Treston løftede et lige dele forbløffet og bebrejdende blik, da Ulvens spark nær havde skubbet ham halvt ned af bænken. Der var vel ingen grund til at være sådan et røvhul... selvom der selvfølgelig var en form for visdom i bandelederens ord...
    Eller dét tænkte Treston i hvert fald, indtil den anden skød hans idé om at møde den gådefulde Juno til jorden efter et par tvivlende fnys. Så lagde Ridderen nakken tilbage og lo helt oprigtigt, til han havde fugtige øjne og helt ondt i maven - til han måtte læne sig fremover og hvile hænderne imod knæene, for at kunne få vejret. 
    "Hooooooold nu kæft!" udbrød han halvkvalt og strøg sig stadig klukkende over ansigtet, fordi hele verden stadig snurrede rundt, og han lige skulle være sikker på, at hovedet sad nogenlunde sikkert fast på hans skuldre. "Hold nu kæft!" gentog han, opdagede så at der pludselig var blevet god plads på bænken, fordi Ulven havde rykket på sig, og lod sig så glide ned på siden, så han halvt om halvt kunne ligge sig til at lumre med hænderne foldet under kinden. Bænken var hård som sten og en anelse fugtig af duggen, der var faldet, men det var alligevel overraskende rart at ligge sådan, og Trestons øjne gled nærmest i af sig selv, mens et lille, selvtilfredst smil bredte sig på hans læber.
     "'Alt for køn'," gentog han med vantro i stemmen og en drillende undertone, da han møvede sig bedre til rette på bænken. "Så hvad er du helt præcist bange for, Ulv? At han skal forsøge at rende med mig? Prøver du i virkeligheden at beskytte min dyd? Det er næsten kært..." 
    Så fortsatte den anden sin forklaring, og Treston udstødte nogle indignerede fnys, mens han rakte op og i blinde (og med yderst ringe koordinationsevne) forsøgte at daske Ulven over armen. Som han halvt lå ned på bænken og med dén promille han holdte sig, var det ikke en videre succes... 
    Personificeringen af lugten i Nedre Bydel? Måtte han da være fri...
    Men fornærmelsen satte alligevel nogle tanker i gang, og mens Ulven fortsatte sin svada lyttede Treston kun efter med et halvt øre. Nedre Bydel...
    "Uh!" udbrød han og satte sig så hurtigt op, at hele verden tog en snurretur. Treston var dog ligeglad - han var alt for begejstret over sin egen geniale idé til at tage sig af, at omgivelserne tilsyneladende ikke kunne finde ud af at stå lige så stille, som de plejede... 
    En lille del af hans hjerne registrerede egentlig godt, at Ulven havde afbrudt sig selv for at stille et spørgsmål, men resten af hjernen var alt for optaget af at få den anden med på de løjer, der havde udklækket sig selv af hans fuldskab. Derfor bemærkede Ridderen heller ikke Ulvens halvt vagtsomme udtryk, da han vendte sig imod den anden med begejstringen malet over alle træk.
    "Vi tager til Nedre Bydel! Til Undergrunden, for at være helt præcis! Vi kan samle et par billige fadøl op på vejen - selvom der er meget sprøjt imellem i dén del af byen, dét indrømmer jeg gerne - men kan du ikke se, hvor perfekt det kunne være? Jeg trænger at komme af med nogle frustrationer, og du trænger til at komme af med dét kosteskaft, nogen har plantet oppe i røven på dig, og som har gjort dig så forbandet humorforladt!" Trestons begejstring havde hævet hans toneleje og smurt et fjoget smil ud på hans ansigt. Den lavmælte støj, der nu kom fra samme retning som dét bump, Ulven havde reageret på, registrerede sig overhovedet ikke hos den plakatfulde Ridder. "Vi tager sgu et par omgange i én af dine arenaer! Kom ikke og bild mig ind, at det ikke fuldkommen perfekt! Jeg får rystet hovedet på plads, og du kan give dét med at opføre dig som et helt almindeligt menneske et skud, samtidig med, at du kan være sikker på at høste profit! Det må da være et drømmescenarie! Du burde klappe i dine små, beregnende hænder!" Treston rejste sig nærmest demonstrativt og vendte sig begejstret til den anden mand. "Den perfekte aften for undertegnede!"

Pax himlede med øjnene af Trestons latterbrøl men så dernæst næsten bekymret til, mens den anden lagde sig til rette og lukkede øjnene. Han kunne ikke fatte en eneste anden tanke i dét øjeblik end at det uundgåelige ikke måtte hænde, hvormed han rømmede sig højlydt og daskede til Guldloks blonde manke. Ved Zaladins forgård, om Treston skulle til at falde i søvn dér…
”Juno ville æde dig levende”, svarede Pax uinteresseret, hans tanker optaget andetsteds, nemlig på at holde liv i Treston indtil de var kommet længere ind igennem byen og barakkerne viste sig for dem. Hvad Pax havde ment, var langt fra så antydende som ordene havde været; i Pax’ tanker var der ingen tvivl om, at Juno ville formå at drive Treston til vanvid i løbet af ingen ting. Den blonde mand var trods alt ikke vant til deres slags og Juno var, trods alt, et barn af Slummen. Og nej, Pax var ikke bekymret, i hvert fald ikke for at miste Juno til en anden. Der var oceaner af andre ting, der kunne adskille dem men andre? Næppe.

Pax fik heller ikke lov til at dvæle ved de underliggende tanker for længe. Snart efter var Treston på benene – og det var rart, fordi alternativet var, at han i stedet var faldet i søvn og Pax havde svært ved at forestille sig noget værre – og Pax måtte sande to ting: det var slet ikke rart, når Treston fik idéer. Det skulle han simpelthen lade være med. Og tilsyneladende kunne hele den møjsommelige affære blive langt, langt værre…
Med endnu et himmelfaldent blik sukkede Pax tungt og kom også selv på benene. ”Nej!”, lød svaret, kort og kontant, hvorefter en lang, hvid pegefinger blev rettet i retning af Trestons (kønne) hoved. ”Jeg gider ikke drikke øl! Hverken med dig eller med nogle andre!”, fortsatte Pax derefter, hans tone ligeså hård som den var belærende. Ærgerligt var det dog, at hans ansigt ikke til fulde formåede at skjule morskaben, han også følte. ”Desuden –”
Endnu et bump lød et sted bag dem og Pax tav brat. Straks kastede han hovedet bagud og stirrede ind i mørket, hvori sorte skygger bølgede faretruende. Om de var menneskelige eller blot forsøgte at ligne det, kunne Pax ikke afgøre; han kunne ikke lugte andre end Treston, hvilket var noget uvant for den garvede hanulv.
Pax rømmede sig og lagde sin ene hånd omkring Trestons underarm. ”Kan du se det? Dérover?” Pax nikkede i retningen af gyden, hvori bumpet nu var blevet erstattet af mere raslen – og… var der noget der smaskede? ”Gider du ikke godt lige blive ædru…”

    ”Du gider ikke!” gentog Treston skabet, som var enten han eller Pax et lille barn, der ikke fik sin vilje. Han var på benene nu, og stod helt klart for usikkert til at understøtte de alt for store armbevægelser, da han pegede en anklagende finger imod Ulvens ansigt. ”Du gider ikke en skid, og ved du hvorfor? Fordi du ikke ved, hvad der er bedst for dig! Du har altid så forbandet travlt med at…” Treston rynkede panden og gjorde en flagrende håndbevægelse, der kunne betyde lidt af hvert. ”Med at manipulere dér, og udnytte hér, og dreje hele verden, så den passer til dit formål! Men tag en pause, okay? Vi har været igennem alle stadier til en god, fordrukken aften allerede, så det kan nærmest ikke gå galt!” Treston havde fået talt sig varm nu og tog derfor demonstrativt fingrene til hjælp, da han begyndte at remse op: ”Vi har delt fornærmelser, uden at komme op og slås! Vi har delt tanker, ideologier og gode råd… selvom dine gode råd rimelig meget kunne koges ned til, at jeg skulle tage livet af nogen… Og! Og-og-og vi har delt ømtålelige hemmeligheder og været sårbare, uden at det blev mærkeligt.” Trestons udtryk blev næsten helt helgenagtigt i sin tilfredshed et øjeblik, før han lod det falde og konkluderede: ”Så tag en forbandet pause og prøv at mor dig - bare en time! Det kunne være, du opdagede, at det faktisk ikke slog dig ihjel, men at du tværtimod-” Han blev afbrudt, da Ulven greb ham om armen og nikkede i retning af gyden. Det var dog ikke dér, Treston kiggede først, men derimod ned på hånden om hans arm, som havde den været en eksotisk sommerfugl. For det var uvant at Ulven frivilligt tog kropskontakt, medmindre én af dem var tæt på at krepere, og derfor gik det første stik af bekymring også igennem Ridderen. Noget var altså galt…
    Ulvens ord bekræftede hans begyndende mistanke, og Treston rettede sig lidt op - lod blikket glide imod gyden og spærrede så øjnene op, da den underlige, smaskende lyd også nåede hans ører.
    ”Enten,” mumlede han lavmælt tilbage og gjorde sig virkelig umage for ikke at svaje på sin usikre ben. ”Enten er der noget… noget stort, der har gang i et festmåltid derinde…” Hans hjerne fodrede ham med billeder af alt fra halvdyr, vampyrer eller varulve og til gadehunde. ”Eller også så er gyden dér en flise-skøges arbejdsplads, og så stemmer jeg helt klart for ikke at undersøge det nærmere…”