Hvor var det rart at le sammen igen, noget de to altid havde haft sammen de må racistiske toner de to havde haft sammen. Ganskevis var Yume'Aves syn ikke hadefuldt på de unge racer, de racer hvis leve tid var alt for korte til de kunne lære. Men der var stadig en tydelig holdning til at de korte liv, skabte problemer og deres evige lyst til forandring var en synd, hos de kort levende racer. Noget de to havde snakket om alt for mange gange. Hver deres tone, men tydeligt hvor deres kærlighed lå, her, i skoven og hos skovensbørn. At le sammen om dette emne, selv på bekostning af nogle af deres med rådsmedlemmer, som Yume'Ave måtte indrømme at hun ikke kendte så godt som hun endelige ønskede, men nu var et måde planlagt med Vinters stemme, eller planlagt var meget sagt, planen om at invaderer hans hverdag men for hende var det så planlagt som noget bliv.

Det blik der nu hvilede på Yume'Ave kendte hun godt, og det hjalp ikke på den nervøse tone på gulvet som dog blev holdt perfekt tidligere knækkede et kort øjeblik, og de lilla øjne stod fast, og hvilede på Melarues mund, tydeligt holdt væk fra de livsgrønne øjne som hvert et ord blev slugt. Ørkenelverne var ikke noget der normalt havde fanget Yume'Ave, deres land, det tørre livløse ørken land, var nok til at fjerne dagens stemme fra at ønske at komme derned, noget der fornyeligt havde ændret sig. "Er ikke i tvivl om de kan berige os, mindst lige så som vi kan berige deres rige." Et lettet suk forlod hende, som smilet spredte sig på hendes læber, som forsvandt så snart Mel forsætte, et kort nik blev givet til det første, de havde jo forladt os, og ændrede deres liv og mødt meget modgang grundet deres hastige handling til at søge syden. "De er langt..fra barbariske." tilførte hun ukontrolleret med en overglad tone, på trods af emnet. "Tak for det ærlige svar Mel." smilte træk sig en smule, dog kun kort før det legende drillende smil der normalt beriget hendes læber kom frem. "Og skal nok vise dig Thal'Elor i en drøm når jeg endelig for det set." forsigtigt kom blikket op til de grønne fangende øjne. "Får jo altid hvad jeg vil have." Et drillende klik med tungen, som gjort så mange gange med hendes ordlege, hendes spil. Noget der havde stoppet nær Melarue siden den..følelses tabte ende blandt de to.

Til trods for hadet Melarue bar om de andre racer, så virkede hun altid villig til at lære og tage ind hvordan andre racer havde gjort deres hverdag. Hun forventede ikke det store fra de kortlivede racer, eller dem for tæt forbundet med Zaladin, men der var også noget for hende at sige at skovelverne i sidste ende havde taget det bedste valg. Desuden var hun næppe en der holdt sig helt på de traditionelle stier. Ting skulle prøves med måde.

Det var dog tydeligt at Yume'Ave havde noget andet i sinde, som samtalen forsatte og hun virkede lidt mere afslappet omkring det. Hun havde altid virket så ligegyldig når det kom til ørkenelverne, fordi landskabet trods alt var sand, sand og atter sand, men Melarues interesse havde ligget mere i det man uden tvivl ikke bare ville kunne finde dernede på.
Hun lagde hovedet lidt på skrå med et undrende smil over de bløde læber. ”Du skjuler noget,” sagde hun. ”Men hvis du ikke vil snakke om hvad, eller hvem det handler om, så... må jeg jo bare vente og se.” Så stille gik Yume'Ave næppe med dørene i Melarues optik. Det ville alt sammen komme ud, og hvis det var en person Yume'Ave havde formået at få en interesse i, så kunne hun ikke andet end at være glad på hendes vegne. Der ville altid været noget bitterhed over at have så meget sværere ved at finde en til at erstatte den plads Yume'Ave havde efterladt, men et næsten halvt årtusinde gjorde nu sit. 

”Du skjuler noget,” Det var umuligt ikke at smile ved de ord, og langt fra et lille uskyldigt smil, et stolt selvglad smile spredte sig på de let lilla læber. "Skjuler altid noget." tilførte hun kækt i hast før Melarue fik mere sagt. Hvilket langt fra var løgn, Yume'Ave var ikke en der sagde ting som de var, faktisk en der nyd at ikke at spille med åben hånd, og dette blev der aldrig gjort skjul på, selvfølgelig var der undtagelser, som rådsmøderne, men langt de fleste vidste af fange den private Yume'Ave og rådskvinden var to vidt forskellige sjæle, og de gange den private tog ting så seriøst som rådskvinden var lange i mellem.

 En skam hun ikke hoppe i mine lege mere. Tænkte hun let opgivende, men fandt alligevel et smil med disse tanker. "Sitali Rhe'ol" blev sagt og med det ord, voksede smilet, og et fortryllet glimt dukkede op i hendes øjne. "Ørken rådets stemme." Den frie hånd mødte nervøst nakken og dansede rundt i håret som hun tydeligt dannede billeder for sine egne øjne, fortryllet og virkede til ikke længere at kigge imod Melarue, men imod sit eget sind. "Det er ikke umuligt at hun har fået mig til at se mere end blot lidt skønhed ved ørkenlandskabet." blev tilførte som hun halvt forlod sin egen fortryllet verde blikket vende retur til Melarue, sådan delvist. Et blik som for mange år siden ofte havde søgt Melarue har helt andre årsager end det gjorde netop nu, hvor både smilet og blikket var grundet en anden kvinde, som tydeligt havde gjort noget ved Dagens stemmes hjerte, sind og drømme.

Det havde hun ret i. Yume'Ave virkede altid til at skjule noget, men det var ikke ligeså hårdt mere. Der var ingen grund til at Melarue burde kende hele sandheden, så hun lod Yume'Ave have sine hemmeligheder, og sin leg med ordene. Der var ingen grund til at lægge mere energi i det end der var nødvendigt. Desuden var der alligevel også en vis charme over det, hvis hun skulle være helt ærlig. Det mindede hende dog også en anelse for meget om fortiden.

Hun havde forventet at det lidt var det sidste for samtalen, men så... åbnede Yume'Ave alligevel op for tingene. Et stille smil gled over Melarues egne læber, som hun så sin tidligere elsker nærmest få månelys i øjnene. Hun var virkelig stadig smuk. "Hun lyder ganske special," sagde Melarue, ikke villig til at knuse Yume'Aves drømme omkring det. To rådsmedlemmer fra forskellige klaner af elvere? Det ville aldrig blive en realitet, med mindre den ene forlod sit hjemland. Drømme kunne kun gøre op for så meget.
"Det kan være vi er heldige, og får lov til at tage en tur sydpå en dag så," tilbød hun, hvis de nogensinde bestemte sig for at lade et rådsmedlem eller to ned sydpå. Melarue ville i hvert fald gerne. I sidste ende var det dog op til Elverlys Stemme og leder. Melarues ønske om at komme derned bandt sig også mere i en personlig interesse end at hun mente det ville kunne gøre meget for hendes position her i Elverly.

Tøvende lod hun blikket komme tilbage til Melarue, som Melarue ord dansede i luften og let kyssede Yume'Aves kind, eller rettere sådan virkede det som en let rødlige farve formede sig i de let lilla kinder, blot ved tanken om den specielle kvinde, så hun så fint blev kaldt og i Yume'Aves optik, noget der passede til hende langt mere end hvad godt er.
"Er hun." tilførte hun uden at tænke over sine ord, uden at tænke over smilet på hendes læber og glimtet i hendes øjne. Foden som havde holdt den muntre melodi fra starten lod sig endelig finde ro og Yume'Ave rettede ryggen, og hånden der nervøst havde nusset hendes baghoved, hendes hår, forlod det og fandt hvile på hendes hofte. "får lov til at en tur sydpå" de ord, fangede tydeligt den drømmende kvindes opmærksomhed, som blandede følelses spredte sig, blikket glad, munter og læberne lette nervøse og ørene lagde sig let ned som frygt kørt berørte hendes sind.
"Ja..Kan være vi er så heldige.." hun sank let en klump som hun forstillede sig turen derned, i..en ørken. "Tror..du ørkenen kan undgået på tur..turen?" den frygt fra det tørre livløse landskab, noget hun aldrig havde troet ville påvirke hendes liv. Havde lagt i skjul siden forelskelse havde sniget sig ind på hende, og nu, hver gang tanken kom til hende, puste den hende i baghovedet.
"Sig du har..set på et kort..der er en..fin, 'oasis rute?" tilførte hun nervøst, som hånden der holdt hendes lår let klemte derom, som hun inderligt håbede på et ja.

Det var vel på tide at de kom videre, og hvis Yume'Ave fandt en smule glæde ved kvinden, uanet hvor kort et forhold det måtte være, så kunne Melarue ikke andet end at ønske alt det bedste for hende. Hun virkede i hvert afld betaget i dette øjeblik, men mon tingene ikke var ændret om et halvt århundrede?
Snakken om det livløse landskab, fik dog, modsat Yume'Ave, Melarue til at trække mere på smilebåndet. ”Jeg tvivler, emd mindre de har teleportation klar,” indrømmede hun. Hun kunne nu også godt tænke sig at se noget så goldt og øde. Måske der alligevel var inspiration at hente. Nok især omkring oaserne, som hun havde hørt var et punkt af liv midt i alt det andet. ”Jeg må indrømme at jeg ikke har gjort mig meget i kortene og ruterne ned til Rubinien, for ikke at nævne at vi ingen idé egentlig har om hvor Thal'Elor egentlig ligger.” Uanset hvor meget den samtale var gået i gang, så havde ørkenelverne aldrig været glade for at dele deres position på vejen. ”Men hvis målet er Balzera, så har jeg hørt at man følger oaserne, så man ikke skal gå for langt uden vand og skygge.” Hørt og hørt var nok så meget sagt. Der var ikke mange elvere her i Elverly der trods alt havde været så langt sydpå. 

Det havde længe været på tide de kom videre, Yume'Ave havde længe forsøgt med flere, men alt faldt altid fra hinanden så om en forbandelse lå over hende. På trods af hvor lidt hun selv ville indrømme var mere af det nok hendes skyld end hvad godt var. De lilla øjne gjorde alt hvad de kunne for at undgå Melarue, som dette emne var på spil, samt var det umuligt for blikket at finde ro, kinderne let farvet, øjne lyste, smilet forsvandt og dukkede op, flere gange mellem de ord hun spændt lyttede på. Hvorfor skulle hun også forvente at Mel, havde begået sig i kort og ruter derned, det var de færreste som ønskede at tage derned, og langt færre som faktisk begik sig på den rejse.
"Jeg tvivler på, at Thal'Elor bliver målet."så om jeg får lov. indrømmede hun med et lille skuffet suk, den by, den mytiske by, hun kunne ikke vente på at få et snært af den, på den ene eller anden måde. "Det lyder..jo ikke som en modbydelig rute.." indrømmede hun som hendes blik endelig fandt ro. Ro nær døren ind til fest salen, og med blikket fandt resten af hende også mere ro, så meget ro, hun nu kunne finde som manglen på skygge og vand ved det døde og øde landskab kom på tale.

"Men..tvivler på det kommer på tale, at nogle af os skal forhandle med dem..dernede.. Tror mere, de vil være her. Ørkensbørn har længe haft mange hemmeligheder, vil de nok altid." Tone skiftede, skuffet, og et suk forlod hende. Der var mange ting galt med det Dagen stemme ønskede, mange ting som hun selv vidste, men nægtede at indrømme, aldrig ville ske og i netop dette øjeblik var det tydeligt at se på hende.

Melarue ville nok have sværere ved at forstå pointen i at tage til Rubinien uden at komme ned og se selve Thal'Elor. Det var den elviske arkitektur hun var interesseret i, ikke den menneskelige som bl.a. Balzera var bygget op af. Hun havde også sine tvivl at ruin byen havde meget interesse over sig mere, som ellers havde været ørkenelvernes hovedsæde dernede.
Det var også med disse tanker i mente at hun ikke kunne lade vær med at sukke lidt. "Der er vel i sidste ende en grund til at de har bosat sig i et land så... ufrugtbart fra vores synspunkt," indrømmede hun derfor også, med et let smil på læberne. De ville nok aldrig kunne forstå at flytte fra skovene, men ørkenelverne havde aldrig virket barbariske.

Melarue rystede lidt trist på hovedet over de næste ord, for Yume'Ave havde nu engang en pointe. "Måske en dag de er villige til at dele igen," sagde hun. En dag kunne dog godt være længe ude i fremtiden for et folkefærd der levede evigt, og heldigvis havde Melarue masser af tid til at vente på at få lov til at se det storslåede syn. "Men ellers må du jo presse på med at skabe et stærkere bånd mellem os elvere. Jeg tror i hvert fald godt at jeg kan støtte op om det... alt efter hvad du forslår." Der var ikke mange ting der ville sætte Melarue imod at få et nært forhold med ørkens børn, men på visse punkter var hun nu alligevel lidt snerpet. Heldigvis hjalp det at det var en elvisk race og ikke nogen af skovens eller ørkenens andre børn, som de skulle se på. Modsat nogle af de andre skovelvere, så havde hun aldrig haft en stor begejstring for hverken satyrer eller alfer. 

Det var heller ikke fordi Thal'Elnor længere var målet for Dagens stemme, jo, det var meget at lokke i at kunne se den fortabte hemmelige by, men, hver gang hun endte i tankerne på at se den forsvandt byen mere og mere og personerne i den var begyndt at være hvem hun ville se, eller rettere en person. "Ja...Ville ønske jeg forstod hvad de..så i det landskab.. Det virker bare så..fortabt." blikket gled rundt som det blev sagt, et forsøg på at skjule hvor forvirret hun endelig var over at nogle ville bosætte sig der. 

"Hvis vi ønsker de skal dele, er det vel vores ansvar at bevise vi kan blive stolet på...Syntes vi skal dele med dem, vise dem intet farligt sker ved det."  Det ville tage længe at få skabt sådan en bånd mellem de to folk, det vidste hun udmærket godt, men nogle måtte åbne deres hånd først, og i disse tider, med en ny bydel til halv mennesker, gav det mening at skovelverne åbnede op. Protalen som var ved at blive skabt. "Mon..." hun sukkede som hun skulle til at sige det.
"Mon ikke vi skulle til at åbne op..Vise andre de kan åbne os til os? Selv vor allieret i lyset er påpasselige omkring os." hun rystede lidt på hovedet over sine egne ord, selv om at havde fremmede randende frem og tilbage var noget af det sidste hun ønskede, skammede hun sig ikke over at have sagt, hvad hun lige sagde..bare lidt overrasket over at det var -hende selv- der sagde det.

Det kunne Melarue nu kun give Dagens stemme ret i. Ørkenlandskabet sagde også Melarue ganske lidt, selvom hun håbede at hun kunne finde skønheden ved det, når hun først fik det at se. Måske en dag ville det være en mulighed, og måske den dag ville være en skuffelse, men det ville ikke være den første skuffelse i Melarues liv, så mon ikke hun kom sig over den. Der boede trods alt flest mennesker nede sydpå, og deres smag kunne hun bedre forstå var tvivlsom.

Selvom Melarue nu havde et håb om at se ørkenelvernes gemte by, så blev hendes ansigt alligevel lidt mere hårdt og tilbageholdende, da Yume'Ave kom frem til at de selv skulle være mere åbne overfor andre. Hun var ikke glad for at hun skulle bygge en by til halvmenneskerne i forvejen, selvom hun lagde sin ånd og sjæl i projektet. Det var mere for at kunne skabe noget storslået, end det var at hjælpe dem. ”Lyset har nu aldrig fortjent vores tiltro,” kom det noget mere arrogant fra Melarue. Det var ingen hemmelighed at Forårets Stemme ikke var begejstret for mennesker. ”Det er en alliance vi er nødsaget til at have, og vi har nu aldrig forbudt folk at komme til skovene, selvom det er på eget ansvar.” Blomstringen i foråret havde i hvert fald givet dem en pause fra alle menneskerne der kom rendende, men det var selvfølgelig en kort fornøjelse. 

De hårde ansigt træk blev mødt med et smil.
"Oh, Mel lad være at se sådan ud." hun fniste kort, og rystede hovedet af de ord der kom kort efter. Alliancen med lyset vær særlig da det var skabt grundet en nødvendighed fra begge sider, samt en ubehag fra mørket og hvad de ville medføre. Jo, der var vel mulighed for at Eleverly kunne have valgt mørket og stadig haft deres eget land. Det havde nok ikke ændret det store, men hvem vidste hvor længe aftalen ville stå? Og hvad prisen blev? Her var Eleverly så smuk og storartet som altid uden at give noget fra sig, blot være åbent for andre og være klar som militær magt. Intet der påvirket Dagens stemme på nogle vis, og med blomsten havde hun jo næsten haft ferie som landet lukkede. Næsten, på gode dage.
"Det er ikke hemmeligt jeg ikke nyder vort alliance med lyset." lyd det koldhjertet som hun begyndte at binde sløret op fra sine klæder. "Men, uden andre aftaler på plads er vi desværre nød til det som mørket lurer og med de nylige angreb, er den både en betrykning og en bekymring." med et ryst på hovedet fandt sløret hånden og blikket faldt på det fine bygningsværk omkring dem.
"Men hvis vi får andre aftale på plads, bjergernesbørn, ørkens børn og nogle udvalgte adelige familier? Behøver vi ikke være den sidste brik i lyset og mørkets spil." hun sukkede og lod blikket genfinde skovblomsten.
"Som det er nu..nyder jeg ikke den rolle vi har i denne krig.. Alt jeg ønsker er vort skønhed forbliver sikkert, og så længe vi er en del af denne krig.. Risikere vi hver dag og skoven møder dragernes flammer, som begge siders riddere benytter. Hvis jeg kunne få lov, var vi på begge og ingen sider af denne krig." hun puste lettere irreteret ud. Nok var hun ikke soldat, nok forsøgte hun at blande sig så langt uden om krigen hun kunne, men hvor længe kunne hun blive ved med at nægte sig en side.

Melarue ville aldrig have nok tiltro til Mørket, til at mene en alliance med dem var god. Det var ikke nødvendigvis fordi Lyset var meget bedre, men det var vel i sidste ende et spørgsmål om at vælge det mindre onde, i hvert fald for Melarue. I mange tilfælde var hun godhjertet, i hvert fald mod hendes artsfæller. Hvad de gjorde udenfor skovene kunne man ikke vide, men Mørket var trods alt kendt for ikke at have meget stolthed ved deres ord.

Hendes ansigt fik også ligeså stille fjernet det mere hårde udtryk der var kommet over de fine elviske træk. Hun forstod godt hvor Yume'Ave ville hen med det. ”Hvis det stod til mig, så kunne vi også slippe udenom alt dette med Lyset og Mørket, men desværre er det ikke sådan politikken kører i disse tider,” indrømmede hun. ”Hvis vi alliere os med Mørket, guderne forbyde det, så vil vi være et mål for Lyset, og ligeledes nu hvor vores alliance er med Lyset. Jeg er ikke den stærke politiker for krigsførelse, men jeg tror ikke vi kommer ud af det her, idntil de formår at slå hinanden ihjel. I sidste ende er det os der står, og forhåbentlig er både bjergenes og ørkenens børn på vores side når den tid kommer.” Hvis ikke bjergelverne var blevet for barbariske af at leve hvor de nu engang gjorde. Melarue havde trods alt aldrig mødt nogen af den slags, og havde ikke et ligeså stort behov for det. De var lidt barbariske. ”Men mennesker, om det er lyset eller mørket, skal vi gå forsigtige med.” Kortlevede racer var utilregnelige, men det var dæmoner selvfølgelig også. Der var kun elverne man kunne stole på i sidste ende. 

Den handlede for Yume'Ave ikke om den mest onde eller gode, lyset og mørket for hende var de bare to sider af samme mønt. De ønskede begge deres virkelighed, deres tro og samfund herske over alt andet. Lyset metodik var dog mere behageligt og knap så direkte som mørket. Men det var umuligt ikke at ligge mærke til hvordan lysets holdninger, havde sneget sig rundt i elverly siden alliancen faldt på plads. En holdning der, en ord der, et malerig der, menneskerne mangle på modesans som havde krybet sig rundt i elverly. Melarues ord var klare, om hvor hendes holdning var og ikke så langt fra Dagens stemmes egen.
"Desværre ikke, med menneskernes behov for krig, er alliancer nødvendige." Ganske rigtigt var krigen ikke kun mennesker, og specielt ikke fra mørkets side af hvor dæmonerne havde en stor påvirkning på deres beslutninger, for ikke at nævne de mange mørkelverne som rygterne siger skulle tilhøre mørket, men tryg på ordet tilhører.

"Det er vel bare et spørgsmål om tid før denne fredstid slutter og død og ødelæggelse igen lægger sig over landet, på alle bekostning og ikke blot soldaternes. Og hvem ved, måske vil det åbne op for en anden slag aftale." hun rystede forsigtigt hovedet og begyndte at binde sløret om læberne igen, lod den dække hvad det altid dækkede.
"Du har ret. Der er altid os der ender med at stå og rydde op efter deres konflikter. Altså os der skal være 'mor', efter dem." hun frøs som hun nævnte det, altid gentog historien sig, men sådanne måtte det være når de ikke levede længe nok til at kunne huske historien. Yume'Ave tøvede tydeligt kort som stilheden lagde sig i rummet.
"Både bjergenes og ørkens børn har meget at lære, og noget at tilbyde. Det får mig dog til at tænke." tøven forsatte, og den selvsikker udstråling forsvandt ved hver ord der blev delt.
"Nattens..de fortabte børn. Skal vi altid forkaste dem, for hvad deres forfædre gjorde? Selv de nyeste generationer? forstå mig ret, jeg ønsker ikke at invitere dem 'hjem', men.." hun rystede opgivende på hovedet, og lod en hånd fandt nakken som blikket forlod Melarue imod døren hun kom ind af, og kort gled blikket for at forsikre at ingen andre var nære til at kunne høre deres snak.
"Det..virker bare sært at straffe fremtiden af en art..grundet deres forfædres forræderi. Uden nogen garanti for at Zaladins 'velsignelse' til dem, altid vil finde rod. Alt magi bliver svækket med tiden? Er de undtagelsen? Eller..Vil hans 'velsingelse' altid blive genskabt ved deres næste generation."

”Fredstid… hvad man kan kalde det det, når de allerede er i gang med at angribe kysterne,” mumlede Melarue og rystede på hovedet. Heldigvis var det ikke på deres egen skov, men det føltes nu alligevel lidt for tæt på, til hvad der var komfortabelt. Havde de været med Mørket, så havde de været sikre på den front, men så havde de nok skulle døje mere med at have grænse lige op til Lysets land.

Dog bevægede emnet sig snart over på et mere ukomfortabelt emne. Noget som skovelverne helst glemte. De skovelvere der havde vendt sig mod mørket for over et årtusinde side. Dem de ikke så som deres egne mere, og som de havde forlangt skulle udryddes.
Et fnys lod fra Melarue, og her havde hun måske troet at Yume’Ave ville have kendt hende bedre end det. Racismen der flød tykt i Melarues årer havde hun aldrig gemt væk, selvom det var nemt at glemme når han var så behagelig en person normalvis. ”En art? De er ikke andet end en fejltagelse og en plet på vores historie,” lød de hårde ord fra Melarue. De ellers kønne grønne øjne var blevet smalle, som hun kiggede på den smukke elver foran sig. ”De er blevet forvrænget af dæmonisk magi, og om den måske er blevet svækket med tiden er lige meget. De burde ikke engang eksistere som det er, og det vil være en tjeneste for alle, hvis de forlader vores jord.” Død var en hård straf for de racer der levede forevig, men det ville aldrig være en hård nok straf, i Melarues øjne, mod mørkelverne. 

Hun vidste udemærket af der var få der var åbne om dette emne, og hun vidste bedre end de fleste af Melarue ville lukke emnet ned øjeblikkeligt. Kommentere om fejltagelse på historien fik dog Yume'Ave til mildt af rolle sine øjne og rystede hovedet. De næste fik hende til at sukke dybt, for tingende var ikke altid så simple - i hvert fald ikke i Risindiers blik, alt kunne blive til så meget, og ingen opnået det, alle gav op på halv vejen.
"Jeg er ikke uenig." lyd det i samme klare tone som Melarue selv lagde mellem dem.
"De skulle aldrig have været skabt, uden tvivl." Historien var som historien var, der var der ikke noget at gøre ved, intet som kunne ændre og historien var en skam på skovelverne et tegn på hvor splittet de engang havde været, og enhver historie der var en stolthed hos mørket, dæmonerne, hvem end man gav de fortabte muligheden for at blive hvad de var, var en torn i verdens historien. Men historie var udødelig gjort og nu kunne intet gøres.
"Og dem som blev den første generation af dem, skulle have mødt kiles hånd." hun rystede hovedet og træk vejret kort. "Men historien er historien og verden har ændret sig siden skovblomst." navnet, kom frem igen, men ikke at ønske eller bevist, blot en tankeløs handling.
"Men at du forkaste deres mulighe.." hendes ord døde ud, som hun tog blikket væk.
"Jeg er klar over at mange af dem handler, som historien fortæller, jeg er fuld bevist over de fleste af dem hellere vil spise os, end snakke med os. Men..en del af mig..kan ikke forkaste muligheden for at de er tvunget til at blive som de, hvis vi.." hvad var der at sige? Hvis vi åbnede døren? ville det så kunne ændre sig? Hun havde selv følt hvad der skete når man forsøgte, og ubevist med tanken fandt en hånd stoffer der hang om hoften.
"Nej glem..det.. Jeg har mærket mere end de fleste, hvor meget de hader os. Men, en del af mig håber hadet en dag vil dø." hun sukkede, og lod blikket falde til sine fødder, mere hendes lår.

Desværre kunne man bare ikke tale Melarue til fornuft omkring dette emne. Mange af racerne havde trods alt en grund til at leve, og Melarue tolerede deres eksistens. Hun kunne være charmerende og sød overfor dem, når hun havde en grund, men det grimme ansigt blev også vist ofte. Hun havde dog aldrig haft en grund til at nedspille sit ubehag overfor mørkelvere, de var de værste af slagsen. Der var selvfølgelig de af elverne var der mere sympatiske.

Kælenavnet gik ikk helt Melarues øre forbi, men hun kommenterede ikke på det. Det var sådan en Yume’Ave ting at gøre. Hun vidste ikke engang hvorfor det var så stor en ting for Yume’Ave til at begynde med, for det virkede absurd.
”De er en mindre race med urent blod. Der er ingen grund til at sympatisere med dem,” sagde Melarue, og holdt et fnys tilbage. Hendes arme lagde sig på kors over hendes bryst som hun kiggede vurderende på den anden elver. ”Det er ikke os der har bestemt sig for at de skal opdrættes som våben af Mørket, og udøve kannibalisme. Det er et valg andre har taget, og siden det virker til at være alt de er gode for, så er det bedre hvis de bare… forsvinder. Dør. Selv hvis det ikke var tilfældet, ville jeg stadig ikke se en grund til at velkomme dem ind i Elverly. Vi er kun lige sluppet af med halvmenneskene.” De havde da også været forfærdelige at de havde rendt så tæt op af Elverly og Lindeskovene. Urent blod. 

Kælenavne var netop sådan en Yume'Ave ting at gøre, alle havde dem, men ingen havde dem på samme måde som hendes partnere, elskere, eller andet af den slags. De var navne som betyd mere for måne elverne end dem som fik dem. Navne de fik baseret på det første malerig Yume'Ave malede med dem i tankerne.
Selvfølgelig lod Melarue det ikke bare ligge, selvfølgelig var det ikke nok at hun havde mærket det mere end mange andre. Hun bidt kæben lettere sammen som hun slap klædet, og slog hænderne til siden og kastede blikket tilbage på Melarue.
"Og du lyder så sikker på det er deres ønske at, som du selv siger, blive opdrættet som våben og værktøj." hun rystede hovedet hendes forsøg på at lære om verdens kulturer var altid endt ved mørkelverne, mørket, mørket, mørket, var alt historien snakkede om.
"Er vi sikker på de nye generationer ikke blot er slaver tvunget til at gøre hvad der bliver sagt?" den ene hånd faldt til hendes side, og den anden mødte hendes pande og træk håret træt, opgivende tilbage.
"De er ondsindet, dyriske, kannibaler, som alle benytter sig af forbudt og ondsindet magi. De bruger gifte, og hvad i Nalish’ra der ellers bliver sagt om dem. Det er den historie vi fortæller vores børn!" hånden faldt fra hendes hoved til siden som den anden.
"For at skræmme livet af dem. Men ja, alt det er nok sandt - hvem ved? Hvornår har vi sidst snakket med en af dem? Jeg forsøgte for et år siden mens alle andre ønskede at henrettelsen skulle ske øjeblikkeligt. Fordi hvad nu hvis - den gamle historie vi hørte som børn ikke er sand skovblomst? Hvad hvis det bare var den første generation og de nu blot er som de er, grundet deres opdrættelse i mørket?" Hun sukkede som det blev sagt, og tog blikket fra Melarue, blev hun nød til den kvinde var, særlig..og at se hende med snævre øjne, passion i stemmen, gav alt for mange minder som ikke skulle være der, selv uden forelskelsen var der stadig noget over Melarue, og vil der nok altid være.
"Men som sagt..Nogle af dem er som historien, uden tvivl..Som sagt forsøgte jeg at snakke med en, og ved hvordan de kan være. Men tror ikke på det er dem alle."

Man kunne sige så mange ting til en som Melarue, men hvis hun ikke ønskede at lytte, så ville hun ikke gøre det. Hendes blik var altid rettet mod horisonten og større ting, men snæversynet omkring de mindre racer som hun så. Det ville nok kræve et par tusinde år mere, hvis man nogensinde skulle lære et folk som skovelver folket at der måske var andre racer der ikke var så slemme, som de gik ud fra var.
Derfor var det også kun et hårdere og hårdere blik der kom i Melarues øjne, som Yume’Ave forsøgte at snakke som om at mørkelverne ikke var så slemme, og det kun var deres forfædre der havde taget valget. Måske der var sandhed i det, men det ændrede ikke på at de var skændsel for alle andre elverracer.

”Det ændrer ikke på noget! De er misforstre, noget der ikke burde eksistere, og dermed burde aflives inden de formere sig mere,” lød de hårde ord fra Melarue. ”Vi kan ikke frelse dem fra det dæmoniske magi der ligger om dem, og derfor er der ingen grund til at forsøge at de er andet end en fejl og plet på vores verden.”
Hun trådte et skridt frem mod Yume’Ave. De grønne øjne gnistrede nemlig, for det var ikke gået forbi hende at Dagens Stemme havde forsøgt at snakke med en mørkelver. ”Og hvorfor i alverden har du forsøgt at kontakte en mørkelver?” Der var mange veje dette kunne gå, men uanset hvor mange følelser der stadig lå mellem dem, så var Melarues loyalitet til skovens folk, og på det punkt kunne hun godt skubbe sine egne følelser til siden, hvis Yume’Ave blev til et problem. 

Og der var de, de passioneret vidunderlige øjne, de øjne der altid fangede Yume'Aves opmærksomhed, i Haldis hvor klædte disse øjne det allerede smukke ansigt, som nu stirret vredt i hendes retning. Vrede var ikke den, kønneste følelse at se i de øjne men..Stadig altid et smukt syn, bare en skam de kiggede hvor de gjorde. I guderne hvor var hun glad for hun havde taget sløret på, så hun kunne smile af synet, om Melarue huskede hvordan man læste Yume'Ave mimik med sløret på blev der ikke tænkt over, men hun smilede af synet, og lyttede nøje til de ord der endte i hendes retning.
Det ændrede jo alt, gjorde det ikke? At hvis deres moderne opførelse kun fandtes fordi de blev opdrætter som barn til at blive soldat? Det gjorde dem svære at hade når dette var en mulighed for den drømmende kvindes indre vision. For det var alt det var, en mulighed for hvordan verden måske så ud, og et ønske om hun havde ret.
Hun rystede hovedet let og tog et halvt skidt tilbage. Det var rigtigt der var intet at gøre ved den magiske berøring de havde følt, der havde selvfølgelig vært forsøg på at genvinde processen, specielt for dem der var blevet kidnappet for netop at blive påtvunget mørkelviske gener.
Som altid lytter du ikke til hvad jeg siger. Lyd det forsigtigt i Yume'Aves indre som Melarue afsluttede, dog kom det næste, og en nervøs mime træk sig kort varigt over hendes øjne. Hun tog endnu et halvt skridt tilbage og lænede sig tilbage på den skammel der var foran klaveret.
"Forsøgt?" var det korte svar, med et let træk på skuldrene.
"Jeg har ikke forsøgt, jeg har haft kontakt med en. I mit palæ, med vagter omkring, en der skulle henrettets efter at have sneget sig ind i vores land." At vagterne gik undervejs og henrettelsen endte i uroligheder, var der ingen grund til at nævne, hun puste ud og rystede hovedet. Der var noget de altid var enige om, Elverlys fremtid var det vigtigere end alt andet, selv for den håbløse romantikker som altid så hvad ting kunne være, var elverly bare noget særligt.
"Jeg så hende som rådskvinde, ikke som kunster, Ikke som mig, men rådskvinde, for at høre om deres liv, deres kultur. Intet andet" Tog blikket fra Melarue, og lod det falde over instrumentet til deres side.
"Er det så forkert? At gribe muligheden før livet forlod hendes blik? En mulighed jeg ikke vil have igen de næste mange hundrede år?" Hendes ene knæ fandt hvile på det andet som foden svævede i luften mellem dem, armene mødte hendes skød som hun lænede sig frem. Blikket genfandt de smukke grønne øjne som havde set så vredt på hende.
"Hvad har jeg gjort med den viden jeg fik? Intet." hun sukkede let.
"De øjne der...klæder dig stadig så forfærdeligt meget."

Selvfølgelig kunne Melarue stadig huske hvordan man læste Yume’Aves mimik, men hun kommenterede ikke på det stille smil der dansede over Yume’Aves kønne ansigt.
Især fordi vreden blot brusede dybere i hende, som Yume’Ave erklærede at hun allerede havde været i kontakt med en mørkelver. Det var ikke til at sige hvordan Yume’Ave kunne bliev korrumpteret, men desværre var Melarue overbevist om at den anden rådskvinde en dag ville gå for langt i sin nysgerrighed, og sit urealistiske syn på verdenen. Ikke alle havde noget godt gemt i sig, og ikke alle kunne reddes.

Komplimentet gjorde ikke andet end at de grønne øjne blev lidt større inden de blev smalle endnu engang. ”Så præcis som man kunne forvente,” forsvarede Melarue sit standpunkt. Stædig af natur, og med skovelvernes evige arrogante attitude. En ting ikke-elvere måske ikke mente klædte den ellers racetypiske elver Melarue var. ”Dine komplimenter gør intet, Yume” sagde hun, men endelig tog hun øjnene væk fra Dagens stemme og kiggede mod døren i stedet. Det var nok også snart tid til at hun selv skulle se at komme videre med dagens planer. ”Men det ville være en skam hvis en af rådsmedlemmerne blev tiltrukket af Mørket, ligesom mørkelverne, så pas på dig selv, inden det går så vidt.” Hendes blik fandt Yume’Ave igen, men det var tydeligt at Melarue ikke ønskede mere fra denne samtale. De ville aldrig kunne se øje til øje med det.