Rheia havde haft svært ved ikke at slippe et latterfnys da mørkelveren alligevel gav sig til at besvare hendes spørgsmål. Det havde ligefrem været beundringsværdigt, hvor stor ro den anden kvinde tog det at dem hun sejlede med højst sandsynligt ville mistænke hende til at være stukket af. Hvad skulle man med fjender når man havde 'familie' som dem? Hun havde dog måttet minde sig selv om, at hun ikke kendte deres baggrund der alt sammen ved med til at forme en person. Gråelveren var måske ikke et lige så elsket folkefærd som grønelverne, men de var hverken jagede eller forhadte som sortelverne.
"Så må vi hellere sørger for du når tilbage til skibet, inden de begår alt meget meget mytteri." Havde hun nået at love, inden Kainda dykkede ind i bjergkæden.

Med fast grund under fødderne, lagde Rheia en hånd mod det sorte næb med ordene: "Jeg takker dig for dit flyv." Mens den frie hånd rakte op op strøg den grå ørn over de længere fjer der lå langs nakken. "Det kommer an på hvilket klanfragment du render ind i. Nogle ville trække våben med det samme de så den mørke hud, andre ville nøjes med tilråb. Ikke at du skal bekymre dig om det her, men det ville være dumt at opildne klanen." Hun undlod med vilje ikke at kommentere på, at den overvejende årsag vil at mørkelveren slap for at blive jagtet over bjergryggen var hvem hun gik med.
Hun ville trods alt være den første mørkhud der havde sat fod i bjerghjertet i mindst et århundred. Det var ikke fordi Rheia hadet dem (hun foretrak faktisk de mørke slægtninge over dem fra skovene), men fordi hun helst ville holde den nøjagtige lokation af hoved-klanen skjult. 

Med en hjælpende hånd når det var nødvendigt, formåede hun at lede den anden elver til 'skind hytten'  uden at skulle sørger for at behandle et brækket ben over i den pilramte skulder. Hvad hun ikke formåede var at lede Aistaraina gennem klanen uden nysgerrige blikke og åbenlys hvisken.
Hytten var varm og overraskende lys, lyst godt op af de magi ladet krystaller der hang fra loftet. Det var ikke svært at forestille sig de lignede en nattehimmel når mørket lagde sig udenfor, og man fik lyset i dem ville dæmpe sig.
"Tag plads." en hånd blev slået ud til en lav senge-lignede konstellation fyldt med forskellige skind der gjorde det nemmere at holde varmen i natten. Selv om sommeren kunne nætterne falde til tæt på frysepunktet, når man var så højt oppe som klanen lå.
"Jeg har ikke det store udvalg, men vil du have noget der kan dulme nerverne inden jeg klæder dig halvt af og fjerner pilespidsen?".

Mytteriet var Aistaraina nu ikke så bange for, det var nærmere om de nåede at sejle videre inden hun kom tilbage, for så ville det blive et problem. Den nemmeste måde at finde dem igen, ville trods alt være at tage til et af Mørkets tilholdssteder, og vente på at de kom forbi, men hun var nu ikke den største fan af bare at bruge tid med Mørket. Hun foretrak sit skib og sin besætning, og så kunne det godt være at de havde realistiske forventninger om at når en mørkelver forsvandt, så var de nok døde, hvis de ikke kom tilbage i en rimelig tid.

Det var underligt at Aistaraina næsten fandt mere ro i at vide at der trods alt stadig var klaner her, som ville trække deres våben mod hende. Det kunne godt være at det bare var en viden om at tingene ikke havde ændret sig meget, siden hun startede med at sejle, og at hun bare havde mødt en af de lidt mere sære elvere, der intet problem havde med dem. Dem kom man trods alt forbi engang imellem.
”Det er heldigvis ikke ofte jeg går ud og forsøger bevidst at provokere andre elvere,” sagde hun, især ikke når hun var såret og omgiet af dem. Hun ville ikke overleve lang tid her, skulle hun gøre sig uvenner med gråelverne.

Den hjælpende hånd var meget behagelig, for uanset hvor stedfast Aistaraina var på et skib, så var hendes ben ikke helt så vant til bjergene bakkede landskaber, så hjælpen blev trods alt udnyttet. Hendes øjne gled nogle gange rundt for at kigge på hvem de gik forbi, men de fleste af gråelverne gjorde sit for ikke at møde hendes øjne, som hun blev ledt gennem klanen, men ellers var der dog intet der tydede på at de ville gå imod dem. Noget sagde Aistaraina at Rheia alligevel måtte have en vis position i klanen, hvis de trods alt intet problem havde i at hun ledte en fremmede gennem deres by.

Hytten beskyttede dem dog mod de nysgerrige blikke, og Aistaraina tog plads på briksen, og da Rheia nævnte at hun skulle klædes af først, begyndte hendes ene hånd at begynde at åbne kappen for at få det af, inden hun kunne gå i gang med trøjen. Det var jo nok nødvendigt for at få adgang.
”Nej, lad os bare få det overstået,” sagde hun. Det ville nok hurtigt være overstået, hvis Rheia også vidste hvad hun lavede. ”Med mindre din plan er at gøre det her så smertefuldt, som du kan?” Hun sendte et spørgende blik. Heldigvis var de fleste mørkelvere vant til smerte, og det indebar også Aistaraina, selvom hun ikke tog meget nydelse af det på egen krop.

Havde gråeleveren forventet at advarslen ville hyle den mørkelviske kvinde ud af den, slet ikke. Hun havde allerede vist sig at have mere ben i næsen end Rheia havde forventet - selv af en mørkelver. Alligevel kom det halv kække svar bag på hende og fik antydningen af et smil til at viste sig, som en svag trækning i den ene mundvig."Ligner jeg en der vil gøre det så smertefuldt som overhovedet muligt?" Et enkelt øjenbryn hævede sig spørgende, men hun ventede ikke på sin gæst svar, inden hun med nænsomme hænder rakte ud for at hjælpe hende af med overklæderne. "Jeg giver dig mit ord på at jeg vil være yderst hensynsfuld," lovede hun, men indrømmede dernæst "men det betyder ikke at det bliver smertefrit." Der var ingen grund til at benægte det åbenlyse.

Med tøjet af vejen blev det betydeligt nemmere at se skaden an. Forsigtigt rørte Rheia nær sårets åbning, med en pande der langsomt trak sig sammen i det der bedst kunne tolkes som en bekymret mine. "Den gode nyhed er intet vigtigt er blevet ramt, så healingen bør ikke være alt for langsomlig. Den dårlige nyhed er til gengæld at jeg bliver nødt til at presse spidsen igennem modsatte side, for at få den ud." Øjnene vendte sig væk fra resterne af pilen, til de landede på Aistaraina's ansigt.
"Er du sikker på du ikke vil have noget til at tage toppen?" Tilbød hun endnu en gang.

Der var mange ting gråelveren lignede, og nu var de var alene og der var lidt ro på, så kunne Aistaraina også bedre anerkende de mindre ting ved hende. Det elegante der var ved en elverkvinde, men også det stærke som kun bjergelverne rigtig kunne være. Mørkelverne endte oftere med at være ranglet og kantet, i stedet for stærke som bjergelverne. Selvom Aistaraina aldrig havde gjort det store, så værdsatte hun nu alligevel kønne kvinder.
Hvilket absolut ikke var i de tanker hun skulle være, når hun havde en meget smertefuld pil i sin skulder og kvinden foran sig.

De ekstra hænder var først noget Aistaraina egentlig ønskede at smide væk fra sig, men bed det tilbage i sig. Normalvis var hun ikke vant til den nænsomme omsorg, men det var ikke nødvendigvis uvelkomment, hvis ikke fremmed. Det hjalp også med de ekstra hænder til at få det af. Under klæderne kunne man dog også godt se at mørkelveren trods alt havde været ude for lidt af hvert. Arrene var der en del af, men det var tydeligt at de var blevet taget af det meste af tiden. Hun havde heller ikke meget med blufærdighed, i hvert fald ikke nu, som trøjen blev hevet ned over overkroppen, og fremviste det meste af overkroppen. "Så lang tid du gør det hurtigt og effektivt, så regner jeg ikke med at der bliver noget problem," sagde hun dog, hvilket måske også var et øjeblik for tidligt, som bjergelveren begyndte at tilse såret, for at se hvordan de bedst fik den ud. Forbandede pile.

Et suk undslap hendes læber. "Bedøvende midler plejer alligevel ikke at virke så godt på min slags," sagde hun. En ikke nødvendigvis kendt ting omkring hendes race, men som gift ikke virkede så godt, så plejede bedøvende midler bare falde i samme kategori. "Jeg kan tage det, og noget siger mig at det ikke er første gang at du har gjort det her." Hun trak lidt op i en ene mundvige i en sigende mine. Bjergelveren havde ikke virket til at situationen havde været unormal for hende, og i bjergene? Der var det bare nemmere med bue og pile på de lange afstande.

Rheia forsøgte aktivt ikke at lade blikket vandre, men kunne ikke undgå at bide mærke i de mange ar der prydet den sorte hud. Spørgsmål lagde sig på spidsen af hendes tunge, men blev slugt igen før de så dagens lys. Det var ikke hendes sted at spørger ind til dem. I stedet blev fokusset på ny rettet mod skudsåret, revurderende om der alligevel var en mere skånsom måde at fjerne pilen på. Konklusionen blev den samme; den måtte ud på modsatte side af skulderen.

Hvad der før havde været en rynke af bekymring, blev til en rynke af overraskelse. Meget vidste hun om mørkelvere, men deres resistens for bedøvelse var ukendt viden "Virkelig?" Lød det en kende forundret, ude af stand til at holde et glimt af nysgerrighed ude af de lyse øjne.
Var det et kompliment? Rheia lod tungen væde læberne i et forsøg på at dæmpe det voksende smil. Hun burde ikke lade sig smigre så let, og slet ikke af en udefrakommende. "Du ville blive forbløffet over hvor mange ungelvere der for deres overmod må betale prisen i pile." Indrømmede hun med et dæmpet latterfnys. Hvis ikke orker og dæmoner eller naturen forsøgte at gøre et endeligt på hendes folk, så gav de unge bjergelvere det gerne et skud.

"Så du ikke også må gå tandløs her fra." Havde hun tiltro til at den anden kvinde ikke ville besvime i det øjeblik hun forsøgte at presse pilen i gennem? Ikke fuldkomment. Det var derfor også med en snert af tøven, da hun rakte en læderrem mod Aistaraina, hvorefter hun med et klap anviste hende til at holde mod hendes skulder, så trækket ikke ville sende dem begge gulvet.
"På tre?"

Det var ikke ofte at andre væsner viste den form for interesse i en af Aistarainas egne slags. Hun var vant til at hvad de ønskede at vide, skulle bruges mod dem, men det virkede oprigtigt som om at Rheia var interesseret og nysgerrig i… hvad end det var der havde fået hendes øjne til at skinne på den måde. Det var dog nok til at Aistaraina ikke helt kunne stoppe den lille trækning i mundvigen, der hentydede til at hun i hvert fald fandt noget lidt morsomt. Dog ikke nok til at være et helt smil.

Alligevel havde hun ikke tænkt sig at kommentere på det, men i stedet for noterede på det med ungelverne. ”Det lyder til at uanset hvad ophav ungelvere har, så har de altid en tendens til at finde problemerne,” lød det fra hende. Deres måder at håndtere ungelvere på var dog nok også ganske forskellige, men åbenbart var kernen det samme. De skulle ud og afprøve grænser, og det havde de fleste elvere vil også gjort i deres unge år.

Deres snak kunne dog ikke vare ved, som smerten stadig dunkede i skulderen, og Aistaraina kiggede endelig ned på læderremmen hun blev givet og så tilbage op på Rheia. Det ville blive smertefuldt, men hun kunne også godt se at Rheia alligevel gjorde sit for at forberede hende, og det var ikke som om at det var det værste hun havde oplevet.
Hun tog en dyb indånding, og tog læderremmen i munden, og nikkede, som hun placerede sin hånd mod Rheia’s skulder. Hendes øjne var stålfaste og hendes ansigt havde lagt sig i seriøse folder igen. Uden tvivl noget hun gjorde når hun forberedte sig.

Den gensidig forståelse var uventet og nok til at få Rheia til at slippe et mindre latterfnys der vidnede om enighed.
Rheia forsøgte ikke at lade beskuelsen af Aistaraina's træk skinne alt for tydeligt i gennem mens hun sikrede sig selv mod knuste tænder og en afbidt tunge. En klippe. Hun mindede hende om en klippe, sådan som hun sad med stålfaste blik og solidt forankret, fysisk og mentalt. Hun vidste bedre end at være forudindtaget, men måtte endnu en gang sande at den mørkhudet elver overraskede hende, positivt.

Med et solidt greb om pilen, nær indgangshullet, begyndte hun optællingen. På to, ikke tre som aftalt, blev pilen trukket ud. "Beklager." Lød det i en fokuseret mumlen, inden hun sekundet efter sørgede for at holde et fast tryk på hver af de åbne sår pilen havde efterladt sig. "Dybe vejrtrækninger ind gennem næsen." Påmindede hun med blikket vendt væk fra skulderen, imod Aistaraina's ansigt "Når du er klar, så skal jeg bruge din hjælp til at holde pres mod såret her mens jeg tager en forbinding." Hun gjorde et indikerende nik mod hendes hånd holdt mod forsiden af skulderen.

Aistaraina havde været, men uanset hvor klar hun havde været, så var hun ikke klar på at den blev skubbet ud på to... og hun havde nok heller ikke været klart på at den var blevet skubbet på tre. Et skrig der blev kvalt som hun bed ned i læderet undslap hende trods alt. Hun kunne klare smerte, men selv den mest stålfaste ville ikke kunne ignorere at få en pil igennem skulderen.
Åndetrækningerne var først lidt ustabile, men det var som om at mørkelveren blot behøvede nogle øjeblikke for sig, inden at hun tog nogle kraftige men stabile åndetræk, som hun prøvede at stabilisere sig selv. Det gjorde så forbandet ondt, men de havde ikke tid til at hun sad her og var ynkelig.
Hun nikkede. Øjnene var stadig faste i hendes beslutning, som hun med alligevel en lidt usikker hånd rakte op for at lægge en hånd, hvor Rheias hånd var, for at overtage presset, hvilket hun også ville lægge på ligeså snart Rheia fjernede sin. Hun følte sig måske selv lidt svag, men Rheia havde vel forberedt forbindingerne nok til at det kun tog et øjeblik før hun var tilbage.
Det gik dog også op for Aistaraina at skulle Rheia ønske det, så kunne hun nok bare efterlade mørkelveren her for at bløde ud, men det ville være for dumt i forhold til at hun var blevet taget hele vejen til hendes by. Hun måtte stole på Rheia.

Først da hun var sikker på at Aistaraina var i stand til at holde presset trådte hun tilbage, tørrede det værste blod af fingrene og fandt en stak med friske bandager.

Rheia var ingen helbrederaske, men livet i bjergende dikterede vigtigheden af at have en vis bassin viden om urters helbredende virkning og skønt forbindingerne ville være til stor nytte, så ville sårsalve ikke skade. "Jeg må erkende min viden om din sla," Indledte hun, men brød af  "- dit folks resistens overfor forskellige fremmedstoffer er sparsomlig, så hvis du kunne assistere mig i hvad der har en virkning og hvad der ikke har?" Korrigerede hun og flyttede spørgende blikket fra en samlingen af mindre salvekrukker tilbage mod Aistaraina.


 

Aistaraina følte sig lidt let til hovedet, hvilket nok ikke var noget under med mængden af blod der nok stadig sivede ud af hende, til trods for at hun pressede ned mod såret. Alligevel prøvede hun at holde sig slev nogenlunde fattet, som hun kiggede mod bjergelveren, og derefter mod slavekrukkerne, før de landede på elveren igen.
"Jo stærkere, jo bedre," sagde Aistaraina, selvom hun heller ikke gjorde sig meget i den helbredende del. Der havde hun trods alt andre. "Planter der som udgangspunkt er giftige virker ikke... helt ligeså effektivt." Men alt kunne bruges, så lang tid at det var i store nok mængder. Det var en af de ting man lærte typisk på den hårde måde. Enhver mørkelver havde vel prøvet at blevet forgiftet i hvert fald et par gange i deres liv. Hvis ikke af sig selv, så om ikke andet af nogle andre, som ikke tænkte at de var resistente overfor det meste. 

Jo stærkere, jo bedre. Efter hurtigt at have byttet rundt på nogle af krukkerne og tilføjet en enkelt med pulver, kunne hun ikke længere udskyde rollen som lægekyndig. 
Med en klump salve på fingrene nikkede Rheia kort som tegn til at Aistaraina kunne fjerne hånden igen, hvorefter hun først smurte et tykt lag af en okkergul, hask lugtende, creme på såret for- og bagside. "Forhåbentligt er det her stærkt nok til at standse blødningen og fremskynde healingen." Forklarede hun og trykkede forsigtigt lidt af det røde pulver mod salven, hvorpå forbindingen blev lagt med forbavsende kyndig hånd. Det måtte gøre det for nu. Ganske tilfreds med sit eget arbejde, og udeblivelsen af blodsivning på den friske gaze, rakte hun ud efter vandfad og linnedklud, så det værste blod kunne vaskes væk.

Med såret håndteret, krævede det pludselig en mere aktivt indsats ikke at lade de havskums blå øjne vandre omkring den mørke nøgne hud. "Mørket falder snart. Det vil være for risikabelt at flyve, jeg er bange for din besætning må undvære deres kaptajn indtil morgengry." Konstaterede hun med blikket låst stift på kluden, inden det løftede sig og søgte øjenkontakt "Du vil sove her, og du vil ikke gå ud uden jeg er ved din side." Nok var bjergelver og mørkelverne ikke i strid med hinanden, men det betød ikke at alle i klanen ville være lige venligt stillet overfor en fremmed artsfælle.

Som det blev påført, så sveg det lidt i såret, men Aistaraina gjorde ingen mine herved. Det var ingenting til smerten af at få hamret pilen hele vejen igennem trods alt, selvom det var en intens smerte, og nu, som der blev bundet om hendes skulder, så var det i stedet for en dunkende smerte der var i hendes skulder, og så følte hun sig bare umådelig træt. Hun ville ikke vide hvor meget blod hun havde formået at miste, selvom den lidt klæbende følelse fik hende til at tænke at det nok var mere end hun havde lyst til at bilde sig selv ind.
Det var nok også grundet til denne smerte, og træthed, at hun ikke skænkede de ekstra blikke noget. Hun var ganske vel stadig i overlevelsestankegangen, og de var kun to kvinder. Der havde nok været noget andet havde hun siddet overfor en mand.

"Jeg tænker de overlever en enkelt nat uden mig," svarede hun, selvom der var en antydning af taknemmelighed at spore i hendes stemme. Hun var ikke sikke rpå hvor godt hun ville kunne finde ned af bjergsiden som hun var lige nu, selv hvis hun fik hjælp.
Hun tog en kontrolleret vejtrækning kort, for at få lidt mere fokus på sig selv, og ignorere smerten, så hun kunne fokusere på bjergelveren. Hendes eget blik stadig stædig og stolt, selvom trætheden var begyndt at emme ud af hende. "Bare rolig, jeg har ingen intentioner om at tage chancen med dine klanmedlemmer," indrømmede hun. "Hvor jeg kommer fra, er I ikke ligefrem kendt for jeres gæstfrihed nemlig." Et lille smil i mundvigen, næsten som prøvede hun at lette stemningen en lille bitte smule, selvom det nu var ganske sandt. Men nu kunne ikke nogen af elverfolkene være kendt for at være gæstfrie. Bjergelverne var dog nok det tætteste mørkelverne kom på et elverfolk der måske kunne forstå dem, men selv der... så var det næppe. Aistaraina kendte godt skræk historierne om mørkelverne der gik i elversamfund, og desværre var langt fra alt bare skræk historier. 

Selvom klanens eksakte placeringen sjældent var kendt for udefrakommende, så var den ikke umulig at finde og det sidste Rheia havde brug for var at blive overrendt af en hel besætning. Stolede hun på når Aistaraina sagde de sagtens kunne klare en nat uden deres kaptajn? Til Rheia's egen overraskelse, måtte hun sande at svaret på det var et ja, trods de dårligt nok kendte hinanden af andet end navn.
"Vi har sjældent råd til den store gæstfrihed på disse kanter." Medgav hun med en let latter boblende i stemmen. Skønt der trods den muntre tone lå en hvis sandhed bag ordene. Det var sandt, bjergelverne havde ikke det bedste ry for deres gæstevenskab overfor de fleste racer, omend de heller ikke var direkte fremmedfjendske overfor de fleste racer.

Med blikket løsrevet fra Aistaraina, og hendes halv nøgne tilstand, vendte Rheia sig om for at finde noget tøj til låns. En mindre bunke af neutral farvede beklædnings blev rakt frem mod kaptajnen. "Er du i stand til selv at klæde dig på eller skal du have min hjælp?" Spurgte hun med en klar forventning om at måtte være behjælpelig, men noget i gråelveren sagde også at kvinden der sad overfor hende, trods for den medtaget skulder og den faldne blodprocent, stadig ville være for stolt til ikke at prøve selv først.

Når man var et folkefærd som Rheias eller sågar Aistarainas eget, så var der en ting man prioriterede over alt andet, og det var at holde sit eget folk i live, hvad end det tog, og derfor var det også nemt for Aistaraina at finde den samme latter som Rheia over det. Det var måske ikke noget der var værd at grine over, men lige på det punkt kunne de trods alt forstå hinanden, og Aistaraina følte sig lettet over at til trods for at de ikke var gæstfrie, så ville hun for nu ikke blive dræbt med en pil i hjertet.

Aistaraina rakte ud med den stadig gode arm for at få tøjet. Det var noget andet materiale, og mere praktisk for bjergmiljøet måtte hun medgive allerede da hun mærkede stoffet. "Jeg tror jeg klarer mig," sagde hun, næsten per automatik. Der var ikke noget der hed at være svag i hendes omgangskreds, og hvis hun ville være være det, var det kun overfor ganske få folk. Folk hun kunne stole på. Og selvom hun ikke tænkte at Rheia ville kalde hende svag for hjælp, så var det stadig stoltheden og stædigheden der holdt hende tilbage.

Hun fik forsigtigt foldet trøjen hun var blevet givet ud for at starte med at forsøge at tage den forsigtigt på hendes gamle arm, som hun med meget forsigtige træk endelig fik trukket over hendes skulder, og så skulle hun prøve at få den anden arm igennem, hvilket ikke var ligeså nemt lige at få fanget og få på, når hun ikke ligefrem kunne bevæge den ene skulder særlig meget, selvom stædig som hun var, sagde hun ikke noget højt omkring det.