Det var sjældent at Olive fandt det nødvendigt at måtte trække sig tilbage fra de sociale arrangementer, for i stedet at finde mere rolige og private omgivelser. Ikke fordi hun altid elskede de større forsamlinger og ind i mellem meningsløse samtaler, men fordi hun var blevet god til at bide lysten til at periodisk at gemme sig i sig, og når hun en sjælden gang måtte give efter for impulsen, så var det oftest den nærmeste udgang der blev hendes flugt rute.
Hun lod derfor Merek om at lede dem begge mod de fjerneste kroge af haven, forbi kærlighedssyge par der knapt skænkede den unge arving og hertug så meget som et henkastet blik da de passede forbi. Olive rettede stift blikket nogle få meter frem for sig, ned i den tæt pakkede grussti for ikke at ende med at stirre, med en spæd nysgerrighed i de grå øjne, på parrene.
Hun slap først stien med blikket, da de den bænk han havde haft i sigte. Med hånden gjort fri af hans arm tog på plads som tilbudt "Frihed for ægteskabets pligter? Ja, men jeg har aldrig haft mindre fri end jeg har nu." Svarede hun og flyttede lidt på kjolens skørtestof, så han kunne tage plads ved siden af hende "Papa er begyndt at inddrage mig mere og mere i handelsaftalerne, inddragelse af skatterne og alt det andet der høre sig med til når jeg skal tage over efter ham." Tonen i hendes stemme og smilet der trak sig frem gjorde det tydeligt at hun ikke havde det fjerneste i mod at bruge sin tid på den slags. Olive havde altid elsket at bruge hovedet, hun sugede ny viden til sig som en tørkeramt plante sugede vand til rødderne efter et regnskyl. Det behøvede man end ikke kende hende for at vide.

Blikket hvilede opmærksomt på Olives ansigt for at ae, hvordan hun faktisk havde det med de mange ting, som hun skulle til at lære. Han kunne huske, hvordan han selv havde hadet de mange pligter og forventninger, som fulgte med at være arving. Men han havde været ung og selvoptaget, så han havde selvfølgelig hadet alt, som krævede noget af ham. Og selvfølgelig var der ikke den mindste utilfredshed at spore i Olives ansigt, hun var den perfekte datter og den perfekte arving. Alligevel valgte han at påtage en falsk utilfreds mine, og et opgivende suk fik også lov til at undslippe ham.
"Ah ja, et liv som arving er ikke nær så sjovt, som mange nok forestiller sig." Minen krakelerede og han smilte igen til hende. De var nok meget forskellige i deres indstilling til livet som arving, men uanset hvordan man vendte og drejede det, som kom livet også med sine fordele og goder... Selvom der nok var en del goder, som han havde nydt en del mere end hende. Der var sine fordele ved at have en forælder, som mere eller mindre var ligeglad med sit eget afkom. Han placerede sig ved siden af hende, og lænede sig fremover, så han kunne støtte albuerne på knæene.

Jeg kan trøste dig med, at det bliver meget værre, når du engang overtager fra din far" Han så lidt tænksomt ud i luften, indtil et skævt smil spredte sig på hans læber.
"Tilgengæld er der ikke nogen, som kan skælde dig ud, hvis du vælger at tage fri en gang imellem" eller ofte, som nogen sikkert mente han gjorde. Alle der kendte ham vidste dog udmærket, hvor meget arbejde han lagde i at få alt til at køre rundt, så fortjente han ikke lidt frihed og morskab en gang imellem? Han skævede til Olive, forhåbentlig ville hun finde balancen hurtigere end han selv havde gjort.
"Men fortæl mig, prøver du faktisk på at have det lidt sjovt, nu hvor du trods alt stadig har muligheden?" 

Søfart var den største og ikke mindst vigtigste faktor der bandt deres familier sammen, men det var først noget som Olive havde fået klarsyn på som hun var blevet ældre, og ikke længere så tingene gennem et barns øjne. Hun havde aldrig tænkt over hvorfor at hertugsønnen så tit havde haft sin daglige gang på Iselinborg.
Hun havde altid bare slået det hen i at deres familiers borge lå indenfor en afstand, som gjorde det muligt. Først senere havde Olive bemærket distancen mellem Merek og hans far, at der sjældent var den familiære kærlighed mellem dem, som han oplevede og selv fik hos Richelieu. Når hun tænkte tilbage kunne hun komme i tanke om mindst en gang, hvor hans far ligefrem havde virket ligeglad Merek og hans gøren meget modsat hendes egen forældre. Det var derfor ikke så mærkeligt, at Olive endnu havde til gode at gøre noget vildt eller vovet - hun havde ingen grund til det.

"Hader du det virkelig?" Spørgsmålet var oprigtigt. Nok smilte Merek men hun kendte ham godt nok til at vide kommentaren kom et sted fra, at der lå mere bag hans ord. Trods hans advarsler var der ikke skyggen af tvivl i Olive, hun skulle nok finde livet som hertugrinde givende; også når hun som sin papa måtte trave arbejdsrummets gulv tyndt for at finde løsninger, der kostede ville mindst muligt om det så var krystaller, liv eller skibe.
Hun puffede blidt til ham med en ene albue "Papa skælder mig kun ud, hvis det kommer ham for øre at jeg skræmmer potentielle bejlere væk med vilje." Kommenteret hun drillende. Det skulle virkelig været grelt før hun ville bevæge sig ned af dén sti, heldigvis havde det ikke været en ting endnu. Der var langt mellem bejlerene og Olive forstod det godt, hun havde trods alt indtil ganske nyligt ikke lignet meget andet end en tarvelig undskyldning af en dreng.
Olive løftede blikket tænksomt mod himlen "Joh." Hun trak lidt på svaret, inden hun lod hovedet sænke sig og rettede ansigtet mod ham med let rynkede bryn "Hvad mener du præcist med 'sjov', Merk?".

Det ville være ignorant af Merek at tro, at Olive aldrig havde bemærket hans noget anstrengte forhold til sin far. Ville det være så underligt, hvis han så også hadede, hvad hans far havde overladt til ham? 
"Til tider" Han tøvede lidt, overvejede om han skulle uddybe det yderligere. Det ville hurtigt ende op i en lang snak om ting, som han ikke nødvendigvis havde lyst til snakke om. Det kunne også hurtigt blive en lidt farlig samtale. Nej, det var bedst bare at lade det ligge og håbe på, at Olive forstod, at hun ikke skulle spørge nærmere ind til det.

Halvhjertet forsøgte Merek at sende Olive et strengt blik, han burde jo nok prøve at være en god indflydelse på hende, men det havde nu aldrig været hans stærke side. Måske det var godt, at han aldrig havde fået mindre søskende.
"Din far er et godt menneske, han vil jo bare have dig ordentligt afsat" Det påtagede strenge blik blødte lidt op. Han var jo trods alt ikke en som skulle prædike, når det kom til ægteskab.
"Ikke at jeg kan bebrejde dig for at skramme bejlere væk. Jeg ved det er en del nemmere for mig, men jeg har da selv måtte skræmme nogle lidt for giftelystne unge kvinder væk" Han smilede skævt ved tanken, der var nu noget ved at se en utroligt forurettet kvinde marchere ud af soveværelset, når hun fandt ud af, at vejen til et ægteskab med hertugen ikke blev fundet ved at sprede ben.

Normalt var Merek ikke typen som blev flov. Han mente selv, at han kunne tåle med langt de fleste folk om langt de fleste emner. Men en ting var at prikke til Olive og drille hende med, om hun endnu havde haft glæden ved mandligt selskab.. Noget helt andet var at nævne det så eksplicit.
"Har du.. du ved.. Fundet nogen interessante mænd hvis selskab du kunne nyde?" Hans blik hvilede på hendes ansigt. Det havde været en sjov samtale indtil nu, især fordi Olive aldrig havde slået ham som den frisindede type, men pludselig var han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet ville kende svaret.