Gryderet? Ikke det mest fornemme, men Jontar var ikke kræsen. Jovist spiste han ikke alt for underklassemad, men en hjemmelavet gryderet virkede mere det som den almindelig borger i landet spiste. Og hvis Estella bare var halv så god til madlavning, som hun var til healing, skulle fyrstesønnen nok spise uden brok.
Hun hoppede ned fra taburetten og begyndte at dække bord. Kun til to. Gryden var tydelig familiestørrelse, men hun dækkede kun op til de to. Jontar kunne mistænke grundene, hvor han kun anså to som realiteter. Enten ønskede hun ikke at blande resten af familien ind i fyrstelige affærer, eller også ønskede hun, at de to var alene. Dog valgte Jontar ikke at pointere dette andet end ved at løfte øjenbrynene, da tallerkenen kom foran ham. Det mindede ham om dengang, da han var lille og vågnede op sulten om natten. Der var altid folk nede i køkkenet på paladset. Slaver eller tjenestefolk. Når Jontar tog derned for at få stoppet sin nattesult, satte han sig altid ved bordet, der egentlig var beregnet til tjenestefolket, når de skulle spise. Her ville alt blive serveret for ham. Præcis som Estella gjorde lige nu.
"Mørbradgryde er mere end nok, Estella," sagde han lige så drilskt tilbage, som hun havde givet kommentaren til ham. Måske hun var ved at bløde op til en prins. Efter alt på nær gryden var placeret på bordet, kiggede Jontar kort over til den. Den var stor. Kunne Estella bære den alene? Skulle han være en gentleman eller gøre, som hvis han var vågnet midt om natten og krævede natmad af tjenestefolket? "Estella, skal jeg hjælpe med gryden, eller har du den?" Andre adelige ville nok ikke have tænkt at hjælpe dem, de var gæster hos. Jontar kendte endda visse individer, der ville se ned på ham for blot at tilbyde det, om så det mere var af høflighed end et decideret tilbud. Men der havde Jontar altid været ligeglad. Han havde været ligeglad, da onklen i sin tid havde nævnt, det ikke lå normalt til slægten at bytte deres slaver ud. En tiårig Jontar havde gjort, hvad han ville. Om så det var adeligt gjort eller ej. 

Estella smilede til ham, som han svarede tilbage at mørbradgryde var mere end nok. Det ville også have været noget af et problem, hvis ikke det havde været nok for ham, for så skulle hun hurtigt finde på noget andet. Skrabe noget sammen og lade som om det ikke var besværligt og ekstra arbejde. Fyrstesønnen skulle jo endelig ikke føle han var til besvær når nu han var på ’besøg’.

De observante øjne, bed mærke i at han skævede over mod gryden. Var han så sulten? Da han så spurgte om hun skulle have hjælp til at flytte på gryden, så hun sig over skulderen mod gryden, for at se tilbage på Jontar. ”Bliv du bare siddende,” forsikrede hun. Hun tænkte ikke helt over at det normalt var hendes brødre der bar den store gryde over. Hun kunne jo godt tage de fleste gryder. Hun vendte derfor rundt på sine hæle, og begav sig til gryden. Hun fjernede taburetten og fandt et viskestykke frem, således hun kunne gribe bedst muligt om gryden, uden at risikere hun ville brænde sig på den. Fingrene greb rundt om hankerne, og en, to… Tre!

Der skete ikke noget. Den rykkede sig minimalt fra sin plads. Hun sukkede som hun slap den igen. Måske skulle hun bare lige finde en anden måde at gribe om den? Hun prøvede at placere sig anderledes, med et andet greb om hankerne, men det lykkedes heller ikke. Det var jo pinligt det her… Hun sukkede atter lavt, bed sig kort i læben som hun overvejede hvad hun kunne gøre. Hun kunne tage hans tallerken og skænke op til ham! Men så kunne han jo ikke være sikker på at hun ikke forgiftede ham… Hun kunne bede ham at skænke til sig selv herfra! Nej… Nej…
Hun skævede hen over sin skulder kortvarigt, inden hun drejede rundt tomhændet. ”Du må gerne hjælpe,” lød det fra hende. Det var tydeligt for en hver at hun ikke var meget for at spørge om hjælp, men hun var trodsalt vant til at hendes brødre eller far bar gryden over. Det var jo heller ikke fordi hun kunne prale af at være muskuløs, når hun hovedsageligt lavede madlavning og gjorde rent.

Ingen hjælp ønskede Estella først. Han skulle sågar forblive siddende, hvilket Jontar gjorde lydigt, som havde hun givet ham en ordre. Fra sin siddende position skævede han blot til kvinden, imens hun med tydelig besvær prøvede at løfte gryden. Og dette var virkelig 'prøvede', for gryden blev ikke flyttet fra kogepladen. Den flyttede sig måske rundt, men Estella fik den ikke løftet for at få den hen til bordet. Allerede der forventede Jontar, at hun ville tage ham op på hans opfordring. Og det gjorde hun skam også.
Som Estella vendte sig rundt tomhændet, bad hun ham om hans hjælp. Taknemmeligt smilte Jontar, som han løftede. "Skal ske, kære ungmø." erklærede Jontar og gik hen til gryden. Selvfølgelig gjorde han normalt ikke i at hjælpe i køkkenet derhjemme, men armene var stærke nok til at løfte en fyldt gryde som denne. Han skulle jo kunne håndtere de slaver, der ikke ønskede at lytte efter. Trække dem som slemme hunde, give dem straf for ulydigheder og meget mere. Meget vel var han adelig, men det gjorde ham ikke ubrugelig. 
De solbrune hænder tog fat i hvert håndtag på gryden. Lavt gik Jontar nød, før han løftede op. Gryden slap kogepladens underflade. En lille grimasse af tunghed blev skåret, men ikke nok til at gøre fyrstesønnen ubrugelig at snakke med. "Godt tung, ja." smågrinede Jontar, inden han tog de få skridt hen til bordet og satte den store gryde derpå.

Lettere prustende åndede fyrstesønnen ud, som han kørte en hånd igennem håret og kiggede på Estella. "Der er mad, går jeg ud fra." sagde han varmt og charmerende, som han henviste til den stol, han ikke havde siddet i lige før. Den ved siden af ham, ikke over for. Han ville have hende ved sin side i nærheden af ham. Og han satte sig først, da hun havde sat sig, hvor han havde peget imod. For at se, om hun ville lytte til en prins' ordre eller gøre, hvad hun selv ønskede. For Jontar kunne være så fandens overtalende jo.

Et lille smil bredte sig på det kønne ansigt, som Jontar med et smil rejste sig og stadig ville hjælpe hende. Hun regnede ikke med at han normalt hjalp til i køkkenet i Kazimi paladset. Ja det kunne måske endda mistænkes at det var første gang han hjalp til i et køkken. Men som tidligere studeret, var han umiddelbart mere muskuløs end hende selv. De ansatte han havde, til at lave mad, havde jo sikkert alle musklerne til at bære rundt på mad, når det gjaldt føde til Kazimi-slægten.

Estella valgte at gøre plads til fyrstesønnen, men stod ikke for langt væk, således hun snildt kunne gribe ind hvis der skulle ske noget – selvom det nok ville gøre ondt at gribe ind, når det handlede om en stor gryde med varm mad. Det var tydeligt, både på den lille grimmase, og på ordene Jontar lod undslippe sin mund, at gryden var tung. Det var nok meget heldigt de ikke skulle så langt – ikke fordi hun tvivlede på hans evner.

Så snart gryden stod stabilt sendte Estella ham et bredt smil. ”Tak,” Hun nikkede så beslutsomt, som han nævnte der var mad. ”Ja det tænker jeg,” lød det flinkt fra hende inden hun så mod stolen han henviste til at hun skulle sidde på. Normal vis ville hun vente på han havde sat sig, men det var som om, at det bare virkede som en god ide at sætte sig til rette med det samme. Så snart hun havde sat sig, fik hun dog fornemmelsen for at stå op igen, men kun for at kunne nå ned i gryden og skænke til dem begge. ”Må jeg?” spurgte hun og pegede mod den tallerken hun havde sat frem til ham. Ville han tillade det, ville han skænke op til ham og efterfølgende sig selv.

Igen kunne Jontar ikke vide, om det var Estellas egen instinkt eller hans overtalende evne, der fik hende til at sætte sig. Men kvinden med det stråblonde hår satte sig til rette lige der, hvor prinsen ønskede og hun satte sig, før Jontar havde. Dog fulgte han hurtigt med, da først hendes bagdel var blevet plantet i en stol. 
Et nik blev givet for at gøre tegn på, at hun gerne måtte skænke til ham. Det var det mindste, der kunne ske for en adelig. Normalt var alt allerede serveret for ham. Ingen store gryder på bordene, men allerede på tallerkenen. Derfor lod Jontar hende først servere til ham for derefter at skænke til sig selv. Selvfølgelig ham først. Det behøvede han ikke engang pointere Estella på. Hun var en god borger. Lydig og høflig. Præcis, som adelige ønskede fra pøblen.

Mørbradgryden blev serveret og kort kiggede Jontar ned i den rødbrunlige masse, før han løftede en ske for at tage første mundfuld. Manererne var selvfølgelig høje. Han var jo søn af fyrsten. Derfor blev skefulden taget uden at dryppe eller slubre for meget. Ja, man skulle nærmest tro, at Jontar sad til middag med Lysets Dronning og ikke en simpel kvinde, han havde stavret ind hos, fordi hans vogn var kæntret. 
"Det smager godt, Estella. Du kunne nemt gå hen og blive en formidabel kok. Eller i hvert fald en kokkedame," komplimenterede Jontar smilende, før endnu en skefuld blev ført op til de skarpe læber. Det var varmt, men godt. Ingen gad en kold mørbradgryde. Dog dampede det endnu fra gryden og endda, når det lå på skeen. Derfor, som Jontar havde slugt anden skefuld, tørrede han sig kort for munden og lagde skeen fra sig. "Har du noget at drikke? Vand, vin, noget?" Det var ikke som sådan behandling af Estella som en tjener. Hvis hun havde været dette, havde fyrstesønnen forventet at få dette uden at spørge. Ved at spørge viste han også, at hun endnu var værten, om så hun var vært for en prins. 

Der blev skænket; en særligt god portion til Jontar, og en lidt mindre til hende selv. Hun påstod selv at hendes lille højde gjorde forskellen i hvor meget hun kunne spise. Estella vidste at gæsterne altid skulle have mad først; alt andet ville være uforskammet. Og hun var jo blevet opdraget pænt og for de fleste var det et under at hun ikke var gift endnu, med de manerer hun havde.

Estella tillod ham at tage en den første mundfuld fra sin tallerken, og afventede en reaktion, så hun kunne finde ud af om hun skulle hente salt, pepper eller andre krydderier til maden. Han spiste så pænt, at hun næsten overvejede om afkommene af Kazimi blev straffet hvis de ikke spiste helt korrekt; uden at spilde en dråbe eller slubre. Hun sendte ham dog et bredt smil, som han komplimenterede hendes madlavning. ”Det glæder mig at høre du kan lide maden. Og tusind tak,” lød det glad fra hende, med lidt varme i kinderne. Hun vendte dernæst sin opmærksomhed til sin egen tallerken hvor hun tog en enkel skefuld, så pænt som hun nu kunne; dog slet ikke på niveau med Jontar. Hans forespørgsel om noget at drikke fik hende til at spærre øjnene lidt op. Hun havde glemt noget. Hun satte skeen fra sig, og nikkede med en bekræftende lyd, mens hun sank maden. Hun fik dernæst rejst sig op og fandt vej hen til en tønde, som stod skjult og mørkt. Oven over tønden stod der masser af krus. Med kendte bevægelser, fandt hun en lille skammel frem, som hun stilede sig op på, for lige akkurat at kunne nå krusene. Med et i hver hånd, begav hun sig ned at den lille skammel og skubbede den ind under tøndens hane. Hun gik så tilbage til bordet og placerede et krus hos ham, og dernæst et hos hende. ”Beklager,” lød det kort fra hende, inden hun begav sig tilbage til tønden og fandt en lidt pæn karaffel, som hun fyldte med en fantastiske medanske rød vin. Så snart den var fyldt, begav hun sig atter tilbage til Jontar og stillede sig mellem deres stole, så hun kunne skænke til ham og dernæst sig selv. ”Lokal vin,” forklarede hun, som hun skænkede den røde væske.

Komplimenten faldt tydeligvis i god jord. Måske lidt for god jord. Eller også var Estella bare nem til at få røde kinder. Eller også var det, fordi hun ikke ofte blev komplimenterede af adelige. Dog tog prinsen dette som et godt tegn. Han havde en positiv effekt på denne kvinde, omend hun var fra pøblen. Det gjorde ham intet. Han havde med slaver at gøre dagligt og de var langt lavere end Estella, så hvorfor skulle han reagere voldsomt i hendes selskab? Hun var en nydelig og opdragen kvinde. Selv hvis ikke hun kunne spise nær så ordentligt som ham. Det dryppede ved hende og lidt mere slubren ved at sluge det. Dog, som Jontar havde efterspurgt noget a drikke, havde Estella bevæget sig så meget, at man nærmest kunne frygte, hun ville spilde mørbradgryde henover hendes klæder. Selvfølgelig kunne hun bare gå ind at skifte. Det havde ikke været et problem for Jontar og han boede her ikke engang.

Imens Estella var væk, sad Jontar troligt og fortsatte med at spise. Hans portion havde været tydeligt større end kvindens, hvilket han antog positivt. Hun vidste, hvordan man skulle behandle gæster og mænd generelt. Dette fik et spørgsmål op i fyrstesønnens tanker og dette agtede han at stille hende, når hun kom tilbage. Og det gjorde hun henover to omgange. Første omgang med to krus og dernæst med en karaffel med vin. 
"Lokal vin? Altid bedst at smage, hvad de lokale har at tilbyde," sagde Jontar roligt og varmt, som han kiggede med, imens Estella hældte op. Igen først til ham, derefter til hende selv. Hurtigt, men ikke så hurtigt at hun ikke kunne nå at stille karaflen fra sig, tog Jontar sit krus og løftede det i en skål. "For din gæstfrihed, Estella." Det afslappet smil var endnu på prinsens læber. Det var ikke hver dag, hvor han kunne opføre sig helt nede på jorden. Her behøvede han ikke være fyrstens søn eller slavehandleren. Ja, selv skjorten hjalp med at gøre ham mere almindelig. Selvfølgelig kunne man aldrig tage den adelige helt ud af en. Han var endnu en adelig og dette kunne tydeligt ses.
Efter at have taget en god slurk af den medanske vin - som desuden var en af de lidt bedre af slagsen, Jontar havde smagt - fugtede prinsen kort sine læber. Hånden om skeen fjernede sit greb, som hele overkroppen blev vendt direkte mod Estella. "Nu skal du være ærlig, for jeg har en undren, Estella. Er du en gift kvinde og hvis ikke, hvorfor dog ikke det?" Hun havde alle trækkene, enhver gennemsnitlig mand fra en by ville ønske. God i køkkenet, manerer og så var hun mere end bare overvejende køn. Hun havde hele pakken, så hvorfor var hun endnu boende hjemme? Hvad var hendes ulemper? Hvad gjorde hende ugiftbar?

Estella var i den grad let til at få farve i kinderne og det at få komplimenter af adelige, var så sjælden en hændelse, at det havde en yderligere effekt. Det at hun havde bevæget sig hurtigt, grundet glemsomheden om drikkevarer, havde heldigvis ikke ført til at hun havde spildt noget ned af sig selv. Hendes bevægelser var kontrollerede, på sådan en måde, at hun selv vidste hvad hun lavede, men folk omkring hende, måske kunne syntes det gik for hurtigt til at kunne følge med. Hun var trodsalt i eget hus, og kendte til det ud og ind. Enogtredive år på bagen i det samme hus, hvor mindst halvdelen af dem havde hun ikke vokset i, havde givet hende en fordel i hvordan hun skulle bevæge sig rundt i huset. Alt var kendt, som var det hendes egen baglomme. Hun kendte hvert et hjørne og vidste hvor langt hun kunne gå før hun ville støde ind i nogle ting.

Hun sendte fyrstesønnen et smil, som han virkede til at sætte pris på at det var lokal vin hun havde fundet frem. Hun fik så sat karaflen fra sig, og satte sig ned, tids nok til selv at kunne få fat i sit krus, som hun løftede i en gengældt skål ”Tak for at du ville spise med,” lød det fra hende, som hun hævede sit krus, inden hun tog en slurk af den røde væske, sammen med ham. Hun stillede kruset fra sig, kort efter ham, og rettede sit blik mod ham, som han drejede sig mod hende, for at konfrontere hende. Hun så på ham med undrende øjne, som han bad hende om at være ærlig. Hun rynkede kort på brynene, undrende over relevansen af spørgsmålet. ”Jeg er ugift,” svarede hun og lod et kort øjeblik sig selv tænke over det uddybende svar. Hun kunne ikke fortælle hendes bror var varulv og der tit var skader i husstanden af den grund, og hun derfor følte sig nødsaget til at blive. Hun måtte derfor komme frem med en anden sandhed, ”Mine forældre ønsker det bedste for mig. De ønsker jeg bliver lykkelig,” forklarede hun. Det at hun selv følte hun ikke var kræsen – men faktisk var kræsen – gjorde det yderligere svært; for der skulle så lidt til, for at ødelægge glansbilledet.  Estella brugte også meget tid hjemme på gården, og havde måske ikke fået vist sit ansigt nok til de andre familier i byen.

"Og tak for at have mig." sagde Jontar roligt, som han tog en slurk af den medanske vin. Det var næppe, hvad han fik på paladset, men for et hjem som dette var det meget fornemt. Der fandtes i hvert fald langt værre vin at drikke end denne. Derfor blev den da også drukket uden brok.
Skeen løftede sig en enkelt gang, imens Estella snakkede, men Jontar kunne ikke spise efter det. I stedet løftede øjenbrynene. Hun var ugift. Og det vakte kun flere spørgsmål, men de startede alle med hvorfor. Hun havde alle kvaliteter, en gennemsnitlig mand i denne klase ønskede. Okay, alderen kunne måske være lidt forkert. Estella holdt sig godt, men det var problemet med kønne kvinder. De kunne være alt mellem starten af tyverne til midten af trediverne. De fleste mænd ville ønske en yngre model. Flere år at bruge og endnu flere år at kunne bære børn. Det var i hvert fald træk i kvinder, Jontar var blevet opdraget med at være gode. Han var jo søn af fyrst Sephyran af Kazimi. 
Grunden bagefter virkede på en og samme måde vag, korrekt og hemmelighedsfuld. Jovist ville hendes forældre sikkert have det bedste for hende. På en måde ønskede Jontars fader det samme. Fyrstens opfattelse af det bedste for sine børn var dog blot at finde en ægtefælle hurtigt og begynde at formere slægten mere og mere. Men Estellas svar virkede meget gennemsnitligt. Der måtte være mere. Hun gemte et eller andet. Jontar kunne høre det på hende. Det var nødvendigvis ikke en løgn, men den lille sandhed skjule for noget. "Og hvad gør dig lykkelig, Estella? Jeg er god med hemmeligheder." Og det var en sandhed fra fyrstesønnen. Dog lå landet sådan, at fyrsten havde sine måder at få hemmeligheder frem, men det var med diverse spioner. Og sidst Jontar kiggede, var der kun ham og Estella i dette hjem. Alligevel blev kruset løftet til læberne igen for at drikke mere af vinen. Vin skadet aldrig nogen. Især ikke dem, der hed Kazimi. Prinsen havde sågar lænet sig en anelse frem for virkelig at vise, at han ønskede at høre, hvad Estella havde at fortælle. Selvfølgelig kunne den overvejende selvfede prins ikke lade være med at tænke, at hun ville være lykkelig, hvis hun havde krystaller i tøndevis. At en prins ville redde hende og ægte hende. Muligheden var der, men Jontar var ikke sikker på, han var denne prins. Hun var køn, det måtte han give hende. Men hvordan ville det ikke se ud? En prins, der ægtede sig med gemen hjemmegående kvinde, der endnu boede hjemme med sine sikkert aldrende forældre? Jontar havde brudt traditioner før, men dette virkede som et for stort traditiosbrud.

Estella sendte et varmt smil og nik til Jontar inden hun tog en slurk af vinen. Ikke at hun som sådan ville takke for at han var kommet forbi; for indtil videre havde hun healet ham, han havde betalt overpris, lånt en skjorte og spiste nu den mad hun havde lavet til familien. Jovist var der nok mad til familien og skjorten var til at erstatte.

Jontar stoppede med at spise så snart hun fortalte hun var ugift. Havde han så mange spørgsmål? Hun skulle ikke have svaret ham. Det var jo slet ikke noget han skulle blande sig i. Men så snart han spurgte sit næste spørgsmål kunne hun mærke en lyst til at dele mere med ham – men selve svaret lå ikke lige på tungen. Hendes øjne kørte lidt rundt, som søgte hun på svaret. At være smertefri, familie og tanken om forøgelse af den, mad, ro… ”Humor og tilstedeværelse,” De grågrønne øjne var fastlåste på hans et øjeblik, som hun gav det korte svar. Blikket fjernede sig dog kortvarigt, men endte på ham igen, som hun forsatte. ”God kommunikation er helt klart det, som gør mig mest lykkelig,” forklarede hun og trak lidt på et smil. Som hun nævnte det, kunne hun ikke lade være med at tænke over, hvordan Fabian og hende ikke havde udvekslet ord i lang tid – og dermed var kommunikationen dårlig. Hun burde besøge Dianthos snart, sørge for at Fabian klarede sig.
”Hvorfor er du så nysgerrig?” spurgte hun, med et lidt legende smil, før hun tog sit krus, og tog en slurk af det. Hendes smil var udelukkende ment uskyldigt, men det undrede hende dog hvorfor den unge herre var nysgerrig på hvad der gjorde hende lykkelig. Hun følte sagtens hun kunne stille ham sådan et spørgsmål, eftersom han selv havde tilladt sig at spørge ind til hendes private status med mere.

Karaktertrækkene og værdierne, som Estella nævnte, nikkede Jontar kort til. De virkede meget basale for hendes klassegruppe. Det var ikke nødvendigvis karaktertræk, Jontar ville gå efter i en kommende kone. Om kvinden, han ville ende med, var sprængfyld med humor eller værende den bedste kommunikator. For en fyrstesøn var det at kunne bringe afkom ind i livet. Forøge den allerede store Kazimi-slægt. Skønt Jontar næppe ønskede titlen som fyrste, havde hans far endnu opdraget ham med én tanke. Der var ikke noget, som hed for mange Kazimi'er. Og efter at have forstået kvinden, han aldrig mere ville anse som sin moder, havde forbandet familien, var flere Kazimi'er netop det, der ville kunne redde dem i det lange løb.

Selvfølgelig ønskede Estella at kende til Jontars nysgerrighed. Han var ikke længere på paladset eller et barn, hvor nysgerrige spørgsmål ikke behøvede en grund. Børn kunne spørge om alt og de havde lov til dette. Der var altid et nyt spørgsmål i børns tanker. Men for voksne var der grunde bag disse. Og det var der også bag Jontars. Derfor lænede prinsen sig en anelse tilbage, endnu med øjnene på Estella. Selvom hun havde fjernet sit blik fra hans i øjeblikke, var de endnu stirrende på hinanden igen.
"Omstændighederne, Estella. Du er en køn kvinde med gode evner i køkkenet og inden for healingens kunst. Alle vil stille spørgsmål til, hvorfor du ikke er en husbonds kone." svarede Jontar roligt og tilpas. Endda med et halvt smil. Estella smilte jo selv tilbage, hvilket gjorde tegn til, at hun intet havde imod at få spørgsmål fra ham. Og hun turde tage chancen at stille spørgsmål til ham. Det var ikke alle, der turde gøre dette mod en fyrstesøn. De turde ikke risikere at ende i dårlig jord, men Estella var tilpas med ham, det var tydeligt. Meget vel var han en prins, men han var det samme som Estella. Et menneske. Bare født ind i en langt vigtigere og bedre familie.

Ser man det, ser man det. En familiekvinde. På en måde kunne Jontar kun respektere dette. Hans første oplevelse med en voksen hustru, var hans mor. Og hun havde været alt andet end familieorienteret. Når hun kunne forlade familien og kun efterlade en forbandelse, der havde dræbt mange af Jontars søskende og hærgerede hans fader til daglig, så kunne hun ikke just blive kaldt for en familiekvinde. 
"Det må være til mændene i områdets store skuffelse," kommenterede Jontar blot roligt. Han var jo en prins, opdraget med mannere. Hvis ikke man blev lidt af en charmør, var man ikke en rigtig adelig. Allerede som lille dreng havde Jontar kunne fange piger og kvinder - selvom det nok mere var den søde JoJo end evnerne, der nu var til stede. "De fleste mænd ønsker dette, ja. Vil jeg tro. Selvfølgelig er det ikke alle mænd, der har brug for en kok i sin kone." Og med 'ikke alle mænd' snakkede Jontar meget tydeligt om sig selv. En hustru for ham ville ikke ende i køkkenet eller på alle fire med en skuresvamp. De havde de ansatte til. En hustru for Jontar var hans - og ifølge faderen til at lave afkom. Mandschauvinist, der var fyrsten, havde sine tanker om mænd og kvinder. Og det var markant forskellige roller til de to køn.

Selvfølgelig fik Jontar et lignende spørgsmål til sig. Og Estella var ikke den første - og ville ikke være den sidste. For adelige var han i den lidt ældre aldersgruppe foruden en partner. "Ikke endnu. Selvom jeg mistænker min fader for at ville snakke med mig om det," fortalte Jontar med en tydelig snert af utilfredshed i stemmen. Det var hans faders tydelige drømme og håb om at ægte sine ældre børn væk hurtigst muligt. Kazimi-slægten var stor, men den kunne have været meget større, hvis ikke moderens forbandelse havde taget så mange. Jontar vidste, uden at spørge fyrsten, at det var grunden til trangen til at ægte børnene væk. Lave flere afkom. Sørge for, at Kazimi-slægten ikke ville uddø. "Hvad kan en hustru, som jeg ikke allerede har?" Foruden børn selvfølgelig.