Rachels skrig, fik hende til at trække en skridt tilbage, og kigge forundret imod Rachel. Men der var ikke tid til at reagere, til at sige noget før Rachels skiftede tone og lod helt andre ord komme i Yume'Aves retning. "Selvfølgelig elsker jeg dig! Du er det første menneske i mange år jeg har ladet nær mig på den måde! og på samme tid ønskede jeg at dele dit liv med dig. Selvfølgelig holdt jeg af dig!" selvfølgelig havde hun aldrig ladet sine Raciske bemærkninger komme i nærheden af Rachel, men det havde nok været umuligt at pakke helt ind, at hun Rachel i et helt andet lys en resten af hendes Race. Hun hadet dem ikke, men deres korte leve tid medførte tydeligt problemer i Yume'Aves øjne, som med førte en manglende tålmodighed til racen, også bar grund til de fungere som beundre, men aldrig partnere. Det var dog til Rachel fik hende til at forsøge sig med et menneske, og så endda kort efter at have været med Melarue. De skiftene øjne var ikke til at tage fejl af, og gjorde tydeligt ondt på Yume'Ave at se dem skifte så meget som de gjorde, "Ja..jeg vil gerne snakke." var det korte svar til Rachels brok, "Jeg..var sur..jeg var såret, det meste af det sidste halve år. At være 'sort' en fire måneder er ikke..uvant for os..på trods af hvad jeg sagde før, er et halvt år ikke længe for os, var mere overrasket over..dine følelser stadig..er som de er." hun blev mere og mere usikker i sine ord som hun talte, og at gå tilbage på sit ord allerede gjorde var så et spark lige i stoltheden, fordi det var ikke helt sandt det hun sagde før ikke. Det var længe, men på ingen måde længe på..den måde.

"Nej...er jeg udmærket klar over at dit valgt med at ride jer i hast som blomsten faldt. Ikke er som din far ønskede." hun sukkede og lod de mange følelser kastet imod hende, hvile i hendes sind blot et øjeblik. "Skal nok sende et brev med dig tilbage, som kan få ham til at slappe af." tilførte hun, i et forlod på at betrykke Rachel i det mindste på dette punkt. At høre Rachel igen lægge skylden tilbage i hendes hænder, var lige så ubehageligt som sidst, og endnu mere som hun igen råbte endelig når hun håbede at der endelig var kommet lidt ro imellem dem, men tvært imod og hun kæmpede stadig selv med ikke at hæve stemmen for meget. "Ja..Som sagt handlede vi begge forkert. Troede jeg at jeg havde gjort klart. Så vær sød skat, og sæt dig ned." hvilket ord hun brugte tænkte hun ikke meget om, ikke lige nu hvor der ikke var tid til at finde de rigtige ord. At se Rachel vende rygge på denne måde var langt mere ubehageligt en tonen iblandt dem. Fik blot Yume'Ave til at lade hånden på skuldren til at blive et forsigtigt kram, som hun pladseret sig imod hende ryg hånden fra skuldren hvilede om toppen af Rachels bryst, og den anden søgte at hvile på Rachels mave. "Undskyld." tænkt at hun endte med at sige det først. "Men jeg havde virkelig ikke planlagt noget af det her..jeg ville ønske at jeg kunne holde mig i skindet, jeg ville ønskede jeg ikke var endt så tæt på dig før vi fik snakket.. Og jeg beklager virkelig at jeg lod de følelser der stadig er mellem os, få så godt fat som de gjorde. Men vær sød, og sæt dig, så vi kan få snakket, få noget at drikke, og så lade mig hjælpe dig i søvn." hun træk vejret dybt, "Lover du ikke ender alene." forsikret hun, hun kendte til frygten, hun vidste hvorfor, Rachel gjorde hvad hun gjorde. "På trods af min natur, holde jeg mit ord."

Følelser i Rachel boblede frem og tilbage, som var det fyrværkeri på den åbne himle. Dem som kendte til kometesse følelser ville vide hun aldrig havde kunne styrede dem, som mange andre mennesker. " Det følelse virkelig ikke sådan. " kom et spydig svar frem efter Rachel hørte elverkvindens ord. Sætning Yume'Ave havde sagt Selvfølgelig elsker jeg dig kørte i hovedet på den røde håret kvinde, som følte hendes hjerte atte var blevet revet ud af brystkassen på hende igen. Selvom de var forskellige racer, havde det aldrig stoppede den røde håret kvinde i at forelskede sig, dog så hendes slægts familie hun fandt et menneske. " Yume'Ave..." Mumlede Rachel såret frem, mens hun prøvede at få styr på hendes følelse, som tydeligt var svært, da hendes øjnene farve ikke kunne finde tilbage til de ellers grønne øjnene, men det var fordi orde korte i tankede på komtessen, der prøvede at ryste det af sig. " Jeg kan sku, da godt forstå du var sur over mit fejl trin.. Men du lod mig aldrig fortælle dig hvad der sket. " Bed den røde håret frem og rette sig op i rank ryg med et let svaj, som man ville se en stolt araber vise sig frem. " Når så du tror mennesker glemmer sine følelser på 6 måneder?! Nej.. Yume'Ave hvis du ved det kom du under huden på mig! Vi fik ikke en løsning.. Jo du forlod mig! Selvfølgelig har jeg stadigvæk følelser for dig.. Men kan se du bare har skrifte mig ud som var jeg en beskidt kuld" Svarede hun surt frem og lagde de slanke arme over kors, mens hun stirrede på den blege elverkvinden, som prøvede at forklare sig overfor den røde håret kvinde, som kæmpe med sig selv. 

Snakken som Rachel selv var kommende ind på forsat og hun rystede let på hovedet, så de røde lokkede svævede i luften omkring den spinkelede krop, som skreg om udmattelse " Tror du et brev vil hjælpe på hvad jeg har gjort? Glem det.. Jeg bliver straffet uanset hvad " svarede hun rolig igen og lod blikkede flyttede sig ned i trægulvet. Det kunne godt være Margera slægten ikke havde ry for at være en hård familie, så kendte Rachel hendes fader, som normalt aldrig ville ligge en hånd på hende. Hun havde kun oplevede to gange i hele hendes liv, at hendes far havde givet sådan nogle straffe. Raseri i kroppen på den røde håret kvinde voksende og aftog hele tiden, som man hurtig kunne høre i stemmen på hende, men øjnene var også hele tiden i spil med dens farve skrift. Munden blev åbnede, men ordene forsvandt ud i luften, da Rachel blev paf over ordet søde skat et savn hun havde længsels efter fra denne blege elverkvinden og valgte at vende ryggen til Yume'Ave igen. 

Hjerte harmede mod brystkassen, da Rachel prøvede at kontrollere sig selv. Da Yume'Ave forsigtig lagde en hånd på skulderen af den spinkel røde håret kvinde, som lod tårerne trillede ned af kinderne på hende, før hun mærkede den anden kvinde krop mod hendes egen, men i stede for at skubbe elverkvinden væk, lod hun blive, mens hun mærkede de rolige hænderne fra Yume'Ave, som befandt sig ved toppen af brystet og den anden ved maven. Rachel lod langsom hendes ene hånd tag om Yume'Ave hånd ved brystet og lyttede til ordene undskyld som betød end del, men Rachel forhold sig tavst og lod blot tårerne trillede ned af kinderne, før hun lod sig falde ned mod gulvet " Du sagde du ikke havde nogle følelser for mig mere... det viser så du har.. du forvirre mig Yume'ave " Mumlede hun frem, mens hun gemte ansigt mod hendes ben. " Jeg er jo alene.. hvad forstår du ikke !!" Svarede Rachel med et sner, selvom hun vidste det var forkert. Der gik lidt tid før Rachel valgte at rejse for gulvet og gik over i sengen, som Yume'Ave havde bedt om en del gang. Da Rachel stod foran sengen kunne man næsten se kroppen, som langsom ved at giv efter for dens kræfter til at holde den ellers så stædig kvinde oprejst. " Yume..." Mumlede Rachel frem, da hun valgte at sætte sig ned i sengen.

Netop det, netop at hendes følelser altid dansede med de ord og handlinger omkring Rachel, var svært ikke at kunne lig. Jo, det var netop en af disse ting som var menneskernes svaghed, men også en af deres fascinationer. "Og..jeg skal bevise det var sandt? ønsker du det?" spurgte hun med et medligheds farvet tone, men stadig et tydeligt håb om at få et nej kastet i hovedet. Vejret blev trykket dybt mellem Rachels ord og hendes forsøg på at være tålmodigt og høflig begyndte stille og forsvinde hen, at høre hendes eget navn med de følelser var netop det, som fik Yume'Ave til at søge Rachel i sine arme, at høre ens navn med så mange forskellige følelser var altid besynderligt. "Sur..er et sukker sødt ord at benytte." en kold følelse hang i ordene, som hun lyttede til de næste ord, som langt fra hjalp hende til at holde det forsigtige tvunget smil på hendes læber, og kort øjeblik forsvandt det. "Du taler så om mine følelser bare forsvandt! Jeg.." hun tvang sine ord til at ende som kæben blev bidt sammen, og for nu måtte de ord vente, at blive vred ville intet gavne. Ej heller kom et svar i Rachels retning som hun talte om sin fader. I stedet valgte hun bare at fokusere på den bankende fornemmelse i Rachels bryst af de mange følelser hun kæmpede med. Hun gav slip øjeblikkeligt Rachel bevægede sig, der var intet ønske om at holde hende, blot at være betrykkende.

Hun nyttede nært til ordene, og sank en klump ved det som blev delt og først da der kom ro i Rachels ord, satte hun sig ved hendes side med et lavt siddende blik. Igen, at høre hendes eget navn med så mange forskellige følelser i tonen, var ubehageligt, men langt fra første gang sådanne ting var blevet sagt i hendes retning. "Tror du jeg..ville have endt med at sidde hen over dig? Hvis jeg ikke stadig følte noget?" spurgte hun forsigtigt og tydeligt holdt ord tilbage. "Jeg..aner ikke selv hvad jeg vil, jeg er selv forvirret...Og jeg er helt enig, hvad jeg har gjort er ikke.. i orden. SÅ du har alt ret til at være sur på mig. Mere end alt ret." hun sukkede dybt over hende egne ord, "Jeg..planlage ikke at mødet med Sitali skulle gå som det gjorde. Langt fra." hun havde på trods af stemningen svært ved ikke at trække et lille smil som navnet blev delt. Et dybt suk forlod hende som hun faldt bagover i sengen. "Mine følelser er som et stormfuldt hav i disse vers. Endnu mere med dig her." Forsigtigt hævede hun en hånd til sig eget hjerte, blot for at hvile to fingre der på. "Men lad høre..om den nat? Mine øre hørte du forlod fortryllet i armen af en mand, til hans værelse." et langt smerte fuldt suk forlod de ar fulde læber.

 Bevis det var sandt? ønsker du det? lød ordene, som forlod elverkvindes mund som var et ønske. Rachel så forvirret ind elverkvinde lilla øjnene. " Om jeg ønsker det? Nej. " Svaret Rachel med et klar stemmen, selvom hendes kropsprog viste noget helt andet. " Eller jeg ved det ikke Yume'Ave.. Du gør mig så forvirret " Svarede hun så, mens blikket forlod deres nærkontakt. De mange følelser, der strømmede igennem den udmatte krop var svært at styrede for den røde håret kvinden, som lukkede øjnene end smule og tog et par dybde vejrtrækning til den halv rystede krop, mens hun prøvede at find sig selv. Dog lyttede hun stadigvæk på hvad Yume'Ave snakken, mens et kort rynken over næsen ryggen kom frem på det kønne ansigt, da den unge kvinde hørt orde sukker sødt over sur, men hun fornemmede den kolde tone i ordene. Rachel så igen på Yume'Ave, da smilede forsvandt kort " Jeg taler om dem, som jeg oplevede det Min fugl.." Svarede hun og fortryd det sidste i sætning " Jeg mener Yume'Ave" Kom det listede efter i en lille skamfuld mine. Den røde håret kvinde kunne godt mærkede den halv trykkede stemning mellem dem, selvom deres kort nærvær fik den spinkel krop til at slap af i kort øjeblik, før hun faldt ned på gulvet. 

Da Rachel havde overgivet sig selv til Yume'Ave overtales om at komme hen til sengen, dog var den rød håret øjne et stort farvespil, da følelserne strømmede igennem den adelige kvinde på engang. " Jeg..." Rachel tavst end smule, da hun prøvede at formet svaret " Jeg.. jeg ved det ikke Yume'Ave.. Du siger det ene og så det andet. Ved Zaladin jeg forvirret.. Problemet er jeg stadigvæk er forelsket i dig.. En forelsket jeg valgt at ligge på hylden " Svarede hun rolig frem, mens øjnene rette mod døren endnu. Det lange røde hår var falde ned over ryggen og lidt omkring hendes arme, så det ligne et skjold af en art. Jeg selv forvirret svarede elverkvinden, mens den røde håret kvinde slugte de ord, mens den adelige kvinde dreje lidt i over kroppen og lad en forsigtig en solbrun hånd, mod den blege arm " Jeg har ikke ret til at opføre mig sådan her.. Men du kende mig og mine følelser er tæmmet, som hos mange andre " Svarede hun blidt og kærtegnet langsom hendes arm. Yume'ave havde lige for dag et været en tiltrukke person ikke blot af udsende, men også hendes personlighed var det Rachel altid havde elsket " Om du så har mødt en anden.. Er kun mit uheld.. Er kun glad for du har fundet lykken om det så ikke er sammen med mig. " Svarede hun rolig frem med de mørkeblå triste øjnene, som farven var faldet på til sidst, mens hun lod Yume'Ave faldet ned i sengen. Rachel havde lige fra den dag Yume'Ave stoppe kontrakten via drømmende vidst det ikke blev de to igen, selvom de havde så meget kærlighed til hinanden var det fejl trin sket. 

En rolig hånd aer langsom op af Yume'Ave arm, mens Rachel lyttede til elverkvinden og et kort træk i det ellers trist ansigt kom frem og den anden hånd tog et lok rødt hår om bag det ene øre. " Det fordi du nyforelsket i Sitali.. og du nok stadigvæk er forelsket/ elsker mig endnu, det også okay " Svarede den røde håret kvinde, som lænet sig rolig frem over og lod et kort ømt blidt kys ramme Yume'Ave mundvig, mens hun lagde sig ind til elverkvinden. " Den nat?.. Fortryllede nej... Viggo drak mig fuld.. og da jeg gik ind på værelse jeg havde lejet var en, som flugte efter mig.. person.. " Rachel tavst end smule, da hun begyndte at mindes om det igen. " Jeg blev tvunget til sex " Svarede hun ærlig frem og puffede sig lidt væk igen fra Yume'Ave varme krop "Skammede mig for meget til at sige sandheden. " Mumlede hun frem og mærkede skammen, der vokset inde i hende igen. 

Et øjebliks ro fandt hendes sind som Rachel ikke ønskede det bevist, for hvad skulle hun endelig have gjort, kysset hende? Det var rart ikke at skulle bevise det, på trods af det kropssprog der udspillet sig ved hendes side, de små bevægelse, eller skreg om en eller anden form for klarhed. At høre forvirringen kom begge veje, gjorde intet bedre. "Jeg..beklager, jeg ikke kan være mere klar." Hun træk lidt på smilet som Rachel igen, lod et gammelt kælenavn hænge i luften, men lige så hurtigt som det kom frem, forsvandt det ved rettelsen. "lad være..ingen grund til at..pakke det hele ind nu...blomst." hun kunne ikke selv lade være, og tog endda blikket væk fra Rachel som det ord blev sagt. Hun burde jo ikke, men som altid var disse slags møder langt mere besværligt end hun ønskede. Og at sige det blev nemmere som Rachel satte sig i sengen ved hende side hjalp ikke, forsigtigt sad hun, men blikket på den rødhåret, kvinde.

At høre hvor, svære hende ord var at forstå lod en smule skam komme frem i det lilla blik, og endnu mere, som hun så de mange farve i Rachels øjne, de dejlige øjne der gjorde at hun ikke kunne lyve, de øjne der fortalte så meget mere end alle andres, de øjne der altid havde fanget det lilla blik, som nu, hvor hun igen forsvandt i de skiftende øjne, og må indrømme at flere ord Rachel sagde ikke blev hørt, og hvad der ikke blev hørt, var nok det hun ikke ønskede at høre. "Jeg..undskylder, at jeg ikke kan..være mere klar med mine ord." hun sank en klump og endelig tog blikket fra Rachel, som hun mærkede hånden møde hendes arm. Blikket gik i, og hun lod sig falde til sengen, "Du har ret..til at opføre dig som du ønsker." måske ikke de rigtige ord at bruge lige nu, men det blev sagt. Og et lille tilfreds lyd forlod hende som Rachel begyndte at nusse hendes arm. En tryk vejrtrækning kom kort efter som hun tydeligt var mere end afslappet, at blive nusset, hvile i en seng, hvad var der ikke at nyde i øjeblikket. "Beklager..jeg ikke har styr på, mine følelser...Ville..ønske..jeg vidste hvad jeg ville." hun træk på smilet ved det lille kys, og bøjede forsigtigt hovedet i Rachels retning, en hånd hævede sig stille og hvilede på den sol kysset kvindes side. De lille øjne åbnede dog, som Rachel begyndte at tale om den nat, den aften der ødelagde det hele, men allerede for starten af historien kunne hun mærke noget var galt i ildblomstens tone, og at høre hvad Yume'Ave selv havde hørt om aften var forkert, gjorde ikke stemningen mellem dem bedre, og selv før det blev sagt fandt Yume'Aves frie hånd hendes lår, og lå sig over aret. tvunget...skam.. Yume'Ave sank en klump, og sukkede dybt. "Jeg.." forsøgte hun, mens hun lod hånden der hvilede på Rachels side, rækte over til hendes ryg, og gav et klem. "Jeg...beklager min..opførelse." tydeligt skam i hendes blik, og en rødmen i hendes læber, blikket faldt fra Rachels egne øjne. "Jeg.." forsøgte hun igen.. "Hvorfor..fik jeg så andet at vide? Hvorfor? Sagde du ..det ikke." hun vidste godt hvor tåbeligt det hun sagde endelig var.. "Der er intet..at skamme dig over...Tror mig..er der ikke." hun tøvede..og gav sit eget lår et klem.

Selvom bølgende gik op og ned hos de to kvinderne, var alligevel noget beroligende over Yume'Ave, der hjalp Rachels vildefarende sind til at slappe mere af. Kropssprogende mellem havde heller ikke været særlig tydelige, da de begge ville forskellige ting, følelser som lå tungt i luften var også svære at afklare mellem dem. " Stop med at beklage for noget du ikke kan gøre for " Svarede den forvirrede rød håret kvinde trist frem, mens hun studerede elvekvinden, som træk lidt på smilebåndet efter det gamle kælenavn kom ud af komtessen mund, dog brokkede hun sig eller ikke, da blomst blev sagt tilbage. " Jeg nødt til at ligge låg på mig selv." svarede Rachel tilbage og valgte ligesom Yume'Ave at flytte blikkede væk, da tårende pressede sig på igen, selvom kinderne allerede var våde af tårende. 

Selvom denne samtale mellem kun havde ført forvirrende og alle de forskellige følelser et menneske oplevende var vækkende i den triste røde håret kvinde, som tydelige vidste i øjnene, som var et farvespil som regnbue på den åbne himlen. Hånden som rolige lå på den blege elvekvinden var langsomt begyndt at bevæge sig i små stygende bevægelser. Komtesse hud var blød og velplejede, selvom hun brugte mange timer i slægtens stald, havde hun altid gået op i hendes hud. " Nej min egen.. kun når jeg sammen med dig.. Det høre ikke til en komtesse at havde så mange følelse " Svarede hun rolig frem og lagde sig langsomt ind til hende, mens så opmærksom mod Yume'Ave, dog valgte Rachel ikke at svare hende, da hun snakkede om hendes følelser, da Rachel selv kendte til de følelser. Det var de selv sammen følelser, som forstyrrede denne adelige kvinde på nuværende tidspunkt. Dog havde Rachel altid handle på hendes følelser og oplevelse, som nu. Hun mærkede hvordan elvekvindens hånd blev lagt blidt på den røde håret kvindes side, som ikke blev fjernet. 

Blikkede som så ned mellem kvinderne var et skamfuldt blik, mens hun lod mærkede til Yume'Ave hånd mellem hendes ben, og de mange spørgsmål, der vælte ind på da den røde håret forklare om den nat. " Fordi du var så sur.. Og jeg var ikke ligefrem ædru, da det sket. Og da det gik mere og mere op for mig hvad der oprigtig var sket.. ja så var du væk. " Svarende hun rolig og lod de blå triste øjnene se op i de lilla øjnene " Det jo ikke første gang det sker for mig. " Svarede hun skamfuldt tilbage og lod langsom en hånd rør ved den arm, som klemte om Yume'Ave eget lår. " Men du skjule selv noget, min egen.. handle om din dumhed?" Spurgte hun med en rolig stemme og huske den gang hun fik det ar på inderlåret. Arret var kommet mens de flirtede med hinanden, men historien omkring det ar, havde altid været hurtig fortælling. Den røde håret huske tydelig Yume'Ave opførelse den gang Arret var blevet sat på inderlåret. 

Den uendelige ændrende stemning mellem de to var ulidelig, fra vrede, til forvirring til kærlighed, frem og tilbage i en evig dans af følelser og gamle minder, en dans der aldrig fandt ro, selv nu hvor de lå i sengen var der ikke blot en følelse der hang mellem dem, snare dem alle. "Jeg..skal prøve." tilførte hun forsigtigt, når det handlede om følelser var det altid svært ikke at lade dem dominere, specielt for den følelses ladet kvinde som mange påstod på trods af aldren stadig lever som ungdommen stod for døren. "Nej...du skal ikke. Det mest tiltrækkende med dig, er netop dine følelser, din passion. Lad være at pakke det væk, ville være en synd til verden." tilførte hun med et lille smil og lod blikket forsvinde lidt mere bag øjelåget. Kroppen var tydeligt afslappet, og hendes sind begyndte at lægge der også på tråds af den spændte fornemmelse der lå imellem dem.

De våde kinder fra Rachel så hun bort fra, ikke at ondsindet tanker, blot fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere det uden at gå sine egne ord og handlinger imod. Hun sukkede afslappet som Rachel nussede hende, på trods af at hun ønskede at slappe af nær Rachel, var  hun ikke sikker på hun ønskede dette. Som så meget ander der skete imellem de to. Det var ubehageligt at høre om Rachels episode den nat, og det næste der blev sagt hjalp på ingen måde ikke, "Selvfølgelig var jeg sur skønne." et lille klik med tungen blev slået som hun vente sig om på ryggen, "Jeg..troede -min- valgte at lægge med en anden, af lyst. Hvordan kunne jeg anet end at være sur." igen, et klik med tungen. "havde..havde jeg bare vidst det..så.." så hvad?  tilførte hende indre tanker, det hjælp slet ikke at høre det ikke var første gang. "Du.." hun sank en klump. "Ildblomst, pas på..dig selv..Jeg kender dine behov...men..jeg.." hun sukkede, for hvad var der at sige til sådan en nyhed? Ubevist gav hun låret endnu et klem som hun fjerende hånden fra Rachel og rullede på siden, og vendte hende ryggen, som hendes egen tilstand kom på tale. "det..kommer stadig ik...dig ...ved." hendes ord blev mere og mere tøvende som hun sagde det, hun sukkede dybt.

"Jeg mødtes med en..mørk elver tøs" lyd det tøvende, specielt det ord, mørkelver. "en fange, og ville høre om deres kultur...deres liv." hun åndede tøvende ud. "Bad..mine vagter gå..for at hjælpe dem til at slappe af, tænkte viden om de var bag døren var nok... Endte..alligevel afklædt..og til deres nåde.. Sagde aldrig noget...da jeg..nydt det...Eller..store dele af det." hånden klemte hårdere og hårdere om runerne i hendes lår, ved hvert ord der blev sagt, og den anden hånd, den som før beriget rachels hud, skjulte Yume'Aves ansigt. "Afmagten.. Jeg kan få alt..jeg... bliver lyttet til, at..alt det forsvandt.. Hvordan kunne jeg ikke..nyde afmagten." hun sank en klump, som hun faktisk indrømmede det, til andre end Eca, til en hun ikke havde kendt hele hendes liv. Skammen i tonen var ikke til at tage fejl af.

Øjnene som altid havde afsløret den røde håret kometesse velbefindende havde været grunden til hun aldrig kunne lyve åbnelyst, hvis der havde været følelser indblandet. Den blege elvekvinden, som lod ved Rachel side gav den ellers så kaos fyldte stemningen en vist tryghed. " Kan godt være det ville være en synd.. men det er også skræmmende, at de kan havde så meget kontrol over mit sind." Svarede Rachel meget stille frem og lod de spinkel fingrene danse over den blege hud med det lilla skær, det var tydelige at Rachel var fra den mere sydelige del, da hun så mere gylden brun ud, når hun lod ved siden af hende gamle elskerinde. Selvom den rød håret kvinde lige havde været på vejet ud af døren, var der alligevel en vis tryghed forbundet med Yume'Ave nærvær. 

Rachel så mod Yume'Ave, som hun vente ryggen til hende ved normale omstændighederne ville kometesse tag dette, som en fornærmelse eller en afvisning, men Rachel vidst på daværende tidspunkt, at den ikke var henblikkende fra elverkvinden. Episoden som var sket den nat var ubehagelige minde, men Rachel kendte til værre ting i livet. Første gang hun havde oplevet en voldtægt var ude i ørken, som 15 årige, den havde været meget værre end denne, som havde gjort hun havde miste hende elverprinsesse " Måneblomst..Lad være.. det gør det kun hårdere for dig selv.. sket er sket.. Der ligger nok bare en forbandelse over mig.. en forbandelse, som gør jeg ikke skal være lykkelig" svarede Rachel lidt sammen bidt, da hun aldrig havde ønske sig det var sket. Ordene hun brugte lå tyk i luften og de gjorde også ondt at sige. Selvom hun lyttede til Yume træk hun langsomt på skulderene " Jeg... jeg prøve at pas på mig selv.. men nej det lige meget. " Svarede hun langsomt og flyttede blik væk fra Yume og stoppede alt berøring på elverkvinden krop. " Det okay, du ikke vil fortælle det " Svarede Rachel rolig og så kort mod Yume hånd, som holdte om arret på hende lår. 

Der gik lidt tid før Yume'Ave brud tavsheden og de grålige øjnene så rolig mod Yume'Ave ryg. Rachel lyttede opmærksom til fortælling, som var tøvende, så den røde håret kvinde lod en blid og trøste hånd kærtegn elvekvinden ryg, mens hun langsomt kampe med at være en smule oprejst. " Yume.. Hvorfor har du ikke fortalt det som det er.. Det gør mig virkelig ondt. " Svarede hun og kærtegnet hende på ryggen, før hun lagde sig halvt over Yume i en form for kram. " Det ikke din skyld.. på nogen måde. " Svarede hun rolig og mærkende godt anstrengelsen for modparten siden. 

"Du behøver ikke have kontrol over dine følelser..Lad dem være så fri som du er." Det blev sagt med et let grin som hun ømmede sig lidt til rette. Et behageligt pust af luft forlod hende som Rachels hånd nussede sig om den let lilla hud, tænk at de faktisk lå sådan her, når de tidligere på dagen havde skreget af hinanden på åben gade, og nu, afslappet i samme seng. En afslappet fornemmelse forlod så snart emnet skiftede, og Yume'Ave måneberørte krop blev noget kun mere afspændt som Rachels søgte at høre om episoden. måneblomst. Det var svært ikke at smile på trods af den afspændte stemning.
"Selvfølgelig er du ikke forbandet..du..." Du hvad? forsatte hendes tanker, flot..
Hun gav op på sine ord, og blot lyttede til Ildblomstens ord, om hendes såkaldte forbandelse, at hun forsøgte at passe på sig selv, noget der tilstedet var svært at tro på.
"Jeg..skal nok." Så hun indså at det nok ikke var sundt at blive ved med at holde det skjult for alle, og ordene blev delt, dele af dem, og nærmest øjeblikkeligt som hendes tvivl om hændelsen blev delt kunne mærke Rachel ligge sig om hende, nusse hende, holde hende, og den søde nussende følelse imod hendes ryg. var næsten som..da vi.. lyd hendes tanker som den behagelige betrykkende bevægelse af Rachel omfangede hende.

"Og sige hvad..." begyndte hun som Rachel søgte lidt forklaring.
"At en mørkelver rørte mig? skær mig i låret?" tonen var langt fra behagelig, som hun klemte sig om låret igen.
"Skrev, jeg er hendes i min hud!" frustreret slog hun et klik med tungen.
Og jeg ikke skreg? For hvad..at have beskyttes hendes liv?" hun træk vejret dybt, og lod en hånd forlade sig selv, for at holde om Rachels arme som kurvede sig om hende.
"..Det var mig der bad vagterne gå, sådan.." ordende døde ud i et langt suk. og indrømme jeg faktisk nydt starten af det hele? Før det hele...blev for voldsomt.
"Folk..kan ikke vide det..." tilsluttede hun sine ord som tankerne lå sig, for hvad ville folk ikke sige, hvis det kendte sandheden om det hele. De ting der aldrig blev delt med nogle om det.

Det lange røde hår var falde ned over den ene skulderne, da den adelige kvinde lå på siden, mens hun lod små blide bevægelse fra hånden nusse den lilla hud i små cirkulær bevægelser, mens hun lyttede til ordene kontrol og fri kom et lille smil frem på smilbåndet, dog var det med en let sukken. " Jo.. skal lære at bevar roen, som jeg gør når jeg er hos hestene. Det høre ikke en kometesse til at miste besindelse, som jeg oftest gør" svarede den røde håret kvinde med en usikkerhed i hendes tone. Rachel lod tankede falde lidt tilbage på den ellers så tålmodig fader, som mange ville tale godt om både i være måde, men også personlig. Den røde håret kvinde havde arvet end del af faderen også temperament, som stadigvæk voldt hende problemer til tider.  
Farve i den adelige kvindes øjnene var, så småt begyndt at vende tilbage til den smaragd grønne farve, dog var farve blandet med det grålig skarp da Rachel stadigvæk var omringet af blande følelse, selvom de lå lige så rolig og snakkede om deres fortid og stemningen hele tiden svinge fra tid til anden nød den røde håret kvinde nærværet med elverkvinden " Det ved du da ikke så meget om Yume.. Det kan være min mor fik en forbandelse over sig, da hun var gravid med mig.. Dog snakker jeg ikke rigtig med Cla.. min mor" Svarede Rachel lidt grinene frem, men frys lidt i ordene, da hun skulle snakke om hendes moder, som hun aldrig havde haft et nært forhold til moderen længene. Der gik et lille øjeblik, hvor den røde håret lå og nød stilheden. Yume'Ave havde altid minde Rachel om den indre ro og velbehag hun havde elsket i deres tidligere forhold. 


Selvom ro var en behagelige følelse mellem dem, gik der kun et øjeblik fra Rachel anspændte fortælling til Yume'Ave begyndt, dog kom det, som en overraskelse for den unge adelige kvinde at se hendes tidligere flamme havde det sådan " Måneblomst." Svarede den røde kvinde før hun blev afbrudt og lod Yume'Ave snak ud omkring det, da Yume'ave kurvede sig ind til hende valgt hun lige så rolig og slå armene omkring elverkvinden og arene hende berolige på ryggen, mens hun lyttede til den frustrere forklaring om hvis skyld det var. " Du prøve at overbevis dig selv om, det ikke var den andens skyld..Måneblomst.. Kende godt den skyld følelse og Nej.. Det ikke din skyld.. Du har handle ud fra den reaktion og sanser, som din hjerne sagde var rigtig. " Snakkede hun lavt og lod hendes læber ramme elverkvindens pande i et trøste kys. " Du fik et hak i den stolthed du bær på.. Lad være.. Du kan ikke gør for det. Vi alle kan være bagkloge efter sådan noget ubehagelige oplevelse " hviske den røde håret kvinde frem og lod Yume'Ave være trykkede ind mod hendes krop i en form for beskyttelse. 

Hun åndede afslappet ud som hun mærkede Rachels hånd bevæge sig let over hendes hud, over den tynde silke, disse øjeblikke, de rolige afslappende stunder med denne kvinde var altid blevet nydt til deres dybeste. Det var bare noget over denne kvindes nærvær og selvskab hun altid havde nydt og selv med emnets seriøse tone måtte hun indrømme at dette var afslappende over for sig selv. Hun træk kort på smilet som Rachel talte om ikke at opføre sig som en komtesse, men valgte ikke at kommentere på det. For hvad var der at sige, lad være at opfør dig som din familie vil have dig til, noget hun selv havde gjort hele sit liv, noget hun endda have gjort sit for at få sine børn til. Hun nikkede kort til ordene om Rachels mod, for hvad vidste hun endelig om det, intet. Hun havde aldrig tænkt meget over den adelige familie Rachel var en del af, familie navn hos mennesker betyd jo intet i elverly alligevel. Dog smilte hun som hun blev kaldt måneblomst, måske kunne de to stadig være venner, eller et eller andet efter alt dette.

"Overbevise mig selv?" lyd det lettere forvirret som hun tydeligt lod ordene dreje sig. 
"Det ikke var hendes skyld? Som mine sanser.." hun sank en klump ved tanken om sine reaktioner på den nat, som ordene døde ud mellem dem. Tydeligt hun kæmpede med ordene, kæmpede med at få dem til at give mening.
"Jeg reddet hende liv ildblomst..jeg.." lyd det efter et øjeblik, en hånd hævede sig og greb om hånd ledet som lå over hendes figur.
"Jeg..gjorde mange ting jeg ikke burde. Både for at redde mig selv, men også for at redde hende." smilet famlede som disse ord blev formet, selv om dette var rart, afslappende, var der ikke en grund til at smile. Selv om hun kunne mærke Rachel så nær, var det lige så ubehageligt som rart lige pludselig.
"Vi..kom herind for at få..dig til at sove, så skal..vi ikke stoppe her? Lade dig få ro? Jeg...lover at blive til du falder i søvn." hun åndede ud som det blev sagt, for hun vidste godt at emnet nok ikke burde skifte.