Treston følte lidt, at han burde trække sig helt og lade mor og barn få deres genforening i fred, uden at have en... udeforstående til at overvære det hele. Men han havde også lovet at være der for Josefine, og hvis taget i hans skjorte var nogen indikator, havde hun ikke den store lyst til, at han skulle gå nogen steder...
    "Må jeg..." Drengen var nået helt hen til Josefine nu og rakte tøvende den ene hånd frem imod hendes hvide vinger. Forvirringen og noget, der lignede chok, var stadig malet over hans ansigt, men han stirrede også på Josefine, som om hun pludselig kunne forsvinde som et drømmesyn, hvis han gjorde noget forkert. "Må jeg røre dem?" 
    Det var som om fortryllelsen over knægten lettede en lille smule, da han først mærkede, at hans mor var ægte - at det ikke var en drøm. At hun ikke bare var noget, han forestillede sig. Han blev pludselig mere nærværende i blikket og så for første gang væk fra Josefine - kiggede rigtigt på Treston og undrede sig tydeligvis over, hvem han var og hvad han lavede der...
    "Hvem er du egentlig?" spurgte knægten, og så - inden Treston kunne nå at svare: "Hvor kender du mit navn fra?"

Hun nikkede øjeblikkeligt som Alexander spurgte om lov til at røre vingen. Der var ikke andet at gøre, at sige, hun rystede mere og mere som han kom nær, men flyttede sig ikke, blev blot stående og lod ham komme til hende. Deres blik havde sikker samme indre syn, hvert øjeblik kunne de vågne og alt dette være ovre. Flere gange på de få sekunder var det så om hun søgte ned i knæ, noget som ikke længere var nødvendigt overfor Alexander, de var næsten sammen højde hvilket blev tydeligt for Josefine som han kom tæt på, hun skulle stadig se ned, men på ingen måde som dengang han var et barn. Som de unge fingre rørte hendes dun dækket vinger, kastede hun sig ind i hans form og slog armene om hans hals og træk ham tæt ind til sig. "Hej..Alex..hej.." så om det endelig gik op for hende at han faktisk var der som de rørte hinanden. Den normalt lyse tone knækkede som det gik op for alt af hende, kroppen, sindet, sjælen, at hun holdt om sin søn. De grønne øjne fandt Treston over hendes skuldre, og hans ord rang i hendes øre. Hvem..er han?

Hun træk sig en smule fra Alexander og lod de våde øjne kigge kort imod Treston.. Hans navn fra.. Hun holdt stilheden lidt, før hun holdt Alexander i trækte arme ud fra sig.
"Han er en ridd-.." hun sank kort en klump, og træk vejret dybt.
"Han er min ven. Som har hjulpet mig meget..siden jeg.." genopstod for nogle år siden? hun gik i stå, og lod forsigtigt blikket falde over skuldren til Treston igen, de tåre berørte øjne bad kort om hjælp.

Drengen øjne blev kort sammen klemte som blikket gled over Treston i takt med Josefines, dog kun ganske kort før det gled tilbage på hans mor.
"Siden du...Mor..hvad foregår der..Hvorfor..er du bange?" igen faldt vingerne til jorden, og blikket fra den unge dreng faldt tilbage på Treston. Hans ord blev mødt med et ryst fra Josefine, og et blik som hurtigt søgte jorden.
"Hvorfor..er hun bange?"lyd det mere bestemt, fra den unge stemme som kæmpede igen med sin overgang.

    Hvorfor er hun bange?
    Dét spørgsmål var Treston på ingen måde sikker på, han vidste nok om livet til at kunne svare fyldestgørende på. Han var ikke engang sikker på, at han var god nok til børn til at kunne give knægten en halvhjertet forklaring - erfaringen med børn, der ikke delte efternavn med ham, var ikke just stor...
    Men dét ene blik fra Josefine - dét, der tavst bad om hjælp - fortalte ham også, at hun ikke kunne klare det alene. Måske var der også nogle ting, der var lettere at høre fra en fremmed...
    "Din mor..." Det var faktisk også i dét øjeblik, at det sådan rigtig gik op for Treston at Josefine, hans bedste veninde, var mor. Sådan... en mor med børn. Sådan en mor, som dén mor, han selv lige havde sagt farvel til. Han virrede med hovedet, da billedet af Sedna i minegangen der med blanke, bange øjne sagde: Jeg har ikke fået noget i al den tid, de har holdt mig fanget, flagrede ind over hans nethinde. Hvordan det havde taget ham lidt for lang tid at fatte, at hun hentydede til svangerskabsforebyggende urter, og at de netop havde brugt en helt nat med aktiviteter, der bestemt godt kunne komme et barn ud af...
    "Din mor," begyndte han igen med lidt fastere stemme - tvang sine tanker tilbage på rette spor, før det gik helt galt. "...er bange, Alexander, fordi hun blev revet væk fra jer i konflikten mellem Lyset og Mørket," han var lige ved at kalde den 'meningsløs', men nåede heldigvis at stande sig selv, "og nu tror jeg, hun er bange for at miste jer igen... og måske også bange for, at hun ikke kan være dén mor for jer, som hun allerhelst vil være..." Det var muligvis for ærligt til en trettenårs knægt og muligvis også mere, end Josefine ville have haft ham til at sige, men Treston følte sig en lille smule på dybt vand her, og han håbede, hun om ikke andet ville tilgive ham senere... 
    Alexander stirrede med forvirret fra den ene til den anden - man kunne nærmest se, hvordan tankerne kørte på højtryk bag de store, grønne barneøjne.
    "Men alle de år..." begyndte han og rakte så atter ud imod Josefines hvide vinger. "Har du... har du så bare været..." Død. Det lå i luften, men drengen sagde det ikke højt. Så krakellerede hans udtryk pludselig og tårerne steg op i øjnene på ham, da noget tydeligvis gik op for ham. "Ved du godt... Ved du godt dét med far..?" hviskede han.

At lytte til Treston forklare hendes frygt, en af hendes frygte han så mange gange har måtte lade sine øre høre. En af mange, hun åndede dybt flere gange under Trestons forklaring, hans pauser. Den sære pause hvor en grad af nervøsitet spredte sig, spænding lige efter, ikke at hun kunne reagere lige nu, og ikke at det var den enste følelse hun slugte til sig. Forvirringen fra sin egen søn voksede kun mere og mere med de ord der blev sagt, og kort vækkede Trestons forklaring en masse trælse minde da Josefine forlod dem i netop den kamp. Nogle minder som forsvandt lige så hurtigt som de brusede op.
som hun allerhelst vil være. Alexander kiggede mistroisk på manden, og lod blikket falde på sin mod, som det blev sagt. Josefine, rømmede sig en smule, og nikkede til Trestons ord. Forvirringen i drengen unge grønne øjne blev på ingen måde mindre af at få hørt det hele. 

Som Alexander rørte ved vingen foldede Josefine den ud i så stor grad hun kunne, og de spørgsmål han lagde i luften, uden at fuldføre..som ordet død hang i luften, forsvandt alle andres følelser et øjeblik for Josefine, en skamfuldt blik faldt imod jorden ikke et ord eller lyd forlod hende i den stilhed, men blikket afsløret tydeligt at det nok ikke var i går hun genopstod. Det med far.
"Ja...jeg, ligger blomster på hans grav ofte." lyd det tøvende fra hende. Et lys virkede til at gå op for Alexander, så om han havde søgt et svar længe, et svar han lige fik. "De syv mørkerøde.." mere fik han ikke sagt, da et smil kryb sig frem på hans læber, og tårerne kort stoppede medat trille ned af hans kinder.
"...Den..trælse sandhed.." hun kæmpede med sine ord, og slap ham som hun begyndte.
"Er at jeg...genopstod for nogle år siden..og..har..kæmpet for at kunne..være her....Der er sket..meget på de år jeg var død og--" Smilet på drengens læber forsvandt øjeblikkeligt, og han lod blikket glide mellem de to voksne. "År" Ordet hang kort i luften som han afbryd hende,
"Nogle..år?" spurgte han, og træk sig et skidt væk fra Josefine som nu skamfuldt og opgivende blot nikket og holdt blikket på jorden foran hende, drengens fødder.
"Du..har.. Hvorfor..." han træk vejret dybt og tydeligt vrede, såret øjne hvilede på hans mor. "Hvordan kan det have taget år, at se mig..os!" lyd det irreteret, som han drejede om, og tog nogle hastige skridt imod børnehjemmet.
"..Nogle år..." mumlede han irreteret som han begyndte sine bevægelser. Irretteret gled blikket på Treston som de nu stod side om side.
"Vi behøver ikke en ny far mor!" Igen drejede han om, og kiggede vredt imod sin mors ryg..En mor, hvis vinger nu faktisk lå på jorden, og let rystede som hun kiggede på jorden foran sig.
"Ja..jeg hørte jer!" tilførte han lige så irreteret.

    Det gjorde ondt at se knægtens øjne blive store og sårede. Ondt at se Josefine på knæ foran drengen med vingerne hængende triste og opgivende ned ad ryggen, så de hvide fjer endte i vejstøvet. 
    Da drengen gav sig til at stille sine vrede spørgsmål så det nærmest ud som om hvert af dem ramte Josefine som snerten på en pisk - det lignede, at hun var ved at blive knust under vægtens af dem - og Treston kunne næsten ikke holde ud at se, hvordan hun sad som forstenet. Hvordan hende blik bare var fæstnet helt stift til jorden foran hende...
    Da Alexander begyndte at gå tilbage imod børnehjemmet var Trestons første indskydelse at få Josefine på benene - trække hende ind til sig og holde hende dér, til hun ikke længere rystede som et espeløv. Men drenges sidste ord fik ham på andre tanker, og han vendte sig om efter barnet med en opmærksom mine.
    "Der er noget, du har galt fat i, knægt," begyndte han, men Alexander lyttede ikke efter - var bare sat i hurtig gang mod børnehjemmets dør med store, vrede tårer i øjnene - så Treston så ikke anden udvej end at sætte efter ham og gribe drengen i armen. Satte sig ned foran ham med begge hænder om knægtens skuldre, så det ikke skulle virke helt så farligt sådan at blive taget fat i af en fremmed mand. "Hey, du! Vent lige et øjeblik... Jeg-" Han brød af, da drengen prøvede at gøre sig fri. Tårerne løb frit fra knægtens øjne nu, og Trestons hjerne forsøgte forgæves at huske tilbage på, hvad det præcis var, han og Josefine havde snakket om, da Alexander overraskede dem. "Din mor gør det så godt hun på nogen måde kan, Alexander!" sagde han indtrængende og strammede grebet om drengen, fordi han stadig forsøgte at gøre sig fri. Han forsøgte at holde sin stemme lav, i dét spinkle håb, at drengen ville gøre det samme, så Josefine ikke skulle høre de hårde ord, Treston godt kunne frygte, der ville komme ud. "Hun elsker dig og din søster overalt på jorden, men du er også gammel nok til at forstå, hvor svært det må have været for hende at komme tilbage - at opdage, at jeres far var væk. Hun har været tvunget til at forholde sig til sin egen død, Alexander - du og jeg kan slet ikke forestille os, hvordan dét må være! Kan du da ikke se, at hun har holdt sig fra jer, fordi hun var bange for at såre jer én gang til? Bange for at rippe op i dén sorg, jeres fars død efterlod?"
    "Hvad zalan ved du om noget?!" udbrød drengen grådkvalt og stirrede hadefuldt tilbage på Treston - tydeligvis godt arrig over, at han ikke kunne rive sig løs. Hans stemme var høj og blev mere barnlig af tårerne. "Jeg kender dig ikke! Og hvis mor hellere... Hvis mor hellere vil være sammen med sådan én som dig, end med mig og Elenora, så kan det også bare være lige meget! Så vil jeg heller ikke- "
    "Du er urimelig lige nu, Alexander," afbrød Treston, fordi han virkelig, virkelig ikke ville have, at Josefine skulle høre drengens vrede ord.
    "Og du," erklærede knægten med hårde, sammenknebne øjne. "...er ikke min far. Og det bliver du heller ikke! Ligegyldigt hvor dyb en forelskelse, min mor snakker om!"

Det gjorde ondt, at se Alexander trække sig forbi hende, gå under vingen lige før den faldt til jorden. Blikket gled over skuldre i håb om, i håb om et eller andet. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke, gøre, og ikke gøre, hvad skulle hun tænke. At se Treston tage fat i Alexander gjorde det ikke nemmere at handle. Det med et dybt suk at hun kom på fødderne. Hvor meget der var blevet delt mellem de to havde hun ingen fornemmelse af men det første ord der ramte hendes øre var Alexander der brokkede sig over hvem hans mor havde taget med til dette møde. Blikket hævede sig fra jorden og gled mellem de to som hun lod dem dele nogle få ord mere. Ordet forelskelse var dog nok, som hun lagde sin hånd på Trestons arm, en hånd der rystede og et blik der på trods af de våde grønne øjne virkede klart.
"Treston..slip ham." Alexander ventede ikke på andet end første mulighed for at trække sig ud af mandens greb.
"jeg..forstår godt du gerne vil gå skat...Og..hvis det er det du ...har behov for..så syntes jeg du skal." de grønne øjne gik i som det blev sagt, hånden om Trestons arm slappede på ingen måde af som disse ord blev delt, hun træk vejret dybt som hun kæmpede med at samle sig om de næste ord. Alexander kiggede forvirret på sin mor, men stadig tydeligt vred.
"Det...er ikke nemt, det skjuler jeg ikke..Dette er det sværeste jeg har gjort i mit liv..Og jeg, tror jeg heller jeg vil være i mine sko..end dine." forsigtigt slap hun Treston og lod hænderne samle sig foran hendes bryst. I takt med det tog Alexander et skridt tilbage, og kiggede forvirret imod de to. "Men..før du går.." hun sank en klump, og drengen rystede kort hovedet.
"Treston er ikke..Treston bliver ikke jeres nye far..Sådan er..." hun kiggede op, og åbnede blikket for at se på Treston. "Sådan er vores venskab slet ikke... Men det er ..indviklet at forklare..om hvad jeg mente med de ord..og du har nok at tænke over skat.." hun sukkede og tog selv et skridt tilbage.
"Mhm!" brummede Alexander som han vente sig om og søgte at forsatte sin gang.
"Jeg..kommer igen om noget tid..Okay?" spurgte Josefine håbefuldt, men blikket afsløret at hun ikke forventede at få et svar.

    Treston slap drengen sekundet Josefine bad ham om det, og knægten rev sig væk med en foragtelig bevægelse og tog et par skridt tilbage, selvom Treston gjorde det tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at række ud efter ham igen. Josefines hånd på hans arm dirrede, og selvom han ikke vendte hovedet og så op på hende, mens hun snakkede, kunne han følge hendes sindsbevægelse gennem grebet - vidste, at de ord sandsynligvis var nogle af de sværeste, hun havde ytret i sit liv. Det hårdeste for en mor måtte være at give slip på sine børn på dén måde...
    Han var taknemmelig for, at hun forklarede Alexander sagernes rette sammenhæng, så knægten ikke skulle gå og tro, at Treston var grunden til, at Josefine ikke havde været forbi før, men trods hendes forsikringer betragtede drengen dem stadig med trodsig mistro og misbilligelse - Treston med et udtryk, der tangerede had, og som var skræmmende at se på så ungt et ansigt.
    Da drengen vendte sig for at gå, rakte Treston op og lagde sin hånd over Josefines - gjorde sit bedste for at støtte hende, fordi han vidste, at det måtte være helt forfærdeligt at se sit eget barn vende sig væk på dén måde. Kun en kort tøven i knægtens skridt tilbage imod børnehjemmet afslørede, at han havde hørt hendes sidste ord. Så smækkede den tunge dør bag ham, og Josefine og Treston blev efterladt ude på gaden.
    Et sekund eller to blev Treston bare sidende halvt på knæ i vejstøvet, mens han fordøjede, hvad der netop var sket - lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding, før han kom på benene og trak Josefine ind i et ordløst knus. For hvad zalan skulle man sige, til dét, der lige var sket? Han forestillede sig, at Josefine havde det nogenlunde som han selv følte det, når Dastor eller Ersten kiggede tilbage på ham, og der bare ikke var så meget som en snert af kærlighed tilbage i deres blik... Og så bare tusind gange værre, fordi Alexander var hendes barn og dét at være mor bare var noget ganske andet end at være nogens søn eller bror...
    Han havde temmelig dårlig samvittighed over, at have presset hende ud i denne situation, men han gjorde sit bedste for at skjule det under en støttende, opmuntrende stolthed på hendes vegne over, at hun havde gjort det alligevel - selvom det havde været hårdt. Hans samvittighed var underordnet; lige nu gjaldt det Josefine...
    "Næste gang bliver lettere, Jose," mumlede han til hende og håbede ikke, hun kunne høre den lille snert af usikkerhed i hans stemme. Hvis der blev en næste gang, ville han sandsynligvis heller ikke være der til at gå med hende... "Det er en stor ting for ham at opdage... Giv ham lidt tid, så er jeg sikker på, at det hele falder på plads..."

Det var urimeligt, det havde Treston uden tvivl haft ret i men hvad var der ellers at gøre, at se Alexander vende rygge og begynde sine skridt var alt hun havde behov for at bestemme sig; det var ikke dagen til at møde Elanora eller dagen til at presse Alexander mere. Hvert skridt han tog væk var mere ubehageligt end det sværd hun mærkede igennem sit eget bryst, se sin søns ryg, mens han følte sig vred, mistroisk, såret, og skuffet var det mest ubehagelige hun havde oplevet i sine liv. Men det øjeblik Alexander stoppede var det en ny følelse der lå, et lille øjeblik af håb, som kun blev bibeholdt til det øjeblik han kiggede sig over skuldren og så Treston. Førstehånds indtryk var vigtige for at danne et bånd, og dette var en primære eksempel på hvordan man ikke skabte et godt bånd, det lille stråle af håb som gik igennem Josefine blev hurtigt skiftet ud med et øjeblik af had og vrede, nogle følelser der gjorde det klart at næste gang var hun nok til at være her alene. Måske, skulle hun også have undværet selvskabet denne gang.
Men de tanker fik hun ikke lov til at have længe, før hun blev revet ind i knus. Det var intet at sige, der var intet andet end at gøre end at gengive knuset - lade sine arme lukke sig om hans ryg, begrave snuden i hans skjorte, mærke og bekæmpe sine rystende knæ, og kæmpe med at holder sine vinger fra at feje vejstøvet til side, som de holdt sig blot nogle centimeter over gaden.

Næste gang. Hun sank en klump som de ord ramte hendes øre, og forsøgte at forsvinde dybere ind i skjorten og med det flere ordløse nik begynde hun at lade sine tåre falde. håbet om at finde ro i hans følelser hvis dette skete var langt væk i dette øjeblik, samvittigheden den dårlige samvittighed hjælp ikke, og var på ingen måde bedre end hendes egne følelser. Hans næste ord udløse flere nik ind i skjorten giv ham lidt tid. Der var intet der gav mening at sige, at svare. Svaret blev intet andet end ordløse nik, et snif som hun kæmpede med at holde sig bare lidt fri fra sit væsketab som tåre begyndte at løbe ned at hendes kinder, og nok langt flere søgte i skjorten som søgte de samme tryghed hun gjorde. I sine liv, havde hun oplevet mange ting, og endda oplevet mange ting fra andre, taget deres smerte, deres ulykke, deres sorg på sine skuldre for at give det et øjebliks ro fra deres lidelser. Dette, denne følelse, at se sin søn gå, at  høre de ord, at mærke de følelser som kom fra alle parter, dette havde været det mest ubehagelige hun endnu havde oplevet. Lige nu føltes det at genopstå på sin mands grav, som hverdag.

    Det var hjerteskærende at mærke Josefine gå i stykker i sine arme, og Treston havde mest af alt lyst til at løfte hende op, som var hun et lille barn, og så få hende væk herfra... placere hende et varmt, trygt sted, hvor hun kunne få lov til at komme til hægterne igen...
    Men han gjorde det ikke - strammede bare grebet om hende; trak hende tættere ind til sig. Lagde kinden imod toppen af hendes hoved og gjorde sit bedste for at fylde hjertet med dén stolthed, han følte over hendes mod. Alt, der kunne gøre det lettere for hende...
    
    Til sidst, da det virkede som om hendes hulk var stilnet et lille smule af, lagde han forsigtigt hånden imod hendes kind og vippede hendes ansigt lidt opad, så han kunne se hende ordentligt, og hun ikke bare var skjult i hans skjortestof. 
    "Du er så pissehamrende modig, Josefine," fortalte han hende. Sendte hende et trist, lille smil og strøg en enkelt, tårevædet hårlok væk fra hendes pande. "Og han genkendte dig. Du holdt ham i dine arme. Nu ved han, at hans mor er her endnu..." Hendes skulder fik et lille klem. "Det bliver kun bedre fra nu af - det er jeg sikker på."
    Et sekund eller to stod han bare og kiggede undersøgende og tænksomt ned på hende. Så tog han en beslutning - vendte børnehjemmet ryggen og trak hende ind til sig igen med den ene arm, så han lige så stille kunne føre hende væk fra stedet. 
    "Jeg har tilbragt... en del tid i Isari-templet de sidste par dage, og selvom jeg gerne skal indrømme, at jeg har delte meninger om det, så er det i hvert fald... et roligt sted. Hvad siger du til, at vi sætter os dér lidt og lige... kommer lidt til hægterne. Fordøjer det hele?"
    Han ville stadig meget gerne spise dén afskedsmiddag med hende, som han havde lovet for længe siden, men det virkede ikke rigtig... passende at bringe på banen lige nu. Han var ærligt talt heller ikke sikker på, at han ville kunne få en bid ned oven på alle de følelser, og hvis han havde det sådan, så vidste han, det ville være vand i forhold til stakkels Josefine...

At mærke ham stramme sig greb, og lade hende hvile og finde ro så tæt på ham hun kunne være, mærke ham næste lukke sig om hende, hjælp til at finde ro som stoltheden kryb sig ind på hende. At hun blidt blev fjernet fra skjorten og den blide hånd der hjalp håret tilbage på plads, og de blide blå øjne der møde hendes. modig? Kort trak fornemmelsen at det halv voksne hoved imod hendes skuldre igennem hende som hans ord hang i luften, hånden der rørte vingerne. Ja..og hans mor har ventet og ventet. På trods af tankerne træk hans ord alligevel et kort smil frem på hendes læber.
"Ja..du har nok ret." lyd det lavmælt som hun endelig fandt stemmen igen,
"Håber..bare han..får slappet af før han fortæller Ela..det hele." hun kæmpede sig lidt væk fra ham, hænderne rystede ved hver bevægelse og endelig fik hun trykket sig fri fra de blå øjne og beskuet bygningen. Er vi gået..længere væk fra den? tænkte hun kort, som bygningen virkede større, mørkere og længere væk end da de gik imod den.

Det var med flere overrasket lyde som han i hendes optik træk hende væk derfor, blikket blev over skuldren de første par skridt, og modvilligt som han begyndte at tale vendte hun blikket tilbage til ham.
"Det..lyder rart." Det overrasket hende ikke at han ikke havde nydt de tvunget timer i templet, og de blandet følelser var forventet når det var en straf at finde ro i sjælen.
"Undskyld." lyd det efter de havde gået et stykke tid.
"Undskyld..at jeg fik..dig til alt dette." hovedet hang lavt som det blev sagt, "burde..ikke have presset dig..og .. burde virkelig ikke have spurgt dig da..du....sad i cellen." hovedet faldt en smule mere, og hånden søgte hætten, men med fumlende rystende hænder måtte hun give op, og blot lod hånden finde ro nær Trestons hånd på skuldren, hånden lukkede sig om den første af hans fingre hun fandt.

    "Josefine, stop," sagde han, inden hun skulle komme for godt i gang. "Hvis der er nogen, der har presset nogen her - så må det da for zalan være mig, der har presset dig! Så stop. Hold hellere fast i, at du har taget hul på noget virkelig stort og vigtigt i dag, og se det som en sejr. Lad være med at bekymre dig så meget om andres følelser - bare et øjeblik - og vær lige lidt stolt af dig selv. Det synes jeg ligesom, du har fortjent!"
    Det kom til at lyde mere irettesættende, end han havde haft til hensigt, og derfor gav han hende endnu et forsigtigt klem som for at forsikre hende om, at han mente det venligt. Han guidede dem over en lille plads og ind mellem et par huse, mens han hele tiden havde templets spir længere oppe i byen for øje.
    ”Da jeg sad i dén celle, var jeg sikker på, at jeg skulle dø, og det brugte jeg lige så meget til at presse dig til dét hér. Så kan vi ikke bare… konkludere, at vi har presset hinanden, og så lade det gå i nul? Så behøver jeg heller ikke forlade Dianthos med dårlig samvittighed…” Han udstødte et lille, selvmokkende latterfnys. ”Mere dårlig samvittighed. Jeg har det stadig… lidt for dårligt over, at jeg… lånte dén absint.” Resten hang i luften - for naturligvis var det ikke lånet af flasken, der gik ham på; det var alt det andet. Alt det, lånet af flasken havde gjort muligt, og alle de følelser, der var blevet kørt over i processen.
    ”Men!” erklærede han, inden hun kunne nå at komme for godt i gang. ”Men dén har jeg fortjent, og du skal ikke prøve at være sød.” Han sagde det drillende og puffede til hende med hoften for at få hende til at smile. Han havde besluttet sig for, at distraktion fra mødet med Alex måtte være strategien lige nu, og så kunne de altid tage snakken om det i aften - når det hele var lidt mere på afstand og de begge havde fået mad i maverne… og muligvis også nogle procenter indenbords…

Hun følte sig ufattelig lille i dette øjeblik, at høre ham sætte foden ned og sige stop. Nervøs og med rystende hænder hurtigt søgte hendes egen figur så snart ordet stop fik krybet sig ind på hendes sind. Hvis ikke det var armen over hendes skuldre ville hun uden tvivl også søge en smule væk fra ham, men hun blev der og stirret imod deres føder. Hånden der lige havde fundet ham, forsvandt og søgte hendes side. Igen forsvandt stemmen som hun lyttede til hans ord, og intet andet end et nik blev send i hans retning. Det føltes som et deja-vu at han bad hende tænke på sig selv, hvor mange gange efterhånden havde han sagt hun skulle blive bedre til det eller i det hele tage lære at tage selviske beslutninger. Klemmet var sært, normalt var de altid behagelige, betryggende og varme, denne gang virkede det så fjernt. Før hun fik mulighed for at samle sig, samle bare lidt mod mødte hun flere af hans ord disse ord var hun næsten nød til at reagere på, han skulle ikke gå at have det dårligt over hvad han gjorde, men netop som hun skulle til at brokke sig over han havde dårlig samvittighed, forsatte han.
"..Fint." mumlede hun tilbage som han gjorde det klart hun ikke skulle være sød ved netop det. 
"Så i stedet for bare den ene flaske, forventer jeg to." hun nikkede af sine egne ord, og tog en dyb indånding og modvilligt fandt hun et lille selvmedlidende smil.

"Du.." forsøgte hun kort, som de begyndte at gå en smule målrettet imod et tempel eller hvor han havde besluttet de nu skulle hen, for hende var lysten til at tage nogle steder hen forsvundet, hvad end han ville var fint. Selv om templet lydt rart og få lidt ro på tankerne og indrømme nogle ting ved en bøn, var det ikke vigtigt og en ro hun kunne finde ro ved i morgen, alene. "Du..har ikke planer om..at være målrettet omkring..at komme tilbage til byen har du?" Man kunne vel ligeså godt få alle de dårlige nyheder ud af verden, og denne mistanke havde hun haft siden hun hørte om hvad dommen var blevet. Treston havde aldrig været en mand der gjorde hvad der blev sagt uden at gøre det på hans måde, og desværre betyder det i dette tilfælde at det ikke var i morgen, han begyndte at planlægge sin rejse.

    "Du skal få en kasse, Josefine!" erklærede han med et lille smil og et blik, der tydeligt sagde, at han mente det både bogstavligt og i overført betydning; han ville gøre sit ypperste, for at gøre alting godt igen. Med Josefine. Med Zirra. Med Lynn, når han engang fik fat på hende...
    Med Sedna - for han håbede stadig sammenbidt på, at der var en forklaring. 
    Den eneste relation, han havde opgivet at ordne, var relationen til familien... I hvert fald den mandlige del af den... Det virkede bare lidt for meget som en kamp, der var tabt på forhånd.
    Der havde været stille imellem dem lidt, da hun stillede sit spørgsmål. En tid var Treston faldet hen i sine egne tanker - havde ladet sin opmærksomhed opsluge af gademylderet i Centrale Bydel og var sunket ned i en blanding af planlægning og rugende bekymringer. Da Josefine brød stilheden kom han dog hurtigt tilbage til virkeligheden, for hendes spørgsmål gik næsten lidt for godt i spænd med de ting, han havde gået og tænkt på.
    Han bøjede hovedet lidt. "Hvis du spørger mig, om jeg har tænkt mig pænt at tage templerne ét efter ét og få genskolingen overstået hurtigst muligt, så nej... Nej, det har jeg ikke tænkt mig." En grimasse fulgte og han rettede sig lidt op - sendte et blik ud over gadebilledet og trak hende med over vejen - ind og ud imellem heste og kærre - så de kunne skyde genvej imellem en skrædderbutik og en pennemager. 
    "Min mor gav mig et brev fra Zirra, da jeg var oppe og hente vadsækken her." Han gjorde et kast med hovedet imod den venstre skulder, som vadsækken stadig lå slænget hen over. "Zirra er ikke... Altså, jeg er bange for at hun-" Han brød af med en lille hovedrysten og standsede så op - fandt brevet frem fra jakken og rakte det til englen. "Du kan læse det selv, hvis du vil. Jeg tror, hun er sat efter... efter Sedna, og jeg bliver nødt til at sørge for, at det ikke ender grimt... Jeg bliver nødt til at finde dem, og dét kommer desværre til at betyde, at dét dér med at være 'målrettet' måske nok lidt kommer til at gå fløjten..." Han sukkede og betragtede hende med et trist, lidt undskyldende blik. "Jeg ved vitterligt ikke, hvor længe jeg kommer til at være væk, Josefine."

Hun stoppede kort op som han lavede sjov med den hele kasse, eller ikke sjov, kort blev hun i tvivl om han faktisk mente det eller ej, for han var vel klar over at der ikke rigtigt var andre end ham der kendte til hendes proble- hendes vane. For hvordan i zaladis navn skulle hun smule en hel kasse til sit værelse, ikke at hun ville sige nej blot for den udfordring men det var kun ham der vidste hun søgte flasken ikke? Der var ikke andre hun havde fortalt om hendes behov for den varmende væske, eller i visse tilfælde mere voldsomme urter, som de gik kom hun faktisk i tvivl om hun havde delt det til andre, og hvor meget andre endelig om hendes pil.
Det var ikke nemt at bare gå ved hans side og hun behøvede ikke engang sin evne for at mørke de mange tanker og følelser der gik igennem ham.
Han må virkelig have det hårdt disse dage, gik hendes indre som hun fik delt sine ord og han fik sine delt. Turen hen over vejende forsvandt i tanker, og pludselig blev den helt store bekymring hun havde delt nærmest som hun havde frygtet.

Selvfølgelig vil han tage sin tid, opleve noget..Han gør aldrig som han få besked på!

Men det var næsten langt værre end bare at smutte rundt og se landet, hun tøvede på ingen måde med at åbne brevet og lod blikket beskuet indholdet som hun lyttede til hans ord. Hvorfor i zalaens vil en guldsmed smutte efter en fra mørket? undrede hun sig som hun beskuet indholdet flere gange. 
"Og..du vil løbe efter hende.." hun sukkede som det blev sagt.
"Løbe efter Zirra, og...Måske møde Sedna?" hun nikkede af sine egne ord, for hun vidste hvad svaret var og hvad hans hjerte virkelig ønskede.
"For din skyld håber jeg inderligt du finder den ene før den anden!" lyd det lidt opgivende som blikket faldt og hun faktisk begyndte at forsøge at sætte tempoet. 
Kommer til at savne dig din alfehjerne.. Skreg hendes indre, som hun fik en spontan lyst til at besøge templet, til at få mulighed for at forholde sig til alt andet end dette.
"Så længe du..faktisk har til mål at komme hjem." fik hun sagt som hun satte sin gang. Hun glemte alt om brevet faktisk ikke var hendes som det blev klemt i hånden.

    "Måske møde Sedna," bekræftede han, og skammede sig over indrømmelsen fordi han jo godt vidste... Jo godt vidste, at det var forkert. Men han og Josefine var ude over dét punkt, hvor man løj for hinanden for at være den bedste version af sig selv - hvis han ikke kunne indrømme sit behov for at tale med Sedna overfor hende, kunne han ikke indrømme det overfor nogen; ikke engang sig selv... "Og jeg ved ikke, hvordan det hele skal gå..." Han kunne ikke undertrykke et lille, selvmokkende latterfnys. "Jeg føler mig ikke just heldig i øjeblikket - Guderne er ikke begejstrede for undertegnede, vanærede Ridder, lad mig afsløre så meget for dig...! Men jeg må tage det lidt, som det kommer. Med både Zirra og Sedna er det ikke... ikke helt let at lægge en plan..."
    Han havde ikke lyst til at tænke for meget over alt dét, der kunne gå galt - alt det, han ikke havde styr på; alle usikkerhederne og alt dét, han ikke havde kontrol over. 
    Hendes sidste ord - lige inden hun satte i gang igen - ramlede lige ned i hans dårlige samvittighed, og det tog ham et sekund eller to at følge efter hende. 
    "Jeg... jeg ved det faktisk ikke, Jose..." endte han med stille at få frem - kunne slet ikke se på hende. Ikke fordi han skammede sig, som sådan, men fordi det føltes... Føltes lidt for meget som om de pludselig sagde farvel, og dét kunne han slet ikke håndtere lige nu. "Jeg har ikke besluttet mig, men..." Han sukkede. Bøjede hovedet. "Lad os være ærlige en gang, skal vi? Hvad er der tilbage for mig i Dianthos? En masse gamle kollegaer, der vil se på mig med mistro - foragt. Min familie, hvor alle - undtagen min mor - ligger ét eller andet sted imellem at synes, jeg er en kæmpeidiot, og at jeg er en kæmpe forræder, der burde have dinglet for mine forbrydelser..." Han sank en gang og tilføjede så, lidt lavere: "...Og dig, selvfølgelig. Men det er da så også nogenlunde den eneste, formildende omstændighed..." 
    Han tav lidt - rettede på sin vadsæk, stadig uden at kunne se på hende. "Jeg har overvejet, hvad mine muligheder er... når jeg engang er færdig med genskolingen. Når jeg forhåbentlig har fået styr på Zirra..." ...Og på Sedna, tilføjede hans tanker, men han sagde det ikke højt. "Jeg har aldrig rigtig kendt til andet end soldaterlivet, så måske jeg skulle blive... karavanevagt, eller noget i dén stil..." Et lille, ufrivilligt smil kom til at spille over hans læber, fordi han kom til at tænke på en meget fuld eftermiddag, han havde haft sammen med Lynn. "...eller dusørjæger. Jeg kan ikke rigtig falde mere i unåde hos min far, så jeg kan vel i princippet gøre, som jeg vil..."
    De gik under porten til Den Hellige Bydel og fik udsyn til det store, katedrallignende Isari-tempel på den anden side af tempelpladsen. Treston betragtede det gudfrygtige bygningsværk med slet skjult mishag, men ledte alligevel Josefine imod den imponerende hoveddør - op af de svungne marmortrin. Standsede med en hånd imod den portlignende dør og vendte sig endelig imod hende med et lidt opgivende udtryk malet over sine træk.
    "...Så det korte af det lange er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg vil være væk, Josefine. Og om det giver mening nogensinde at komme tilbage sådan... for alvor. Det kommer bare an på, hvordan alting spiller ud..."

Hun sukket utrolig skuffet som han nævnte Sedna, men hun vidste det jo godt, hvor meget den kvinde havde gjort ved hans sind og hjerte om hun manipuleret følelser eller ej havde han krav på svar. Svar hun endelig også gerne ville høre for hvis det hele var falsk....så hvad? Blikket gled på jorden som hun overvejede om det faktisk var muligt, at alt han havde følt for hende var...forkert..Medlidenheden voksede som tankerne begyndte, og de fandt ikke ro som han forsatte hverken tankerne eller følelserne.
"Nå..du finder hende, Zirra, og får hende sendt hjem, så send et brev..skal nok holde hvad jeg har lovet." kæmpede hun lidt med ordene som tankerne stadig belejret hendes sind.

En del af hende overvejede at baske ham væk med vingen og flyve væk som han begyndte at besvare hende, at forsvare sig selv eller hvad han endelig forsøgte på. Det værste svar var hvad han startede med, at han faktisk ikke vidste om han ville komme hjem, at det faktisk var en beslutning han kæmpede med, og som han forsatte hævede hun kort et bryn, hvorfor er han sur, den følelse kunne ikke være hendes, hvorfor skulle det være hende, men han lyd på ingen måde sur.

Og dig.

Lyd det fra ham som han var færdig med at liste alt det han havde mistet og givet op på, og han begyndte at snakke så om hans liv var slut og han skulle samle sig om et nyt. Mens han forsatte fumlede hun lidt ved sin side, og den amulet hun selv hadet blev flået af bæltet og som de nåede kirken blev den lagt om halsen på hende. Hun træk vejret dybt nogle gange som hun vendte sig mod ham og slugte den ubehagelige følelse af hendes chakra forsvinde, og vingerne faldt tættere og tættere på jorden ved hver vejrtrækning. Det er mig.. lyd hendes indre kort som blikket hævede sig til ham, og med små øjne sendte hun hånden imod hans kind, og ikke blidt, eller sødt, men en åben hånd søgte hans kind med hendes lille krops fulde styrke og fulde hastighed.
"HOLD DIN KÆFT OG TAG DIG SAMMEN!" skreg hun i ly af isaris templets skygge og vingerne hævede sig til deres fuldes længe.
"DIN FAMILIE TROR IKKE DU ER KÆMPE IDIOT DET ER DU!" hun træk vejret dybt og vingerne faldt let til jorden.
"Hvordan..hvordan kan du bare give op på alt! Hele dit liv er ikke forsvundet og du vælger bare at kaste det på jorden og starte forfra! Modsat mig døde du ikke og mistede det hele! DU HAR FAKTISK MULIGHEDEN FOR AT KÆMPE FOR DET! MEN NEJ! DU KASTER DET BARE PÅ JORDEN!" stemmen hævede sig igen, selv om hun forsøgte at holde den lidt i kontrol, og flere blikke kunne mærkes fra kirken.
"Ja! Der er mange ting der har og vil ændre sig! Men hvordan kan du bare give op!"Hvordan kan du..bare sige der intet er her for dig...Jeg går ingen steder. forsatte hendes indre som blikket faldt til hans fødder, og hun træk vejret dybt flere gange som luften forsvandt i hendes udbryd.

    Lussingen ramte Treston på siden af hovedet med et klask, der gav genlyd under katedralens svungne buer og kastede hans hoved til siden. Slaget kom så meget bag på ham, at han ikke kunne gøre andet end at stirre ned på hende med store, overraskede øjne, mens hun råbte sine frustrationer af ham. Skiftet var kommet så pludseligt, at han først slet ikke kunne forstå det. Så faldt hans blik til amuletten om hendes hals, og han forstod igen - vidste, at hendes ord kom direkte fra hjertet.
    Og de ramte - hårdere og mere smertefuldt end lussingen havde gjort. For hun havde jo ret - han opførte sig som et forkælet barn. Et forkælet barn, der ikke engang kunne følge sine egne, 'gode' råd. Han havde så sent som under deres samtale i cellen belært hende om, at hun skulle gribe muligheden og ikke lade sit liv gå sig forbi - at hun skulle overvinde frygten for alt dét, der kunne gå galt, og tage de ting tilbage, hun savnede fra sit gamle liv... fra før hun døde. De havde ved Zaladins forbandede flok netop været forbi børnehjemmet for at gøre lige præcis dét! Og så tillod han sig at stå her og have medlidenhed med sig selv, fordi han lå præcis som han havde redt... Fordi han havde været så forbandet heldig, at de ikke havde kappet hovedet af ham, sådan som hans handlinger ellers havde gjort ham fortjent til...
    I takt med at hun nåede længere og længere hen i sin råbende irettesættelse, bøjede han hovedet mere og mere i skam. Hold kæft han følte sig som en idiot... Tænk at han skulle bringe den blideste kvinde, han kendte, til råbende raseri, før han kunne se bare en lille smule ud over sin egen næse...
    Måske var han virkelig ude på et moralsk og personligt sidespor... Måske ville genskolingen alligevel gøre ham godt...
    "Undskyld, Josefine..." hviskede han til sidst, da hun var færdig med at råbe af ham, og de folk, der havde vendt sig om for at stirre dømmende på dem, var gået tilbage til deres gøremål igen. Han havde en klump i halsen og hadede sig selv lidt for det - det var jo netop selvmedlidenheden, der var problemet... Han ville gerne række ud efter hende - søge... tilgivelse på ét eller andet punkt - men han gjorde det ikke; hun skyldte ham ingen tilgivelse og han kunne ikke tillade sig at bede om den.
    "Er alt som det skal være her?" 
    Spørgsmålet kom fra en præst, der netop havde stukket hovedet ud af den store, portlignende dør ind til katedralen. Treston kendte ham - det var dén præst, der stod som ansvarlig for hans bodsmål, og som Treston havde snakket med så sent som samme, tidlige morgen, da han havde afgivet sit obligatoriske, daglige skriftemål inden mødet med Eylia. Isari-præsten spærrede øjnene en lille smule op i overraskelse, da han genkendte Treston. "Hr. Reynlest! Jeg troede, De skulle-" Så afbrød manden sig selv, da han fik kigget ordentligt på Josefine og hendes store, hvide vinger. "Frue," hilste han høfligt og med et venligt smil. "Kommer I for at bede?"

Hun træk vejret dybt som hun fangede luften igen, og kunne godt se hendes ord ramte nært hos ham, og tak guderne for det. Selv om det var ubehageligt at flå smilet af hans læberne på den måde, at se den røde farve sprede sig i kinden og mærke den lette smerte i hendes egen hånd kort var hun faktisk træt af hun ikke havde handsker på denne dag, men for hans skyld var det nok bedst læder handskerne var blevet hjemme. Hun blinkede nogle gange som ordet undskyld nåede hendes øre.
"Du skal ikke undskylde i nu..jeg er ikke færdig!" lyd det tilbage næsten som en hvæs men stemme bag fra fangede hurtigt hendes opmærksomhed som hun drejede om, og blot håbede at Treston ville undgå vingen som hun drejede på hælen.
"NEJ det er ej!" lyd det som hun kort kigget på præsten, og tydeligt ikke opfangede hvem der talte til dem, "Denne Alfehjerne af en mand!" forsatte hun som hun drejede om igen, og holdt stadig ikke øje med sine vinger og forventede folk der ønskede at undgå dem ville. Hun kastede hænderne til siden i en opgivende bevægelse.
"Så mig i øjne og sagde han havde tænkt sig om, tænkt over konsekvenserne, men i gudernes navn nu indrømmer han at hans eneste plan var at tage kiles hånd! og konsekvenserne han talte om var hans død og alle os andre der skulle lide efter!" hun puste vredt ud, og træk vejret for første gang siden hun så på præsten.
"Din plan var at dø! var det ikke! Så når du ser hende, så se hende i øjne og sig din ENESTE plan, var at fuldføre dit stunt og så kysse Kiles hånd!" hun kæmpede lidt for vejret og præsten bag hende blinkede nogle gange og kiggede imellem dem tydeligt i tvivl om hvad han skulle gøre eller sige. Før nogle fik mulighed for at sige noget vente hun sig om, og gik imod kirken, inden for. 
"Og ja, VI er." lyd det nærmest som en ordre som hun begyndte at gå målrettet imod alteret, amuleten med kiles tegn blev revet af og blot holdt i hånden som hun virkede til at vide nøjagtigt hvor hun skulle hen, samme sted hun altid bed, og faldt ned på sine knæ i et dybt suk og samlede hænderne som de grønne øjne forsvandt bag øjenlågene.

"Tror..aldrig jeg har set hende sur." lyd det forvirret fra præsten, som stadig stod i døren. Jo de to kendte ikke hinanden men med ugelige besøg, oftere i visse perioder, blev hun alligevel genkendt.

    Det gik først op for Treston, at han havde holdt vejret, da han med øjnene på Josefines vrede, bevingede ryg pustede ud - næsten som et smertensstøn. Josefines sidste beskyldning havde været som en mavepuster... Eller, beskyldning kunne man vel ikke kalde det, for hun havde ret, han... Det havde været hans plan enten at slippe ubemærket fra sit forræderi eller dø på skafottet... De lette udveje. Dette - al foragten, alle undskyldningerne, al bodsgørelsen - havde aldrig været en del af hans overvejelser...
    "Jeg har," svarede han præsten, men tilføjede så mørkt: "Dog ikke... så sur..."
    Præsten mumlede ét eller andet intetsigende, og Treston gjorde sammenbidt anstalter til at ville gå forbi ham - følge Josefine indenfor i katedralen og gøre dét hér færdigt - da den hellige mand rakte ud og tog ham om armen; standsede ham, før han kunne sætte fod i templet. 
    "Giv hende lidt tid til at bede, Hr. Reynlest," rådede han godmodigt og sendte Treston et lille, beroligende smil. "Det lød som om, der var nogle... sårede følelser i klemme, hvis jeg må være så fri. Måske er det bedst, hvis I begge falder lidt ned, så der ikke pludselig bliver sagt ting, der ikke kan tages tilbage..."
    Treston gav præstens hånd om sin arm et blik. "Med al forlov," lykkedes det ham at få frem med en næsten høflig kant om stemmen - han ville nødigt ødelægge dét gode indtryk, han havde forsøgt at gøre på præsten, for han havde virkelig brug for, at hans bodsmål blev accepteret her i Dianthos, så han kunne komme ud og lede efter Zirra... og Sedna. 
    Men han følte sig også helt rå og hudløs indeni. Og en forpulet Isari-præst af alle, skulle ikke gøre sig klog på hans liv lige nu!
    "Med al forlov - De kender mig ikke. De kender ikke en skid til mit venskab med Jo- Fru. Solberg. De skal virkelig ikke holde mig tilbage lige nu. Det har allerede været en alt for følelsespræget dag..."
    Præsten smilede bare roligt og tog sig ikke det store af hans meget halvhjertede trussel. "Ved De, hvad noget af det værste, man kan gøre i en relation, Hr. Reynlest?" Præsten ventede ikke på svar - kunne vel se, at Trestons udtryk var opgivende og en lille smule provokeret. "Det værste, De kan gøre i et ligeværdigt venskab, er at tage beslutninger på den anden parts vegne. Især beslutninger, der har så stor indflydelse på relationen som... som beslutningen om, at man ikke vil være her længere, Hr. Reynlest. Jeg tror, De skal overbevise Fru. Solberg om, at De er forberedt på at skulle genopbygge den brudte tillid - at lægge nogle kræfter i det." Et lille smil og så slap præsten taget i Trestons arm og klappede ham en enkelt gang på skulderen. "Må Isari være med Dem."
  
    Tempelrummet var stort og tyst og rugende, og da Treston endelig fandt Josefine blandt de mange bedene, nærmede han sig hende forsigtigt - fortalte sig selv at han ikke ville forstyrre, selvom han udmærket godt vidste, at hans tøven i virkeligheden handlede langt mere om den kolde klump, han havde nede i maven... Frygten for, at hun skulle ende med at komme til at hade ham...
    Men den eneste vej frem var igennem... Og med et lille suk lod han sig synke på knæ på bedebænken ved siden af hende. Samlede de arrede hænder og sænkede hovedet - næsten som om han skulle til at bede. 
    Men der kom ingen ord til Guderne - de havde fået rigelig af hans tid...
    "Du havde ret..." mumlede han uden at se på hende. Blikket var fæstnet på de samlede hænder. "Jeg havde forberedt mig på døden. Jeg havde ikke forberedt mig på... på at skulle rydde op i det hele, Josefine. På at skulle stå tilbage med skammen og finde en måde at bære den på... Jeg er ked af, at jeg har været så... blind. Og dum. Og tankeløs..."

Så snart hun fik mulighed for at sætte sig, nærmest det samme sted som altid så om hun havde sit eget sted at bede i templet hun træk vejret dybt som hun begyndte at lade sine tanker gå over hvad der endelig var sket denne dag. Den sidste periode havde været et sand mareridt, hvor det nærmest ikke havde været en dags ro. Det hele startede med den forbandet flaske han 'lånte' til at hjælpe en kvinde fra mørket og selvfølgelig selvfølgelig skulle hun hjælpe ham, selv om hun bare hjalp ham med at finde ro i sindet, så var hun jo ikke helt uskyldig i alt dette. Hun følte sig i hvert fald ikke uskyldig i det selv om hun rationelt godt vidste hun ikke havde gjort noget. Panden faldt til de samlet hænder.
Hvorfor gør du det også så besværligt..Lyd tankerne som hun fornemmede ham ved sin side, og et lille suk forlod hende som hun mærkede sin kind blive let øm uden tvivl det der afsløret hvem der satte sig ved hendes side. Blikket gik op som hun forsigtigt kiggede over på hans samlet hænder og hans ord vendte sig i hendes sind.
"Du er en idiot." hviskede hun tilbage og lod blikket falde tilbage på sine samlet hænder.
"Det er ikke mig du skal overbevise, undskylde overfor. Eller hvad ellers du har gang i." hun rystede let hovedet
"du..ved jeg nok skal tilgive dig..Men du har..en liste af folk du skal kæmpe noget mere for...Din søster, dine venner, din familie..din..'kæreste'" igen skiftede hun hvordan hun sad, og lod blikket falde på hans kind hvor hun bryd sine hænder fra hinanden for at nusse sin kind.
"Undskyld.. Skulle ikke have..slået dig." forsatte hun sine hvisk og lod sine hænder blive samlet igen og blikket gled i og panden mødte hænderne igen.

Hvorfor var han også sådan! At han skulle have hjælp til at se ud over sin egen næse. At sige en ting og så gøre noget helt andet uden at tøve et sekund. Tænk at hun engang så op til ham, og endelig støttet dele af hans beslutning. I guderne ting ville have været anderledes hvis hun havde vist hvad han havde overvejet da han skulle låne den flaske.