Tanken havde strejfet hende at efterlade oliehandleren tilbage, i den let skjulte afkrog. Det var ikke svært at forestille sig hvordan panik ville sætte sig i de kønne mørkeblå øjne, hvor fra den langsomt ville brede sig ud over de fine træk i det spidse ansigt. I stedet var hun troligt blevet stående, for når det kom til stykket, var hun ikke ondsindet som person.
Allerede nu legede hun med ham i en grad, som kun folk havde betalt for før, og for hvad? Fordi han ikke turde stå ved sig selv eller var det fordi hans vrede der havde blusset frem bag alt det blå, havde skræmt hende selvom han ingen antræk havde gjort til at ville skade hende?
Han ville have slået dig, hvis ikke du havde været en kvinde. Slået dig i afmagt og ikke fordi han betalte dig for at få lov. bød en spottende indre stemme ind mellem lavinen af tanker, hvor den blandede sig med den pludselige skyldfølelse.

Sukket og de strejfende fingre der på ny søgte drømme billedets hånd, gjorde det på ingen måde nemt at holde fast i at prikke til Frederik, som hun hidtil havde gjort.
Den mørkhåret mand kom elveren i forvejen, da han var det første til at trække sig tilbage, inden Daena knapt nok havde formået at skille læberne ad. Munden lukkede sig igen, kvalte den kommentar der havde ligget på tungespidsen. Hånden over ansigtet, den opgivende kant i stemmen sammen med den frustration der lå bag.
Uden indvendinger forsvandt Aedion, lod hende stå tilbage i hans sted, før hun trådte hen og tog pladsen ved siden af Frederik, påpasselig med ikke sidde så han ikke kom i berøring med hende ”De andre kan ikke se ham, Aedion. Alt de ser er os to.” forsikrede hun da det pludselig blev vigtigt at få den sandhed med. Hovedet lagde sig på skrå, ventende på at møde hans blik. Skulle det rejse sig med hovedet fra den bøjede position ”Jeg kan endda gøre så han kun er for dig at se alene. Jeg vil vide du ser ham eller hvem der ellers måtte tage hans plads en dag, men jeg vil ikke se ham som du gør.”.

 Frederik vidste ikke helt hvad han havde forventet der ville ske når Aedion forsvandt og han stod tilbage med Lily. Et eller andet sted håbede han at ubehage og væmmelsen ved hende var forsvundet. Hvis bare han kunne finde én kvinde han nogenlunde kunne holde ud at være i nærheden af. Så heldig var han dog ikke. Aedion forsvandt, og da Lily kom hen i sofaen til ham, mærkede han med det samme ubehaget løbe ham ned af ryggen, og væmmelsen der fik hans maveindhold til at vende sig. Hverken ubehage og væmmelsen var dog lige så tydelig som den havde været tidligere på aften.
 " Jeg.. " ved ikke hvad du snakker om.. Frederik stoppede sig selv fra at færdiggøre sætningen. Der var jo ingen grund til at han holdt fat i stædigheden om at han ikke vidste hvad hun snakkede om. Stædigheden der holdt ham for at indrømme hvilket begær han i virkeligheden havde følt over for drømmemanden - hun vidste tydeligvis et eller andet. Frederik sank i stedet en klump, da han nok ikke ligefrem behøvede at skjule hans ubehag ved hende, rullede han lidt med skuldrene og lod en rynkende grimasse glide over ansigtet, inden han flyttede sig lidt uroligt i sofaen, og rykkede sig lidt længere væk fra hende. 

 "  Du ved ikke noget..  " mumlede Frederik som han løftede hovedet lidt og så på hende med let smallede øjne. Selvom det lød mere som endnu en afvisning af hvad hun snakkede om, var det mere et ønske om, at hun ikke fortalte noget til noget. Hun vidste ikke noget, så der var ikke noget hun kunne fortælle andre. Det var selvfølgelig ikke sikkert at hun forstod det som han mente det, men blandt det hårde i hans blik, kunne man ane noget bedende. 
 Frederik slog blikket ned mod gulvet igen og lod begge hænder køre gennem håret og om i nakken, hvor hænderne blev hængende mens blikket forblev vendt mod gulvet. Han havde brug for lige at tænke.

”Jeg(…)” Frederik bød sig selv af, mens Daenas ene øjenbryn hævede sig. Ventende på at han igen ville komme til orde og benægte endnu en gang, stå stålfast på at ingen mand, end ikke Aedion, kunne få hjertet til at slå hårdere og blodet til at suse i den lange krop.
Stik mod forventningen, kom den aldrig og det hævede øjenbryn fik derfor hurtigt selskab af det andet i et overrasket udtryk. Langsomt drejde hun sig på bænkesædet, så fronten var rettes mere mod hans skikkelse, end ud i rummet. I samme moment skubbede hun sig tilbage, så afstanden mellem dem forblev den samme.
”Nej, intet.” lovede hun med et lille forsigtigt smil, da de smallede øjne ramte hende. Blikket vendte sig væk fra Frederik, hen over det par der spankulerede forbi og blev mødt med et høfligt nik.
”Jeg går ud fra, at du måske har nogle… Spørgsmål?” ansigtet vendte tilbage på den foroverbøjet mandsperson "Måske ikke lige nu. Der er meget som der skal synke ind, men måske på sigt vil der komme noget som går dig på sinde." en kort pause blev taget, lang nok til hendes ord kunne bundfalde sig hos ham, men kort nok til han ikke kunne nå at give hende svar på tiltale med en ny afvisning "Jeg vil gerne svare på dem uden det skal koste dig krystaller, men det skal nok gøres i mere private omgivelser.".

  Et kort nik kom fra Frederik lige inden han lod hovedet vende tilbage til at hænge i den foroverbøjet position. Så længe hun var med på at der ikke var noget at vide var der ikke mere han kunne gøre. Jo, han kunne blive ved med at lyve og benægtet, men Lily havde jo nærmest taget ham med bukserne helt nede anklerne. 
 Normalt var Frederik god til at lyve, men Lily havde set noget der kun var for Frederiks sind, og selvom han ikke rigtig var villig til at indrømme hvordan han egentlig havde det, var det jo tydelig han ikke kunne bliv ved med at benægte det - ikke over for Lily. 

 Frederik sad i stilhed og lyttede til hvad hun havde at sige. Det gjorde han ikke mere afklaret, men det var da rart at vide han kunne spørge mere ind til hvad end det var der var sket. Godt nok var det ikke ligefrem fordi han havde tanker om at skulle se hende igen. Faktisk så han helst de begge glemte alt om hinanden. Alligevel var der en del af ham, der ikke kunne lide den plan. Den del der ikke kunne få Aedion ud af hovedet. Få fornemmelsen af, at han kunne røre ham. Mærke ham. Blive et med ham.
 " Kan.. jeg se ham igen..? " lød det meget lavt og temmeligt modvilligt fra ham. Det var jo næsten det samme som at indrømme han begær for manden. Men åh hvor var det bare noget andet at se ham ude for drømmene. Desuden havde Lily ret, det var meget der lige skulle synke ind og som han skulle overveje. Og det var nok ikke i dag han ville kunne få hoved og hale i tanker og følelser. 

Normalt ville hun have rykket sig nærmere, endda lagt en hånd på armen, med lette fingerstrøg over de kostbare klæder. Men ikke med Frederik, hendes berøringer havde før fået ham til næsten at fryse til stedet, kun for at tø under den vrede hendes ord havde ført med sig. Ord hun nu mere påpasseligt vægtede før de blev delt.
Nok var Daena ikke i stand til at læse tanker, men den modløshed eller rettere fortrivelse, som hang over ham og fik hovedet til at hænge nedstemt var svar nok. Hun, nej Aedion havde sat knudrede tanker i gang. Tanker som oliehandlen nu selv havde til opgave at rede ud, så han kunne finde hoved og hale i dem. Finde ud af om de skulle bestemme mere end hjertets følelser.
”Ja, men ikke nu og ikke her.” svarede hun ham med rolig stemme, før hun rejste sig fra sit sæde ”Lily… Jeg er at finde til alle større arrangementer for de højbårne og overklassens handelsmænd, hvis ikke jeg er alene der, kan De finde tage til hjørnehuset på Triumfstræde og Vogterensvej.” hændernes flader gled rutineret over kjolens stof, glattede de få folder der var kommet da hun havde taget pladsen ved siden af på bænken. Nejet viste deres stand, udført til perfektion som havde hun ikke bestilt andet hele livet, hvilket ikke helt var ved siden af.
”Det var begivenhedsrigt at møde Dem, Hr. Hanson.” med de ord bevægede den unge elver kurtisane sig væk, fra den langlemmede unge mand, efterlod ham til egne tanker med den åbne invitation til at ses igen.

 Selvfølgelig forventede Frederik et eller andet sted at han fik hvad han bad om.  Han var jo ikke helt blind for hvad for en pige hun var. Derfor blev han også noget så skuffet da hun afviste at han kunne få lov at se den skønne, perfekte mand igen. Skuffelsen viste sig en smule i hans holdning der pludselig virkede noget mere slap og opgivende. Hvorfor ikke bare et hurtigt syn? 
 Læberne blev presset sammen og Frederik lænede sig tilbage med et lille suk, mens han lyttede til hende. Han havde ikke tænkt sig at finde hende. Han håbede på de begge kunne glemme alt om hvad der var sket her til aftens og gå hver til sit. 

 Frederik betragtede Lily lidt som hun havde rejst sig og rettede på tøjet. Selv blev han siddende - hvis hun ikke ville lade ham se Aedion et lille øjeblik inden hun gik, gad han heller ikke sige ordenligt farvel. Hun var alligevel ikke spor høflig selv. En let brummen lød kort, som hun sagde det havde været begivenhedsrigt. Han var sikkert på de ville gå derfra med forskelligt syn på deres møde. 
 Mere svar fik Lily ikke, i stedet betragtede Frederik hende lidt som hun begav sig væk. Med en tung vejrtrækning lænede han sig tilbage i sofaen, og som Lily kom ud for hans synsfelt, sank han en klump og kørte den ene hånd gennem det tykke hår. 
 Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham se Aedion en sidste gang? Frederik følte sig allerede underlig tom.