Kontrol, blev skrevet på tavlen, og hun måtte indrømme det ord og det næste, tryghed, ofte gik hånd i hånd i hendes hoved. Men at se det hvid på sort var ikke behageligt, da det betyd hun blev nød til at indrømme det over for sig selv hvis de skulle snakke mere om det. Det næste der blev tilført fik hende dog kort til at hæve et øjne bryn, men kendte hun Corrélian godt nok, kunne hun forvente en dybere forklaring på hvorfor han havde skrevet lige netop det han havde skrevet. Der var noget underholdende over at se hans hoved gå i stå og kæmpe med at finde ord og svar, men hun gjorde hvad hun kunne for ikke at vise det. Smilet blev undersløret og blikket nærmest uændret. Hånden blev irriteret placeret på hendes egen hofte som hun ventede på hans forklaring.

Den første del af hans forklaring var langt væk fra hvad hun havde forstillet sig han ville sige, men at høre ham fortælle om sin bror på denne måde var ganske underholdende så virkede dette langt fra sagen hun havde lagt frem, men Vinternes stemme var god til at snakke om alt muligt så mon ikke der kom noget mening længere fremme i hans ord. Det var ligefrem første gang hun havde hørt at en datter brugt som undskyldning til ikke at finde hendes krop tiltrækkende, det var vel endelig det han sagde var det ikke? Det var svært ikke at blive en smule mere irriteret over og letter fornærmet. Hun sukkede og rystede hovedet kort, for ikke at kaste ord efter ham på grund at denne uheldige formulering fra hans side af. Hun vidste ikke om hun skulle græde, grine eller skrige over hans næste ord, var det virkelig det han tog ud af hvad hun sagde. I alle gudernes navn hun måtte have formuleret sig ufatteligt uheldigt.
”Om jeg ønsker..deres affektion?”lyd det opgivende, og hun begravet sin pande i sin ene håndflade som hun stirret imod gulvet.
”Okay..okay..” Lyd det lavmælt som hun fjernede hånden og et dybt suk forlod hende. ”En ting af gangen.” det var mere til hende selv end til ham før hun forsatte.

”Hvis vi starter med mine præferancer, så betyder det kropslige til nærmest ingen ting for mig, nyder den kvindelig blødhed mere, men mit valg af partner er baseret på andres sjæl frem for deres figur. Men der er magt i kødes lyst, men det er et helt andet emne.” Første emne løst, håbede hun, for når man håndtere folk der tænkte som ham, håbede hun det var bedre at håndtere disse ting et emne af gangen.

”Om jeg ønsker deres affektion, så er svaret nej Vinters stemme, de er ikke min type, alt for forsigtigt, og tager aldrig chancer i deres sociale handlinger. Jeg ville kede mig hvis de var min eneste ene. Jeg siger ikke dette for at være led, men blot for at ligge sandheden på bordet ud fra hvad jeg ved om det som det er nu.” Blikket gik i som hun genspillede hans ord, kort nikkede til sig selv.

”Mine ord, kommer af frustration. Jeg ønsker de skal kigge på mig, vise mig den respekt som jeg mener at jeg har krav på, vi sidder ved samme bord, med samme magt, men alligevel falder deres blik aldrig på mig. Det forvirrer mig, frustere mig, og endnu mere nu hvor jeg åbner op som jeg gør, og alligevel selv i en situation som denne, viser de mig ikke respekt nok til at se mig i øjne, til at kigge på mig. Og jeg kræver en forklaring og føler jeg har ret til den.” Ordene blev hårde nær slutningen mere kontante. Hun hadet at snakke sådan, behandle alt som officielle papir arbejde, men denne gang var det nødvendigt at skære alt det smukke ved sproget væk.

“Hvorfor er det? De aldrig kigger på mig? Forelsket? Tænker min beklædning af for visende? Eller finde de mig så ubehagelig at de ikke engang ønsker at kigge på mig?"
Yume'Aves ord fra tidligere ekkoede stadig i Cornélians sind, som han forsøgte at finde hoved og hale i den eksplosive sociale situation han befandt sig i.

Cornélians øjenbryn samlede sig i koncentration som Yume'Ave uddybede sin klager mod ham, men de synes kun at bringe mere forvirring end afklaring for Vinterens stemme. Det var dog hverken første eller sidste gang han havde stået i den situation, og han håbede inderligt at han kunne nå til forståelse med Yume'Ave. De havde trods alt et problem der skulle løses udover deres sociale forhold.
I det mindste havde Yume'Ave afgrænset problematikkerne fra hinanden, hvilket Cornélian værdsatte dybt.

"Jeg takker dig for sin åbenhed. Mine ord var blot en forsikring om at jeg ikke holdt noget af dette imod Dem, efter deres anklage om at jeg fandt deres beklædning for visende. Men jeg beklager hvis dens magts manglende effekt på mig har bragt dem frustration". Selv Cornélian, med hans manglende øje for sociale signaler, var i et vist omfang bevidst om hvor sensuelt et væsen Yume'Ave var, men han havde aldrig forestillet sig at det kunne bringe hende SÅ meget frustration at han ikke reagerede.
Cornélian arkiverede resten af den tankestrøm inden han blev trukket for langt med af den, for i stedet at forholde sig til hendes næste punkt.

"Det glæder mig vi er enige om ikke at være tiltrukne af hinanden" lød hans svar blot. Hun havde beskyldt ham for at være forelsket i hende, han havde spurgt ind til det, og hun havde gjort det mere end tydeligt at der hvert fald ikke var nogen interesse fra hendes side af. Endelig lod det til at de var enige om noget. Fremskridt!

Det sidste emne var dog en svære nød at knække, for Cornélian havde respekt for Yume'Ave og hendes virke, og mente også han havde givet udtryk for det! Men det stod ham klart at den intention havde ikke været tydelig nok. "Hvis jeg, som de selv gjorde, skal ligge sandheden på bordet, så finder jeg deres ord svære at følge og ganske selvmodsigende" han fugtede sine læber og sukkede, hans egen frustration nu tydelig.
"Men en ting af gangen. Først og fremmest vil jeg gøre det klart at jeg respektere Dem, Deres person og virke. Jeg påskønner deres indput og finder på mange måde deres tilstedeværelse i Rådet mere relevant end min egen. Jeg har vist denne respekt så sent som i dag ved at tage deres indput til portal-projektet seriøst, til trods for at der indnu vil gå måner inden dens æstetiske udformning bliver relevant, og endnu mere så ved at forsøge at hjælpe dem med dette... problem" han gestikulerede mod tavlen "Til trods for at De tydeligvis kun ønskede den information jeg kunne give dem, gennem min adgang til biblioteket og arkiverne" han rømmede sig en anelse "Det var hvert fald min antagelse" rettede han sig selv, inden han tog en dyb indånding og fortsatte.
"Men det der forvirre mig er at Deres ord bringer mig til at tro de ville foretrække dette, at blive respekteret i Deres arbejde og gøren, deres sjæl så om sige, frem for deres fysiske form. Men samtidig kræser deres klager netop om det fysiske, at jeg skal se og værdsætte Deres korporlige form, for at kunne vise Dem respekt, og det at jeg ikke gør dette, for dem til at føle dem... ikke respekteret? uønsket?" Cornélian slog en smule opgivende ud med armene. Han var på tynd is efterhånden indså han, og samtalen var vist også endt ude af noget af en tangent, som hans egne ord bragte ham tilbage til hvad hendes oprindelige klage, og kernen i alt dette, egentlig var.

"Men, ahem, i de hårde sandheders ånd, så har grunden til at jeg ikke kigger direkte på Dem, ikke noget med Dem at gøre. Eller, det har den indirekte, men det er et problem ved jeg selv, og ikke med Dem. Det ville ikke være sikkert for mig at gå i detaljer, for ligesom dem bærer jeg mine egne hemmeligheder, men jeg kan sige så meget, grunden til at jeg ikke beskuer Dem direkte, er fordi jeg værdsætter deres privatliv, og at det giver mig en knaldende hovedpine når jeg forsøger" ærlig var en dyd, men selv Cornélian indså at han nok skulle have undladt den sidste del.

Det var aldrig nemt at snakke med Vinternes stemme, jo det var begrænset hvor meget de havde privat snakket sammen og normalt var der er et klart emne som de skulle nå til enighed om, eller den bedst mulige handling. Dette var noget helt andet, hun var gået ind på hans spillebane i det private. Det er svært at benægte at de to væsner har nærmest intet tilfælles, og nu var ingen undtagelse. Hun nikkede håbefuldt som han takkede for ærligheden, dog danske kort som han snakkede om den manglende magt. I alle gudernes navn, han skulle bare vide hvor nemt, i hvert fald i hendes eget hoved, hun ville have med at lokke ham til at ville ønske kropslige nydelse. Netop derfor gjorde de ord lidt ondt, og fik hende til at bide lettere sammen irriteret. Det næste, måtte hun dog nikke enig i.

”Ja. Godt, vi er enige om at der ikke er blomsterne følelser i vejen.” hun sukkede kort som det blev sagt, for det ville nok være den nemmeste måde at løse problemet på hvis der netop var blomsterne følelser i vejen.
Selvmodigende? Forvirringen, tvivlen ved det ord var tydeligt at se som hun kiggede tilbage på Vinternes stemme, og lyttede nøje til hans ord. Der blev dog sagt noget som slog lidt til hende. Lidt hårdt til hende som hun satte sig ned igen og lod blikke hvile mellem dem. Hun overvejede hårdt at afbryde ham, men for ny lyttede hun og lod ham tale færdig. Det tog ham tid at finde ord på hans tanker, så nu hvor hans tanker og følelser kom frem, måtte hun hellere lytte. Lettere irriteret, forvirret, hævede hun en hånd til nakken og kredsede eftertænksom sig i håret, denne handling stoppede som han efter at have lagt mange ord som første til alt for mange tanker hos hende endelig kom til hvad hun endelig spurgte om. Hvorfor han ikke kiggede på hende, og at kalde det et svar han kom med, ville være en løgn, men det var starten på noget, mere en forklaring end svar.

”..to sekunder.”startede hun, som hun hævede blikket til løftet, og lod sine tanker forme billeder. For hvad i alverden skulle man svare her? Tage hånd om at hun søgte at udnytte ham? Mens hun selv brokker sig over respekt? At hun giver ham smerter blot ved at være der? At hun snakker lige så meget uden om som ham selv? Sandheden på bordet, ærligheden i luften og alligevel holdt hun sig stadig bag et slør, både fysisk men også mentalt.  Hendes doublemoral omkring at blive beskuet, mens hun selv søgte noget helt andet? Hun fniste kort som tankerne ikke blev nemmere at danne, og måske for første gang forstod hun Vinterens stemmes problem med at lade ord komme øjeblikkeligt.
Blikket gik på døren, nyårs morgen nok ikke mange der ville komme forbi men for en sikkerheds skyld. Hendes Chakra samlede sig, og to meter fra døren begyndte blomster at vokse, og ikke blot lidt, de voksede fra gulvet, og kurvede sig op over døren. Blomster af alle verdens farver, blokeret ny døren, i hvert fald for synet, men hvis nogle rørte det, eller knækkede illusion kunne hun håbe at have tid nok. Hun sukkede dybt og lod blikket falde tilbage på Vinterns stemme, hånden forlod nakken og førte sig til sløret som forlod hendes læber og faldt til hendes skød.
”Jeg..beklager.” Begyndte hun og faktisk smilte kort, som hendes kul sorte ar, blev synlige for ham.


”Der er visse grunde til at jeg eftersøger kropslig opmærksomhed, og jeg ønsker ikke at gå i detaljer med det, men disse ar er en af grundende. Men de har ret, har ikke behandlet dem med det respekt som jeg faktisk har for dem, og for det undskylder jeg.” Hun bøjede hovedet ned i nogle sekunder før hun forsatte. 

”At sige mit arbejde er vigtigere end dit, eller, at du til sider føler noget af den dur. Er dybt forkert kære. Deres arbejde er blandt det mest vigtige i rådet. At sikre den næste generation har en solid og varieret videnshorizont, samt kendskab til vores historie. Er for mig langt vigtigere end at sikre vores grænser eller andre rådslige opgaver. Uden deres arbejde, ville vores art stille og roligt falde fra hinanden. ” Hun åndede ud, og klemte om sløret.

”Jeg beklager virkelig at jeg gik ind i denne samtale og søgte at udnytte deres viden og position. Uden selv at give noget. De har ret, Jeg handlede med meres manglende respekt end jeg anklaget dem for. ” Igen bukkede hun hovedet ned, i flere sekunder før hun forsatte.
”Jeg takker for deres ærlighed, og vil gengælde den. Hvis de har nogle spørgsmål der er nødvendige for at lette deres hovedpine vil jeg gøre mit bedste for at besvare dem. Jeg må være ærlig at tilføre at jeg ikke forstår helt hvad de mener, men de udtrykker et behov for at holde det for dem selv, så det vil jeg respektere.” Hun tog blikket fra ham, imod sin illusion som forsvandt stille og roligt som sløret blev ført tilbage på sin plads og tildækkede hendes ar.

”I ærlighedens ånd.” tilførte hun før han fik mulighed for at tilføre ord. ”Så, ønsker jeg adgang til arkiverne for at finde magiske formulare der kan beskadige sjæle, selv i en drøm. Eller retter, formulare der måske kan, og så eksperimentere til jeg fandt en mulighed for at dræbe dæmonen i min drøm og få hævn for at tage min eget rige fra mig. Drømme riget har altid føltes som mit, altid været hvor jeg har fundet inspiration, øvet min egen kunst, udført rådsarbejde. Blandt andet derfor jeg ofte har benyttet mig af urter til at sove det meste af dagen væk. Men nu, føles det ikke længere som mit rige, det føles som en fængsel hvor jeg er tvunget til at handle i en andens verden imod min egen tro og ønsker. Jeg kan nemt, løse dette problem, men det vil koste et liv, min handling, vil koste et liv. Det kan jeg ikke acceptere, selv hvis det er et liv, som jeg ikke burde respektere. Derfor søgte jeg dig, for at få hjælp, du er den jeg mener vil være bedst til at hjælpe mig i denne situation. Med deres viden, deres logiske sind, og deres egenskaber. Jeg kom til dem grundet respekt, og jeg beklager at jeg ikke viste det. Undskyld.” ærlighed er en dyd siger i, men alt for ofte gjorde det ondt, alt for ondt, og slog huller i stoltheden.

Cornélian ventede, og viste ingen tegn på utålmodighed som Yume'Ave vente hans ord og situationen. Stemningen føltes stadig tæt i hans studiekammer, men han holdt sin vejrtrækning rolig, og hans hænder stille foldet foran sig.
Et kort nik var alt Vinterens stemme følte var nødvendigt, som hun bekræftede atter engang at ingen af dem søgte kærlighed fra hinanden. Og det var en lettelse for Cornélian for ærligt anede han ikke hvad han ville have gjort, eller hvordan han skulle have håndteret, hvis hun havde søgt mere end hans selskab og viden.

"Tag Dem den tid der er Dem nødvendigt" bød han Yume'Ave med en rolig, mild tone. Han ønskede ikke at skynde på hende. Ord kunne tage tid, en ting han kun kendte alt for godt, og Dagens stemme skulle have alt den tid som han kunne byde hende. Det mente han hun fortjente, trods deres uoverensstemmelser.

Da Yume'Aves chakra begyndte at flyde, kunne Cornélian ikke dy sig fra at låne hende lidt af sin egen kraft. Hun synes presset nok i forvejen, og selvom han ikke kendte formålet med den magiske udfoldelse, forstærkede han hendes kraft blot en anelse, så hun lettere ville opnå sit mål.
Som Dagens stemme fjernede sit slør og viste frem hvad hun havde søgt at skjule, kiggede Cornélian direkte på hende for første gang i meget lang tid. Han var overrasket over hvor anderledes hendes ansigt var fra det billede han havde haft i sit hoved. Men korte glimt og halv-glemte minder gjorde næppe Yume'Aves ansigt retfærdighed. Han smilede mildt.

Da ordrene endelig flød fra Yume'Ave, fandt Cornélian dem overraskende. Forfriskende, men overraskende. Normalt ledte den slags situationer sjældent til forståelse i hans erfaring. Yume'Aves ord vakte dog ikke hun lettelse hos Vinterens stemme, men også håb. For dem begge.
Cornélians tanker var fyldt med svar, men han holdt dem tilbage, af frygt for at Yume'Ave skulle miste ordrene, hvis han vovede at afbryde hende. Desuden havde hun ventet på han talte ud, så det var vel kun ret at han gengældte gestussen! Da hun tog sløret på igen, gjorde han en indsats for at holde hendes blik en anelse længere, inden det gled mod tavlen hvor hans noter stod.
Der var meget han ønskede at sige, at forsikre hende om og undskylde for. Han viste ikke helt hvor han skulle begynde. Med en tung udånding rettede han på en stak dokumenter på sit skrivebord, inden han satte sig på kanten af bordet.

"Jeg ved jeg er svær at interagere med. Jeg forstår sociale situationer forskelligt fra andre folk, og der er mange detaljer i dem som jeg ikke forstår" han gestikulerede lidt mod tavlen "Jeg kan se nu at disse ting er dybt personlige for Dem, men for mig var det blot brikker der var nødvendige for at opnå forståelse for det problem De præsenterede. Men jeg burde havde været mere bevidst om de ting jeg gravede i, og den smerte det kunne forvolde Dem" han fugtede sine læber. Det var ikke rigtig en undskyldning, måske knap en erkendelse. Men det havde været et sted at starte.

"Jeg ville aldrig nægte nogen elver viden hvis den viden er min at give, eller forvente noget igen. Det er mit lod at dyrke vores magiske forståelse og læring, og jeg vil hjælpe og støtte alle der søger at lærer, Dem inklusiv naturligvis. Men magien vi bærer er så tæt knyttet til vores følelser, at det at tale om den ene uden den anden ville være som... at tale om mad man kun har smagt mens man holdt sig for næsen." Cornélian stoppede sig selv og sukkede tungt "Men det er næppe strengt relevant, tangerende bestemt, men hvad jeg prøver at sige er at jeg ved jeg kan være intens og påtrængende, og jeg beklager jeg har presset Dem til at tale om ting De helst lod være skjult" nåde han endelig frem til.

Han lod undskyldningen hænge mellem dem, gav den luft, inden han tog ordet igen. "Det sagt, så er jeg delvist uenig med Dem. Ganske vist er læring vigtigt, og vi higer evigt efter ny viden til at fremme vores overlevelse. Men fornyelsen i kunsten er hvad der inspirere os til at søge til at starte med. Det er den der får os til at leve" tilkendegav han sin mening om emnet, nu han ikke havde kunne finde en bedre vej videre.

Cornélians blik skævede mod Yume'Ave igen, inden han vendte det frem for sig. "Der er ingen spørgsmål jeg ønsker at stille Dem, der kan ændre på den situation desværre. Men... jeg kan måske give Dem det svar De søger" sagde han langsomt. Det var et dilemma. Han burde ikke fortælle det, lige meget hvor meget hun selv havde krænget sit hjerte ud til ham. Men han fandt at han ønskede at gøre det alligevel. "Jeg har fået min position her fordi jeg kan mærke magi, chakraen selv, i verden og væsner. Men det er ikke min eneste gave. Jeg kan også se det der er forsøgt skjult. Hvilket er grunden til at det er mig svært at se direkte på Dem, eller spørger ind til det der gør det svært for mig at gøre. Vi holder alle ting skjult, og vi har alle vores grunde til det. Det er ikke min plads at se de ting, med mindre folk ønsker at dele dem." forklarede han lavmælt. Der var ganske få han havde fortalt om denne evne, og den eneste der endnu levede var Elisor. Det var ikke en evne man ønskede folk kendte til.

Cornélian rømmede sig. "Jeg kan ikke give Dem adgang til arkiverne uden at konsultere Nattens stemme, og tagende hendes tankelæsende natur i betragtning, vil det næppe være en god idé. Jeg kan til gengæld samle viden for Dem, og hjælpe dem med at finde en løsning... Jeg vil dog anbefale at vi tager andre med på råd i denne sag. Hvis en dæmon truer dem, truer den vores folk. Men hvis det ikke er muligt at involvere andre, vil jeg søge en anden måde at bringe den magi vi får behov for, med os".

Der var noget ved denne samtale. Der var helt anderledes end samtaler pejlede at være. En sær form for forståelse for hinanden og en masse respekt som ikke havde været der tidligere, og langt fra i det fleste af Yume’Ave’s sociale samtaler. Hun smilte faktisk under sløret som hun mærkede hvordan hun fik lov til at tale, og følte sig lyttet til, på en sær måde. Det var det bedste hendes tanker kunne ligge til det, det var sært. Selv den nemhed hun havde ved at bruge sit Chakra i dette lokale. Det var rart at kunne forme sine kreative billede så frit, hvad end der var i dette rum, om det så var Vinternes stemme selv, kunne det være en god ide at få hvad end der gjorde det med til næste gang hendes evner var nødvendige for kunstens virkelighed. Hun træk på smilet som han sagde at han var svær at interagere med, han skulle bare vide. Som han forsatte, lod hun blikket falde tilbage på tavlen, tilbage til grunden til at hun var her. Hun nikkede lyttende som han begyndte og forsøgte at forstå hvor han kom fra.
”De er ikke den eneste der kan være problematisk at interagere med. Ved mindst lige så mange vil sige det samme om mig, blot nok med det modsatte. Jeg lægger ord og mening i ting, som ikke altid er mening i.” det blev sagt med et skæv tone af humor i ordene.

”Fornyelse tjener ikke noget formål uden historien. Men nyskabelse, kræver der var noget før. Mit arbejde omhandler vores kultur, og den findes kun grundet vores historie. Men den diskussion er lang om hvad der danner grund for en sund og rig kultur og derved kunst, så lad os vente med den til et andet tidsrum som er mere velegnet sådanne en diskussion. ” Blikket dansede let fra tavlen til Vinternes stemme. Det han sagde om følelser og magi kendte hun alt for godt, specielt nu, men vidste ikke hvad hun skulle sige dertil så hun valgte at lade være.

”Du skal ikke beklage. Jo det er ikke behageligt at vide du ved mere om mig end hvad jeg har sagt eller delt, netop derfor jeg aldrig bliver gode veninder med Natten. Men jeg sætter pris på du er ærlig omkring det, selv om jeg ikke forstår hvordan du ’ser’ sløret jeg ligger for mit sind.” Det var ikke helt ærligt og gjorde det nok ikke bedre at en ny lille sky dukkede op som hun holdt sine sande ord væk fra ham. Men det var nok mere vane, end noget hun aktivt gjorde i dette øjeblik.

”Omkring Arkiverne, så er det forståeligt. Men en anden mulighed, efter du forstår hvad det endelig er at der er sket, og hvilket brikker jeg spiller imod, så må du selv vurdere om du ønsker det. Men den anden mulighed er, at du finder runer, symboler, formulere, eller cirkler som kan være mig behjælpelige I at bekæmpe drømme dæmonens muligheder for at invadere mine drømme. Eller muligheder for at bekæmpe ham. Har tænkt meget hvordan jeg ønsker at håndtere dette og jeg vil have hævn, hævn over at han gjort mit rige utrygt og vil have mig til at handle imod min vilje.” hun ømmede sig og rettet sig op.

”Dæmonen er fra mørket.” tilførte hun. ”Han vil have mig til at danne møder for mørkest spioner, og at mørket har en drømme dæmon er problematisk, i hvert fald for mig og hvordan jeg normalt benytter mine evner. Kan ikke slappe af i natten mere efter han invaderet, og for nu, må jeg indrømme at jeg gør hvad han har bedt mig om.”  hun holdt en kort pause, som hun mærkede hullerne blevet slået i hendes stolthed.

”Men tror ikke han har tænkt over mine drømme dagbøger findes.” tilførte hun med had i stemmen. ”Men..mangler en lang sigtet plan og at få styr på den dæmon på en måde ingen kommer i livsfare, før jeg kan bruge den viden til noget.” med et håbefuldt blik, kiggede hun imod vinternes stemme, og håbede virkelig han ikke tog disse ord forkert.