Sofie lavede en lidt overdrevet tænksom lyd. Hvad mon de kunne tilbyde?
"Åååh jeg ved næsten ikke.. Jeg mener, du er bare en kamp-trænet væbner af lyset der kaster med drager og kan se om folk har onde intentioner, men hvis vi virkelig ligger hovederne i blød, kan vi sikkert finde på et eller andet" sukkede hun sarkastisk, inden hun løftede et øjenbryn og smilede skævt op til ham. Rofus kunne SÅ meget, men det synes altid den sidste der så det, var ham selv.
"Og jeg er din uundværlige moralske opbakning" sluttede hun med et wink. De viste begge hun kunne mere end det, men hendes evner var næppe noget de kunne reklamere bredt med. Hun sukkede en smule mere oprigtigt "Eller også kan vi sige jeg er healer? Det burde også kunne skaffe os noget rabat!" foreslog hun så mere seriøst.

Et bredt, fjoget grin bredte sig over Sofies læber "Ellers må vi finde en prins. Så meget som du har været på palads området, så MÅ du da kende et par stykker?!" foreslog hun drillende. Det var nok mere sandsynligt for dem at komme med en karavane, men tanken om ikke at skulle rejse den lange vej var tiltalende nok for Sofie at underholde idéen om prinse-prisen.

Sofie nåede ikke mere end bare begynde på sin lyd før det gik for Rofus hvordan han havde dummet sig, nogen gange var det bare svært at glemme at han var mere end den teenager der var løbet væk hjemme fra, tilbage fra de de mødtes i sin tid. 
"Når du siger det på den måde" Sukkede han opgivende og lænede hovedet i hendes, det var svært at argumentere imod at han godt kunne noget brugbart især når det galt at passe på en handelskaravane. 
"Jeg syntes dog ikke at vi skal nævne det med dragerne, det giver nogle erh problemer" klukkede han, for hvor meget end at han holdt af at løfte tunge ting for at bevise det, så ville han ikke risikere at komme til at vælte en vogn eller noget andet dumt ved et uheld.
"Sandt nok! Og hey jeg er sikker på at vi godt kan sælge os som en pakkeløsning!" Hvor meget eller lidt de endte med at fortælle om Sofies evner fandt de ud af når de prøvede at finde nogen at rejse med, men tanken om at de var sammen gjorde stadig Rofus lige så glad som da de fandt sammen, hvad var det lige han havde gjort for at få lov at være så heldig? 

Rofus trak en smule på skuldrene igen "Altså jeg er har muligvis mødt nogen, men de fleste af dem er vidst hjemme hos deres familier? Tror kun det er en håndfuld der er i hæren og jeg tror ikke at jeg kender nogen af dem" Måske kunne det være at Nicodemus kunne finde en prins til dem? Men det var selvfølgelig også meget lang tid siden at han sidst havde set ham, hvad var der mon egentlig sket for den sorthårede Isenwald?
"Så ja karavanen er nok nemmere, men vi kan nok få lov at teleportere en anden gang!" Med et eventyr eller to under bæltet så kunne de vel godt finde krystallerne til en teleportør.
"Måske jeg skulle hører min mor om hun kender nogen? Selvom det nok betyder at hun stikker næsen i hvad vi skal deroppe." Lød det tænksomt.

Sofie klukkede lidt "Når det kommer til at beskytte ting, så er du sådan ret sej til det" kommenterede hun, og puttede sig lidt mere ind til ham. Det var ord fra hjertet, for der var få steder i verden hun følte sig så tryg og sikker, som i hans favn.
"Men du har nok ret i at det er bedst at undlade dragerne" medgav hun med et lille grin. Der var nok ingen grund til at trække mere opmærksomhed til dem selv end højst nødvendigt. Det havde det med at ske lidt af sig selv.

Ved kommentaren om de kom som en pakkeløsning, gnækkede Sofie bare en smule, og foldede sin arm tæt om hans. Der var ikke nogen der skulle tro de kunne få den ene uden den anden. Ikke på vildkår!

Sofie prustede ud mellem sammenklemte læber. Det havde været nemt hvis han lige kendte en prins de kunne udnytte. Men ting havde det aldrig med helt at være så nemme for de to ikke-længere-helt-unge teenagers.
En dyb rynke trak over Sofies næse. "Jeg... synes ikke vi skal spørger din mor. Altså, hun er fin det er ikke det! Hun har aldrig været andet, men..." Sofie fugtede læberne mens hun forsøgte at finde ordrene til at forklarer sig. "Det er bare... sådan fordi det virker som om hun altid ved ting hun ikke burde. Sådan, som om hun næsten ved hvad folk vil gøre eller fortælle før de gør det" de blå øjne vendte sig mod Rofus "Jeg ved det lyder paranoidt, men det er altså lidt skræmmende nogle gange".

Rofus rynkede brynene som Sofie forklarede hvorfor hun ikke syntes de skulle spørge hans mor til hjælp "Hmmm..." brummede han og så tænksom ud. "Jeg tror jeg ved hvad du mener, jeg har selv altid tænkt at det var fordi at hun havde levet så længe som hun har" Hans mor var trods alt halv elver og havde levet længere end langt de fleste som kom ind på kroen, så det gav mening at hun kunne gætte sig frem til hvad folk ville, men nogengange så var det ja som hun vidste mere om hvad folk ville end hun burde kunne, og hendes sjæl var heller ikke helt god.
"Men hvis du ikke er tryg ved at vi spørger hende, så finder vi selv på en løsning!" Smilede han og gav hende et klem. "Altså vi har været ret gode til at finde på løsninger uden rigtige voksne så hvor svært kan det være for os at finde det selv?"

Sofie gengældte Rofus' smil, med et undskyldende blik. Det var måske ikke det fedeste at tænke om sin kærests mor, men altså, hun havde jo også lidt ret når selv Rofus kunne genkende det lidt. Så var det vel ikke så slemt igen?
"Vi finder altid en løsning" nikkede hun, og blikket blev stålsat mens hendes smil voksede op til den ene side. "Desuden.." tilføjede hun, og fangede hans blik "Så er vi heller ikke børn længere du og jeg, ikke sådan rigtig" grinede hun. Det var lidt mærkeligt at tænke tilbage på da de først var mødtes. Hun havde ment hun var åh så voksen dengang, men nu, når hun kiggede tilbage, så hun hvor meget hun havde taget fejl. Hun havde været en teenager, og en dum en af slagsen, og hun skyldte sin mor flere undskyldninger end der fandtes i verden!

"Men vi finder kun endeligt ud af det på en måde!" erklærede hun og gav hans hånd et klem tilbage. Det var en rejse som alle andre, og den startede med det første skridt! ... og måske en masse pakken.

Rofus tog ikke hele det med sin mor så tungt, det var heller ikke fordi Sofies mor lød til at kun have rent mel i posen som han havde forstået det.

Sofies anden kommentar fik ham derimod til at snævre øjnene sammen. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det, men jeg kan godt se hvad du mener," lød det så med et let smil der også nåede hans øjne. Det føltes som en virkelig underlig blanding af at de havde mødtes for et øjeblik siden selvom der var sket utroligt meget siden! De både to helt forskellige personer men samtidig meget de samme bare noget mere velovervejet?
Selvom han ikke var helt sikker på at omtale sig som voksen, det føltes så endeligt på en eller anden måde!

"Siger du at vi ikke bare kan sidde her og snakke om det og så sker det på magisk vis alligevel?" Klukkede han som han puffede hende blidt med sin skulder. "Men du har ret ting sker ved at man gør ting!" Det hjalp at han havde prøvet at pakke nogle ting så småt det sidste stykke tid, for hvor glad end han var for at hans familie var tilbage, så savnede en del af ham at det bare var ham og Sofie mod hvad verden mente den skulle kaste efter dem.