Nadia var udmærket klar over, at de ægte og uægte børn blev opdraget på hver sin måde. Der var en hvis forventning om, at de uægte viste mere respekt. Det betød også, at Nadia ofte fandt, at de ægte børn børn følte sig mere berettiget, og det kunne gøre dem arrogante. Hun vidste ikke nok om Jontar til at vide, om det også var tilfældet med ham, men ud fra deres samtale her virkede det ikke til at være tilfældet.

Nadia sendte Jontar et smil ved hans kompliment.
"Det er De ellers en af få, der gør. Der er mange, der mener, at jeg ikke er intelligent, fordi jeg tilhører det 'forkerte køn'" svarede hun og lavede citationstegn med fingrene ved de sidste to ord. Smilet var dog stadig på hendes læber, som hun fortsatte: "Det fører dog oftest til, at jeg bliver undervurderet." Det var den rene sandhed. Folk mistog hende ofte blot for et pænt ansigt og ikke meget andet. Det betød dog også, at hendes arbejde i nogle tilfælde blev noget nemmere.

"Har De mere, De vil mig? Ellers er jeg virkelig nødt til at komme tilbage til mine daglige pligter. Misforstå mig ikke, jeg nyder at tale med Dem, men desværre har jeg også andre ting at skulle se til" sagde hun så med et spørgende udtryk. Hendes stemme var stadig høflig, og hun gjorde meget ud af ikke at lyde utaknemmelig eller fornærmende. Hun rejste sig dog ikke før, hun havde fået lov til det.

Et lille fnis faldt over Jontars læber. Han sænkede hovedet, som om Nadia havde fortalt en vittighed. Men han hævede det hurtigt igen med smil på læben. "For mig er kvinder lige så værdige som mænd. Hvis ikke mere nogle gange," Grundlaget til Jontars holdning om kønnenes forskel eller mangel af forskel stammede nok helt tilbage til moderen. En kvinde havde kunne efterlade deres slægt så ødelagt. Fyrsten anså endnu ikke kvinder som en stor nok trussel. Men Jontar kendte sandheden. Kvinder kunne gøre lige så stor skade som mænd. Det værste var, at Nadia havde ret. Så mange undervurderede dem, så de havde så meget nemmere ved at overtrumfe mænd. Kvinder kunne i sandhed være skræmmende skabninger. "Og en undervurderet kvinde kan overraske stort."

Jontar kiggede kort ud i luften bag Nadia, som om han kiggede efter en grund til at beholde hende. Og da han havde truffet sit valg, kiggede han tilbage på hende. "Jeg tror, jeg er færdig. For nu i hvert fald," Jontar rettede hurtigt på sine klæder, før han tog et par skridt forbi Nadia. Dog da han var endnu i hendes ørers rækkevidde, drejede han hovedet mod hende. "Men forvent jeg kalder på dig igen i fremtiden. Indtil den dag, Nadia." Og med de ord forsvandt Jontar ned af gangen, væk fra sin uægte halvsøster.

Nadia gengældte Jontars smil ved hans ord. Hendes formodning havde været ganske rigtig; manden var lynende intelligent, og det ville være en stor fejl at undervurdere ham. Han var trods alt ikke fyrstens søn for ingenting. Hun nikkede bekræftende til hans ord.
"Det har ofte hjulpet mit arbejde at blive undervurderet" svarede hun bekræftende. Hun gik som udgangspunkt ikke ud fra, det kom som nogen overraskelse, men hun kunne ikke lade være med lige at udfordre bare en smule ved at skulle have det sidste ord. Ikke fordi hun ønskede, at han stillede spørgsmål ved hendes loyalitet, men for at understrege at hun ikke var sådan at løbe om hjørner med og underkue.

Nadia ventede tålmodigt på, at Jontar fik søgt sit sind for, om han havde mere, han ville hende. Hun nikkede dog og rejste sig, som han gjorde. Hun nejede let og fulgte ham med blikket, som han gik forbi hende. Hun nikkede med et smil.
"Tøv endelig ikke med at sende bud efter mig, hvis De får brug for mine egenskaber" svarede hun muntert. Det var tydeligt, hun hentydede ligeså meget til sine magiske evner som sine færdigheder som spion.