Det var ikke muligt for Daphnie at holde en lav latter tilbage ved Jaris overdramatiske reaktion på grøntsagerne. Han plejede ellers ikke at klage så meget, når hun puttede det i maden. Derfor rystede hun også bare opgivende på hovedet mens hun himlede med øjnene, for at gøre det tydeligt hvor dum han var at høre på. 
 " Åh hvordan skal du dog overleve.. " lød det sarkastisk fra hende, mens hun fulgte efter. Inden hun lidt lavere tilføjede. 
 " Så er det godt nok en skam din krop ikke er spor gammel.. " Tonen var flabet og drillende. Han skulle ikke tro hun gav om så let, selvom hun gik med ham hen til småkagerne. 

 Selvom Daphnie slap Jaris hånd fulgte hun stadig med. Hun gik dog ikke nær så hurtigt, og følte sig underlig tom, nu hvor hun ikke længere havde fat i Jaris. Det kunne også ses på hende, for smilet var famlet lidt. Det var første gang hun sådan rigtig var sammen med Jaris ude for det lille hjem. Første gang de ikke var sammen ude, fordi han var kommet hen på kroen eller fulgte hende på arbejde. Første gang de bare var ude sammen fordi de kunne og havde løst. Det gav hende varme følelser i brystet, men at slippe ham fik det hele til at virker så tomt. 
 Jaris ord hev Daphnie ud af tankerne og hun kom op til ham. Det ene bryn blev løftet lidt og hun trak på skuldrene. 
 " Du  kan da købe lidt så mange du har lyst til. " kommenterede hun med et drilsk og lidt udfordrende smil. Hvis han ikke ville have grøntsager var det da ikke hendes job at købe småkager til ham. 
 " Så du køber bare hele småkageboden, hvis du har krystaller til det, " igen trak hun på skuldrene, stadig smilende.

Det blev jo ikke helt så let at være på tværs som han troede, når Daphnie ikke tøvede det mindste med at drille tilbage. Det var meget lettere dengang de mødtes første gang, hvor han fik lov til at gøre mere eller mindre som det passede ham, og hun var alt for genert til at give igen.
Han var tidligere gået med til at være bare lidt gammel, men det havde helt bestemt været lettere at læne sig mod den vittighed, da kroppen havde fulgt den virkelige alder, trods det ikke gjaldt udseendet. Nu havde hun jo ret, og det var ikke helt fair. Så skulle han jo indrette sine drillerier efter en helt ny krop, hvilket krævede mere end han var villig til at give, når han ikke havde meget andet end småkager i hovedet i øjeblikket.
Så han stak tungen ud i et lidt flabet udtryk rettet mod hende. Det blev hans svar på hendes drillende, sande kommentar.

Hvis Jaris havde nået at ænse det næsten triste udtryk i Daphnies ansigt da han så sig over skulderen, ville han have sat sin desperation efter småkager på en kort pause. Det skulle da ikke hedde sig, at han ikke havde fået løftet hendes humør nok inden de forlod det lille hjem, for så havde han ikke gjort sit arbejde godt nok.
I stedet møvede han sig væk fra boden, stadig uden at lægge mærke til den fremmede kvindes småirriterede blik. Han stillede sig hen foran Daphnie, med underlæben skubbet ud i et forsøg på at se bedrøvet ud. Et forsøg der fejlede, fordi man stadig kunne se det muntre glimt i de orange øjne.
”Men du plejer altid at købe småkager til mig.” Trods sit gode humør formåede han dog at lyde lige så bedrøvet som underlæben skulle indikere, at han var. Han havde krystallerne, og han skulle nok bruge en del på mere end bare småkager. Han var måske bare blevet lidt for vant til at hun sørgede for at have dem i hjemmet. Underlæben faldt på plads igen, da mundvigene blev trukket op i et lille smil.
”Hvis du giver mig småkager, skal jeg nok slikke lidt på et salatblad senere,” sagde han, idet smilet voksede sig større og snart gled over i en let latter. Han lænede sig lige lidt tættere på, da han tilføjede;
”Eller slikke lidt på dig.” Han undlod med vilje at dæmpe sig, netop fordi han vidste, at han helst ikke skulle sige den slags i offentligheden. Det var ikke fordi han ville sætte hende i en dårlig situation, man kunne jo aldrig vide hvem der lyttede, men når muligheden for at prikke lidt til hende præsenterede sig, ville han da ikke lade den passere. Lige meget hvor de befandt sig, var det jo stadig noget så morsomt at se hende blive forlegen.

 Blikket fulgte Jaris som han fik sig møvet over til hende igen, og på hans tur hen til hende, satte Daphnie armene i siderne for rigtig at vise og understrege at hun stod fast ved sine ord. Det var i hvert fald det hun gerne ville udtrykke. Daphnie efterlignede Jaris udtryk og skubbede underlæben og rynkede brynene lidt mens hun nikkede til det han sagde. 
 " Åh altså, det er da også bare tarveligt af mig! " svarede Daphnie tilbage med en bebrejdende tone, som kunne hun virkelig godt se at hun bare var den ondeste i verden og hun var helt enig med Jaris. En finger lagde sig mod Jaris brystkasse, og Daphnie stoppede med at efterligne hans udtryk, og løftede i stedet det ene øjenbryn. 
 " Så må du jo lade hver med at æde dem som et svin.. " lød det så flabet fra de buttede læber, inden tungen sneg sig ud mellem dem og brynene rynkede sig mens øjnene smallede sig lidt. Fingeren blev flyttet fra brystet, så hånden kunne finde tilbage til hendes side, inden et let grin forlod hendes læber. Hun synes ikke helt et slik på et salatblad ville gøre nogen forskel, nu hvor det mest af alt handlede om hun bare ville være på tværs. 
 " Slikk..hng! " Daphnie blev afbrudt af Jaris' hvad hun synes var en alt for højlydt kommentar. Farven fandt lige så hurtigt vej til hendes kinder, som hænderne fandt vej til Jaris' mund, som de lagde sig over, så han ikke sagde flere uanstændige ting, midt på Markedspladsen fyldt med folk. De grønne øjne stirrede intenst ind i de orange, og der var et glimt at noget alvorligt at finde i øjnene bag det forlegne. Jaris vidste godt han ikke skulle snakke alt for højt om hvad de lavede sammen, og slet ikke når der var mange omkring dem. Man vidste aldrig hvor Fru Svendsen var!

 Efter et par stirrende sekunder, hvor Daphnie overvejede lidt af hvert, trak hun hånden til sig, rettede sig lidt op, nærmest som om der ikke var sket noget som helst.
 " Hmpft! Du så ulækker... " mumlede hun stædigt, rød i hele ansigtet, som hun møvede sig forbi ham og op til boden. Hun skulle nok købe ham lidt småkager, bare for at få ham til at holde mund! Selvom det nok kun ville blive til en pose, for hun havde heller ikke alverdens krystaller

Daphnie så jo ud til at være stædig nu. Som om hun, ligegyldigt hvad han sagde, ikke havde tænkt sig at give efter for hans drillerier og tiggeri. Jaris var til gengæld lige så stædig, for han var da sikker på, at han nok skulle få overtalt hende. Derfor gjorde han et ordentligt forsøg på at blive i rollen som det ynkelige offer for hendes benægtelse.
Han nikkede straks til hendes ord. Han var helt enig! Det var nemlig virkelig tarveligt af hende, men der gik ikke længe før hun skiftede attitude igen. Han rettede ryggen og rynkede brynene, idet de direkte flabede ord forlod hendes mund. Nu var hun da bare endnu mere tarvelig.
”Det er da ikke min skyld, at du ikke køber nok…” Mumlede han og forsøgte at lyde lettere muggen, men det gik vist heller ikke så godt. Det var dog ikke løgn. Når nu hun vidste, at han kunne eliminere så mange af dem på så kort tid, så var der tydeligvis ikke nok.

Lige som Jaris havde forventet, kunne han straks se den røde farve i Daphnies kinder, og han kunne ikke lade være med at grine. Et grin der hurtigt blev dæmpet, da hun i panik lagde begge hænder foran hans mund, som om det ville forhindre ham i at sige mere. Som hun stod og stirrede intenst, kunne han ikke undgå at lægge mærke til det dybt alvorlige glimt i hendes øjne. Han var klar over, at hun mente det. Det ændrede bare ikke på det drillende glimt, der var at finde i hans blik. Han stak lige tungen ud og slikkede på hendes håndflade, lige inden hun trak hænderne til sig.
”Ulækker? Hold da op. Jeg er dejlig,” sagde han smågrinende, idet hun møvede sig forbi ham. Han stak en hånd i tasken og trak en af de lidt mere værdifulde krystaller op. Den blev holdt mellem to fingre, da han fulgte efter Daphnie og rakte armen ind over hendes skulder, for at give hende den.
”Her.” Det var beviset på at han kun havde været på tværs for at irritere hende, for han havde tydeligvis krystaller nok til at købe sine egne småkager.

Mens Daphnie sørgede for at vælge og betale, stod Jaris lige bag hende og så hende over skulderen. Han lod der ikke være megen luft mellem dem, mens han utålmodigt stod og lurede.
”Er du snart færdig?” Hviskede han, men langt fra lavt nok til at ingen andre kunne høre det. En fremmed fyr ved siden af dem, kunne ikke lade være med at smågrine over den nærgående Jaris, der lod til at være lidt for desperat efter en småkage at gumle på.
”Hvad med nu?” Hviskede han et kort øjeblik efter.
”Jeg vil gerne derover,” hviskede han videre og pegede mod en anden bod, der solgte søde sager.
"Kom nu, Daffe." Var han irriterende?

 Daphnie kunne ikke andet end at rulle med øjnene da Jaris mente det var hendes skyld småkagerne forsvandt så hurtigt. Hun var overbevist om, at selv med et større lager liggende ville de forsvinde lige så hurtigt. Hun var løbet tør for nye gemmesteder, så det tog ikke længere god tid før Jaris fandt småkagerne, og med ham i hjemme det meste af tiden, var det alligevel heller ikke nemt at gemme godterne uden han så hvor hun gemte dem. 
 " Eeeiuw...! "  Daphnie vrængede på næsen da Jaris slikkede hendes hånd, og som hun møvede sig forbi ham, blev hånden lagt mod hans kind, så hun kunne tørre hans savl af mod hans kind, og  forstyrre hans sætning.
 " Sååå dejlig.. " mumlede hun sarkastisk, selvom hun godt vidste hun ikke kunne løbe fra, at hun fandt ham noget så fantastisk dejlig, trods hans noget så irriterende tendenser. 

 Jaris' her nåede Daphnie og hun stoppede kort lidt undrende op, og så sig over skulderen. Blikket landede på krystallen imellem Jaris fingre inden hun lidt surmulende tog imod den, og forsatte det sidste lille stykke hen til boden. Det var ikke fordi han var sur over at få krystallen at hun skulle surmule, men fordi han bare var super tarvelig, og bare stak så værdifuld en krystal mellem hendes fingre. Det var nærmest kun noget hun oplevede at have mellem fingrene, når hun var på arbejde. 
 "  Lige om snart.. " mumlede Daphnie tålmodigt. Han var jo næsten værre end et barn. Da en fremmed latter nåede Daphnie ører, blev et nærmest dræbende blik sendt i mandens retning, ikke fordi hun som sådan havde noget imod ham, men hun havde nok i Jaris' og behøvede ikke flere ting til at irriterer hende. 
 Da Jaris igen spurgte ind til om hun snart var færdig, lukkede hun øjnene i og tog en kort indånding. Åh bevares dog. Øjnene åbnede sig, og Daphnie sendte Jaris et venligt smil, men resten af ansigtet så ikke nær så venligt ud, som smilet gjorde. 
 " Vi kan også lade hver med at købe småkager? " Daphnie lagde hovedet lidt på skrå, mens hun formåede at holde det venlige smil på læberne, men øjnene så knap så venligt på ham. Spørgsmålet lod hun hænge lidt i luften så Jaris lige kunne få lov at overveje hvad han ville, inden hun så vendte sig rundt, betalte for den store portion småkager der var blevet blandet og efterfølgende tog i mod den. 
 
 Da Daphnie vendte sig mod Jaris igen, var hun hurtig til at fange hans øreflip mellem spidsen af tommelfingeren og siden af pegefingeren. Neglen på tommelfingeren blev presset ind i den bløde hud, mens hun trak ned i øreflippen i et forsøg på at få Jaris til at bukke sig, og hun kunne have hånden nede omkring hendes skulderne, og derfor ikke behøvede at løfte armen så meget. 
 Som hun begyndte at gå væk fra boden, og over mod den næsten Jaris gerne ville hen til, kunne hun høre manden fra før grine igen, denne gang selvfølgelig over Jaris, og et tilfreds smil bredte sig på krøltoppens læber.

Jaris var godt klar over, at han måske ikke var helt retfærdig, når han forsøgte at beskylde Daphnie for manglen på småkager. Det var hun uden tvivl også, som hun stod og rullede med øjnene. Det ville aldrig være nok. Hvis der var flere, ville han spise flere, lige meget hvor mange hun så end fik købt. Denne gang var der da chance for at han ikke ville kunne brokke sig helt så meget, nu hvor han selv havde i sinde at lægge krystaller til det. Det betød bare ikke, at han ville finde noget andet at brokke sig over i stedet.
Han kunne ikke lade være med at smågrine over hendes reaktion, men den latter blev afbrudt da hun gav igen ved at tørre savlet af mod hans kind. Det var jo ikke meningen at hun skulle give igen. Han førte lige en hånd hen over kinden, og nikkede så let til hendes ord. Ja, dejlig.

Måske han burde have set det komme, at hun ville ende med at nægte ham hvad han ville have, hvis han blev ved med at stikke til hende. Han skulle lige til at åbne munden ingen, men hendes alt for venlige smil fik ham til at skifte mening.
”Nej nej, jeg skal nok stoppe!” Han skulle i hvert fald nok stoppe de næste få minutter, hvis det betød at hun ville fortsætte hvor hun slap. Han trippede kun en lille smule, mens han ventede på at hun blev færdig ved boden, men måske hun vidste, at han ikke ville være stille alt for længe endnu, for hun tøvede ikke det mindste med at gribe fat om hans øreflip, idet hun vendte sig rundt. Han hørte manden fra før grine igen.
”Arh.. Du skal ikke grine når det går ud over mig!” Sagde han og pegede tilbage mod manden, fordi han ikke kunne vende sig rundt og se på ham. Han måtte i stedet følge akavet med Daphnie. Det var ikke fordi han ikke kunne rive sig fri, det ville kun koste ham en rift på øreflippen, men han havde en fornemmelse af, at det ville koste ham noget senere, hvis han ikke var bare lidt lydig i løbet af dagen.

Halvvejs mod den næste bod greb han fat i siden af Daphnies kjole og trak lidt, for at få hende til at stoppe op.
”Okay, Daffe, jeg skal nok være sød! Bare giv mig en småkage, så skal jeg nok stoppe. Det lover jeg.” Var det afslørende at han løj, når han sørgede for at holde hovedet bøjet kun lige nok til at hun ikke kunne se hans ansigt? Det var jo ikke fordi han ikke ville være sød, sørge for ikke at være alt for irriterende og nærgående mens de var ude, men de vidste jo begge at det ikke ville vare længe. Han ville ende med at blive rastløs og være meget værre end han allerede var.

 Det var med målfaste skridt, og ingen bekymringer om, om det gjorde ondt på Jaris at blive hevet afsted i øret, at Daphnie forsatte mod den næste bod. Det tilfredse smil over den fremmed mands latter forsatte med at spille på hendes læber, for det var da et eller andet sted tilfredstillende at hun havde en eller anden form for magt over Jaris. 
 Først da Jaris trak lidt i hendes kjole, satte Daphnie farten ned, indtil hun stod helt stille, stadig med et fint greb om hans øreflip. Det ene bryn løftede sig og et mistroisk udtryk lagde sig over det kønne ansigt. Hun behøvede vist ikke sige at hun ikke troede på et enkelt ord han sagde. I stedet hev hun lidt mere i hans øreflip, trak ham tættere på og derfor også trak længere ned i øreflippen.
 For et øjeblik var det som om tiden stod stille for Daphnie, og alle folk på markedspladsen forsvandt, så der kun var hende selv og Jaris tilbage. De grønne øjne var fæstnet i Jaris' orange, og med hjertet bankede hårdt i brystet var lysten til at bare at trække Jaris det sidste stykke og lade deres læber kollidere fristende stor. 

 Daphnies læber skilte sig let fra hinanden i en lettere tung udpustning, der næsten kunne forveksles med et suk, inden hun langsomt sank en klump. Først derefter fik hun trukket sig væk fra at gøre noget dumt. Med kinderne let rosa, slap hun Jaris øre og slog blikket væk fra ham og ned mod jorden. 
 " Her..! " mumlede hun, en smule forlegen over nærmest have givet sig til at æde Jaris midt på Markedspladsen. Som ordet forlod hendes buttede læber, nærmest klaskede hun posen med småkager mod Jaris bryst, og gav ham kun et par korte sekunder til selv at tage fat i den før hun slap den og ville lade den falde til jorden hvis ikke Jaris havde nået at fange den. 
 Derefter begyndte Daphnie at forsætte med at gå mod boden, rystende på hovedet over sig selv. Åh, hvorfor var Jaris også så fristende og lokkende når han bare.. gjorde ingenting. Den rosa farve i kinderne fik en let varme til at sprede sig til hendes krop, og hun kunne alligevel ikke helt holde mundvigene fra at trække sig en smule op af.

Selvfølgelig troede hun ikke det mindste på ham. Det var heller ikke fordi han havde forventet andet, men måske han havde håbet på, at hun lige fandt ham lidt ekstra kær i øjeblikket, og derfor ville vælge at gå med til hans krav. En anstrengt lyd i brok undslap hans læber, idet hun trak ham endnu længere ned. Han løftede lige hovedet en anelse, lidt skævt når han ikke kunne andet i den vinkel, og så sendte han hende sit forsøg på et sødt smil.
Han skulle lige til at åbne munden og bede pænt, men blev distraheret af Daphnies underlige udtryk. Hun så lidt fraværende ud. Måske. Eller lidt skuffet, da hun også sukkede. Smilet gled over i en let latter, for da hun endelig slap hans øre og rettede blikket mod jorden, så hun næsten helt forlegen ud. Så tæt hun havde trukket ham, var han vel godt klar over hvorfor. Hun ville gøre noget, som hun ikke kunne når de ikke var alene.

Latteren blev afsluttet lidt akavet, da hun skubbede posen i armene på ham, og han fumlede lidt med at tage imod. Den nåede lige at smutte ud af hånden på ham, men med et næsten helt lettet suk, fik han grebet den med underarmen i stedet.
"Vent lige." Han stak posen i tasken og greb fat i Daphnies arm, inden hun nåede for langt. Hun havde lige givet efter for hans betingelse, - han lovede at være sød, hvis hun bare gav ham en småkage, men han brød allerede sit løfte. Han trak hende tættere på sig, smilede som havde han onde planer. Så bukkede han sig lidt ned og drejede kinden til.
"Giv mig et kys der," sagde han og pegede mod sin kind med den anden hånd. Han vidste, at hun ikke ville bryde sig om at skulle gøre det. De stod stadig blandt hele folkemængden på markedspladsen og vidste man ikke, at de to ikke var fætter og kusine, ville et simpelt kindkys betyde så meget mere. Men det var jo bare dét. - Et simpelt kindkys.
"Kom nu. Det var jo det, du ville, ikke?" Han skulle da lige stikke lidt til hende, for folk var allerede begyndt at kigge lidt underligt.

 Daphnie var klar til at skynde sig videre og lade som ingenting. Som om hun ikke lige havde stået og skulle kæmpe med at overtale sig selv til ikke at presse læberne mod Jaris' og forsvinde ind i hans favn. Som om de orange øjne ikke havde fået sommerfuglene til at baske i vildskab i hendes mave, og at hans ånde ikke havde fået det til at sitre og kilde i læberne. 
 Desværre var den lille krølhårede pige, med de røde kinder ikke så heldig, at Jaris bare ville lade hende slippe. Da hun mærkede hans hånd om hendes arm, lukkede hun kort øjnene og sank kort inden hun stoppede og så på ham, med hovedet en smule på skrå.
 " Hm? " brummede hun spørgende og prøvede at lade som ingenting, men da hun så Jaris udtryk var hun godt klar over Jaris ikke ville lade hende slippe så let. 

 Daphnie stod med et lidt anstrengt udtryk, som om hun ikke helt vidste om hun skulle føle sig utilpas eller forvirret over situationen. Læberne pressede sig sammen mens hun skævede lidt væk fra ham. Hun kunne da ikke bare kysse ham. Heller ikke på kinden! Hun rystede lidt på hovedet og lagde an til at træde væk, noget han tydeligvis ikke ville lade hende, og det fik hendes kinder til at blusse endnu mere op.
 " Jeg hader dig..." hviskede hun lavt, så kun han kunne høre det, mens hendes blik gled rundt på folkene omkring dem. Folk der var stoppet op for at se hvad der skete. En lettere irriteret brummen lød dybt fra Daphnies hals, inden hun sendte Jaris et lynende blink, inden hun hurtigt og kort lod læberne strejfe hans kind i et kys. 
 Og så trak Daphnie sig fri og forsatte videre, mens den røde farve fra kinderne vandrede helt ud til spidsen af ørene. Han var da også uretfærdig! Daphnies blik gled diskret ud mod en sidegade der førte væk fra Markedspladsen. Væk fra de mennesker. Ud hvor de kunne være ale..

 Nej hun skulle tage sig sammen. Med et let, lettere diskret ryst på hovedet over sig selv og hendes tanker rettede Daphnie sig op, og strøg hænderne ned over kjolen for at rette den ud. De var fætter-kusine der var ude og handle og være familie agtige. Hun skulle giftes og rygter spredte sig som en steppebrand, det var hun nødt til at huske. 
 Uanset hvor fristende og spændende det ville være at kysse lidt med Jaris et sted hvor ingen kunne se dem, men der alligevel var en risiko for at blive opdaget.

Smilet om hans læber voksede sig kun større, jo længere tid det tog hende at gøre som han ville have. Han forventede egentlig ikke, at hun ville give efter. Han vidste jo udmærket godt hvor upassende det var, hvis folk ikke kendte deres familiære relation. Han kunne ikke lade være med at grine af hendes kommentar, men forsøgte ikke at le alt for meget, da hun sendte ham et direkte lynende blik. Han var heller ikke helt retfærdig, det vidste han godt, men hendes reaktion gjorde det kun sjovere, og alligevel endte hun med at placere et hastigt kys mod hans kind. Han rettede sig op fulgte straks med hende og lagde en arm omkring hendes skuldre.
"Sikke meget kærlighed du har til overs for din kære fætter," sagde han drillende, som en hentydning til det godt slatne kys hun havde givet. To unge kvinder passerede dem i samme øjeblik og så næsten lettet ud, da de hørte at den unge mand var hendes fætter. Man kunne tro, at det var fordi de var lettede over, at den unge, nærgående mand var hendes fætter, men deres blikke afslørede at de selv fandt ham lidt interessant. Jaris nåede ikke at se det, men fik alligevel lige vendt sig rundt og kigget efter dem og deres pæne former, da de gik videre.

Da de nåede hen til næste bod hilste Jaris på ejeren ved navn, og bodens ejer hilste igen på Bjork. Han havde tydeligvis været her et par gange før, og endda sørget for at præsentere sig ved det falske navn, for ikke at vække for megen opmærksomhed. Han behøvede ikke engang at bede om noget bestemt, før manden gav sig til at vælge lidt forskelligt, - det samme Jaris altid købte her. Jaris tilvalgte lidt ekstra, så der var en chance for at han kunne nå at dele med Daphnie, inden han selv fik fortæret det hele.
"Er der ikke noget du vil, Daffe? Ellers ved du godt vi kun kommer hen til de boder, hvor jeg kan købe noget at spise." Han måtte vel hellere give hende muligheden for at trække ham afsted, inden han fortsatte i samme mønster hele markedet igennem. Han kunne bruge mange timer sådan her, mest fordi han altid endte med at komme tilbage til de samme boder, for at købe mere.

 " Mmmm... Mere end du fortjener.. " brummede Daphnie stædigt. Daphnie havde alt for meget kærlighed til Jaris, og det vidste han. Der var meget mere end hvad der var godt, og det var derfor hun surmulede nu. Fordi hun vidste at hendes kærlighed altid bare ville være det. Hendes. Hun ville aldrig rigtig kunne give den til Jaris. 
 Daphnies blik var selv optaget af at se langt efter tomme gyder, hun vidste de ikke burde snige ned ned af for at pille bare en smule ved hinanden, så hun opdagede hverken pigerne, eller at Jaris så efter ham. Havde hun, var jalousien nok meget hurtigt blusset frem hos den lille dame.

 Den surmulende attitude blev holdt fast, og Daphnie havde krydset armene hen over brystet mens de gik. Det var egentlig ikke fordi hun rigtig var sur og utilfreds stadig, end den varme der ikke ville slippe kinderne, og tankerne om at hive Jaris med et sted hen hvor ingen kunne se dem. 
 Derfor lød der også blot et surmulende brum fra Daphnie som svar til Jaris spørgsmål. Kort efter løsnede det surmulende udtryk sig dog op til et mere tænkende, og Daphnies underlæben sneg sig ind mellem tænderne. 
 " Kom! " Sagde hun så, og greb fast om hans håndled og trak ham med. Mere sagde hun ikke, og i stilhed med et skævt, og lidt smørret smil trak hun ham med væk fra Markedspladsen. Daphnie vidste godt han nok havde ment, om der var noget på Markedspladsen hun ville, men nu havde hun fået en anden ide. Hele pointen med at få ham med ud, var jo også bare at gøre noget sammen med ham, de ikke gjorde normalt. Nu var der heller ikke længe til hun skulle giftes, og så ville mange af de ting de gjorde ikke længere være helt nemme. 

 Daphnie stoppede ikke op før de befandt sig i et lille lukket område. Det var en lille gårdhave indkredset af huse, hvor man kun kunne komme ind der hvor Daffe og Jaris var kommet ind. I midten af det hele voksede der et stort træ, og under det stod der en bænk. Langs væggene af husene, stod der buske og blomster, og det hele var egentlig meget idyllisk hvis man tænkte på det var midt inde i byen, og ikke i de bedste kvarter. 
 Stedet var et Aksel havde vidst Daphnie, en af gangene de havde været rundt for at kigge på et hjem sammen. Han havde fortalt det var der han tog hen når han havde brug for at være alene. At det var han fandt ro. Og at han ville dele det med Daphnie for at det kunne blive deres lille hemmelige sted. Hun vidste godt det måske var forkert af hende at tage Jaris med derhen. At det på en eller anden måde forurenede Aksels sted, men det var ikke noget hun tænke på nu.
 Det eneste Daphnie tænkte på, var at mærke Jaris læber mod hendes, så med et hurtigt snuttag fik hun fat ved halsen af Jaris trøje med den ene hånd, og trak ham ned til sig, så hun kunne presse læberne mod hans. 

Han trak let på skuldrende og smilede lidt dumt, tydeligvis fordi han var enig. Hun havde langt mere kærlighed til overs for ham, end han fortjente, men det var heller ikke svært at se at han gjorde hvad han kunne for ikke at tænke for meget over det. Han kunne jo ikke komme udenom, at han faktisk havde det bare en lille smule dårligt over ikke at kunne give hende det, hun ville have.
Måske han burde være glad for at Daphnie ikke nåede at se ham kigge efter andre, for selvom hun gjorde hvad hun kunne for ikke at fremstå som mere end bare familie, så var han jo bekendt med hendes jalousi.

Det var ikke meget af et svar han fik fra hende, men det gjorde ham egentlig heller ikke noget. Det måtte jo bare betyde at han kunne få lov til at trække hende med hen til endnu en bod!
"Oh, okay..!" Han nåede dog kun lige at række bodens ejer et par krystaller, før Daphnie greb hans håndled og trak ham afsted.
"Gem den, jeg kommer tilbage!" Skyndte han sig at råbe efter manden, inden det var for sent. Han nåede ikke at få sin pose med, men så måtte han vel bare hente den lidt senere.

Han så lidt forvirret ud. Han havde jo forventet, at hun ville trække ham med hen til en af de andre boder, men nu blev han ført ind i en gårdhave, det lå lidt gemt væk fra de mange mennesker på pladsen.
"Daffe, jeg tror du har misforstået hvor markedspladsen lig... hm." Han blev afbrudt af det kys Daphnie fik stjålet, og som han ikke tøvede med at gengælde. Hvis hun havde trukket ham med herhen, bare for at kunne gøre dét, så klagede han da ikke det mindste. Han kunne dog ikke lade være med at drille lidt, for trods gårdhaven var afskærmet lidt fra gaderne, så var den stadig offentlig. Hvem som helst kunne vel sagtens dukke op.
Så Jaris lagde armene omkring hende, og trak hende tæt ind til sig. I et kort øjeblik lod han lysten overtage, da kysset blev gengældt næsten helt grådigt, men der gik ikke længe, før han rettede blikket op og bag Daphnie. Han trak sig kun lidt fra hendes læber, da han storsmilende sagde;
"Hej Aksel!" Mon hun ville falde for den?

 Der var nærmest noget fortryllende over kysset. Som om så snart deres læber ramte hinanden forsvandt hele verden, og tilbage var der kun de to kyssende. Daphnie i ren ekstase og  gav sig fuldt ud til kysset. Ingen tanker om at de kunne blive opdaget, ingen tanker om hvor dårlig en kommende kone hun var, ingen tanker om Aksel.
 Et suk forlod Daphnies læber da Jaris trykkede hende ind til sig, mens den ene hånd gled om i nakken på Jaris. Det sitrede i hele Daphnies krop som kysset blev mere grådigt og hun gengældte det ivrigt som ville hun have mere. 

 Da Jaris trak sig fra kysset, var Daphnies vejrtrækningen blev overfladisk og en let rødlig kulør havde lagt sig hen over hendes kindben og næseryg. Øjnene forblev lukket, for Daphnie var bestemt ikke færdig med at kysse på Jaris, og hånden der havde sneget sig om i Jaris nakke skulle til at hive ham tæt på så hun kunne startet kysset op. Det forsøg stoppede dog brat da Jaris ord ramte hende som en knytnæve i maven. 
 Daphnie spærrede øjnene op med det sammen, og udtrykket der kunne ses på hendes ansigt var intet andet en skrækslagen. Hun havde det som om hun skulle kaste op, samtidig med det følte som om noget klemte om hendes hals, og stoppede hende fra at trække vejret. I et lidt mere kraftfuldt skub end det var meningen, skubbede Daphnie med det samme Jaris væk fra hende.
 " A-aksel, det' ik.. jeg.. jeg snublede bare! " Skyndte hun sig at sige, som hun vendte sig rundt. Men der var ingen Aksel at se. Han var allerede løbet væk. Hele hendes krop vendte sig og føltes som om nogen havde sat en kæmpe sten på hende. Hele kroppen føltes tung og i ubehag. Hvorfor havde hun det sådan her? Hun elskede jo ikke rigtig Aksel? Hvorfor betød det så meget for hende?

 Hun måtte finde ham. Forklare ham hun var snublet. Daphnie lagde an til at løbe efter Aksel, men midt i bevægelsen stoppede hun op. Aksel var forsvundet så hurtigt fordi han slet ikke havde været der. Alle følelserne der var kommet ved tankerne om at Aksel havde fanget hende i at kysse så intenst med Jaris blev med det samme erstatte med vrede og irritation. Noget der kunne ses ved hvordan hænderne knyttede sig og tænderne blev bidt sammen. 
 Jaris var gået over grænsen. Det var ikke sjovt, og lige nu kunne Daphnie næsten ikke være i sig selv. I en hurtig bevægelse fik hun vendt sig mod Jaris igen, og skubbede til ham med hænderne på hans brystkasse.
 " Du er forfærdelig!  " Vrissede hun vredt af ham, inden hun skubbede til ham igen.
 " Et barn af Zaladin ham selv! " Stemmen hævede sig lidt, og Daphnie skubbede til ham igen. Hun lagde ikke selv mærke til tårerne der var begyndt at løbe ned over hendes kinder. Så slog hun en knytnæve med hans bryst.
 " Det var ikke okay! " endnu et slag.
 " Jeg hader dig! " endnu et slag, og så endnu et. 
 " Du kan ikke være det bekendt! Det var over grænsen, Jaris! " slagene kom efterhånden hurtigere og hurtigere efter hinanden, og fra begge hænder. Daphnies vejrtrækning var overfladisk og hurtigt og hendes hjerte bankede derudaf i fuld fart. Hun var ked af det, skuffet, vred og irriteret, og hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det hele på en gang.

Det var overraskende så skrækslagent et udtryk Daphnie kunne finde frem. Jaris kunne ikke lade være med at smile endnu større, hvis det da overhovedet var muligt, men han forsøgte virkelig at holde en latter tilbage, der i stedet kom ud som et par tvungne fnis. Hendes reaktion var jo meget bedre, end han havde forestillet sig. Hendes skub fik ham til at træde et lille skridt tilbage, men det var hendes ord der morede ham mest.
"Du snublede?" Mumlede han, hvortil han var nødt til at lade et næsten lydløst grin undslippe. Som om Aksel ville være dum nok til at falde for den løgn, ikke at Jaris ville være i stand til at komme med en bedre. På den anden side ville den stakkels mand måske tro på det alligevel, hvis Daphnie distraherede ham med en hånd der gik på opdagelse igen.

Hvis Daphnie virkelig havde i sinde at løbe efter Aksel, som aldrig havde været der, var Jaris selvfølgelig klar til at sætte efter hende. Men ikke før han havde grinet færdig. Han nåede kun lige at lade en ordentlig latter glide over læberne i et øjeblik, før han så hvordan hun knyttede hænderne sammen i vrede, og han straks forsøgte at holde det inde igen. For hver gang hun skubbede, trådte han et lille skridt tilbage, indtil han mærkede rækværket mod ryggen og ikke kunne gå længere tilbage.
"Hvad mener du? Det var jo bare for sjov," forsøgte han at forsvare sig, men måske det ville gå bedre, hvis han tørrede det flabede smil af læberne. Han var for optaget af sin egen morskab, til at lægge mærke til tårerne der trillede ned over hendes kinder, og samtidig blev han mere distraheret af de mange slag hun placerede mod hans bryst med knyttede næver.

Han kunne vælge at tage fat i hende, tvinge hende til at stoppe med magt, men det ville næppe hjælpe ham i denne situation. I stedet blev han tålmodigt stående og tog imod, og selvom man ikke kunne være i tvivl om hvor gal og ked Daphnie var, så kunne han stadig ikke finde ud af at fjerne smilet helt.
"Hvorfor betyder det så meget for dig? Det er jo ikke ham, du vil være sammen med. Det er ikke ham, du elsker." Det vidste han, for det var ikke længe siden han havde læst det i hendes dagbog. Egentlig var det et hurtigt, mindre gennemtænkt forsøg på at få hende til at indse, at hun virkelig bare burde grine af det. Han tænkte ikke over at det måske lagde op til, at han nu åbnede et vindue på klem, og næsten inviterede hende indenfor hos Jaris, som ellers altid havde sagt at han ikke følte noget.
"Han er alligevel ikke god nok til dig." Og han gjorde det kun værre, åbnede kun vinduet lidt mere, selvom den sidste kommentar var sagt mere på baggrund af den lille snert af ejerfornemmelse han havde over Daphnie. Ingen var jo gode nok til hende. Ikke engang ham selv.
Så måtte hun selv om hvor længe hun havde behov for at slå videre, og selvom det ikke var yderligere behageligt, hvilket kunne ses på de få grimasser der en gang imellem lagde sig over hans ansigt, så slog hun langt fra hårdt nok til at gøre skade på dæmonen.

 Det kom lige meget bag på Daphnie, hvor dårlig Jaris' situationsfornemmelse var. Hun vidste ikke om han bare nægtede at være seriøs, eller han virkelig bare ikke kunne læse situationen. Uanset hvad, pustede hans ord kun til ilden af rodede følelser der brændte i hende. Slagene blev derfor lidt hårdere et par gange.
 " For sjov? Ligner jeg en der syntes det var sjov?" bed hun højlydt af ham, med øjne der lynede. Kæben var spændt hårdt op, og gav et godt billede ind i hvor vred hun var. Slagene i sig selv, var selvfølgelig også et ret tydeligt tegn.

 Slagene begyndte lige så stille at ebbe ud ved Jaris næste ord. Vreden forsvandt lige så stille fra hendes ansigt og efterlod hende tilbage med skuffelse og sorg. Forstod han det virkelig ikke? Kunne han virkelig ikke se det? Daphnie sank en klump og trådte lidt tilbage, stadig uden rigtig at tænke over tårerne der forsat strømmede over hendes kinder.
 " Fordi han elsker mig, Jaris! Fordi han vil være sammen med mig! Fordi med ham ender jeg ikke alene! Fordi far og mor godt kan lide ham! Fordi de drømmer om at se mig gift og om at få børnebørn! " Mens Daphnie snakkede viftede hun ivrigt med armene. Indtil et snøft sneg sig frem og hun blev klar over hun græd. Kinderne blev hurtigt og en smule aggressivt tørret i kjolens ærmer.
 Forsigtigt trådte Daphnie frem mod Jaris igen, og lænede panden mod Jaris brystkasse mens hendes arme hang slapt ned langs hendes sider. 
 " Fordi jeg ikke kan få dig... " hviskede hun så, fuld af sorg og opgivelse. Hun var jo ikke dum. På et eller andet tidspunkt ville Jaris blive træt af hende. På et eller andet tidspunkt ville hun blive for gammel, og så ville Jaris efterlade hende. Så naiv var hun lige godt ikke. Og hun ville ikke ende alene, fordi hun valgte den mulighed hun vidste ikke ville kunne lade sig gøre. Daphnie vejrtrækning var stadig hurtig og overfladisk, mens hende hjerte nærmest sad helt oppe i halsen på hende.

 Luften var tydeligvis feset ud af Daphnies vredes ballon, og efterladt hende tilbage med triste og forvirrede følelser. Hun kunne ikke lade hver med at føle, at de ting Jaris lige havde sagt betød.. et eller andet. Hun kunne bare ikke helt finde ud af hvad, men det efterlod hende alligevel med en følelse af at der måske var håb for at hendes tanker om, at Jaris en dag ville være væk, måske slet ikke ville ske.
 " Det var over grænsen... " Hviskede hun så til sidst, for at understrege hun virkelig ikke fandt det okay.

Det var måske lidt meget at forvente, at Jaris overhovedet ville overveje at lytte til den lille stemme af fornuft, som de fleste havde i hovedet. Hvis han gjorde, ville han flere gange have valgt at holde munden lukket, men det var lettere at ignorere den. For hvis han først begyndte at lytte, så skulle han til at håndtere en masse følelser, som han egentlig ikke gad at håndtere. Det havde han vist gjort nok i Daphnies selskab.
"Nej, men det ville hjælpe hvis du trak mundvigene op," svarede han, som om hendes bidende spørgsmål faktisk behøvede et svar. I det samme løftede han den ene hånd op mod hendes ansigt, i et forsøg på at hjælpe hende til at smile igen, men han var sikker på at blive stoppet, inden han nåede for langt.

Smilet falmede lige så stille, da han i stedet begyndte at se lidt tænkende ud. Der var noget galt med hendes svar. Hun nævnte kun alt det de andre følte og drømte om, men ikke hvad hun selv drømte om at få. Lige indtil hun sorgfuldt hviskede.
Den kniv i maven bad han vel selv om. Stilheden lagde sig over dem i et øjeblik, inden Jaris lagde begge arme omkring hende og trak hende helt ind til sig.
"Men ved du slet ikke, at du allerede har mig? Tror du virkelig, at du nogensinde slipper af med mig igen? Jeg e-rhem." Han skyndte sig at rømme sig, som havde han fået noget i klemme i halsen. Han skulle ikke til at sige, at han elskede hende. Det ville han simpelthen ikke være med til. Det var intet andet end situationen og fordi han så gerne ville gøre Daphnie glad igen. Øjeblikkets brændende ild. Det var i hvert fald den forklaring han gav sig selv.
"Jeg vil også gerne være sammen med dig," rettede han på sig selv. Ja, det var meget bedre.

"Du må ikke være sur på mig, Daffe. Jeg lover ikke at drille mere." Lige nu. Men dagen var selvfølgelig langt fra ovre, så mon ikke han nok skulle finde på noget andet senere.
Han gav hende lige et ekstra klem, inden han slap og lænede hovedet lidt tilbage mod rækværket bag sig, for at kunne se hende bedre.
"Kys mig," bad han. Det måtte da hjælpe på hendes humør? Denne gang skulle han nok lade være med at afbryde med en dum bemærkning.

 Et simpelt fnys og et blik der blev vendt lidt væk, var det eneste Daphnie bød Jaris som respons på hans kommentar. Jo visit havde han ret, men opadvendte mundvige ville ikke hjælpe på om hun faktisk fandt det sjovt. Ud af øjenkrogen så hun Jaris løfte hånden lidt, og uden hun selv nåede at tænke over det, løftede hun hånden op og daskede til Jaris'. Nok havde det virket for han at vende hendes mundvige for hende tidligere, men lige nu var hun slet ikke i humør til alt den useriøshed. 

 En følelse af tomhed og at være helt alene i hele verden, forlod Daphnie så snart Jaris lagde armene om hende, og trak hende ind til sig. Det var ikke noget Daphnie selv havde lagt mærke til, ikke før Jaris lagde armene om hende. Det var så tydeligt at det var der hun hørte til. At det var det eneste rigtige sted at være. Og alligevel var det så forkert. Hun kunne ikke holde et lille opgivende klynk tilbage inden hun snøftede hårdt ind og trykkede sig så godt ind til Jaris. Hænderne fandt op til hans trøje, hvor de lukkede sig om stoffet. 
 Det var meget lidt, men hun nikkede, som han spurgte om hun ikke vidste hun havde han allerede. Det var bare ikke helt på den måde hun gerne ville have ham, det regnede hun dog også godt med han vidste, og han mest bare prøvede at opmuntre hende.
 Og så holdt hun vejret. Det var nok mest fordi han stoppede midt i sætningen, for han kunne forsætte sætningen med hvad som helst. Alligevel galopperede hendes hjerte derudaf, og hænderne strammede sig lidt mere om trøjen. ..lsker dig var alt han manglede at sige, og selvom Daphnie vidste det ikke ville ske, så var det nok det hun ønskede allermest at høre. 
 Men det var ikke det han sagde, og Daphnie kunne ikke lade hver med at føle sig lidt skuffet hænderne slap grebet om hans trøje lidt og hun pustede tungt ud, fra at have holdt vejret.
 " Jeg ved det godt.. " hviskede hun stille, i en lidt opgivende tone der sagde det ikke helt var det hun havde ment.

 Denne gang var fnyset der forlod Daphnies læber lidt mere underholdt i det. Først og fremmest kunne hun ikke være sur på Jaris særlig lang tid af gangen, derudover vidste de jo begge to godt han ikke kunne stoppe med at drille. 
 " Du lyver.. " mumlede hun bare, og gned ansigtet lidt mod hans trøje for at tørre det fri at tårer, inden hun vendte det med siden mod hans brystkasse, så hun kunne lytte til hans hjerte og putte sig ekstra godt ind til ham. Læberne blev presset lidt sammen og et stædigt udtryk lagde sig over hendes ansigt, da han bad hende kysse ham. 
 " Jeg har ikke lyst.. " mumlede hun stædigt, og stirrede bare frem for sig. Det var nok en af de største løgne hun kunne komme med, for hvornår havde hun ikke lyst til at kysse ham? Hun var stadig utilfreds og sur over ham, og hun var ikke sikker på om han bare sådan lige fortjente at hun kyssede ham.

Han vidste godt, at det ikke helt var det hun mente. Hun ville have mere end han kunne give. Hun ville have, at han ville være sammen med hende på samme måde som Aksel, og på en eller anden meget underlig måde, så ville Jaris vel egentlig have det samme. Det ville være meget nemmere hvis han bare kunne finde frem til den slags følelser, som måske lå og lurede meget dybt inde, men samtidig føltes den slags bare så forkert. Han ville ikke have, at hun skulle nøjes. Hvis hun så en eller anden form for fremtid med Aksel, og det var den vej hun havde sat sig på, så skulle hun fortsætte. Men han kunne ikke lade være med alligevel at ønske, at hun skulle droppe manden der kunne give hende hvad der så ud til at være det perfekte liv, og nøjes med ham der ikke ville binde sig.
Det kunne han jo ikke sige til hende. Han var ikke helt sikker på om hun rent faktisk ville gøre som han bad, hvis han indrømmede direkte for hende, at han ikke ville have hun skulle gifte sig med en anden. Ingen måtte få hende på den måde. Han havde jo ment det, han havde sagt. Hun var hans.

Der lød et gisp fra ham, men det lød ikke helt så forfærdet, som han gerne ville have det til.
"Det kunne jeg da ikke finde på! At du tror sådan noget om mig, Daffe..." sagde han og smågrinede, mens han rystede let på hovedet. Hun havde selvfølgelig ret, selvom han nok skulle gøre et ordentligt forsøg på ikke at drille så meget.
Han forventede at få det kys, som han så pænt havde bedt om, men hun valgte jo ligefrem at være stædig. Det ville ikke komme bag på ham, hvis hun virkelig mente det. Hvis han virkelig havde gjort hende så vred, at hun ikke havde lyst til at være kærlig. Men det ville han ikke acceptere. Så han rettede ryggen lidt, lagde en arm omkring hende, inden han trak hende med sig, som han fik dem til at bytte plads. Idet han lagde den frie hånd mod rækværket, flyttede han den anden fra hendes ryg og møvede den ind mellem dem, så han kunne skubbe hende op mod plankeværket.
"Er du sikker?" Hvis hun insisterede på at være stædig, så insisterede han på at lokke.

 Selvfølgelig kunne Daphnie ikke holde mundvigene fra at trække sig lidt op af, som Jaris lod som om han blev helt forarget over hun kunne på sige at han løj. Det var dog også ganske tydeligt at han ikke selv troede på det han sagde, og hun brummede derfor bare lidt som svar.

 Daphnie vidste ikke præcist hvad hun havde forventet Jaris ville gøre ved hendes afvisning. Der var masser af ting der ikke ville komme bag på hende, hvis han gjorde, som at sige okay og begynde at gå, eller bare tage kysset selvom hun havde sagt hun ikke ville. 
 Derfor kom det som sådan ikke bag på hende da han vendte dem rundt, men alligevel blev hun overrasket. Da hun blev skubbet op mod plankeværket gispede hun kort, og så kort op på Jaris med et næsten forventningsfuldt blik. Hun slog dog hurtigt blikket væk, da han spurgte om hun var sikker. Hun var bestemt ikke sikker. Eller, hun var sikker på hun havde lyst til at kysse ham. Hun havde lyst til han skulle presse hende op mod plankeværket og presse læberne mod hendes, som gjaldt det hans liv. 
 " Mh hm.. " mumlede hun bare, uden at se på ham. Hun var overbevist om, at hele hendes krop osede af, at hun ville have det kys. Det var derfor hun ikke så på ham. Det var så tydelig en løgn, hun ikke kunne se ham i øjnene og sige det. Hænderne holdt stadig fast i hans trøje, og selvom hun lige havde sagt hun var sikker på hun ikke ville kysse, trak hænderne alligevel i trøjen, i et forsøg på at få ham tættere på.

 Var hun fortabt i Jaris? Uden tvivl. Hun var sikker på han ikke var klar over hvor meget hun var hans. Hun var villig til at smide alt for ham. Selvom han var dum, og tarvelig en gang i mellem.

Hun løj. Hendes blik afslørede forventningen om at han ville gøre det modsatte af hvad hun bad om. Endnu mere da hun valgte at slå blikket væk efter kun et øjeblik. Som om hun ville droppe sin stædighed og give efter, hvis hun blev ved med at se på ham. Hun burde vide bedre. For nu var det ikke bare et spørgsmål om at han skulle have sin vilje, det var et spørgsmål om hvem der op først. Og det skulle da ikke være ham. Han havde godt nok lovet ikke at drille mere, men det her kunne vel blive bortforklaret som at han bare gjorde som hun sagde. Hvis hun ikke ønskede et kys, så skulle hun selvfølgelig også slippe.

Men der skulle lige lokkes bare lidt mere. Hun trak ham endnu tættere, og han fulgte lydigt med. Som han bukkede sig lidt længere ned for at kunne lade læberne strejfe den kind som var vendt mod ham, rakte han i skjul en hånd ned mod busken ved siden af og plukkede en blomst derfra.
"Okay," sagde han, idet han trak sig fra Daphnie. Han førte blomsten op mellem dem, ikke kun for at række den til hende, men også for at være bare lidt irriterende, og forhindre hende i at trække ham tættere på igen.
"Så lad os gå tilbage til markedet. Jeg har efterladt søde ting hos den rare mand." Han forsøgte uden tvivl at lade som ingenting, men det store smil om hans læber afslørede at han kun havde handlet som han gjorde for at drille. Så måtte hun jo droppe den stædige attitude, hvis hun ville have noget andet end en blomst.