Hun så på Freydis, som hun begyndte at svare på Liannas ord. Hun havde aflæst en del af søsterens reaktioner på hendes ord, og hun forstod godt det måtte svært for hende at høre, men lige så svært det måtte være for Freydis pludselig at høre alt dette, lige så svært havde det været for Lianna at indse, hvordan alting hang sammen. Hele hendes liv føltes pludselig som om hun havde måtte tage konsekvenserne for andre, og hvor ondt det end gjorde på hende at høre, hvad Freydis havde været udsat for, og hvor meget Lianna end vidste at det på ingen måde havde været søsterens egen skyld, føltes det alligevel som om hun bliv straffet for det, Freydis havde været igennem. Det var ikke fair!
En dyb vejrtrækning, lettere splittet op i små hulk, som hun forsøgte at få kontrol over sin krop igen. Det var næsten for meget at tage ind på en gang, og så oveni at de ikke vidste, hvad der var sket med Alf. Hun lyttede til Freydis’s ord, og fulgte hånden med blikket som den landede på hendes skulder. Hun kunne svagt fornemme, at hånden var en invitation til mere, men hun var meget splittet i sit indre. Den ene side af hende ønskede mere end noget andet at give slip og falde ind i sin søsters varme, bløde omfavnelse og lade tårerne få frit løb igen, den anden side var stadig både vred, fortvivlet og ked af det over at have fundet ud af, hvad hele familien havde gjort. Hun endte derfor med, lidt klodset, at lægge sin venstre hånde ovenpå søsterens, og give den et blidt klem.

”Freydis, jeg…. Vil virkelig gerne tro dig, men…. Der er rigtig mange ting i det her… Jeg havde fra den ene dag til den anden ingen venner, og når jeg forsøgte at snakke med de andre børn opførte de sig som om jeg var et uhyre, eller fejlede noget meget smitsomt. Jeg var kun en lille pige dengang, det er svært at rette op på den ensomhed… Freydis, min bedste ven er min hest.. Hvor normalt er det lige..?” Et svagt snøft forlod hende som hun havde sagt ordene, og hun gav Freydis plads til at sluge det inden hun fortsatte. ”Og i forhold til det andet, med kærlighed og alting… Jo, det ville være skønt at have dig til at forklare mig det, men…. Meget af det ligger også i især mors frygt for, at jeg finder ud af de ting… Kan du huske da jeg vågnede og havde blødt for første gang? Mor opførte sig som om jeg skulle dø, og hun har stadig ikke forklaret mig andet end at det sker når en pige begynder at blive voksen, og bliver til en kvinde. Jeg ved stadig ikke hvorfor det sker, og hvad der skulle være så farligt ved det, jeg ved kun at det tilsyneladende gjorde mor meget bange fordi det pludselig skete for mig også.” Hun mærkede pludselig hvor træt hun var, det havde taget hårdt på hendes i forvejen afkræftede krop at blive så følelsesmæssigt påvirket, og hun gik langsomt hen mod den bløde sofa og satte sig ned. Hun håbede Freydis ville følge med, hun ville gerne fortsætte snakken, hun havde bare brug for at sidde ned, og gerne foran pejsen hvor hun kunne få varmen samtidig.

Freydis gav søsteren en blidt smil, som hendes hånd fik et lille klem, oven på søsterens skulder. Hun kunne fornemme at det var svært at sætte sig ind i den nye situation, især efter alle de år hun havde gået og troet det var hende der var noget galt med.  Hun gjorde hvad hun kunne, for at give sin lillesøster plads til at hulke og tage sig mod til sine mange ord og spørgsmål. Freydis kunne klare læsset, som altid. Hvad ingen vidste havde ingen ondt af, ikke? Freydis lagde nemlig skjul på så mange ting som mulig, så selv hendes mand var ikke altid sikker på hvad der foregik bag den kønne unge pande.

Mens ordene flød ud, om søsterens ensomhed, overvejede Freydis hvor voldsomt deres brødre var gået til den i byen, med at skræmme væk. Freydis havde jo heller ikke selv haft nogen kommunikation til byens borgere, medmindre hun var ude og handle og dermed var tvunget til at snakke med bodejerne. Freydis fik først et socialt liv, da hun fandt Jason, og endnu mere når hun fik sin datter. De to, var hendes et og alt. Uden dem, ville hun nok ikke være til.
Freydis havde også lyst til at fortælle, at det på ingen måde var et problem, at ens bedste ven var en hest, men samtidig var der også noget i Freydis, der fortalte hende at det ikke ville hjælpe på Lianas overvældende følelser. Selvfølgelig kunne de ikke gøre noget ved fortiden, de to tøser, men de kunne sikkert rette op på det i nutiden og fremtiden. Som det virkede til at Freydis fik en lille pause til at sluge tingene, nikkede hun langsomt, for at erkende at hun lyttede og forstod.
Freydis rystede let på hovedet som Lianna snakkede om hendes mor og hvordan hun havde været hysterisk. Freydis måtte lægge et låg på den undren søsteren stod med. ”Mor behøver ikke vide noget. Og dit måneblod er et tegn på du ikke er gravid. Mor er bare bange for du bliver gravid uden at være i et ægteskab,” prøvede Freydis at forklare. ”Det at du får dit måneblod er et godt – så lov mig du holder øje med at det kommer til tiden, denne gang, ikke?” lød det fra Freydis som fulgte efter sin søster hen til sofaen. Ved sofaen fandt Freydis et uldtæppe, som hun rakte til Liana, så hun kunne tage det over sig og nemmere få varmen. Freydis satte sig derefter ved siden af Lianna. Hun havde intet imod, hvis Lianna lagde sig til rette, med sit hoved på Freydis skød.

Det var ikke svært for Lianna at se, at hendes ord satte gang i mange tanker hos søsteren. Normalt ville hun sætte pris på at høre disse tanker, men det var vigtigere lige nu, at hun kom ud med sine egne. De havde været holdt inde alt for længe, og nu fyldte de pludselig hele rummet. Freydis’s svar om deres mor, gav dog en smule ro. Selvom hun nok hurtigt ville opdage, at Lianna vidste mere om livet og verden omkring dem end hun ønskede, ville der til den tid ikke være noget hun kunne gøre ved det, og det var jo trods alt i en god mening, at Freydis ville svare på Liannas spørgsmål og undren.

Hun nikkede svagt, inden de begge endte på sofaen, og hun med et lille smil tog imod det varme tæppe. Det duftede skønt af uld, en duft der mindede hende om gården derhjemme. Udmattelsen slog pludselig hårdt, og selvom der stadig var en del at tale om, overgav hun sig til trangen for at ligge ned, og lagde sig med hovedet på søsterens skød. Selvom hun næsten var voksen, var der noget trygt og hjemligt ved at ligge med hovedet i Freydis’s skød, som hun havde gjort så mange gange før. Freydis’s ord om måneblod, fik hende til at tænke. At hun fik det betød, hun ikke var gravid. Når en kvinde var gravid, betød det at hun skulle have et barn, så meget vidste Lianna da. Hun havde jo trods alt været forholdsvis stor, da Freydis fik Nadiya. Gammel nok til at forstå de forandringer, Freydis gennemgik, og hun havde da også fået lov at mærke de små spark, uden på søsterens mave.
Et lille gab fik lov at rulle over hendes læber, inden hun gav sig til at tale igen. ”Det skal jeg nok, men…. Hvorfor er det specielt denne gang? Har det noget med at gøre, at jeg lå sammen med manden i skoven? Har jeg… gjort noget forkert?” Hendes usikkerhed og frygt for at have gjort noget der enten kunne sætte hendes egen eller familiens sikkerhed på spil, eller skuffe familien, fyldte stadig rigtig meget for hende. Familien kom trods alt altid først, uanset hvad. Hendes manglende viden om både kærlighed, og hvordan hendes måneblod kunne hænge sammen med manden i skoven, gjorde hende forvirret og tung i hovedet. Hun håbede inderligt, at Freydis ville svare det hele, så hun forhåbentlig snart ville forstå. Det føltes så… barnligt, at være så uvidende om noget, der for alle voksne virkede som det mest naturlige og noget, alle forstod sammenhængen i. ”Og, hvad med de ting jeg følte, at hele verden omkring os forsvandt, og alt var så vidunderligt? Hvad betyder det?”

Som Lianna overgav sig, og lagde sig på Freydis skød, begyndte hun roligt at nusse hende i håret ved tindingen, således noget af håret blev blidt redt ud. Fik hun lov, ville hun måske endda flette nogle små fletninger i lillesøsterens hår.
Freydis tænkte et kort øjeblik over hendes svar. Hun ville ikke såre søsteren yderligere. ”At lægge med en mand, er kun noget man gør når man er i et ægteskab,” eller arbejder med det, ”Og derfor må du helst ikke ende med at bære på barn, da det på den måde vil vise alle, at du har lægget med en mand, uden et ægteskab,” prøvede hun at forklare. ”Mænd vil have uskyldige kvinder. Kvinderne skal i mænds øjne være uberørte,” forklarede hun og pillede et kvart blad ud af lillesøsterens vilde hår. Det var jo blandt andet derfor forældrene havde beskyttet Lianna så meget – for det var allerede for sent med Freydis. Brødrene havde jo handlet tankeløst, og det traume det havde at i Freydis, havde gjort at folk hurtigt havde regnet ud hvorfor brødrene havde handlet som de havde. ”Derfor er det vores hemmelighed, med manden i skoven, okay?” afsluttede hun lavt, for at sikre at lillesøsteren ikke følte sig presset til at holde noget hemmeligt, men for at forstå at det kunne være vigtigt at holde hemmeligt. Fandt Lianna dog en minotaur ligesom Freydis selv, var der en chance for at dette var ligegyldigt. Det kunne selvfølgelig også være andre umenneskelige væsner, men alfer og orker var bare… Ja… Nej, måske havde Freydis ikke rigtig nogen holdning til hvilken mand Lianna fandt – så længe hun havde et håb om at kunne leve lykkeligt.

Spørgsmålet om den vidunderlige følelse fik en svag rødmen frem i Freydis kinder. Hvordan skulle hun forklare at Lianna, at Lianna havde opnået sit seksuelle klimaks?
”Jeg eh…” hun blinkede lidt, mens hun fumlede roligt med håret. ”Det er et tegn på at i virkelig har nydt det, og at han har vidst hvordan han skulle behandle dig helt rigtigt,” prøvede hun. ”Det sker ikke hver gang,” tilføjede hun dog, så Lianna ikke regnede med at hun ville føle det hver gang. Hun lænede sig lidt ned, for at hviske til sin søster. ”Men det kan hjælpe at prøve at finde den samme følelse alene,” lød det fra hende. Nu hvor Lianna ikke længere havde sin uskyld, var det vel ligegyldigt. ”Bare sørg for du ikke bliver hørt,” fniste hun med et lille smil. Ens egne hænder havde bare et magisk tag.

De blide fingre der nussede hendes hår, hver bevægelse blev nydt til fulde. Hun elskede når nogen kærtegnede hendes hår, især Freydis, der havde ordnet hendes hår så længe hun kunne huske, indtil hun lærte at gøre det selv. ”Vil du ikke flette det? Ligesom i gamle dage…” Nok var hun gammel nok til selv at ordne sit hår, men der var noget hyggeligt og familiært ved at lade sin storesøster gøre det. Hun håbede derfor, Freydis ville begynde at lave de små fletninger, hun var så god til. Imens lyttede hun opmærksomt til søsterens ord. Man lå kun med en mand når man var blevet gift, og en kvinde skulle være ren og uskyldig før ægteskabet. Der var så meget, hun aldrig havde vidst eller forstået, men hvis det virkelig hang sådan sammen, så forstod hun lidt bedre hvorfor de havde ville beskytte hende. Ikke at det retfærdiggjorde metoderne, men årsagen blev gradvist mere og mere forståelig.

Selvom Freydis ikke havde sagt det direkte, begyndte Lianna så småt at forstå, at det at ligge med en mand var sådan man blev gravid. Det var noget hun måtte undgå, da hun ellers risikerede at ingen mand ville gifte sig med hende. Hun havde set hvordan børnene uden fædre, og kvinderne uden mænd blev behandlet inde i Dianthos, hvordan der blev råbt ”Skøge!” og ”Horeunge!” af dem, og det liv ønskede hun ikke for hverken sig selv eller sine fremtidige børn. Derfor forstod hun nu, at hun måtte passe bedre på. Da Freydis foreslog at holde hændelsen i skoven hemmelig, nikkede hun med et svagt smil. Det ville klart være det bedste, at ingen andre fik noget at vide om manden i skoven. En tanke pressede sig dog på i hendes indre. ”Men, betyder det så at jeg er uren nu? Vil en mand kunne…. Se det, mærke det, på en eller anden måde vide det når han møder mig? Bliver jeg så aldrig gift, hvis nogen opdager det?” Det var hendes største frygt, ikke at blive gift og få børn. 
Men hvad med kvinder egentlig? Så vidt hun forstod krævede det en mand og en kvinde at skabe et barn, i hvert fald hvis det fungerede på samme måde som dyrene. En hoppe kunne ikke gøre en anden hoppe drægtig, der skulle en hingst til, hvilket var grunden til at nabogårdene fra tid til anden lånte en af deres hingste, så de kunne få føl. Så hvis nu hun følte disse… ting, omkring en anden kvinde? Var det mon også forkert? Hun bed sig i underlæben, inden hun tog mod til sig og spurgte. 
”Hvad med kvinder så? Kan en kvinde føle… tiltrækning, til en anden kvinde? Og hvis det sker, er det så også forbudt?” Med tanke på hvad fortællingen om manden i skoven havde affødt af reaktioner, havde hun på ingen måde i sinde at fortælle Freydis om den kvinde, hun også havde ligget med. Hun var nu heller ikke helt sikker på, om det de havde lavet var helt det samme, hun havde ikke opnået helt samme følelse som med Gordon. Uanset hvad, var det nok klogest at holde den oplevelse for sig selv, lige nu.

Hvorfor mon Freydis pludselig blev forlegen over hendes spørgsmål? Hendes svar gav ikke meget forklaring på den reaktion, men Liannas spørgsmål blev besvaret, og det var det vigtigste lige nu. Finde samme følelse, alene… Og hun måtte ikke blive hørt, hvad mon det betød…? Og hvorfor hviskede hun det? Lianna rynkede brynene lidt, og så op på Freydis med et undrende blik. ”Jeg forstår ikke helt, hvad du mener… Skal jeg… Røre ved mig selv?” Hun forstod ikke rigtig, hvordan hun selv skulle kunne fremkalde de samme vidunderlige fornemmelser som manden havde gjort. Det lød underligt i hendes hoved, at det kunne lade sig gøre.

Et lykkeligt smil bredte sig på Liannas læber som Freydis begyndte at flette hendes hår. Den velkendte følelse af tryghed og omsorg begyndte at fylde hendes krop, og et lille gab undslap som hun lyttede til søsterens svar på hendes spørgsmål. At høre Freydis forsikre hende om at hun nok skulle blive gift, var virkelig beroligende. Det var af en eller anden årsag langt mindre akavet at tale med Freydis om de her ting, end det havde været at forsøge at få deres mor til at besvare nogle af de spørgsmål, Lianna havde haft omkring sin krop og dens udvikling. Om det var grundet moderens manglende lyst til at berøre emnet, eller det var fordi det bare var nemmere at tale med sin søster om den slags vidste hun ikke, men det var rart at ligge her og høre Freydis forklare. Hendes rolige og omsorgsfulde måde at fortælle om tingene, Nadiya var virkelig heldig at have så god en mor. Forhåbentlig ville Lianna selv lære nok om de ting til at være i stand til at lære sine egne børn om det en dag.

Lianna smilede som Freydis sagde at hun ikke var uren. Det ville virkelig gøre ondt hvis en mand ikke ønskede at komme nær hende eller blive gift med hende, fordi hun var uren. Hvordan det hang sammen med at oplevelsen med Gordon i skoven havde været god forstod hun ikke helt, men måske det var mere synligt hvis det ikke havde været en god oplevelse? Hun nikkede igen, da Freydis sagde at hun bare skulle holde sin smule erfaring skjult for en fremtidig mand. ”Det tror jeg godt jeg kan, det var jo kun den ene gang..” En svag fnisen ledsagede hendes ord, og en let rødme kom frem på hendes kinder.

En lettelse bredte sig i hende da Freydis sagde, at en tiltrækning mod en af sit eget køn var i orden. Hun ville helt sikkert gerne giftes og have børn, og det krævede jo en mand, men samtidig var hun i tvivl om hvordan hun egentlig så på kvinder. Så at vide det var tilladt at udforske beroligede hende endnu mere.
Endnu en gang blussede rødmen op i hendes kinder, da Freydis begyndte at forklare om glæden ved at røre ved sig selv og udforske sin egen krop. bare det at tale om det føltes på en gang akavet og spændende, det var interessant at hun på den måde kunne lære sig selv at kende og finde måder at guide en partner på, men hun var usikker på om hun var klar til at Freydis skulle vise hende det. Det føltes nok lidt for akavet, så hun rystede svagt på hovedet og bed sig i læben. ”Det… Tror jeg ikke helt jeg er klar til” En lille latter rullede over hendes læber, inden hun fortsatte. ”Måske en anden gang, men lige nu er det nok bare at snakke om det. Jeg er virkelig glad for at du har forklaret mig alle de her ting, Freydis. Det… Får mig til at føle mig mindre forkert.” Hun så op på søsteren og smilede kærligt, som hun mærkede trætheden langsomt begynde at overtage mere og mere. Hvis hun blev liggende her meget længere ville hun måske ende med at falde i søvn.

Den dejlige varme og omsorg Freydis udstrålede, det var altid trygt og rart at være hos hende. Så selvom emnet var så uvant for Lianna, blev det aldrig for alvor utrygt at tale om. Hun var dog alligevel glad for, at søsteren uden problemer lod hende sige fra når det blev for meget. Nok var hun 17 og burde vide de ting, men deres baggrund gjorde også at det ikke var så ligetil. Lianna havde brug for tid til at sluge de informationer hun havde fået, og lade dem blive en del af hendes viden. Så kunne hun måske en anden dag høre mere om hvordan man udforskede sig selv.

Da Freydis tog om hendes kinder og forsikrede hende om at hun ikke var forkert, steg tårer op i hendes øjne igen. Det var virkelig rart at høre hende sige det, men det berørte også det ekstremt følsomme område omkring hele hendes ufrivillige isolation og alle de følelser det havde medbragt. Det ville nok kræve meget tid at bearbejde de ting, men nu havde hun da i det mindste både en viden om den reelle årsag, og en forsikring fra sin storesøster om, at det aldrig havde været hendes skyld eller fordi hun var forkert. Det var en trøst, og den spæde start på at heale såret indeni. Roen og trygheden fik mere og mere tag i hende, og da Freydis blidt opfordrede hende til at hvile sig, lod hun øjnene glide i og overgav sig til søvnen.