Det kunne godt være at Fielthena på ingen måde tænkeligt brød sig den mindste smule om Daphnie, at hun gerne så den lille kvinden falde død om hvert sekund hun stadig trak vejret. Hadet havde allerede kostet liv, skønt det var en forkerte unge pige, som havde mistet livet på brutal vis.
Alligevel måtte Fielthena erkende at selv Daphnie var tjent, end et giftermål med en mand der lige så vel kunne være hendes bror; det var ganske enkelt forkert på alt for mange måder..
Den frem lænede position blev skiftet ud med en tilbagelænet, hvor armene der før havde ligget krydset mod det hårde træ, i stedet endte med at ligge krydset over brystet på spurven. Kropsligt tydeligt uenig i Daphnie’s antagelser, at det måtte, hører med til voksenlivet. ”Ehm, nej Daphnie, det hører ikke med til at blive voksen.” lød det rettende efterfulgt af en svag hovedrysten. ”Hvorfor gifter du dig med Aksel, når du ikke får noget ud af det? Fordi du bliver tvunget?” selvom Fielthena selv var overbevist om sidste ikke gjorde sig gældende, fremlagde hun nu alligevel den mulighed. Det var vel kun indenfor den snobbede overklasse, at adelsfolk forsøgte at klatrer højst muligt op på den sociale rangstige, helst gennem påtvunget og livslangt giftermål. Hun kunne dog tage fejl, for hvad vidste hun overhovedet om ægteskab?

”Åh jo du gør, så stop med at lyve for mig.” selvom stemmen stadig var venlig og næsten varm, fik den alligevel en underliggende advarende tone i sig; advarede om at Fielthena bestemt ikke brød sig om løgne, og da slet ikke dem hun kunne se lige igennem. ”Hvis ikke det er Declan, så må du jo se en anden mand ved siden af også ham.. Så hvem er den mandsperson der hverken hedder Aksel eller Declan?” måden der blev spurgt på indbød ikke til, at Daphnie atter skulle forsøge sig med at snige sig uden om at svare.

 Daphnie flyttede sig lidt uroligt på stolen, og slog blikket ned igen. Noget sagde hende Fielthena ikke havde en familie der forventede en masse ting af hende. Enten om det så var fordi hun ikke havde en familie, eller om det var fordi hun var ligeglad med dem, eller de var ligeglad med hende. At blive gift var jo en del af livet. Emma og Albert forventede jo at Daphnie blev gift og fik børn, så hun kunne føre familien videre. Ikke at de nødvendigvis ville slå hånden af hende hvis ikke, men hun havde jo ikke lyst til at skuffe dem. 
 " Jeg bliver ikke tvunget.." Daphnie skar en grimasse, blikket vendt mod glasset. Hun kunne godt sige nej, til at blive gift med Aksel, men hvad ville hun få ud af det? Hvad hvis hun bare endte som en ensom, gammel dame, der på et eller andet tidspunkt blev forladt fuldstændig af Jaris, fordi hun blev for gammel? 
 " Men mine forældre forventer jo børnebørn og at jeg føre familien videre..  " sukkede Daphnie med at skuldre træk. Ikke fordi hun var meget imod at det var hvad de ønskede, men fordi hun vidste hvor meget Albert havde imod Jaris, og hvor glad han var for Aksel. Livet var ikke nemt. 

 Der var ingen tvivl om, at Daphnie fandt deres samtale ubehagelig. Alligevel var det også dejligt at snakke om. Hun skuttede sig lidt ved Fielthenas advarende tone, og løftede glasset op til munden, så hun kunne tage en lidt større tår end hun ellers havde gjort. Hun synes Fielthena var noget så nysgerrig. 
 Glasset blev sat ned mod bordet igen, og Daphnie sad stille uden at sige noget, i lidt tid. Overvejede hvad hun skulle sige. Blikket gled lidt rundt som hun igen tjekkede hvem der var i nærheden. Der var ikke så mange tilbage i kroen, og det var kun de ansatte som kendte Daphnie godt. Hun sukkede lidt og trak let på skuldrene.
 " Han er bare en rigtig god ven.. Han gør mig glad.. " Daphnie følte sig lidt splittet, for på den ene side ville hun gerne fortælle om Jaris. Snakke med en om, hvordan hun havde det og hvor besværligt hun synes det var. På den anden side ønskede hun heller ikke det skulle ud til alle, at hun lå med en anden mad. Selvom hun lå med flere, og rygterne om det allerede løb vidt og bredt.  
 Glasset blev ført op til munden igen, og Daphnie tog endnu en slurk. Hun var begyndt at vænne sig til smagen, og så synes hun også hun var begyndt at blive lidt varm om kinderne. 

Nok påstod Daphnie at hun ikke blev tvunget til at ægte denne Aksel, hvilket da også var delvist sandt, havde det ikke været fordi de næste ord lidt undergravede de første. Måske blev hun ikke tvunget ind i et arrangeret ægteskab, måske havde hun slet sagt ja til at de skulle giftes, men det var for Fielthena stadig tvunget.
”Det er jo nærmest det samme Daffe.” påpegede hun med en lille pause. Ikke lang nok til at Daphnie kunne begynde at protestere og hårdnakket benægte. Da de forrige ord have fået tid nok til at synke ind, forsatte Fielthena mere uddybende, hvorfor hun havde sagt som hun havde gjort ”Du gifter dig med en mand, fordi din familie har en forventning til dig, men burde de ikke nærmere være interesseret i at se deres datter lykkelig? Ville det bedste for deres kommende børnebørn ikke være en glad mor? Fremfor en ulykkelig mor, fanget i et ægteskab med en mand der kunne have været hendes bror?” Hun rystede lidt på hovedet over det, for at understrege hvor åndssvagt hele det scenarie trods alt var.
Det måtte selv den lille krølhåret kvinde kunne hører?

”Bare en god ven... Aha, javel ja.” lød det nærmest helt hemmelighedsfuldt, som var hun begyndt at danne sig sine egne forestillinger, når nu Daffe var yderst nærig med informationerne. I stedet for at stikke mere til hende efter et navn på den mystiske mandsperson, som tydeligvis gjorde Daphnie blød i knæene og varm alle de rigtige steder. Gik Fielthena mere direkte til kernen ”Og hvorfor kan du så ikke gifte dig med ham i stedet? Jeg mener, du er jo ikke ligefrem en prinsesse. Så burde ikke alle muligheder være for at gifte sig med ham, fremfor den falske bror? Med mindre din hemmelige elsker da er en gift familiefar?” de grønne øjne blev mere indgående i blikket, som morede tanken alligevel lidt, at Daffe skulle ligge med en gift mand. Nok var hun ikke uskyldig som man kunne få indtrykket af, men det var alligevel en ting for sig selv.

 Som sendte Fielthena det ene slag efter det andet mod Daphnies mave, blev hun mere og mere modløs at se på, som Fielthena slog den ene sandhed efter den anden i maven på hende. Sandheder Daphnie jo godt vidste, hvilket nok gjorde at de slog ekstra hårdt. Et tungt og opgivende suk forlod Daphnies læber, som hun sad og nærmest faldt sammen på stolen.
 " Jeg.. ved det godt.. " mumlede hun stille, inden Fielthena gik i gang med at uddybe sig. Hvorfor var det lige, de var begyndt at snakke om noget så deprimerende og dybt? Daphnie flyttede blikket hen på Fielthena da hun havde forklaret sig færdig, og Daphnie sendte hende et lille, lidt opgivende smil.
 " De tror jeg er lykkelig.. " hun trak lidt på skulderne. Hvordan kunne hun skuffe hendes forældre? Jaris ville aldrig kunne blive den mand, hendes forældre forventede hun skulle have. Han ville aldrig kunne være den mand Daphnie ville ønske han var. 

 I et forsøg på ikke at ende ned i et alt for dybt hul at modløshed og opgivelse, rettede Daphnie sig lidt op på stolen, og lænede sig frem mod bordet, så hun kunne give sig til at spise af maden, hun egentlig lidt havde glemt alt om. Midt i at føre en mundfuld mad ind i munden stoppede Daphnie op, og lagde skeen tilbage i skålen. Blikket hvilede lidt ned i skålen mens hun skar en grimasse og træk på skuldrene.
 " Han er ikke gift.. Han er ikke rigtig.. giftemateriale.. Generelt... " mumlede hun lidt, uden egentlig at opdage at hun snakkede over sig. Det var ikke meningen hun skulle indrømme andet end at Jaris var en ven. Daphnie overvejede lidt hende ord, og kom til at tænke på hun alligevel ikke vidste en hel masse om Jaris. Han kunne vel i teorien godt være gift? Måske var det i virkeligheden derfor han sagde de ikke kunne være sammen?
 " Jeg tror i hvert fald ikke han er gift.. " mumlede hun stille og skyndte sig at tage et par mundfulde mad i munden. 

Der var intet at sige til at Daphnie virkede til at blive mere og mere modløs. Fielthena var grænsende til nådesløs i sine ord. Ord der ufortrødent fortsatte med at hagle ned over den mindre kvindeskikkelse, der blev mindre og mindre at se på for hvert ord. Nok var tonen stadig venlig, men den havde fået en små hård kant, som havde det været ord faldet fra en venindes mund.
”Daphnie, du tror vel ikke i rammeste alvor at dine forældre ikke ville opdage, at du faktisk ikke er lykkelig? Hvis det er tilfældet, så må jeg nok desværre være den første til at fortælle dig, at dine forældre enten er blinde eller bund naive; måske endda en solid blanding.” armene blev korslagte som Fielthena begyndte at gisne om, hvilken form for underbegavet eller handicap Daphnie’s familie var under indflydelse af.
Således sad hun og bare betragtede Daffe, der mest af alt mindede om en ballon hvor luften langsomt var sivet ud af. Punkteret og forpint. Det kunne ikke ses udadtil, men synet kunne ikke lade være med at fryde den mørkhåret kvinde. Det var vel en mindre, endog stadig passende straf.

”Du tro.. Vent.. Hvad?” overraskelsen var at se både i ansigtet, hvor brynene var rykket længere op i panden, men den var endnu tydeligere i stemmen. ”Så du ved ikke om den mystiske navnløse mand, når han har lagt visit forbi dig, smutter hjem til sin kone? Måske endda børn og kone, en kone der lige nu kunne bærer hans barn.” det burde ikke komme bag på hende, at Daphnie ikke lod til at vide meget om manden. Ja hvad vidst hun overhovedet om Declan? Vidste hun at Declan var Fielthena’s? Nej for så ville hun aldrig have ladet ham røre hende.. Tankernes friløb fik en vrede til at bruse frem, og i et forsøg på at dæmpe den. Tømte Fielthena resten af indholdet af sit vinglas.

 Alt i Daphnies krop sitrede efter at rejse sig og gå. Ikke nødvendigvis fordi hun ville gå sin vej, men deres samtale gjorde det utilpas, og gav hende overraskende meget uro i kroppen. Hænderne lagde sig kort ned på hendes skød, og gned sig uroligt mod dem. Hun vidste hun nok burde svare på det Fielthena sagde, men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, og derfor som hun bare utroligt på stolen. 
 Et eller andet sted vidste hun godt det nok mere var hende selv der var naiv, og tænkte hun kunne bilde hendes forældre ind, at hun var lykkelig og alt var godt med Aksel. Men det skulle nok gå. Det var hun sikker på. Når de fik et barn, ville alt blive bedre. 

 Det kom ikke rigtig bag på Daphnie af Fielthena reagerede som hun gjorde, da Daphnie indrømmede hun faktisk ikke vidst om Jaris var gift. Det var ikke noget hun nogensinde havde spurgt om, man kunne måske sige der ikke lige havde været tid til spørge om det. Ellers var det fordi hun ikke ønskede at vide svaret.
 Uanset mad sad Daphnie med munden fuld af mad, og blikket slået lidt ned, så hun ikke så på Fielthena. Hun kunne godt selv høre hvordan det lød, og det var nok også derfor hun tog sig god til tygge af munden, for hvad skulle hun sige? At de havde for et øjeblik være gift i sjov. Men ikke rigtig, kun fordi Jaris ville være træls. Noget hun inderligt brændte efter havde været sandt. 
 " Det tror jeg ikke han har. Han ved jeg skal giftes. Og vi kendte hinanden før Aksel..  " Daphnie trak lidt på skuldrene, men holdt blikket på tallerken. Hun overvejede lidt hvad hun skulle sige, for uanset hvad hun sagde, ville det nok ikke lyde godt. Hun endte med at sukke lidt.
 " Jeg vil gerne være hans.. Men.. Jeg ved at jeg aldrig kun vil være hans. Han kan.. ikke lade andre være.. Men det er okay, så længe han ikke bare forsvinder. Så kan jeg godt være okay med det..  " Endelig løftede Daphnie blikket og sendte Fielthena en lille smil, der viste at selvom hun var trist over hvordan det var, var hun også glad for hvad hun kunne få.

At brunetten overhovedet forblev siddende ved bordet, var lidt af en overraskelse for Fielthena. Det var fysisk muligt at se hvordan hvert ord gjorde Daphnie utilpas, som hver nøje tilrettelagt stikpille blev givet på ny. Havde det været de været i et parallelt univers, hvor deres roller havde været bytte rundt, ville Fielthena så sandelig ikke fundet sig i den konstante prikken til skyldfølelse og skam. Daphnie blev dog troligt siddende, om end hun virkede til at forsøgte sig med at flytte fokusset på sin mad.

Et lige dele lyttende og halvt dømmende ”mmmh.” lød fra Fielthena, da endnu forsøgte at tæmme de sidste brusende bølger af vrede, mens hun fyldte det nu tømte vinglas på ny.
En fnysende fnis slap fra guldsmeden, da sidemakkeren begyndte at forklare, hvordan den anden mand ikke kunne blive hendes, af de samme årsager som hun selv praktiserede. Hvor var det dog dobbeltmoralsk ”Sååeh betyder det at du forventer Aksel også vil være okay med at du er sammen med andre mænd? Fordi du selv er okay med at skulle være den anden kvinde forevig?”. Hun måtte vel selv kunne hører hvor absurd det lød? 
”Og hvad med Declan? Jeg ved du også ser ham, mere end bare ser.” et øjenbryn hævede sig sigende, for der var ingen grund til at hun forsøgte at benægte. Skulle det alligevel være det Daphnie forsøgte sig, valgte Fielthena at indskyde en lille, rettere stor løgn ”Jeg har det fra Declan selv. Det er utroligt hvad der kan komme ud af en mand, når han er tilfredsstillet.” lød det nærmest moret. Et lille blink med det ene øje blev givet til den fregne kysset kvinde ved siden af. Bare for at understrege hvad hun helt præcist havde ment med de ord, skulle Daphnie være den mindste smule i tvivl.

 Inderst inde fortrød Daphnie lidt, at hun havde lade samtalen vare så længe, og køre så langt ud. Det var jo ikke meningen der var nogen der skulle viden noget. Og tænkt hvis der sad en og lyttede? Daphnie så kort rundt, for så at konstaterer at der ikke sad nogen i nærheden af dem. Så længe de ikke snakkede for højt, ville det sikkert være okay. 
 Det sidste mad blev spist og Daphnie skubbede skålen lidt mere ind på midten af bordet inden hun tog en tår af vinen. Enten var hun ved at vænne sig til smagen, ellers var hun bare ved at have drukket så meget hun ikke rigtig tænkte over hvordan den smagte. Den varme hun kunne mærke i kroppen, sagde lidt det nok var det sidste der var mest rigtigt.

 "  Altså.. urgh... " Lød det fra Daphnie med et utilpas grynt. Hun kunne ikke lide den måde Fielthena snakkede om hendes forhold til Aksel, også selvom hun jo egentlig sagde sandheden. Det lå bare så langt væk fra den uskyldige pige hun havde været for blot et års tid siden. Hun rystede på hovedet og åbnede munden for at svare da Fielthena tilføjede noget mere. Daphnies øjne blev lidt store, og blodet fandt hurtigt vej til hendes kinder.
 " Shhhhh! " lød det måske lidt for højlydt til, at hun lige havde konstateret der ikke var nogen der lyttede med den. Daphnie sukkede tungt og opgivende, som hun satte albuerne mod bordet og gned ansigtet. Det var slet ikke meningen det skulle være gået så vidt for sig med Declan. Det skete bare. Og så var han bare dukket op. Det kunne hun jo ikke gøre noget ved! 
 Hænderne fjernede sig fra ansigtet, for at armene i stedet kunne folde sig over hinanden på bordet, og Daphnie kunne læne sig frem, med panden mod armene. Øjnene lukkede hun i, og trak så på skuldrene, men hun prøvede at få et overblik over hvad hun skulle svare på, og i hvilken rækkefølge. På grund af hun nu lå sådan, så hun ikke Fielthenas blink, men det var heller ikke nødvendigt. Daphnie forstod, og det fik hende til at skære en grimasse.
 " Det er ikke med vilje med Declan.. Det.. sker bare.. Jeg prøver at holde mig væk fra.. Det gik også fint og så.. Dukkede han bare op hos mig.. Jeg ved ikke hvorfra han vidste hvor jeg boede.. " Daphnies stemme var stille, og man kunne høre hun mente hendes ord.
 " Det er virkelig ikke med vilje.." mumlede så lavt. 
 " Og Aksel ved ikke noget.. Og det skal han heller ikke.. Men han.. ville ikke være okay med det.. Han er ikke okay med det.. " Daphnie skar en grimasse, som hun tænkte et par dage tilbage, hvor Aksel var mødt op ved hendes dør, og havde fundet Jaris i hendes seng. Det var nær ikke lykkedes hende at få ham overtalt til det var hendes fætter og det var helt normalt de lå i samme seng, når hun kun havde en seng. 

 Først hun rettede Daphnie sig op igen, og så hen på Fielthena. Hvordan mon hun havde det med Declan? Hun ønskede jo ikke rigtig at være i vejen, hvis de faktisk havde et forhold. Det var jo generelt ikke meningen hun skulle være sammen med  Declan.. 
 " Så.. Hvad med dig og Declan?" Spurgte hun, med et lille skævt smil på læberne. Det var måske et forsøg på at skifte emne. At få samtalen væk fra hende selv. 

Det var jo næsten morsomt sådan som farve skiftevis forsvandt og kom til i Daphnie’s ansigt. Selvom Fielthena ikke kendte mere til den unger kvinde ved siden af sig, end hun havde kunnet opsnuse sig til, var hun til gengæld frygtelig let at læse. Selvom der blev tjekket at ingen med lidt for nysgerrige øre lyttede med, blev der shh’et noget højere end der burde. Guldsmeden havde endda været lige ved at påpege at det altså ikke var ordene mellem de to kvinder, som afslørede mest, men Daphnie’s ansigt og kropssprog. I stedet lod hun ikke kommentaren komme længere end tungespidsen, hvor den svandt ind.
”Du prøvede at holde dig væk, fordi det ikke er første gang I har været sammen? Så jeg havde ret den dag i guldsmedjen hm?” mindede hun skamløst Daphnie om, bare for at gnide lidt mere salt i det i forvejen åbne sår.
Aksel var ikke okay med det. Det krævede virkelig alt selvkontrol i Fielthena ikke at smile ved de ord. Det ville trods alt ikke være passende. Desværre var det bare ikke en oplysning hun kunne bruge til noget. Hun kunne opstøve denne Aksel. Lade ham vide hans kommende brud lå ikke bare med en, men to andre mænd. Få ham til at aflyse brylluppet, så Daphnie skulle forklare sig overfor din familie, men det ville næppe ramme den krølhåret kvinde, som Fielthena kunne ønske det. I stedet for kunne hun ramme Daphnie hvor det ville gøre rigtig ondt, nøjagtigt som hun havde gjort, ubevidst, mod guldsmeden. Finde ud af hvem den unavngiven mand er.
”Han lyder altså ikke som den klogeste mand i landet, men det er nok meget godt? Når nu du vælger at være sammen med en mystisk fremmed og Declan, uheld eller ej.” Daphnie var en dårlig løgner og hvis hun kunne holde det skjult for ham, så måtte han virkelig være en kaliber for sig selv, da dumhed og fornægtelse.

Spotlyset blev drejet og stod nu ikke længere rettet mod Daphnie, men Fielthena. Forventeligt når nu hun selv indirekte, havde påpeget at Declan bestemt ikke kun brugte tiden med Daphnie. Hvad med hende og Declan? Det var fristende at kaste i hovedet på Daphnie at lyve og påstå de var et par. De var ikke et par, de var.. noget udefinerbart. Stadig hinandens også selvom Declan lod til at mene det kun var en envejs ting.
Endnu en tår vin blev taget, mens hun trak tiden for at svare lidt ud ”Vi har bare været lidt sammen, faktisk er det på grund af ham jeg er her. Jeg, vi har et forslag til dig.”.

 Daphnie skar en grimasse, da Fielthena pointerede at hun havde haft ret sidst de så hinanden. Hun var godt klar over, hun ikke havde været særlig god til at lade som ingenting, og at hendes reaktioner og svar havde afsløret allerede der, hvad der skete mellem hende og Declan. Derfor var det da stadig en kende flovt på den måde Fielthene fik sagt det på. Ligesom hun den gang ikke havde været godt til at skjule reaktionerne, vidste hun også det ikke havde virket særlig godt den her gang, og derfor nikkede lidt.
 " Det.. kan man godt sige..  " mumlede Daphnie bare lidt. Hun rettede sig op lidt efter.
 " Men jeg havde virkelig holdt mig væk fra ham! Jeg havde slet ikke haft noget med ham at gøre, og ud af det blå bankede han bare på min dør og stormede ind og .. og så skete det bare.." det sidste blev mumlet lidt mere end alt det andet, inden Daphnie hurtigt drak de sidste to tårer fra hendes glas. Hun kunne godt mærke det var lidt noget andet en det øl hun var vant til at drikke, og følte sig noget mere varm i hovedet og toppen af brystet når hun drak det.
 
 En let brummen, udefinerbar brummen lød fra Daphnie da Fielthene kaldte Aksel mindre begavet. Daphnie vidste ikke helt om hun skulle blive fornærmet over det, eller hvad. Et eller andet sted forstod hun godt hvorfor hun sagde det, for rygter var der nok af, og selvom Daphnie og Jaris fik overtalt Aksel til, at de var fætter/kusine, så var det jo kun fordi Daphnie var begyndt at bruge samme feje tricks på Aksel som Jaris gjorde på hende selv.
 " Jeg tror det er fordi han virkelig elsker mig..  " blikket var slået ned og fingrene pillede lidt ved en løs tråd på kjolen. Var det ikke også derfor hun så igennem fingrene med, at Jaris var sammen med andre? 

 Et nysgerrigt glimt gled over Daphnies øjne ved Fielthenas ord. Et forslag? Om det var udsigten til at bruge mere tid med Fielthena eller bare vinens virkning, der fik Daphnie til at rykke sig længere ud på kanten af stolen, og rette sig lidt mere op, vidste hun ikke. 
 " Ja? " hovedet vippede sig lidt på skrå, mens hun spændt ventede på at høre hvad det var for et forslag.

Det var svært rent faktisk at tro på at Daphnie talte sandt, når hun sagde hun havde holdt sig fra lånehajen. Hvorfor skulle Declan ellers bare opsøge hende ud af det blå, hvis hun ikke havde lagt op til noget?
Denne gang lod Fielthena ikke alle sine oprigtige følelser skjules bag falske, som blikket blev fuld af en god portion skeptisk. Det virkede for underligt. Medmindre det var sådan at hun havde lånt af ham og deres aftalte indbød sex som afbetaling. Et job på kroen kunne ikke give særlig meget, for så ville Daphnie vel heller ikke bo i et hus, der ikke var meget større end et das?
Hun måtte virkelig bide sig i tungen for ikke direkte at, spørger den yngre kvinde om hun i virkeligheden havde lånt krystaller af Declan og derfor ikke forstod sig på at holde på et nej? Lige så fristet havde Spurven været til at bide hovedet af hende i det øjeblik hun var trådt ind på sin arbejdsplads. Begge dele krævede en god portion selvbeherskelse.

”Bare husk at du selv har et medansvar til at samle ham op, den dag han opdager du har flere mænd ved siden af.” det var det sidste stik, men denne gang et langt mere uraffineret til. Fuld af intonationen om at få skyldfølelsen til at flyde over i Daphnie, så hun forhåbentligt ville kunne få lov til at gå de næste par dage med en grim smag i munden.

En lille vurdering af Daphnie’s tilstand blev taget. Hun kunne gerne være fuld så hun var nemmere af overtale, men ikke så fuld at hun intet kunne huske i morgen. Tagende sig god til at svare, fyldte Fielthena begge deres glas op på ny, skænkede op i den vin der allerede var tilbage. Man kunne jo ikke lige så godt lade vin stå tilbage i et glas, som i en flaske.
”Ved du hvad en trekant er?” før Daphnie overhovedet fik muligheden for at svare, tog Fielthena igen ordet ”Declan er som de fleste mænd ganske simpel når det kommer til fantasier. Og siden jeg ved I har set mere til hinanden, end bare almindelig snak, så tænkte jeg om du ville overraske ham? – med mig? Det ville uden tvivl glæde ham.” afventende både svar og reaktion, lød hun vinglasset løfte sig til læberne, mens de grønne øjne hvilede mod Daphnie over glassets kant.

 Som var Daphnie ude på stranden og Fielthenas ord var en flodbølge, følte Daphnie pludseligt hun druknede i skyldfølelse. Ordene om Aksels følelser ramte hende hårdt - måske endnu mere på grund af alkohollet det svømmede rundt i hendes krop. Der kom en lav, utilfreds brummen fra den krølhåret pige, og hun rykkede sig lidt utilpas frem og tilbage på stolen. Blikket var slået ned mens hun lavt mumlede;
 " Han finder ikke ud af det.. " ordene var en smule tøvende. Selvom det burde have lydt som noget hun fortalt, noget hun vidste var sandt, lød det mere som et ønske. Som noget hun prøvede at overbevise sig selv om. 

 Da glasset blev fulgt op igen, var Daphnie hurtig til at tage en lille tår, for at komme over det sørgmodige tanker om hendes og Aksels forhold. Spørgsmålet der efterfølgende lød fra Fielthena, fik Daphnie til at se lidt undrende på hende. Selvom Daphnie ikke kom fra de højere dele af Dianthos var hun jo ikke dum. Selvfølgelig vidste hun hvad en trekant var. Daphnie skulle også til at gøre det klart for den anden kvinde, at hun da godt vidste hvad det var, men Fielthena snakkede videre. Noget der fik hende til at folde læberne sammen, med let røde kinder, for det var vidst en helt anden trekant hun snakkede om. 
 Daphnies mund blev ved med at åbne og lukke sig, hver gang hun prøvede at sige noget. Hendes kinder blev mere og mere røde, som det gik mere og mere op for hende hvad Fielthena snakkede om. Blikket blev slået lidt ud til siden.
 " Det.. altså.. jeg...  " Daphnie sank en klump og skævede lidt over på Fielthena igen. Så trak hun på skuldrene.
 " Det tror jeg ikke han har lyst til.. " Var alt hun endte med at sige, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle svare. En nysgerrighed sitrende lidt i hende, men samtidig virkede det så forkert og forbudt. Hun skulle giftes. Fielthena havde nærmest lige sat og skældt hende ud over at være sammen med andre, og du tilbød hun selv at være en del af det. Hun kunne godt tænke sig at blive bedre venner med Fieltheana. Især fordi hun nok var den der vidste mest om hendes kaotiske liv, ud over Jaris, men at være sammen med hende, med Declan, virkede også som et skridt hun ikke var sikker på hun ville tage. Og hun havde jo Jaris.

Fielthena sukkede tungt da Daffe med tøvende stemme forsikrede om at Aksel ikke ville finde ud af noget ”Daphnie, alle løgne finder altid dagens lys før eller siden. Det sværeste i livet er at lyve og opretholde den løgn, for på et tidspunkt vil der være bygget så meget på den, at man end ikke selv kan finde hoved og hale i den.” et hurtigt træk på den ene skulder fik taget noget af alvoren af ordene, sammen med det lille smil der banede sig vej over hendes læber.
Som en fisk hevet op af vandet, sad Daphnie og lod munden åbne og lukkes, som havde hun svært ved at trække vejret. Alt sammen mens en fin rød kulør indtog hendes lyse ansigt ved realiseringen at Fielthena ikke bare snakkede om formen trekant.
Ville eller havde ikke lyst, uanset faldt det svar fra den yngre kvinde ikke i synderlig god jord, hos brunetten, ikke at hun lod det vise hos sig. I stedet lod hun hovedet undrende falde lidt på skrå ”Hvorfor ikke? Fordi du er genert? Der er jo ingen som vil finde ud af det, det ville kun være os tre og jeg er sikker på du ikke har noget jeg ikke selv har?” spurgte hun nysgerrigt ind, selvom det mest handlede om at få hende til at skifte mening.

 "Uuuuurghhh.... " lød det opgivende fra Daphnie, til Fielthenas ord, og hun lod sig kort læne frem og lod panden ramme ned mod bordet. Det blev en noget mere voldsom bevægelse end det var meningen, fordi hun ikke fik startet med at sænke farten tidligt nok, og der lød derfor et let gong da panden kolliderede med det hårde træ. 
 " Av.. " Brummede hun kort. Der kom dog ikke mere fra hende, og hun drejede hovedet lidt, så hun kunne på glasset mens det blev fyldt op. Kort efter satte Daphnie sig ordenligt op igen.

 Daphnie skyndte sig at tage glasset op til munden efter at have takket nej til Fielthenas spørgsmål, halvt for at gemme sig, halvt fordi det varmede så dejligt ned gennem halsen, og hun synes det hjalp lidt på modet. Hun tog et par slurke, med blikket vendt væk fra Fielthena mens hun snakkede videre. Læberne blev klemt lidt spidst sammen inden hun trak på skulderne. 
 " Det tror jeg bare ikke han har.. Jeg.. Desuden.. Du sagde selv jeg skulle passe på Aksel ikke fandt ud af noget.. Holde styr på løgnene.. " mumlede hun lidt, tydeligvis ikke helt sikker i samtalen, og ikke vidste hvad hun skulle svare. Det lød jo spændende.. Men hun havde Jaris.
 " Jeg holder mig stadig væk fra Declan.. Jeg har ikke set ham siden han dukkede op hjemme hos mig.. " forklarede hun. Det måtte da vel være en god nok grund til hvorfor Declan nok ikke havde lyst til en trekant med hende i. Daphnie tog en lille tår mere af glasset før hun satte det ned, og så hen på Fielthena.
 " Det går heller ikke længe inden brylluppet.. " mumlede hun lidt igen. Daphnie flyttede sig lidt utroligt på stolen, og pillede lidt ved bunden af glasset, mens hun overvejede det lidt igen. 
 " Har - er det.. eh.. Har Declan da selv forslået det..? " Spurgte Daphnie så lidt mere nysgerrig og skævede hen på Fielthena, mens hun bed sig lidt i underlæben.

Var det hendes rammeste alvor, at hun nu ville være fornuftigt med hvem hun gik i seng med og hvornår? Det slag mod bordpladen kunne umuligt havde banket en snert af fornuft ind i hovedet på hende? I så fald ville Fielthena hellere end gerne, være årsagen for endnu en kollision, som forhåbentligt kunne banke den ud af Daphnie igen.
Det burde brunetten have været forudset, at efter de mange stikpiller, ville hun naturligvis ikke bare bide på sådan et tilbud, nu måtte guldsmeden virkelig finde en måde at skyde lidt af sine egne ord til jorden, så hendes plan kunne effektueres. Pis også..
Tungespidsen bevægede sig tænkende over læberne der smagte af vinen og et øjeblik mod Fielthena sit blik stige til vejrs i et tungt suk, dybt overdramatiseret ”Det ved jeg godt, men du sagde også selv han ikke finder ud af noget ikke?” responderede hun før de grønne øjne fandt vej ned op Daffe. Vinglasset foran Fielthena blev skubbet lidt til siden, før hun lænede sig nærmere ind over bordet ”Og? Det betyder ikke at han ikke vil besøge dig igen? Han er bare en travl mand med sine forretninger. Dessuden er du jo ikke en gift kvinde, endnu så hvorfor ikke få det sidste ud af din tid, som en næsten fri kvinde?” tænderne sank ned i underlæben, før hun rettede sig op og greb om sit eget glas undervejs.
Kiggene over glassets kant, blev mere af væsken indtaget, mens et sigende øjenbryn hævede sig for Daphnie tøvende, men nysgerrige spørgsmål. Så slaget var ikke helt tabt på forhånd… Det var også en lille triumf. ”Hmm, ja han nævnte den her søde, unge pige med de smukkeste krøller og store grønne øjne, som han havde spenderet noget af sin tid med. Jeg kunne jo regne ud det var dig og da han blev bekendt med vi havde stødt på hinanden, så åbnede han muligheden for en trekant. Du må virkelig have gjort et indtryk på ham Daffe, ikke at jeg kan bearbejde ham.”.

 Daphnie sank en klump til Fielthenas ord og slog blikket ned. Aksel skulle ikke finde ud af noget. Heller ikke selvom det havde været tæt på en gang før. Et eller andet sted var Daphnie dog sikker på hun kunne bilde Aksel hvad som helst ind. De ville blive værre med Lukas, hvis han skulle få en snert af mere unoder Daphnie havde gang i. Men hun skulle ikke lave flere unoder! Det var stressende nok med Jaris! 

 Alligevel prikkede Fielthenas ord om snart ikke at være en fri kvinde til noget i den krølhåret pige, og Daphnie løftede blikket og så lyttende på Fielthena. Tænkte over hende ord. Var det ikke det hun gjorde med Jaris? Før hun vidste af det, ville hende og Aksel have fundet et hjem de skulle bo i sammen, og så ville hun ikke længere bare kunne have Jaris boende. Skulle hun gøre det med Declan også? 
 Fielthenas ord var smigrende og fik den røde farve frem på kinderne, og et lidt forlegent smil frem på Daphnies læber. Blikket blev slået ned, og skulderne løftede sig lidt genert. Hvilken ung pige ville ikke blive glad for at hører at nogen fandt dem smukke, og ville bruge tid med dem? 
 "  Det må jeg have..  " mumlede hun forsat flov over alle de fine ord, og tog en slurk mere af vinen. Der gik lidt før Daphnie satte glasset ned igen, og løftede blikket lidt og så på Fielthena.
 " Jeg tror ikke.. Det lyder.. Jeg.. Mh.. Det er nok ikke noget for mig.. " sagde hun så. Selvom det lød spændende og fik det til at kilde i hele kroppen, troede Daphnie bare heller ikke det var noget hun ville have lyst til. Det var tit overvældende nok med bare en, og selvom hun havde prøvet det før, var det noget andet med Nicola og Jaris. Det var som om Nicola kunne få hende til at slappe af på en helt anden måde. Og det havde jo være for at hun kunne blive fixet.

Munden talte et sprog, men den lille kvindekrop talte et andet, guldsmeden havde vækket noget i den yngre kvinde. Daphnie afviste måske tilbuddet, men det var langt fra så sikker en afvisning som hun måske havde ønsket den var.
Tror var her et nøgleord, det lukkede ikke døren i, men efterlod den i stedet på klem og det lige nu var mere end rigeligt for Fielthena. Selvom hun havde ønsket at Daphnie skulle give efter og gå med til den plan hun ikke var klar over slet ikke skulle udspille sig, som hun regnede med.
en hånd rakte sig frem, ind over bordet og lagde sig mod Daphnie’s underarm, gav et støttende klem og blidt nus med tommelfingeren ”Det er også okay, det er ikke noget der er for alle, men skulle du skifte mening så står tilbuddet der stadig.” forsikrede hun hende med et lille smil og fjernede sin hånd igen fra armen. Inden Fielthena lænede sig lænet sig tilbage i stolen, greb om vinglasset på vejen og lod den alkoholiserede væske ramme tunge og svælg på ny.
Måske en anden dag kunne hun overtales helt, men lige nu skulle det plantede frø have lov til at spirer og vokse, slå rod. Tanken fik et mere selvtilfreds smil til at træde frem.

Måske de fleste ville være dukket op af bekymring. Når nu man forventede at ens sambo ville komme hjem ikke længe efter en vagt på kroen var sluttet, og man alligevel sad og ventede uendeligt længe. Med alt det både han selv og Daphnie havde oplevet, burde tanken om at der måske var sket hende noget, have strejfet ham. Så han kunne køre hårbørsten gennem håret, få sat det op i noget der kunne minde om en doven knold, trække en ren skjorte om sig og træde halvt i et par sko, inden han forlod det lille hjem. Men det var ikke tilfældet. Han havde bekæmpet dovenskaben og klaret alt det, fordi han kedede sig. På vejen fik han endda lige rettet skoene til, så hælene ikke blev trådt helt flade.
Han så ud til at have travlt, som han tøffede gennem gaderne og mod kroen. De få han kom til at skubbe til med skulderen, vendte sig og mumlede lidt halvsure ord, et par kommentarer de ikke gik ud fra blev hørt. De fik da alligevel lige en latter retur, inden han traskede videre.

Døren til krostuen blev skubbet op. Jaris stak lige hovedet ind for at spejde efter Daphnie ved samtlige borde. Han var egentlig bare gået ud fra, at hun var blevet bedt om at arbejde lidt længere, men det fandt han da hurtigt ud af ikke passede, da han så hende sidde sammen med en fremmed kvinde.
"Daffe!" Når Jaris åbnede munden, var ingen i krostuen i tvivl om, at han var kommet. Få øjeblikke efter stod han ved deres bord, et kæmpe smil på læberne og blikket rettet mod den fremmede.
"Hej! Er det okay jeg blander mig? Jeg har noget meget vigtigt at tale med Daffe om. Tak for det." Han ventede ikke engang på et svar, inden han gav sig selv lov til at brase ind midt i deres samtale. Det kunne vel ikke være så vigtigt alligevel?
Han trak en stol og ud satte sig tættere på Daphnie, end hvad der nok var passende. Så stirrede han på hende.
"Jeg keder mig." Smilet var ikke forsvundet, men falmet lidt til ikke at se helt så falsk venligt ud.

 Læberne foldede sig sammen, og Daphnie nikkede lidt til Fielthenas ord. Hun regnede ikke med at det ville ændre sig, mest fordi det virker underligt at være sammen med både Declan og Fielthena. Og hun var jo heller ikke til piger, var hun? 
 " Det.. Skal jeg nok huske," sagde hun, og så ned på underarmen hvor Fielthena havde haft hendes hånd. Det sitrede varmt i huden, hvor hendes hånd havde lagt, men det betød ikke noget. Det var bare på grund af alkohollet, fortalte Daphnie sig selv. 

 Daphnie efterlignede ubevidst Fielthena og lænede sig også tilbage i stolen. Stilheden lagde sig lidt, mens tankerne fløj rundt i hovedet på Daphnie. Hun kunne ikke forstå hvorfor Declan ville have hende med. Hun fandt da ham spændende, og nød da også den tid hun havde brugt med ham. Meget, endda. Men ville det ikke blive underligt, hvis Fielthena var med?
 " Hm.. hvor godt kender dig og D.. " Før hun nåede at færdiggøre sætningen, blev hun afbrudt da hendes navn blev kaldt igennem kroen. Daphnie genkendte med det samme stemmen, og det kunne ses på hvordan hele hendes holdning ændrede sig og ansigtet lyste op. Et stort smil bredte sig på hendes læber, og hun løftede hånden for at vinke Jaris hen til dem. 
 Blikket blev ikke taget fra dæmonen som han gik over til bordet, som havde Daphnie glemt alt om at Fielthena var der. Først da Jaris begyndte at snakke til Fielthena flyttede Daphnie blikket hen på hende, men nåede ikke rigtig at reagere med hverken det ene eller andet, før Jaris fik sat på en stol tæt ved hende. Her faldt blikket tilbage på Jaris, og hun bed sig lidt i siden af underlæben mens blikket kort låste sig lidt på hans læber. Det var utroligt fristende af kysset ham. Bare lige stjæle et lille kys. Fielthena vidste jo allerede Daphnie havde en anden end Aksel. 
 " Hej.. " var lidt det eneste Daphnie formåede at svare til at Jaris kede sig. Derefter flyttede Daphnie blikket over på Fielthena.
 " Fielthena! Det her er min fætter, Bjork! " Ivrig i hendes ord, snakkede Daphnie lidt højere end hun behøvede, og blinket med det ene øje, for at hinte til Fielthena at det ikke rigtig var hendes fætter, var gjort så overdrevet at selv folk der stod bag hende, ikke var i tvivl om at hun blinkede. Det var næsten en handling der fik hele Daphnies krop til at bevæge sig.

Alle, samtlige personer der stadig var at finde på kroen, flyttede deres blikke mod døren, hvor en mørkhåret, umiddelbart ikke særlig ung mand brægene efter Daphnie. Fielthena vare ingen undtagelse, også hendes blik var rettet mod ham og det var ikke med et imponeret udtryk. Var han blind eller hvad siden han skulle være så højrøstet?
Blind var han ikke, for så snart de.. orange øjne? Landede på Daphnie’s lille skikkelse og den løftede hånd blev kursen sat til deres bord.
Mandens tilstedeværelse pustede nyt liv i den unge kvinde, hvis holdning blev en helt anden. Hvad Fielthena bedt mest mærke i var smilet. Det smil der mindet mistænkeligt meget om det, som havde pyntet hendes ansigt ved snakken om ’den mystiske elsker’. Med blikket skiftene mellem den nytilkomne og Daphnie brugte Fielthena lidt tid på at bide mærke i de små signaler mellem dem.
Stolen blev sat noget tæt, upassende tæt på den som Daffe sad på og da kom blinket der mest fik hende til at ligne en der havde fået øjenvippe i øjet, og nu ihærdigt forsøgte at få den blinket ud. ”Nååh så det er det?” svarede hun med hovedet tippende på skrå, mens hun flyttede sig længere ud på kanten af stolens sæde ”Han har ikke særlig gode manere ham fætter Bjork?” de grønne øjne fæstnede sig på 'Bjork', mens et drillende glimt blikket tog spydigheden af ordene. En hånd blev rakt over ordet mod ham som en hilsen ”Beklager jeg har holdt Daphnie hen, jeg vidste ikke der var en som ventede hende hjemme?”. kort blev flyttede øjnene sig mod Daphnie, inden de fandt tilbage på fyren ved siden af ".. Hun glemte vidst at informere mig om den lille detalje, at hun havde aftaler med sin fætter efter arbejde.".