Adrian følte hvorledes hendes begejstring smittede, og satyrens gyldne øjne steg en anelse i intensitet, idet at deres varme skær blev blot en anelse kraftigere, og en kende mere lysende. Det var en kompliment, og han vidste at deres familie havde gjort en del for landet, hvilket var et utaknemmeligt job, fordi at landet gav sjældent noget igen, hvis man så det på den måde. Men hvorvidt de gjorde det for Lysets skyld, deres egen skyld eller for skovens skyld, det kom ud på et; de gjorde det fordi at de skulle. Han kunne ikke forestille sig en verden, hvor at de havde kastet det ansvar fra sig. 
Derfor var det alligevel rart at høre, og med en nysgerrig mine, smagte han lige på hendes spørgsmål førhen at han talte selv. Fordi.. om de snakkede med naturen? 

Den solbrune mand lænede sig en anelse tilbage, og kørte en hånd over det spænde der fæstnede den støvblå kappe til hans skulder. "Selvfølgelig" endte han med at sige, og kiggede tilbage på hende. "Mange af os gør, i hvert fald... de ældste træer bærer på en gammel historie, og vi udanner os selv ved at lytte til de fortællinger, ikke ignorere dem" tilføjede han, og hovedet faldt en anelse på skrå, som om at han lyttede efter noget. 
"Om paladset havde en ånd, ville du også kunne lytte til den... men det har den ikke, sten er sjældent beboet af liv, med undtagelser her og der. I stedet, kan du lytte til de ånder der har taget plads i disse sale, hvis du er nysgerrig. Sågar i byen du kommer fra - der vil du også finde dem" naturen var over det hele, omend menneskeracen prøvede at distancere sig selv fra den, i deres byer, huse og paladser. 

Clara havde aldrig rigtig talt med nogen der levede så tæt på naturen. Selvfølgelig havde Erneyll familien selv deres form for relation med naturen, men det var mere hvordan det blev anvendt og brugt, og ikke så meget at beskytte den for noget større og ondere. De havde selvfølgelig heller ikke haft synderlig mange problemer med Mørket.

Derfor slugte hun også alt han fortalte hende råt og interesseret. Hun havde aldrig bestemt sig for at tjekke familien ud en af de kommende dag. Hvis Isabel intet vidste, så var der altid biblioteket, og det var sundt for hende også at komme ud.
Hun nikkede til hans ord, for de gav ganske god mening, når hun tænkte over det. ”Så træerne er lidt ligesom ånderne?” spurgte hun, for dem havde hun trods alt brugt hele livet på at snakke med. Det var ikke alle ånderne her i byen som var lige venlige. Hun huskede stadig da hun kom i problemer og Nicodemus måtte redde hende. ”For jeg har godt se ånderne danse omkring i skoven, og sågar nogle af dem virker knyttet til træerne, men vil det så være deres... ånd?” Hun anede ikke hvor lidt hun vidste før hun pludselig kunne stille spørgsmålstegn til tingene ved en der vidste mere end hvad hun selv gjorde.
Hvis det blev for meget, så måtte Adrian jo bede hende om at tie stille, eller at han ikke vidste det. 

Interessen var velkommen, jah næsten kærkommen at høre, og i sidste ende... jah så var det viden den kære komtesse burde være i besiddelse af, givet de gaver hun var født med. Verden kunne være et vældigt skræmmende sted at befinde sig, hvis man ikke forstod sig på det man så. Men modsat kunne den blive uendelig smuk, tog man sig tid til i hvert fald at prøve. Med en tunge der kunne tale ethvert sprog, og en hørelse der oversatte alt hvad han hørte, jah så var Adrian nok så privilligeret i hans forståelse for hvordan tingene hang sammen. Men selv han, kunne altid finde nyt at undre sig over, ved de finurlige væsner som ånder nu engang var. Finurlige væsner, af en underlig størrelse. 

Den mørkebrune hånd strøg ham en anelse over skægget, førhen at han med et mildt smil rystede på hovedet, og prøvede at genkalde sig hvordan han selv var blevet det forklaret, for mange herrens år siden. "Træerne er lidt ligesom... " satyren ledte efter det rigtige ord, og klukkede en anelse for sig selv. "... som en støbeform. Eller en bageform, er måske et bedre eksempel" 
Øreringende klirrede en anelse idet at han nikkede, og med en fornøjet mine prøvede at skabe det rigtige billede i hendes hoved. "Den har potentiale til at skabe en bestemt type af ånd, ligesom at en kageform som oftest bliver brugt til at skabe en kage... men du kan sagtens bage uden en bageform; for eksempel boller, eller fladbrød bliver lavet foruden" Adrian fangede halvdyrets venlige, ivrige øjne, og trak en anelse på skuldrene. "Nogle ånder er affødt af en følelse, en mangel eller et behov, nogle af fysiske ting, såsom træer, søer eller mos. Nogle har altid eksisteret, og er affødt af himlen, natten, tiden og døden selv..." han holdt en lille pause, inden at han prøvede at svare på hendes spørgsmål, i stedt for at skabe 4 nye. "... og nogle ånder smelter så meget sammen med deres fysiske form, at de ikke kan eksisterer foruden. Og så bliver det træets ånd og liv, jah. Men ikke altid... tror jeg, Clara. Selv jeg er ikke helt sikker" endte han med at grine, og rystede opgivende på hovedet, ubevidst om at han havde brudt den retmæssige talemåde i det her tilfælde. 

Selvom Clara ikke havde praktiseret meget af at bage, man var jo adelig, så forstod hun i det mindste godt hvad det var han snakkede om. Det var jo heller ikke fordi at hun ikke vidste en del om åndeverdenen som det, men alt hvad hun vidste, var hvad ånderne havde fortalt hende. I hvert fald af dem der faktisk kunne kommunikere med hende, eller havde lyst. Det var ikke ligefrem som om at der var en bog på at være 'åndemaner'.

Hun så lidt overvejende ud, som han endelig var færdig, men selvom smilet ikke var så stort på læberne, så dansede det stadig i hendes øjne.
”Så det er ligeså forunderligt og mærkeligt som jeg regnede med,” sagde hun endelig og rystede lidt smilende på hovedet, så de lyse lokker dansede lidt om hendes hoved. ”Der har aldrig rigtig været nogen jeg kunne spørge om de her ting.” For ikke at nævne at det blot ville være endnu en ting som Noah ville kunne drille hende med. ”Tror du egentlig at ånder er gode af natur, eller om det måske er affødt efter deres miljø egentlig? Jeg har lagt mærke til at ånderne her i Dianthos er meget anderledes end dem jeg plejede at kende.” Hun kunne godt komme ud i en forkalring på hvad der var sket med hende, da hun stadig var ny i byen, men det var ikke ligeså nødvendigt lige nu. Hun havde aldrig fået en forklaring fra ånderne om hvorfor de havde ledt hende derhen, og hun forventede ikke at hun nogensinde ville vide det. 

Se det havde hun ret i, forunderligt og mærkeligt var virkelig ord man sagtens kunne bruge, til at beskrive den verden der lurede bagved det som øjet umiddelbart så. Adrian havde brugt mange år på at lærer den her del af livet at kende, han havde brugt mange timer i ånders selskab, og var sågar vokset op med deres tilstedeværelse, fra barnsben af. Og selv han havde stadigvæk spørgsmål og en voksende mangel på svar, da de altid formåede at overraske ham, de kære væsner. 
Hendes næste ord fik dog et mere mildt flimmer frem i de gyldlysende øjne satyren bar, og havde det ikke været fordi at de befandt sig i den sal som de gjorde, ville en opmuntrende hånd have strøget hende over skulderen. Fordi så kunne det virkelig være svært at håndtere. 

Adrian's svar på hendes næste spørgsmål, kunne nemlig tyde på at det ikke altid var magisk eller fantastisk, at være åndemager, og hvisker. 
Satyren brummede, og lod kortvarigt den menneskelige vin friske ganen en anelse op, inden at han langsomt nikkede. "Mmmh, det er ikke så simpelt..." mumlede han, og skubbede sin kappe en anelse til side, en udstrakt hånd foran sig. En mumlende hvisken forlod satyren, og ikke lang tid skulle der gå, førhen at en luftånd's flakkende skikkelse dansede i den arrede håndflade, lysende øjne nysgerrige på hvem de to af dem var. Som vinden der ruskede i blade var dens stemme, når den talte.
"Godhed og dens modpart, ondskab, er ikke så fastlagt. Er en ørn ond for at jage mindre fugle, eller er katten ond, når den leger med sit bytte? Det er trods alt deres natur..." forsatte han en anelse funderende, og så det flygtige væsen lette fra hans hånd, og nysgerrig på ballet, bevæge sig ind imellem gæsterne. Hvor den passerede, løftede ekstra lette kjoler sig en anelse. 

"Vender du den imod sin natur, kan vi dog begynde at snakke om ondskabsfuldhed, da det ikke er noget de tager let på. Tvinger jeg en luftånd til at gøre det samme som en jordånd, vil den gøre alt i sin magt for at slippe - inklusiv at skade mig, eller tage hævn" Adrian's øjne gled tilbage på Clara, og hans hoved gled en anelse på skrå. "Jeg tror bare at de... er?" sagt spørgende, fordi han velsagtens ville vide hvad hun selv mente. 

Det var blot så ofte at man hørte om godhed og ondskab, især fordi visse folk mente at Lyset og Mørket holdt disse to ord, og var indbegrebet af det. For de fleste kunne de dog godt at se det var en anelse mere nuanceret, i hvert fald med Lyset. Clara kunne stadig ikke forstå hvorfor Mørket ville bringe så meget lidelse til landet, men hun gjorde sig næppe i krigspolitik.

Hendes øjne blev drevet til luftånden han tilkaldte, ikke en evne hun selv havde, hun kunne blot interagere med de ånder der var omkring dem.
”Hmmm..” kom det til sidst som en overvejende lyd fra Clara, da hun ikke havde fået et konkret svar. Det var nok ikke så nemt, som hun nogle gange ville ønske, men det var rart at kunne lufte idéerne og stille spøgsmålene, hun havde brændt inde med i årevis. ”Jeg ved bare ikke om der kun kan være den grund til at de kunne ønske at gøre noget ondskabsfuldt,” sagde hun endelig. ”Det giver mening, at de ligeså meget er som vi er, og måske er de blot så komplekse som vi også er...” Der var tydeligvis noget mere på hendes tunge, men hendes blik gled udover folkemængden. De dansende folk, ånderne der dansede med dem, og hun kunne svor at hun kunne skimte Isabel på den anden side af dansegulvet, godt i gang med at socialisere. Hendes brune øjne gled tilbage over til Adrian. ”Men jeg tror at de et eller andet sted er et produkt af deres miljø,” indrømmede hun endelig. Hun havde ikke meget at basere det på, udover at ånderne her i Dianthos var noget anderledes end dem i Turmelinien. ”Ånderne her, især på gaderne, virker meget mere som de folk der bor i byen, mens ånderne jeg kendte tilbage i Turmelinien var... blidere... men også vildere.” Hun lagde hovedet på skrå, ikke sikker på at Adrian ville forstå hvordan de kunne være begge, men han kom selvfølgelig også fra en skov af. 

Adrian's øjne fulgte nysgerrigt hendes blik ud i rummet, men spottede ikke andet end hvad de begge så. Dansende ånder, svævende mennesker og alverdens andre racer klædt på til bal og glade nætter. Lys der omfavnede dem alle med sin varme, og den lette lyd af latter og småsnak som bølgede imellem aftenens gæster. Adrian var sjældent så meget ude af sit element, som han samtidigt var i det, til sådan en fest som i aften. 
Havde han ikke spottet den kære Clara imellem alle de andre gæster, havde han sikkert brugt resten af aftenen på blot at deltage i den mere ukendte (for ham) del af dette bal, som havde været socialisering med de andre. Så da blikket gled tilbage til hende, var det med skjult fornøjelse at den tanke fandt plads. 

Det havde virket som om at en tænkepause var på sin plads, og rigtigt nok, jah så nåede hun endelig frem til hvad hendes egne erfaringer bragte med sig. Og satyren nikkede kort, idet at det i og for sig.... gav ligeså god mening som hans egen vinkel på det - hvem var han til at sige, hvad der var korrekt? 
En lille tår blev taget af vinen, og han smilede en anelse funderende. "Jeg tror du har ret, Clara... Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle blive påvirket, eller sågar kopiere dele af det miljø de befinder sig i. Om ikke andet... Er det næppe noget jeg ville være ekspert i. Så meget kender jeg slet ikke til jeres storbyer" grinte han muntert, og virkede ikke bekymret over sin uvidenhed.  Han skulle tidsnok lære det, hvis det var vigtigt at lære.  
De gyldne øjne glimtede en anelse nysgerrigt.  "Har dø nogensinde talt med dem - spurgt dem om alle dine spørgsmål?" Kilden var nu engang dem letteste måde at afgøre det på, og satyren overvejede ikke, at det ikke nødvendigvis var muligt. 

Det var svært ikke at smile over hvordan hun blev behandlet af Adrian, og hun kunne mærke hvordan en varme spredte sig i hende over at have fået ret på en eller anden måde. I hvert fald at han erkendte at det var en mulighed og hun var ikke helt galt på den. Selv kendte hun heller ikke meget til storbyerne, men lidt havde hun lært om dem. ”Jeg kan heller ikke forslå at flytte til en, for at forsøge at lære at forstå dem,” sagde hun med glimtende øjne. Clara ville altid være en skov og land pige, og storbyerne fungerede hun nok aldrig godt med. Man lærte dog at overleve hvor man nu engang boede.

Hun var dog hurtig til at ryste på hovedet så de lyse lokker fløj lidt om hendes hoved, da han spurgte om hun nogensinde havde spurgt dem. ”Jeg ved ikke hvordan det er for andre men langt de fleste jeg snakker med har ikke.... rigtige ord,” sagde hun, og hendes øjne fangede en lille luftånd der fløj fornøjet rundt. ”Det er mere en følelse og en intention? Og dem der kan snakke krystallisiansk... De kan godt lide at være lidt kryptiske, hvis jeg er for lige til,” et lille grin undslap hende. Hun havde ikke så meget imod det. De døde ånder hun også kunne se, var dog ikke ligefrem nogen hun snakkede meget med heller. Det var altid lidt en anelse oplevelse, end dem der var mere naturlige til verdenen. 

En mere rumlende kluklatter forlod Adrian ved de ord, og han smilede bredere, guldøjne vagt glødende når hun snakkede om at flytte til byen - fordi han kunne ikke være mere enig. Det ville først være på den dag hvor at grise regnede fra himlen, at Adrian overhovedet ville overveje at flytte til de indelukkede storbyer, der alligevel formåede at huse en god del af landets befolkninger. Han følte sig ikke tilpas i dem - han følte sig stor, klodset, larmende og ikke mindst en anelse uvelkommen, og ville til hver en tid foretrække de landområder han selv var vokset op i, og selv forsvarede. 

Endnu en tår blev taget af vinglasset, og med det gled det sidste af den røde væske ned i satyrens svælg, for fraværende at blive sat fra sig på gulvet. At det ikke var kutyme overvejede han ikke så meget lige nu - det var jo bare lige for et par minutter, imens de sad og snakkede. "Ah..." lyttende nikkede han, og kunne med et indvendigt lille smil give hende ret endnu engang; sproget hos ånderne var ligeså flygtigt som de selv var, og kunne tilmed også ændre sig uretfærdigt hurtigt, havde han erfaret. 
Der var dog andre måder at få sine pointer ud på, og satyren's hornede hoved tippedes på skrå. "Gør du dig i kunst eller et andet form for kreativt redskab?" fulgte han undersøgende op med. 

De var ufattelig meget på bølgelængde, så meget at det næsten var lidt skræmmende for Clara. Hun havde altid følt sig som den lidt mærkelige komtesse til de her ting, men her sad hun og snakkede med en hertug der ikke fik hende til at føle sig forkert. Nu var han vel også selv en der næppe ville blive kigget særlig pænt på i de fleste adelige kredse, hvis hun skulle være helt ærlig. For hende havde det dog næppe aldrig rigtig handlet om udseende og race, for så ville hun være lidt dobbeltmoralsk.

Man kunne godt se overraskelsen brede sig på komtessen ansigt, som det næste spørgsmål kom, for det virkede trods alt lidt ud af det blå. Alle adelige frøkener havde vel et håndværk eller to de gjorde sig i, fordi det var kutymen.
Hun rømmede sig lidt en enkelt gang. "Jeg synger," indrømmede hun først, for det var klart den ting Isabel mest havde presset ned over hendes hoved. HUn var ikke enestående, men hendes sangstemme var god, selv hende selv kunne høre det, men det var ikke ligefrem der hvor hendes interesse lå. "Og så naturligvis broderer og syr jeg en anelse." Igen ting hun skulle lære. Måske en underlig ting når det ikke ligefrem var vigtigt, og til alle store ting, der hentede de alligevel ting udefra. Det virkede for barnligt at nævne blomsterdekorationer og blomsterkranse, som hun nok ærligtalt var noget af det hun holdt mere af. Ånderne var i hvert fald ofte venlige at lade hende tage dem, og med hendes magi var det nemt at holde dem friske lidt længere.

Det var ingen hemmelighed for Adrian selv, at han i nogle tilfælde... stod mere ud end hvad der måske var godt, når det handlede om de adelige kredse han færdedes i. Det handlede mest af alt om en blanding af at de ikke havde været videre prominente på den adelige scene i mange år, så optaget som de havde været af af deres egne problemer og forpligtelser tilbage i Amazonitskovene, og det åbenlyse; familiens blandede blod kunne løfte mere end enkelte øjenbryn i de større familiers verden. 
Der var selvfølgelig undtagelserne, og de fleste af overhovederne havde ikke nok indgroet racisme til at være direkte imod den ældre hertug. Men de oplevede altid de forkerte undtagelser, følte Adrian. 

Et fornøjet lille smil strakte sig over læberne, da hun virkede overrasket over spørgsmålet. Og der skulle heldigvis ikke gå forfærdelig lang tid, førhen at han nok skulle uddybe - hun sang og broderede? Det kunne man sagtens arbejde med! 
At det så ikke nødvendigvis var hvad hun foretrak, faldt ikke den mørke satyr ind. 

"Ah, hvis du en dag vil, Clara, kan du prøve at bruge dit medie som en bro at kommunikere med. Jeg ved ikke hvor godt det vil virke for dig, og jeg må være ærlig og sige, at det ikke nødvendigvis er den rette metode. Men mange ånder..." en kort tøven, og han lod et overrasket blik følge den tjener der samlede hans glas op, og uden et ord rakte ham et nyt - der kunne man bare se. God beværtning, det havde paladset trods alt. Oh jah, ånderne. "... lytter eller er fascineret af hvad vi skaber i den fysiske verden. Måske det kan hjælpe?" hans erfaring sagde ham at de elskede når han lod dem træde ind i verden. Omend det blot var for et par minutter, appellerede det til et eller andet, i de væsner han snakkede med.
Omvendt ville han vædde sin kappe på, at der var ufattelig mange ånder der absolut ingen interesse havde i den her verden. Og hvorfor skulle de også det?

Som ved alle de andre ord, så fæstnede Clara sig ved Adrians ord, selvom hun så noget undrende ud. Hun kunne se hvordan sang kunne hjælpe med at komme i kontakt med ånderne, de flokkede i hvert fald når hun engang i mellem sang, men at brodere, den havde hun lidt sværere ved. Hun kunne godt sagtens se logikken. De var vel ligeså fascineret som de selv var.
”Jeg har aldrig rigtig overvejet det på den måde, selvom jeg godt kan erindre... at der er noget sandhed i Deres ord,” indrømmede hun også, og kiggede lidt foran sig. Selv takkede hun dog nej til den alkoholiske drik der kom omkring. Hun måtte sådan set godt drikke, men det gjorde sig nu ikke så godt for en ung komtesse at gå rundt og være små beruset, hvis hun nu fik for meget.

”De har i hvert fald givet mig en masse at tænke over. Jeg håber at hvis vi ses en anden gang, at jeg så må stille flere spørgsmål, hvis jeg kommer på nogle?” sagde hun i stedet for og kiggede oprigtig på Adrian. Han var en umådelig interessant figur og ikke som nogen af de andre adelige hun havde mødt. Hun vidste dog ikke om det var hans fortrukne ting at foretage sig til denne slags selskaber, og skulle han ikke være interesseret i at bruge tiden med en simpel komtesse, så forstod hun det nu også så udmærket. 

Det var måske lidt af en akilleshæl for satyren, at han sjældent sagde nej til et glas når det kom forbi. Han var dog også vant til nogle væsentligt stærkere drikke, så den vin menneskerne serverede.. den kunne han få en god del af indenbords, førhen at noget skulle gå hen og gå decideret galt. 
Det stoppede ham dog ikke i at undre sig over at Clara selv ikke ville have noget. 

Et spørgsmål der dog ikke blev besvaret, da hun med nogle afsluttende ord, gjorde mine til at søge videre. 
Adrian's øjne glimtede mildt i den venlighed hun blev mødt med, da han oprigtig talt.. havde været ganske glad for at kunne hjælpe hende. Det var sjældent han stødte på andre væsner med samme gave, og når han gjorde, var det endnu sjældnere at han ikke brød sig om dem. Clara bar intet præg af det blod der flød i hendes årer, og endnu engang kunne Adrian ærgrer sig over den modvilje Erneyll familien bragte med sig, hos dem. Hun havde passet perfekt ind i Amazonitskovene, hun havde i sidste ende  nok brudt sig vældig godt om skovpalæet og dets brogede folk. 
Den ærgrelse var dog ikke noget for hende at se, idet at Adrian med glasset løftet til en skål, bød hende farvel. "Selvfølgelig må du det" kom det uden tøven fra ham, og han nikkede. I lyset flakkede de guldglimtende dekorationer gyldent, og han rejste sig selv med en karakteristisk lyd af hove imod stengulv. "Jeg håber det kommer til at gå bedre med... kontakten til de ånder du møder. Og jeg håber også vi ses igen, Clara af Erneyll" den dybe stemme var lavmælt, et sidste smil til hende, inden at han vendte sig omkring selv. 
Cecil måtte være et eller andet sted... det var måske meget godt, at sikre sig at han ikke dansede på bordene. I hvert fald ikke så tidligt. 

Clara kunne i hvert fald mærke hendes mors øjne som endelig havde fundet hende, og i sidste ende var hun ikke til disse arrangementer kun for at forlyste sig, som det jo var for de unge adelige. Hun håbede dog at kunne opsøge Hertugens selskab en anden god gang. Måske burde hun også have spurgt om han havde nogle sønner med til festen, men inden hun kunne overveje det, så havde hun selvfølgelig allerede budt farvel til ham.
”Jeg vil i hvert fald tage det til efterretning, og håbe at det kan hjælpe med at snakke med dem,” sagde hun, for hun var mere end villig til at lære de ting hun kunne. At finde et fredeligt sted at gøre det ville dog nok være en anelse sværere.

Hun rejste sig op og nejede for manden. ”Til vi ses næste gang Adrian de Abiléves,” sagde hun blidt, og med et sidste smil drejede sig om for at gå over mod sin mor endnu engang. Mødet med Adrian havde været oplivende, men ikke mindst lærerigt, og hun glædede sig allerede til den næste forsamling, hvor deres veje endnu engang ville krydses. Måske Isabel ville være med til at sige hej næste gang, hun ville i hvert fald ikke være bleg for at spørge om mulige gifteklare sønner.