Akurra blev slået ud af sine ord, af sine tanker, som hun lyttede til hvordan genopstående havde forekommet. Hun sank en klump ved billedet af fyrstinden i livsfare, og lod blikket falde på slottet, imod fyrstindens område. "Så..igen reddet du hende." tilførte hun glad til Coredelias ord, valgte tydeligt blot at se bort for talen om Isaris. "Som altid er du for god til dette arbejde." Stille gik hun over og satte sig lidt foran Cordelia på ny, som altid i langsomme dovne bevægelser. "Vent." kommenteret hun stille, og kigget fortryllet mod Cordelia. "Så..du siger? du har et sværd, Isaris bestod dig i genopstående?" store håbefulde øjne stirret ud i luften. "Giv mig." kommenteret hun med det samme spændt, og nærmest kommanderende som hun kort fugtede sine læber.

Kort gik hendes blik med Cordelias og endte på deres læremester grav, hendes fars, igen sank hun en klump og bad en lille bøn til Kile i sit sind som hendes blik faldt til jorden. Jo..har været her meget, men, hr. må indrømme jeg skulle have vist dig mere respekt både i livet, men også nu..har..fokuseret meget på..hendes tanker døde ud som Cordelia begyndte at snakke igen, nøgen? Akurra blinkede flere gange. Vent? Du...genopstod, reddet hendes liv? Nøgen? igen blinkede hun flere gange, og tungen hilste spændt på verden flere gang. "Heh" begyndte hun kort at grine af sin søster. "Så du lod hende se alt? huh? Eller, skal vi sige Isaris gjorde? Måske hendes måde at sige "kom nu i gang?"" lyd det drillende, mobbende hvis de ikke var så gamle som de var, som Akurra sendte en spændt smil imod Cordelia, tydeligt glemt alt om sværdet. "Fortæl fortæl fortæl!" ved hver ord, kom hun tættere og tættere på Cordelia, spændt på at høre alt hvad der skete den nat.

Cordelia rødmede og måtte drikke næsten halvdelen af det tilbageværende indhold af flasken for at holde sig fra at løbe skrigende væk i pinlighedens greb. 
"Er det... Er det så tydeligt?" mumlede hun lavt og pillede ved sit bælte for at løsne sværdskeden. Hun havde ikke troet nogen kendte til hendes seksuelle og kærlighedsmæssige præferencer og slet, slet ikke den ene person i verden de var møntet på. Akurra kendte hende selvfølgelig godt og indgående men... Åh det ville være enden på hendes karriere, hvis Leonora nogensinde fandt ud af det. 
"Det-eh," skyndte hun sig at sige og rakte sværdet til Akurra. "Det er vist bare et helt almindeligt sværd. Ingen har kunnet finde noget specielt ved det, så... Det var vist bare en praktisk foranstaltning, så jeg ikke skulle genopstå bare for at dø til en snigmorder."

Hun lo lidt nervøst og strøg hånden gennem håret. Det var stadig virkelig akavet for hende at snakke om det hele. Leonora havde været til stede, så hun havde ligesom ikke haft behov for en gennemgang af, hvad der var sket. Få af de andre havde fået en overordnet beskrivelse, og alle detaljerne var blevet udeladt over for børnene.
"Vi ved ikke helt, om det var Mørket eller nogen andre," tilføjede hun. "Det var virkelig underligt for mig. Det ene øjeblik bliver jeg stukket i og falder blødende om på jorden. Jeg tror nok Leonora greb mig, egentlig. Og det næste øjeblik står jeg foran hendes seng, parrere en kniv, der ellers skulle have ramt hendes hjerte, og hugger en snigmorder ned med et sværd, jeg ikke ved, hvorfor jeg har i hånden. Leonora sad bare og stirrede på mig, helt paf og... Ikke særlig Leonora-agtigt. Det var ligesom først dér, der gik op for mig, at jeg var nøgen. Jeg troede det var det, der fik hende til at stirre, så jeg slap sværdet og dækkede mine bryster til, men så blafrede vingerne lidt, og jeg så dem. Jeg gik lidt i panik, egentlig, og væltede ting på hendes skænk med dem, indtil jeg ramte en væg. Hun rejste sig op og fik talt mig til ro. Det tog noget tid, før jeg forstod, hvad der var sket."

Spændt tog hun imod sværet, og blot løftede det foran sig som hun lyttede. tungt. tænkte hun kort, slet ikke som dem hun selv ville benytte. tydeligt skuffet, over den manglende guddommenlighed i sværtet kom det langsomt retur til Cordelia. "Det er pænt." der var ganske rigtigt, en sværd at pænt udsene, men på ingen måde specielt, hvad mere var der at sige? tænkte hun kort, som hun sad pænt, afslappet og lyttede til hvert et ord Cordelia sagde. mørket? Igen? lyd det som de blev nævnt, en orden der gerne snart må falde til jorden. Hun smilte som Cordelia talte om det, ikke fordi det var en sjov historie at høre, men at høre om dette fra Cordelia selv, fra hendes elskede søster, at blive mindet om at hun var i live -igen-. Hvordan kunne hun ikke smile? nøgen? hendes seng? "Mhm"  kommenteret hun stille som historien forsatte. "Forstår godt du gik i panik." tilførte hun til historien og lod blikket falde på det høje værelse i tårnets vindue. "Mhm..Wauw." Et øjeblik sad hun blot stille, men endnu et gab bryd stilheden. "Undskyld." lyd det stille som gabet endte. "Jeg..aner ikke hvad jeg skal sige." tilførte hun stille som blikket gled ned fra vinduet til Corelia. "Hun..er heldig at have dig som livvagt, og at få dig som livvagt to gange? Guderne må virkelig holde af hende." lyd det glad fra slangen. "Men corr...." stille stoppede hun, og rystede hovedet. "Men søs..måske..skulle du tage fri en stund?" lyd det bekymret, "En..kort ferie?" tilførte hun med tvivl i stemmen. "Lære din krop at kende på ny? Finde mere ro i sindet? Jeg kan tage ferie og beskytte hende de uger hvis det er, det som holder dig fra det." Blev sagt, i en tone af tvivl, men et meget bestemt blik, rettet mod Cordelia.

"Måske," svarede Cordelia og fulgte Akurras blik op mod vinduerne. Stadig lysende gule af en olielampe eller et vokslys derinde. 
Et spejlbillede gik rundt i gangene, vidste hun, og det gav hende ro til at slappe af hernede. Men en ferie... Med alle sine spejlbilleder? Ellers ville det vel ikke være meget ferie, hvis kun én af hende fik ferie, og hun så smeltede sammen med dem, der havde været på arbejde imens. 
"Men... Hvor skulle jeg tage hen? Mørket er overalt og kvæler alt, der går imod det," svarede hun og sænkede blikket til sin veninde igen. "Selvom Leonora har bøjet sig for dem, er jeg ikke i tvivl om, de ved, det var dem, der slog mig ihjel. Måske... Måske når ting ser lidt bedre ud? Men jeg vil helst gøre det sammen med en. Måske vi kunne tage på en ferie et sted hen sammen en dag?"
Det føltes ikke super realistisk - for hvem ville kunne passe på Arysfamilien, nu når de kun havde Cordelia og ikke længere hendes far - men tanken var rar. Akurra og Cordelia på en flot sydlig ø et sted. Et lidt varmere, lysere sted end her, og helst et sted Mørket ikke befandt sig alt for tæt på. 
"Jeg kan trods alt flyve nu, ikke?"
Hun behøvede ikke sige, hun var knaldet ind i et træ første gang, hun havde prøvet. 

Mørket et ord man hørte alt for tit disse dage, og ikke nok med det skatterne var vokset i takt med det ord blev sagt mere, nærmest så om det var skæbnes joke, alt skidt på engang, men henblik på at alt bliver værre og værre. Akurra sank en klump som det blev nævnt med Leonora og mørket, og en vredt blik, ikke vendt imod Cordelia, men imod noget uset, formede sig i Akurras øjne, som det blev nævnt de skær hendes søster ned. "Ja..måske er lige nu ikke det bedste tidspunkt." mumlede hun stille, som Cordelia begyndte, men vreden faldt hurtigt ind som at tage på ferie sammen. "Vil være skønt." var den første kommentar. Hurtigt formede et billede sig af de to i en hytte blandt de store træer i eleverly, blot de to, træning, afslapning, og snakke, sidde hver nat i den skønne stilhed med en kop te og nyde natte skoven. Eller at rejse til Rubinien, og sidde ved kysten med hver deres mjød. "Mhm...Glædeligt."

flyve? Akurra blinkede nogle gange ved det ord. "Jeg...jeg...kan gå." stammede hun kort til den ide. "Har...også en hest? Jeg...ehmm.." hun rystede stille på hovedet. De fleste slanger have noget imod fugle, de var så vel deres rovdyr i naturen. Disse instinkter ramte stadig den kære halvslange. "Vi..kan også være på jorden? Tage en vogn og slappe af på turen?" lyd det lidt tøvende. "Så..når -vi- har fået mørket væk, og lyset tilbage i landet...Så skal jeg nok personligt, få fyrstinden til at give dig en ferie." lyd det klart, bestemt som dette blev sagt, formede det drillende smil sig igen. "Vi kan også tvinge hende med? Endelig give jer to..mulighed for....at.." hun lod bevist sine ord dø hen efter et hint til de ville forsætte, hun håbede selv at Cordelia, ville forme billedere for resten.

"Ha, så let slipper du ikke!" sagde Cordelia mellem Akurras tøvende sætninger om ikke at løfte fødderne fra jorden. "Jeg slår dig ud og flyver os et sted hen, ha!"
Hun spøgte, og det ville Akurra ikke undgå at lægge mærke til. Det kendte de hinanden for godt til, og derfor var Cordelia heller ikke bange for at støde sin slangeveninde. Selvfølgelig ville hun aldrig tvinge hende op i luften - men man kom nu unægteligt hurtigere frem med et bredt vingefang end et firbenet trækdyr. Og trods vingerne var Cordelia så sandelig ikke en fugl. Hun havde stadig de samme, standhaftige knogler og i det mindste var det ikke hendes arme, der var blevet lavet til fjer. Det ville være zalans upraktisk. 

"Ehm..." 
De korte, kastanjebrune hår faldt ned foran hendes ansigt, idet hun sænkede blikket igen og rødme flød op i hendes kinder. 
"Det ville aldrig gå," mumlede hun. "Hun er tilpas med sin mand og børn. Det skal jeg ikke komme i vejen for, bare fordi jeg holder mere af hende, end jeg burde."
Det var virkelig ikke sømmeligt. Cordelia var livvagt, og selvom båndet mellem dem var stærkt, måtte Cordelias forstærkede følelser ikke stå i vejen for, at hun kunne udføre sit arbejde. Hvis Leonora bad hende efterlade hende til fordel for at beskytte sine børn, skulle hun gøre det. Uanset hvad. 

"Ehh" lyd det som Cordelia, presse tanken om at flyve, men den utrykhed blev hurtigt til et grin, af 'truslen' "Ohh? Vi må se - pas på, det ikke går den anden vej, skal nok trække dig halvvejs igennem krystallandet, for at få dig til at slappe af." Hun rystede hovedet let med en fnis. De vinger, i guderne de var hæslige, men at være så ærlig havde hun valgt ikke at være tidligere, den mørke hud og de klare vinger, og tænk at Cordelia ønskede at bære hende? I luften? over jorden? I guderne jeg skal give hende kamp til det sidste hvis hun prøver - fniste hun i sit indre.

"Ohh? flov over dine egne tanker?" lyd det drillende som Cordelia blev rød og søgte sit blik væk. end jeg burde? Akurra sukkede over denne del. "End du burde?" lyd det stille som Akurra lod sit blik falde til jorden. "Tror hun nyder, at hendes beskytter holder så meget af hende som du holder af hende. Ville nyde hvis min leder, holdt af mit så meget som du holder af hende...vide han vil give sit liv for mig, vide han vil gøre alt for mig...Corr, at du elsker hende, er sku det for det bedste, og grunden til du er den perfekte til at beskytte hende" lyd det selvsikkert. At have en livvagt, som ønsker en det bedste liv? en som elsker en så meget hun selv passer på hendes børn? Hvordan...vil det være skidt? Bare..en skam..det går ud over din lykke søs...en dag..så..skal jeg få dig til at søge din egen lykke. hun løftede hovedet og smilte til Cordelia, og tydeligt holdt sine tanker for sig selv, tydeligt havde mere at sige, og endnu tydeligere valgte at holde sin mund. "Nej..hvor jeg har savnet dig." var orden hun valgte at sige i stedet.

Måske var det rigtigt, det Akurra sagde. At man kun kunne ønske sig en livvagt, der holdt så meget af en, som Cordelia holdt af Leonora. Mange andre følte sig som skygger - altid bagved  og på vagt, ikke rigtig sin egen person, men kun til for beskyttelsen. 
Men sådan havde Cordelia Højlund aldrig haft det. Ligesom nogens livsværk var håndværk, var Cordelias at holde liv i Arysfamilien. Det havde været hendes fars gerning, og en hun havde taget op lige så iltert som ham. Stod det til hende, ville hun aldrig forlade dem. At have gjort det allerede én gang, var mere end nok - denne gang ville det ikke blive så let.

"Jeg er glad for at være tilbage," svarede hun og sendte Akurra et oprigtigt smil. Den glæde hun bragte, når folk lige kom sig over chokket, var bedre at samle på end den sorg, hun først blev mødt af.
"Skål. For livet," sagde hun og hævede flasken - og opdagede at Akurra ikke havde en. Så hun tog en tår af sin og rakte resten til sin veninde. "Den her gang går jeg ingen steder."

At høre Cordelia udtrykke glæde ved at være tilbage, gjorde det umuligt ikke at smile, at se hende smile igen gjorde blot hendes smil større. nej hvor jeg har savnet det syn. Skål? Hun kiggede glad på Cordelia som hun drak og rystede let på hovedet som flasken kom hendes vej, der var ingen vente tid før den mødte hendes egne læber. "Skål!" lyd det lige før flasken blev mødt af hendes læber, og den slap ikke før den var tom og hun blot tabte den. "Arh!..Blev en bedre nat end jeg forventede." lyd det som flasken faldt mod jorden.

denne gang går jeg inden steder. "Hvis du gør, så skal jeg nok selv rive dig ud af gudernes hænder denne gang." lyd det selv sikkert som hun rejste sig med et lille støn. forsigtigt fandt hun sværdende, tasken, og de tomme flasker. "Søs, du kan altid bede om hjælp, du er ikke alene..Bare fordi han er væk." lyd det stille imens og Akurras blik pegede imod deres læremesters grav. Stille hævede hun hånden til hendes læber og en langt nærmest tvunget gab forlod hende og de fine lange hugtunger kom kort frem i måne lyset. "Jeg..må nok hellere smutte." lyd det trist fra hende som blikket gled på borgen og langsomt op på natten himlen. Stille gik hun op til Cordelias side, og kiggede ned imod hende, med et varmt smil. "Vi ses." var ordende som hun gik videre ud i natten, ud af haven, og væk fra borgen. "Lad være at stop mig hvis jeg gør noget ekstremt i fremtiden okay?" råbte hun stille, som hun vidste hun var langt nok væk til ikke at kunne få et svar efter sig.

Hun åndede lettet op som hendes fødder trådte ud af haven. bell. tænkte hun som hun begyndte at gå imod hesten, hvor, end den var endt uden foran. et par dage mere på vejen? Hvis hun er tilbage, så må jeg sandelig tage mig sammen. Sjovere at imponere og overgå hendes men hun lever, lovede hendes far at altid være der for hende, nu kan jeg faktisk holde det. hun smilte skævt og lod blikket falde tilbage på borgen netop som hesten fandt hende. "Lad os tage hjem Bell..Vi får nok at lave." hun lo, som hun hoppede op og begyndte sin rejste hjem.