Det var svært at vide hvad præsten tænkte når alt kom til alt. Han kunne ikke vide hvorfor han fnyste sådan og efterfølgende sendte et form for smil. Han vidste ikke hvad alt dette her skulle betyde alligvel lyttede han til præstens ord og tænkte lidt over det. Hvordan skulle han formulere sig ordentligt så præsten forstod det. Ja det var måske ikke helt hans fejl, men det var sådan han følte det.

“Ser du Sir.. hvis jeg aldrig havde taget væk i en måned, så havde hun aldrig skulle bekymre sig om hvor jeg var henne. Så havde hun måske aldrig trådt ud af hendes lille eng og set faren ved andre mennesker….” Han stoppede sit sætning og kiggede lige udforsn sig og over på åen han stadig kunne se flyde. “… jeg ved godt jeg ikke er herre over hendes liv, og hun skal lære at begå sig. Men hun er stadig kun et mindre barn mentalt. Hvem vil ikke beskytte sådan en person? Og hvem kunne finde på at gøre hende ondt. Det er det der er mit fejltrin” han sukkede lidt og kiggede over på præsten. Måske stod han i virkeligheden ikke til at rede med alt set lort han havde været igennem i sit liv. Måske fortjente han slet ikke en lykkelig slutning

“Jeg giver ikke noget for tilfældigheder hvis jeg skal være ærlig Sir” han sukkede en enkelt gang og kiggede lige frem for sig igen. Han rettede sig op fra knæene og lænede sig tilbage på bænken. Han lænede hovedet tilbage og kiggede op i træet de sad under. Blomster var der på, men han vidste ikke hvilket træ det var, men ahm vidste at det havde det godt sådan som det blev plejet hver sommer. “Måske er ikke alle familier ens, men man burde tænke sig op når man forsvinder fra sin lillebror på fem” mumlede han mere eller mindre men dog stadig til at præsten ville kunne høre det. “Muligheden ligger måske i st hun har prøvet, men hvorfor har vi så ikke fundet hinanden endnu. Jeg har trods alt levet mit liv samme sted hver gang jeg er flyttet. Eller også kunne hun have lagt en besked eller i det mindste besøgt vores forældres grav” men hver gang han havde været ved graven lå der ikke andet end de gamle blomster han havde lagt sidst. Det var en skam at ingen endnu havde formået at ligge nogle blomster eller en bamse for deres mindste lillesøster.

"Kald mig bare Fader, eller Fader Romeo.." Afbrød han høfligt, og lod derefter den anden tale videre. Alt det der Sir var ikke noget, som han var vant til at blive kaldt. Uden at vide det, virkede det også som om at de begge var omkring samme alder. Så Romeo var ingen sir overfor den rødhårede. 

Romeo lyttede opmærksomt til hvad den anden fortalte med rynket pande. Mon han selv ville bebrejde sig hvis det havde sket for ham? Hvis han havde een som han havde svoret at beskytte, som så kom til skade under hans varetægt? Sikkert nok. Faktisk hundrede procent sikkert. Han var kun alt for god til at slå sig selv i hovedet over fejl, også selvom han prøvede at tilgive sig selv for dem. Det manglede så bare at man rent faktisk tog imod sin egen tilgivelse.. og troede på det. 
  "Jeg forstår. Jeg ville nok selv have følt på samme måde. Nej.. Jeg er sikker på at jeg ville have følt på samme måde som Dem." Han foldede sine hænder og sukkede gennem næsen, inden blikket landede på den anden. "Vi bliver tillært, at ting sker af en grund. Men nogle ting er utilgivende.. og uretfærdige." Han kiggede ud på søen igen, blikket blev tomt. "Så jeg har ikke lyst til at fortælle Dem at tingene er sket af en grund. Nogle gange sker ting bare.. forfærdelige ting. Og vi må lære at leve med dem.. på godt eller ondt. Desværre." han lukkede øjnene og et tungt suk forlod nu hans læber.

  "Bestemt." nikkede han sig enig med. Det var meget ansvarsløst at forlade et lille forsvarsløst barn til tilfældighederne. Gad vide hvordan søsteren havde det i dag? Om hun måske nogensinde havde fortrudt det? Det var ikke til at vide, og måske vidste hun det heller ikke selv. Mennesker var komplicerede på den måde. "Måske er hun rejst langt væk. Det kan være at hun slet ikke befinder sig i Dianthos. Men det er ikke til at vide."

HN kiggede på præsten og nikkede lidt, det var vel bare høfligt at sige Sir, det havde han lært i sin leve tid, i hvert fald af sem han havde snakket med og som ville lærer ham at kende. Men det var nok anderledes nu hvor han rent faktisk kunne rører folk uden de kunne se de samme spøgelser som ham og blev svimmel ved berøring. Men for nu skulle han blot kalde præsten ved fader. Det var vel bedre end ingen ting, det ville være mærkeligt at sige fader Romeo i hans øre.

Han sad og lyttede til hvad præsten havde at sige, det var kloge ord, og man kunne virkelig høre at præsten havde sine ord på det rene. Det var nok derfor han var blevet præst i første omgang. Dog lyttede han intenst og hørte de mange suk selv dem igennem næsen, men han forblev tavs og lyttede. Lige indtil præsten var færdig. Han tænkte sig lidt om for st finde de rigtige ord der skulle komme ud af munden på ham. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige for at gøre det hele bedre, men præsten vidste åbenbart hvad han skulle sige lige meget hvad der blev sagt. “Måske ja, jeg ved bare ikke om jeg kan acceptere det på det grundlag. Jeg føler mig skyldig over hendes ulykke. Det var jo ikke meningen det skulle gå så galt, eller at jeg skulle finde hende såret, bange og ulykkelig. Det er vel bare en ting jeg må tage med mig i mit nu nærmere kommende lange liv hvis jeg ikke dør før tid.” Han håbede selvfølgelig ikke at han døsede før Nianna så vidste han slet ikke hvad der ville blive af hende. Nej det ville sådan set også være en skam hvis det skete. Forhåbentlig levede han længe nok til st se hende få en mand hvis hun da ville have sådan en hvis hun nogen sinde fandt en kærlighed.

“Måske er hun slet ikke i landet. Hvem ved, måske er hun besat af en dæmon, måske er hun død, hvem ved. Jeg er sådan set også lige glad nu om dage. Hun kan leve sit eget liv” han kunne mærke en vrede stige op i sig og han knyttede hænderne og havde lyst til at slå på noget, men det ville være forkert i den pæne have. Især også over for en præst der ikke fortjente at få hans vrede at føle. Ikke at han ville slå,på præsten, for han var generelt ikke en voldelig person, men nogen gange blev ahm bare vred og ville slå på noget som en hver anden ville.

"Nej.. jeg forstår. Det er en meget svær ting at acceptere, bare sådan lige." svarede han roligt. Romeo fjernede blikkket fra den anden. Det var gået op for ham at han ikke havde fået at vide hvad han hed. Men han ville ikke spørge om det. Mange søgte råd hos templerne, men valgte at forblive anonyme i form af ukendt navn, og andre ting de ikke ønskede at specifisere. Så hvis den rødhårede mand ønskede at være anonym i form af at Romeo ikke kendte dennes navn, så accepterede han det selvfølgelig.

  "Skyldfølelsen vil nok altid være der.. Det er den som gør os til empatiske væsner. Det gør os menneskelige. Vi lærer bare at leve med skyldfølelsen.. Efter noget tid." Han kom med et forpint smil der hurtigt forsvandt igen. Romeo havde ikke glemt hvor ulykkelige børnene til den ældre dame var blevet da de fandt ud af at hun var blevet myrdet af en varulv. Det stak i hans hjerte. "Jeg håber at I kan være der for hinanden. I lang tid endnu." 


Romeo kunne godt mærke på den anden at han var ved at blive vred. Der var ligesom en anspændthed ved ham, og vejrtrækningen blev også en kende hurtigere. Alt sammen tegn på frustration og vrede. Det var dog okay. Der var plads til det hele her. Han ville have lagt sin hånd på den andens skulder, men standsede få centimeter fra at gøre det. Så istedet lod han sin hånd hænge lidt akavet i luften over den andens skulder inden han fjernede den. Han ville have givet ham et trøstende klap, men huskede at manden ikke brød sig om nærkontakt, så fysisk kontakt ville nok ikke være acceptabelt heller. "Det er bedst give slip på Deres søster. og koncentrere dig om Nianna, og Dem selv." 

Pludselig lød nogle klokker, der angav hvad tiden var blevet, og det chokerede Romeo en anelse. Det fik ham til at stille sig pludseligt op. "Åh hvor er tiden blevet af." han lod en hånd køre igennem sit hår. "Jeg er frygtelig ked af at måtte afbryde vores samtale, men jeg kommer forsent til min næste aftale." Han stod og småtrippede lidt. 

Han nikkede lidt til ordene. For det var svært at acceptere, det handlede vel et eller andet sted om man ville acceptere det på sigt. Men sådan var James ikke, han havde svært ved at acceptere livet, så hvordan skulle han kunne acceptere dette? Hans blik vandrede lidt rundt først på åen, så på søen, for at kigge på træerne og så på Romeo. Det var et fredeligt sted, og han håbede inderligt at der ville falde lidt godt ned i hans liv. Ikke at det ville komme dumpende, men han håbede at der snart ville ske noget som i det hele taget ville være godt for ham.

Han lyttede til ordene og trak lidt på skuldrende, han behøvede ikke at være mere empatisk, han kunne allerede mærke rigeligt når det kom til stykket. Men alligvel kunne han da godt se hvad præsten mente. “Måske du har ret. Men det er svært at acceptere, ikke nogetjeg er særlig god til” svarede han og kiggede ned i jorden.han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller med sit liv, men det fandt han nok ud af på et tidspunkt, forhåbentlig ville det gode sejre til sidst inde i ham, og han stoppede med at opsøge det mørke. “Hun skal også videre på et tidpsunkt, så det er kun tiden der kan ses an, for at se hvordan det ender” han vidste det var sandt, men hvis Nianna ville videre med sig liv ville han ikke stoppe hende det mindste.

Han var stadig vred, og selvom hans bryst bankede hurtigere mindede han sig slev om hvor han var og ikke bare kunne gå amok. Han vidste at han måtte holde igen, han ville nødig ødelægge et smukt sted som dette. Så selvom han var vred holdt han igen og det var takket være Romeo. Hvis han havde været alene så havde han nok slået på noget eller nogen eller ødelagt det hele. Romeo havde en ro over sig, også selvom han allerede vidste at han var varulv. Men det var ikke en sag han ville køre i, det var private sager, men følelser afslørede mere end hvad man ønskede sig. “Endnu engang har du ret fader, jeg skal koncentrere mig om det jeg ved og kender” svarede han og nikkede lidt for sig selv mens han gav slip på vreden i hænderne og slap sin høre greb i sig selv.

Selvom klokkerne ringede tog han det ikke så tungt, han var lige glad med klokker der ringede, men det var Romeo tydeligtvis ikke. Han rejste sig op og kiggede på præsten. “Jeg skal ikke holde dig tilbage. Tak for snakken fader, hvis jeg har brug for en snak mere kommer jeg tilbage til dig” han bukkede ærebødigt og ventede på at præsten ville gå. Måske han kunne gå rundt i haven og kigge lidt for sig selv inden han tog her fra.

  Romeo havde været glad for samtalen med den anden, og han håbede at hans ord kunne hjælpe den anden bare en smule. Han vidste godt selv, hvor svært det kunne være at åbne op for at tage imod hjælp fra andre, og i det hele taget, bruge de ting som folk havde fortalt ham. Men Romeo var tilfreds, hvis bare det have givet lidt genklang hos den rødhårede. 

  "Livet er ikke nemt, og mange gange går vi fejl. Uanset hvad.. så håber jeg at Deres genfødsel fører noget godt med sig." Han kunne mærke at den andens anspændthed løsnede sig. Han fik også et roligere blik i øjnene end hvad han havde haft før. Det var godt at se, at han kunne give slip på vreden. 

Klokkerne ophørte, og Romeo så sig over skulderen, for så at kigge tilbage på den rødhårede. Han smilede skævt til ham, men øjnene var venlige. Han var stadig ked af at han måtte afbryde deres samtale, men arbejdet kaldte. Det kunne han ikke altid løbe fra. 
  "Selvfølgelig. De er mere end velkommen til at opsøge mig." Han var plantet en smule fast der hvor han stod, inden han så rørte på foden, "Nu må jeg desværre gå. De er velkommen til at blive i haven forsat." Han gjorde et halvbuk til manden, "Til vi ses næste gang. Isaris lys." Han drejde rundt på hælen og forsvandt ud af tempelhaverne. 

Det var ikke fordi at James ville blive og kigge på det alt sammen, der var stadig folk i haven der gik og græd eller var vrede. Hvem vidste hvad de lavede nu om dage, men han kunne mærke det og det stak i hans bryst hver gang de kom nærmere. “Det kan kun tiden vise fader” svarede han på tiltalen og kiggede lidt ned i jorden som han rejste sig op for at sige ordentligt på gensyn.

“Tak for alt din hjælp fader” svarede han og bukkede slev for den unge præst og vendte sig om for at finde den nærmeste udgang. Han kunne ikke være i dette mere, han måtte væk. Nu havde han heller ikke noget andet at fokusere på og fordybe sig i.