Det var svært at kigge væk, som han rakte nogle luns af hans tøj hvilket fik hende til at løfte et øjenbryn som hun tydeligt var overrasket. Taknemmelig for at han faktisk gad hjælpe hende, var hun uden at vise det. Som hun satte sig ned overfor ham, bandt hun hans stykker tøj rundt om hver hånd. Efter tøjstykkerne var blevet bundet rundt om begge hænder, kunne hun mærke smerterne lidt blev dæmpet. Blodet forsvandt også lidt, selvom hun havde opdaget der var dryppet lidt blod ned på gulvet. Med begge hænder bundet, tog hun imod den ene drink som den blev sat ned på bordet. Hun løftede den op til hendes mund, som hun kiggede lidt rundt. Der var ingen herinde på pubben som hun kendte, eller havde set før. Selvom hun sad og undrede sig lidt over, om hun havde set bartenderen før. 

"Hvis der er mange der er døde for dig, må der også være mange der er levende for dig"pointerede hun som hun lidt efter lidt vendte sit blik hen imod ham. Lod kanten af glasset røre hendes læber, før hun tog en stor tår af drinken. Dernæst blev glasset sat tilbage på bordet, og hun holdte rundt om det. Hendes blik gled ned over ham, og faldt på den blottede hud. Hendes ar var hist og pist på hendes krop, men det var aldrig noget hun lagde mærke til det. Selvom de ar aldrig havde været en grund til, at hun skulle føle sig smuk. Hvis hun skulle være høflig vidste hun godt at hun var nød til, at takke ham for drinken senere på aftenen. Lige nu nød hun bare drinken, og valgte også at drikke en stor slurk af den, før glasset igen blev sat ned på bordet.

Hovedet lagde hun lidt på skrå som hun lænede sig tilbage i stolen. Lagde slet ikke noget ben over det andet, som de fleste kvinder gjorde herinde. De fleste var nok mere elegante end, hvad hun var. Hun trængte måske til at blive tørret, men det var endnu en ting hun ikke gad bekymre sig om lige nu. Selvom hun måske kunne vride det sorte hår. Efter at sidde og kigge på halvdæmonen foran sig, fjernede hun hænderne fra glasset, og løftede dem op til det sorte hår"Mit navn er Amy"præsenterede hun sig kort, som hun holdte blikket på ham imens hun begyndte at vride håret. Bare så noget af vandet kunne komme ud, selvom det ville lande på gulvet, så gjorde det ikke hende noget. Da håret blev vredet, lod hun sit blik falde ned på de skadet hænder der var bundet"Tak for hjælpen"fløj det ud ad hendes mund, uden at hun kiggede på ham, for hun var slet ikke typen der takkede andre. 

Barmanden kom hurtigt tilbage med to identiske drinks og stillede dem ved hver af dem. En normal barmand ville nok skule lidt over synet af to komplet fugtige mennesker med blod flere steder på klæderne, iturevet klæder og en blødende ryg. Men man så åbenbart lidt af hvert i Skumringskvarteret, for barmanden nikkede kun som tak og forlod dem for dem selv igen. Tanto klagede ikke. Tænk, hvis barmanden havde smidt dem ud. Hvad skulle han så gøre med sin seng ovenpå?

"Ja, bare de forkert." kommenterede Tanto og tog en slurk af sin drink. Den var stærk. Meget alkohol, sikkert dyrt også. Men dusøren fra sidste jagt kunne betale den, kvindens, værelset og mere endnu. Hvorfor ikke nyde livet bare en smule, når man havde midlerne til det? Om så det bare var for en kort stund.
Amy? Af alle navne var Amy ikke ligefrem det første, han ville tænke på hende, men hendes navn var Amy ifølge hende selv. Hun vred hendes hår for at få det mere tørt, som når man vred et viskestykke for at gøre rent. "Tanto," introducerede halvdæmonen blot. Deres blikke forblev på hinanden for en kort stund, før Amy kiggede ned på hænderne. Tantos blik fulgte trop. "Det var det mindste at gøre, når det er mit værk." Skønt hun ikke havde tilbudt at lægge pres på ryggens sår, var det fint nok. Hvis Tanto kunne huske sin dæmoniske DNA nok, var de sår allerede igang med at blevet healet. Efter natten ville han vågne med meget svage mærke af dem. Ikke andet.

Tanto tænkte på, hvor våde de var. Var Amy mon kold? Han følte ikke temperaturer nær så meget som andre racer. Dæmoner var hårdførte. Men hvis Amy frøs og var våd samtidig, ville hun så ikke blive syg? En af de der menneskelige forkølelser, Tanto havde lært om. Derfor fjernede han den ene hånd fra glasset, som begge kort inden havde kort om. Med den liggende på bordet, håndryggen ned af, pulserede Tanto med den. Og som pulsen nåede sit slut, skød en ildkugle op i luften lidt over hånden. Den var ikke større end et mus' kranium, men dens varme kunne allerede mærkes i Tantos ansigt. Selv den orange farve skabte genskær på Amys ansigt. "I tilfælde af, at du frøs, Amy."

Da halvdæmonen havde præsenteret sig, gav hun et lille nik fra sig. Valgte at tage endnu en slurk af den gode drink, for den smagte virkelig godt. Et nydende suk forlad hendes mund, som hun var meget tilfreds over smagen. Det var rart med noget at drikke, for hun havde været tørstig. Siddende med drinken, og tydeligt kunne høre lyden af regnen imod vinduerne inde på pubben, så kunne hun godt mærke at hun frøs. Selvom den slags vejr udenfor, var noget hun var vant til var det pludselig noget andet som hun sad indenfor, foran Tanto, som halvdæmonen hed. Et specielt navn, det var ikke et hun lige havde hørt før, men i hendes øjne kunne han godt ligne en der hed Tanto. 

Hans svar til at det var hans værk, at hun havde de skadet hænder fik hende til at ryste lidt på hovedet, og hun trak kort på den ene skulder"Det var vel kun fair, eftersom jeg skadede din ryg"nævnte hun som hun holdte øjenkontakten med ham. Som hun bare sad og kiggede på ham, tænkte hun lidt over det han enlig var. En halvdæmon, det betød vel kun, at hans sår ville heale hurtigt. Det var nok en god fordel at have som dæmon, hun var altid nød til at vente på hendes sår ville heale. Dog var det kun hænderne som hun enlig skulle bekymre sig om, og tænke på lige nu. Da hans hånd fjernede sig fra glasset løftede hun sit glas op til munden, for at ville drikke en stor slurk. Men blev afbrudt af synet af ildkuglen fra hans hånd, varmen kunne hun hurtigt mærke, og det var rart. De grønne øjne lukkede hun, som et bredt smil dukkede op på hendes ansigt"Det er rart, og det er virkelig smukt synes jeg"sagde hun i samme øjeblik som hun åbnede øjnene, og holdte en hånd tættere på hans. 

Mennesker som hende kunne godt fryse meget, især hvis man ikke var iklædt passende klæder til vejret. Hvilket hun ikke rigtigt var, men hun havde bare været så stædig ikke at indrømme at hun frøs. Men Tanto havde sikkert lagt mærke til det, og det var sikkert derfor han havde valgt at lade ildkuglen komme fra hans hånd, så den kunne varme. Hun holdte fortsat rundt om glasset med den anden hånd, men følte sig nysgerrig så hånden hun havde ved hans åbne hånd, lod hun nærme sig lidt mere. Hun lod en finger stryge kort hen over håndfladen"Hvordan er det at være en halvdæmon"spurgte hun undrende som hendes blik fulgte fingeren der gled hen over hans håndflade. Men hun overvejede at tage hånden til sig, for hun kunne godt mærke håndfladen var varm. 

For anden gang prydede læberne med et kækt halvsmil over Amys svar på retfærdighed. Hun snittede ham i ryggen, han gjorde hendes hænder og så skulle han ofre lunser af sit tøj oveni. Men igen, dæmonsværdet havde uden tvivl skåret dybere end hendes knive. Og Amy havde heller ikke den healende metabolisme, som Tanto besad. Selv efter at hendes sår var i forbinding, ville hans sår heale først. Sådan lå landet, når man var halvdæmon og hun blot et simpelt menneske.

Hendes nydelse af varmen fra ildkuglen gjorde, hvad Tanto havde beregnet med. Hun skulle have varmen. Han kunne snitte i hende, men efterlade en kvinde til at blive syg var ikke hans stil. Lidt standarder havde han vel. Men hun lod ikke sine hænder forblive ved sit glas. Faktisk tog hun helt hen til hans udstrakte hånd. Og han kunne ikke fjerne den, selv hvis han ville. Hvis han gjorde dette, ville ildkuglen forsvinde hurtigere, end den var kommet. Men hvem sagde, at Tanto ville have Amys feminine fingre væk fra sin hånd?
Som hun spurgte til hans status, var Tantos blik stadig rettet på deres hænder, der rørte hinanden. De havde rørt hinanden ude i regnen, men det havde været i en duel. Jovist, havde deres hænder fundet frem til steder, der ikke nødvendigvis behøvede at være kæmpende, men som deres hænder blidt lå sammen nu var der ingen tegn på deres foregående kamp ude i regnen. "Det har sine fordele, men også ulemper," Fordelene var, at mange af svaghederne ved menneskeheden besad Tanto ikke. Ulemperne var, at han var af dæmonisk herkomst. Blikket løftede op til Amys ansigt igen. Det fugtige hår var ikke længere plaskvådt, dog stadig fugtigt. Ildkuglen ikke tørre det komplet, men det hjalp. "Du fortalte aldrig, hvem din mester er? Hvem vil have mig død, kære Amy?" Med sin frie hånd løftede han glasset og i en enkelt, stor slurk fjernede Tanto al væske fra glasset. Han knipsede med fingrene for at få en genopfyldning. Når man gik ind for at få én drink, endte man altid med flere. Heldigt, at Tanto kunne holde til det. Kunne Amy? Ville Amy?

Selvom varmen fra ildkuglen og hans håndflade varmede hende, så kunne hun fortsat mærke hvordan smerterne nærmest fik hende til at bide tænderne sammen. Det ville nok tage lidt tid før de ville forsvinde, sikkert ville de være væk imorgen. Dog selvom hun tydeligt kunne mærke smerterne, så var det som om forbindingen han havde lagt rundt om hendes hænder hjalp. Hendes blik hvilede sig på hans hånd et øjeblik, kunne godt mærke at hendes hånd rørte hans lidt. Men hun trak ikke hånden væk, det gjorde ikke hende noget, desuden havde de også rørt lidt ved hinanden udenfor i regnen. Måske ikke ligefrem så meget, men stadigvæk lidt. På en måde var det underligt for hende, at en halvdæmon var så venlig. Af ren nysgerrighed lod hun sine fingre stryge hen over hans hånd, hvorefter hun kiggede lidt overrasket op på ham"Som en halvdæmon fryser du så aldrig, eller er det kun halvt"spurgte hun som hun lod sit blik hvile sig på hans ansigt.

Med den anden hånd løftede hun glasset op til hendes mund, og drak det sidste af drinken. Som en tjener kom hen med en genopfyldning til hende, tænkte hun lidt som hun kiggede ned på glasset. Enlig burde hun måske ikke drikke alt for meget, hun kunne sikkert blive fuld hurtigt. Specielt fordi det var alt for lang tid siden, at hun havde drukket. Som hun sad afslappet på stolen med hovedet på skrå, tænkte hun lidt før hun hørte hans spørgsmål. Det fik hende til at kigge op på ham, som hun fortsat holdte hånden ved hans bare for at blive varmet lidt"Behøver jeg svare på det lige nu, vil du ikke hellere nyde din drink"svarede hun flabet, før hun kiggede væk fra ham. Tillod sig at betragte nogle af de mennesker der var herinde, og selvom hun havde en god samtale med Tanto, og fandt selskabet interessant og godt, så var hun inderst inde ikke færdig med at kæmpe imod ham. 

Selvom det var farligt for hende, og måske burde hun opgive det. Der var nemlig noget ved denne halvdæmon, der virkede anderledes. Dog var Amy ikke sikker på, hvad det var men det var som om hendes overvejelser om at dræbe ham, forsvandt lidt. En undrende og nærmest mistænkelig summen kunne høres fra hende, før hun vendte sit blik tilbage på ham"Hvad fik dig til at trække dig fra kampen, for jeg vil stadigvæk teste min styrke imod dig"sagde hun efterfulgt af et lille smil, som hun løftede glasset op til hendes mund, med hånden der var fri. Tog en stor slurk, før hun satte glasset tilbage på bordet. Den anden hånd rørte fortsat ved hans, nok mest fingrene men varmen var rar"Jeg skulle have tænkt på at tage noget tøj med, jeg håber tøjet bliver tørt sanrt"sagde hun som hun sukkede lidt over det, og lod sit blik falde ned på hans håndflade. 

"Bare fordi jeg har dæmonisk blod, gør det mig ikke komplet følelsesløs. Jeg er ikke min far, Amy," sagde Tanto. Med hans sædvanlige, kølige tone ville dette uden tvivl have virket anmassende og som ville have gjort stemningen tyk og tung. Derfor sagde han det heller ikke med den kølige stemme, men med sit halve smil og lidt mere kækhed i ordene. Det var ment som en joke, men også for ikke at fortælle samtlige hemmeligheder om sine styrker og ikke mindst svaghederne. For selvom den dæmoniske side gav ham styrker, der udlignede menneskehedens svaghed, var der stadig svagheder at finde i halvdæmonen.

Hendes fingerspidser forblev i hans hånd, som om hans kød afgav lige så meget varme som den svævende ildkugle. Barmanden havde kigget en anelse underligt på ildkuglen, da han var kommet for genopfyldning. Måske frygtede han for, at Tanto var ét sekund væk fra at sætte fut i hele pubben. "Så sig mig dette i det mindste. Er det min far, der har sendt dig? Er Bagludan din mester?" Sandsynligheden var lille, mente Tanto, men der var stadig en chance. Og hvis dette var sandt, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. For hvis Bagludan havde sendt Amy, ønskede dæmonfaren kun én ting. At dræbe endnu en idiot af et menneske.

"Som sagt, hvorfor dræbe uden grund? Vi kunne kæmpe for at teste styrker, men du var tydelig et dræbende humør. Det var jeg ikke. Ikke, hvis jeg ikke behøvede," Blikket vendte ned mod deres sammenliggende hænder for en kort stund, inden han kiggede tilbage på Amy. Han nikkede sig enig med hende. Hun var stadig våd fra regnen, ham også. Det behøvede han ikke kigge efter. Han kunne mærke, hvordan klæderne klæberede sig til huden. "I det mindste har jeg skiftetøj på mit værelse op af trapperne. Mere end nok til mig i flere dage." Om Amy ville lægge mere i Tantos ord, end der var, vidste halvdæmonen ikke. Han mente intet med det. Mere en konstatering end en invitation. Og hvad ville Tanto forvente af Amy? Hvis hun ønskede en krig, ville hans værelse på pubben næppe udgøre den bedste kampplads. I hvert fald ikke til nævekamp. Måske kvælekamp, men ikke knyttede næver.

Udover barmanden var der sikkert flere folk herinde, som havde undret sig meget over ildkuglen, nok var det heller ikke noget der så tit skete. Men de gange Amy havde kigget rundt, havde hun lagt mærke til ansigtsudtrykkene på de forskellige mennesker som sad herinde på pubben. Det var som om de fleste undrede sig over, hvorfor der pludselig var dukket en ild kugle op. Som varmen langsomt begyndte at varme hendes krop mere og mere, undslap hun et lyttet suk. Det kunne godt være at hun ikke havde tænkt så meget over kulden udenfor, men indenfor på pubben var der rart, og hun kunne bestemt heller ikke klage over selskabet af Tanto. Selvom hun fortsat undrede sig over, at han ikke havde dræbt hende. Eller gjort stor skade på hende, så virkede denne halvdæmon foran hende ikke så slem. Han var nu også den første halvdæmon hun nogensinde havde mødt, for det skete aldrig. Hun løftede glasset op til hendes mund, og drak en stor slurk hvorefter et nydende suk forlod hendes mund. 

Ordene om at hans dæmoniske blod ikke gjorde ham følelsesløs som hans far, fik Amy til at undrende løfte et øjenbryn"Men jeg troede alle dæmoner var onde, og vild efter at skade andre og udfolde deres onde planer og hvad de ellers måtte have lyst til"lød det undrende fra hende, som hun et øjeblik lod sit blik falde ned på hans håndflade. Hendes fingre rørte fortsat ved hans hånd, og efter få minutter tog hun hånden tilbage. Betragtede den lidt, hvorefter hun knyttede den et øjeblik. Men kort tid efter lod hun hånden finde vej hen til hans håndflade igen, for hun følte stadigvæk at hun manglede at blive varmet lidt mere op. For selvom det sorte hår, var tørret meget mere end tøjet, så frøs hun fortsat. Ikke så meget som da hun lige var trådt ind på pubben, men stadigvæk lidt"Okay jeg skylder vel et svar... Det er ikke din far som har sendt mig, men heller ikke min leder af banden jeg er medlem af, men derimod en kvinden min bandeleder kender til"svarede hun ærligt som hun lod sit blik falde ned på hendes drink. Amy forstod til at starte med godt, hvorfor kvinden havde sendt Amy herhen for at dræbe halvdæmonen, for kvinden som ønskede halvdæmonen død, havde altid haft et had til dem, altid haft et had til dæmoner. Selvom Jason hendes bandeleder sikkert heller ikke var så glade for dæmoner, så var det ikke fordi Amy havde et brændende ønske om at dræbe halvdæmonen. Ikke når han virkede så venlig, og nærmest interessant. 

Som hun sad afslappet på stolen og med den ene hånd henne ved hans varmende hånd, lyttede hun til det han sagde, og hun fik et bredt smil frem på ansigtet. Nej hun var slet ikke i dræbende humør, men det havde ikke skadet at kæmpe imod ham. Som hun tog en stor slurk af drinken, kiggede hun på ham"Jeg er sikker på du sagtens kunne have dræbt mig, du er jo en halvdæmon jeg er blot et menneske"lød det nærmest lavt og blidt fra hende, før hun tog hånden til sig, og rejste sig op fra stolen. Hun lod en finger strejfe kanten af glasset, som hendes grønne øjne mødte hans kort, og hun pludselig godt kunne mærke det våde tøj klistrede sig mere og mere fast til den spinkle krop. Det var måske en god idé at få skiftet det, eller bare af med det våde tøj. Hun greb fat rundt om glasset med den ene hånd, og lænede sig lidt ind over bordet, lod den frie hånd gribe fat rundt om hans varmende hånd, og uden at sige noget lukkede hun hans hånd"Tak for at give mig lidt varme"fløj det bare lavt ud fra hendes hund, som hun rettede sig op, og automatisk gav slip på sit greb om hans hånd. Ordene om at han havde skiftetøj på sit værelse, fik hende til at kigge ned ad sig selv"Jeg har desværre ikke noget skiftetøj med"hun tænkte lidt som hun betragtede det klistrende tøj. 

"Det er lidt en diskriminerende og indsnævret synsvinkel, du har dig der, Amy," startede Tanto ud med, igen med den legede tone frem for den kølige. Men de næste ord blev fortalt med mere seriøsitet. "Der findes godt og ondt i alle racer. Nogen racer har bare en tendens til at hælde til én side. Men alle er ikke med i den tendens. Der findes gråzoner. Også med væsener." Tanto havde i sin tid oplevet individer, der var værre end ham, og de havde ikke været af dæmonisk herkomst. Menneskemænd, der udgjorde vold på deres yndige koner. Kentaurer, der så ned på samtlige andre racer. Drillesyge feer, der bare var for trælse. Men han havde også oplevet gode sider af de 'onde' racer. En ekstrem sød ork, der ikke kunne gøre en flue fortræd, havde især fanget Tantos opmærksomhed i sin tid. 

Lyden af, at det ikke var hans fars ønske at få Amy til ham gjorde Tanto mere tilpas. Dette kunne nok også ses på skulderne, der faldt lidt ned. Tanto ville aldrig indrømme det, men han havde én stor svaghed. Hans far. "Jeg har gjort flere mænd vrede end kvinder. Daddy issues, du ved. Men jeg har gjort nok kvinder vrede til, jeg ikke ved det og jeg er også ligeglad. Lad dem ønske mig død. En dag får de mig, men ikke i dag. Ikke med dig." De sidste tre ord blev sagt med øjenkontakt på hendes hånd. Resten havde øjnene været på hende, men der havde været en pause inden de tre sidste ord. 

"Alle kan overraske. I den rigtige kamp, rigtige sted kunne du have fordelen over mig." Tanto ville ikke nævne hvad, selvom han havde anelser. Som hun tog hånden til sig igen, kiggede Tanto atter på hende. Dog fandt hendes hånd vej til hans igen. Denne gang låste hun sågar sin hånd fast i Tantos. Men det var ikke for at tvinge ham til at blive og kæmpe. Det for at lade ham blive. Med hende.
Men hendes hånd var ikke længe i hans, før hun rejste sig. Hendes ord var tydelige tegn på, at hun var på vej ud. I et splitsekund handlede Tanto, før han tænkte. Hvis han havde tænkt, ville han næppe have gjort dette. Men den menneskelige del af ham uden tanker og hæminger. Han rejste sig brat op. Han tog ikke fat i hendes hånd. "Du kan låne noget af mit. Jeg har rigeligt. Jeg er ikke sentimental." På nær sværdet. Det ville Tanto ofre alt for, selv sit liv. De mørke øjne kiggede direkte på Amy, afventede hendes svar. Hvad ville hun ikke tænke over dette? Hvad tænkte Tanto? Han tænkte ikke. Han gjorde bare. 

Ordene om at andre ønskede ham død, men ikke idag og ikke med hende fik et overrasket udtryk til at sprede sig på hendes ansigt. Blikket vendte hun ned imod gulvet, og prøvede at skjule et bredt smil. Det var ikke nogle ord hun havde troet at hun skulle høre, men det gjorde hende glad. Selvom hun selvfølgelig ikke gad vise det, men måden han sagde det på fik hende bare pludselig til at føle sig vigtig. Det var kun noget hun havde oplevet i banden, og måske hos familien lidt. Hendes blik gled op på Tanto igen, og hun gav et nik fra sig til de ord om at hendes syn på andre væsner, specielt de mørke. Det var slet ikke noget hun kunne lyve sig fra, det var nok lidt svært for hende at stole på andre mørke væsner, og på den anden side ikke"Min synsvinkel trænger nok til at blive ændret en smule"sagde hun og løftede en hånd op til hendes ansigt, hvor hun fik flyttet lidt af det sorte hår væk fra ansigtet.

Hun tænkte lidt over det næste han sagde, og var enig med ham, for hun vidste selv at der fandtes noget godt i alle væsner. Det var bare ikke tit det skete at hun mødte andre væsner, for det var primært kun mennesker. Glasset i hendes hånd holdte hun fortsat rundt om, og lod en finger kærtegne det lidt, som hun tænkte lidt mere. De grønne øjne fulgte fingeren hen over glasset lidt, før hun tog en stor slurk af glasset. Der var ikke mere tilbage, og heldigvis var hun ikke påvirket endnu, der skulle flere drinks til før det ville ske. Højst en drink mere, og hun ville sikkert føle sig lidt svimmel, og miste balancen. Hun stod fast, og holdte øjenkontakten med Tanto"Tror du det, for det gør mig nysgerrig om jeg ville have haft en fordel hvis det var et andet sted"lød det fra hende med et lille bredt smil og hun lagde hovedet en anelse på skrå. Da hun så hørte hans ord om at hun kunne låne noget tøj af ham, lod hun sit blik glide ned over ham, før hun tog sig selv i at have tjekket ham ud et øjeblik. 

Det var nok bedst at låne noget tøj af ham, og hun kunne sikkert også godt bruge et bad. Det kunne være rart, og varme hende lidt mere. Amy løftede sit blik op, og kiggede efter en tjener, for hun overvejede at få genopfyldt sit glas, og bringe det med ovenpå på Tanto's værelse"Jeg vil meget gerne låne noget af dig, og vil det være muligt at låne dit badeværelse"hun løftede håbfuldt et øjenbryn imens hun stod med fronten til ham med en hånd placeret i siden. Glasset stod hun stadigvæk med, før der efter nogle få minutter kom en tjener hen til dem. Amy nåede slet ikke sige noget, og bede om noget før tjeneren gik ud fra at hun skulle have hendes glas genopfyldt, hvilket var fint nok, dog vidste hun slet ikke om hun var sikker på om det var en god idé at få glasset genopfyldt. Men drinken var god nok til at hun sagtens kunne drikke lidt mere af dem. Tjeneren så dog ud til at blive stående, og det så ud som om han stod og kiggede på Tanto, hvilket fik Amy til at afvente hans svar og reaktion, før hun vidste hvad der skulle ske. 

Hendes smil smittede af på Tanto, der kom med sit halvkække smil. "Måske jeg skal hjælpe med at ændre den for dig." Mere sagde Tanto ikke, men mere behøvede han heller ikke. Det krævede kun én anormalitet til at ændre en synsvinkel. Og lige nu var Tanto denne anormalitet i Amys verden. Og som hun tømte sit glas, tog Tanto fat i sit og tog resten i en stor slurk. Ingen brand i halsen, som nok ville ske ved kedelige mennesker, hvis de prøvede at sluge alt på engang.

"Der findes altid gode og onde individer af alle. Der er altid balance i alt. Ellers vil alting ende i kaos. Vi kan ikke have godhed uden noget ondskab. Sådan er verdenen sat sammen." Måske Tanto var i det filosofiske hjørne med sine ord. Måske man ville have forventet, at han ville ønske ingen ondskab i verdenen. Efter hans fars behandling. Men hvis ikke der var farens kontrast til det gode, ville basale ting virke mindre gode. Der var brug for det alvorlige onde til at gøre de gode gerninger bedre.

Barmanden kom tilbage og genopfyldte Amys glas. Manden forblev stående og kiggede på Tanto, men han havde et spørgsmål at besvare, før hans fokus ville vende mod barmanden og hans ønske om at trække flere kontakter ud af halvdæmonen. "Hvis du ikke er for kræsen, har jeg tøj, du gerne må trække i, Amy," sagde Tanto kort og med et smil. Dernæst vendte han sig mod barmanden. Han skulle lige til at efterspørge en genopfyldning, da en tanke slog ham. Han spurgte ikke Amy, om dette var okay for hende, men mon ikke det var? Hun havde tømt sit glas og fået en genopfyldning uden brok, så i Tantos verden virkede hun klar til at fortsætte. Derfor satte Tanto sit glas på deres bord velvidende om, at de ikke ville sidde der længere. "Hent en god flaske og sæt den på min regning. Jeg tager den med op." Og med de ord nikkede barmanden med et takkende smil og gik over bag baren.
Tanto kiggede kort på Amy, måske for at tjekke, om hun ville sige noget imod om at få en helflaske med op. Men det var for sent, for barmanden kom hurtigt tilbage med en brunlig flaske med noget brunt væske i samt to rene glas. Tanto tog imod dette med begge hænder og barmanden takkede for aftenen og ønskede dem begge en god aften. "Vil du med op, eller har denne halvdæmon skræmt dig væk, Amy?"

Synet af den store flaske fik hurtig Amy til at forestille sig, at aftenen sikkert ville ende med at hun ville blive alt for påvirket af alkoholen. Men det gjorde nok ikke noget, selskabet var ikke frygteligt, trods at de havde kæmpet udenfor i regnen. Den styrtende regn som man fortsat kunne høre imod vinduerne inde på pubben. Som hun stod og ventede på Tanto, kunne hun ikke undgå at undre sig over hvordan hans far var, var han mon en ond skabning, eller havde han også en venlig og sød side. Det var ikke noget som hun faktisk behøvede at bekymre sig om, eller tænke på. Alligevel slog tankerne hende, og hun lod hænderne kærtegne glasset hun stod med. Efter få minutter løftede hun det op til hendes mund, og tog en stor slurk. Et nydende suk forlod hendes mund. "Kan du være årsagen til at jeg ændre den"drillede hun pludselig som hun kiggede på ham. Tog endnu en slurk af drinken, før hun betragtede hænderne der fortsat var bundet. Smerterne var ikke så slemme mere, selvom hun godt kunne mærke det så var det ikke så slemt. Om det var sikkert at tage de to stof stykker af, eller om det var bedst at lade dem blive på vidste hun ikke helt. 

Stod og tænkte lidt over det, før hun vendte sit blik op på Tanto"Hvor lang tid tror du det vil tage for skaderne at blive healet"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. Pludselig kunne hun mærke hvordan det våde tøj dryppede ned på gulvet, hvordan dråberne gav lyd hvergang de ramte gulvet. Det var nok på tide at komme af det våde tøj, måske først lige snuppe et hurtigt bad, for det trængte hun til. Da han valgte at komme med den nærmest filosofiske forklaring lyttede hun aktivt efter, det lød spændende i hendes ører. Dog var hun også enig i det han sagde, selvom hun ikke nævnte det. Men at der var mange der ønskede ham død, kendte hun hvist ikke til. Hun vidste ikke engang hvor mange der ønskede hende død. Der var sikkert nogle"Dem som ønsker at dræbe mig, er kun andre bander eller fjender"tænkte hun lidt, som hun flyttede blikket væk fra ham. Tillod sig at betragte nogle af de mennesker der sad herinde på pubben, det var sjovt hvordan flere og flere virkede så bekendte. Men Amy var ikke sikker på hun kendte dem, der var bare nogle der virkede bekendte. 

Hans ord om at hvis hun ikke var for kræsen til at låne hans tøj fik et bredt smil til at sprede sig på det tænkende ansigt, og hun stak en hånd ned imod ben hylsteret. Fik fat i en af knivene og tog et skridt tættere på ham, hvor hun prikkede ham forsigtigt på brystet"Hvis halvdæmonen ikke er skræmt væk fra mennesket foran ham, så vil jeg gerne"svarede hun flabet og kækt som hun lod smilet brede sig lidt mere. Hun holdte øjenkontakten lidt, før hun trak kniven til sig, og puttede den ned i ben hylsteret igen. Så drejede hun rundt, så hun stod med ryggen til ham, og gik hen imod trappen der førte ovenpå. Imponerende nok havde hun stadigvæk nogenlunde god balance, for den var ikke blevet påvirket endnu, men flere drinks, eller mere at drikke og det ville sikkert komme"Burde man enlig stole på en halvdæmon, for man ved aldrig hvad de finder på"drillede hun med et kækt smil som hun lænede sig op ad væggen tæt ved trapperne. Hendes blik var rettet hen imod Tanto, som hun ventede på ham. 

"Jeg kan prøve at ændre den i hvert fald, Amy. Hvis ikke du gør for meget modstand," sagde Tanto med et lille blink i det ene øje. Han så, hvordan hun næsten tømte glasset, barmanden havde fyldt op. Det blev til et par drinks på Tantos regning til hende samt helflasken i hans hånd. Dusørbeløbet blev mindre og mindre, men Tanto spekulerede ikke just over det. Han kunne bare finde en ny dusør at indløse. Sværere var det ikke for ham. "Mine skader? I morgen vil de ikke ligne mere end kradsmærker fra en kattekilling. Men dine, dem ved jeg ikke. Længere, for du er et menneske." At der var flere, som ville dræbe Amy, kunne Tanto faktisk se. Han kunne nemt have set hende som en fjende efter i dag. Hun havde gået efter hans blod, men havde skiftet mening - hvilket kun var til hendes egen fordel, tænkte Tanto. Men hvorfor sige dette nu og ødelægge stemningen?

"Der skal mere end dine brødknive til at skræmme mig væk," sagde Tanto blot med kækhed i stemningen. Der var tydeligt humor i mellem dem allerede. Sjovheder, de kunne udforske. "Der er kun én måde at finde ud af det på, Amy." Tanto kom op på siden af hende og længere end hende op ad trapperne. Dernæst gik han ned af gangen, hvor pubbens store lokale kom længere og længere bagud. Hvis ikke Tantos sko afgav så høj lyd mod trægulvet, ville han kunne høre de rustne fjedre springe i et par af værelserne. Der var nogen, som virkelig udnyttede natten. Nogen af dem var sikkert gifteløsemænd med en alt for stor lomme og en ung kvinde, der havde taget et par forkerte fejltrin i sit liv.
Døren ind til hans værelse blev nået. Han fik skubbet glassene til at være i indersiden af skulderen, som han låste op til værelset. Det var intet luksussyn, der blev mødt. En seng stod i midten op af den ene væg. Et bord med en enkel træstol var over for og til højre for den var der en dør, hvis ene hængsel så ud til snart at falde af. Igennem den dør var badeværelset at finde. En porcelænstrone, der ikke længere var kridhvid, men råhvid og endda gul nogen steder. Badet var det renligste derinde, men selv der var der et par hår på gulvet, der alt for lyse til at være Tantos. På stolen var en lædertaske med diverse ejendele af Tantos, deriblandt det famøse tøj, han havde nævnt for Amy. "Som sagt, jeg håber ikke, du forventede luksus, men her er det," Tanto åbnede døren og lod Amy træde ind først, hvorefter han trådte ind efter hende og lukkede døren. Glassene og helflasken blev sat på bordet, klar til at blive åbnet og drukket det ene glas efter det andet. At gemme noget af indholdet til den lyse morgen ville være spild af gode kontanter. "Badeværelset er igennem den dør, hvis regnen ikke var det bad, du ønskede."

Da hun nåede op ad trapperne og blev budt indenfor på hans værelse lod hendes blik hurtig skimme omgivelserne. Her virkede til at være meget hyggeligt, det var meget luksus slet ikke noget hun var vant til. Hun gik lidt rundt, for at se sig nærmere, imens hun fortsat kunne høre regnen udenfor. Der var et eller andet hyggeligt over det, og hun lod et kort øjeblik hendes blik glide ned imod gulvet. Hendes tøj dryppede fortsat, og hun var nok nød til at få ordnet det bad. Som hun bevægede sig hen imod badeværelset, stoppede hun op og kiggede hen over skulderen på ham. Der var et eller andet hun skulle til at sige, men det blev skygget af det han nævnte det med hvis hun ikke gjorde for meget modstand. Det fik hende til at sende ham et bredt smil"Jeg kan ellers godt lide at gøre modstand"svarede hun kækt og lidt flabet før hun vendte sit blik væk fra ham.

Trådte ud på badeværelset, hvor hun lukkede døren men låste den ikke. Nogle mænd ville nok prøve på alt muligt, men sådan virkede Tanto ikke, men Amy kunne godt høre lydene fra de andre værelser, det var næsten tydeligt at høre igennem væggene. Hun ignorede dem, som hun stod med fronten til spejlet, og langsomt begyndte at tage de tætsiddende bukser af, med ben hylsteret hvor knivene var i. Hun lagde dem på den nærmeste stol, og derefter tog den tætsiddende trøje af. Hun havde intet undertøj på, havde slet ikke tænkt på det. Så tog hun en ekstra kig i spejlet, og sukkede over alle de synlige skader. Hun holdte rundt om sig selv i håb om at gemme dem væk. Det var aldrig noget hun synes var pænt, det var ikke en smuk krop som de fleste kvinder havde. Hun bed sig lidt i underlæben, nærmest irriteret over alle de ar og skader. Dog efter nogle få minutter vendte hun rundt, og gik ind under bruseren, hvor hun tændte for vandet. 

"Hmmm"mumlede hun som det varmede vand løb ned over hende, og hun lagde begge hænder på væggen, havde helt glemt at tage de to stykker stof af. Et lille smil dukkede op på hendes ansigt, og hun begyndte at tage det ene stof af den ene hånd, godt efterfulgt af det andet. Som det varme vand ramte hendes hænder bed hun tænderne sammen, og havde lyst til at skrige af smerte, for det gjorde pludselig ondt. Hvad havde hun regnet med, Tanto's sværd havde gjort utrolig ondt, selvom hun ikke ville indrømme det. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene, og prøvede at holde smerterne inde, for det var hun så vant til. Armene lagde hun rundt om sig selv, og bare et øjeblik nød vandet fra bruseren, og efter lidt tid slukkede hun for det, og trådte ud ad badet. Greb fat om et håndklæde, og bandt det rundt om sig, før hun åbnede døren"Varmt vand var hvist ikke særlig en god kombination...Mine hænder gør lidt mere ondt"sagde hun som hun kom gående hen imod ham, med en hånd der holdte fast i håndklædet der var rundt om hende. 

Tanto nåede ikke andet end at smile halvt og kækt til Amys ord, før hun smuttede ind på badeværelset og lukkede døren. Hun låste den ikke, bed Tanto mærke i. Skønt han ikke selv havde låst døren, når han var på badeværelset - alle andre dage og nætter havde han været alene. Men han havde testet låsefunktionen og kunne høre, hvis den blev låst, men det blev den ikke endnu. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle opfatte dette mangel af låsning. Var det en invitation for Tanto til at slutte sig til Amy under vandet? Eller var det bare, fordi hun aldrig selv låste døren? Aldrig havde brug for det. Tanto valgte derfor ikke at gøre noget. Han havde kun kigget på badeværelsesdøren, indtil han kunne høre vandet komme ud af bruseren. Dette overdøvede lidt naboværelset med de sprængfyldte fjedre.
Hurtigt åbnede han flasken og skænkede to glas - dog drak han sit i en stor slurk, så den skulle allerede genopfyldes.

Spejlet over bordet og stolen blev kigget i af Tanto. Han var selv meget våd. Derfor valgte han at tage alt tøjet af - hvilket i sidste ende ikke var meget. Et par lag på overkroppen og et par bukser og sko. Der var intet undertøj. Det havde Tanto aldrig gjort sig i. Undertøj havde ikke været højeste prioritet blandt dæmonerne. Der var det bare på med tøj og klar til at kæmpe. Og den vane havde Tanto forevigt sig med.
Han tog hånden ned i den åbne taske og hev et bar bukser op. De kom op over bagdelen. Tanto kiggede atter på sig selv. Han stod på ryggen halvt til spejlet for at se Amys mærker. De lignede allerede daggamle sår. De mange andre ar rundt omkring på kroppen så værre og nærmest nyere ud. Hele hans krop var som et landskab af sår, skader og dueller. Der var så mange, at han havde glemt mange af dem. Hvem der havde givet de enkeltvise, kunne Tanto ikke sige. Kun det henover øjet var han sikker på. Han kunne stadig huske smerten fra farens klinge, der slog igennem luften og henover ansigtet på ham.

Som døren til badeværelset blev åbnet, vendte Tanto sig over mod døren og Amy. Han var alt andet end flov over sine mærker på kroppen. En erfaring kriger havde beviser på sine kampe og Tanto havde over et århundrede værd af beviser. Alligevel kunne han ikke lade være med at bide mærke i, at Amy var kommet ud kun iført et håndklæde til at dække sig. Ja, selvfølgelig havde hendes tøj været gennemblødt, men måske forventede Tanto at finde hende iført fugtigt undertøj for at dække sig til for ham. Ikke, at han klagede. Hun var en yndig kvinde, det måtte han give hende. Armene viste tegn på, at hun var stærk for en kvinde af. Men det havde Tanto også erfaret på egen krop.
"Lad mig se," sagde Tanto blot og gik hen til Amy. Han tog fat i hendes ene hånd - den anden kunne hun stadig bruge til at holde håndklædet op, hvis hun ønskede dette. Tanto lagde ikke rigtig mærke til, at han ikke havde nået at knappe bukserne, så hvis han rystede kroppen nok, ville de løse bukser falde af ham som vand ned af en krop. Han nærstuderede hendes hånd og hans eget værk. Det var ikke det dybeste, han havde skåret, men det var dybt nok til at påvirke nerverne. Og lige på håndfladerne var et smertefuldt sted at få skader. Han lagde tryk med sine egne hænder for at komplet stoppe blødningen, som virkede til at være startet lidt igen af vandet. Dette måtte gøre ondt, men det ville gøre det bedre, vidste Tanto. "Bedre?" spurgte Tanto og slap hendes hånd. Hun kunne selv bedømme, om hans pres hjalp og hvis det gjorde, om han skulle gøre det samme ved hendes andet. "Du kan også drikke smerterne væk for i aften? Er det ikke, hvad mennesker gør med smerter?"

Stående lidt gennemblødt burde hun komme igang med at tørre kroppen lidt mere, selvom hun ikke dryppede alt for meget på gulvet. Stadigvæk holdte hun fast om håndklædet med den ene hånd, imens hun fulgte Tanto's bevægelser som han havde taget fat i hendes hånd. Der var heldigvis ikke meget blod, hvilket bestemt heller ikke ville gøre hende noget. Blod havde hun aldrig haft noget imod, og hun lagde hovedet lidt på skrå, som hun et kort øjeblik betragtede halvdæmonen som han gik i gang med at kigge på hendes hånd. Amy havde slet ikke troet, at vand ville bringe smerterne frem i hånden, men det var åbenbart sket. Dog kun på den ene hånd, for der var ikke så mange smerter på den anden. De grønne øjne fulgte ham, som han nærstuderede hendes hånd, og hun stod meget afslappet og lod ham gøre det. 

Hun bed tænderne lidt sammen, da han begyndte at lægge tryk på med hans egen hånd. Men det var vel en god ting, hvis det kunne stoppe blødningen. Som hun hørte spørgsmålet i takt med at han gav slip på hendes hånd, gav hun et nik fra sig efter at have bevæget hånden en smule. Det hjalp, og fik hende også til at ånde en smule lettet ud. Så drejede hun sit blik væk fra ham, og kunne se stolen med tøjet på. Hun gik derhen, for det var nok en god idé at få noget tøj på"Det hjalp meget, og er blevet bedre"svarede hun med et kort blik hen over skulderen til ham. Efter lidt tid tænkte hun lidt, som hun lod sit blik hvile sig lidt på ham. Gad vide hvad tøj hun skulle låne af ham, for hun vidste ikke om han var typen der havde meget tøj. Værelset var luksus, og det ville ikke undre hende, hvis han havde meget tøj at vælge imellem. Men Amy var ikke sikker, og hun følte alligevel at hun var nød til det, så hun holdte blikket lidt mere på ham, før hun kiggede på stolen med tøjet. Måske skulle hun bare vælge en skjorte til at starte med, hvilket hun også gjorde. Så imens hun stod med ryggen til ham, lod hun håndklædet falde ned på gulvet"De fleste mennesker plejer nok at drikke smerterne væk, men hvad med jer dæmoner"spurgte hun undrende som hun begyndte at iklæde sig skjorten. 

Den virkede lidt stor hvilket var heldigt nok, så den kunne dække det meste af hendes nøgne krop. Da hun fik den på, knappede hun skjorten lidt, og gik hen foran spejlet på værelset. Tog et enkelt kig, før hun vendte rundt, og gik hen imod ham. Lod de grønne øjne falde på flasken, som hun tog op i hænderne. Åbnede den, og begyndte at hælde noget op til både hende og ham"Jo mere jeg drikker, desto mere når jeg grænsen til at blive påvirket"sagde hun med et lille bredt smil, og hun satte så flasken ned på bordet ved sengen. Det var også lang tid siden at hun havde drukket, det skete nærmest aldrig. Hun var nok ikke typen der gjorde sådan noget, men eftersom selskabet med halvdæmonen så var det ikke så slemt"Så burde vi måske skåle...For...Nyt bekendtskab"lød det en smule spørgende fra hende for hun var ikke sikker på, hvad de skulle skåle for. Skjorten var ganske tilpassende at have på, hvilket var rart. Dog var hun nød til at bære håndklædet ud på badeværelset efter deres skål med glassene. 

Hun lod ham lægge presset på hånden og efter han havde gjort det, eftergav hun, hvordan det hjalp. Dernæst kiggede Amy meget på Tantos tøj. Selv lod han hende vælge, hvad hun ville have på. Om det var et fuld sæt tøj eller bare en lidt stor trøje, lod han hende tage det. Han så, at hun tog en af de lidt større skjorte. Uden Tanto kunne nå at vende sig rundt, fjernede Amy sit håndklæde. Tanto så hele hendes bagside i sin nøgne storhed. De fleste mænd ville nok nyde synet. Nogen ville måske blive røde af akavethed. Tanto forblev stående og kiggede bare, som om han studerede hendes muskler mere end nøgenheden. Dog kunne han ikke lade være med at kigge en anelse ned på hendes runde bagdel, før hun trak i skjorten. Da hun gjorde det kiggede han væk. Meget vel var han ikke flov over andres nøgenhed, men hvis hun vendte sig rundt og fandt ham stirre på hende, ville hun uden tvivl have gjort noget. Sådan virkede Amy bare ifølge Tanto.

"Nogen dæmoner nyder i smerten. Det er som en orgasme for dem. Ikke mig. Jeg lever bare igennem den," sagde Tanto, som Amy vendte sig rundt iført skjorten med et par knapper. Der var ikke mange knapper knappet. Nok til hendes navle cirka. Hvis der var en vind i værelset, kunne den blæse skjortens stof til siden og blotte hendes brystkasse. Måske, hvis ikke hun havde tørret sig for meget efter hendes bad, ville skjorten havde siddet mere klæbende som udenfor i regnen. Og skjortens materiale var næppe det tykkeste, så bare lidt væske ville gøre den nok gennemsigtig. "Livet er sjovere med alkohol. Selvom det tager tønder for mig rigtig at mærke det." Det blev ikke sagt som at blære sig, mere en konstatering. Denne flaske kunne måske skabe en lille svimmelhed, hvis han drak den helt alene. Men med Amys hjælp ville hans promille næppe blive høj.
Tanto løftede det andet glas og lod det klirre med hendes. "Skål for nye bekendtskaber." Tantos tryk på 'bekendtskaber' kunne fortolkes på mange måder. Selv vidste han ikke helt, hvad han mente med det. Der var nogen få gode ting, man kunne sige om hans dæmoniske blod. En af dem var, at han oftest aldrig lod følelser og underlige, ukendte tanker styre ham. Men af og til tog menneskeheden af ham over og ting blev bare sagt og gjort. Han var inderst inde stadig en halv mand. Som han løftede og tømte glasset i én mundfuld, lod han øjnene låse fast i hendes. Var der noget mellem dem, eller var det bare aromaen fra helflasken? Det var ikke til at sige, nej.

Selvom hun havde planer om at sætte glasset ned på bordet, så valgte hun først at drikke lidt mere af sit glas. Det var en god flaske, den havde en rigtig god smag, og hun sætte glasset ned på bordet igen. Så løftede hun en hånd op til hendes ansigt, strøg en finger hen over hendes læber, som hun godt kunne smage den eftersmag. Hun havde hvist ikke smagt noget så godt før, så hun var nød til at nyde det lidt for hun vidste aldrig hvornår hun ville få chancen for at nyde den smag igen. Hendes blik hvilede sig lidt på glasset som hun hørte hans stemme, hvilket fik hende til at vende sig rundt imod ham. Stående med fronten til ham, lagde hun en hånd i siden, og holdte blikket på ham. Tillod sig at holde øjenkontakt med ham, så hendes blik var låst i hans. 

Selvom hendes balance var god fortsat, så var hun så småt begyndt at kunne mærke alkoholen. Hun tænkte så lidt over det han sagde, og det overraskede hende ikke. For hun havde hørt omkring det, og kendte til dæmoner. Ikke særlig meget, men specifikt delen med de fleste nød smerte var ikke noget der overraskede hende. Hun var da også fristet til at spørge ham nærmere omkring det, før han selv havde svaret at han bare levede igennem den. Hun løftede det ene øjenbryn, som hun lod den frie hånd få fat i hendes glas. Hun løftede det op til hendes mund"Er det ikke smertefuldt at leve igennem smerten"spurgte hun undrende men også nysgerrig som hun lod læberne røre kanten af glasset. Derfra tog hun en stor slurk af glasset. Endnu engang undslap hun et nydende suk, for den var virkelig god den flaske han havde bragt med sig herop på værelset. 

Et smil dukkede op på hendes ansigt, før hun gik tættere på ham, og puffede til ham med den ene skulder som hun gik hen til det nærmeste vindue. Det vindue der var tæt på sengen, og hun betragtede regnen udenfor. Mørket var flot i aftenens skær, og det så ikke ud til at der var så mange folk udenfor. Amy kunne slet ikke undgå, at frygte at kvinden der ønskede Tanto død, ville komme efter hende. Hun tog endnu en tår af glasset, før hun lænede sig lidt op ad vinduet"Det må være rart...Det tager ikke så mange drinks før jeg kan mærke alkoholen"sagde hun med hovedet lidt på skrå, og hun vendte sit blik hen imod ham, som hun fortsat beholdte et smil på ansigtet. Lige nu fjernede hun ikke blikket fra ham, men blot kiggede på ham som hun stod afslappet og holdte om sit glas. Var det alkoholen der talte, eller var der mon noget imellem det. Det var ikke til at vide, hun tænkte slet ikke over følelser eller andet i den stil, men Tanto virkede til at være samme type. 
 

Kort kiggede Tanto ned af sin egen nøgne overkrop. Arrene der på var tydeligt nok at se i værelsets belysning. "Jeg har vænnet mig til det. Efter noget tid bliver fysisk smerte som hverdag. Det er den mentale smerte, der er hårdest. Den healer ikke som sår og størkner ikke som blod." Han kørte sin frie hånd henover den glatte brystkasse - de eneste hår, der var på overkroppen, var dyn på toppen og starten af et lille slips, der sluttede under buksernes stof. Han kunne mærke bumpene fra arrene. Han ville til altid foretrække fysiske sår og skader end psykiske mén. Dem havde han oplevet nok i sit liv. Selv efter over et hundrede år siden kunne han stadig se sin mors slagtning, når han lukkede øjnene.

Amy trak over til vinduet, sikkert for at nyde udsigten mod regnen. Tanto lod hende stå alene for en stund, inden han sluttede sig til hende ved vinduet. Hans højre side snittede kort imod hendes, som deres blikke mødtes igen. "Du er nemmere end mig at have med ude. Du koster ikke nær så meget. Jeg vil ruinere dem, der vil drikke mig til glemsomhed." Ikke, at Tanto ønskede, at Amy glemte dette. Måske det ville være en fordel til ham og i sidste ende hende. Amy var her på en opgave og denne kvinde, der ville have Tanto død, ville nok have beviser for halvdæmonens død. Hvad ville hun gøre, når Amy ikke kunne producere nogen? Men det spekulerede Tanto ikke over. Måske, fordi det ikke var hans problem at tænke. I hvert fald ikke endnu.
Tanto flyttede sig et kvart skridt tættere på Amy og flyttede sin krop en anelse, så deres fronter stødte blidt på hinanden. Halvdæmonen kunne mærke hendes barm, før han kunne resten af hendes brystkasse. Den ene hånd fandt vej op til hendes fugtige hår. Han skubbede det blidt til siden og bag hendes ene øre, før han blot lod hånden hvile blidt imod hendes kind og fingerne skjulte sig bag hendes hår. Ligesom andre stunder med Amy handlede Tanto, før han tænkte. Uden at tænkte lænede han sig frem og lod sine læber slutte sig om Amys. Han holdt sin mund en anelse åben. Der var plads til, hvis hun ville tvinge hendes tunge ind i hans mund. Han ville lade hende tage initiativet til dette. For der var tre muligheder. Enten ville Amy fortsætte sådan her uden tunge. Eller også ville hun lade hendes tunge lege med hans. Ellers var der trejde mulighed, der indebar, at Amy ville trække sig voldeligt tilbage, anklage Tanto for at gøre forkert og storme ud. Det var som et møntkast mellem alle disse. Det var op til Amy. Tanto havde blot sine læber rundt om hendes. De smagte stadig af helflaskens indhold. En skøn smag.

Et nemt menneske - til tider det var hun virkelig for som han selv havde nævnt, så kostede hun ikke særlig meget. For hun var ikke typen der drak særlig meget, det var ikke ligefrem noget der så tit skete. Men lige nu nød hun den fantastiske smag fra helflasken. Så meget at hver gang hendes tunge gled hen over hendes læber, så kunne hun nyde den herlige smag. Fortsat var hendes balance også stadigvæk meget god, men hendes krop og generelt hende selv var påvirket af den alkoholiske væske. Hendes blik var rettet ud imod vinduet, men som hun kunne høre lyden af fodtrin kunne hun godt gætte sig frem til, at det måtte være Tanto. Hun havde også ret som halvdæmonen var kommet hen til hende.

"Har i dæmoner ikke en god hukommelse"spurgte hun lidt flabet og kækt dog med et smil på ansigtet, som hun ikke kunne lade være med at puffe lidt til ham. Som øjeblikket kom hvor hendes egen krop mødte hans, som de stod overfor hinanden fjernede hun ikke sit blik fra ham. Men i det øjeblik hans hånd fandt vej op til hendes våde hår, og dermed skubbede det til siden, var det som om hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Det var vel farligt at være tæt på en dæmon, men Tanto var anderledes, så meget sikker var hun da. Da hans hånd hvilede sig blidt imod hendes holdte hun øjenkontakten lidt, før hun lukkede øjnene. Det var en rar følelse, selvom hun aldrig havde oplevet sådan noget før, eller forestillet sig hun skulle opleve sådan noget før. Så var hun lige nu bare en enkelt ung kvinde der bare følte sig glad uden at vise det og forklare det. Der var en underlig form for tryghed, det var underligt, men alligevel skubbede hun ham ikke væk. 

Hun spredte læberne, og skulle til at sige hans navn, men blev afbrudt af hans læber der mødte hendes. Det virkede som et første kys, selvom det ikke var sandt. Gid det et eller andet sted kunne være sådan, men hun forstod ikke hvordan hun tænkte det lige nu. Men lidt overrasket kiggede hun på ham, men lukkede øjnene. Kysset holdte hun, og vidste ikke hvor hun skulle gøre af sine arme. Det var ikke sådan noget her hun var vant til, langt fra. Men måden Tanto, denne charmerende og lokkende halvdæmon bare havde gjort som han ville, kunne hun godt lide. Det mindede hende om hende selv, og hun smillede lidt under kysset"Mhmm"lød det en smule nydende og tilfreds fra hendes mund, før hun lagde hendes hænder rundt om hans nakke. Valgte at træde nogle skridt tilbage, men hun vidste ikke hvorfor, måske var det for at komme væk fra vinduet i tilfælde af at kvinden ville opdage dem, eller måske andre. Men måske ville hun også bare gerne hen imod sengen, som det virkede til at være kursen som hun fortsat gik bagud imens hun holdte kysset. 

Inden han omsluttede sine læber mod hendes i et kys, havde Tanto nikket og sagt ja til, at dæmoner havde en god hukommelse. En god ting, hvis man skulle huske detaljer, men en dårlig ting, hvis man gerne ville glemme ting. Han kunne huske længere tilbage end families slagtning. Han kunne huske, hvordan han som toårig havde jagtet en hund og endte med at rulle ned af en bakke. Det var der, han fik sit første ar af mange. Et uskyldigt et på knæene. De fleste af de andre ar var alt andet end uskyldige.

Amy virkede en anelse forbløffet over Tantos kys, men efter sekunder virkede hun tilpas i deres læbers kram. Hendes hænder om hans nak var behagelige. Han valgte at lade sin anden hånd finde vej til den anden side af hendes ansigt, som han åbnede sin egen mund mere og lod sin tunge vandre svagt ind i hendes mundhule. Tungen ledte ikke efter hendes. Den var mere stille, klar til at blive mødt af hendes.
Som hun bevægede sig tilbage, bevægede Tanto sig med hende. Hun ville ikke stå i vinduet i tilfælde af, at nysgerrige blikke ledte efter gratis underholdning at se. Tanto kunne kun følge med hende. Han åbnede kort øjnene og fandt sengen i sin øjenkrog. Han bevægede hænderne ned mod hendes hofter. Han lænede sig tilbage. Han faldt, men sengen afblødte sit valg. Hans krop ville afbløde Amys.
Tanto trak sig kort væk fra Amys læber. "Du er en unik kvinde, Amy." sagde han kort og lod der være en pause for hende til at give en respons, før han løftede hovedet mod hendes for at sætte læberne atter mod hendes. Smagen af alkohol mødte straks hans mund. Det gjorde ham kun mere klar til at møde hende. Foruden hendes læbers naturlige smag var alkoholens smag blot et prik over i'et. Denne gang var han ikke forsigtig med tungen. Denne gang lod han den straks trænge ind i Amys mund og lede efter sin modpart at lege med. Hans tunge var som en legesyg dreng, der ledte efter bedste vennen at lege med forevigt.
I princippet var Amys krop klar til alt. Skjorten var netop kun dette. Hun havde kun skjorten på. Der var fri luft nede fra. Det var Tanto, der var indskrænket i sine bukser og som de lå nu med Amy oven på ham, var der kun én, der havde kontrollen til at tage dem af ham. Det var op til Amy at gøre dette. Hvis hun kun ville lade læberne lege og intet andet, bestemte hun dette. Ville hun gerne lade hele deres kroppe lege med hinanden uden begrænsninger, bestemte hun også dette. Som de lå nu med Tanto neden under hende, var hun i sandhed den dominerenede - kun indtil Tanto valgte at vende hende rundt, så han var på toppen. Men lige nu lod han hende tage styringen. Hun kunne tage det i hendes tempo og hendes mængde. Dog ville Amy kunne mærke, at Tanto var klar på mere end bare et kys. Med hendes vægt oven på ham og kroppen lige over bukserne, ville hun uden tvivl kunne mærke hans manddom være mere fast end slap.