Man kunne straks se nysgerrigheden hos Jaris, som han ventede på mere efter Declans første ord. Underholdende? Det lovede godt allerede fra start. På den anden side skulle der selvfølgelig ikke meget til at underholde ham lige for tiden. Alt var bedre end at være i den kolde kælder alene.
Det var bare ikke begejstring der endte med at vise sig i det ellers forventningsfulde blik. Indikationen af højden var ikke meget at gå efter, men beskrivelsen af Daphnies krøllede hår, de grønne øjne og fregnerne var rigeligt.

Glimtet i øjnene forsvandt og smilet falmede. Til trods for sin situation havde Jaris før set utrolig munter ud, men det var nu blevet erstattet af et næsten tomt udtryk og en knugende fornemmelse i maven.
"Det ville du ikke gøre," sagde han og rystede let på hovedet. Han var ikke helt overbevist om, at Declan rent faktisk ville blande Daphnie ind i det på den måde, hive hende med ned i kælderen og gøre Zaladin vidste hvad ved hende. Men tanken om det kunne ske, skræmte ham alligevel lidt.
"Hvorfor? Hvorfor blande hende ind i det? Hader du mig så meget? At du ville bruge hende, for at ramme mig?" Han havde så mange spørgsmål. Tidligere havde han ikke haft den mindste smule travlt med at finde ud af hvorfor han var endt her, hvorfor Declan havde valgt at gøre det, men det var anderledes nu. Nu truede han med at blande Daphnie ind i det, så nu måtte han vide hvorfor.
"Du har tydeligvis store problemer, men hvis du nu fortæller mig hvad de er, kan jeg måske hjælpe med at fortælle dig, at det hele er sandt. - At du virkelig er så stor en taber, som du tror. At dit dårlige selvværd ikke bare er en forestilling i dit lille, tykke hoved. At du faktisk ikke er noget værd overhovedet." Var det måske lidt for tydeligt, at Jaris var lidt nervøs? Han var som regel god til at snakke alt for meget og det blev kun værre, når han ikke følte sig i kontrol. Han var ved at miste kontrollen.
"Hvorfor?" Det var hans sidste spørgsmål og med det fulgte der et lille glimt i de orange øjne, som ved første øjekast lignede vrede, men så man godt efter, var frygten at ane.

Nøjagtig det som Declna ønskede skulle ske, skete. Smilet falmede fra Jaris' ansigt, og samtidig voksede et tilfreds smil frem hos Declan. Lige der, det var Jaris' ømme punkt, ganske som forventet. Det her skulle nok blive sjovt.
"Jeg har allerede hevet dig hevet dig herned, så hvorfor skulle jeg ikke ville gøre det samme med hende?" Declan var ikke typen, som sparrede kvinder. Hvis de kunne rode sig ud i problemer, så kunne de også tage konsekvensen.

Realtionen var nøjagtig lige så tilfredsstillende, som Declan havde frygtet. Jaris' frygt var næsten til at tage og føle på, og så var Declan jo endda kun lige begyndt.
"Har du stadig ingenting lært? Jeg har ikke brug for dig hernede, Daphnie kan sagtens tage din plads, forskellen er fuldkommen ligegyldig for mig. Du giver mig kun mere lyst til at få hende herned, når du bliver ved med dine ynkelige fornærmelser" Han ønskede egentlig ikke, at Jaris skulle stoppe kampen, det var der intet sjovt i, men lige nu havde Declan brug for at nedbryde ham, så han blev bare lidt mere medgørlig.
"Jeg er sikker på, at jeg kunne få det så sjovt med hende. Hun er jo slet ikke så uskyldig, som hun ser ud, så måske hun endda vil kunne lide det" Han smilte køligt og trådte tættere på Jaris. Han sørgede dog for at holde sig på en afstand, så Jaris på ingen måde ville kunne få fat i ham.
"Jeg kunne give hende nogle flere ar, måske endda et, som matcher det på ballen" Han forsøgte ikke engang at skjule, hvor meget han nød at pine Jaris. Der var noget særligt ved at finde præcis det punkt, som virkelig gjorde ondt på folk, og så ellers bare vride til, indtil der knapt var mere tilbage.

Den lille mide. Hvis Jaris endte med at se Daphnie hernede, skulle Declan ikke have lov til at slippe godt afsted med det. Det kom lidt bag på ham, at det betød så meget. At tanken om at bringe Daphnie i den form for fare, kunne påvirke ham så meget. Han var ikke vant til at holde nok af nogen, til at det ville betyde noget. Men irritationen, vreden og frygten voksede kun fra det øjeblik og jo mere Declan snakkede, hånede.
Det var et dårligt forsøg, da Jaris straks prøvede at træde endnu tættere, end Declan trådte på ham. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Kæderne stoppede ham ved et halvt skridt, han var næsten ved at skvatte, men nåede at finde fodfæste rimelig hurtigt. Men hele kroppen spændte, også knytnæverne, der nu havde samlet sig og gjort knoerne helt hvide.

Intet af det måtte Declan se. Han skulle ikke tilfredsstilles ved at se Jaris bide tænderne hårdt sammen, så der blev taget et par dybe indåndinger. Hvis han bare sørgede for at Daphnie ikke endte hernede. Den syge unge foran ham skulle ikke have lov til også at lænke hende fast.
De dybe vejrtrækninger hjalp, men det var Declans sidste ord, der fik ham til at blive distraheret fra sin vrede.
"Ballen? Har hun et ar der?" Forvirret var han da. Han havde uden tvivl set Daphnie uden tøj på flere gange, men det var ikke detaljerne på hendes bagdel, han havde kigget efter.
"Jeg skal nok kigge lidt bedre efter næste gang hun smider tøjet for mig. Jeg ville ikke klage over at nærstudere sådan en fin damenumse." Der bredte sig et lille smil om hans læber, sammen med et næsten helt tilfredsstillende blik. Det blev dog hurtigt skubbet væk igen, da han skulle være lidt mere alvorlig overfor Declan. Eller måske forvirret;
"Men søde lille mand. Hvis du er ligeglad med mig, hvorfor så overhovedet have mig hernede? Havde jeg ret før? Er det bare fordi du bliver lidt jaloux, når jeg er sammen med andre end dig?" Lænkerne gjorde det muligt for ham at lægge vægten på tæerne og læne sig frem uden at miste balancen, som metallet om hans håndled sørgede for at holde ham oprejst.
"Så kom tættere på, så jeg kan være sammen med dig igen," sagde han smilende, på grænsen til flirtende. Han ville næppe slippe afsted med at slå, sparke eller noget lignende igen, men han ville nu gøre næsten alt for at holde Declan fra tanken om at slæbe Daphnie herned. Og det ville jo ikke være dårligt at lege lidt imens.

Declan holdt sig fra at sukke højlydt over Jaris, men han gjorde intet for at skjule sin milde irritation. Helt ærligt, var der ingen som værdsatte skønheden i de små detaljer mere? Det vigtige var ikke engang, hvorfra Daphnie havde arret, det som fascinerede ham var, at der var fejl i et ellers ret perfekt ydre. Og jo, så havde det da også sat gang i tankerne om at pynte Daphnie med nogle flere ar. Skulle han være ærlig, så havde han også håbet på, at Jaris havde haft en lidt voldsommere reaktion med hentydningen om, at Declan havde set Daphnie nøgen men nuvel, så måtte han jo bare finde på noget andet.

Nu hvor Jaris havde været så elskværdig at stille sig, så han ikke ville kunne gribe ud efter ham, udnyttede Declan muligheden for at gå helt tæt på ham.
"Jeg er ikke god til at dele mit legetøj" Han trak på skuldrene og smilede, hvad der i andre situationer sikkert kunne forstås som et undskyldende smil. 
"Og du må give mig ret i at Daphnie er så nydeligt et legetøj" Han klappede Jaris på kinden, ikke hårdt nok til at det rigtig kunne betegnes som en lussing, men heller ikke ligefrem blidt. Bare for en sikkerheds skyld trådte Declan igen et enkelt skridt baglæns, han stolede fuldt ud på, at kæderne ville holde Jaris på plads, men hans egen hovmod havde overskygget hans dømmekraft en gang.

Hvad var nu det? Forsøgte Jaris at forføre ham? Jamen dog, så måtte han da i sandhed være desperat for at holde Daphnie væk fra kælderen. Det var ikke en del af Declans originale plan, men Jaris' desperation for at beskytte Daphnie var som sød musik, så hvorfor ikke udnytte muligheden til at have det lidt sjovt.
"Er du sikker på, at det ikke er fordi du gerne vil være sammen med mig igen?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så nysgerrigt på Jaris. 

Smilet bredte sig kun mere, da Declan trådte helt tæt på. Selvfølgelig faldt det ham ind at udnytte det. Skynde sig at rykke et skridt tilbage og gribe ud efter tøjet igen, eller bare bruge det tykke hoved til at skubbe et par tænder løse på den lille lort. Men der var noget, der stoppede ham, nu hvor Declan stod så tæt. Noget der nok bedst kunne beskrives som lyst. Hvis han rent faktisk kom tæt på efter det var blevet foreslået, så kunne Jaris måske være heldig, ikke bare at flytte hans tanker væk fra Daphnie, men også at få noget sjovt ud af sit besøg i kælderen.

Smilet falmede ikke, men brynene rynkede sig da en anelse. Daffe var ikke Declans legetøj. Hun tilhørte Jaris. Det havde både han og Daphnie fastlagt. Men det skulle Declan vel nok finde ud af.
"Det er nok det klogeste du har sagt, mens jeg har været her," svarede han smilende. Hvis det var meningen at Jaris skulle blive bare en lille smule fornærmet over de mindre blide klap mod kinden, så måtte Declan prøve lidt hårdere. Der skulle mere kraft til før dæmonen ville lade sig påvirke negativt og i stedet fik han bare en kort latter tilbage. En latter der kun blev trukket lidt ud, da den nervøse mand alligevel trådte lidt væk igen.

Hovedet blev lagt let på skrå, i takt med at Declan gjorde det samme.
"Jeg er ikke bange for at indrømme hvad jeg vil. Kom og tag tøjet af mig, hvis du heller ikke er bange for at indrømme hvad du vil. Jeg kan se på dit nysgerrige blik, at du gerne vil have mig igen." Selvtilliden fejlede intet, og Jaris havde aldrig været bleg for at indrømme, når han gerne ville have noget, om det så var seksuelt eller ej. Declan skulle bare tage sig sammen.

Så direkte Jaris var! Ikke at Declan burde have forventet andet fra Jaris. Men derfor var det nu alligevel forfriskende for en stund at slippe for de sædvanlige tankespil. Mon Jaris ville være så åbenlys med sin lyst, hvis han vidste, hvad der ventede ham? Declan havde i hvert fald ikke tænkt sig at ødelægge overraskelsen. Desuden, hvem vidste om hans plan ville holde? Jaris havde jo allerede fået ham til at ændre planerne en smule. 

"Så nemt tror du vel ikke det bliver den her gang?" Han smilede lidt. Den sidste gang han havde mødt Jaris var bestemt ikke glemt endnu. Det havde været godt, og dengang havde Declan ikke haft noget imod at overlade styringen til Jaris, men nu var magtbalancen i forvejen anderledes, og sådan skulle det forblive!
"Du har vel forhåbentlig ikke allerede glemt hvem der bestemmer her?" Han vovede sig til at gå tættere på Jaris igen, så han kunne lade en hånd glide gennem det brune hår, inden den greb godt fat i håret, så han kunne hive Jaris' hoved en anelse tilbage. 
"Du kan sætte dig på knæ og bede pænt om det" Han slap håret igen og trådte atter et skridt tilbage. Han håbede da, at Jaris ville lege med, men han tvivlede ærligt på, om Jaris ville gå med til at være så underdanig. 

Jaris løftede let det før rynkede bryn. Han var lidt overrasket, for han havde faktisk troet, at det ville blive så let igen. Det var jo ikke ligefrem fordi Declan nu lagde skjul på, at han gerne ville mere end bare at lege fange og mester. Men det var måske lige nøjagtig det han gerne ville. Declan skulle have lov til at have magten, så han ikke følte sig helt så underdanig, som han var sidste gang de havde mødtes.

Han rettede sig lidt op, som om han stillede sig klar til at lade Declan tage for sig, selvom han lige havde hentydet, at det ikke skulle gå sådan. Øjnene blev kortvarigt lukket i, som han mærkede grebet i håret og helt villigt lod Declan hive hans hoved tilbage. Det var et morende blik der kunne ses, da han åbnede øjnene igen og smågrinede.
"Bede pænt om det? Hvis du mener, at du bestemmer her, så må du beordre mig lidt bedre end det der," sagde han og ventede. Jaris ville ikke have noget imod at sætte sig på knæ og bede, det ville ikke være første gang, men hvis Declan skulle insistere på at få dæmonen til at falde på knæ for ham, så måtte han stramme op. Han kunne ikke rette sig efter så slatten en ordre.
"Kom så, bassemand. Få mig til at lystre," sagde han smilende, næsten helt forventningsfuldt.

Declan vidste ikke, om han skulle være en smule fornærmet over det hævede øjenbryn. Hvordan kunne Jaris for alvor tro, at han var så nem? Måske hans kære fange faktisk slet ikke havde forstået det alvorlige ved den situation, som han befandt sig i. Det måtte Declan nok hellere huske at rette op på senere. Men først var der jo noget andet, som skulle ordnes.

Så det var ikke godt nok? Fint, Jaris var da ikke den første, som Declan havde fornøjelsen at dominere rundt, og han ville formentlig heller ikke være den mest stædige.
"Meget vel" Hvis det skulle være med den på.. Igen trådte han hen til Jaris, han stolede efterhånden på, at dæmonen ikke ville finde på noget dumt, så der var ingen grund til at holde afstand.
Hånden fandt igen op til håret, hvor dem greb fat og rev til. Og denne gang rev Declan til, Jaris blev nødt til at begynde at sætte sig ned for at slippe for trækket.
"Sæt dig så ned, som jeg bad dig om" stemmen var kølig og smilet væk. Det kunne godt være, at de havde gang i en hyggelig lille leg lige nu, men det var stadig Declan, som bestemte, og det skulle Jaris endelig ikke bryde sig om at glemme.
"Og så forventer jeg, at du tigger om det, som den dygtige dreng du er" Hvis Jaris faktisk satte sig ned, ville Declan lade hånden følge med og først slippe det hårde greb i håret, når Jaris var helt nede på knæ, han skulle jo helst ikke komme på andre tanker inden han var helt nede på knæ.

Forventningen i øjnene blev kun mere tydelig. Lige så meget som Jaris elskede at dominere, elskede at få sin vilje når han bad om noget, lige så meget elskede han at se andre prøve at dominere ham. Der skulle som regel meget til, før han ville give hvad der blev bedt om, mest fordi dæmonens udholdenhed i forhold til de små menneskers styrke var dem langt overlegen.
Det hårde greb og træk i det lange hår, for at få ham til at makke ret og falde på knæ, var ikke direkte smertefuldt. Smilet om hans læber voksede, men der gik alligevel et øjeblik, inden han lidt modvilligt lod sig trække ned og endte på knæ foran Declan.

Lænkerne var stadig straks så meget de kunne, metallet om både ankler og håndled var begyndt at gnave igen og inden længe ville det begynde at svide fra blodet der langsomt dryppede. Der skulle ikke meget til, når der i forvejen havde været gnavet hul tidligere.
Grebet om håret blev sluppet og Jaris rystede kort på hovedet for at fjerne en tot hår fra ansigtet.
"Tigger? Arh, vi aftalte at jeg skulle bede pænt om, så det gør jeg; Åh, du skønne mide, jeg vil gerne have dig. Vil du ikke nok tage mine fængslende klæder af mig? Be' pænt om med en skål sukker på toppen." Det var da ikke helt dårligt bedt? Man kunne da i hvert fald se på det store smil, at Jaris var helt tilfreds med sin indsats. Han skød brystet lidt frem, så meget det nu var muligt med de strakte lænker, der ikke tillod ham ret meget bevægelse. Men nu sad han da klar til at Declan kunne gå i krig med den krøllede skjorte.

Endelig! Lidt samarbejde! Modstand var sjovt, men det irriterede Declan noget så forfærdeligt, at Jaris ikke viste bare skyggen af respekt. Men nu faldt han endelig på knæ, og selvom han stadig havde det der irriterende smil på læberne, så var det en sejr for Declan, som nu smilede selvtilfreds mens Jaris faldt på knæ. Smilet forsvandt dog igen ved den lidt for kække bemærkning. Selvfølgelig, han burde ikke have regnet med, at det ville være så nemt, men det gjorde det ikke mindre irriterende. Tværtimod, Declan hadede at tage fejl.

Det nærmest prikkede i Declans fingre for at stikke Jaris en lussing.. Og hvorfor egentlig lade være? Jaris ville stadig være hans fange, om han fortrød hans forsøg på at forføre Declan eller ej. Så, får en gangs skyld gav Declan efter for sine impulser, trak armen tilbage og lod håndfladen kollidere med Jaris' kind. Det var hårdt, bestemt ikke så hårdt, som han faktisk kunne slå, men det burde da være til at mærke.
Næsten med det samme var Declan nede på knæ og med et hårdt greb i Jaris' nakke, hvor fingrene blev boret ind i huden.
"Nu siger jeg det en sidste gang, tig om det" Stemmen var hård, kold. Taget i nakken  Det her var sidste chance, ellers var det tilbage til den normale plan. For Declan var det ikke noget tab, alt hvad der foregik nu var bare ekstra. 

Det store smil falmede en smule, idet håndfladen ramlede ind i kinden og hovedet helt af sig selv blev vendt til siden. Det var ikke ligefrem en lussing, han havde forventet at få som svar og derfor endte han også med at få bidt sig selv i kinden, hårdt nok til at han snart kunne smage blod og det også kunne ses i den ene mundvig. Men trods den lidt svidende fornemmelse mod kinden og den svage smag af jern, var der stadig et smil på hans læber, da han rettede blikket mod Declan igen, denne gang med flere totter hår ind foran hele ansigtet.

Det var en blanding af et småt irriteret gisp og et alligevel lidt nydende støn der lød, da Declan greb fat i nakken og borede fingrene ind, men det fjernede ikke det flabede udtryk af morskab hos dæmonen. Åh, hvor var det dog fristende at fortsætte de stikkende kommentarer og dårlige vittigheder. Det pissede Declan så meget af, at Jaris ikke gjorde som han bad om og derfor morede det ham kun mere at blive ved.

Men han kunne godt se på Declan, at han var ved at miste tålmodigheden og der var vel ingen grund til at ødelægge deres leg. Det var ikke ligefrem underholdende at sidde fanget i kælderen, så han måtte vel holde fast i, at han nu kunne få muligheden for at have det bare lidt sjovt.
"Jeg be'r dig, Declan. Lad mig få dig. Jeg vil så gerne have dig. Jeg vil så gerne røre ved dig og mærke dig, røre ved mig. Kom tættere på og tag endnu hårdere fat i mig, når jeg tager dig lige så hårdt. Jeg beder dig." Han måtte sørge for at overdrive, tigge mere end han egentlig var glad for, og man kunne da også se på ham, at han ikke kunne tage det helt seriøst. Men overdrev, det gjorde han. Han fik endda givet et lille ekstra støn fra sig, da han bad den sidste gang og forsøgte at rykke sig tættere på Declan, trods lænkerne og grebet i hans nakke.
"Bedre?" Han skulle vel lige vide, om det var okay denne gang.

Ordene fik Declan til at smile en lille smule. Det var så tæt på, men alligevel så forfærdeligt langt fra. 
"Bedre" Men det var stadig ikke godt nok, han ville se Jaris være virkelig desperat, tigge om det som om han faktisk mente det. Problemet var bare, om Declan kunne få Jaris helt derud uden at spilde alt for meget tid. Nok regnede han med at Jaris skulle være i kælderen i lang tid, men der var også meget han gerne ville nå. 
Nå, men Jaris havde jo gjort, som han blev bedt om, så lidt samarbejde fra Declans side var vel på sin plads. Grebet i nakken blev sluppet, så han i stedet kunne begynde at hive blusen af Jaris. De var ikke nemt når Jaris stadig var lænket fast, men Declan var ikke uforsigtig mok til at løsne lænkerne. Blusen skulle nok komme af, og hvis den gik lidt i stykker undervejs, ja, så var det godt at Jaris formentlig ikke fik brug for den senere.

Negle blev boret ind i Jaris' hud, da blusen endelig var væk. Langsomt trak neglene spor ned over overkroppen indtil hænderne nåede buksekanten. Declans øjne søgte Jaris' og holdt hans blik fast mens fingrene løsnede bukserne.
"Mon ikke du kan gøre det lidt bedre?" som ordene blev sagt søgte en hånd ned i bukserne og greb fat om Jaris' manddom. Langsomt bevægede hånden sig frem og tilbage. Jaris skulle pirres, skubbes helt ud til kanten, men han skulle endelig ikke skubbes over. Ikke endnu i hvert fald.

Bedre! Fint! Så langt så godt. Så forventede Jaris selvfølgelig også at der nu skulle til at ske noget mere interessant. Ingen gad at lytte til alt det tiggeri, specielt ikke når det kom fra en, der ikke kunne finde ud af at tage det seriøst. Måske det ville have været nemmere, hvis Declan rent faktisk var lidt mere truende, når han forlangte at høre ham tigge, men det skulle vel nok komme. Det gjorde ham egentlig kun mere tilfreds, at han endnu ikke bragte Daphnie på bordet igen. Så indtil videre virkede det vel fint at distrahere ham med lidt leg.

Blusen kom af, men ikke uden at blive revet i stykker her og der, for at kunne få den af lænkerne. Det gjorde ikke Jaris spor, ikke endnu, men når han senere skulle ligge på det kolde gulv uden noget at varme overkroppen, så skulle han nok beklage sig. Han lænede sig frem, forsøgte at få endnu tydeligere spor af neglene mod huden, da de så behageligt blev trukket ned over. Efter flere dage i kælderen, var det jo lige nøjagtig denne form for opmærksomhed, han havde brug for.

Et næsten helt forventningsfuldt støn lød, da han mærkede hånden glide ned i bukserne og tage fat.
"Hvorfor skulle jeg? Du er jo så godt i gang nu. Selvom du nu godt må være lidt hårdere. Det går ikke at dit håndarbejde er lige så slattent som dine ordrer." Han kunne ikke lade være med at komme med flere flabede kommentarer. Endnu mindre fordi han virkelig syntes at de alt for langsomme bevægelser slet ikke var nok. Det var uden tvivl Declans plan, men det gjorde det ikke mindre irriterende.
"Det er heller ikke helt retfærdigt at jeg ikke kan være med, når du insisterer på at holde mine hænder fanget. Du går glip af en god del af mit gode håndarbejde," sagde han og nikkede let. Dog var intet af hans vandfald af ord helt fri for småt irriteret, dog stadig nydende støn over de lette bevægelser i hans bukser.

Egentlig havde Declan tænkt sig at blive ved, holde Jaris lige på kanten indtil han for alvor var desperat.. Men han var ved at miste tålmodigheden. Det var slet ikke lige så sjovt at lege med Jaris på den her måde. Rent ud sagt så var han faktisk begyndt at kede sig bravt. Nej, der var langt sjovere måder at lege med hans lille fange... Og lege, det skulle de sagtens komme til, selvom Declan nu var ret sikker på, at det kun var ham selv, der ville ende med at nyde det. Det var selvfølgelig også planen, det ødelagde jo alt det sjove hvis Jaris faktisk var et villigt offer. 

Der kom ingen svar på de irriterende kommentarer fra Jaris. Bevægelserne med hånden fortsatte et kort stykke tid længere inden hånden blev trukket op af bukserne og i stedet søgte op til det brune hår, hvor den greb godt fat. Det skulle rigtig gerne gøre ondt, egentlig ville det ikke gøre Declan det store hvis nogle hår endte med at ryge ud, så længe det bare ikke var for meget, det gjorde ikke noget at have en fange som var lidt pæn at se på.. I hvert fald bare lige lidt endnu.
"Så er det jo godt, at der er en anden, som også har et fantastisk håndarbejde" De kølige grå øjne borede sig ind i de orange.
"Heldigvis er hun også noget bedre til at høre efter" et lille smil spillede på Declans læber, det var køligt, ildevarslende, nok især fordi det på ingen måde nåede øjnene som var lige så kolde og døde, som de altid var. Selvom han ikke havde tænkt sig at opsøge Daphnie lige nu, så havde han ikke de fjerneste kvaler med faktisk at gøre det, så det kunne lige så vel være et løfte som en trussel.

Grebet i håret blev sluppet, eller det vil sige, at han nærmere skubbede Jaris fra sig, og så rejste Declan sig og gik over mod døren til cellen. Uden så meget som at værdige Jaris et blik forlod han cellen, låste efter sig, og forsvandt. Nu kunne Jaris få lov til igen at hygge sig lidt i sit eget selskab. Med lidt held havde Declan fået sat nogle ganske underholdende billeder i hovedet på ham med, hvad han mon lavede med Daphnie mens Jaris var fanget i kælderen. 

Det var næsten lige før man kunne se skuffelsen i det ellers smilende ansigt. Det var aldrig sjovt, når der ikke engang kom ordentlig reaktion på hans irriterende kommentarer og lige fra Declan, havde han faktisk forventet noget. Han kunne jo efterhånden se hvor meget det irriterede ham, at Jaris ikke ligefrem gjorde, som der blev sagt. Og når han endelig gjorde, var det ikke uden ord. Det var hans egen skyld. Det skulle ikke være en fornøjelse at holde ham fanget på den måde. Han hadede de lænker.

Skuffelsen viste sig dog kun et kort øjeblik, for efter kom smilet frem igen. Et lidt hoverende smil, som om hans flabede ord havde vundet ham kampen, selvom han stadig ville tabe krigen, så længe han sad fanget. Men han kunne stadig tage nydelse i den lidt slatne hånd i hans bukser, for selvom det ikke var et ordentligt, fast greb, var det helt bestemt bedre end intet.
Den nydelse blev også revet væk efter alt for kort tid.
"Arh.." Han rømmede sig lige, da han i stedet mærkede det gode, hårde greb i de lange lokker. Ja, ja. Nu kunne han godt tage ordentligt fat, den lille lort. Smilet falmede, da hentydningen til Daphnie kom op og han rettede blikket mod de kølige, grå øjne. Declans næste kommentar gjorde direkte ondt i maven. Kun fordi han tog det præcis som det var ment; Daphnie adlød meget bedre, når hun, ligesom Jaris i øjeblikket, blev tvunget til at lystre. Han ville ikke se hende i den position.

Et lille vredt grynt lød, da grebet i håret blev sluppet med et skub, men blikket veg ikke fra drengen.
"Hold dig væk fra hende!" råbte han efter Declan, mens der blev trukket godt og grundigt i lænkerne, der endnu engang borede sig ind i både håndled og ankler.
"Kom tilbage, bæfjæs! Hold dine slatne pølsefingre fra hende, eller jeg river hænderne af dig! Kom tilbage! DECLAN!" Jaris råbte og skreg, hev og flåede i lænkerne, hvilket kun resulterede i en hæs stemme og mere blod fra ankler og håndled. Han var godt klar over at Declan ikke ville komme tilbage, ikke i dag. Men det skræmte ham at tænke på hvad han kunne finde på at gøre ved Daphnie. Om han havde tænkt sig at opsøge hende nu, mens han sad her og var hjælpeløs.

---------------------

Sulten var begyndt at vise sig. Maven rumlede mere og mere, højere og højere. Han havde ikke sovet hele natten, af frygt for hvad Declan lavede. Hvis Daphnie endte med at blive slæbt herned, ville han ikke sove, når hun kom. Men han var så træt.
Det var en umulig mission, det vidste han, men i et desperat forsøg på at finde bare lidt at gnaske på, havde han prøvet at få fat i sin taske, som var blevet smidt lige ude foran cellen, lænet op ad tremmerne. Det var selvfølgelig ikke lykkes.

Jaris var endt med at ligge sig ned på det kolde gulv. Trøjen stadig revet i stykker, bukserne stadig åbne og de trætte øjne rettet stift mod tremmerne.
Han skulle nok komme ud.

Råbene fra Jaris havde for en gangs skyld været som sød musik for Declan. Han kunne ikke høre dem i langt størstedelen af det alt for store hus, men han havde stået og ventet et øjeblik lige ved kælderdøren, bare for at høre vreden og desperationen. Fornærmelserne gjorde heller ikke det store, det var et udmærket tegn på at Jaris havde mistet kontrollen over sine egne følelser. Fantastisk, det hele gik lige efter planen. 

Råbene fra kælderen var kun underholdende i ganske kort tid, og desuden havde Declan også rigeligt at tage sig til. Tanken om faktisk at opspore Daphnie og få lidt underholdning ud af hende strejfede også hans tanker, men modsat hvad han havde ladet Jaris tro, var det faktisk ikke hans plan.
Den sidste rest dag blev til nat, og ganske som normalt sov Declan let, men trods alt stadig ganske udmærket. Han var ikke typen der led af mareridt, den slags krævede ofte, at man havde moralske kvaler over noget, og nu var det ikke ligefrem samvittighed som Declan besad meget af. Havde det været tilfældet havde han måske haft dårlig samvittighed over at lade Jaris vente i kælderen. Morgenen foregik i et roligt tempo, jo længere tid Jaris fik lov at ligge alene i kælderen, jo mere slagen ville han forhåbentligt være. Det var bestemt heller ikke gået ham forbi, at der ikke umiddelbart var den svage lyd af vred råben, når han nærmede sig kælderdøren. Yderst interessant.

Nå, der var jo ikke meget sjovt at have noget legetøj liggende, hvis man ikke havde tid til at lege med det, så langt om længe satte Declan igen kursen mod kælderen. På vejen nåede han lige et gribe et æble.
"Så stille du pludselig kunne blive" han læste døren op og gik ind i cellen. Mens han lod blikket glide undersøgende ned over Jaris tog han et bid af æblet. Han så ikke ligefrem ud til at have det godt.. Men det var selvfølgelig lige efter planen. 

Det føltes som om der var gået en evighed. Nætterne havde aldrig været så lange før, havde de? Det var heller ikke fordi Jaris havde den store tidsfornemmelse hernede, ikke at han havde haft en før. Men det var ikke til at sige hvor længe Declan lod ham være alene. Måske han endda havde ligget her i flere dage?!
Han sukkede tungt. Nej, nu måtte han ikke miste besindelsen mere, end han allerede havde. Han kunne ikke være helt ødelagt, hvis han faktisk endte med at se Daffe hernede. Han måtte tage sig sammen. Men.. så træt. Så sulten..
Maven rumlede højlydt, lige inden han hørte det første skridt mod kælderens hårde gulv.

Straks skubbede han alt andet til side, rejste sig op og så umådeligt frisk ud, bortset fra de tydelige, sorte rander under øjnene. Han lod dårligt Declan blive færdig med sine ord, inden han selv begyndte;
"Hvor er hun?! Hvad har du gjort ved hende?! Hvis du har krummet et enkelt lille hår på hendes hoved, så..." Han stoppede midt i sin trussel med den hæse stemme og rynkede brynene lidt.
"Hun er her slet ikke, vel?" Mumlede han kort efter. Hvis Declan havde fået Daphnie med herned, så var Jaris slet ikke i tvivl om, at han ville vise ham det. Han ville hovere så forfærdeligt meget, men siden han ikke gjorde, gik han ud fra at han slet ikke havde gjort alvor af sin trussel fra dagen før.

Brynene forblev rynket sammen og Jaris fik et udtryk i ansigtet, som man ellers ofte kun så hos små børn, når de blev fornærmede.
"Du' dum," konstaterede han med lige så fornærmet en tone og med de ord smed han sig på gulvet igen. Declan skulle ikke have lov til at more sig alt for meget, når han var så irriterende, så nu kunne han få lov til at se på en fornærmet Jaris, der lå på gulvet.

Det var næsten en skam at skuffe Jaris og ikke have Daphnie med ned i kælderen, han havde jo tydeligvis set så meget frem til det! Men lige nu var det ekstremt vigtigt for Declans plan, at Daphnie ikke fandt ud af, hvad han havde gang i. Der var selvfølgelig andre løsninger, og når nu Jaris' reaktion var så kraftig, så var der måske noget, som skulle overvejes. Senere. Han havde stadig ikke helt en ide om, hvor dum Jaris faktisk var, men Declan valgte da at tvivle på, at Jaris ville tro på at Daphnie tilfældigvis bare lige stod og gemte sig ovenpå.

Fornærmelsen, hvis det overhovedet næsten kunne kaldes det, var så sølle, at det næsten fik Declan til at grine. Næsten.
"Jeg tænkte over det.. Hvorfor skulle jeg tage hende med herned? Hun er ganske givet ikke det klogeste pigebarn, men af en eller anden grund bekymrer hun sig om dig. At se dig i den her, mildest talt, sølle forfatning vil da kun betyde, at hun aldrig frivilligt vil forlyste sig med mig igen" Han lagde med vilje tryk på ordet 'frivilligt'. Han var ikke typen, som tog kvinder med magt, det havde han slet ikke brug for. Men det vidste Jaris jo ikke.
"Og nu er hun lige så fantastisk villig hvor gang jeg kommer på besøg. Ikke at jeg antager, at jeg behøver fortælle dig præcis hvor villig hun kan være" Var det et lavt trick? Ja. Men det var Jaris som havde startet med at opføre sig som et barn, så lige nu forsøgte Declan bare at få en reaktion ud af ham.
"Så for nu får hun lov til at bevare sin uvidenhed. Medmindre du selvfølgelig giver mig en grund til at tage hende herned" Et løfte, ikke en trussel. Hvis han ikke kunne opnå de resultater, som han ville, så havde han ingen kvaler ved at skade Jaris ved at hive Daphnie ned i kælderen.  

Selvfølgelig skulle fornærmelsen overdrives, så mens Declan stod og snakkede, lukkede Jaris øjnene i, som om han slet ikke hørte efter. Stadig liggende på gulvet, lagde han armene over kors og krydsede benene, så hele hans kropssprog ikke udviste andet end lukket. Han ville simpelthen ikke give Declan tilfredsstillelsen. Han havde heller ikke fortjent at blive hørt, nu hvor han havde valgt at være så dum. Men han var sikkert klar over, at Jaris hørte hvert eneste ord alligevel. Så længe det handlede om Daphnie, kunne han ikke undgå at lytte efter, også selvom han måske burde lade være. Hvis han valgte ikke at høre alle de tomme trusler, ville han heller ikke reagere med vrede og sine egne trusler, men så let var det ikke.

Der lød et fnys, da han åbnede øjnene igen og rettede blikket mod Declan.
"At jeg ligger her og ser pæn ud, kan umuligt være grund for, at du skulle gøre noget ud af dine.. løfter." Han løftede et bryn, tydeligvis troede han ikke på at Declan ville gøre noget som helst, ikke nu hvor han havde givet udtryk for ét dagen før og nu kom tilbage uden noget. Eller nogen.
"Og så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg nok sørge for at hun ikke er så villig i dit nærvær længere," sagde han med et lille smil. Han var ikke det mindste i tvivl om, at han ville kunne overbevise Daphnie om ikke at have noget med Declan at gøre igen. Det krævede bare, at han lige kunne slippe fri fra kælderen. Han synes virkelig også, at han havde været her længe nok efterhånden.
"Jeg er til gengæld stadig lige så villig, hvis du skulle få lyst til at gøre dit arbejde fra i går færdigt," foreslog han, nu med et endnu større smil og en hurtig gestikulerende hånd ned mod sit underliv, inden den blev lagt tilbage i sin lukkede position.
Han var muligvis ikke helt glad for Declan i øjeblikket, men det skulle da ikke stoppe ham fra at få lidt underholdning. Det var jo tisse kedeligt hernede!

Et fnys var vel også en reaktion, selvom det ikke ligefrem var den reaktion, som Declan gerne ville have. Tålmodighed, mindede han sig selv om, reaktioner skulle der nok komme med tiden.
Så snart han kom ud derfra.. Havde han virkelig stadig ikke forstået den situation, som han var i? En ting var at være irriterende og påståelig, men var han virkelig så desillusioneret, at han troede, at han bare ville få lov til sådan at forlade kælderen? 
"Og hvad får dig til at tro, at du kommer ud herfra?" Spurgte han, faktisk reelt nysgerrig. Hvad end evner Jaris havde, kunne han ikke bruge dem, og kæderne, som holdt ham bundet, var skabt til at holde langt stærkere væsner end ham fast, så hvordan havde Jaris faktisk tænkt sig at slippe fri? 

For mange andre ville det sikkert være imponerende, hvor selvsikker og ligeglad Jaris var. Han var allerede blevet snydt for sin nydelse en gang, kvinden han elskede var blevet truet på livet, og alligevel lå han der og spillede op. Declan kunne dog ikke helt finde ud af, om han skulle være irriteret over det, eller om det morede ham, at Jaris faktisk troede, at den form for underholdning stadig var en mulighed.
"Et fristende tilbud, men nu var det jo ikke ligefrem fordi, at det har skulle være et behageligt ophold for dig" Svarede han med en svag hovedrysten. Nok var hans planer overhovedet ikke begyndt endnu, men hvad regnede Jaris overhovedet med, at han ville blive udsat for? Lidt kedsomhed og lidt mild mental tortur?