Zirra skar ansigt af smerten der kom af at Fielthena borede sine negle ned i hendes arm. Hun slap bolten og forsøgte i samme ombæring at skubbe kvinden fra sig og få lagt lidt afstand imellem dem. Ideelt ville hun gerne hen i nærheden af Atkin, så hun kunne tjekke op på hans  tilstand. For nu var hun stadig for tæt på Fielthena og havde brug for at få lidt flere svar før hun kaldte på de vagter, hun virkelig allerede burde have skreget efter. Samtidig var hun ikke i tvivl om, at den falske guldsmed kunne knække hende midt over, hvis hun tog ét forkert skridt til siden.
"Det gør dig ingenting at du dræber uskyldige for Mørket?" snerrede hun af brunetten. "Bare fordi du bliver betalt og ikke informeret, er du ikke mindre skyldig," Zirras stemme knækkede over. Hvorfor skulle hun altid være så forbandet uheldig? Oven i skænderiet med Treston var det her det sidste hun havde brug for.  "Jeg havde for Zaladins piskumme lige fundet et godt sted at arbejde! Var det bare for at lokke mig ud? Udleverer du mig direkte til Skyggen nu? Er det Storm, der endelig har sladret? Hvor mange forpulede skud skal du have for at blive et ordentligt menneske?"
Var man i tvivl før, var man det ikke mere. Zirra var langt over grænsen af uheldige sammentræf hun kunne håndtere på en uge, og sortsynet havde overtaget hende blik. Treston var nær omkommet, og hun havde aldrig været så sur på en, hun elskede så højt, før. Hun havde haft udsigten til at blive rigtig gode venner med sin nye arbejdsgiver, der var villig til både at betro hende med opgaver, men også give hende fri uden at stille for mange spørgsmål. Nu ramlede det hele omkring hende, og Zirra... Zirra var faktisk pissesur over det.

Det stjernede for øjnene da Zirra endelig slap bolten, men hvor smerten havde været skarp og nivende, blev den erstattet af en dunken, der rytmisk fulgte Fielthena’s hjerteslag – havde hendes hjerte da været en smedehammer og bolten en ambolt, hvor et glohedt jernstykke var ved at flades. Zalans til møg hånd armbrøst…
To skridt var alt hun fik brunetten til at vige tilbage. Inden hun greb om sin modstander om de spinkle skuldre og lagde både vægt og kræfter i, for at få hende presset tilbage mod nærmeste ”Det er mit job Zirra. Mit rigtige job.” bed hun tilbage og trådte så tæt, at hun ville være kilet fast mellem væggen og Fielthena’s krop. Hænderne om skuldrene søgte længere ned over armene, for at forhindre blondinen i endnu en gang, at gribe om bolten ”Tror du virkelig at en, der er til hyre for mord, nogensinde ville afvise Mørket eller Lyset, hvis det er hvad der giver krystaller? For så er du i sandhed blåøjet.” taget om armene strammede sig, så neglene på ny truede med at bryde huden under sig.

Knækket i stemmen og talestrømmen der fulgte, fik den opspændte kæbe med musklen spillede under sig, til at løsnes sammen med grebet om hendes arme, men uden at slippe. ”Hvad Zalaen fabler du om? Jeg aner ikke hvem Skyggen eller Storm er og jeg sværger Zirra, hvis du skyder mig igen…” trusten var måske usagt, men blikket der mødte det blå, var ikke at tage fejl af; hvis endnu en bolt borede sig ind i guldsmeden, så ville det ikke kun være hendes negle som borede sig ind i Zirra. ”Du skulle slet ikke være her, kyse klædt… Ved alle Guder, Zirra, en kyse?”. vreden var stor, men ikke større end forvirringen over, at finde hendes assistent i forsøg på at sørger for Atkin's slap med livet i behold.

Zirra blev skubbet tilbage mod væggen uden at kunne gøre særligt meget imod det. Selvom Fielthena havde en bolt i skulderen, skulle der tydeligvis meget mere til at slå hende ud eller få hende til at flygte fra situationen. Zirra burde virkelig have kaldt på de vagter nu. Hun ramte væggen hårdere end hun havde troet, og udstødte et vredt og irriteret støn. Havde det været enhver anden, eller bare en af dem, de havde forventet det ville være, der var mødt op, havde det været nemt nok. At skyde, at kalde, at se vedkommende ført væk i lænker. Men Fielthena. Ved Isari, hvorfor skulle det være Fielthena!

"Ja, en kyse! Fordi det her er mit rigtige job, Fielthena!" bed Zirra tilbage. Fielthenas greb i hende fik hende til at vride sig og bide tænderne ekstra hårdt sammen. "Altså, ikke den pokkers kyse - jeg sørger for, sådan nogen som dig ikke gør sådan noget her ved almindelige mennesker!"
Hun kunne ikke trykke sig længere ind mod væggen, og i afmagt svang hun armbrøsten væk med et vip af håndleddet. I det mindste havde hun bekræftet, at det her ikke handlede om Storm eller Skyggen. Zirra havde bare været usandsynligt uheldig med sit nye bekendtskab - igen, igen. 
"Ved Zaladin, Fielthena, jeg har jo ikke lyst til at skyde dig!" udbrød hun og spændte mod den anden kvindes greb. "Men jeg er villig til at dø i Lysets tjeneste, så jeg har stadig tænkt mig at kalde på vagterne, om du så slår mig ihjel, inden de når herop!"
Det burde være rigtigt. Men var det rigtigt, havde hun jo nok allerede kaldt på dem. Noget af det var da også sandt. Zirra var helt klar på faren ved sit job, og havde aldrig haft et problem med tanken om at dø i Lysets tjeneste. Var der noget, farmand havde banket ind i hovedet på sine børn, var det, at det var den mest noble død, man kunne få. 
Men inderst inde håbede Zirra at kunne blive fri for at kalde på vagterne. Ikke for sin egen skyld, men for Fielthenas. Hun ønskede ikke at se den unge guldsmed ende i for enden af galgens løkke, og hun ønskede endnu mindre at være skyld i det. Selvom alle ville sige, at der ingen andre skyldige var end lejemordernes egne valg, kunne Zirra ikke lade være med at tænke, hun spillede en vigtig rolle for Kiles spil. Dem, der ikke fortrød noget, var noget andet. Dem, hun ikke kendte. Hvorfor skulle hun kende Fielthena?
Zirras vrede maske fik revner, mens hendes tanker ræsede ud af den tangent. 
"Forpulede pislort," bandede hun og mødte Fielthenas blik. "Kan du ikke bare gå?"
Kan du ikke forhindre os i at skulle dræbe hinanden?

Zirra’s vred fik kun taget om hende til at stramme sig yderligere. Hænderne slap skuldrene, kun for i stedet at lægge en underarm tværs over spionens brystkasse. Med armen til at fastholde Zirra trådte Fielthena helt tæt på, så ingen luft var mellem dem længere og deres næser millimeter for at røre ”Sådan nogen som mig.” fnøs hun hårdt ud ”Hvorfor siger du ikke bare som det er? Kalder mig hvad jeg er Zirra? Til hyre for mord også på almindelige mennesker?” snappede hun tilbage med lynene øjne, tydeligt provokeret af sin sekretærs forsøg på at højne sig selv. Meget kunne siges om brunetten, trods det ikke ligefrem var det mest bifaldende erhverv, så var hun stadig utrolig stolt over det.
”Løgn.” korrigerede hun, med et sidste hårdt tryk mod brystkassen med armen, inden hun trak sig tilbage i to lange skridt. Tydeligt med lige så lidt lyst til at skade kvinden overfor sig, som omvendt.
Med hele kroppen spændt, lignende en et kattedyr klar til at springe frem mod sit bytte, flakkede de grønne øjne for et øjeblik mellem den slappe mandeskikkelse og den kyse klædte kvinde. Kunne hun nå at kaste en af sine knive i hjertet på Hr. Atkin inden Zirra ville enten kalde på hjælp eller skyde en ny blot mod hende – måske med sigte på nakken?
Utilfreds med hele situationen lød en brummen. Det var i sandhed noget forpulet pislort det her. Stædigheden og stoltheden trak for ikke at bakke ud, at klare hvad hun var her for og så måtte det koste hvad det ville. Desværre var hun blevet overraskende glad for det selskab som Zirra var, selv på den korte tid de to kvinder havde brugt sammen ”… Så du kan rende til din overordnede og sende mig til galgen?”.

Fielthenas ord understregede hvad Zirra burde gøre. Hun burde gå direkte til Victoria med den her viden og lukke ned for guldsmedens sidegechæft. Sørge for at den kønne brunette aldrig mere kunne tage kvælertag på sagesløse rådgivere eller presse Lysets spioner op ad vægge, mens de prøvede at udføre deres arbejde. Et arbejde Zirra overhovedet ikke var udstyret til nu, hor hun havde smidt armbrøsten og tydeligvis var Fielthena kampmæssigt underlegen. Det var derfor, der var vagter i huset. Vagter, hun ikke havde kaldt på endnu. 
"Slå mig," sagde hun fast. "Et sted, der kommer mærke hurtigt."
Zirra rev sin kyse af, så det ene bånd flækkede i sømmen, hvorefter hun lod en hånd ugle fletningen, der holdt hendes hår på plads. Forklædet blev rykket lidt til side og stoffet hevet fra det ordentlige udtryk. 
"Hvis vi smadrer et vindue, kan vi sige, han hoppede ud af det. Jeg kom til at skyde dig, da han skubbede mig væk, men vi nåede ikke at råbe, før han flygtede, da vi var i overtal. Han nåede at slå Atkin ud," fortsatte hun. Hun burde virkelig, virkelig ikke gøre det her. "Nåede Atkin at opfatte, det var dig? Så kunne vi sige, det var en formskifter."
Det var helt forkert, og Zirra havde ellers gjort mange forkerte ting i sit liv. Listen af forbrydere, hun holdt hånden over, begyndte at blive skræmmende lang og indeholde nærmest alle fraktioner, racer og forbrydelser. Selv, hvis hun kunne sige offentligt, at hun var i Lysets tjeneste, var der vist ikke meget at være stolt over. Der var så meget ondskab og død i verden, og Zirra prøvede at stoppe det. Fielthena var tydeligvis en af dem, der skabte det, og derfor en Zirra med al sin magt burde sørge for blev forhindret i sine ugerninger.
Hun kunne bare ikke bære at skulle se hende dingle for enden af et reb.

”Slå mig,” Forslaget alene var nok til at få Spurven til at skille læberne, klar til at komme med indvendinger. Afvise enhver mulighed for at lægge hånd på hende, men Zirra kom i hende i forløbet. Hvor det bare for et øjeblik havde ladet til at rable fuldkommen for den blonde kvinde, så faldt meningen bag lige netop den ordre på plads, som hun begyndte at rive og flå sin beklædning.
Det var en vanvittig plan, en der kunne koste begge kvinder livet, hvis ikke den blev solgt troværdigt nok.
”Han hørte min stemme, men den ville en formskifter også kunne genskabe, så det burde være ingen sag at bilde dem det ind.” stemte hun i med en svag hovedrysten, til at hun ikke selv mente at Atkin havde set hendes ansigt under kampen for luft. Uanset måtte løgnen om en formskifter blive løsningen på svaret. Trædende nærmere Zirra, stillede Fielthena sig tøvende an til at slå mod hende ”Er du sikker på det her? Du ved godt der ingen vej er tilbage herefter ikke?” spurgte hun med et indgående blik og behovet for en sidste accept, inden en knyttet hånd ville ramme mod kæben omkring hagen, så læben måtte give efter for slaget. ”Beklager, jeg giver vin efter?” lød det straks efter i en forpint grimasse, havde hun selv mærket smerten der skød sig gennem kæben.
Givende Zirra tiden til at samle sig efter slaget, drejede brunetten om på hælen og trådte nærmere vinduespartiet ”Når du er klar.” larmen fra det knuste glas ville uden tvivl sende vagterne til rummet, så ikke før Zirra mente alt var som det skulle være, ville hun sørger for at knalde ruden.
Hvis det her lykkes, i guder hvor hun håbede på det ville lykkes…

Zirra nikkede til alt, Fielthena spurgte om. Hun var klar på det her - fast besluttet. Behøvede hun virkelig understrege, at der ingen vej var tilbage herefter? Troede hun ikke, Zirra var helt klar over, hvilket lorterod hun var på vej ud i?
Alligevel kom slaget bag på hende. Måske ikke så meget slaget som styrken af det. Læben flækkede under vægten, og Zirra kom med et forskrækket smertesudbrud. Hun havde regnet med et blåt mærke og en kæberasler. Ikke ligefrem blod i ansigtet. Hånden fløj op til munden og hun vaklede lidt tilbage. Et lettere irettesættende blik blev sendt mod Fielthena, men da der ikke var særligt meget tid til andet, viftede hun blot af kvinden for at hun skulle smadre vinduet. 
Lyden tiltrak helt som forventet vagterne, Zirra burde have kaldt på for længst. 
"Hvad er der sket?" råbte den ene og pegede sit trukne sværd fra Zirra til Fielthena til den kollapsede bevidstløse mand på gulvet. 
"Formskwifter," fik Zirra frem over den blødende læbe. Hun pegede mod vinduet. "Troede jeg skwød den, men det var hende. Den var hende, men den løb!" Zirra pegede nu på Fielthena. "Skwynd jer!"
Den anden vagt havde bekræftet en puls på Atkin og var derefter straks løbet til vinduet, hvor han kiggede ud i den skumringsbelagte have. 
"Zirra, du kan få hende til en helbreder," sagde hun og vinkede af sin kollega. "Vi løber efter formskifteren. Få tjenestestaben til at tage sig af Atkin. De prøver ikke to gange på samme aften. Kom så, måske kan vi nå den!"
Og med de ord var de to vagter lige så hurtigt ude af rummet, som de var kommet til. Zirra kiggede på den åbne, tomme dør og over på Fielthena. Så samlede hun sin armbrøst op og satte den fast indenunder forklædet. Der var blodpletter på nu. Hun møffede Atkin lidt rundt, så han ikke lå så ubehageligt, men det var svært med en så stor mand, og hun endte med at måtte give op og lade ham ligge i en akavet stilling. kort efter kom hele fire mandlige tjenere op og gispede alle synkront, inden de begyndte at tage sig af ham - noget de tydeligvis var specifikt ansat til. 
"Kom," sagde hun til Fielthena - usikker på om hun burde bruge hendes fornavn eller ej lige nu. "Lad os få dig forbi en healer."

Der skulle en seriøst god flaske vin på bordet og ikke mindst et healerbesøg til, for at opveje at den blonde kvinde måtte bryde de kodekser, som spioner af Lyset måtte have lovet at holde, men bestemt også for den flækkede læbe. Den pyntede ikke ligefrem i det kønne kvindeansigt, men det var vel også lidt retfærdigt, taget i betragtning hun for få øjeblikke siden havde skudt en bolt i sin arbejdsgiver.
Albuen bankede imod ruden og fik ruden til at splintres i en skærende tone af klink. Ikke længe efter braste de to vagter ind gennem døren, så den sprang op i væggen bag sig. Med den ene hånd holdt afværgende op foran sig og den anden omkring skudsåret, nikkede Fielthena op bakkende til Zirra løgn. Lettelsen var stor da historien blev købt uden et eneste spørgsmål.
Brunetten havde været lige ved at træde til for at hjælpe med at rette Atkins, men nåde ikke længere end en halv skridtlængde, før gispende tjenestefolk trådte til. I stedet for at træde frem, trådte hun det halve skridt tilbage, men nærmere Zirra der gav de fire mænd pladsen.
”Os.” rettede hun så snart de to kvinder var udenfor hørevidde af andre. De begge to trængte for at få fikset de blødende sår. Mest praktisk for diskretionen ville det have været, hvis Fielthena havde kunnet føre dem til Declan og han kunne heale dem, men Spurven vidste bedre. Den rødhåret lånehaj ville have mere travlt med at skære halsen over på spionen end at lytte, hvis han vidste at hun stod bag skaden i armen.
Turen til helbredernes hus forgik næsten i stilhed, ikke fordi spørgsmålene var få, men alle var spørgsmål der var bedst at stille i privaten. Et enkelt fik dog lov til at bryde stilheden ”Sååeh... Hedder du rent faktisk Zirra eller hedder du i virkeligheden Karen?”.

"Pfft, Kwaren," svarede Zirra og skar ansigt, da hun et øjeblik havde glemt hvor ondt læben gjorde. "Jeg er stwadig Ziwwa. Stadig Wreynleft. Min fwamilie aner det ik'."
Det var enormt irriterende at snakke, så hun prøvede at holde det kortfattet, og sendte Fielthena et skuldertræk og en lidt træt grimasse, hvorefter hun holdt mund resten af vejen hen til helbrederhuset. Heldigvis var der ikke langt, og de blev budt velkommen af det sædvandlige, kompetente personale - som var på fornavn med Zirra, til hendes egen store ærgrelse. 
Da Zirras skade var hurtigt ordnet, blev hun sat på en briks ved siden af Fielthena med en skål varmt vand og besked på at rense brunettens sårkant indtil en anden helbreder var færdig med et brækket ben. Bolten skulle hives ud, og selvom helbrederen hurtigt havde fikset Zirras læbe, var skudsår ikke helt hendes speciale. 
Zirra tog en saks op og fik forsigtigt klippet stoffet op rundt om bolten - noget tydede på hun havde gjort det før - inden hun duppede med kluden rundt om såret. 
"Undskyld," sagde hun mens hun skar en grimasse. De sad et stykke fra andre, der kunne lytte med. "Altså for at skyde dig. Selvom... Du lidt fortjente det. Sååeh... Er du stadig Fielthena, eller hedder du Karen?"

Andres pinsler var aldrig sjove, men det forhindrede nu ikke Fielthena i at sætte tænderne i egen underlæbe, for at kvæle det grin der pressede sig på, så mundvigene dirrede. Latteren kom sig ikke af spionens smerte, men det udtalebesvær den gav med en den pludselig opstået læspen.
Indrømmet havde hun måske nok slået lige hårdt nok, men Zirra havde ved skudt hende, så en flækket læbe var billigt sluppet.
En ting var at lære den kvinde som de sidste mange dage, havde et lige så stort dobbeltliv som guldsmeden selv, men at Zirra ligefrem var på fornavn med healerne, vidnede om hun havde været her mere end hvad godt var. Det kunne være kun være to årsager til, enten var hun en ualmindelig spion eller også fik hun alle lorte opgaverne, hvor sandsynligheden for hun ikke vendte hjem med fuldførlighed var skyhøj.
Fielthenas bud, var det sidste nok var hvad der gjorde sig gældende. Det var derfor med et sigende blik i de grønne øjne, at der blev skævet til kvinden ved hendes side. Mens læben blev fikset, forholdt den mørkhåret kvinde sig tavst, hun havde aldrig været voldsomt begejstret for at være her. Her stank altid af betændelse, sygdom og den værste af dem alle, den medicinske lugt af en endnu ikke indtruffet død.
Med stor bevågenhed blev arbejdet med at klippe ærmestoffet op. Et øje klemte sig modvilligt sammen, som luft blev trukket ind gennem hårdt sammenbidte tænder ”I lige måde med læben – det var også lidt velfortjent.” blikket løftede sig mod Zirras ansigt med et eftertænksomt udtryk ”Det ved jeg faktisk ikke.” indrømmede hun dernæst blankt ”Jeg ved ikke om Fielthena er det navn kvinden, der fødte mig har givet eller om det bare er et børnehjemmet har givet? - Måske er jeg i virkeligheden Karen eller Kwaren?” det sidste blev sagt i en langt mere drillende tone, som hun havde forsøgt at imitere den tidligere læspen.

Zirra kunne ikke holde et fnis tilbage ved Fielthenas imitation, og det blev et halvt fnys, som hun spruttede det ud mellem sammenpressede læber. 
"Et hændeligt uheld? Mine patienter plejer ikke at være så kække," lød en stemme bag dem, og Zirra så op på en ældre herre, der tørrede blodige fingre af i en klud og gjorde mine til at overtage. Zirra trak sig lidt væk, mens han arbejdede. 
Måske skyldte hun lidt Fielthena en ny trøje nu. Blodpletterne på hendes eget forklæde kunne nok sagtens vaskes af. Og det var jo slet ikke hendes eget. 
Det var imponerende, hvor langt Fielthena var kommet i livet, nu hvor Zirra vidste, at hun var startet på et børnehjem. Det var sjældent derfra man endte som noget andet end illegal... Ja, okay, Fielthenas rigtige arbejde var ikke ligefrem lovligt, men hun havde trods alt en god guldsmedeforretning at falde tilbage på. Den tjente jo ikke ingenting, vidste Zirra efter at have siddet med næsen i bøgerne den sidste uges tid - så det var ikke udelukkende en front for at tjene til dagen og vejen via blod og mord. Det var adressen sgu også for dyr til. Mon det bare var en gammel vane for hende - at slå ihjel? Der hun var startet, og nu gjorde hun det stadig, fordi folk kendte hendes navn og kundskaber? Kunne hun rent faktisk... Lide det?

Da helbrederen gav slip på Fielthena igen, var Zirra glad for at blive hevet op ad sit tankespor og med ud mod den åbne gade igen. Hun havde stoppet kysen i lommen og foldet forklædet sammen, så hun nu bare havde den simple, mørke kjole på og ikke lignede en blodplettet tjenestepige.
"Så et glas vin nu eller skal vi vente til en anden dag?" spurgte hun, idet de gik ud ad døren igen. "Jeg skal melde tilbage, men det behøver ikke være lige nu."
Det var underligt ikke at påtale, om de nu kunne vide sig sikre på at holde på hinandens hemmeligheder. Der var en klemme begge veje, og deres rigtige erhverv var skyggeskjul af den ene eller anden slags. Hvis nogen ikke ville stikke den anden, var det nok lige præcis de her to kvinder. Risikoen var for stor. 

Den ældre mandspersons tilstedeværelse bød den drillende tone og de halvkvalte fnis til at dæmpe sig. Fielthena brummede lidt til svar for spørgsmålet inden et mumlende ”Tjoh, det kan man godt med lidt god vilje kalde det?”. Det havde nu været at fortrække ikke at blive hindret i sit arbejde, hverken af en pisbolt eller af en hvis selskab man i andre henseender så småt var begyndt at værdsætte.
Den ældre herre måtte siges at være ganske kompetent til sit erhverv, men det gjorde ikke lysten til at hamre en knyttet hånd mod strubehovedet, da han var nødsaget til at fjerne kernen til hullet i armen. Alt hvad der kunne kvalificeres til selvbeherskelse, blev der trukket på for at undertrykke trangen. Hånden til den arm der endnu var frisk, blev kilet ind mellem briksen og underlåret.
Et autoritært ”Og slap af.” blev mødt af en ny brummen, denne gang mere henad hvordan en utilfreds kat ville advare, lige inden den forsøgte lange en klo spækket lap ud efter truslen. Healeren lod sig ikke tage megen notits af hverken nedadvendte mundvige, truende lyde fra stubben. I stedet arbejde han ufortrødent videre til armen ikke længere var en repræsentant for en hullet ost.

Rystet på hovedet svarede før hun fandt orde, nej det skulle ikke vente til en anden dag. Der var alt for mange løse ender til det, og var der noget hun hadet var det lige netop dét. ”Jeg tror vi begge vil have godt af at den flaske åbnes nu snarere end senere.” blikket løftede sig til himlen over dem så snart de trådte ud ad døren. Ak ja, tilbage melding… Dét var jo også en ting der skulle ske, når ting ikke gik som forventet. For første gang måtte Fielthena genkalde manden med det stikkende blå øjnes ord, da han første gang havde sad fod i butikken.
”Mit hus?” spurgte hun retorisk, som fandtes der en anden mulighed.

"Ja, dit hus er fint. Jeg har kun et ret ucharmerende loft," svarede Zirra med et skuldertræk. 
Hendes mor havde forsøgt i årevis at få hende til at spare sammen til noget bedre, men Zirra havde ingen interesse i det. Hun brugte stedet til at sove i, og det var nærmest det. Det behøvede ikke være pompøst for at være funktionelt, og hun havde det fint med at spise ude og ikke selv rode rundt i et køkken. Derudover var hun enormt dårlig til at spare krystaller sammen. Alt hun kunne undvære blev givet til en gruppe gadebørn, hun var stødt på under en af sine første opgaver - og som havde introduceret hende for endnu flere, der manglede mad, tøj og sko. Havde hun travlt, gav hun dem bare krystallerne, men efter at have erfaret, hvor dårlige de var til at prioritere, hvad de skulle bruges på, tog hun sig oftere tiden til at gå med dem ud og finde tøj, sko og mad. Ikke det nyeste tøj - så blev de bare rullet af de større børn. En enkelt havde hun fundet et arbejde til, men det var svært at få dem ud af miljøet. Især når man begravede sig så meget i arbejde, som Zirra havde en tendens til. 
Turen hen til Fielthenas guldsmedje - et sted, Zirra havde regnet med først at komme tilbage til i morgen tidlig - blev tilbagelagt i stilhed. Der var en del folk på gaden, og hun turde ikke begynde at tale for meget, for hun vidste præcis, hvor samtalen meget hurtigt ville bære henad. 
Men da brunetten satte nøglen i låsen  og de var væk fra de fleste andre folk på gaden, kunne hun ikke tie stille mere.
"Du må være ret god, når du ikke er end som eftersøgt endnu. Bør jeg være bekymret for, du kvæler mig i baglokalet?"
Der var et snert af ægte bekymring i bunden af Zirras stemme, men toppen var dækket af en kort, mild latter. Fielthena ville ikke ønske at Lyset skulle til at lede efter en af deres spioner, som havde haft tilknytning til hende. De var trods alt blevet set sammen af vagterne hos Atkin.

”Ucharmende loft.” gentog hun tankefuldt, men på ingen måde nedværdigende, bare undrende. Burde en kvinde som hende ikke tjene nok til at bo i et af de mindre byhuse? Ikke et eller andet lavloftet loftrum, hvor resterne af underboens tørresnor sikkert stadig var at finde mellem tværgående bærende bjælker. Der var sikkert lige så utæt i vintermånederne, som der var stregende hedt når sommersolen bagte.

Døren blev holdt åben for Zirra til først at træde indenfor i butikslokalet, inden Fielthena selv ville følge trop og inde fra låse selv samme dør. En oprigtig latter, med rod helt nede fra maven lød ved de bekymrende ord ”Om jeg har tænkt mig at kværke dig?” spørgsmålet blev sagt med en moret hovedrysten på vejen til døren, der førte til hendes private bolig ”Nej.” kom det dernæst mere alvorligt, men uden latteren havde sluppet det grønne blik ”Det ville være stupiditet i sin reneste form, når vi er set sammen af så mange personer. Hvis jeg vil slå dig ihjel, så ville jeg gøre det når du mindst venter det. Det kunne være i det lokale badehus, i din seng i loftrummet eller på turen hjem fra kroen.” forklarede hun med nøjagtigt samme ro i stemmen, som når de tidligere havde snakket om smykkerne i butikken og hvordan de kunne sammensættes eller når hun havde spurgt Zirra om at ren skrive noget.
Indenfor i den private del af huset, gjorde Fielthena anfægter til at Zirra endelig skulle tage plads i møbelarrangementet bestående af to mindre sofaer ”Rød eller hvid? Jeg har begge dele eller stærkere hvis du ønsker det?” spørgsmålet lød halvvejs ud mod den indgangen til køkkenet der stadig manglede døren. 

"Hvid," lød svaret, mens Zirra baksede kjolen lidt op over knæene og tog plads i sofaen. "Helst en, der kradser lidt i halsen."
Hun var tavs, indtil Fielthena kom tilbage med to glas, og hun tog gladeligt imod det ene og startede ud med en rimelig heftig tår. Der var ikke meget andet for efter den her dags begivenheder. 
"Hvis du engang skal kværke mig, så gør det efter krobesøget ikke? Jeg tror, jeg helst vil dø pissefuld," sagde hun og hævede glasset mod sin chef - sin lejemorderchef. Sikke noget pis, egentlig. "Helst ikke på mit værelse. Det ville tage en uge, før nogen fandt mig, sikkert."

Det var ikke helt sandt. Bygningen, hun boede i, husede fem andre spioner fra Lyset. Primært deres kontorer - ingen forventede at spionerne boede der til dagligt jo, og alle undrede sig over at Zirra gjorde netop det. Men hun havde heller ikke en familie at vende hjem til om aftenen, og hun var så færdig med at bo hjemme hos sine egne forældre. Det var også forventet af hende, at hun tjekkede ind hos sin overordnede en gang imellem, så de vidste, hvilke opgaver, hun var på, og hvordan hun havde det. Og så var der de ugentlige maddage hjemme med forældrene. Så nogen ville nok opdage det. Det ville stadig være et luset sted at dø. 
"Sååeh..." begyndte Zirra igen og måtte tage et par slurke til for at finde ordene, eller drukne beskyldningerne. "Hvorfor lige ... Mord?"
Elegant, Zirra. Elegant.

Fielthena pladsen i modsatte sofa, med et glas til dem hver i denne ene hånd og den grønne flaske af hvidvin, der var blevet vurderet bedst til at efterkomme Zirras ønske, om at kunne mærkes i halsen. Hvorefter hun sænkede ligelige mængder af vinen op til dem begge og rakte det ene frem mod spionsekretæren.
Vin regler om at kun fylde glasset så og så meget, var ikke gældende i aftens anledning. Invitationen til skål blev velmødt. En noget større mundfuld, end hun normalt ville have taget, røg indenbords. ”En uge? Med en familie af den størrelse du har dig? Plejer familie ikke ret uventet at dukke op hjemme hos hinanden?” spurgte hun uforstående, men kun endnu mere uforstående for hvordan normen var for familie konstellationer. Det var jo ikke ligefrem dem hun havde mest erfaring med selv.

Med glasset forsat i hånden, lænede brunetten sig mageligt tilbage mod den polstrede sofaryg, og kunne ikke helt lade være med at smile moret over blondinens noget så indiskrete og mindste lige så uelegante spørgsmål. Hun gik da lige til stålet ”Det er hvad jeg er bedst til. Du nævnte det selv jeg er dygtig til hvad jeg laver, men andet skulle også være underligt når jeg er trænet siden barnsben.” slutningen af sætningen blev næsten druknet i endnu en mundfuld vin, der kunne mærkes hele vejen ned gennem brystkassen, straks efterfulgt af den næste. ”Jeg er også en uden mærket tyv, hvis jeg selv skal sige det, men det er ikke hvad der blev trænet mest for mit vedkommende.” trækket på skulderne, virkede næsten til at skubbe ryggen fri. Med albuerne hvilende mod hvert sit lår, lænede hun sig nærmere kvinden overfor ”Hvorfor valgte du at arbejde her, for mig? Var du sat til at spionere på mig?” blikket veg ikke fra Zirras skikkelse, tværtimod blev det langt mere indgående og alvorligt. Det var trods alt et ret essentielt spørgsmål.

Et lille fnys undslap Zirras læber ved benævnelsen af hendes familie. Der var ikke noget at sige til antagelsen, men når hun boede ude og det var hende, der oftest kom til familien og ikke omvendt, ville det faktisk nok tage lidt tid for dem at opdage det, hvis der skete noget med hende. Hun havde mere regelmæssig kontakt til de andre spioner.
Hun åbnede munden for at knytte en kommentar til Fielthenas baggrund. Trænet fra barnsben til at dræbe... Hvem ville gøre det med deres børn? Hun var startet på et børnehjem, så... Havde det været et korrupt børnehjem, eller var hun kommet videre til nogen, der ønskede at træne små dræbermaskiner?
Men Fielthena kom hende i forkøbet ved at stille et andet spørgsmål - et yderst relevant et af slagsen. Nu hvor det kom frem, var det næsten underligt, at det ikke var blevet stillet før. Nu var de selvfølgelig også alene. 
"Nej, der er ingen der mistænker dig for at gøre noget ulovligt," svarede hun og rystede på hovedet. "Mit dække blev brudt for noget tid siden, så jeg havde brug for lidt mere officielt at skifte mit erhverv. Overfor min familie og sådan," Hun trak på skuldrene. "De mente det var en god øvelse, hvis jeg lige tog noget reelt arbejde i en periode og ikke bare havde et arbejde på papiret men ikke i virkeligheden. Og du søgte en, så jeg endte her. Det... Det er faktisk lidt irriterende, at du er en dødsengel i fritiden. På den anden side, skal jeg ikke bekymre mig om din sikkerhed, hvis problemerne følger efter mig hjem." 
En let, nervøs latter blev druknet i en slurk vin. "Ikke at det er sket endnu, dog. Jeg er en ret god spion, hvis jeg selv skal sige det."
Hun havde lyst til at spørge, om Fielthena havde tænkt sig at lade hende fortsætte med at arbejde her. I stedet hævede hun blot blikket og lod det usagte spørgsmål hænge i luften. Der var trods alt stadig prøveperiode, så ingen ville sige noget til, hvis Fielthena fyrede hende - men hvis de ikke arbejdede sammen, kunne de ikke holde øje med, om den anden holdt sit ord og ikke stak den anden.

Fnyset blev mødt af et træk på skuldrene. Ikke som en undskyldning for at have spurgt, mere som en indikation af Fielthena ikke anede noget om hvad normen var for familie konstellation, men endnu mere som en understregelse af at hun på ingen måde dømte.
Alt mens hun gjorde sig overvejelser om alligevel at spørger nærmere ind til om end ikke en Zirras brødre ville lægge visit forbi.
Med udsigten til at det samtidigt ville afsløre, at noget tid var gået med at undersøge hvem familien Reynlest er, valgte hun i stedet at gemme spørgsmålet til senere. Om ikke andet til det ikke utilsigtet kunne fejlfortolkes som en underliggende trussel mod hendes familie, omstændighederne taget i betragtning.

Dødsengel, ordet var tæt på at få Fielthena til at bryde udstøde en mindre anstrengt latter. Hvad var der med alle andre og deres engle referencer? Jovist havde Gabriel nævnt ikke kun godhjertede og syndfrie væsner, som fik en chance til, men tanken var stadig fuldkommen absurd at en som hende af alle skulle genopstå.
Spørgsmålet lå lige på tungen, da Zirra kom hende i forkøbt og skød det ned inden det overhovedet havde fået orde, men det gjorde kun plads til et nyt ”Så din familie, de ved slet ikke hvad du rigtigt render og laver? Udover at du arbejder under mig?” de mørke øjenbryn nærmede sig hinanden på midten af pande, hvor de forsøgte at knytte sig sammen, tydeligt uforstående for hvis hendes gæt skulle vise sig at være rigtigt.

Fielthenas glas var mere tømt end Zirras på nuværende tidspunkt, så hun blev snart nødt til at få den anden kvinde til at tale lidt mere, så hun selv kunne få lidt mere alkohol i blodet. Under sin egen talepause fik hun kun taget en enkelt slurk, og hun lod Fielthenas spørgsmål hænge lidt i luften, så hun kunne drikke lidt mere, inden hun selv skulle til at genoptage snakken.
"Nej, de ved ikke en skid," sagde hun og afbrød sig selv med endnu en slurk. Nu var hun næsten på samme niveau som Fielthena - dog måtte hun lige hoste lidt, for væsken kradsede i halsen, når hun drak det så hurtigt. Hvilken virkelig var tiltrængt. "Det er bare til fare for dem, hvis de ved noget. I forvejen sætter de deres liv på spil for Lyset, men det er i fuld offentlighed. Bliver de taget af Mørket, bliver de tortureret for den sparsomme viden, de nu måtte have, og sendt hjem igen. Hvis de ved, hvem jeg er, og de taler over sig... Det kan vi ikke forvente af dem. Eller hvis nogen får nys om, hvem jeg er. Forestil dig, at nogen hyrer dig til at finde ud af, om de ved, hvad jeg laver. De er ikke trænet i at lyve. De ville afsløre det med det samme. Med nok alkohol kunne de sikkert tale over sig. Nok er de dygtige riddere, men de er altså ikke de skarpeste knive i skuffen."
Slet ikke Ersten.
Hvis Ersten kendte til Zirras rigtige erhverv... Måske ville han prale med det til sine kammerater. Måske bare bruge det i sine vittigheder på kroen. Uanset hvad, ville det være umådeligt farligt for Zirras virke og overlevelse. Det måtte Fielthena næsten vide bedre end nogen anden - hvis hun også samlede informationer fra sådanne kilder inden et bestilt mord.

Fielthena lod sig sænke mere ned i sædet, som om det var Zirras ord der vægtede hende ned i den bløde polstring ”Ved alle Zaladins afkom…” mumlede den mørkhåret kvinde og lod kort den hånd der ikke holdte om vinglassets stilk, glide i en halvmåne bevægelse over den ene side af hendes ansigt. Bevægelsen var hurtig og pludselig, da hun lænede sig frem, stillede sit eget glad fra sig på bordet og greb om den grønne flaske hals ”Glem glasset.” sagde hun med flasken rakt frem mod Zirra med et halvtomt smil, som invitation til at det vist bare var nemmere at drikke direkte fra flasken.
Nok havde Spurven ikke selv familie – ikke længere – og kunne knapt sætte sig ind i, hvor svær en livsdans Zirra og hendes familie var i færd med. Kompliceret var vist ikke et ord, som begyndte at beskrive det.
Med hænderne foldet foran munde, sad Fielthena fremlænet med begge albuer hvilende imod knæene og en eftertænksom mine.
”Men der er noget jeg ikke forstår, måske er jeg lidt tungnem, men hvorfor spion, Zirra? Hele din familie, på nær din mor, tjener offentligt Lyset som soldat, ridder og hvad det ellers hedder af forskellig rang… Hvorfor kryber du så rundt i skyggerne og lever et dobbeltliv overfor dem som står dig nærmest? Jeg mener du har mindst lige så meget at miste som dem?... Og ja jeg har naturligt undersøgt din familie, da jeg valgte at ansætte dig.” med undersøgt mente hun ikke bare hvad der kunne opsnuses ved simpel udspørge af folk omkring dem. Nej, det første tid efter at blondinen havde været i butikken, så var tiden blevet brugt effektivt med at skygge glansbilledet af den blonde families forskellige medlemmer, selv den yngste af hendes brødre havde haft en tungere skygge efter sig.