede på at det ville blive aktuelt. Alligevel så hun overrasket til, som Jack lige pludselig sagde ja til at spille for gæsterne i kroen. "Behøver du?" spurgte hun forsigtigt, da hun var udmærket klar over, at det ville efterlade hende selv ved deres bord. Mere fik hun dog ikke sagt, og måske endda slet ikke højt nok til at Jack faktisk hørte hende, for kort efter rejste han sig og gik hen for at spille. Derpå valgte Rosalyn at begrave sine hænder i sit skød, som hun langsomt og stille nussede sine egne hænder. En varme spredte sig i rummet, som hun pludselig fik øje på ilden omkring Jack. Hun holdt vejret indtil ilden lige pludselig formede dyrene.. Aldrig havde hun set noget lignede før, hvilket straks finde hende til at glemme sin frygt, som hun gav sig til at betragte dyrene, der kom farende ind imellem borde og stole. Det stoppede brat, eller sådan følte hun det, som hun løftede blikket og kiggede op på Jack, da han vendte tilbage til bordet. "Jeg troede ild var alt ødelæggende" indrømmede hun blankt, selvom man kunne se beundringen i hendes øjne. At Jack kunne forme ild på den måde, var magisk!

jack mærkede  hendes enge varme mod hans han sukket lidt og kunne næsten ikke holde det tilbage selv men han måtte prøve. stille vendte han blikket mod Roselyn som hun snakket om dyren " hamme nej ild kan meget mere ind det safølige skal man tage varsomt på " svaret han hende stille og nusset hendes  hånd med hans pote halen kørte også stille over hendes mave han vidste stadige ikke hvad Roselyn syntes om sin enge far men han syntes hun sendte ham nogle blikke. jack kikket rundt folk var ved at gå da det var ved at blive snet han kikket ned mod boret lidt og sukket  selv lidt træt han ville helst have Roselyn bliv hos ham for han virkede så meget stærkere når hun var hos ham stille kysset han hendes pande med et stille smil men hun hadet så meget at lære om det ene og det andet nogle gange glemte han hun faktis var hans datter. hans duft hang dog stadige i ham han lod blikket glide ned mod disn grus med øl han drak lidt af det og tænke på om d e snart skulle gå i seng det var ved at være sent og han vidste at rosalyn nok ikke ville have kræfter til at gå Hjem