Bandorion havde aldrig været typen til at sidde stille, og det var vel også en ting Ramiel efterhånden vidste om ham. Han var god til det, ja, det var nok de tålmodige elviske gener, som alle havde. De vidste de skulle levede i hundrede hvis ikke tusinde af år, og derfor havde de aldrig travlt. Ungelvere virkede dog altid mindre tilbøjelige til at have affundet sig med det.
For en som Bandorion, så handlede det dog også ligeså meget om at se hvor grænserne egentlig gik. Hvis han ikke lige var ved at falde ned i afgrunden, hvad var så pointen med hans liv, også selvom han havde fundet sig selv blive mere voksen over de seneste par år. Måske den tur til Elverly alligevel havde sat sit præg.

En lille rislen gik igennem den elviske krop, som han mærkede det guldfarvede blik på ham, som tog ham ind. Han nød at få den slags opmærksomhed, men også kun fordi at han allerede havde en interesse i diplomaten han sad overfor. ”Noget med lidt spænding?” forslog Bandorion med et træk på skuldrene, og hvirvlede lidt rundt med sin vin i glasset, som han overvejede det. Han var slet ikke så vant til at man tog hans tanker til efterretning, ikke som Ramiel altid gjorde. ”Som sagt, at bryde ind var sjovt, endda også at finde et godt sted at kunne se mest muligt og lytte, men det var mere det med at sidde i den samme stilling i længere tid og notere alt hvad de sagde. Der var ingen spænding, efter jeg konkluderede at ingen af tjenerne ville finde mig.” Måske hvis det var et sted hvor der var større sandsynlighed for at blive opdaget? Han var ikke sikker. 

Bandorion trak lidt på skuldrene, med et selvtilfredst smil på læberne. Han vidste udmærket godt at det ikke var hvad folk ønskede. Men der var noget ved at lege med faren, for ikke at nævne adrenalinen der pumpede i ens krop, eller som han prøvede at holde nede, for ikke at lave fejltagelser. Han levede lidt for rusen i hvert fald, og der var ingen rus i at sidde i sikkerhed.

Kamp var dog ikke nødvendigvis der hvor han ville finde den rus han ledte efter. Han så lidt mere tilbageholdende ud, som Ramiel spurgte ind til nærkamp. ”Uhhmmm… ikke dårlig?” sagde han endelig. ”Jeg har vel lært en ting eller to, men hvis det ikke er hurtigt overstået, så er jeg mere tilbøjelig til bare at løbe.” Hvilket jo også var grunden til at Ramiel havde fundet Bandorion på vej over hustagene en af gangene. Det var ofte ikke det værd at komme forbi. Han havde altid en lille kniv med sig, skulle den være behjælpelig, men han var aldrig blevet traditionelt trænet i nogen form for våben. Det han kunne, det var lært på gaden, og med hans lille snittekniv. 

Man kunne altid gøre et forsøg i at løbe. Det vari hvert fald sådan Bandorion tænkte, og det var meget få gange det ikke havde lykkes for ham. Når han kom højt nok op, så kunne de typisk ikke følge ham, og der var jo en grund til at han sad her sammen med Ramiel, og ikke var blevet en slave efterhånden. Han var hurtig, adræt og overraskende god til at forholde sig uset, når han alligevel forsøgte at slippe væk. En dag skulle dog vel nok blive den første, hvor det ikke ville lykkes.

Det var ikke til at sige hvad der gik igennem halvenglens hoved i det her øjeblik, og derfor fulgte de sølvfarvede øjne også mandens skikkelse, som han rejste sig op. Hører ham hvordan? Det gnavede lidt i Bandorion, men han sagde ikke noget, ikke før Ramiel uddybte selv.
”Frontlinjen lyder som om at jeg skal i krig,” pointerede Bandorion. Han forstod nu godt at han blev nødt til at kunen forsvare sig selv, men hvad han ønskede var ikke ligefrem kamp. Han var for langlemmet til det, og så meget nød han ikke fare. Ikke i den grad i hvert fald.

Alligevel rejste han sig op og satte glasset fra sig. Han strakte lidt de lange lemmer, og sørgerede for at hovedbeklædningen i hvert fald helt og holdent var i stolen, så det ikke ville være i vejen. Resten af tøjet sad relativt stramt, så Ramiel i hvert fald ikke ville ahve fordelen at have noget at få fat i.
”Jeg tror ikke det er meget, når vi tænker på at jeg plejer at gøre det, når fokl er distraheret.” En direkte kamp med en anden mand? Det så Bandorion sig allerede tabe på forhånd, men han var alligevel lidt nysgerrig omkring Ramiel og derfor trådte han også nærmere, men han startede ikke selv kampen endnu, men gjorde sig klar, skulle Ramiel bare begynde at lange ud efter ham. 

Det var ikke somo m at Bandorion ikke godt vidste at han havde evnerne til mange ting. Der var trods alt en grund til at han havde klaret sig så godt på ’overfladen’ som han havde, men kamp havde aldrig været der han havde lagt meget vægt, og han kendte også til Ramiels standarder. De var skyhøje, hvilket blot gjorde at Bandorion havde noget at stræbe efter, men at liste og være uset var nemmere, end at vinde i en direkte konfrontration.

”Men det -” mere nåde han ikke at sige, før øjnene blev store, som Ramiel prøvede at hive fat i ham. Selvfølgelig ville Ramiel bare starte det uden nogen form for indikation, og Bandorion tog et skidt bagud, hvilket fik ham til at undgå armen, men gjorde at Ramiel fik det ene ben. Dog var Bandorion nu mere adræt end at han helt mistede sit fodfæste over en fod, og som Ramiel ikke havde fået begge ben, og han satte blot af med sit ene ben, for at lande lidt længere væk fra Ramiel, og plantede sine ben på gulvet igen.
Han havde ingen idé om hvordan han skulle tilgå det her, men det vigtigste var vel at han ikke var blevet fældet denne her gang. Hans blik gled op og ned af manden foran sig, en eller anden form for indikation for hvor han skulle tilgå hele dette formål. Han kunne vel ikke bare løbe væk når han skulle vise hvordan han kunne kæmpe.

Hans tilgang, især nu når han ingen kniv havde til bruge, var et forsøg på slag mod knæhaser, eller bruge tyngdekraften mod Ramiel, ikke ligefrem noget der var alt for nemt, og selvom han måske ikke ville have meget held med det, så var han i hvert fald god til at undgå Ramiels slag, nu når han især var opmærksom på det. 

Han var hurtig.
Og det var også hvad halv-englen i den grad havde forventet, som han benyttede sig af en mindre pæn overraskelsesmanøvre i et forsøg på at overrumple den solkyssede mand. Skridtet bagud var dog desværre et halvt sekund for sent, og stærke hænder greb med et lille stød af tilfredshed fat i benet, , strammede om det og næsten med den arrogante følelse af allerede at have vundet, susende igennem den rubinske krop.
Læberne splittedes i et tilfreds grin ”Det er-” men den her gang måtte det være Ramiel der blev afbrudt, i sit luskede forsøg på at smide en rettende kommentar ud.
 
Bandorion landede som en elegant lille kat da han fik vristet sig fri; hans lyse fejende over halvenglens skikkelse i et forsøg på at forstå hvad han skulle gøre.
 
Ramiel stoppede derfor kortvarigt op, gyldne øjne over ham som en høg der betragtede sit byttes finurlige, fine, fængslende dans, idet at ørkenelveren endelig nåede til en beslutning om at gengælde slagene. Fænomenalt.  En enkelt hårtot var i bevægelsen fra før faldet ud af den stramme fletning, men Ramiel formåede ikke at rette den ind, førhen at han var tvunget i bevægelse igen.
Tilbage, tilbage – et skridt til siden - Ramiel’s arme beskyttede selvfølgelig det solbrune ansigt (han skulle ikke nyde noget af at få ridset fronten), men det gav irriterende mange åbninger i de nedre regioner, hvor at Bandorion ikke lod chancerne gå forbi sig. Et spark over knæhaserne, et slag ind imod ribbenene. Med et lavmælt grynt af smerte følte diplomaten hans fodfæste glide en anelse tilbage. Han gjorde det godt. Men Ramiel’s slag indtil nu, havde også været tilbageholdende nok, til at han ikke havde forsøgt sig med mere beskidte manøvre. Nu hvor at det i hvert fald føltes som om at ørkenelveren var varmet op,
I et ryk og med et varmt grin åbnede halvenglen de store vinger op, for smidigt at snurre omkring hælens egen akse og få skubbet ham enten ned, tilbage eller et eller andet sted hen, med den øgede rækkevidde. Med momentum bag sig, kom han hurtigt front imod front med ham igen, nu et nyt forsøg for på en eller anden måde, at få låst ham fast, eller neglet til jorden.
At ting og sager nok væltede i farten, virkede han overraskende ligeglad med. De kunne selvfølgelig erstattes.

Bandorion havde en vis finesse hos sig, som kun kunne være kommet fra en der ahvde været i utallige kampe, men mere i et forsøg på at undgå dem. Han havde altid været lidt svær at indfange, som Ramiel tydeligt havde set allerede på deres andet møde, hvor han havde været på vej over hustagene, det var dog væsentlig anderledes end nærkamp.

Men selvom Bandorion havde nemt ved at undgå de fleste, så var det efterhånden et stykke tid siden, som han havde fundet sig tilpas hos Ramiel, og ikke nok med det, men også var begyndt at opføre sig pænt.
Så ligeså stille blev han presset mere og mere bagud, som Ramiel blev merer aggerssiv, og som der kun blev brugt mere og mere tid på det, blev Bandorion til sidst væltet ned på gulvet, og da han ikke var i nærheden af hurtig nok, fik Ramiel også den endelige mulighed for at låse ham først, så han ikke kunne komme fri. Åndedrættet var lidt tungere hos Bandorion.
Havde det været en rigtig situation, så var han trods alt bare flygtet, og ikke forsøgt at gengælde. 

Det var til gengæld hårdt at opretholde det høje aktivitetesniveau. Hårdt, men givende. Selvom han næppe var i somme form som han havde været for et par år siden, var det ikke fordi at livstilen her i nyerere tider helt var nået rundt om hverken mave eller bryst, endnu. Heldigvis. Havde Ramiel ikke frygtet, at vingerne også havde en begrænsning på hvor meget vægt de kunne bære, havde han nok også ladet sig selv falde mere tilbage i mageligheden. 
Men han kunne mærke, at han levede bedre. Dyrere. Mere ekstravagant - som han selvfølgelig fortjente. Han blev hurtigere træt. 

Ikke at det var noget han nogensinde ville vise elveren, der som en badutspringer formåede at undgå de hurtige bevægelser og forsøg på at få fat i ham. Glat som en ål, men til sidst lykkedes det. Med et dæmpet bump fik halvenglen endelig skubbet ham omkuld, hænderne hurtige til at gribe fat om overarmene, og holde ham fast imod gulvet. Den eftefølgende stilhed blev kun brudt af de uregelmæssige vejrtrækninger begge havde, inden at han rømmede sig, og langsomt gav slip, for at række en hånd ud og hive ham op. 
Bagved de gyldne øjne glimtede et tvedelt smil, ligedele opstemt over, men også interesseret i hvor langt elverens færdigheder rakte - jah det var ganske behagligt at se ham arbejde, og det var trods alt ikke utilfredsstillende, når det lykkedes ham at få fat i den lidt lavere mand. Det føltes kontrollerende, noget Ramiel var et offer til at elske. Men havde man håbet på at han ville lade dét overtage den lille træning de havde kørende, tog man fejl. 
Næsten med det samme efter at have hevet ham op, nogle tungere vejrtrækninger til at fylde stilheden ud, gav Ramiel slip og tråde lidt tilbage. "Igen" kom det. 

Sådan forsatte de nogle flere omgange, inden at Ramiel selv var den der kaldte det slut. 
Selvom det mest optimale selvfølgelig havde været at han vandt hver gang, var det urealistisk, jah nok også umuligt, selvom han aldrig ville indrømme det, og halvenglen stod minutterne efter, lidt svedende efter aktiviteten men... når de gyldne øjne vendtes imod Bandorion, som han med et lille brum rakte et koldt håndklæde til varmen.. var det ikke skuffelse, eller irritation. Tværtimod, og uebvidst for ham selv, nok nærmere et nyt lag af vag respekt, og tiltro. 
Han var vidst ikke helt umulig. Han skulle nok ikke være bekymret. 
Ikke at han overhovedet havde været det. Tsk. 

Det var en tung vejrtrækning Bandorion havde, som han blev væltet på gulvet. Hans øjne strålede, og måske var der et element af håb om hvad det kunne udvikle sig til, men så til hans skuffelse, så hev Ramiel ham op i stedet for, men hans øjne var låst med Ramiel, i håb om at der måske kunne være noget -… nej. Som der blevet givet slip og han hørte ordet igen, var det alligevel et lille suk der undslap ungelveren, inden han fald tilbage ind i sin stilling, og de tog endnu en omgang.

Det var hårdt at træne på denne her måde, men Bandorion stamina havde altid været god, og der var en tilfredshed over at han også godt kunne vinde over Ramiel, selvom det primært var ham der havde trænet ham.
Det var også noget af en tung vejrtrækning Ban til sidst havde, og han nød måden Ramiels blik havde ændret sig, hvordan han stirrede på ham, og et lidt for selvsikkert smil gled over hans læber. ”Kunne det gå an?” spurgte han drillende, mens han tog håndklædet og prøvede at tørre noget af sveden af sig. I sidste ende skulle han nok bare i bad efter det her, men ingen grund til at stå og være klam. 

Han havde måske lade sig rive en anelse med, og lagde nok også en smule forsinket mærke til det lidt for selvtilfredse smil der prydede hans læber. Sjældent følte Ramiel sig forlagen ved sin egen indsats, og det ville ikke blive nu! Men han kunne ikke lade være med at føle et lille stik af jalousi ved den bedre form Bandorion havde, alderen til trods. Elvere. Det var dog nemt at skubbe i baggrunden, da han i stedet duppede sin egen nakke, et lille skævt smil i den ene mundvig. "Du skuffer sjældent, Bandorion. Jeg burde ikke have troet det var anderledes her" gled det lovende over de mørke læber, og han gik nogle skridt tættere på imens, en enkelt hånd på den mindre mands skulder. 
Tommelfingeren gled undersøgende, en smule nussende en anelse over halsen, han emmede af varme, og med et bestemt lille nik brød han både kontakten og øjeblikket, for derefter at spankulere imod nogle af de snore der hang langs vægge, som indikerede at han gerne ville have et eller andet bragt op til dem. 

Bandorion var ikke bare i bedre form, men så også ganske nydelig ud, en smule forpustet efter den træning de havde haft. Imens Ramiel med ryggen til ham vinkede ham med over til ham, igang med at finde noget i en skuffe, havde blikket det med at snige sig ove ryggen på ham, for at se om han faktisk gjorde det - håbede at han gjorde det.
Fordi han havde en lille gave til ham, i takt med at han kom tættere på hans egen personlige indercirkel. 

Bandorion nød når Ramiel fortalte ham at han klarede sig godt. Han følte altid at det bare var et skridt tættere på at Ramiel endelig lod sig overgive sig ham, og han nød at gøre den anden mand stolt. Det havde også taget lidt at få tæmmet den mere rebelske ånd i ham, men han havde altid været flittig, bare måske ikke på de rigtige punkter.
Hånden lagde en varme på hans skulder, som næsten var som om at den bredte sig i hans krop til hans egen tilfredsstillelse. ”Du må stoppe med at undervurdere mig,” sagde han, med et lille kækt grin, og kiggede op på Ramiel med funklende forventningsfulde øjne, selvom hånden der var på hans skulder hurtig forsvandt igen, og efterlod en kold skygge, som ikke havde været der før. En dag mindede Bandorion sig selv om.

Han kom dog som kaldet, og ligeså stille blev hans vejrtrækning også mere stabil. Han stillede sig en smule bagved Ramiel, og lidt til hans side, så han havde muligheden for at kigge omkring ham og ned i skuffen efter hvad end Ramiel havde i sinde om at gøre eller finde frem til ham. Han vidste aldrig rigtig hvad Ramiel havde af planer trods alt. Han gik altid meget stille med dørerne. 

Du må stoppe med at undervurdere mig. Halvenglens smil, det som der mødte Bandorions funklende øjne, kunne næsten have sagt det højt for ham, det som han efterfølgende tænkte. Fordi det kunne han godt; og det glædede han sig i den grad til. 

Med ørkenelverens langsomme forberedelse til det ansvar han sådan higede efter, var Ramiel dog stadigvæk en mand af orden. Der var trin, skridt - niveauer om man ville - som langsomt skulle indlemme elveren i de mere ydergående opgaver. Selene var her er fantastisk eksempel på hvilke, men de var ligeså forskellige som dag og nat, halvdæmonen og Bandorion. Der måtte en anden... introduktion til. Selvom han sjældent var frontpersonen, faldt det ansvar i langt højere grad på Ramiel end det plejede, skulle han bruge den fascination Bandorion så ofte betragtede ham med, til noget... Fornuftigt. 
Så da han fulgte med over til komoden, åbnede Ramiel den ene vinge en anelse så han kunne komme længere frem og mere op på siden af ham.
Og ud af skuffen, pakkede han forsigtigt en æske frem - nok på længde med en underarm, og vendte atter det gyldne blik imod ørkenelveren. Var det spænding som glimtede i dets svømmende, varme farve? 
"Jeg har fået disse lavet til dig..." Begyndte han, og lod ham tålmodigt tage sig sin tid med at åbne æsken, i stedet for bare at gøre det for ham. 

Forbi der smukt håndskårne trælåg, var tre små ting gemt, viklet ind i violetrødt fløjl og flettet snor, ovenpå hinanden. En kniv - dekoreret med sirlige, gyldne vinranker og to vinger som parrerstang, en broche af selvsamme vinger - nok lavet i bronze og guld og en lille flaske med et udefineret indhold. Det glimtede dog smukt i lyset, og forekom næsten blåviolet hvis man holdt det op imod solens stråler. 
Han rømmede sig lidt, og gav sig til at forklare imens Bandorion kunne inspicere det. "Jeg håber du kan li dem... brochen er din beskyttelse imod mere griske personligheder, og bærer mit sejl. Skulle der ske dig noget indenfor Tar Alsarif, eller Balzeras grænser, burde dette få de fleste til at bakke en smule tilbage. Kniven er din, hvis du ønsker den, og flasken..." Ramiels blik betragtede dem fine flakon, men rystede til sidst en smule på hovedet, et lidt hemmeligt, men forsikrede smil om de smalle læber ".. det forklarer jeg en anden dag" 

Hvis Bandorion trådte en anelse tættere på Ramiel end hvad han reelt burde, så lod han i hvert fald som ingenting, som han kiggede nysgerrigt på tingene, selvom det ikke just var hvad han havde håbet det ville være. Selvom han ikke var helt sikker på hvad han havde forventet med det hele. Men tingene var smukke, så meget var i hvert fald tydeligt, som hans slanke fingre tog omkring den smukke kniv. Ikke den slags type kniv han normalvis havde brugt mest tid, men han kunne ikke lade vær med at tjekke hvor skarp den var, som han finger kørte over den. Skarp. Selvom han næppe skulle prøve at bruge den på træ, det ville nok bare slide den op lidt for hurtigt.
Det næste han kørte fingrene over var brochen han også havde fået, og til sidst kiggede han blot på væsken, som han ikke anede hvad var.

”Er du sikker på at det er sikkert at give mig noget mystisk væske, som du ikke vil forklare hvad er,” spurgte han, men tog den alligevel op i hånden for at studere den lidt. Han ville i hvert fald ikke drikke den, men der var meget tiltro i ham, i bare at give den til ham. Hvad hvis han tabte den, fordi han ikke passede godt nok på den. Ikke at han regnede med at det ville ske.
Men selvom den tidligere kommentar havde været drillende, så var der alligevel også et mere blidt smil på læberne af ham. ”Tak, for… gaverne,” sagde han endelig, og hans øjne søgte Ramiel, måske for at finde ud af hvad der lå af tanker der lå bag de smukke øjne han fandt sig selv stirre på oftere end hvad godt var. 

Halvenglen vidste desværre ikke hver Bandorion havde håbet på at gaver, men bildte i hvert fald sig selv ind at de fakdt i god jord, sådan som elveren betragtede dem. Samtidigt var han også ganske bevidst om han nærvær, Bandorion havde en tendens til at få møvet sig tættere på uden at nogle så det, men lige nu... 
Lige nu, var det i den grad ønsket. Lidt uden at tænke for meget over det, følte Ramiel hvordan fronten vendte imod ørkenelveren, hans kommende ravn, og fingrene afventende sneg sig over hoften i diskrete kærtegn, vandrende op langs siden ligeså stille og roligt. 

Ved den kække, lidt drillende kommentar lo han sagte, han havde en pointe, men det krævede ikke meget mere end 3 elviske hjerneceller at lade være med drikke den. Tænkte han da. Men i sidste ende måtte det sats være et han turde tage, og krydsede i stedet fingre for at han ikke tabte den et uheldigt sted. Eller gav den videre. Fingrene, godt på vej længere op tog et spring fra talje til ansigt, og skubbede lidt af det lyse hår væk fra hans intense blik. "Mmmh? Jeg tager chancen" Smilede han, og følte hvordan de gyldne vinger næsten lovende indrammede dem begge, og han førte en smule prøvende den anden hånd i modsat retning, så han kunne lægge kniven tilbage i æsken. Den stod pludselig på bordet igen, nok sat fra sig da han samlede op på de små hentydninger som summede fra elveren. 
"Du behøver ikke takke.." verbalt  i hvert fald, Ramiel fik altid sin tak en dag. På en eller anden måde. 
I et lille, dominerende ryk over taljen skubbede han ham endelig helt ind til sig,med hånden der havde forsøgt at få ham til at lægge kniven, og bukkede sig en smule ned. "... medmindre du virkelig vil" hviskede han, og mødte hans læber i et tilfredst kys. Tydeligvis lokket af de smukke øjne den anden betragtede ham med. Selvfølgelig.

Et behageligt gys gik igennem elverens kom, som han mærkede de blide kærtegn, og han fandt sig selv træde et halvt skridt tættere på, for at komme nærmere, og komme med den dårlig skjulte hentydning om at Ramiel måtte forsætte så længe han ville og mere. Han kiggede dårligt på det, som hans hænder blev afhjulpet genstandene, så der ikke skete noget med dem, med hvor end det her var på vej hen.
Alt hvad Bandorion dog havde lyst til var at røre ham og gøre ham til sin egen. Men det var desværre ikke kun ham der kunne bestemme hvordan den del skulle foregå.

Han følte sig draget ind i Ramiels væsen, og lænede sig fremad, for at få det han så desperat ønskede sig fra den anden mand, og han ville have tilføjet en kommentar. En kommentar omkring at han havde andre måder at sige tak på, skulle Ramiel ønske det, men det blev slugt som deres læber mødtes hinanden. Han var grådig i sit kys. Der var intet blidt, eller nænsomt omkring det.
Hans fingre rakte instinktivt op for at lægge en hånd mod Ramiels kind og kæbe. Han kunne mærke den bløde hår, og de modstridende skæghår, som mindede ham om at det ikke var en elver han stod med. Hvilket kun gjorde det bedre, i den lille del af hans hjerne, der så desperat prøvede at gå i mod alt det han var blevet opvokset med og havde fået fortalt.

Og han var heller ikke den ønskede at bryde kysset, som han bare forsøgte at trække sig længere og længere ind mod Ramiel, for at mærke deres varme kropper der mødtes. Der stadig var en smule varme efter deres kamp fra tidligere. Hans anden hånd var også i gang med at finde ud af hvor meget den kunne vandre mod det bare hud der var at finde. 

Hvad Ramiel havde forventet, var næppe den lidt hårdere side af Bandorion, som i det næste sekund brød overfladen i sin iver efter mere. Fordi kysset var krævende, hans hænder varme og energien grådig... imod hans læber kunne Bandorion selv nok godt mærke det tilfredse, lidt overraskede, men stadigvæk tilfredse smil der lurede kølvandet af halvenglens egne kys, og med en dyb brummen samlede Ramiel op på hvad elveren ville, da han selv satte alt der kunne være af nænsomhed op på den øverste hylde. Det klædte dem alligevel ikke. 
Imod hans lænd vandrede Ramiels ene hånd nu også gradvist længere ned, søgende efter noget andet at holde fast i og godt ledt på vej af den brusende fornemmelse der spredte sig i ham ved mandens kys. Den skubbede Bandorion tæt,  da han nåede bunden af ryggen, og et nydende suk slap over læberne da han selv pressede sig imod ham, ganske modtagelig overfor de vandrende hænder som også møvede sig under det løse tøj Ramiel selv bar, jah uden at gøre antræk til at stoppe ham. 
Og han havde svært ved ikke at finde det mere opkvikkende end han burde, sådan som den anden mands kærtegn fik hans ellers solhærdede hud til at sitre og varmes. Kort brød halvenglen kysset, gyldne øjne en anelse feberblanke i iver og skubbede ham i det næste sekund et par skridt tilbage, udenom kommoden, så Bandorion bestemt blev smækket ind imod væggen bagved ham dem, åndedrattet tungt efter at forsætte og pupillerne gradvist voksende når han mødte Bandorions blik i sekundernes pause - "Jeg har en sidste gave til dig, siden du gjorde det så godt idag" hviskede han en smule drillende, førhen de samlede op på takten igen. Se Bandorion kunne sagtens forsætte den gode behandling som Ramiel fik - gerne ned af halsen, og længere ned hvis han ellers ønskede det - det blev der gjort plads til, da han løftede hovedet en kende inviterende. Men Ramiel havde andre planer for berøring, da han forsøgte at få sin hånd rigtigt ind under det der var tilbage af tøj på hans fine elver. De posede bukser behøvede ikke at forsvinde helt for at han kunne opnå det han ville. Fordi Ramiel - begær til trods - var en mand med en mission. 

Han skulle nok få tæmmet ham. Formet ham, og til sidt bruge ham rigtigt. Men alt dét, var en del af den langsomme, møjsommelige plan halvenglen efterhånden havde fundet sig ganske tilfreds med, og han vidste derfor at lidt 'håndleg' var alt hvad elveren kunne få ud af ham, på det her niveau og tidspunkt. Ramiel kunne være en forbandet stædig mand på de punkter, og ville ikke risikere at det hele gik op i flammer, bare fordi at han havde været utålmodigt. Givet for meget, og givet det for hurtigt. Men lidt belønning måtte han vel bespises med. Så søgende famlede hånden efter ham i bukserne, imens den anden med en hurtig fast bevægelse forsøgte at låse elverens hænder hovedet, skubbet op af væggen og strukket en smule i højden. Var han selv for dominant, til at det var noget han kunne nyde? Det ville de vel finde ud af. 

Bandorion kunne mærke og føle hvordan Ramiel ligesom ham nød kærtegnene, kysset, og hele hans krop føltes næsten som om at der var ild i den. Han ville have mere. Mere af Ramiel. Hele hans sind var kun opslugt af manden foran ham.
Et gisp af overraskelse undslap elverens læberen, som han pludselig blev banket mod væggen, men hans hænder var hurtigere til at gribe fat i Ramiel, for at få ham tættere på. Nu når de var i gang så kunne han trods alt ikke bare efterlade ham her.

”Yeah?” lød Bandorions stemme, en anelse tungere end normalt, og et grin der strakte sig over hele hans ansigt, som han kiggede på Ramiel, inden hentydningen alligevel var nok til at Bandorion fandt tilbage til Ramiels mund, og derefter kind og kæbe.
Han nåede dog ikke meget længere, da han mærkede hånden i bukserne, og et lidt for tilfredst støn undslap hans læber, som han også bare blevet tvunget helt op af væggen. Han kunne kæmpe imod, men som han lænede sig hoved tilbage, så var det også klart at Bandorion havde ingen planer om det. ”Jeg tror godt.. jeg kan lide denne her gave,” sagde han lidt halvkvalt, som han kom med et lille ryk af nydelse og hans hoved slog sig lettere tilbage mod væggen, som Ramiels hånd føltes ekstra god.
Hans fingre sitrede og han ville frygtelig gerne røre Ramiel, men måden han var blevet placeret på gjorde det umuligt. Han følte sig svag i knæene, men nægtede at lade dem bukke under sig, til trods for at han intet kunne gøre for hvordan han ikke kunne lade vær med at røre sig i takt med bevægelserne.