Hendes lille fortalelse fik hans øjenbryn til at skyde i vejret, og da hun i det samme slap ham og gav sig til at massere sine tindinger med et træt og ærgerligt udtryk i ansigtet, åbnede han munden, og nåede lige at sige: "Hvordan- " før hun talte videre og forklarede ham præcis hvordan...
    Hendes ord om Mørket var nær forsvundet i den voksende harme, men fordi han godt kunne se, at hun forsøgte at fjerne fokus fra fortalelsen, lod han hende tale ud, før han selv tog ordet igen.
    "Jeg er glad for, at Lysets dårlige opførsel ikke har tvunget dig længere ind i favnen på Mørket," sagde han, som sandt var. Han måtte dog tilkæmpe sig roen til at sige det, for billedet af Kesters ondskabsfulde grin blev ved med at forstyrre hans indre blik og fik mørk, farlig vrede til at røre på sig.
    "For jeg kan læse ud af dine ord, at du trods de... forholdsregler, jeg forsøgte at gøre mig, alligevel blev udsat for Lysets største røvhul..." Heldigvis havde Kester jo ikke kunne gøre hende noget, for Treston havde med vilje taget nøglen med sig, så idioten ikke skulle få nogen gode idéer. Han havde nok tænkt, at en trussel om at tvære hans hjerne ud over Paladspladsens brosten ikke helt ville være nok i længden, men i længden havde Treston sådan set også regnet med at sætte Kester bag lås og slå... At svinet alligevel var gået i kælderen, selv efter, at Treston havde haft fat i ham, vidnede bare om den syge berettigelse, der gennemsyrede alle hans handlinger...
    "Jeg havde fat i ham, efter at jeg havde besøgt dig," indrømmede Treston. Hans hænder havde knyttet sig i vrede, og kæben var spændt. "Truede med at hamre indholdet af hans hjerneskal ud over Paladsgården... Så jeg kan forestille mig, at han ikke havde mange pæne ord til overs for dig..." En forfærdelig tanke om, at Kester med de rette 'redskaber', som han jo havde snakket så meget om, alligevel potentielt havde kunne nå Sedna - selv igennem tremmerne - slog ned i Treston, og han kunne mærke maven knuge sig sammen. 
    "Nu siger du, at han ikke gjorde dét..." begyndte han, mens hjertet lige så stille begyndte at slå hurtigere.. hurtigere, i takt med at en dårlig forudanelse voksede i ham. "...Men hvad gjorde han så, Sedna?"

Sedna havde aldrig haft de store kvaler ved at lyve eller kun fortælle brudstykker af sandheden, når hun fandt det passende, om det så var for at rede hendes eget skind eller forskåne andre.
Begge de muligheder var ryddet af bordet, og efterlod hende tilbage med to muligheder; at forsøge på at fastholde emneskiftet, så hun ikke kunne se på, hvordan de kønne blå øjne ville mørkne i den alt overskyggende vrede. En mulighed der allerede var en tabt sag på forhånd, for Treston ville umuligt lade Kester emnet falde til jorden. Sidste og eneste mulighed var ikke lægge finger i mellem, men fortælle sandheden i sin fulde from lige fra Kesters hårdhændede behandling, trusler og hvorfor hans planer var røget ud med kloakvandet.
Et var at nævne den rødhåret Ridder, hvorfor hun vidste hvem han var. Noget helt andet var det at skulle italesætte, hvad han helt præcis havde og ikke havde gjort. Meget havde været sket fra Treston havde forladt cellen og tiden havde rendt stærkere end 10 vilde heste kunne rende, så det var først da Sedna skulle til at forklare at hun blev klar over den rod af vrede og hævntørst der lå gemt bagerst i sindet.
”Han ville have jeg skulle lyve, så jeres overordnede ville tro du stod bag det hele. Fordi du ville stikke ham og ikke lod ham… Fordi du ikke ville lukke øjnene for hans foretagen i hvad han mener er hans frirum.” hvert ord fik øjnene til at smalle sig mere og mere inden det rykkede sig over Trestons skulder, hvor det låse sig på klippevæggen bag. Enkelte sekunder var alt der fyldte luftskakten lyden fra bålet og deres begges vejrtrækning, mens Sedna fik tøjlet stormfloden af uforrettede følelser som endnu ikke havde haft tiden til rigtig at synke ind.
”Jeg var sikker på han brækkede et eller andet i mit ansigt ved hans spark. Faktisk havde jeg nok fortrukket det over den hyletone mødet med støvlen bragte... Han ville vide hvorfor du ikke havde gjort som I aftalte, hvorfor du var så øm om mig?” sagde hun stadig uden at se på andet end væggen og skyggernes dansen til flammernes bevægelser. Hun kunne ikke få sig selv til at dreje blikket tilbage på Treston, overbevist om at så hun først vreden hos ham ville hun ikke kunne tøjre sin egen. Bevægelsen da hun skubbede noget af det stadig fugtige hår om af øret, havde en underlæggende aggressivitet i sig, som stod i stærk kontrakt til den stadig fattede stemme hun formåede at fortælle det næste med ”Hans plan var at ødelægge mit ansigt. Med hans egne ord tæve det sønder og sammen og banke hans pik ned i halsen på mig. Alt sammen skulle du have skyld for, hvis ikke jeg ville makke ret og lyve så… -” halsen snørerede sig sammen om den voksende klump spyt, ved realiseringen om at truslerne ville være blevet en realitet, at Kester på ingen måde bare havde lukket varm luft ud.
Med en vrede dirrende stemme lukkede armene si ubevidst omkring hende selv, så fingrene borede sig hårdt ind i hver sin overarm ”..- Kester er ikke den eneste, som bruger fangerne til egen fornøjelse. Han ville ikke være den eneste som ville have haft sin tur med mig, hvis ikke jeg løj. -” forklarede hun inden øjnene slap klippen og i et hårdt ryk flyttede tilbage på Trestons skikkelse da de næste ord uden betænkelighed blev kastet ud ”- Og jeg ville have ladt dem, Treston.” der var ingen skam at spore over at hun havde været villig til bare at tage imod, uden modstand fordi følelserne for den blonde mand var større. Hun ville have offeret sig for ham, selv da tvivlen om hans oprigtighed var størst.
”Men han truede dig og jeg sværger ved samtlige Guder, hvis jeg nogensinde får fat i ham…” blikket blev hårdt og ordene knurrende. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, at endte den rødhåret mand i mørkelverens klør, så ville den tortur Zirra  havde måtte udholde være det rene vand til sammenligning, hvad Kester ville blive udsat for.

    Den mørke vrede voksede og voksede i takt med hendes ord. Det dumme, uintelligente, ondskabsfulde røvhul til Kester... Trestons hænder dirrede - som om det eneste, der kunne bringe dem til ro ville være, hvis han kunne lægge dem om den anden Ridders hals og klemme til...
    Da hun gengav, hvad Kester havde sagt til hende og truet hende med, undslap der Treston et halvkvalt udbrud, og han kunne ikke sidde stille mere - fløj op og måtte vende ryggen til hende, knytte hænderne og holde den ene næve imod læberne, for at der ikke skulle slippe mere vrede ud. Hvor vovede han...? Hvordan kunne han få sig selv til at udsætte en lænket kvinde for dén behandling? 
    Og én ting var vreden imod Kester, men Treston var næsten endnu mere vred på sig selv... Vred over, at han ikke havde formået at beskytte Sedna. Vred over, at han indirekte havde ladet Kester gøre hende fortræd...
    Skammen og arrigskaben var godt i gang med at trække ham ned - hele vejen ned under overfladen på dét ocean af frustration og had, der rørte sig i ham - da hun trodsigt sagde, at hun ville have ofret sig for ham.
    Han ikke kunne gøre andet end at vende sig og stirre på hende. Stirre på hendes løftede hage og øjnene, der var blevet hårde, mens hun svor ved Guderne, at Kester ville fortryde nogensinde at krydse hendes vej igen...
    Og det var nok nogenlunde dér, det gik op for Treston, at han elskede hende. At han trods deres forskelligheder - trods deres korte bekendtskab og trods alt dét, der var sket imellem dem - elskede hende, fordi hun var stærkere end han nogensinde ville blive.
    Han skubbede vreden til side og rakte hånden ned imod hende - ville trække hende på benene og ind i et knus; mærke hendes varme, hendes gnist. 
    "Sikken et par vi er," mumlede han med et lille smil i stemmen og en hengivenhed, der gjorde det klart, at smilet skyldtes respekt og beundring, og på ingen måde, at han syntes, hendes udtalelse havde været fjollet. "...overbeskyttende og så stolte, at det halve kunne være nok... Jeg er ikke sikker på, at jeg har fortjent en sådan offervillighed fra dig, Sedna - til gengæld ved jeg, at Kester vil have fortjent en hvilken som helst behandling, du må ønske at udsætte ham for... Og jeg vil håbe for ham, at det er mig, der får fingre i ham først."

Mange forskellige scenarier nåede at udspille sig bag den mørke pande. Alle de tusindvis af måder som Treston kunne reagere på.
Fortællingen kunne have været langt mere grusom, havde det ikke været fordi Zirra havde vandret i skyggerne. Det betød dog på ingen måde, at det var nemmere at forudsige om han ville sidde passiv og paf eller om han ville fare op og styrte mod mines udgang med et mål for øje; at få fat i Kester og rent faktisk gøre alvor af hans egen trussel til den rødhåret Ridder.
Med imponerende hast var det lange legeme fri af den hårde bund, til hendes store overraskelse farede han ikke nær udgangen.
Sedna nåede lige akkurat at placere begge håndflader mod underlaget, for noget mere besværet at skubbe sig op. Sikker på at de næste skridt ville bære ham ud af luftskakten, men han blev hos hende. Det til trods for hvor tydeligt det var i hans kropssprog, at han mere end noget andet lige nu kun kunne ønske at placere de lukkede hænder mod andet end egne læber.
Den vrede der havde rejst sig som tidevandet, virkede til at have mistet sin kræft og i stedet trukket sig tilbage, vigende for større og mere betydningsfulde følelser. Næste øjeblik stod han med en åben hånd rakt ned til hende. Klar til at trække hende ind i en omfavnelse, så snart hendes hånd lukkede sig omkring hans. ”Det gør jeg ikke.” kom det hudløst ærligt ud uden en større betænkelighedstid, til at Treston håbede at han var den som først fik fingrene i den afstumpede møghund.
Med hænderne søgende op over brystkassen, over skulderne og om til nakken, hvor de lukkede sig til at trække ham nærmere i et blidt, men bestemt tag, til deres pander hvilede mod hinanden. ”Du om nogen burde have ønsket at se mig for enden af det reb. Med alt hvad du har sat i værk for at rede en kvinde du knapt har mødt, så hersker der ingen tvivl om du fortjener hvert et offer jeg ville gøre for dig.” stemmen var sænket, til den grænsede mod en hvisken, men der var ingen grund til at tale højere når de stod så tæt.
Liggende op til at lade deres læber mødes, trak Sedna i sidste sekund hovedet lidt tilbage med et lille, men tydeligt uforstående ryst af hovedet ”Hvorfor? Hvorfor lod du mig ikke…? Du så, hvad jeg havde gjort ved Zirra. Du holdt en sværdspids mod min ryg, og nu har du sat himmel og hav i bevægelse for mig? Hvorfor?” hænderne slap nakken, gled ned til omkring skuldrene nær halsen, hvor fingrene restløst og anspændt gav sig til at pille ved kraven.
”Var det på din beordring at hun vandrede i skyggerne, nær cellen?”.

    Treston lod panden møde Sednas og lukkede øjnene - nød bare, at have hende så tæt på, mens han lyttede til hendes ord. Han ville gøre en indvending - få hende til at forstå, at dét han havde 'sat i værk' i virkeligheden kun var en forsvindende lille del af alle de planer, han havde nået at lægge dén time, hvor Josefine havde taget hans tvivl og fået stormen af følelser til at lægge sig. At det var tvivlen, der i sidste ende havde gjort, at han ikke tog med hende nu, men blev hos sin familie. Men at han - selv efter, at tvivlen satte ind igen - endnu ikke havde fortrudt sin beslutning om at hjælpe hende ud af galgeløkken. 
    For alt dét handlede ikke kun om Sedna - selvom hun havde været en ultimative katalysator for det. Det handlede også om, at der i hans optik var noget bundråddent i hæren, og han havde ikke tænkt sig bare at lukke øjnene og lade stå til længere. Det var slut nu.
    Han gjorde anstalter til at ville kysse hende, men som hun havde for vane trak hun sig i sidste sekund - forlængede pinen. Der lå en drillende kommentar på spring allerlængst fremme på hans tunge, og han havde faktisk åbnet munden for at stikke hende den, da hun stillede sine alvorlige spørgsmål - spørgsmål, der trak latteren ud af ham og fik seriøsiteten til at sænke sig over ham. 
    Og han skulle til at svare - skulle til at forsøge at forklare hende om de gråzoner, han var blevet mere og mere bevidste om - da hun sagde det sidste, og alle argumenterne blev glemt et øjeblik.
    "Zirra?" spurgte han overrasket og så ned på Sedna med rynket pande. "Hvornår var Zirra i fangekælderen?"

Benævnelsen af Zirras tilstedeværelse i den klemme underjordiske sten celle, burde og kunne nok have ventet med at blive bragt på banen. Om ikke andet til efter de ikke længere lod sig fald hen i hinandens arme.  Det til trods for alt Sedna ønskede sig i dette øjeblik, var at lade sig synke dybere ind i de stærke arme. Men der var stadig alt for mange løseender, hvor den blonde kvinde stod som tovholder på alt for mange af dem.
Fine linjer tegnede krydsveje af overraskelse hen over de rejste øjenbryn. Enten mestrede Treston skuespillets kunst til perfektion eller også havde han helt oprigtigt ingen ide haft om, at Zirra måtte have fulgt ham fra skyggerne i. Håbet brændte for det snarere var det sidste, som gjorde sig gældende frem for det første. Det ville betyde at han ikke bare havde været en brik i Lysets spil, i forsøget på at kvæle den sidste gnist af kampgejst.
Overvejende hvad hun skulle svare eller rettere, hvor hun skulle begynde og slutte sit svar, sænkede blikket sig mod fingrene der i deres åndsfraværende pillen, var i færd med at sno noget af en gemt lædersnor omkring den ene pegefinger ”Hun trådte frem af skyggerne mellem dig og Kester. Hun har enten fulgt dig eller været nær cellen inden du kom? Da Kester kom, vandrede hun igen i skyggerne. Havde det ikke været for hende, så havde Kester haft fået sin vilje med mig.” bekendt gjorde hun endeligt, stadig med øjnene hvilende på det tynde læder.
Hun skyldte i virkeligheden Zirra så meget mere end en simpel tak. Set i retro perspektiv havde det nok været på sin plads med en undskyldning for alt, men stolthed affødte stædighed, som gav tunnelsyn og spydige bemærkninger; dertil kom at Kesters hårdhændede behandling, der havde gjort det svært at holde fast i tanker og endnu mere umuligt at fastholde fornuft.
Hånden hvis finger havde været i færd med at sno noget af halskædens snor om sig trukket den fri af skjortens skjul. Undervejs i forklaringen for hvad der havde fundet sted så snart hans havde forladt cellen. Selv uden at have blikket på hvad der hang fra lædersnoren, genkendte hun det med det samme hånden rørte glasset. Udformningen fik hende til at spærre øjnene op, med munden til følge.
”Jeg troede du havde taget hende med, at I havde aftalt at hun skulle træde til så snart dine skridt forstummede. Treston jeg… -” med underlæben sat i stævne mellem tændernes fængsel, løftede blikket sig for at søge hans blå øjne. De næste ord væltede nærmest over hinanden, med den hast de mødte dagen ”- Dine ord, berøringer og kys gav mig den varme som de kolde sten havde frarøvet mig. Kun for at visne som træernes kroner gør for vinterens kommen, fordi hendes stemme og tilstedeværelse fik overbevist mit sind mod du var sendt af Lyset, for Lyset til at pille mig fra hinanden.” det havde næsten også lykkes, da Treston ikke havde formået at komme tilbage. Erkendelsen fik en flig af flovhed til at sætte sig i hendes øjne, flov over at overhovedet havde betvivlet hans integritet, liggende under det beklagende udtryk der mødte ham.
Sedna viste jo godt nu at grunden til løftet var brudt, ikke drejede sig om det bare have været et led i et ondskabsfuldt spil på sindet. Det skyldtes den vanvittige rednings aktion, som var blevet udtænkt og udført til i dag. Alligevel var det først med den kropsvarme nøgle af glas i hånden, at det rigtig lod til at gå op for hende intet der var delt mellem dem, havde været løgn eller betydningsløst, som det havde været frygtet.
”Du har beholdt den, nøglen. Har du båret den hele tiden?” spurgte hun så lavt at hendes hvisken næsten blev uhørlig.

    Treston kunne godt høre, at der var mere til historien, end Sedna umiddelbart lod ham vide, men han pressede hende ikke - kunne høre på dén måde, hun sagde Kesters navn på, at der måske var en god grund... At der lå en ubehagelig historie bag.
    Derfor lod han hende også tale videre uden at afbryde, selvom hendes næste ord gjorde ondt. Primært fordi han på alle måder kunne sætte sig ind i dén forvirring og tvivl hun indirekte beskrev - frygten for at blive spillet; at blive narret, holdt op imod en endnu større frygt for at skubbe den anden fra sig, hvis de grimme mistanker skulle vise sig at være helt ved siden af...
    Det smertede ham, at hun havde følt sådan, og billedet af Sedna - alene og forslået i cellen, i syv sind om hun var blevet forrådt, om hun blev udnyttet, om han havde manipuleret hende... Det gav ham lyst til at trække hende helt ind til sig og ikke give slip, før hun vidste, hvor hun havde ham. 
    Han skulle til at åbne munde - måske for at komme med en forsikring, måske for at forsøge at fortælle hende noget af alt dét, der var faret igennem hovedet på ham, mens hun havde talt - da hun pludselig stod med den lille glasnøgle i hånden og nærmest stirrede på den, som om hun havde været ved at drukne, og den var dét reb, der var blevet kastet ud i bølgerne til hende.
    "Selvfølgelig beholdte jeg den," svarede han og lagde sine egne hænder udenom hendes. "Jeg vidste jo ikke, om det nogensinde ville lykkes mig at finde dig igen... Nøglen var mit eneste minde..." Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede af hende. "...og så havde jeg muligvis en idé om, at jeg kunne indløse en tjeneste hos én af vores spejdere, der kan finde folk via spor af deres chakra, meeen..." En lille, forlegen latter undslap ham og med pludselig hengivenhed lagde han atter panden imod hendes og omsluttede hendes ansigt med hænderne. "...Men lad os lige holde fast i, at intentionen var meget romantisk, skal vi ikke?" Et kys blev drillende sat over hendes ene øjenbryn, før han trak sig væk og blev lidt mere alvorlig igen: "Jeg forstår godt... forvirringen, Sedna - og de mistanker, du beskriver. Ved Guderne - jeg holdt et sværd imod din ryg..! Fordi jeg en tid var overbevist om, at du var sendt af Mørket for at narre mig og bringe mine kollegaer i fare. Men nu har jeg besluttet mig for, at se dét hér til ende..." Han fangede hendes blik og sendte hende et lille smil. "...Og så må det jo bare gå, som det går, ikke?"

Lys omsluttede mørkt og først der rettede hendes blik sig atter tilbage på Trestons ansigt. Der var så mange ting hun ville ønske at kunne sige, men følelsen af at ord snublede over hinanden, inden de overhovedet var blevet til forhindrede dem i at komme ud. I stedet måtte hun lukke den let åbne mund, hvilket kun resulterede i et små fjoget smil fandt vej over de lukkede læber.
Det var så kliché romantisk og kvalmende sødt som det overhovedet var muligt, at han ikke alene havde beholdt nøglen. Ovenikøbet havde han endda valgt at bære den om sin hals og under sine klæder, så den ene ting der han holdt som minde om hende var i direkte kontakt med brystkassens hud. Symbolikken i det fik hjertet til at springe i kolbøtter, mens hun endnu stod mundlam. Sidste nævnte en tilstand som kun ganske få gange havde indtruffet hos hende, og noget Sedna aldrig ville have forudset skulle lykkes en fra Lyset.
Den forlegne latter, knækkede den lydmur der var dannet foran hendes egen mund. Drillende under hans kys lød det spørgende ”Er du altid så romantisk anlagt?” inden han valgte at trække sig væk og trak alvoren ned over dem på ny.
De var i virkeligheden på så mange punkter afspejlinger af hinanden, som tvillingflammer født af samme flamme. Kun mere tydelig gjort i det Treston åbnede op for den tvivl, der havde rumsteret og dryppet som gift i sindet.
Stilheden lagde sig over dem, kun ganske få sekunder inden Sedna brød den ”Kys mig.” beordrede hun blidt. Hænderne rakt ud og lukkede sig om begge hans, hvorefter hun førte hans arme omkring den slanke krop ”Hvis dette er den sidste tid vi får sammen, så vil jeg ikke mindes den ved snak om hverken Lyset og Mørket eller Kester og Zirra. Jeg vil mindes dig og os, så jeg beder dig Treston, kys mig.” det som før havde været bydende var gledet over i et bønfaldende ønske.

    Det var så uvant at høre hende bede om noget, at de drillende ord, der ellers dukkede op i Trestons tanker, aldrig kom over hans læber. I stedet trak han hende ind til sig og gav hende det kys, hun havde bedt om - et kys, der var sultent og krævende, og blev dybere, da hans ene hånd nærmest af sig selv fandt op af hendes ryg; gled ind i hendes hår og omkring hendes nakke. 
    De mørke lokker var stadig fugtige oven på hendes bad, og pludselig var det, som om et inferno flammede brølende op i ham, og alt han kunne tænke på, var at han ville mærke hende rigtigt! Have hende så tæt på, som overhovedet muligt. Trængte til, at der ikke skulle ligge den mindste forvirring tilbage imellem dem, men at alting skulle være simpelt - ligetil.
    Pludselig stødte hans ene hånd imod grottevæggen, og det gik op for ham, at han havde fået skubbet Sedna op imod den. Hænderne gik til hendes ansigt - omsluttede dets fine, feminine linjer, fulgte kæben, kindbenet, halsen, skulderen. Kysset blev kun brudt for at læberne kunne følge hændernes udforskning - dvælende og drillende; med det formål at pirre hende, præcis som hun havde pirret ham fra det øjeblik de mødte hinanden første gang. Han kunne smage saltet fra hendes havvandsbad på hendes hud...
    "Så til helvede med det hele..." hviskede han imod den bløde hud på hendes hals og løftede langsomt hovedet, så han kunne se hende ind i øjnene - drikke hende ind med blikket og indprente sig alle de små detaljer, der gjorde hende til Sedna. Han gentog nogle af hendes egne ord med et lille, skævt smil: "Hvis det her er den sidste tid, vi får sammen, så synes jeg da bestemt heller ikke, vi skal bruge det hele på at snakke..."

    Bålet var næsten brændt helt ned til ulmende trækul, da Treston slog øjnene op næste morgen og fandt sig selv på det kolde stengulv med Sedna, som den eneste varme, pakket godt og trygt ind i hans arme. Han lukkede øjnene igen og gav sig selv et øjeblik til bare at nyde det - nyde hendes nærhed. Nyde at kunne trække hende ind til sig og mærke hende reagere på hans kærtegn. At kunne begrave ansigtet i hendes nakke og indsnuse duften fra hendes hår...
    Men han vidste godt, at de ikke kunne blive liggende i hinandens arme, selvom det var dét, han havde allermest lyst til. Hvis Sedna skulle have en chance, og hvis dét massive bluff, han skulle hjem og trække, skulle virke, blev de nødt til at sætte i omdrejninger. Hurtigst muligt, faktisk...
    Med følelsen af, at disse sidste sekunder i Sednas nærvær var ualmindeligt kostbare, tog Treston sig selv i nakken og tvang sig til forsigtigt at hæve sig op på den ene albue, så han kunne kigge ned på hende. Lod den ene hånds tommelfinger stryge forsigtigt over hendes kind, for at vække hende så nænsomt som muligt.
    "Hej..." hviskede han og smilede varmt ned til hende, fordi han kom til at tænke på sin egen usikkerhed i fangekælderen - hvordan han havde sagt det samme, lille ord og aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at de ville få oplevelsen at vågne op sammen... "Godmorgen solstråle." Smilet blev skævt, da han fortsatte: "Har du sovet lige så forbandet dårligt som jeg har på det hårde klippegulv?"

Hendes bøn faldt ikke for døve øre for den lyshåret mand, hvis læber søgte hendes med så stor passion og attrå. Hele verden syntes at indsnævre sig omkring dem i det øjeblik og lukkede alle lyde ude, på nær deres der syntes at smelte sammen. Læbernes pirrende dans over den havvandssaltede hud, følgende det usynlige spor hænderne havde tegnet. Lette suk der tiggede for mere og gled over i et lille smertestøn, under mødet mellem ryggen og grottens inderside. En lille frygt for det ville få Treston til at trække sig fra hende, greb hænderne om det første de kunne få fat i og sørger for at holde hans krop tæt til hendes.
Den nat havde der ikke eksisteret hverken Lyset eller Mørket, fjender og krig. Kun to sjæle der smeltede sammen i de dansende flammers lys. Før de måtte give efter for udmattelsen og trætheden, der lagde sig som en tung dyne over de sved fugtige, nøgne kroppe.

Ildens varmestråler var ikke længere at mærke, da Treston som den første vågnede. Bevægelserne var ikke store, men alligevel alt rigeligt til at Sedna vågnede, stadig viklet ind i stærke arme. I det endnu søvndrukne sind ønskede hun sig ikke at være et andet sted. I en brummen lagde hun arm og hånd over hans der lå hen over hende, flettede fingrende sammen inden lige inden hun trykkede sig tilbage mod den bare hud. Trestons hånd forsvandt under hendes der forblev hvilende mod det øverste af maveskinnet.
Øjnene åbnede langsomt under krøllede øjenbryn, for blide fingerstrøg og hans små kiksede ”Hej…” det hårde stengulv havde på ingen måde bidraget, på en positiv note, til ikke at føle kroppen var mindre mørbanket, men det var som om hun ikke ænsede det ”Godmorgen guldlok…” kom det tilbage med morgentræt stemme, der fik liv af det kærlige smil i modspil til hans varme. En lav latter helt nede fra maven fyldte morgenluften mellem dem ”Helt og aldeles lorte-dårligt, men det var det hele værd.” hånden på maven havde løftet sig til hans kind. Med fingerspidserne gemt væk i det ’morgenrodet’ gyldne hår, på nær tommelfingerblommen, der strøg over det arrede øjenbryn. Selvom hun prøvede, syntes øjnene ikke at kunne finde ro ret længe ad gangen. Guld flakkede rundt for at suge de mindste detaljer af Treston til sig. Hvem vidste hvor længe der ville gå før han ikke kun ville besøge hende i drømmesyn, hvis de overhovedet ville mødes igen.

    Han kunne ikke forhindre en lille, fnysende latter over kælenavnet. "Jeg kan godt mærke, at dét navn er kommet for at blive," bemærkede han tørt og tænkte ved sig selv, at det da trods alt var bedre end 'Tresse', som Lynn ellers havde forsøgt sig med...! 
    "Jeg foretrækker bestemt også et kroværelse med en blød seng," afslørede han og lukkede øjnene under hendes kærtegn - lænede sig ind over hende, så han kunne give hende et langt, dvælende kys. 
    Da han endelig trak sig lidt tilbage var det med en voksende fortrydelse nede i maven - en begyndende panik. Tiden løb fra dem... "Jeg ville ønske," mumlede han og lagde panden imod hendes. Lukkede øjnene. "Jeg ville ønske, vi bare kunne blive her... Jeg er ikke klar til at slippe dig igen..."
    Og det var han virkelig ikke - det gjorde næsten fysisk ondt. Kaosset var kun lige akkurat faldet nogenlunde på plads, og nu skulle de skilles igen... Det virkede som en ualmindelig grov joke fra Gudernes side...
    Men dem havde Guderne selvfølgelig leveret mange af, når det kom til ham og Sedna, så det burde vel egentlig ikke overraske ham længere... Der var ikke så meget andet at gøre, end at bide det i sig og kæmpe sig igennem...
    Modvilligt gjorde han sig forsigtigt fri af hende og satte sig helt op på det kolde klippegulv - kørte en hånd igennem håret og sendte hende et lille, beklagende smil.
    "Lynn lovede mig, at hun ville være klar en time efter daggry... Jeg er ked af det, men jeg tror, vi bliver nødt til at komme af sted, så hun ikke skal vente på os." Han tvang sig selv på benene og rakte en hånd ned imod Sedna. "Vil du med?"

Selvfølgelig var hun ikke den første til at have benyttet det ellers så yndige kaldenavn, men det nu tvivlsomt hvor mange der havde kaldt ham det med en oprigtig varme i stemmen. Ikke at det lod til at begejstre mere af dem grund. Den tørrer bemærkning fik i stedet smilet til at tage en mere beklagende kant, der ikke hang ved alt for længe.
”Og tørt hår.” mumlede hun små kækt med et lille smil imod hans læber, før hun hengav sig til kysset. Lod hånden der havde hvilet mod siden af hovedet søge om bag hans nakke. En dag måtte de ramme, hvor de begge to sig noget bedre ud overfor hinanden, end de havde gjort indtil videre med udseende som små druknede mus, stort svedne eller fedtede lokker.
Ikke helt villig til at slippe hans læber, strakte Sedna sig så langt det var muligt, inden kysset til sidst måtte brydes under en lettere utilfreds lyd.
Sættene sig op ved siden af Treston, lænede hun sig frem og placerede et blidt kys på skulderen nærmest, inden hun kortvarigt med lukkede øjne hvilede panden mod samme punkt ”Næste gang, så slippe jeg dig ikke så nemt at du ved det. Om så jeg må binde dig til sengen for at holde på dig længere end bare én nat.” drillede hun, men ordene var ikke helt uden sandhed. Hun ønskede og håbede på, at der en gang ville være et tidspunkt, hvor de kunne få lov til at dykke ned i tosomheden.
Hovedet flyttede sig, så snart musklerne begyndte at arbejde under huden og gøre antræk til at få ham på benene. For engang skyld lyttede hun faktisk til fornuftens stemme og lod sig trække op, i stedet for at følge lysten om at trække ham ned til sig igen. Treston havde ret, tiden var knap og det var for risikabelt at lade Lynn vente på dem ”Du stoler nok på hende til at lade hende holde dit liv i hendes hænder? Helt og holdent?” spurgte hun, mens ’kjolen’ blev trukket ned over kroppen. Så snart hovedet var fri, var det med et skarpt blik rettet imod Treston, søgende efter den mindste tøven.

    ”Jeg ville lægge mit liv i hænderne på hende til hver en tid,” svarede Treston og kunne gøre det uden tøven - det var desuden et udsagn, der var efterprøvet; han og Lynn havde set deres del af fare og stridigheder sammen, og hvis han ikke huskede meget galt, havde hun faktisk reddet hans liv i en træfning imod en flok smuglere på turen til Elverly… ”Hun er loyal som bare pokker - typen, der går igennem ild og vand for sine venner og dét, hun tror på…” 
    Én af Eirs fakler - taget med og gemt til samme formål - blev stukket i gløderne og det olievædede stof, der var viklet om træet, flammede op med det samme, så det havde noget lys at se ved på deres tur igennem tunnelerne. Han skovlede sværdbæltet op fra klippegulvet med den anden hånd og måtte fumle lidt for at få det spændt ordentligt om hofterne, før han rakte ud efter Sednas hånd og gav sig til at lede hende ned ad minegangen - imod den svage susen fra havet, der rungede op igennem tunnelen, selvom de havde en længere gåtur foran sig. Den hårde klippe og minegangens udformning fungerede nærmest som en høretragt - forstærkede alle lyde og kastede dem rundt, så ekkoet fra deres fodtrin blandede sig med den svage, brusende lyd fra bølgerne, der slog ind imod stranden for enden af tunnelen, flere kilometer derfra.
    ”Men selvom jeg ville kaste mit eget liv efter hende, har jeg det ikke helt på samme måde med dit - og dét er sgu lige så meget for hendes skyld, som det er for din... Jeg ville ikke kunne bære, hvis hun skulle inkrimineres, fordi hun forsøger at gøre mig en tjeneste. Eller hvis hun skulle falde, fordi jeg kommer til at lave en fejl og vi bliver opdaget… Så jeg har valgt at holde hende ude af alt forræ-” Han fangede ordet, inden det helt nåede at forlade hans læber, og sagde i stedet: ”…af alt det ulovlige. Og så har jeg stukket hende en lille løgn… Som jeg for øvrigt skal have dig til at spille med på.”
    Et lille latterfnys undslap ham, og han klemte hendes hånd. Sendte hende et gavtyveagtigt smil. ”Men! Inden jeg indvier dig i den… betænksomme løgn, skal jeg have dig til at love mig, at du ikke river hovedet af mig, og at du husker på, at jeg var under temmelig meget pres, da jeg fandt på den!” Trods sine egne ord smilede han bare - det samme, frække smil - og gav sig til at fortælle, mens han kiggede lige frem for sig i den fakkeloplyste minegang:
    ”Jeg rendte på Lynn et par uger efter vores første møde i fiskerlandsbyen, og hun fangede mig en eftermiddag, hvor jeg var rimelig langt nede… både hvad mit humør angik og rent bogstaveligt i en middelstor brandert. Så på et tidspunkt kommer jeg vist til at rable løs om denne fantastiske kvinde, jeg har mødt - beskriver, hvordan hendes hår er sort som synden selv, og hendes tunge og intellekt skarpe som knive.” Sedna fik et blødt puf med skulderen, da han sagde det sidste, men han så stadig ikke på hende - gik bare med sit skæve smil og så flabet ud. ”Hvordan jeg ville tage til Nordlandet og lede efter hende, men var bange for, hvordan familien derhjemme ville tage dét faktum, at hun er af mørkelvisk afstamning…” Han gjorde en lille pause, før han tog hul på dén historie, han havde bundet Lynn på ærmet - man kunne godt høre på hans stemme, at han ikke ligefrem var stolt af sin løgn, men alligevel syntes, det var en lille smule sjovt…
    ”Så da jeg endelig fik fat på Lynn efter din dom fortalte jeg hende, at jeg kort efter vores første samtale havde genfundet den fantastiske kvinde fra min fortælling, og at vi havde haft et par hede, skønne måneder i Dianthos - fyldt med alskens syndig opførsel. Og så bad jeg Lynn om at gøre mig den største tjeneste og hjælpe med at få dig smuglet ud af byen, under næsen på min familie, for…” Treston bøjede hovedet og smilede - lige dele forlegent og gavtyveagtigt. ”…for hvad hun ved af, er du gravid med mit barn, og vi skal have dig så langt væk som muligt, inden min familie finder ud af det.” 

Nikkende lyttende til de forsikrende ord. Med så stor en tillid til denne Lynn, måtte og kunne hun kun vælge at stole blindt på hans dømmekraft – selvom man kunne stille spørgsmålstegn til den, med alt det forløbende, der havde fundet sted og ført dem så langt.
Trestons famlen med sværdbæltet fik Sedna til at træde hen foran ham. Blidt men bestemt skubbe hans fingre fri af metal og læder, inden hendes egne overtog arbejdet med at få det spændt ind omkring hofterne. ”Hun lyder som en hæderlig kvinde.” svarede hun med et ærligt smil. Blikket løftede sig sammen med den ene hånd til det oplyste ansigt af hans, hvor tommel- og pegefinger greb om den kantede hage ”Jeg er klar.” små ubetydelige ord, som alligevel virkede så vigtige at få ud. Som en verbal forsikring om at hun var med ham i alt det her, også selvom der endnu var så mange ukendte faktorer.
Med hånden i hans lod hun sig føre samme vej, som hun dagen forinden havde gået selv. Denne gang virkede turen gennem den mørke klippegang væsentligt kortere. Alt for kort når hvert skridt nærmere de brusende saltvansbølger samtidigt bragte Treston længere væk.
De mørke øjenbryn trak sig sammen, nærmere de gyldne øjne, inden det ene af dem skød sig så højt op i panden som det kunne lade sig gøre. Svært ved at bedømme om hun skulle være bekymret oven i det nysgerrige, når nu han ligefrem bad hende om ikke at gøre ham hovedløs – så var baren ligesom sat.
Brynene faldt tilbage på deres rette plads, mens varme steg til kinderne og gjorde dem mørkere under det varme lys. Kun kortvarigt søgte blikket ned mod fødderne, der skiftevis tittede frem under hørklædet, kun for at forsvinde igen. Det blide puf trak opmærksomheden sig tilbage mod hans ansigt. Med den fri hånd blev en vildfaren sort lok skubbet bag det spidse øre, mens blikket hvilede betaget på det flabede skæve smil. Hun nåede lige akkurat at tænke, at han havde så sandelig solgt hende godt, da benævnelsen af race blev nævnt.
Munden faldt åben og ordene kom inden de var vendt i tankerne først ”Du hvad…?” nåede hun at udbryde lavt. Chokeret, men på ingen måde fordømmende over det faktum, at han ikke havde løjet om at have ligget med en som hende. I stedet strammede taget om hans hånd i takt med det smil som trak over det mørke kvindeansigt. Ét var at hører hvordan han havde beskrevet hende, på en måde, hvor hun stadig kunne have været en hvilken som helst kvinde, men betydningen i han ikke have været flov over hun var mørkelver vægtede langt højere, end Ridderen nogensinde ville kunne forestille sig.
De næste ord ramte som en kold spand isvand. Først da Trestons arm blev trykket bagud blev Sedna klar over at omkring halvvejs i Trestons ord, havde hun bremset deres fremdrift, mens resten af ordene ikke længere trængte ind. Hånden slap sit tag i hans, kun for at søge dens fries selskab der havde fundet hvile mod maven ”Du hvad?!” denne gang var stemmen ikke lav, men hævet så det ekkoede i langs tunellen de befandt sig i. En svag underliggende dirren kunne fornemmes, mens øjne blev glasklare. Af alle ting han kunne have løget om, så havde han valgt dét emne, det ene punkt der gjorde så ondt helt ind til sjælen; at blive og være mor.
Den ene ting som hun på en og samme tid stadig var og ikke havde været længe...

    Treston vendte sig overrasket, da Sednas hånd blev trukket ud af hans, og slugte så sit spørgsmål med store øjne, da hendes dirrende udbrud ramte ham som en lussing - hårdt og skarpt og smertefuldt.
    ”Sedna…?” begyndte han forvirret - og en lille smule såret - da hendes øjne i det samme blev blanke, og han chokeret fattede sammenhængen. Treston, din ufølsomme kæmpeidiot…
    ”Åh nej, Sedna… Nej… Undskyld, jeg- ” Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige - havde lyst til at lægge armene om hende og trække hende ind til sig, men vidste ikke, om hun ville give ham lov, og endte derfor bare med at stå hjælpeløst foran hende med åbne, tomme hænder.
For hun havde jo fortalt ham det - dengang på kroen, for noget, der efterhånden føltes som hundrede år siden. Havde fortalt ham om sit moderskab, om den lille datter, hun havde mistet… Han vidste jo udmærket godt, at det var et ømt, smertefuldt emne for hende, men midt i frygten og forvirringen og den paniske planlægning havde han glemt at tage højde for det - havde bare kastet den første, letteste løgn, han kunne komme på, efter Lynn.
    ”Sedna…” mumlede han og gjorde anstalter til at ville lægge hænderne om hendes ansigt - tøvende dog; hvis hun ikke ville røres lige nu, skulle han ikke være den, der tvang det igennem. ”Jeg er virkelig ked af det… Det var - jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke tænkte mig ordentligt om… De... Jeg tror, de sidste par dage har været en anelse-” Han lod skuldrene falde og bøjede hovedet en anelse. ”…hektiske.” 

    Det var da vist dét, man populært kaldte ’noget af en underdrivelse’…

Fingrene lukkede sig sammen, knugede omkring hver deres håndfuld af groft stof, til knoerne blev askegrå under presset der tvang blodet fra dem. Den trekant af sorg hun bar i hjertet, hvis kanter stadig var ved at slides runde og bløde, føltes som om de rav hende hendes indre op på nu. Vrede blandede sig med den dybtfølte sorg, hvor kunne han?
Fanget i sine følelsers vold, som havde de været en tidevandsbølge der trak hende med ud mod åbent hav, druknede hans undskyld under bølgen. De fremstrakte hænder fik Sedna til at vige tilbage, inden hun trådte frem mod ham i et brøl ”Din kraftidiot af et grødhoved!” begge håndflader bankede mod den muskuløse brystkasse, med en ukendt styrke bag sig som omstændighederne taget i betragtning ikke burde være til stede. Inden han kunne nå at få for godt et fodfæste, fulgte de næste to skub efter det første. Et sted mellem det andet og tredje skub slap faldt de første ophobede tårer over vippekanten, trak lange mørke streger efter sig ned mod det let ujævne stengulv. Mellem to blink guld blev til sølv. Hvide pupilløse måner overtog kun for et øjeblik, inden de veg tilbage for guldsolene. På ingen måde længe nok til at have den mindste effekt.
Sedna var stoppet halvvejs i et skridt nærmere ham, med lysten til at trække hovedet fra skuldrene. Lige så pludseligt som vreden havde rejst sig, lod den til at have lagt sig. Hvad ved alle samtlige mørke guder havde hun gang i?!
Det sidste hun ønskede, var at skade ham og endnu mindre at skubbe ham væk, som hun fysisk havde været i færd med. En grim smag dannede sig, kun tiltagende for hver tårer der blev forsøgt tørret væk hurtigere end den kunne nå at tilslutte sig de forrige.
”Jeg-Jeg har ikke fået noget i alt den tid hvor-hvor de holdt mig fanget...” blev det hikstet lavt ud med grødet stemme, som om det var alt forklaring Treston behøvede. De havde begge to været nogle forpulede glatnakker af nogle kødhoveder. Ingen af dem havde tænkt på mulig graviditet i går. Løgnen kunne blive til en virkelighed, en tanke der bragte helt andre og nye følelser i spil. Frygt var den første fremtrædende følelse, inden en omfavnende varme tog over, kvalte en hver skræk med forestillinger af en lille størrelse, der pillede af sted med hår gyldent som guldtråde, hud så mørk som nattehimlen og de skønneste store blå øjne.
Hun havde forsvoret alt det med børn, aldrig nogensinde igen var for hende, at ingen mand i denne eller fremtidige tidsaldre ville kunne ændre dette. Ingen anden end den dumme, hovedløse, idiot af en Lysets Ridder... Treston Reynlest… Han der var så meget mere end en betagelse og hendes frelser.
Der var ikke skyggen af fjendtlighed, da Sedna nærmede sig ham lukkede begge sine hænder omkring det lyse ansigt, helt som han havde gjort hvis ikke hun havde været så forblændet tidligere og afvist hans getus.
Først på mørkelvisk, dernæst oversat for Treston til at forstå sagde hun sagte ”Jeg giver dig mit liv og min død, Treston Reynlest.” blikket søgte hans, stadig blanke efter tårerne ”Kan du tilgive mig?” spurgte hun med en oprigtig nervøsitet for at have overtrådt en trådt over en grænse, som ikke kunne genoprettes.

    Skubbet kom bag på Treston, og selvom hun ikke havde meget kampvægt at lægge i det, blev han alligevel tvunget tilbage under hendes vrede. Ét skridt, to skridt, mens hun råbte af ham. Han rakte ud efter hende - ville gribe hendes hænder; trække hende ind til sig. Holde hende - overbevise hende om, at han var ked af det - til vreden gik af hende, og hun kunne rumme hans undskyldning.
    Men han nåede ikke så langt, for i det samme kom der et glimt af sølv i hendes øjne og han rev hænderne til sig, som havde han brændt sig på hende - havde instinktivt genkendt en trussel, selvom det først var splitsekundet efter, at hans erindringer fodrede ham med Zirras fortællinger om Sednas evne, og han for alvor forstod, hvad der havde været tæt på at ske. I sidste øjeblik forhindrede han sin hånd i at gå til sværdskæftet - ikke fordi han ville gøre hende noget, aldrig! - men fordi det nærmest var en refleks efterhånden; sad på rygraden, når adrenalinen røg i vejret.
    Men han fik stoppet sig selv, og stod bare stivnet - forfærdet - da Sednas øjne løb over, og tårerne trak spor ned over hendes kinder.
    ”Hvad mener du med, at du ikke har fået noget…?” begyndte han hviskende, men fattede det så, da frygten i det samme blomstrede op i hendes ansigt. Hans øjne blev store - gik fra hendes øjne til hendes mave og tilbage igen - mens han mentalt slog sig for panden. Han, der altid havde vendt øjne af sine soldaterkammerater og belært dem om, at man jo som mand også kunne gøre sit, for at forhindre dén slags, når de fortalte om de gange, de havde fundet sig selv lidt for tæt på at kollidere med uønsket faderskab…
    ”Sedna…” Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige - om han skulle berolige hende, undskylde igen. Fortælle hende, at løgnen kun var faldet så let, fordi tanken af én eller anden grund ikke havde skræmt ham…
    Men han nåede ikke længere, før al fjendtlighed blødte ud af hendes ansigt, og hun trådte frem - lagde hænderne om hans ansigt - og gjorde hans forvirring komplet med sine ord.
    ”Selvfølgelig kan jeg tilgive dig,” mumlede han og lagde forsigtigt sine hænder om hendes - samlede dem imellem sine foran skjortebrystet - stadig en lille smule på listefødder oven på hendes vredesudbrud… måske især fordi han til fulde forstod det og skammede sig over sin egen ubetænksomhed.
    De mørkelviske ord havde lydt fremmede, men også underligt smukke fra hendes læber, og han forstod at det ikke var nogen, hun sagde med lethed - at de havde en betydning, der også gik ud over ordene i sig selv. Deres vægt gjorde ham mundlam et øjeblik, mens han bare stirrede ned på hende - prøvede at samle alle hendes facetter; forstå hendes dybder, selvom han godt vidste, at det var en håbløs opgave…
    Og det var jo netop dét, der fascinerede ham sådan. Hendes ekstreme væsen - måden hun kunne rumme alle yderpunkterne på én og samme tid. Være lige så iskold, som hun kunne være brændende varm. Lige så hengiven og skræmmende loyal, som hun kunne være hadefuld…
    ”…Kan du tilgive mig?” Han lod et lille smil bryde frem på sit ansigt. ”Eventuelt tage mit liv og min død igen den anden vej? Sammen med en undskyldning? Og en portion kærlighed?”
    Det sidste blev sagt med blid spøgefuldhed, men på en måde, så der ikke skulle stå tvivl om, at han mente ordene, men bare prøvede at lette stemningen imellem dem - gøre det klart, at alting var, som det skulle være.

Stik modsat en hver forventning lod det til, at Treston lod Sedna lov til at få afløb for det stormvejr, der var trukket op omkring dem for hans let købte og utilsigtede hensynsløse løgn, uden så meget som at kny. Latter hån, skuffede blikke og en nedsættende kommentar eller syv, ville unægtelig have fløjet imod den blonde Ridder, hvis nogen der bare mindede om soldater kammerater havde bevidnet, hvordan en mand med statur og ikke mindst rang som Treston, bare tog imod hvert og et af de hårde skub, som blev sat ham i brystet, uden at yde den mindste modstand overfor mørkelveren. Han nåede sågar at bremse håndens færd mod sværdskaftet.
Hvad vigtigst var, at han blev hos hende også selvom han havde alle gode grunde for at vige tilbage, så snart uvejret havde lagt sig og hun var klar til at søge hans nærvær på ny. Det var her, før han vendte hendes egne ord imod hende selv, at hun vidste han måtte være så meget mere end bare betaget af det forbudte.
Den ene hånd trak sig fri af hans. Ikke i en afvisning blot for at hindre snot og tårer blandingen i at trække ellevetaller mod overlæben. Ikke synderligt charmerende kørte håndryggen under næsen, i selskabet af et snøft der kun kort lod den løbende næse trodse tyngdekraften.
”Hvis du tilføjer et koldt krus mjød til bunken, så tror jeg godt lige at jeg kan finde plads til at tilgive dig.” gryntede hun ud i et lille latterfnys, mens et lille skævt smil trak sig frem. Smilet falmede lidt, uden at forsvinde fuldkommen ”Løgnen, jeg er ikke uforstående for hvorfor du greb dén, Treston.” både forklarede og forsikrede hun. Lod det stå usagt at tankeløsheden stadig havde formået at rive op i gamle traumer. Det havde han trods alt lige bevidnet og mærket fra første parket.
Selv en blind mand ville have kunnet se, hvordan Sednas blik ændrede karakter til spørgerne ”Men hvis løgnen ikke længere er løgn…” hvad så? spørgsmålet udeblev, men det betød ikke at fortrydelsen blev mindre af den grund. Med det samme fortrød hun at have lagt op til spørgsmålet, af frygt for hvad svar han ville give. Sikker på at selv den mindste hentydning om at finde en eller anden kvaksalver, der skulle kunne afbryde en graviditet ville knuse hende for øjnene af ham. Sedna ænsede end ikke selv, hvordan armen hvis hånd havde kørt mellem næse og mund, lagde sig ubevidst omkring øverste del af maven, beskyttende for hvad der måske og måske ikke var ved at skabes.

    ”Når al dét hér postyr er drevet over, Sedna, så finder vi to et skib til Fristavn og bruger et par måneder på at glemme alt det lort, der er sket her…” Han trak hende tættere ind til sig og gav hende et betryggende, lille klem, før han med armen om hende blidt satte dem i gang igen - ned ad tunnelgangen. ”Så skal vi spise friske krabbekløer på havnen og rode os ud i alverdens ulykker, uden at behøve at være andre end bare Sedna og Treston. Og så lover jeg dig, at jeg smider lige så mange krus mjød i ’bunken’, som du kunne tænke dig!”
    De gik lidt ved siden af hinanden i stilhed, før Sednas humør tydeligt skiftede.
    ”Løgnen, jeg er ikke uforstående for, hvorfor du greb dén, Treston...”
    Ordene fik ham til at slippe hende, så han kunne følge hendes mimik - hun så spørgende ud. Næsten usikker. Hendes næste ord fik det lille smil, der var blevet fremkaldt af fremtidsønskerne i Fristavn, til at stivne på hans ansigt, og hendes hånd, der i det samme gled ned til maven, undgik ikke hans opmærksomhed.
    Et par sekunder vidste han ikke, hvad han skulle sige. For nej - løgnen til Lynn havde ikke været så skræmmende, som han normalt fandt dén slags, for Sedna var ualmindelig dejlig, og han havde da smilet for sig selv ved tanken om, hvordan de børn kunne se ud og hvordan de ville have Sednas vildskab og varme i sig. Men ordene havde stadig været en løgn - og fantasibørnene en klar fantasi - en opdigtet historie, han ikke havde skulle forholde sig mere til end dét… hvis fantasien pludselig gik hen og blev virkelighed…
    ”Skal vi ikke…” Han rakte ud efter hende - lagde hånden over hendes egen, der lå på maven. Smilede prøvende til hende - forsøgte at lade være med at vise hende sin usikkerhed og ambivalens. ”Sedna… Det er en helt uoverskuelig situation, jeg ikke på forhånd aner, hvordan jeg skulle forholde mig til…” Han lagde den anden hånd imod hendes kind - strøg hende over kindbenet, som for at vise hende, at dét mest af alt handlede om, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan han skulle opføre sig i en far-rolle… ”Skal vi ikke lade være med at tage sorgerne - eller glæderne - på forskud? Alting er så usikkert lige nu… Det er umuligt at planlægge noget så… stort. Hvis det virkelig er en realitet, mener jeg.” Han kunne godt høre, at ordene kunne lyde som om han forsøgte at smyge sig uden om at tage ordentlig stilling til hendes spørgsmål, og da det ikke var tilfældet, tilføjede han: ”…Men i sidste ende ville det være op til dig, Sedna. Jeg ville aldrig forsøge at tvinge dig til noget - hverken til det ene eller det andet.”

Trestons fremtids prognoser var som sødmefuld honning for sind og sjæl. Det var alt for let at forstille sig hvordan de det luskede frirum, Fristavn var bare kunne få lov til at være til. Helt uden at skulle tage højde for udefra stående forventninger, regler og normer. Bare være et kvalme fremkaldende sukkersødt, forelsket par, der fik en forsmag på alt det der i deres virkelige verden ikke var dem forundt. Mætte i friske krabbekløer og humle bløde drikke.
En perfekt lykke boble. Som Senda naturligvis som en anden imbecil idiot fra en tredje verden skulle briste, med ubegrundede bekymringer og den lille frygt der livede op på ny og sneg sig tilbage. Ind gennem den første lille sindssprække den kunne finde, hvorfra den begyndte at hviske alskens satiriske dårligdomme, kun for Sedna at hører. Hvorfor skulle en mand som ham ønske, at en kvinde som hende skulle være den til at bærer hans barn? Hun var jo ikke ligefrem typen han kunne hive med hjem og med stolthed i brystet præsentere for familien, hvis da ikke målet var at få hånden slået af sig. Hvad havde hun overhovedet at tilbyde ham? Intet… Hun havde ingen gang kunnet beskytte og holde sit første barn i live, hvilken mor gjorde det hende ikke til?
Det føltes som om det løbske tankespind trak de skarpe klippevægge nærmere og gjorde tunnelen klaustrofobisk lille. Trestons brudte første ord havde været lige ved at sende hende i knæ, da alt ilt virkede til at svinde ind, ædt af faklens flamme, da hånden lagde sig over hendes og gav klarsyn. Først der blev det klart for hende at i de få sekunder, det havde Treston at finde orde, havde hun stået spændt som ens flitsbue og holdt vejret. Blikket der havde lagt sig mod deres hænder, løftede sig og flakkede mellem hans blå, frem for at finde hvile i begge. Der var ingen sikkerhed i ordene, men der var heller ingen direkte afvisning og det var hvad hun hængte sig i – det blev hun nødt til.
Med et forsigtigt smil, hvis det da overhovedet kunne kaldes for det, når det i virkeligheden ikke var meget mere ene en dirreren i mundvigene kom det endeligt fra hende ”Det er også…” hun brød sig selv af, som hun ville have sagt lige meget. Tvang mundvigene til rent faktisk at løfte sig denne gang i et forsikrende smil ”Vi finder ud af det, ligesom vi finder ud af alt andet.” hånden mellem hans og maven, drejede sig og greb blidt, men alligevel fast omkring hans og inden han fik muligheden for at komme med indvendinger, ledte hun tavst mod lyden af det brusende hav forude.

Skum sprøjt stod mod klipperne når de grønblå bølger slog imod de mørke sten. Selv hvor vandet ikke ramte, var sandet vådt og tungt af frugten fra den grå himmel, men luften frisk af salt der bar en snert af tang duft med sig. Mest slående var at de var alene på den sandede strand. Sedna syntes ikke at kunne se hverken skib eller en anden mindre båd, ligegyldigt for meget hun så sig omkring ”Treston?”.