Hun havde allerede brugt så meget af sin mors tid, om det så faktisk forholdt sig sådan eller det ikke var andet end en følelse, at de havde siddet her i timer, var uvist for prinsessen.
Luft blev trukket ind, ligesom hun skulle til at komme med indsigelser. Fyrstinden var en kvinde med stort ansvar, med til tider tunge arbejdstider at varetage og Thalia måtte minde sig selvom, at hvis ikke tiden var til en lur sammen med hende, så var det aldrig blevet forslået. Langsomt pustede hun under et nik luften ud ”Det vil jeg rigtig gerne.” indrømmede hun endeligt. Det ville forhåbentligt ville hendes mors tilstedeværelse, være nok til at hun ikke skulle vende og dreje sig alt for mange gange på at kroppen endelig gav efter for søvnen.
Armene slap Verona, så de begge kunne komme på benene. Håndfladerne gled helt automatisk hen over kjolen, så de små rynker i stoffet blev glattet ud, inden turen gik til værelset.

Verona sendte sin datter et varmt smil. Hun havde lidt forventet at skulle noget tid på at forklare hun nok havde tiden til det, og at det næppe var ting der var vigtigere end Thalias ve og vel.
"Lad os" lød det som hun tilbød datteren sin hånd for at lede dem ind i hendes sove kammer.
Trods solens stråler tittede gennem det mørke stof der holdt det værste lys borte, så tændte Verona troligt olie lampen i siden Thalia skulle sove, det mindste hun kunne gøre var at tænde et lys for hende.