Var det virkelig takken man fik, når man valgte at hjælpe mennesker? Hun havde sørget for at han var blevet forskånet en knytnæve mellem øjnene, af de to brød og for hvad? For at han kunne tildele de laveste slag mod hende i stedet?
Trappens trin blevet taget to ad gangen, med formålet om at lægge mest afstand til værelset, så hurtigt som det var hende fysisk muligt. Kulden var det eneste som afholdt hende fra at søge mod kroens dør, så snart hun befandt sig nede i krostuen. Irritationen over ikke bare at være noget så almindeligt som en skovelver, nåede at indfinde sig hos hende. Havde det ikke været fordi kulde bed hårdere i den brune hud selv med den tunge kappe af uld, der stadig hang på stumtjeneren nær døren, så ville hun intet problem have haft ved at vandre hvileløst i Dianthos gader. Bare indtil hun kunne finde en varm kro, med et ledigt værelse at kunne leje sig ind på for natten og gerne de efterfølgende nætter.
Ganske som forudset var det bord, som hun havde fortalt til fordel for det imbecile kødhoved af en mand oven på. Udsigten til at erhverve sig et bord så ud til at have lange udsigter og i øjeblikket, så var hun ikke lige frem i humør til at sidde tæt med fremmede ved et i forvejen tæt pakket bord.
Valget blev væggen længst væk fra trappen. Afventende på nogen af kroens mange gæster ville trække sig tilbage enten til værelserne over krostuen eller hjem til deres egne boliger, lænede Emori sig op ad væggen med krydsede arme foran sig. De gyldne øjne var dog rettet nærmere det mørke plankegulv, end borde og stole. Det var da indtil hendes støvlesnuder fik selskab af en andens. Hvad ved alle ånderiger ville han nu?! Syns han måske ikke at han havde gjort så rigeligt allerede?
De gyldne øjne var hårde da de endeligt løsrev sig fra deres fødder, klar til at lade ederne hagle ned over ham til han ville stå med samme følelse, som han havde sat hende i brystet.
Merek kom hende i for købet, med ikke med hårde ord som forventet. Nærmere en undskyldning eller så tæt på som han kunne komme på en, uden at sige det famøse ord højt. Tavst stod hun i et langt øjeblik og betragtede ham, endnu med en snert af det sårede i det gyldne ”Deler du altid slag ud under bæltestedet?” stemmen var hverken vred, hård eller på anden måde skarp.

Det hårde blik som mødte ham, fik ham til at krympe sig lidt indvendig. Normalt var han virkelig ikke typen, som svinede folk til på den måde, så var det langt bedre at udfordre dem til kamp, hvis man havde noget, som man skulle ordne. Men hun havde åbenbart formået at ramme et ømt punkt eller noget, ikke at det var nogen undskyldning for, hvad han havde sagt til hende. Egentlig havde han ikke engang forventet, at hun ville anerkende hans tilstedeværelse.

"Det er ikke noget jeg gør så ofte. Jeg tror faktisk, at folk vil sige at jeg er en ganske fin fyr" Han havde forventet, at hun stadig ville være vred, eller i det mindste bare lidt spids, så det kom noget bag på ham, at ingen af delene var tilstede i hendes stemme. Af en eller anden grund gav det ham endnu dårligere samvittighed, og det fik ham nok i endnu højere grad til at ligne en stor undskyldning.
"Jeg prøver at tænke mig om, før jeg taler.. Men du har nok gættet, at det ikke altid går lige godt" Han smilede prøvende til hende for at se, om hun gik med på humoren som var lagt i bemærkningen. Smilet forsvandt dog hurtigt og i stedet sukkede han lavt.
"Hvad jeg jo egentlig bare ville sige var undskyld, det var på ingen måde i orden at sige sådan noget til dig" Han trådte et skridt tilbage for at vise, at han var klar til at gå, han kunne ikke forestille sig, at hun ønskede at bruge mere tid sammen med ham.
"Jeg mente ikke det jeg sagde, at jeg eller ingen anden mand ville ligge hånd på dig" Egentlig burde hun vel selv kunne regne det ud, både fordi han jo havde undskyldt og fordi han jo havde taget hende med op på værelset, men det var jo bedre at være på den sikre side.

Det var et skeptisk øjenbryn der løftede sig om hans påstand om at andre ville sige han var en ganske fin fyr, lige nu var hun i hvert fald ikke en del af folk og hun kunne da påstående fod komme på mindst to andre, som ville mene modsat. Med mindre alle hans kammerater havde en lyst til at ommøblere hans ansigt…
Det var fristende at spidde ham med en spydig påmindelse om de to bredskuldrede mænd, som hun havde hjulpet ham af med tidligere, men Emori stod bare tavst og lyttende – næsten.
Hans forsøg på at være vittig affødte et latterfnys fra hende, der både gjorde hende enig og delvis fordømmende. Nej, han brugte virkelig ikke altid forbindelsen mellem hjerne og mund. Selvom hun prøvede, kunne hun ikke helt bremse den lille dirre i mundvigen, der truede med at trække sig i et lille skævt smil for hans ord. Øjnene søgte ud mod kroens andre gæster, skimtede hen over latter og smil inden de fandt tilbage på Merek.
Armene flettede sig fri af hinanden ”Hør… Det er fint, du sagde alligevel ikke noget der ikke var sandt, okay?” svarede hun med en lidt affejende håndgestus, som hun delvis accepterede hans undskyldning, men samtidigt antog den sidste del var et tarvelig forsøg på billig købte point.

Kunne det passe, at det var antydningen til et smil, som han så i hendes mundvig? Om ikke andet så bare et lille et? Måske hans charme alligevel ikke var helt spildt på hende. Det var fristende at blive, men Merek følte lidt, at han nok burde tage sin afsked, inden han formåede at gøre noget dumt igen, for han tvivlede på, at hun ville tilgive ham for endnu et fejltrin. Desuden kunne han jo ikke blive hængende på kroen hele dagen, han havde jo andre ting at tage sig af! Og nu var hans ellers planlagte underholdning jo stukket af, og det var tydeligt, at han intet fik af Emori.. ikke at han kunne bebrejde hende nu.

Merek var klar til at sige sit farvel og forsvinde ud af døren, men så svarede Emori ham, og fik ham til at genoverveje sine planer. Hvordan skulle han bare kunne lade sådan en påstand stå?
"Sludder! Der er måske mange punkter, hvor jeg ikke har en god dømmekraft, men når det kommer til, hvem jeg inviterer med op på mit værelse, så fejler den intet!" Sagde han med en alvorlig mine, alvoren forsvandt dog og blev erstattet af en blanding af overraskelse og forståelse, da det gik op for ham, hvad der lå bag hendes ord. Det var jo rigtigt.. hun havde jo næppe været sammen med en mand før, men kunne hun virkelig være SÅ uskyldig?
"Har ingen mand.." Han tøvede mens han overvejede sine ord, han skulle helst ikke fornærme hende igen. " Vist interesse i dig?" Endte han til sidst med at afslutte sætningen.

Tungespidsen gled fugtende over de mørkebrune læber, før den forsvandt ind i sit skjul på ny under det misbevilligende blik, der ramte hertugen ”Ja, men det er jo kun indtil at den fejler ikke? Hvis den havde været så god, så ville vi ikke stå her, ville vi?” en letter opgivende hovedrysten fik taget lidt af kanten af hendes ord, inden hun mere modløs sukkede ”Beklager.” det havde ikke været meningen at prikke til ham, igen.
Alvor forlod det kønne mandsansigt og blev erstattet af noget helt andet som realiseringen ramte Merek. Armene der ellers havde sluppet hinanden, fandt igen vej op og flettede sig sammen over brystkassen ”Jo.” kom det lidt forhastet og afbrydende ud så sidste del ikke blev talt til enden.
Det var altid lidt af et ømt emne at blive konfronteret med sine egne fejl og mangler. Mangler som at fange når andre viste en større interesse end bare de venskabelige. ”…Nej,” ændrede hun sit svar til og lod fingrene på den løftede hånd gnide kort mod tindingen, som om en hovedpine var ved at melde sin ankomst ”Altså jo, men det er… Kompliceret okay? Jeg ved det først når det ikke er en ting mere?” forsøgte hun at forklare, med en følelse af ikke at give mening voksede. Hvordan skulle han overhovedet kunne forstå det? Hvordan kunne nogen forstå?
Bag ved Merek blev et bord ledigt og fik Emori til at skubbe ryggen fri fra væggen ”Der var en ved navn Tholra,” hun lavede en gestus mod det ledige bord, som invitation til at han kunne følge med hende til det, hvor hun forsatte ”Men da det gik op for mig var han med en anden og så var det ligesom lige meget ikke?”.

Selvfølgelig var han på ingen måder perfekt, og det havde Merek på ingen måde rigtig svært ved at acceptere, så han valgte bare at trække let på skuldrene som svar på hendes ord. I det mindste undskyldte hun da på en måde, så det virkede til, at han alligevel havde formået at formilde hende en lille smule.
Han betragtede hendes kropsprog, som hun flettede armene foran brystkassen. Han havde en mistanke om at hun løg.. både på grund af kropsproget, men i højere grad fordi hun bar så.. blank? Når det kom til tilnærmelser. Og ganske rigtigt fulgte indrømmelsen da kort efter.

Det var en svær situation, for han ville gerne fortælle hende, at denne Tholra var et fjols, fordi han ikke havde ventet på hende. At han sikkert var gået glip af boget fantastisk. Der var bare det lille problem, at det ville være så forbandet dobbeltmoralsk. Han gjorde sig ikke selv meget i følelser, faktisk undgik han dem helst, men det gjorde jo også bare, at han helt sikkert ikke ville vente på nogen, som ikke gengældte hans følelser. Ikke at hun kunne vide noget af dette, selvfølgelig, men det føltes nu alligevel ikke rigtigt at stå og prædike, når han ikke selv var et hak bedre.
"Men sådan beøver det vel ikke være hver gang?" Det lød dumt selv i hans øre. Hvad var det overhovedet, at han forsøgte at sige til hende? I realiteten burde han vel være fuldkommen ligeglad med, om nogen mand nogensinde valgte at røre hende.. Men det var han ikke. Han fulgte med hende over til bordet, selvom han var en anelse træt af de mange mennesker på kroen, og mest havde lyst til at invitere hende med ud i kulden, hvor der i det mindste var lidt mere ro. For ikke at tale om, at han egentlig foretrak at tage turen hjem for at overnatte der, nu han ikke havde noget selskab, men det kunne selvfølgelig stadig nåes. 
"Jeg mener.. Du kan jo lære at se, hvornår mænd viser interesse i dig. Langt de fleste af os er håbløst åbenlyse, når vi ser en kvinde, som vi finder tiltrækkende" det havde han jo selv været, ville han da mene, selvom hun tydeligvis ikke havde været i stand til at se det. 

Forventningen om en spydig modkommentar blev aldrig mødt, i stedet trak han bare på skuldrene som svar. Jovist havde han da selv påpeget sin fejl, men det betød ikke at andre måtte have lov til at prikke til selv sammen. Overraskelsen nåde derfor kort at spille i de varme øjne, før de fandt plads ved bordet.
Overraskelse gled over i undren, uforståenhed for hans ord, men før spørgsmålet kunne nå at manifæstere sig i ord, der bad ham uddybe var Merek på forkant.
”… Lære det, mig? Merek jeg tror der ville være langt større chance for at lære en blind mand at se verden omkring sig.” fnøs hun ud med et anstrengt smil, med mundvige der ikke helt kunne beslutte sig for om de skulle læne sig mod et mere moret smil eller styrtdykke mod gulvet. I stedet endte de bare med at små sitrer, før læberne strammede sig i en sammenklemt streg ”Hvorfor går du overhovedet op i det? Du behøver altså ikke at prøve, at opveje for min hjælp med de to brød.” opmærksomheden blev vendt mod servitricen, der trådte hen til bordet og med et smil, der kunne sætte de fleste hjerter i brand, spurgte hun ”Ønsker I noget at drikke og spise?” de grå øjne søgte gentagende gange mod den unge hertug, selvom de lige så hurtigt rykkede sig fri igen. Alt sammen intet Emori bed synderligt mærke til. Ligesom den unge halv elevers pillen ved bunden af en hårlok, blev slået over i nervøsitet frem for flirten.
”En flaske rubinsk rødvin, hvis I har det?” da hun selv havde bestilt, flyttede fokus sig tilbage på brunetten overfor, men inden han kunne nå at sige hvad han ønskede tilføjede hun ork-absint til sin egen.

"Jeg tror, at jeg vil overraske dig, Emori! Miraklernes tid er slet ikke forbi!" Stemmen var selvsikker, men havde han nogen grund til, ikke at være det? Selv hvis det ikke lykkedes for ham, hvad havde han så egentlig at tabe? I realiteten var der vel kun ting at vinde ved hele den her situation. 
"Høflig interesse? Nysgerrighed? Et ønske om at gøre op for min fejltagelse tidligere? Hvad end der får mig til at lyde mindst som et røvhul" ordene blev efterfulgt af et kort grin. Han mente jo helt klart selv, at han var hylende morsom, hans selvtillid havde jo trods alt aldrig rigtig fejlet noget, om hun var enig eller ej, var som sådan ikke rigtig enig.. Men han var jo vant til, at kvinderne grinte, om det så var en virkelig dårlig vittighed. 

Af ren vane gled Mereks blik over på servitricen, hvor det tog en langsom tur ned over hendes krop og op igen. Hun var bestemt ikke skidt at se på. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at gøre noget lige nu, så uhøflig var hun trods alt ikke, u hvert fald ikke lige nu, men det bar da værd at vide til et senere tidspunkt. På et eller tidspunkt skulle han jo finde en seng, og det var så forfærdeligt kedeligt at "sove" alene.
"Hvad vil du anbefale mig?" svarede han med sit bedste og mest flirtende smil. Blikket blev primært holdt på servitricen, men ind imellem skævede han ganske kort over mod Emori, bare for at se, om det virkelig kunne passe, at hun slet ikke opfattede, når nogen flirtede. Det kunne jo være, at hun bare ikke så, når nogen gjorde det med hende? 

Skepticismen lyste stærkt ud af de gyldne øjne. Det var ikke fordi hun som sådan var den klassiske glasset halvt tom type, men den selvsikkerhed som lå og spillede i hans ord, den gjorde ikke ligefrem hun følte sig mere overbevist om det kunne lykkes. Det virkede mere som et tåbeligt væddemål med ham selv, men hvis han da godt kunne lide at skuffe sig selv, så skulle han da være velkommen. Sukket var derfor tungt, som alt luft lod til at forlade den slanke skikkelse mens hun hvilede ryggen mod ryglænet, så hun endte med at sidde længere ude på sædets kant i en tilbagelænet position ”Okay, men du bliver skuffet når du må opgive.” svarede hun endeligt og gjorde et kort skuldertræk.
Hvorfor skulle han kunne ændre på tingenes tilstand? Han var jo bare et menneske og hun havde trods alt snart levet 700 år uden ændring på den front.

Kropigen bemærkede straks hvordan de brune øjne vandrede ned over hende. Muligheden for at stille sig, diskret, til skue for hans blik var hun ikke sen til at gribe. Med den ene pegefingers blomme hvilende mod underlæben, kom hun med en eftertænksom lyd, hvorefter hun endelig svarede Merek ”En mand som dig er jeg sikker på vil nyde et krus øl og vores løgtærte.”.
Der var intet der indikerede i ørkenelverens ansigt, at hun havde opfanget hverken den flirten kropigen udviste eller den som Merek sendte retur til hende. Den eneste ændring var at hun i mellem tiden havde rettet sig op på stolen igen, men holdningen var afslappet og neutral. Pigen fik endda et venligt smil da hun tilkendegjorde hun havde hørt Emoris bestilling.

Fingeren som hvilede mod servitricens underlæbe morede Merek en anelse, kvinder havde en tendens til altid at ty til de samme tricks, når de skulle vise deres interesse, nærmest som en underlig parringsdans, som man ville forvente af et dyr. Men det virkede jo, så han skulle jo ikke kritisere deres metoder. "Når nu anbefalingen kommer fra en så køn ung kvinde, kan det vel næppe skuffe" Han holdt hendes blik lidt, inden han forsatte:
"Og så går jeg ud fra, at jeg bare skal finde dig, hvis jeg får behov for andet senere?" Måden ordene blev sagt på, og det smil som akkompagnerede dem, kunne næppe efterlade nogen tvivl om, hvad hensigten var, og det så da bestemt også ud til, at servitricen forstod det. Et smil lg et diskret lille smil blev hendes svar, inden hun forsvandt ud for at viderebringe deres bestilling. Hvis hun da faktisk kunne huske hele bestillingen, Merek kunne i hvert fald havde sine tvivl, nu hendes fokus ikke ligefrem havde været på arbejdet. Så var det godt, at det ikke var maden, som han var her for.

Da servitricen var forsvundet med deres ordre, og Merek selvfølgelig havde udnyttet muligheden til nyde udsigten da hun vendte til og gik væk, vendte han atter sin opmærksomhed mod Emori. Panden blev rynket en anelse, da det gik op for ham, at hun ikke virkede til at have bemærket noget. Kunne det virkelig passe, at hun var så blind, som hun påstod? For hans evner i at flirte var der jo tydeligvis intet galt med.
"Ingenting? Overhovedet?" Det her ville blive en del sværere, end han først havde regnet med, men af en eller anden grund gav det ham kun endnu mere lyst til at prøve.

"Ingenting? Overhovedet?" spørgsmålet fik solelveren til at dreje hovedet så ansigtet igen vendte i retningen af hertugen. Hvor hans øjne havde hvilet længere oppe på servitricens forsvindende skikkelse, så havde Emori's hæftet sig længere nede; mere præcist hendes fødder.
Det var en vane mere end noget andet, at tjekke folks fodstilling og gå mønster, begge dele fortalte trods alt en del om en person. Servitricen var ingen undtagelse med hendes højre fod der trak en anelse udad, som komparation for et overanstrengt knæ, der ikke fik den fornødne hvile mellem de træt lagte vagter og en fyldt krostue.

Det var derfor også med et undrende udtryk at hun udstødte et "Hvad?" lige inden at det lykkes krigeren at kæde hans spørgsmål til kilden.
Øjnene spærrede sig en anelse op før et "Åhh." slap ud. "Du flirtede med hende, gjorde du ikke? Eller hun flirtede med dig? Måske begge dele?" Hun havde med største oprigtighed ikke bemærket den lille dans, som de to mennesker havde udført lige foran næsen på hende. "Hvorfor?" lød det dernæst, hvorefter hun forsætte lige så barmfrit "Hun ville ikke udgøre nogen god mage alligevel? Hofterne er smalle selvom skørtet får dem til at syne større. Hendes højre knæs menisk er betændt, sikkert opstået efter at hun har måttet ligget på knæ for at skrubbe gulvet fri af dybrøde vinpletter, når hendes vagt er ovre og krostuen tømt. Hun ville være mere senge liggende end mobil under en graviditet.".

Et suk som bedst kunne beskrives som en blanding af opgivende og frustreret undslap Merek. Hun var langt mere håbløs, end han havde regnet med! Ikke bare var hun blind for, når nogen viste hende interesse, hun kunne ikke engang se, hvorfor nogen skulle vælge at nyde hinanden bare for nydelsens skyld.
"Så ved jeg da, at hun er vant til at ligge på knæ" mumlede han, mest for sig selv, kommentaren ville formentlig alligevel flyve henover hovedet på Emori siden hendes tanker tydeligvis var i et langt mere stuerent spor end hans.

Han flettede fingrene og placerede hagen på dem, han forsøgte virkelig at lade være med at virke belærende og som om han talte ned til hende. 
"Man kan more sig med hinanden uden nødvendigvis at lede efter ægteskab, eller mage, som du så fint siger det. Man kan gøre det for nydelsen skyld, og så aldrig se hinanden igen, som det ville være min plan med servitricen" Et skævt lille smil fandt vej til hans læber, dumme ting var mere end en gang gjort i nydelsen navn, men det ville nok være et endnu mere fremmede koncept for hende.
"Nogen er også fjollede nok til at ignorere åbenlyse fejl og mangler for kærlighed, hvis man tror på den slags. Uanset, min pointe er, at det langt fra behøver handle om at finde den perfekte 'mage'" Kærlighed... et underligt og oftest ubrugeligt koncept, som han oftest ikke skænkede mange tanker. Forhåbentlig var det heller ikke noget, som han ville skulle bruge megen tid og kræfter på at snakke med hende om.

Uanset hvor frustreret han var over hendes manglende forståelse for emnet, var Mereks nysgerrighed i høj grad stadig tilstede. Hvordan kunne hun overhovedet være så blank overfor noget, som faldt så naturligt for langt de fleste? Der måtte næsten ligge mere bag. 
"Jeg er faktisk ret imponeret over, hvor observant du kan være, samtidig med at du, efter eget udsagn, kan have så svært ved at opfatte, når nogen viser interesse for dig"  

Den muntre stemning i krostuen der gjorde både luften varm og vibrerende ville med største lethed have slugt den lavt sagte kommentar, havde det ikke været fordi at kvinden der sad overfor den unge hertug var af rent ørkenelvisk blod. Hørelsen var måske ikke lige så skarp som de fleste halvdyrs, men selv i støjen fra skålende fulderikker og rungene latter delt mellem bordene, opfangede Emori alligevel hans ord.
Ingen verbal kommentar fulgte, blikket talte sit eget tydelige sprog 'Det mener du ikke?' tydeligvis stadig mere i tankerne om gulvskrubberier end sydligt satte kys.
"Men hvorfor skulle man ville dele noget så personligt med en der bare er... Fjollerier?" Spurgte hun uforstående. Nøgenhed havde aldrig været et problem for krigeren. Det var ikke lige frem fordi man kunne tillade sig at være særlig blufærdig i fronten, men at blive rørt af en anden mens man var afklædt, uden at det var for at lappe et sår dét forstod hun intet af - slet ikke når det var for en hvilken som helst at gøre, hvis hun skulle forstå menneske manden ret.
Hun trak kort på skulderne, for han jo havde ret. Det var egentligt ikke noget der gav synderligt meget mening med set objektivt, at hun kunne se livet en person levede eller havde levet, men samtidig var så blind for flirten, hvis ikke det var fordi det direkte blev gjort klart hvad hensigten var, med tilnærmelserne.
"Det redder mig ikke ligefrem i fronten at kigge se hvem der ønsker at kysse mig?" Svarede hun som eneste logiske forklaring. Det havde jo simpelhent ikke optaget hende, at lære de sociale spilleregler - ikke sådan rigtig før nu.

Blikket blev besvaret med et skævt smil, om hun så forstod meningen bag et eller ej. Det kunne vel næsten være sjovt at forklare betydningen bag hans hentydning, se hvor forlegen han kunne gøre hende. Hurtigt blev det skæve smil dog erstattet af en opgivende mine og et dybt suk. 
"For nydelsens skyld!" Det gik op for ham, at han tydeligvis havde været lidt for højlydt, så han rømmede sig kort mens han så rundt i krostuen. Det så ikke ud til, at nogen var interesseret i deres samtale, men hvorfor skulle de dog også være det.
"Fordi det kan føles utroligt rart, hvis nogen rør ved dig på den helt rigtige måde?" Han sagde det som om, at det var det mest åbenlyse i hele verdenen, men det var det selvfølgelig også for ham. 

Han rejste sig op og rykkede sin stol hen, så han kunne sætte sig lige ved siden af hende, ganske vist var det ingen, som viste nogen interesse i deres samtale, men derfor følte han nu alligevel, at han burde gøre sit bedste for at holde samtalen mellem kun de to. Desuden, hvad kunne det skade at sidde lidt tæt? Det kunne være, at det ville være med til at slå hans pointe igennem.
"Der er så meget mere i livet end kamp og forpligtelser. Se på mig, jeg er sømand, betyder det, at hele mit liv skal handle om havet?" Han holdt en pause for at give hende tid til at reagere.
"Det ville være et utroligt kedeligt liv, hvis alt kun handler om arbejde og intet sjov" For gudernes skyld, hun måtte da vide, hvordan det var at have det sjovt!

Merek's hævede stemme havde fået enkelte af kroens andre gæster til at dreje deres blik halv dovent i retning af deres bord. En hurtig vurdering blev taget, at der ved mennesket og ørkenelverens bord intet videre spændende skete, så både øjne og lange øre blev vendt bort.

Emori havde siddet med en lyttende mine, da Merek begyndte at forklare sig hvorfor at kropigen overhovedet var tilnærmelsesvis interessant eller værd at skænke en mindre tanke. Ud af alt han havde fortalt, så var det nok det som der gav mest mening, men det betød ikke at hun stadig forstod bevæggrunden til fulde. For det gjorde hun stadig ikke. 
Hun åbnede munden for at kommentere, men nåede ikke at ytre så meget som et eneste ord, før den små haltende kropige vendte retur, med deres bestilling, og han havde skiftet stol for at sætte sig nærmere Emori til pigebarnets store ærgrelse. Hendes flirten var derfor betydeligt mindre end tidligere, da vådt og tørt blev placeret på bordet. Et enkelt langt blik på Hertugen var alt det blev til, før hun strøg videre til næste bord.
"Det er jo ikke noget man ikke kan klare selv." Svarede Emori endeligt lidt afvisende, på dét skulle være et argument. Hun havde da rørt sig selv, og havde endnu ikke haft behovet for andres indblanding til at klare tingene. Hun drejede sig lidt på stolen mod ham og lod de gyldne øjne bevæge sig ned over ham, med spændt kæbe. "Du hader måske dit arbejde, siden det ikke er nok?" Spurgte hun lidt spidst "Det gør jeg ikke. Jeg er stolt af mit arbejde og det gør mig ikke kedelig." Forsatte hun bidsk, inden hun satte sig ordenligt på stolen, trak vinen nærmere hvorefter en stor tår blev taget.
Hans ord havde ramt et ømt punkt, uden han selv var klar over det. Emori havde altid været kendt som en der ikke kunne finde ud af at have det sjovt. I årevis havde hun hægtet sig på hendes brors vennegruppe, fordi hun ikke havde sin egen grundet hendes ry. Hun havde forsøgt at gøre ham kunsten efter, at være mere løssluppen kun for i sidste ende at fejle.

Et enkelt blik blev sendt efter kropigen, da hun gik sin vej. Det skulle komme meget bag på Merek, hvis han havde tabt sin chance for at nyde hende, lidt jalousi plejede jo kun at gøre pigerne endnu mere vilde. Men selv hvis hun viste sig ikke at være interesseret, skulle han nu nok finde sig en anden. Men for nu måtte han jo hellere holde sin opmærksomhed på Emori, selvom det mere og mere virkede til, at hun hellere ville være fri.. Men så nemt fik hun slet ikke lov til at slippe! Hun fascinerede ham, og han havde tænkt sig at finde ud af, hvordan hun kunne være så uvidende overfor så vidunderlige en ting som lidt leg i lagnerne.

Det var ikke fordi, at Merek havde forventet, at hun bare ville give ham ret, men han havde nu heller ikke forventet, at hun ville blive SÅ fornærmet. 
"Jeg elsker skam mit arbejde, og jeg ville ikke lave andet end det" I hvert fald når det kom til at sejle, men det var ikke noget, som han følte, at han blev nødt til at uddybe overfor hende.
"Men det betyder ikke, at jeg ikke har brug for at lave noget andet, så jeg kan bevare den glæde, som det giver mig" Han trak lidt på skulderen. Mon han havde ramt et ømt punkt hos hende? Det kunne da i hvert fald godt virke sådan, siden hun blev så fornærmet over så lille en kommentar.
"Hvordan kan du overhovedet sige, at du ikke kan lide det, hvis du ikke har prøvet det?" spurgte han og sendte hende et flabet smil. Nej, hun havde ikke direkte bekræftet hans mistanke, men der kunne jo slet ikke være nogen tvivl om, at han havde ret. 

Han påstod at elske sit arbejde og alligevel følte han et behov for at lave andet for at bibeholde gnisten? For første gang syntes det at give mening, selvom der stadig var langt til forståelse. Hvad Emori stadig ikke forstod var sammenhængen mellem kødligt sammenværd og hans engagement som sømand. Han sejlede forhåbentligt ikke sine skibe fra en kvindes skød?

Grublende trak øjenbrynene sammen, inden de pludseligt hævede sig i en ærlig overraskelse. Rømmende genvandt hun kontrollen over ansigtet og krydsede dementere armene foran sig. "Hvem siger ikke at jeg har prøvet dét og bare ikke var imponeret?" Løj hun, mens varmen streg i kinderne, så selv ikke den dunkle belysning eller den solkyssede hud kunne skjule rødmen.

Rødmen som endda kunne ses gennem hendes brune hud var mere end rigeligt til at bekræfte Mereks mistanke. Hun var en uskyldig lille en! Det ville da være en fryd at være den, som fik lov til at introducere hende til dette specifikke område, men det havde hun trods alt allerede udtrykt sin yderst manglende lyst til skulle ske. 
"Lad os kalde det et kvalificeret gæt" svarede han med tydelig morskab. Det var svært ikke at grine bare en lille smule af hende, sådan som hun sad der og var rød i hovedet over et så uskyldigt spørgsmål, men han var faktisk ret sikker på, at latteren ikke ville blive taget pænt imod, og han havde ingen intentioner om at skræmme hende væk.

"Så har du prøvet det?" Det var et meget ligefrem spørgsmål, og bestemt ikke noget, som man burde sidde og snakke med en fremmed kvinde om, men det var jo ikke ligefrem fordi Merek havde gjort det mest høflige førstehåndsindtryk indtil videre. Desuden så var han da nysgerrig efter at vide, om han faktisk havde gættet forkert og den mand hun så havde været sammen med virkelig havde været så dårlig, som hun fik det til at lyde.

Med udspring fra kinderne, mærkede Emori hvordan varmen voksede videre over ansigtets fine træk og videre ned over brystkassen. Reaktivt forsøgte hun at skylle varmen væk med vinen. Hverken alkoholen eller Merek selv var dog til nogen større hjælp. Munden var fuld af den røde væske, da han med sin direkthed fik hende til at kløjes i sin tår. 

"Nej." Mere fortravlet på at få klaret luftvejene nåede Emori ikke at genoverveje sit svar, inden det allerede havde klemt sig ud mellem to host. Taget i sin egen løgn fra før rettede øjnene sig store og glasagtige tværs over bordet. "Hvad jeg mener er, at det aldeles ikke vedkommer dig." Tilføjede hun lidt forhastet.

Det var svært ikke at more sig over hendes reaktion. Der var næppe nogen tvivl om, at hendes nej var det sandfærdige svar, som vist var sluppet ud uden det helt var meningen. Hun var en fascinerende en. Han kendte mange adelskvinder, som endnu ikke havde været sammen med en mand, og mange af dem brystede sig endda over det. En del af dem kunne selvfølgelig ikke længere bryste sig over det når han først havde været forbi, men det var en mindre detalje. Men hende her.. Det virkede til at være en noget anden sag. Skammede hun sig virkelig over, at hun endnu ikke havde følt en mands varme berøring eller lå der noget andet bag hendes modvilje?

"Så det bringer mig tilbage til mit spørgsmål fra før. Hvordan kan du vide, at du ikke kan lide det, hvis du ikke har prøvet det?" Han gjorde intet for at skjule hverken sit smil eller hvor meget situationen morede ham. Hun kunne lige så godt acceptere, at han ikke købte hendes løgn og give ham de svar, som han ønskede.