En viftende hånd i håndleddet blev givet som start af et svar til sin søster. Selvfølgelig kendte Jontar til resten af landets holdning om det at dyrke slavehandel. Det var kun lovligt i syden og slaver var kun tilladte i resten af landet, hvis det er allerede ejet slaver, en ejer tog med på deres rejser. De gange, hvor Jontar eller nogen fra Kazimi-huset, var taget til begivenheder nord på - for prinsen var alt nord på, om det var helt i toppen eller blot Dianthos - havde slaver selvfølgelig været med. Det var en del af deres kultur og navn, som deres glødende hud var.
"Desværre er du korrekt, søster. Resten af landet deler ikke sydens handel. Og enlige mig vil næppe kunne overtale resten af landet." Om så Jontar var fyrste eller ej, ville dette ikke kunne ske. Meget fint, for han gik heller ikke efter sin faders position. Heldigt, han ikke var den ældste. Det var ikke moderens forbandelse, der gjorde udslaget. Det at være fyrste havde aldrig tiltalt Jontar sjovt nok. Hvilken Kazimi ønskede ikke den største magt, de kunne få? Jontar åbenbart.

Jontar kunne ikke andet end at fnyse over sin søsters ord sammen med en nikken. Selvfølgelig skulle døtrene giftes væk hurtigst muligt. Det var dem, der bedst kunne give Kazimi-børn. Prinsen vidste, at det var faderens tanke. "Du kan altid være på faders gode side, hvis du allerede har en anstændig og ikke mindst adelig mand i sigte. Har du det, kære Meena?" Hvis ikke der var lige så meget afstand mellem dem, ville Jontar have puffet til sin lillesøsters arm.
Lydløst kom slaven med en bakke med to glas og et fad med diverse små lækkerier. Og lige så lydløst blev disse sat på bordet mellem søskendeparret. En bukken senere og slaven var væk igen. Godt opdraget slave, tænkte Jontar. Ikke en af hans køb. Slaven var for gammel og for længe under disse tage til at kunne være købt af ham.
"Søster dog! Jeg har ikke engang en kvinde i tankerne og du prøver allerede at gøre mig utro," smågrinede Jontar. Selvfølgelig kendte prinsen til sin faders mere udforskende natur med det modsatte køn. Jontar ville da lyve, hvis ikke han også havde udforsket allerede. Det var sundt og godt at udforske. Om han ville udforske efter at have en kone, kunne tiden bedst vise. "Hvem ved? Måske jeg bliver gift med dén kvinde, der kan fastholde mig til hendes seng."

"Måske i en ikke alt for fjern fremtid vil det lykkes med vores blods indblanding, at ændre landets syn på slavehold." Det ville måske ikke være i hverken han eller hendes levealder. Som familien ville sprede sig ud i resten af landet til indgået giftemål, så var det ikke utænkeligt at deres børns børn ville kunne sætte fod i et helt andet Krystalland end det Jontar og hun var vokset op i.
Slanke fingre greb om en af de frisk skåret figner på fadet slaven havde bragt dem, hvorefter Meena lænede sig tilbage i mod silkepuden bag hende og med et let skuldertræk tilføjede "Men hvad ved en kvinde om det?". Et smil næsten lige så sukkersødt som frugten selv, blev rettet imod prinsen inden tænderne sank ned i det velsmagende frugtkød.
Strategier der sikrede eller tog magt var ikke et spil for det svage køn at spille. Slet ikke når sydens varme løb i deres årer.
Meena hadet det helt ind til benet.

Med en hånd løftet dramatisk op mod øverst på brystkassen, satte lillesøsteren et forarget udtryk op "Hvad er det du beskylder mig for? Jeg ville aldrig bifalde noget så uhumsk som utugt." Hånden fjernede sig og den chokerede grimasse gled over i et skævt smil "Alt jeg siger at du er en guld løve, så din kommende kone bør næsten forvente ekstra natteligt selskab. Hun kunne måske endda lige frem være okay med du samlede appetit ude, så længe du stadig huskede at spise hjemme?" I så fald var det ikke utroskab, noget som Meena ville være den sidste til at opfordre til, om man ville tro det eller ej. Men der var ingen skam i at vide hvad man ville have og søge det andre steder, så længe ens partner var indforstået med de alene ikke kunne mætte behovet.
"Vil du måske så gerne slippe for at se mit ansigt på gangene, min kære broder? Du ville jo savne mine fregner, bare indrøm det." Det var kun ganske få dage siden at Kazimidatteren var vendt hjem igen, efter et besøg hos den tidligere Isenwald arving i Medanien. Et ophold der var endt noget anderledes ud end den forestilling hun var ankommet med. For første gang i hendes 20 leveår havde prinsessen faktisk ønsket en forlovelse.

"Man kan vel kun håbe på et bedre land, kære søster." erklærede Jontar småmumlende og smilende. Selvfølgelig var det en subjektiv ting, hvordan man anså et bedre land. For prinsen var det uden tvivl, at slavehandlen blev udvidet til hele landet og ikke blot den sydligste spidse af det. Og med den stigende mængde af Kazimi'er, der skulle giftes væk og forstørre deres egen gren af slægten, ville der om nogle årtier sikkert være Kazimi'er flere steder i landet. Med en stemme i hver sin del kunne der nemt ændres på lovgivningen. Der skulle kun et flertal til. Og Kazimi var gode til at forstørre sig til et flertal. 
Et løftet øjenbryn blev givet til søsteren. Det var skam ikke kun sønnerne, der var deres faders sønner. Det var døtrene også. Og Meena var en af dem, ifølge Jontar, hvor man tydeligst kunne se faderens blik i det ellers så feminine ansigt. "En kvinde kan vide meget. Hun kan være farlig, for hun kan vide mere uden at vise det." Meget vel havde deres fader en tydelig holdning om kønnene, men denne havde Jontar ikke arvet. En person var klog, om de var en kvinde eller mand. Prinsen havde mødt nok snedige kvinder til at lære dette.

"Jeg beskylder dig skam for intet. Nu ved jeg blot, hvem jeg skal sende min kommende kone i retningen af, hvis dette skulle blive en realitet," Og med det lænede Jontar sig ind for at tage en lille håndfuld nødder. Tilbagelænet i stolen kastede han en nød i munden uden at ramme forbi. "Jeg skal skam nok være en trofast mand til min kone. I hvert fald det meste af tiden." Der blev givet et lumsk blink til søsteren. Selvfølgelig måtte tiden og realiteten vise, hvilken slags mand Jontar ville blive. Han var endnu en ugift karl. 
"Hvis jeg ville undslippe dine pigede fregner, ville jeg kigge bort, kære søster." Og som for at understrege dette fastholde prinsen øjenkontakten med lillesøsteren. De havde kun, hvem de havde. Familie var en særlig ting. Det skulle nydes og gødes, for det kunne hurtigt være væk. Alt for hurtigt.

Meena kunne mærke hvordan mundvigende trak sig nærmere de nøddefarvede øjne, lod tænderne blottes i et smil der grænsede til en moret latter. Latteren forblev ikke mere end en svag antydning, i det prinsessen valgte at tage en ny bid af den lille hjertefrugt.
Hun var så ment enig med prinsen i hans påstand om kvinder og deres evner. Han kunne lige så godt havde nævnt hendes navn i den sætning, havde han vidst hans søster foruden at være en guldløve også i den grad var en slange i paradis. Kort hun holdt ualmindeligt tæt for selv den nærmeste af familien.
Mens der sjældent herskede nogen større tvivl for prinsessens kløgt og intelligens, så længe det ikke gjaldt større regne stykker, så var der kun én der vidste nøjagtigt hvor langt hun var villig til at gå. Dyb loyalitet til familienavnet sikrede at de forhåbentligt aldrig skulle erfare, hvad løvinden var villig til: hvem hun ville hviske i ørene, hvilket tråde hun ville trække i og hvilket skader hun ville påføre sig selv.
Meena havde, givet de rette værktøjer, potentiallet til at blive en farlig kvinde. Hun var allerede en farlig unge kvinde.

Små streger tegnede sig henover næseryggens tynde hud, mens hun vrængede på næsen "Du skal ikke sende hende til mig. Du må selv klare din kommende kone, jeg skal og vil ikke være en del af jeres ugudelige aktiviteter." Lo hun ud med begge hænder holdt op foran sig i afværge "Det gælder både overtalelser og råd der indebære dig afklædt og sveddig.".
Der var bare visse grænser som Meena på ingen måde var villig til så meget som at prikke til, uanset hvor grænsesøgende hun så end måtte være. En af disse hårde afgrænsninger indbefattede familie og sex i samme kategori, særligt når det familiemedlem var en ældre bror eller søster. Desuden var hun mere end overbevist om at bar rigeligt af sin egen erfaring. Han var trods alt ikke forventet at være både gudfrygtig og uberørt op mod ægteskab, som hun var.
"Pigede? Nu deler du bare lave slag ud." Svarede hun med en flabet kant i stemmen. Hun tog ikke hans ord så tungt, vidste de ikke var sagt for at være grov.
"Men hvis du vil have stillet din nysgerrighed, så har vores kæreste Fader indvilliget i at lade Markus af Isenwald rejse her til for at vise sit værd.".

Selvfølgelig ønskede Meena ikke at høre i detaljer om det soveværelsesliv, Jontar ville ende med at have med sin kommende kone. Det var af samme grund, som han nok næppe ønskede at høre om sin søsters evne i dét lokale. Meget vel vidste han, at det ville ske, men tanken om at forestille sig sin lillesøster sådan var ikke just den tanke, prinsen ønskede at have front og center i sit sind. Hun var jo hans lille-bette-søster.
"Vi skal tit gøre ting, vi måske ikke ønskede til at starte med." sagde Jontar smilende og afslappet, men der var en underlinje af andet i ordene. For det var sandt. Der var visse sandheder for fyrstefamilien. Meget af deres liv blev bestemt af fyrsten, deres fader. Der var ting, de ikke kunne ændre på, om så de ønskede. Med enogtyve år på bagen burde Jontar have lært at leve med det og det havde han da også til en hvis grad. Men komplet lydig som en god slave til sin fader var prinsen ikke. Og det ville han heller aldrig blive. Han var i sandhed sin egen unge mand.

"Indtil du er ældre eller højere end mig, vil du altid være pigen, som er min lillesøster, kære Meena," drillede Jontar lystigt, som han vippede et par nødder ind i munden. Dog kunne han ikke lade være med at gøre store limefrugter ud af øjnene, da Meena fortalte, hvem der ville komme på besøg. Markus af Isenwald. Sikkert udvalgt af faderen, men alligevel. "Var det ikke også en Isenwald, du kunne se med mig? Du vil jo ikke af med mig, lillesøster." Jontar legede og smilede, men han tænkte i hovedet. Skulle hans lillesøster giftes væk før ham? Hvordan ville det ikke se ud? Selvfølgelig ville det være passende. At en fyrstes datter blev gift bort før sønner var normalt. De skulle igang med afkom, hvor de mandlige afkom havde mere tid. Men hvis Meena blev gift væk, ville deres fader uden tvivl kræve et ægteskab for Jontar hurtigst muligt. Ulempen ved at være de ældre søskende. Dain og Darkhan havde endnu år tilbage, før de skulle tænke på at ende i samme seng med den samme - medmindre de også ville efterleve som deres fader. Blodet løb i alle børnenes årer jo.

Meena sad tavst og nikkede lyttende til ungløvens ord tvetydige ord. Dobbelt betydningen i dem gik ikke uhørt og selvom hun var enig i, så forblev læberne lukket tæt sammen. Jontar var ikke bare en prins, han var en mand og en Kazimi. Modsat sine søstre var hans talerøre ikke nært så indsnævret, han var forventet at have meninger og helst gerne de stærke af slagsen.
Et privilegie som prinsessen ikke altid var sikker på at prinsen var klar over at han havde.
"Alt er et spørgsmål om hvilket kampe vi vælger at tage," Selv ikke en direkte ordre fra deres fader ville få hende til at ændre mening. Ørkenrosen ville hellere stikke en hånden i en feltkurv fyldt med gul skorpioner. "og jeg forsikre dig, min kæreste broder, jeg vil til en hver tid tage kampen op om ikke at inddrages i dine silkelagner." Stedfæstede hun med alvor i blikket, mildnet af smilet der trak mundvigene op. Hun lænede sig frem efter den ene af de to vin fyldte guldpokaler. Nippede i samme ombæring en saftfyldt vindrue af klyngen på fadet, hvorefter hun lænede sig tilbage med frugt og vin i hver sin hånd. "Hvad jeg til gengæld altid gerne vil er at lægge øre til, når min kommende svigerinder trænger til at lette sit hjerte. Jeg ved trods alt om nogen hvilken pinsel du kan være at bo sammen med." Drillede hun med druen kastet i hans retning.

"De er granfætter og kusine, det er jo nærmest udenfor familien." Svarede hun og tog en mundfuld af pokalens indhold. Det hørte til sjældenhederne at løvinden tillod sig at indtage procentholdige drikke. Den dybrøde væske var oftest kun at finde i hendes glas, når der blev afholdt større familie middage i ørkenpaladset eller arrangementer for de højbårne rundt om i landet (eller når hun i ly af skjulte tjenestegange og døre sneg sig ud, uden et følge af hverken slaver eller vagter), men så længe den gærdede væske blev indtaget med mådehold, var der intet problem i at nyde et glas af Rubinens finere rødvine.
"Måske er jeg blevet forvænt af din tilstedeværelse?".

Hvilke kampe, vi vælger at tage. Jontar tyggede i et par sekunder på den konstatering. Der var nok flere kampe, prinsen havde valgt, som han ikke burde. Blot valget om at sælge dåbsslaven til fordel for Morosa havde vækket store ord fra deres fader. Hvis ikke deres fader kraftigt ønskede flere Kazimi'er, kunne det have endt galt for sønnen. At gå direkte imod sin faders valg og familietraditioner til fordel for hvad? Et eget valg? Jontar vidste dog også, at det ville have set meget anderledes ud, hvis det havde været Meena, som var kommet hjem med en ny personlig slave. Dét havde ikke været godkendt af deres fader. Lidt gammeldags var fyrsten jo endnu.
"Så må jeg bare huske at have bomuldslagner, når det kommer dertil," sagde Jontar drillende og tydelig sarkastisk. Ikke nok med, at bomuld var noget værre at sove på, så var silke perfekt til en mand af Jontars kaliber. Blot se hans mange gevandter og klæder. Alt i det luksuriøse materiale og gerne tydelig luksuriøst. Man var jo ikke en Kazimi for at se fattig ud. "Pinsel ligefrem? Nu skal du passe på med at snakke om, hvis selskab er en pinsel, når det kommer til at bo under samme tag."

"Sandt, sandt." Granfætre og grankusiner var jo ikke familie. Hvis man spurgte Jontar i hvert fald. De skulle jo ikke gå mange generationer tilbage, før det kunne have hændt, at Jontar og Meena kunne have endt sammen. Hvad deres forfædre ikke gjorde for at holde slægten så ren som mulig. "Sig det nu bare, kære søster. Du holder af mig." Jontar kunne være fandens drillende mod sin lillesøster. Og det var han præcis lige nu. Nippende til sin vin havde prinsen et alt for smørret og selvtilfreds smil og ansigtsudtryk. 

"Dig sove i bomuldslagner? Ja så er verden er gået af lave." Kommenterede hun. Blikket rullede op mod det smukt udskårne loft og videre rundt til det atter landede på broren. Jontar havde måske nok ikke helt de samme udfordringer når det kom til kvaliteten på ting, som Meena havde givet hendes evne, men nøjagtig som hende selv lod storebroren sig ikke nøjes med mindre end det bedste.
"Jeg har ingen ide om hvad du hentyder til? Jeg," en hånd blev holdt mod øverste stykke af brystkassen "er en fryd at bo sammen med. Du burde være taknemmelig for at have så vidunderlig en søster til at berige dit liv." Selvtilliden fejlede i hvert fald intet, et fælles træk for de fleste af guldløverne. Betød det at Meena anså sig selv om værende fejlfri, nej slet ikke. Der var altid plads til forbedringer, også hos ørkenprinsessen. Selv Kazimi fyrsten havde sine fejl og mangler. Perfektion var for guderne, men man kunne altid kun bestræbe sig på at nå samme.

Meena sætte et eftertænksomt ansigt op, trak tiden med et langt 'hmmm' i overvejelsen om hun nu også holdt af ham. De kendte begge to godt svaret, men derfor kunne hun godt give igen af samme skuffe.
"Tjoh nu har du har jo dine momenter, hvor du er ganske tålelig." Svarede hun med et flabet smil trukket mod øjnene. Der var dage hvor hun kunne have lyst til at kvæle samtlige familiemedlemmer, men hvem havde ikke det når ens familie alle bestod af stærke personligheder og varmt blod? Gnidninger var uundgåelige, men i sidste ende var det familie. 

Den dag, Jontar ville sove i bomuldslagner, ville være den dag, Kazimi-slægten ikke længere var fyrsteslægten. For selvom der var noget blødt over bomuld, var dette næppe den kvalitet, prinsen var vokset op med. Silke var vejen frem, hvis man spurgte Jontar. Mange af hans klæder var af det materiale eller lignende. Bomuld var tykt og varmt. Ikke just, hvad syden havde behov for. Hvis slægten havde boet i norden, ville bomuld uden tvivl have været Jontars stof, men ikke i denne realitet. 
"Jeg kan da altid være taknemmelig for, vi ikke deler badeværelse. Ellers ville jeg jo aldrig have chance for at bruge det," sagde Jontar snappende og for sjov. Det var en tydelig kønsjoke. Lidt arv fra hans far havde Jontar jo. Klassificeringen af, at kvinder brugte mere tid i bad, på toilettet og lignende kunne meget vel være sandt med Meena. Hvordan ellers ville den kønne prinsesse være netop det? Selvfølgelig brugte Jontar da også sin tid på badeværelset. Han skulle jo også se anstændig ud. "Vidunderlig er nu et stort ord. Skal vi ikke holde os til dejlig? Vidunderlig kan vi gemme til senere."

"Tålelig, pff!" Jontar havde en tydelig fornærmet maske på. Og den var netop dette. Kun en maske. En falsk facade. Et dårligt skuespil. Meena ville uden tvivl kunne gennemskue, at - ligesom alt andet sagt og gjort under denne samtale - det var spil for galleriet. "Måske jeg burde være mere hos Dain og Darkhan. Så kan du få to mini-Jontar'er at kalde 'tålelige'."

Forfængelighed lød lige så tykt i familien som blodet der bandt dem sammen. Stærkere hos nogle familiemedlemmer end andre, men ikke desto mindre var den til stede. Jontar og Meena var ingen undtagelse der skulle bekræfte reglen, tværtimod.
Kommentaren om søsterens tid brugt med at gøre sig i stand, var derfor ikke helt ved siden af. Ikke at hun var den værste på det punkt. 

"Sluder, du ville bare skulle lære at stå tidligere op, min kæreste bror." Opmuntrede hun drillende, velvidende at det næppe ville ske. Meena havde efterhånden lært at effektivisere tiden bedst muligt, til at gøre sig selv præsentabel og havde sjældent brug for andre hænder til hjælp, end hendes personlige slaves Kisra's. Det blev hun nødt til, når hun oftest var oppe og i gang længe inden solen slap sandbankerne eller når hun sneg sig alene mod Balzera's havn, klædt som en velhavene borger i stedet for byens prinsesse.

Meena lavede en tydelig påtaget grimasse ved truslen. "Jeg sagde du var tålelig, det betyder ikke de to er bedre alternativer og slet ikke at de skal slægte dig på." Svarede hun med en let hovedrysten og latter i stemmen. Hun holdt umådeligt af alle sine søskende, både de gode og de dårligere sider for i sidste ende var de alle med til at gøre dem til hvem de var. De var alle deres egne individer og ikke bare kloner af hinanden eller deres fader.

For omverdenen virkede Kazimi-slægt som en flok personer, der var hævet over alt, som var alment og normalt. Såsom søskendesnak. Det virkede for normalt til, at en flok prinser, prinsesser og andre adelige kunne gøre i. Dette var dog kun én stor løgn. Jovist var Kazimi'erne så anderledes fra den gennemsnitlige borgere, men deres blod var endnu rødt. For ikke at tale om rent fra alt, der var andre racer end mennesket. Hvis de skulle kaldes noget, ville de være de mest menneskelige. Fyrsten gjorde i hvert fald i at holde blodet menneskeligt. De skulle langt ud i slægten - længere ude end hvad der ville blive kaldt familie - for at finde en snert, der ikke var rent. 

"Du har ret. Jeg behøver ikke søvn. Skønshedssøvn har aldrig været noget, jeg har haft behov for," sagde Jontar med glimt i øjet, inden det blev lukket kækt. Der var intet galt med selvtillid og velviden om sig selv. Arrogance fulgte dog oftest med. Jontar var et prægtigt eksempel på dette. Hvis arrogance havde to ben, ville dets billede taget meget form som Jontar af Kazimi. Hadet han den tanke? Næppe. For ham ville dette være en kompliment. "Jeg kan også lade tjenestefolket gøre mig i stand i min søvn. Selvom jeg ikke ville kunne nyde badet og dets rolighed."

"Slægte mig til? Meena dog. Det er netop, hvad søskende gør. Brødre følger brødre. Det er lige så normalt som ulve, der jagter får." Selvom det var tydeligt, hvem af de to tvillinger nok ville slægte sig mest, hurtigst og bedre til deres storebror. Men de var endnu små drenge. De kunne stadig lære en del. De var i deres indlæringsår. Dét vidste Jontar alt om jo.

Ikke et eneste af Kazimi frysten's børn kunne siges at være faldet dårligt ud. Haldis havde i sandhed været gavmild med sin formgivningen såvel som maling, da han sammen med Isari og Leander havde velsignet løveslægten i dens skabelse. Guldløverne havde derfor alt mulig grund til at se på deres eget spejlbillede med tilfredshed i blikket. Skønhed var dog ikke alt i denne verden, jovist kunne mange ting opnås når man havde et kønt ansigt, men ikke alt.
Det betød dog ikke at løveungerne ikke kunne joke omkring, antagelsen af de alle var en flok af overfladiske prinser og prinsesser. Så længe begge parter fandt det sjovt eller indtil emnet var udtyndet.
Meena rynkede ufrivilligt på næsen "Og blive gjort i stand som lå du hos en dødevasker?" Indskød hun, med tydelig aversion i både stemme og minespillet. Hun vidste godt broren havde sagt det i en spøg, selv hvis ikke han havde fulgt op med han nødigt ville undvære sit bad. Lillesøsteren forventede derfor heller ikke en yderligre respons på det retoriske spørgsmål.

En kort latter lød, ikke en af dem der fik maven til at trække sig kildende sammen, men den var heller ikke hverken tør eller hånlig. "Dain vil måske træde i dine fodspor, men Darkhan... Han bliver sin helt egen." Der var ikke skyggen af tvivl, idet Meena kom med sin forudsigelse. Den yngre bror ville ikke slægte nogen af dem på, end ikke deres fader.
"Hader du hende, - mor?" Spurgte hun eftertænksomt, efter at have ladet blikket fare ud gennem de smukt dekorede hvælvinger til prydhaven. Det var et ømt emne og ikke et de nogensinde havde berørt ordenligt. Nu var de begge ældre og stod begge og kiggede ud mod en horisont, hvor ægteskab kravlede nærmere dag for dag. Naturligvis satte det tanker i gang.

Der var få ting, som ikke alle syntes, der var plads til at danne vittigheder om. Indirekthed og direkthed om dødsfald blandt Kazimi'erne var et af disse splittede tabuer. Ikke alle i familien var indifferent om det dog. Og Meena var tydeligvis en af disse. Hun var også et familiemenneske først og fremmest. Og med så mange dødsfald i søskendeflokken havde nok taget ekstra hårdt på hende end den gennemsnitlige bror eller søster. Selvfølgelig var det også hårdt for Jontar, men det var ikke just, fordi han tænkte på det, hver gang en kommentar kunne hintes i dén retning. Alligevel tav han og lod dén samtale ligge. Ingen grund til at gøre Meena endnu mere ubehagelig til mode.

"Dain er allerede en mini-fader. Med sine kommentarer om diverse piger og kvinder." sagde Jontar med smil på læben og et snert af stolthed. Kazimi-mænd var damernes ven. Den lille Dain var godt på vej. Dog hjalp hans størrelse ikke just. Han blev ikke taget seriøs af kvindfolket. Endnu dog. Darkhan var lidt anderledes. Det var tvillinger typisk.
I starten svarede Jontar ikke. Ikke med det samme. Han og Meena kunne huske deres mor. Bedre end tvillingerne i hvert fald. "Vil du have det lange eller korte svar?" Seriøsiteten var tydelig at høre i stemmen og at se i ansigtet. Inden svaret havde Jontar sænket hovedet og kigget ned. Men lige inden, han lod sig give lyd, havde han løftet kun blikket. De normalt så livlige og lystige limegrønne øjne, som var de friskpukket citrusser, mindede mere om et seriøst maleri af en skål af de tørreste limefrugter.

Måske var brorens spas blevet taget bedre imod, hvis ikke det havde været fordi Kile allerede havde hentet to af deres brødre. Hun havde trods alt ikke kendt dem på andet end navn.
Muligvis var det slet ikke deres bortgang, som gjorde emnet svært at sluge, det kunne også skyldes at Meena selv havde været ved at gå samme vej, før Israri overhovedet havde kysset liv i hende eller også. En tredje mulighed kunne være, at selvom Jontar ikke umiddelbart lod til at stå med en fod i graven, så ændrede det ikke på at fremtiden for familiens sønner var i en større risiko, for ikke at se et langt liv til ende. Alt det krævede var endnu en faldt til forbandelsen...

Bemærkningen om Dain fik Meena til at nikke lidt. Der var ikke en sjæl på paldaset, som kunne benægte at Dain allerede nu slægtede deres fader på. Nogle ville måske endda mene at den unge dreng var mere kvindeglad end Fyrsten selv, og det var ikke så lidt igen.
"Det ærlige." Lød svaret. Om det var langt eller kort havde ingen betydning, hun ville bare have han var ærlig omkring hende - også hvis sandheden ville svie mere end løgnen. År var gået, men Meena huskede stadig deres mor lige så klart som den sidste gang hun havde stået i hendes favn. Den dag i dag sad hun tilbage med splittede følelser, hvor de negative nogle dage vægtede tungere end de positive.

Realiteten om, at de ældre sønner blev færre og færre, var skam ikke gået Jontars næse forbi. Han vidste udemærket godt, at der kun skulle ét dødsfald til mere og han ville være den næste i rækken. Den næste fyrste efter deres fader. Om så prinsen ønskede dette eller ej. Og det gjorde han ikke. Det var ikke på grund af forbandelsen. Det var kun en ekstra grund. Nej, det var selve tanken om at være fyrste. Det havde aldrig sagt ham noget. Han levede fint som slægtens slavehandler. Og han var fandens god til dette! Fyrste var ikke hans kop te. Men der var en skræmmende bagtanke. Hvis Jontar, mod alle odds skulle være næste i rækken og takke nej til det, ville det gå videre til hans yngre søskende. Tanken om, at Dain eller Darkhan ville være forbandelsens næste offer var skræmmende. Heldigvis var dette blot et tankescenarie. For nu. Hvis Jontar stod i situationen, vidste han ærlig talt ikke, hvad han ville vælge. Redde sig selv eller en lillebror?

"Jeg hader hende," sagde Jontar direkte, hårdt og kontant. Det var nok det korte svar. Men Meena ville have det ærlige svar. Hun ville have uddybende ærlighed. Ikke bare overfladisk. Derfor tog prinsen en lille indånding, før han atter snakkede. "At sætte en forbandelse over fader er én ting. Måske der var en god grund for dette. Men at udsætte den nye generation, hendes eget afkom, for samme skæbne kan ikke undskyldes for. Ingen af vores brødre gjorde hende noget. Hun gjorde det frivilligt. Hun har dræbt så mange og fortsætter stadig med at dræbe." Der var en form for passion i Jontar lige nu. Han sagde sin ærlige mening uden at overveje, hvad han sagde. Hvad han tænkte og følte blev sagt. Ufiltreret og sandfærdigt. 
Endnu en indånding blev taget, hvorefter Jontar lænede sig tilbage i stolen. Et par blink blev givet til Meena, før han kiggede til siden ud i luften. "Spørger du mig, har jeg ingen mor." Det blev sagt koldt og nærmest lavmælt. I hvert fald i sammenligning med, hvad han lige havde sagt og hvordan det var blevet udtrykt.

Der var ikke skyggen af overraskelse at spore hos lillesøsteren. Svaret var som forventet, men tonen derimod - den var mere hård end hun havde troet den ville være. Meena havde selv været det samme sted som Jontar var. Der hvor hadet over deres mors gerninger overskyggede og bragte en kulde til ens indre, som normalt kun var nordlandet forundt. De begge to havde været unge da Safiya's forræderi var blevet opdaget, men de havde samtidigt været gamle nok til at have stærke minder om deres mor.
Meena sad tavst, men ansigtet lagt i en lyttende mine, alt imens Jontar uddybede grunden for hadet. Enkelte gange rynkede øjenbrynene sig, men blikket forblev rettet mod storebroren uden at hun sad og stirrede.
"Tror du virkelig at hun havde til mål at ramme sine egne børn?" Åbnede hun op, efter sidste strofe var faldet fra prinsens læber. "Du sætter det op som var det hele sort og hvidt." Tonen var hverken skarp, ligesom ordene ikke var bebrejdende. Hun prøvede bare at sætte et andet lys på sagen. Meena havde svært ved at tro på at deres mor nogensinde havde ønsket at ramme sine egne børn. Hun havde ikke kunnet vide at forbandelsen ville drive deres halvbrødre og ene storebror til at tage deres eget liv, det havde ingen kunnet vide.
"Hvornår har du nogensinde følt dig uelsket af hende, mens hun stadig var en del af vores liv?" Spurgte hun og løftede sigende et bryn. Modsat deres far, så havde deres mor faktisk brugt alt den tid der var hende muligt på deres børn. Der gik aldrig en dag, hvor Meena ikke havde snakket med deres mor, også selvom der var dage hvor det ikke blev  til andet end et godnat.

Selvfølgelig kunne Jontar se Meenas ansigtsgrimasser og -ændringer i takt med hans ord. Når hun var enig, uenig, indifferent. Det kunne ses, men han pointerede det ikke. Det var sådan, man skabte diskussioner, fjendskab og lignende. Og hvis der var noget, som der ikke behøvede være mere af blandt Kazimi'erne, så var det fjendtligheder. Derfor lod Jontar sig være moden og ikke reagerede på Meenas reaktioner. Af heller afbrød han hende, når hun åbnede munden for at snakke efter ham. Havde det været deres fader, havde han sendt hende ud med det samme for bare at prøve at forsvare hendes handlinger. Så voldsom var Jontar ikke. Men prinsen havde heller intet overskud tilbage for sin moder.
"Hvis kun hun ville ramme fader, er der nemmere og sikre måder end en forbandelse i denne kaliber. Hvis ikke hun gjorde det bevidst, vidste hun mulighederne." Og det gjorde det kun værre ifølge Jontar. Hvis hun vidste, hvad der kunne ske, og hun stadig gjorde det. Måske Jontar stolede lettere blindt på sin fader på denne front. 

Kort tænkte Jontar. Dette kunne ses, som han fjernede øjnene fra Meena for at kunne kigge op i loftet. Som om et lysbilledeshow af minder med moderen og ham kom for øjnene af ham og kun ham. Men da han kiggede på sin søster igen, var der ingen glæde at se i øjnene. "Jeg har ikke mange kærlige minder med hende. Hun var der ikke rigtig. Når jeg slog mig eller var bange eller andet, var det andre end hende." Slog han sig, havde der været slaver eller tjenestefolk hos ham. Havde han mareridt, var det ikke moderen, som trøstede ham. Deres moder var deres mor, men hun havde ikke været moderlig. Ikke over for Jontar. Ikke hvad prinsen kunne huske selv.

Sjældent lod Meena andre se mere end hvad hun selv ønskede af hende. Livet var et langt teaterspil, hvor hver scene havde bestemte roller der skulle spilles. Omkring Jontar var hun dog mindre nøgtern om sin fremtoning, men aldrig fuldkomment ugennemtænkt. Når det kom til stykket testede hun vandende, når hun lod følelserne spille over det fregnede ansigt.

I stilhed lyttede Meena til hvad der havde været brorens virkelighed. Granskede hans ansigt, mens blikket hvilede på loftet over dem. De var næsten lige gamle, men minderne om moderen og de efterfølgende følelser kunne ikke være længere fra hinanden. Betød det er Meena’s billede af moren var tættere på sandheden end det som Jontar havde? Nej.
Hun sukkede hørligt og vædet læberne med spidsen af tungen ”Jeg hverken vil eller skal forsøge at forsvare hvorfor hun var eller ikke var der for dig, men det betyder ikke at jeg ikke ville have ønsket det havde været anderledes for jer.” Indrømmede hun ærligt, uden at virke patroniserende, trods den søsterlig ømhed der hvilede i hendes blik.

”Prinsesse,” Meena drejede sig mod elverkvinden med de gyldne ansigtstatoveringer, der stod nær en af søjlerne. ”Et øjeblik, Kisra.” Læberne krummede sig i et blødt smil, før opmærksomheden blev vendt tilbage mod Jontar. Bevægelsen glidende, da hun rejste sig fra det bløde leje.
”Hvad vores moder gjorde var forkert og jeg betvivler ikke at hun ikke vidste hvad prisen på hendes valg ville være, men jeg tror på at hun havde håbet på vores faders omkomme før det ville nå hendes eget blod.” Der var ingen hemmelighed i at fyrsten var let til fals for de druegærede drikke, men fyrsten var mindst lige så sejlivet som han var tørstig. ”For nu må du dog have mig undskyldt, kjoler prøver ikke sig selv.” Undskyldte hun for sig, efterfulgt af et hilsende ”Broder.” Inden hun i følgeskab med sin personlige slave gik fra rummet.

Søskende kunne og ville altid have deres uenigheder. Og Jontar mente - eller nok snarere ønskede givet deres søskendes historie - at selv med store uenigheder, ville de endnu være hinandens søskende. Der skulle mere end bare forskellige holdninger til at bryde blodets bånd. Især efter alt, hvad der var sket. Derfor tog Jontar også sin kære søsters ord ind. Havde andre end familie udtrykt denne holdning, havde prinsen næppe forblevet så rolig, som han var nu. Hans søster prøvede at forsvare deres moder - var hendes advokat fra djævlen - og Jontar rev ikke hovedet af hende. Fordi hun var hans søster. Ellers var hovedet revet af.
"Det kan du have ret i, Meena. Fader var nok, hvem hun rettede imod. Men om det var hendes intentioner eller ej, er sket gjort og det kan ingen lave om på." Jontar ville ikke kategorisere sig selv som sin faders søn. De to mænd havde deres forskelle. Men skulle prinsen vælge mellem sine forældre, var valget nemt. Det var der ingen hemmelighed om.

En skikkelse nær søjlerne kom til syne. Begge søskendes opmærksomhed blev rettet mod hende. En måske heldig redning for dem begge. Hvorfor diskutere noget, der ikke behøvede mere diskussion? Derfor gjorde Jontar intet for at stoppe søsteren fra at efterlade sit selskab. "Hyg dig med dine kjoler, kære søster." Jontar afsluttede med et smil, idet søsteren fulgte med sin slave væk. Smilet var enkelt i sig selv. Det var for at vise, at der intet ondt blod var mellem dem. Deres diskussion skulle ikke bløde ind i deres forhold. Det havde Jontar og familien ikke nok overskud til.