Nogle gange, kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvordan det havde været før Llyon. Før hun havde været nødt til at veje og vurdere hvert et ord, for at hun kunne undgå at sige noget, som ville ende med at skaffe hende en straf. Det var efterhånden så længe siden, at det var svært at huske.. Og alligevel havde hun stadig svært ved at bide vreden og de spidse kommentarer til sig, når Llyon kom med sine små kommentarer.
"Det ved jeg" mumlede hun som et svar. Hun så lidt efter ham, som han begyndte at gå, mon hun bare kunne lade ham gå, uden at han ville opdage at hun manglede? Det ville vært rart med en lille pause fra ham. Tanken var dog knapt tænkt, før han så tilbage på hende og kom med sin advarsel. Hun vidste bedre end at udfordre en direkte advarsel, så hun skyndte sig at følge efter ham.

Der var mange dyr at vælge imellem, farverige, store, små, mere eller mindre alt, hvad mn kunne forestille sig, og så mere til. Det var svært at vide præcis, hvad hun skulle gå efter. Det skulle være et dyr, som hun helst kunne have på værelset og som ikke ville stikke af, og samtidig et, som kunne overlades til tjenerne, når hun var væk, hvis hun ikke fik lov til at tage det med. Samtidig skulle det jo gerne passe til hendes "livsstil" som jo gjorde, at han højest kom ud i haverne som tilhørte ejendommen. 
Hun endte med at stoppe op foran en sælger, hvor der var et ganske stativ, hvor der sad et fuglelignende vlsen, ikke meget større end en knyttet næve, med brune fjer og et par spidse øre. Den var sat fast til stativet med en spinkel guldkæde, sikkert ikke stærk nok til at holde et større dyr fast, men rigeligt til at holde dette dyr fast.
"Den her, Llyon" Hun var ikke spor i tvivl, det var det helt rigtige match. Og så var der noget symbolsk i, at de begge blev holdt fast med kæder, omend hendes var usynlige og langt stærkere end dyrets.

Det var på ingen måde fordi dæmonen ikke havde sine uopmærksomme øjeblikke. Én mand kunne jo kun være så og så mange steder på én gang, så Elanor ville have haft rig mulighed for at forsøge sig med en flugt. Havde det da ikke været fordi Llyon for længst havde været forudseende og sørget for en flugt ville koste hende dyrt. En manglende hånd var til at leve uden, men en fod var langt mere besværlig.
Uopmærksom kunne man dog under ingen omstændigheder kalde den lyshåret mand i dette øjeblik. Nok havde det med lethed havde kunnet fremstå sådan, idet han ufortrødent forsatte sin færd gennem stalden, efter at have kigget tilbage på ’søsteren’.
Forventningen var at hun ville rubbe sig og at han inden længe ville høre trippende små kvinde fødder bag sig – og rigtig nok som forudset kunne det høres at hun nærmest med det samme efter advarslen fulgte med, som en lydig hund.

Efterhånden sænkede Llyon sin fart så betydeligt at han endte med at gå bag ved Elanor, men det var sjældent hans blik forblev på hendes lyse skikkelse. Dyrene var trods alt langt mere spændende, hvis man da spurgte dæmonen selv
Endelig lod hun til at træffe et valg for, hvilket dyr der skulle med dem tilbage. Nysgerrig trådte Llyon nærmere, til han stod lige bagved hende. Overrasket skød det ene øjenbryn sig op i panden ”Dén dér.. Er du sikker på det skal være dén?” det var ikke svært at høre han ikke ligefrem var imponeret for valget. Hun kunne vælge alt og så valgte hun en pipfugl. Jovis var den da pæn, nogen ville endda sige nuttet, men den var jo så… uduelig? ”Jamen hvis det er den du vil have, så er det den du skal få.”.

At Llyon første reaktion var at stille spørgsmåltegn ved hendes valg, gjorde hende kun endnu mere sikker på, at det var det helt rigtige valg. Hvis et så lille væsen faktisk kunne fremkalde en reaktion hos ham, måtte det simpelthen være skæbnen, at de skulle ende sammen. Også selvom dyret ikke var andet end en glorificeret pyntegenstand.. Men var det i realiteten ikke også kun det hun var? Givet vis en pyntegenstand med salgsværdi, men stadig en pyntegenstand, skabt til at være pæn at se på og ikke så forfærdelig meget andet.

Spændt så hun til, mens handlen foregik. Det var så lang tid siden, at hun havde fået noget, uden at der var en bagtanke bag, og at det så var et levende væsen, som kunne holde hende med selskab, det var næsten for godt til at være sandt. 
Hurtigt tog hun imod buret med det lille dyr, inden Llyon havde muligheden for at tage det, hun stolede stadig ikke helt på, at han ikke havde en bagtanke med sin gave.
"Tusind, tusind tak Llyon" sagde hun, mens hun betaget så på dyret bag tremmerne. Hun vidste allerede med sig selv, at døren til buret ville komme til at være åben, når dyret forhåbentlig var trænet til ikke at stikke af. Hun kunne simpelthen ikke med god samvittighed holde et andet væsen fanget.

På en eller anden måde lykkedes det hende at rive sin opmærksomhed væk fra buret, så hun i stedet kunne rette sit blik på Llyon.
"Er der mere  vi skal nå her, eller ønsker du at vi tager hjem?" Det var vigtigt, at hun var så høflig som overhovedet muligt lige nu, så hun ville gerne kende hans planer. Desuden ville det ikke gøre hende noget at forlade den larmende og lugtende stald.

Hvad Eleanor så i det lille uduelige pyntedyr, var besætterdæmonen slet ikke klar over. Han kunne umuligt forstå den symbolik dyret holdt for den blonde kvinde, selv ikke hvis hun havde forsøgt at forklare det. Sandheden var jo at han intet forkert så i hvordan han hold Elanor lige så indespærret og lænket, som det fuglelignede væsen.
Men når alt det, så havde han jo sagt hun måtte vælge lige det dyr som hun ønskede sig. Hvilket hun havde gjort, så han kunne vel ikke beklage sig eller komme med indskydelser for hvilket dyr søsteren i sidste ende var endt med at pege ud. Desuden var der nok også noget praktisk ved at det var det her dyr hun havde forelsket sig i? Det kunne holdes på hendes eget værelse, men også tages med når hun skulle hjem til sin nye ægtemand, så Llyon ville ingen gang være nødsaget til at udpege en slave til at se efter dyret. ”Lyt nu efter hvad herren har at fortælle om dyret, så du ikke slår det ihjel inden for en uge.” blev svaret på hendes tak, og selvom det kunne være været velmente ord, så vidste de begge at det var et simpelt, men effektivt forsøg på at prikke til hende.
Krystallerne blev givet for dyret, naturligvis ikke uden at få forhandlet prisen betydeligt ned først. Aldrig i livet om han ville betale den fulde pris, for et kæledyr der ikke var til sig selv.
”Lad os tage hjem, du må også være ved at være sulten?” hånden lagde sig mod hendes lænd, inden hun kunne nå at kommentere på om hun var sulten. Med en fast hånd bag om hende, ledte dæmonen hende tilbage mod vognen.
Så snart hjulende rullede, ville han fremmane flere noget af hendes yndlingsmad. Valget var taget for hende; der skulle mad indenbords i sådan en menneske krop.

Med al glæden over at modtage en så fantastisk gave, var det noget nemmere at bide en spids bemærkning i sig. Hun hadede når Llyon fik hende til at lyde som en idiot, men for nu kumne hun godt ignorere det, bare for at være sikker på, at han ikke valgte at tage dyret fra hende.
"Selvfølgelig, Llyon" formåede hun endda at svare, og endda sådan relativt høfligt. I hvert fald sammenlignet med, hvordan hun normalt talte til ham, han kunne vel heller ikke forlange nogle mirakler.

Det var ikke fordi, at hun havde tænkt sig at svare ham, men derfor irriterede det hende stadig noget så forfærdeligt, når Llyon tog muligheden fra hende. Og så hjalp det jo bestemt ikke, at han insisterede på at gå med en hånd med hendes lænd. Men hun formåede stadig at bide de sædvanlige bidsle kommentarer i sig, og blot nikke ganske svagt, som et forsinket svar på hans spørgsmål.
Det føltes altid en smule underligt at spise den mad, som Llyon bare fremmanede ud af den rene luft, hvor kom det fra? Var det overhovedet mad? Hun kunne ofte finde på at afvise, men for at bevare hans overraskende gavmilde væremåde, spiste hun uden at brokke sig det mindste, ligesom resten af turen fortsatte uden brok, og generelt uden megen snak fra hendes side af.