Krystallandet
Xenwia 22.04.2021 01:16
Nogen ville nok mene at hånden gennem det velfriserede hår ødelagde det glansbillede, som Nicodemus uden tvivl var blevet sat til at opretholde for aften. Han virkede ingen gang selv bevidst om det, da han ufortrødent tog støtte mod gelænderet. Olive tolkede det som at han måtte være tilpas i hendes selskab, til hendes store befrielse.Det var dog med overraskelse i de grå øjne at hun holdt blikket på ham. Slet ikke forberedt på, at han faktisk forstod hende eller i det mindset prøvede at forstå. Endnu mere forbløffet da han stykkede de næste ord til de forrige. Før hun kunne nå at samle sig om sine egne ord, tog han eksempel i Isenwald fyrstinden og Olive kunne her ikke lade være med at lade et større smil vokse frem på læberne ”Stærke kvinder har det dog med at skræmme visse mænd, men det overrasker mig ikke at du ikke er en af dem. Din tante og ildsjæl taget i betragtning. Jeg kan kun tilstræbe mig på at blive en bare halvt så dygtig hertuginde, som fyrstinderne af Isenwald og Arys.” det var ingen hemmelighed at særligt de to matriarker var kvinder, som Olive så mod med stor ærbødighed.
”Er det derfor du så gerne vil til havs? Fordi undskyldningerne for at undre bejlere er ved at løbe tyndt?" spurgte hun med et drillende udtryk, der gjorde det klart hun ikke prøvede at pege ham ud.
”Det er svært at tro ingen har fanget dit øje blandt hoffet. Vi alle kigger i smug og også du må da have gjort dig overvejelser?” konspirerede hun nysgerrigt, mens hænderne greb om hver sin håndfuld af det røde skørt og gjorde plads for at hendes snosnude kunne placeres på en udhugningerne på gelænderet. En hånd slap for at støtte mod kanten, mens den anden skødesløst trak længere op i skørtet, blottede mere ben end nogensinde ville anses som anstændigt, i det Olive først svang det ene og der næst det andet ben over på ydersiden af gelænderet siddende på kanten.
”Tør du?” spurgte hun i en slet skjult udfordring, før hælene blev sat mod kanten af balkonen og Olive lænede sig faretruende frem mod haven, med armene strakt bag sig til fingerspidserne blev hvide af presset mod de udhuggede sten.
