De havde alle deres tragiske fortællinger. Joanna havde i hvert fald ting hun heller ikke selv ønskede at fortælle, med mindre hun virkelig skulle. Kun ganske få i hendes liv vidste hvor hun kom fra, og hvorfor hun aldrig talte om sin familie. Endnu færre vidste at hun stadig sendte breve til familien, som var underskrevet med navnet Johan. Et navn hun hadede så uendelig meget, men hun kunne bare ikke få sig selv til at gøre noget ved det.
Hun var dog heller ikke en for at skubbe, men som hendes blik kiggede opmundrende på ham, var hun nu glad for at han alligevel turde bryde den barriere. Måske det var nemmere når det en venlig, fremmede sjæl man sad overfor.

Hun lagde hovedet på skrå som hun lyttede. Sorgen spejlede sig også i hendes øjne, og et eller andet sted følte hun at hun havde fundet en person der også forstod hende, hvor underligt det end måtte være, når deres valg i livet lå så langt væk fra hinanden.
”Jeg forstår dig godt,” var ordene der lød fra Joanna. ”Dianthos har en magisk egenskab til at lade en finde sig selv ikke.” Dianthos havde i hvert fald åbnet øjnene for Joanna, på mere end en måde. Og hvis det var at have sex med gud og hver mand, så var det vel bare om at acceptere det. For Joanna var det noget så simpelt som hvem hun var inden i, og ikke hvem hun var blevet født som. Noget hendes forældre i Medanien aldrig ville kunne forstå. 

Winchell var en fandens god menneskekender. Personkender var nok mere korrekt at sige, for det var ikke kun menneskeracen, den buttede mand kendte. Han kunne se på alt andet end deres ord for at bedømme, hvordan personen havde det. Og dermed hvad personen havde brug for. Og derfor kunne Winchell tydeligt se, at Johanna havde en form for sorg i hendes øjne. Men den var ikke komplet. Den druknede hende ikke. Der var noget mere end bare sorg i hendes øjne. Måske en form for glæde? Måske Winchells skyld? Det ville i hvert fald ikke være første gang. Man behøvede ikke fjerne ens klæder og mærke hinandens nøgen hud for at forstå hinanden. Nogle gange var dette blot nemmere. Mange havde nemmere til handlinger end ord.

"Korrekt, uden tvivl," medgav Winchell højt og muntert. Hvis nogen i kroen vendte deres øjne mod ham, var den buttede mand ligeglad. Lad dem stirre. I dag ville det være gratis. I morgen ville være en helt anden diskussion. "Dianthos accepterer. Ingen fordomme." Selvfølgelig var dette bredt sagt. Meget optimistisk, for der var endnu borgere i hovedstaden, som havde fordomme at give ud fra. Men sammenlignet med Faust-hjemmet var der intet her. Winchell havde måske ikke fundet sig selv helt i Dianthos - han havde inderst inde vidst, hvad han var og kunne lide. Men Dianthos havde hjulpet ham. Den havde givet ham midlerne til at være den, han i sandhed var. Og var det ikke mere magisk end så meget andet?

I sidste ende var Joanna blot et individ der længtes efter at blive anerkendt, og danne en forbindelse til folk. Hvor småt det måtte være, så ønskede hun bare ikke at være alene i denne her verden. Hendes valg havde på visse punkter gjort at hun var blevet udstødt, men det var kommet med en ny form for frihed. Heldigvis var der folk af alle slags i Dianthos, og især nogen som Azteka havde fundet plads til hende i deres hjerte. Det gjorde hende dog ikke mindre forsigtig med at give sin loyalitet ud, men hun kunne ikke være bange resten af sit liv.

Hun kunne ikke helt undgå en lille latter, som hun rystede på hovedet. ”Måske stadig et par fordomme,” pointerede hun, og hun kunne heller ikke helt stoppe sit blik fra at glide over mod manden der havde afvist hende for ganske kort tid siden. Det var jo nok for det bedste i sidste ende. ”Byen tiltrækker jo også bare lidt af hvert, til trods for at man skulle tro at tingene ville være mere rolige så tæt på Lyset,” sagde hun med et smil. Det var i hvert fald hvad hendes forældre havde overvejet, da hun første gang havde sagt at det var vejen hun havde ønsket at gå. 

Joannas lille latter lod Winchell vide, at de var langt over linjen til at være venskabelige sammen. Alle havde brug for venner. Alle havde brug for lidt kærlighed. Og kærlighed kunne komme lige så nemt fra venner, som det kunne fra en elsker. Og nogle gange mere fra venner. Elskere var nogle gange bare for øjeblikkets skyld. Det kunne den buttede mand skrive under på. Han havde mange betalende og ikke-betalende elskere, han kun snakkede med den ene dag og aldrig nogensinde før. Ja, venner var måske mere stabile i forhold til kærlighed.

"Der vil altid findes fordomme. Dem kan vi ikke flygte fra. Men vi kan vende den nøgne kind til," Det var nemmere sagt end gjort, det vidste Winchell godt. Blot fordi han havde nemt ved ikke at tænke over de mange kommentarer, hans erhverv uden tvivl ville give ham, var det ikke ens betydning med, at alle andre havde det så nemt. Langt fra. Det havde også taget år og afstand fra familien for at opbygge denne tolerance. "Der er roligere, men som med fordomme kan der aldrig være komplet roligt. Der skal være en balance. Vi kan ikke have det gode uden det dårlige. Ellers ville det ikke føles godt." Winchells ord var rolige og varme. Som et ildsted midt om vinteren. Det prøvede han i hvert fald. Man kunne vælge at fokusere på alt det dårlige og leve et dårligt liv, eller man kunne se på alle de gode ting og have et bedre liv. Winchell havde for længst truffet det valg over hvilket slags liv, han ønskede at leve. Havde Joanna også det?

Det var absolut nemmere sagt end gjort, især for en som Joanna. Hun var stadig ikke altid lige sikker på at hun gjorde det rigtige, og udtrykte sig på den bedste måde, eller en hun måtte, selvom hun aldrig havde følt sig så komfortabel i sin hud, som siden hun endelig var blevet puttet i noget der føltes rigtig. Drengetøjet og det korte hår ville bare aldrig føles rigtig, især ikke efter hun havde fundet lykken i noget andet.
Det hjalp selvfølgelig at være væk fra familien, men de vidste nu heller ikke hvem hun egentlig var. De troede stadig de talte med deres søn.

"Nogle dage er det nemmere at huske på end andre," sagde hun blidt og roterede sit krus i hånden i en eftertænksom mine, med et lille smil på læberne. "På de dårlige dage er det især svært at huske, men jeg er glad for hvem jeg er blevet." Det var en af de ting der var nemmere at overføre til hendes arbejde end hendes personlige liv, men det var fordi når hun så den lettelse der udstrålede når hun havde hjulpet nogen, så slog det alle andre følelser af besvær der var af at være kommet der til. "Men folk formår bare altid lige at minde en om at livet ikke er så let som man kunne håbe." af alt magi i denne her verden, så burde der vel også være noget for at ændre hendes køn, men det var noget specialiseret og det ville sikkert være dyrt.

Mange troede, at lystfolk ikke kunne have dybe og nærmest filosofiske samtaler. De var en tjener af kødet, ikke hjernen. Men det var der, så mange gik forkert i byen. Winchell havde før haft kunder, hvor al beklædning forblev på. Nogen ville bare gerne snakke. Sidde i hver sin stol og nyde et glas vin, imens der blev snakket. Winchell kunne være en god lytter, for han lyttede faktisk. Og han kom selvfølgelig med de passende ord og lyde her og der. Eller efter en lang og hed elskovsscene, bare at ligge i sengen og lade kunden snakke frit. At gå til en lystmand eller -pige var ikke kun for at nyde det. Det var et frirum for mange mennesker. Et sted, hvor de kunne være komplet åbne, for ingen ville dømme dem. Og det gav Winchell lige nu til Joanna helt gratis.

"Selvom mange mener, jeg ikke burde være, er jeg kun glad for den mand, jeg er i dag," Selvom Winchell uden tvivl havde ofret meget for at leve sit liv på sine egne præmisser, var den buttede mand mere end tilfreds med dette. Hvis ikke hans familie kunne acceptere ham, hvordan skulle han så kunne acceptere dem? "Som de religiøse hoveder ville sige: Guderne giver os udfordringer, fordi livet netop ikke skal være let. Vi skal have noget at nyde og det kan vi kun med modgang." Winchells læber var i et roligt og sågar afslappet smil. Ingen spor af kækhed, lummerhed eller noget i dén dur. Se, han kunne rent faktisk tænke og gøre med andet end de private regioner.

Det var rart når folk kunne hvile så meget i dem selv. Joanna havde fået det nemmer med det, men hun var stadig slet ikke der endnu, hvor hun følte at hun helt følte sig tilpas. Det var mest når kommentarerne eller blikkene kom fra, at hun krøb lidt ind i sig selv, og blev ked af det. Der var det dog heldigt at hun havde visse gode venner om sig, som kunne hjælpe hende med at få humøret op igen når det faldt ned.

Et lille grin undslap hende og hun rystede lidt på hovedet. ”Nogle gange så er guderne måske lidt for optimistiske med deres prøvelser for os,” pointerede hun med et lille suk. Nogle gange kunne man overveje om de overvurderede deres kapacitet, men det ændrede jo ikke på livets gang, og Joanna plantede bare sin ene fod foran den anden, og forsatte fremad uanset hvor svært det var. ”Tak for at muntre mig lidt op her til aften, Winchell,” sagde hun og tog den sidste tår af øllen. Det havde helt klart hjulpet på humøret. 

Meget vel sukkede Joanna over sin egen kommentar, men Winchell kunne ikke lade være med at fnyse. Der var en eller anden gammel læringssætning i, hvad de to snakkede om lige nu. At det, guderne udsatte en for, netop ikke skulle være en nem udfordring. Man ville komme ud stærkere og for at blive stærkere, skal man mærke modvind. Det var dem, der gav guderne skylden til alt. Det gode og det onde. 
"Guderne ved ikke, hvordan det er at være os. Var de i vores sko bare én dag, ville de lempe alle prøvelserne markant," forsikrede Winchell på den klassiske humoristiske måde, som manden nu snakkede på. Det at være menneske - og bare person generelt - havde sine udfordringer, hvis ikke man var født ind i den rigtige familie. Winchell kunne måske have undgået mange af sine udfordringer, havde han blot makket ret og ikke været det sorte får i familien. Men på et tidspunkt måtte man ofre fællesskabet til fordel for individualismen. "Hvis man får dit smil at se, opmuntrer jeg skam gerne mere i fremtiden." Det var ikke en direkte kompliment på den romantiske eller lystige måde. Det var en kompliment, en ny ven ville sige til en anden ny ven. Komplimenter behøvede ikke ende i mere end bare komplimenten selv. Det var ikke alt, der havde en dybere mening. Noget kunne nemt være, hvad det blot virkede til at være.

Joanna smile strakte sig lidt længere ud på hendes læber, som hun følte sig taknemmelig for at hun havde haft en denne aften til at opmuntre hende. Det havde været en hård aften ellers, og hun håbede at det ikke ville være sidste gang hun så den anden mand på disse præmisser. HUn havde behov for flere venner i Dianthos, for selvom hun bandt tætte bånd med dem hun fik, så følte hun sig aldrig rigtig god nok til andre. Azteka havde prøvet at fortælle hende det flere gange.

“Det er jeg glad for, og hvis du nogensinde skulle få behov for det samme, så må du endleig sige til,” sagde hun, og bundede endelig sin øl. Det var ved at blive sent, og hun skulle hjem og op igen tidligt næste morgen. Hun havde ikke luksussen af at være længe ude, og måske gav hun den heller ikke til sig selv. Der var morgen rutiner, selv når hun ikke arbejdede trods alt. “Men jeg må takke farvel for i dag, og jeg håber vi støder på hinanden igen.” Hun rejste sig for sin plads. “Hvis du får behov for noget, så kan du altid finde mig oppe ved Krystalpaladset.” Hun tog sin jakke, og med et sidste smil i Winchells retning begyndte hun at bevæge sig ud af kroen og tilbage op mod sine gemakker på Krystalpaladset. Aftenen havde ikke været helt spildt.

En aften kun med snak og endnu med beklædning på kunne mange anse som værende spild for Winchells vedkommende. Han var jo en mand af kødets lyster, mente folk. Men der var den buttede mand ikke helt korrekt opfattet, for jovist nød han at være meget tæt med andre, men det var netop tætheden, manden mere hungrede efter end deres kød. Oftest var det tætteste dog netop at fordybe sig i kødets lyster, men denne snak med Joanna havde lige så nemt tilfredsstillet Winchells hungren efter kontakt, omend på en anderledes måde end en typisk arbejdsdag for ham. Dog brokkede han sig ikke. Næppe.

Dog var deres fælles aften ved at nå sin ende. Winchell drak det sidste af sin øl, imens Joanna gjorde sit verbale farvel. Han ville nok blive, omend for at få en genopfyldning mere. Måske han kunne finde en anden og bruge natten på. Ikke at han var i stor trang nu. Joanna havde slukket lidt af tørsten. "Det skal jeg nok huske, ven." Titlen blev tilføjet meget bevidst. Bevis på, at dette ikke kun var en engangsforestilling.
"Og du ved, hvor jeg arbejder. Man kan altid bruge en venskabelig snak." sagde Winchell med et lille glimt i øjet. Ikke som en invitation på at fordybe sig i bordelhusets foretagende, men mere et komisk glimt. At snakke med en arbejdende lystmand og kun snakke. Det lød som starten på et dårligt satireskuespil. 
Og det var afslutningen på aftenen mellem Joanna og Winchell. Hun forlod kroen og han forblev lidt endnu, kiggende på de andre krogængere. Måske en anden havde brug for en ven eller ven.