Det virkede som om Lukas blødte lidt op. Forstod hvor hun stod og accepterede det. Det fik også Daphnie til at bløde lidt op, og hun slappede en smule mere af. Det var dog ind til Lukas spurgte det ene spørgsmål han nok ikke skulle have spurgt om. Skamfuldt slog Daphnie blikket væk, velvidende hvad der nok ville ske hvis Jaris dukkede op igen. Hun kunne jo ikke lade ham være. Læberne foldede hun sammen mens hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare. 
 " Hvis..  " hun sank en klump.
 " Jaris vil aldrig.. " Daphnie snøftede en enkelt gang og flyttede blikket ned på fødderne i stedet for at se ud til siden. Hun var ikke sikker på hun kunne sige noget, der ville falde i god jord hos Lukas. Hun kunne lyve, men det ville med stor sandsynlighed ikke være troværdigt, så uanset hvad hun sagde ville han sikkert ikke være tilfreds.
 " Han bliver aldrig.. Jeg vil aldrig være hans.... Ikke rigtigt.. " tilføjede hun til sidst. Jaris havde sagt hun var hans, men hun vidste også han aldrig kun ville have hende. 
 "Hvis han kommer tilbage... så bor jeg med Aksel.. Og jeg vil altid være Aksels.. " Daphnie var godt klar over hvor rodet og lettere usammenhængende det hun sagde var, men det var det bedste hun kunne klare. Så håbede hun bare Lukas godtog det. Blikket forblev vendt ned af, hvor det betragtede fingrene der pillede lidt ved noget stof på hendes kjole. 

Lukas forventede et hurtigt, bestemt svar. Selvfølgelig vil Aksel være nok. Selvfølgelig vil jeg ikke forråde min mand på den måde. Var det for meget at bede om? Det ville han helt sikkert ikke mene. Det burde ikke være et svært valg. Han ville vide, at Daphnie ville vælge sin mand, lige meget hvad. Ellers kunne han holde sig til den tanke, som hele tiden havde hjemsøgt hans hoved; Hun burde ikke have sagt ja til Aksel. Aksel burde aldrig have spurgt, ikke efter Lukas fortalte ham det han gjorde den aften.
Men Daphnie tøvede. Det havde ikke været et problem, hvis det kun havde været for et kort øjeblik, men det var det ikke. Hun snublede over måden hun ville svare på, og ikke kun én gang. Det fik kun Lukas til at være mere skeptisk.
"Er du sikker på det? For du virker ikke sikker," konstaterede han hurtigt.
"Lov mig, at du fortæller mig sandheden. Lov mig, at du vil tage dig af Aksel, din mand, lige så kærligt, som han vil tage sig af dig." Stemmen var blød, man kunne næsten høre en lille snert af en bedende tone, men blikket ændrede sig tværtimod til noget lidt hårdere.
"Ellers finder jeg Aksel med det samme og fortæller ham alt, vi har talt om i dag." Trods den stadig helt bløde stemme, var den direkte trussel ikke til at tage fejl af. Han trådte også lige et par skridt tilbage, bare for at understrege ordene, vise, at han virkelig mente det. Han var klar til at sladre igen!

 Daphnie sank en klump da Lukas pointerede hun ikke lød specielt sikker. Læberne foldede sig sammen, og hun stoppede lidt med at pille ved kjolen. Hun var sikker på de ting hun sagde. Hun vidste også bare at hende og Jaris uden tvivl ville luske rundt bag Aksels ryg. Og nu vidste hun, at hun skulle være ekstra opmærksom på Lukas. Da han bad hende love hun ville tage sig kærlig af Aksel, løftede hun blikket og nikkede lidt. Hun kunne godt love hun ville tag sig kærligt af ham. Selvom hun måske ikke delte hans følelser, var han stadig hendes mand, og han elskede hende, og det ville hun nok være evigt taknemmelig for. Også selvom han var.. En våd kiks.. 

 Lukas trussel fik det lidt blide udtryk Daphnie have fået over ansigtet til at forsvinde og greb ud efter hans arm, med et lidt mere spidst udtryk. Øjnene var skulende og fingrene borede sig lidt ind i Lukas håndled, for at sikre sig han ikke trak sig væk og stak af til Aksel. 
 " Lukas! " Snappede hun bestemt af ham. 
 " Jeg lover jeg nok skal behandle Aksel godt. Tage mig kærligt af ham. Han er min husbond, hvad tror du om mig? " bed hun en smule fornærmet af ham. Øjnene smallede sig lidt mere inden det ene bryn løftede sig en smule, i noget der næsten kunne ligne et hånligt udtryk.
 " Og tror du virkelig han vil tro på dig? Hvor godt gik det sidst? " pointerede hun. Den pludselig - og meget forkerte - tang til at presse deres læber sammen havde pludselig sneget sig frem i hende igen. Hvis han troede han skulle sladre til Aksel, skulle hun nok give ham noget at sladre om.

Det var lige før han ikke engang nåede at tage det andet skridt, inden Daphnie hurtigt fik grebet ud efter hans arm. Han havde da forventet, at hun ville gøre sit for at stoppe ham, men dog kun i form af det løfte, som hun skulle give.
"Hey!" Udbrød han, ikke fordi det gjorde synderligt ondt, selvom det da uden tvivl kunne mærkes, når hun borede fingrene ind i hans håndled, men også fordi han ikke var forberedt på, at hun ville gribe fat i ham, hvilket også tydeligt kunne ses på det overraskede udtryk, der straks lagde sig hen over hele hans ansigt. Han gjorde et lidt halvhjertet forsøg på at trække sig fri, men opmærksomheden var nok mere på hvad hun sagde. Tænderne blev bidt sammen og et øjenbryn blev løftet let, som en lydløs bemærkning om, at han ikke ville lade sig påvirke det mindste af hverken hendes ord, eller det næsten hånlige udtryk, hun sendte ham. Man kunne tydeligt se at hendes sidste ord ramte ham lidt hårdere, end han ville indrømme.
"Jeg tror ikke du vil vide, hvad jeg virkelig tror om dig," svarede han lidt hårdt tilbage, inden han trådte et skridt tættere på hende, så der ikke længere var meget plads imellem dem. Hvis hun ikke ville slippe ham, så skulle han da nok vise, at han bestemt ikke fandt hende truende.
"Jeg er ikke i tvivl om at Aksel vil tro mig, ligesom han gjorde sidst. Spørgsmålet er, om han vil tilgive dig så let næste gang. Når jeg går til ham med mere end bare anelser og rygter. Nu ved jeg jo, hvad du har gjort." Denne gang lød det helt sikkert langt mere truende, end hans sidste. Han havde egentlig ikke i sinde at løbe til Aksel og fortælle noget som helst, ikke nu hvor hun havde givet ham det løfte, han fiskede efter at få, men han fik det til at lyde sådan. Og fordi hun nu stod og trykkede på alle de forkerte knapper, ville han give igen.

 Selvom Lukas brokkede sig og prøvede at hive hånden lidt til sig, forsatte Daphnie med at holde fast på ham. Hun skulle være sikker på han ikke stak af for at sladre til Aksel, selvom hun regnede med at kunne overtale Aksel til at tro på hende. Sidst havde været mere held end forstand, og hun var ikke sikker på hun ville være lige så heldig næste gang. 
 Det var lidt som et slag i maven, da Lukas pointerede hun ikke ville vide hvad han virkelig tænkte om hende. Hun havde altid været den søde pige, alle kunne lide og kun havde gode ting at sige om. At vide at nogle tænkte dårlig om hende, gav hende ondt i maven. Hun prøvede at holde udtrykket upåvirket, men en svag skuffelse var at finde. 

 " Tilgive mig? Der var ikke noget han skulle tilgive, for der var ikke noget i det du sagde. Aksel kunne godt se hvor forkert det var af ham, at komme og beskylde hans kommende kone for at ligge i med hendes fætter der slet ikke interesseret sig for kvinder.. " Daphnie løftede det ene bryn og rettede sig lidt op. Mon Lukas slet ikke vidste hvordan Daphnie havde formået at slippe ud af problemer sidst? 
 " Og hvordan har du tænkt dig at bevise noget som helst. Det du vil fortælle ham ville stadig bare være anelser og rygter. Tror du virkelig han vil stole mere på dig, end på hans elskede kone? " Det lå så forkert i Daphnie at være så sur, bitter og hadsk. Det gav hende en dårlig smag i munden at tale sådan til Lukas, men alligevel føltes det også rigtigt. Alt den vrede og sorg hun gik med inden i, over Jaris bare havde forladt hende uden at sige noget som helst, have brug for at komme ud, og nu gik det ud over Lukas. Daphnie havde ikke flyttet sig væk, for ligesom Lukas ville vise han ikke fandt hende truende, fandt hun heller ikke ham truende. Selvom hun alligevel frygtede hvad der ville ske, hvis han stak af og sladrede.

Det var utroligt så hurtigt stemningen mellem dem kunne ændre sig. Der skulle ikke mere end én lille bemærkning til, og så var de begge ikke længere i stand til at holde de bitre, fornærmende kommentarer for sig selv. Deres lille gruppe ville uden tvivl kende til deres skænderi inden længe, fordi de stod og råbte af hinanden midt på gaden. Det ville undrer dem alle sammen, at de to mennesker, der ellers altid kunne finde ud af det med stort set alle, ikke kunne med hinanden. Men det ville jo ikke være et problem, hvis Daphnie ikke var så irriterende!
Der lød et direkte hånligt fnys fra Lukas, som svar til den første halvdel af hendes ord. At Jaris ikke var til kvinder, vidste han udmærket godt var løgn, selvom han ikke anede det mindste om hvordan Daphnie sneg sig udenom skideballen sidste gang.
"Jeg behøver ikke at bevise noget som helst. Du har afsløret rigeligt til at jeg kan overbevise ham om, at jeg havde ret fra starten af. Jeg skal bare nævne hvor trist du er over, at han ikke elsker dig, at du aldrig vil være hans, og hvor meget du tøvede, da jeg spurgte hvad der ville ske, hvis Jaris kommer tilbage." Man kunne se huen lægge sig helt fladt, da ørene under lagde sig så langt tilbage, som de kunne komme.
"Og vi ved begge to godt, at Jaris ikke kun er til mænd. Tror du virkelig, at de andre ikke har fortalt mig hvad han gjorde med Alijah den aften? Jeg ved jo godt hvorfor du blev sur og spildte din øl ud over ham." Selvom de andre måske ikke vidste nok til at drage samme konklusion, var Lukas da ikke i tvivl. Hele denne aften havde kun bekræftet alle de anelser, som han havde haft siden den aften. Det kunne være frustrerende at være i en gruppe af mennesker, hvor stort set alt blev delt mellem alle. Lukas fandt det selv irriterende, når det gik ud over ham, men denne gang kunne han ikke brokke sig. Det gik jo ud over Daphnie, og gav ham ammunition til deres mudderkastning, som han havde tænkt sig at vinde! Trods det faktum, at han ikke helt vidste hvordan nogle af dem skulle ende som vinderen af det her.

 Det var lidt som om Daphnie glemte hun stadig havde fat om Lukas håndled. Begge hænder knyttede sig i hver fald hårdt sammen, så knoerne blev hvide, ved Lukas ord. Den ondt i maven der var kommet da han havde påpeget at han bestemt ikke havde pæne tanker om hende blev kun værre, og da han gjorde det klart at han godt vidste hvad der var sket på kroen efter han var gået, var det som om Daphnie følte hun ikke længere kunne bunde. Hun havde tabt.
 Inderst inde vidste hun at selvom alt det Lukas ville fortælle til Aksel, var noget hun nok kunne få afvist - hun blev sur fordi Jaris var gift og allerede havde været sammen med Lukas og Lukas fandt bare på resten af tingene fordi han var jaloux over Daphnie nu tog det meste af Aksels tid - vidste hun jo at alt han ville sige til Aksel var sandt. 
 " Det.. Du kan ikke bevise at noget af det er sandt.. Det vil du ikke gøre mod Aksel.. " Daphnies stemme var lille og hun havde slået blikket ned. Lukas vidste hvor glad Aksel var for Daphnie, ville han virkelig knuse han hjerte på den måde? Hun havde jo lovet hun nok skulle tage sig kærligt af ham. 

 Om det var frygten for at ende alene, eller behovet for at hævne sig på Lukas for at ville ødelægge det hun havde med Aksel, vidste Daphnie ikke, men som hun stod med blikket slået ned, så hun at hun stadig havde fat i Lukas hånd. Uden at tænke yderligere over det næste hun gjorde, løftede hun hovedet op igen, hev hårdt i Lukas arm, med henblik på at få han til at vælte lidt frem mod hende. I samme bevægelse pressede hun sine læber mod Lukas' i et kort sekund, og før han kunne nå at reagere lagde begge af hendes hænder sig mod hans brystkasse, så hun kunne skubbe hårdt til ham, for at få ham væk.
 " LUKAS SHELDON! " udbrød hun højt, så hun var sikker på dem omkring dem hørte hende. Blikket var holdt stift mod Lukas, mens hun tørrede sig om munden med den ene baghånd.
 " Jeg er gift med din bedste ven!  " hun snakkede stadig højt, men ikke lige så højt som det første udbrud. Hun trak vejret en smule hurtigt i et forsøg på at virke forarget og chokeret.
 " Ved guderne om jeg er interesseret i at kysse dig! " så var hun i hvert fald sikker på at have sagt nok til at nogle rygter ville florere. Så skulle de se hvem Aksel ville tro på. Hans uskyldige kone, eller hans bedste ven der åbenbart er så jaloux han kysser på hans kone. 

Og dog... Måske havde Lukas alligevel formået at vinde med de sidste bemærkninger. Eller de sidste trusler. Han sendte hende et bestemt blik, et blik der svarede på hendes tvivl, eller i hvert fald lod som om. Det var ikke fordi han ville gøre noget for at såre Aksel så dybt, men han kunne ikke lade være med at tænke, at det kun ville såre ham endnu dybere, hvis han blev sammen med Daphnie nu og fandt ud af sandheden om mange år. Det var ikke en beslutning han kunne tage lige nu, men det betød ikke, at han ikke kunne true hende med det. Hun skulle vide, at han havde muligheden for at ødelægge hende, hvis han ville. Hvis hun gav ham grund nok.

Han trak let på skuldrende, skulle lige til at svare Daphnie, at han måske ville, måske ville han ikke. Men så langt nåede han ikke, før han blev trukket tættere på på hende og han mærkede hendes læber mod sine sekundet efter. Man kunne se panikken sprede sig i øjnene, lige inden hun endelig slap ham, men kun for at skubbe ham væk. Så lidt Lukas nåede at forberede sig på noget af det, der lige var sket, endte han med at falde bagover, til han sad på jorden.
"Men...." Da han rettede blikket op mod Daphnie, kunne man se tårerne presse sig på, og han forsøgte virkelig at holde dem tilbage. Det var ikke kun fordi han var så chokeret over hvad hun lige havde gjort, men også fordi hun havde rørt han på den måde. Samtidig førte han en hånd op foran munden, som om han prøvede at beskytte sig mod det, der allerede var for sent at beskytte sig mod. Han kunne mærke alle de dømmende blikke fra andre på gaden, der nedstirrede ham når folk gik forbi. Men hans opmærksomhed var fæstnet på Daphnie.

Hvad ville Aksel ikke sige, når han fik det at vide. For der var ingen tvivl om at folk ville snakke i krogene og på et eller andet tidspunkt ville hans bedste ven høre noget.
"Hvor ku' du?! Hvordan kan du være så led?!" Det tog ikke Lukas mange sekunder at komme på benene igen, hvorfra han fór hen mod Daphnie. Denne gang var han ligeglad med hvor hårdt han fik ramt, da han lagde begge hænder mod hende og skubbede til.
"Jeg hader dig!" I samme øjeblik kunne han ikke holde på tårerne længere, og begge kinder druknede.
"Du vil ikke have at jeg skal såre Aksel, men hvordan tror du så han vil reagere på det her?!" Skulle Daphnie stadig stå lodret, var han klar til at skubbe en gang mere. Det var et optog der på ingen måde kunne undgå at trække opmærksomhed, og den lille fyrs aggressive skub blev holdt øje med. Flere af dem stod sikkert og overvejede, om de skulle tilkalde en byvagt, men de alt for tydelige tårer, der flød ned af hans kinder, holdt dem lidt hen.

  Først da Lukas ramte jorden gik det op for Daphnie hvad hun havde gjort. Som knuste faldet den lille virkelighed hun havde bygget op i det øjeblik hun havde besluttet sig for kysse Lukas. Det havde virket som en god ide, indtil hun så tårerne i Lukas øjne. Det var som havde han slået hende i maden, og overraskelsen over sig selv lagde jeg tydeligt over hendes ansigt, da hånden igen fandt vej til munden.
 " Lukas! " Gispende hun.
 " Det var ikke.. jeg.. undsk.. " Mere nåede hun dog ikke at sige før Lukas afbrød hende og kom op at stå. 

 Lammet i overraskelse stirrede hun bare på Lukas. Hvad havde hun dog gjort?! Hvorfor havde hun dog gjort det!? Skubbet fra Lukas kom nærmest lige så meget bag på hende, som det at hun faktisk havde kysset ham og råbt op om det, og det var lige før hun selv faldt på numsen. Nogle flygtige skridt på de korte ben fik hende dog reddet. 
 " Lukas.. jeg.. " prøvede hun igen. Nu var det hendes tur til at have tårer der pressede på. Daphnies blik flyttede sig væk fra Lukas og det gled i stedet rundt på de folk der stod og holdt øje med dem. Der var så mange der stirrede på dem. Daphnie sank en klump inden hun tog en hurtig beslutning. 

 Et fast greb tog fat om Lukas håndled, og uden at svare Lukas begyndte hun at hive ham med væk fra midten af gaden, og et mere isoleret sted hvor de kunne være alene. Så snart de var kommet væk fra alle de stirrende øjne slap Daphnie Lukas, men hun fortsatte med at gå. Ikke for er komme væk fra ham, men fordi hun regnede med han ville følge med, til de var helt sikre på de var alene. 
 Da hun endelig stoppede op trak hun vejret hurtigt og overfladisk, på nippet til at begynde at græde. Hvad havde hun dog gjort... 
 " Lu.. Lukas, undskyld! Det var ikke... Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det... Aksel behøver ikke... han behøver ikke finde ud af noget..! Jeg panikkede! Du gjorde mig bange... " Daphnie stemme knækkede flere gange og tårerne begyndte lige så stille at løbe. Hun så på Lukas med et bedende blik. De kunne bare aftale ingen af dem fortalte om noget af det der var sket i dag. At alt de havde snakket om slet ikke var slet. At det hele bare var fjollede rygter. 

Der var slet ikke tid til at give Daphnie mulighed for at forsvare sig. Lukas var dybt overrasket, og ikke på den gode måde, over at hun overhovedet kunne finde på at lave sådan et nummer. Selvom han havde startet aftenen med at beskylde hende for at være så slesk, når hun brugte tid med en anden mand end ham, hun var gift med, kunne han ikke helt samle forståelse for, at hun rent faktisk var lige netop så slesk. Så manipulerende. Måske burde det ikke være kommet bag på ham. Hun var jo villig til at føre sin ægtemand bag lyset, så hvorfor ikke også lade noget gå ud over ham, der forsøgte at afsløre hende.
Hans stemme var ved at knække flere gange, som han stod der og råbte af Daphnie midt på gaden, men først da han var færdig med at råbe, lød der et hulk, som han ellers virkelig forsøgte at holde tilbage.
Først derfra kunne han give Daphnie plads til at forsvare, forklare, eller noget helt tredje. Han var heller ikke helt klar over hvad han forventede. Måske mest at hun ville holde fast på den løgn, hun lige havde råbt højt til hele gaden, men kun fordi han ikke havde hørt det mindste af hvad hun havde forsøgt at sige, mens han råbte tilbage.

Men i stedet for dét, blev han mere overrasket over at blive trukket med væk fra gaden, slet ikke i nogen form for tilstand, til at sige imod. Af samme grund tog det ham heller ikke mange øjeblikke at følge med hende videre, og så kunne han også lige få tørret kinderne nogenlunde tørre i de lange ærmer. Ikke at de forblev helt tørre.
Han sørgede for at holde mere afstand til hende nu, også efter hun stoppede op og begyndte at undskylde. Han lagde armene over kors og trods hans allerede lille størrelse, krummede han ryggen nok til at virke endnu mindre. Han kunne ikke engang få sig selv til at se på hende, og lod hende også stå og græde lidt længere, inden han endelig åbnede munden;
"Jeg vidste ikke, du kunne være så... udspekuleret," sagde han lavt, næsten mumlende, med den let rystende stemme, der truede med at knække igen.
"Så hvad?" Fortsatte han, efterfulgt af et lille snøft.
"Aksel behøver ikke at vide noget om dit... vores.. kysset." Ad. "Men til gengæld vil du så heller ikke have, at jeg siger noget til ham om alt det, jeg ved om dig og Jaris? Det er sådan du vil have det, ikke?" Det var rent gætteværk, men nu hvor han havde set hvor fej hun kunne være, så ville det ikke komme bag på ham, hvis det var dét, hun ville forsøge at få ud af alt det her rod. Men lige så snart han endelig rettede et lettere dømmende, dog stadig vådt, blik op mod hende, og så hendes direkte bedende, tvivlede han alligevel på, at han havde gættet rigtigt.

 Daphnie var ikke i tvivl om hun havde dummet sig gevaldigt meget. Hun var flov over sig selv, og en lille del af hende, var faktisk en smule væmmet over hvad hun lige havde gjort. Over at hun havde kunne få sig selv til det. Da Lukas endelig begyndte at snakke, slog hun blikket lidt ned. 
 " Det gjorde jeg heller ikke selv.. " det var intet andet end en utrolig lav mumlen, mest henvendt til Daphnie selv. Var det her virkelig den hun var blevet til? En udspekuleret, lille skøge der gjorde hvad som helst for at få sin vilje? Tanken lagde sig som en grim smag i munden og en tung, utrolig sten i hendes mave. 

 Lukas snøft med efterfulgt af et snøft fra Daphnie, der forsatte med at se mod jorden mens han snakkede. Først da han spurgte om det var det hun ville have løftede hun blikket og lod det møde hans. Hun sank en klump og slog blikket ned igen.
 " Jeg vil ikke.. " ende alene. Stemmen knækkede og et lille hulk pressede sig over de buttede læber. Daphnie tog en dyb vejrtrækning og stod og pillede lidt ved kjolen. 
 " Det vil knuse Aksel, hvis han fandt ud af det.. Noget som helst af det.. " mumlede hun lidt, stadig uden at kunne se på Lukas.
 " Lige godt hvad du tror, så elsker jeg ham stadig.. Jeg vil ikke såre ham.. " Daphnie snøftede og løftede så blikket til drengen foran hende.
 " Du kan ikke være det bekendt overfor ham, at fortælle det. Lukas.. Vil du ikk nok lade hver? " Daphnies stemme knækkede ved den sidste sætning og hun slog skamfuldt blikket ned. 

Den lille knude af tvivl, som hurtigt havde sat sig i maven, blev meget hurtigt opløst igen. Lukas havde tvivlet på, om han overhovedet havde gættet rigtigt. Om det overhovedet var dét, hun ville have. At han skulle holde på hendes lille hemmelighed. Men det viste jeg da hurtigt, at hun faktisk ville have ham til at holde munden lukket om det. Det var bare ikke afpresning? Trods den had han på meget kort tid havde opbygget mod Daphnie, ramte hendes bedende ord alligevel et ømt punkt. Aksel ville blive knust, hvis han fandt ud af det.

Tænderne blev bidt hårdt sammen, som han lige rettede et eftertænksomt blik mod jorden. Kinderne blev tørret med et ærme en gang mere, inden han sukkende rettede de halvvåde øjne mod Daphnie igen.
"Du fortjener det ikke," konstaterede han direkte, uden at lægge skjul på det faktum, at han ikke havde meget medlidenhed med hende.
"Og jeg gør det ikke for din skyld. Men du skal love mig én ting." Det skulle selvfølgelig ikke være helt gratis, hvis han skulle undlade at sige noget til Aksel.
"Hvis Jaris kommer tilbage, så hold dig væk fra ham. Hvis du virkelig elsker Aksel, så vær tro mod ham og kun ham. Lov mig det." Til trods for at han lige havde grædt, lød han overraskende beordrende i sin tone og denne gang lod han ikke blikket vige fra Daphnie. Denne gang ville han stå fast, indtil hun havde givet ham det løfte. Det var vel det mindste hun kunne gøre, både for ham og for sin mand.

 Spidsen af skoen gravede sig lidt ned i jorden, og skuldrene trak sig lidt op omkring ørerne. Hun vidste godt selv hun ikke fortjente det. Det behøvede han ikke sige. Daphnie sank en klump og stadig uden at se på ham, mumlede hun lavt;
 "Det ved jeg... " mumlede hun lavt, uden hensigten at Lukas egentlig skulle hører det. Hvad forskel ville det gøre alligevel?

 Da Lukas bad hende love en ting, løftede Daphnie endelig blikket. Hurtigt tørrede hun kinderne for tårer, klar til at hører hvad han havde af krav. Hvad han forlangte af hende kom dog noget bag på hende - ikke fordi det var overraskende at det var hvad han ville forlange, men fordi hun vidste hun ikke kunne love det. Lige godt hvor meget hun end ville ønske hun kunne være tro mod Aksel, vidste hun at hvis Jaris dukkede op igen, lige godt hvor sur og vred hun var på ham, ville ham på ingen tid kunne gøre hende blød i knæene igen, og hun ville gøre sit for at sno ham om sin lillefinger. 
 " Okay.. Jeg lover det.. Hvis du lover ikke at fortælle Aksel noget! " Trods Daphnies dårlige evner til at lyve for andre end Aksel. Trods hun vidste det nok var en af de største løgne hun kunne fortælle, lød det alligevel som om hun troede på det. Som om hun mente det og virkelig var villige til at lægge forholdet med Jaris på hylden, til fordel for Aksel. Daphnie sank en klump, og for lige at stå ekstra fast i at hun mente det - selvom hun ikke gjorde - trådte hun et skridt tættere på Lukas og rettede sig lidt op.
 " Jeg lover det, Lukas... Jeg skal nok holde mig væk fra Jaris, hvis han kommer tilbage. " Og hvis Jaris ikke ville holde sig fra hende? Det kunne hun vel ikke gøre så meget for, kunne hun?

Så stor, næsten voldelig, deres diskussion havde været i løbet af aftenen, havde Lukas næsten forventet, at Daphnie ikke ville gå med til det løfte. I hvert fald ikke så hurtigt. Jaris betød åbenbart langt mere for hende, end han nogensinde ville kunne forstå, og han kunne ikke se hvorfor. Ikke sådan som han selv havde oplevet manden på kroen, der mest kun lod til at have sig selv i tankerne, og ingen andre. Han havde jo endda forladt Daphnie nu. Han havde kun bevist hvor utilregnelig han var, i modsætning til Aksel, der ikke havde lavet andet end at bevise sine følelser for hende og dem, han havde kær.

Han nåede kun at mærke følelsen af en lille sejr i et kort øjeblik, for den blev hurtigt erstattet med noget nær panik, da Daphnie trådte et skridt tættere på, og han selv straks trådte et tilbage. Han var egentlig godt klar over, at det var gjort som en understregelse af hendes løfte, men efter hendes snedige nummer sidst hun kom tæt på, var det ren refleks at flytte sig denne gang.
Han sukkede lavt, lød næsten helt lettet over, at det ikke skulle ske en gang mere, og så nikkede han let.
"Okay. Jeg siger ikke noget til Aksel," svarede han. Det var helt bevidst ikke at love noget direkte, ikke at sige lige netop de ord. Han skulle nok undlade at sige noget til Aksel for nu, men hvis han nu tilfældigvis skulle ende med at se Daphnie med Jaris igen en anden gang, så var han da ikke for genert til at sladre igen. Hun skulle ikke have lov til at bryde sit løfte.

Det var ikke normalt for Lukas at gå, før han, som det mindste, var kommet med en dårlig undskyldning. Men denne gang måtte Daphnie nøjes med at få et næsten mistroisk blik sendt mod sig, inden han i stilhed vendte sig om og gik.
Han ville hjem til bordellet, hjem til sin seng og sin værelsesmakker.

 Så snart Lukas gav udtryk for at have godtaget hendes ord, slog hun blikket ned på jorden igen, og den mere rette holdning faldt lidt sammen. Det lå så dårligt i munden på hende at lyve, men hun vidste at Lukas ikke ville gøre hvad hun ville have, hvis ikke han troede bare lidt på, at hun holdt sig fra Jaris. Hun var bare overrasket over hvor sikker hun havde lydt i sine ord. 
 " Tak.. " sagde hun stille, selvom han havde gjort det klart det ikke var for hendes skyld. Så længe det betød han holdt sin mund var hun ligeglad for hvis skyld det var. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle lyve til Aksel om, at Lukas bare var jaloux fordi han ikke kunne få Daphnie. Hun var dog ikke i tvivl om, at hvis det blev nødvendigt, ville hun bruge det kys hun lige havde stjålet fra hendes ægtemands bedste ven. Og det skræmte hende lidt. 

 Uden et ord vendte Lukas sig om for at gå, og Daphnie skænkede ham ikke et blik, mens hun blot lyttede til skridtene forsvinde. Da hun ikke længere kunne skelne Lukas skridt alle de andre lyde, lod Daphnie ryggen dumpe op mod det nærmeste faste objekt hun kunne. I samme øjeblik hendes ryg kolliderede med objektet, slap det første hulk af magteløshed og skam over hvordan hun lige havde opført sig. I takt med hun gled ned at sidde til hun sad med benene bukket og armene om knæene steg hulkene, indtil hun sat krøllet sammen i den lille sidegade og græd.