Blikket hvilede lidt på ringen, mens Declan betragtede den, og da han spurgt hende om det gjorde en forskel slog hun blikket væk, og trak lidt på skuldrene. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke rigtig lyst til at det skulle gøre en forskel. Hun kunne godt lide hvordan hendes liv var. Og det var jo ikke fordi hun tænkte hun ville holde sig væk fra Jaris. Nu havde hun godt nok forsøgt at holde sig fra Declan lidt, men det var jo ikke nemt når han selv troppede op, og hun nød jo tiden med ham. 
 " Jeg tror ikke det ændre noget.. " mumlede hun lidt. 
 " Måske lidt.. Vi leder efter hus.. " Hvis de en gang fandt en hus Daphnie ville gå med til, ville Declan ikke bare kunne møde op, som i dag. 

 Daphnie så på Declan efter at have fortalt om Aksel. Hun prøvede at se om hun kunne tolke eller gennemskue hvad han tænkte. Om det så ud til han ville rejse sig og gå. Han blev dog liggende og det fik Daphnie til at holde læberne lidt sammen, en smule lettet. Hun vidste godt det ikke burde gøre hende glad, at Declan virkede til at ville forsætte de ting de gjorde. Hun vidste hun burde holde sig væk. Kun fokusere på Aksel og nyde livet med ham, men det kunne hun ikke. Han var ikke nok.
 " Jeg.. " Daphnie slog blikket væk fra Declan. Elskede hun Aksel? Ikke på samme måde som hun elskede Jaris. Hun sukkede.
 " Ikke som han elsker mig..  " Daphnie trak hånden med ringen lidt til sig. Det var svært at forklare, for hun kunne godt forstå det var underlig hvorfor hun valgte at gifte sig med en hun ikke elskede. Hun kunne bare ikke fortælle folk, at hun selv elskede en dæmon. De ville aldrig kunne være sammen og Aksel var så glad for Daphnie, at det nok var altid hun kunne få. Det handlede mest af alt om, at hun ikke ville ende alene.

Egentlig burde det vel ikke komme bag på ham, at Daphnie og hendes kommende mand, var på jagt efter et hus, men det virkede bare til, at det var den ene dårlige nyhed efter den anden lige nu! Han var altså ved at have travlt, hvis hendes lykkelige fremtid skulle nå at ødelægges.
"Lad mig spørge på en anden måde.. Har du lyst til, at det skal ødelægge noget?" Det var jo virkelig det helt store spørgsmål, var det ikke? Om hun havde tænkt sig at leve sig ind i rollen som loyal lille kone og husmor.
"Jeg kan jo stadig kigge forbi, selvom i flytter i hus sammen. Der må jo være tidspunkter, hvor han ikke er hjemme. Eller du kan komme til mig" Lige nu behøvede hun jo ikke at vide, at hvis alt gik, som det skulle, kom hun ikke til at flytte.

Selvfølgelig bed han godt mærke i, at hun ikke fuldt ud benægtede at have følelser for denne Aksel, men det her var vel godt nok. I det mindste virkede det da heller ikke til, at hun var hovedkuls forelsket. Selvom det selvfølgelig ville gøre det meget sjovere, når hans planer for Aksel blev ført ud i lavet. Ak ja, man kunne jo ikke få alt, som man gerne ville have.
"Der er ingen skam i,  hvis han har stærkere følelser end dig. Mange mennesker gifter sig af pligt i stedet for følelser, bare se på mange af de adelige" Det blev sagt med en stemme, så det kunne forståes som, at han faktisk forsøgte at trøste hende. Selvfølgelig var det ikke tilfældet, han tvivlede stærkt på, at hun ville kunne få sig selv til at aflyse brylluppet, så han prøvede virkelig bare ay prikke til hendes skyldfølelse.

 Det tog ikke mange millisekunder før Daphnie rystede på hovedet til Declans spørgsmål. Blikket blev dog hurtigt slået en smule skamfuldt ned, mens hun sank en klump. Selvfølgelig skammede hun sig over at hun så nemt og hurtigt kunne svare på, at hun ikke ønskede at stoppe med de ting hun gjorde bag Aksels ryg. Det var forkert og ikke okay, men det virkede heller ikke rigtig med Aksel. Han turde jo knap nok kysse andet end korte tante kys. 
 Declans ord omkring hvordan det ikke behøvede at ændre noget for dem, fik Daphnie til at flytte blikket lidt tilbage på hams, men hun overvejede det. Og så nikkede hun lidt. Det burde kunne lade sig gøre. Hun skulle også bare huske at passe på, for sladder løb hurtigt her omkring.
 " Yeah.. " sagde hun stille. 

 Læberne blev foldet lidt sammen, mens hun lyttede til hans ord. Det gav mening, men hjalp ikke rigtig på hvordan hun havde det. Nok mest fordi hun følte hun holdte Aksel for nar og snød ham. Lokkede ham ind i et forhold, hvor han troede han fik alt, og så fik han ikke en gang det halve. Derfor sagde Daphnie heller ikke noget til det, og brummede i stedet blot. 
 Daphnie løftede sig lidt mere op, og fik så kravlet ind over Declan, så hun sad over ham, med et ben på hver hans side, og tæppet hen over deres ben og Daphnies ryg, som hun lænede sig ind over ham. Det var godt nok ikke vildt længe siden de havde været i gang, men Daphnie havde brug for de gjorde noget andet end at snakke om hendes kommende ægteskab. Hun lod derfor hovedet hænge lidt over hans, så deres læber kun lige snittede.
 " Kan vi snakke om noget andet? " hvisket hun stille med blikket i hans, inden hun blidt nappede lidt i hans underlæbe. Det her burde vel hjælpe med at skifte samtaleemnet bare en lille smule. Hænderne havde hun placeret på hver sin side at Declans hoved, så hun ikke havde nogen problemer med at holde hovedet oppe så deres læber ikke gjorde mere end blot at snitte hinanden, når ikke hun nappede i hans underlæbe.

Hun virkede stadig en anelse mere usikker, end han egentlig rigtig brød sig om. I det mindste havde han en rimelig god ide om, at det ikke skyldtes han forslag om, at de stadig kunne ses. Kunne det passe, at hendes kommende ægteskab gik hende så meget på? Han ville virkelig aldrig forstå folk, hvorfor gifte sig med en, hvis man ikke holdt af personen? Hvorfor bare generelt gifte sig, det førte ikke til andet end problemer.

Egentlig havde Declan haft en plan om, at han ville lade Daphnie være alene med tankerne, så hun for alvor kunne have det dårligt med sig selv. Men det åbnede jo også op for den mulighed, at hun kastede sig i armene på en anden for at søge trøst. Det kunne han jo ikke rigtig have. Heldigvis blev beslutningen lidt taget for ham, da hun valgte at sætte sig overskrævs på ham. Nu ville det jo være direkte uhøfligt at smide hende væk.
"Hvis du giver mig noget andet at tænke på" det blev sagt med at lille smil, så eventuel alvor forhåbentlig forsvandt, hun skulle jo helst ikke tro, at han var gal, selvom vreden stadig sydede i ham. Stille og roligt var hans nysgerrighed dog også ved at vågne igen, hvad ville hun gøre, hvis hun havde styringen? Indtil videre havde det jo mere eller mindre været ham, som havde bestemt slagets gang. Ikke at han på nogen måder havde tænkt sig at lade hende få for meget af magten, men det kunne da være meget rart bare at ligge og lade sig blive forkælet. Bare for at sætte lidt ekstra skub i tingene, pressede han sine læber mod hendes, nu var det op til hende, hvad hun ville.

 Det var ikke meget erfaring Daphnie havde med at styre eller generelt være på toppen, men ved sidste besøg fra Jaris havde hun da lært lidt. Ikke det betød hun overhovedet var tryk eller ikke i noget som helst, men hvis det skulle til for at skifte samtalen, så gav hun det gerne et akavet forsøg. 
 Nervøsiteten og usikkerheden var dog allerede begyndt at snige sig ind over hende, hvilket kunne fornemmes på den lidt tøvende nikken. Glædeligt gengældte hun dog kysset, for det kunne da trække tiden lidt ud, inden hun faktisk gik i gang. 

 Hænderne knugede sig lidt om lagnet inden hun trak sig langsomt fra kysset. Hendes kinder var blevet let rosa i let generthed over at skulle gøre noget af sig selv. Læberne foldede sig lidt overvejende sammen, inden tænderne sank lidt ned i underlæben. Blikket havde været i Declans, men så flyttede hun sig ned så hun kunne lade læberne og tænderne glide ned over huden. For nu gik det fint, og lige så stille bevægede kyssene sig længere ned over Declan, og ned over hans overkrop. 
 Det var her nervøsiteten for alvor begyndte at vise sig. Hun tøvede noget mere i kyssene jo længere ned over maven hun kom, og det gik noget langsommere med at komme længere ned. Daphnie skævede lidt op mod Declan for at få en ide om hvordan han havde det med det, om han ville have hende til at stoppe eller noget. 
 Tankerne sneg sig lidt tilbage til gangen med Jaris. Hvad hun havde gjort, og hvad han sagde sagt til hende. Det var jo ikke fordi det havde virket til Jaris havde fundet det dårligt, hvad hun havde gjort. Hun lod derfor hænderne glide ned over hans sider, og lod så den ene støtte sig mod sengen, mens hun brugte den anden til at løfte overkroppen lidt, som det blev sværere at kravle længere bagud i sengen, og måtte løfte sig lidt for at kunne lade læberne vandre længere ned.

Mange ville sikkert finde Daphnies rødmen kær, og hvis det ikke var fordi, at Declan stadig var rimelig irriteret, havde han sikkert været tilbøjelig til at tænke det samme. Lige nu irriterede hendes uskyldige væremåde ham dog en anelse, for han havde en mistanke om, at hun slet ikke var så uskyldig, som hun lod til at være. 

Hendes tøven var på ingen måde svær at bemærke, faktisk var den jo nærmest pinlig tydelig, jo længere ned hun kom. Havde Declan været et bedre menneske, havde han sikkert forbarmet sig over hende og ladet hende slippe, eller som minimum hjælpe hende. Men nu gjorde han sig ingen illusioner om at være et godt menneske, og hvis han skulle være helt ærlig, så morede han sig faktisk ret meget over hendes situation. Det var jo hendes egen skyld, hun havde selv placeret sig øverst, han havde bare valgt at spille med. Desuden var det vel kunne passende, at hun kom med en eller anden form for godtgørelse nu, hvor hun teknisk set havde løjet for ham. Hun skulle bare være glad for, at hun 'slap' med at give ham lidt nydelse.

Lidt sød måtte han vel hellere være, så da Daphnie langt om længe fik bevæget sig helt ned, så hun kunne komme igang, viklede han fingrene ind i hendes hår, bare så han havde muligheden for at guide hende lidt.. Selvom han da ville lyve, hvis han sagde, at der ikke var en relativ stor del af ham, som havde lyt til bare at gribe hårdt fat i de brune lokker og gøre, som han lystede. Men han havde stadig ikke helt luret, hvor hårdhændet han kunne være med hende, og hun skulle jo helst ikke skræmmes væk, så for nu nøjedes han med at lave nogle blide træk i håret for at korrigere hendes bevægelser, og så sørgede han ellers for at stønne lidt højere end normalt, så hun havde et eller andet at arbejde ud fra. 

 Det var ikke til at vide hvad Daphnie havde forventet da hun begyndte at kravle ned af Declan. Hun havde nærmest ingen erfaring med hvad hun havde gang i, og vidste ikke helt hvad hun skulle eller. Hun havde kun den vide hun havde fået fra at se på Nicola og Jaris, og den ene gang med Jaris. Derfor var det også et lidt forskrækket gisp der lød fra hende, da Declans hænder fandt vej til hendes hår. Blikket blev hurtigt vendt op mod Declan igen, med et lidt overrasket udtryk. 
 At Declan tog fat i Daphnies hår, og begyndte at guide hende, sendte et mix af nervøsitet og spænding. Det gjorde hende usikker at han havde fat i hende, og virkede til at ville styre hende, men det tændte også et eller andet i hende at kontrollen blev taget lidt fra hende.  Daphnie sank en klump og tog forsigtigt fat om Declan, for at flytte sig det sidste stykke uden at fjerne blikket fra ham.

 Daphnie var stadig ikke nået til et sted i hendes liv hvor hun kunne få sig til at se på den. Derfor kneb Daphnie øjnene i da hun flyttede blikket fra ham, og lod hovedet blive guidet ned over Declan. Hun følte sig ikke voksen nok til at se på noget så uanstændigt. 
 Hovedet bevægede sig op og ned, og Daphnie forsøgte at gøre det så godt som muligt. Sugede lidt og prøvede at bevæge tungen lidt i mens, ikke at hun fandt det helt nemt. Det lød dog til at det hun gjorde var godt nok, ud fra lydene Declan kom med. Det hjalp lidt at Declan styrede hendes bevægelser lidt, men det gjorde hende også lidt nervøs, fordi hun ikke vidste hvad han kunne finde på at gøre, hvis det ikke helt var godt nok. 
 
 Det var Daphnies plan at forsætte til Declan var tilfredstilt igen. En gang i mellem kiggede Daphnie op på Declan og fulgte med i hvordan han tog hvad hun forsøgte at gøre. Og for at få et bedre billede af om hun gjorde det rigtigt og godt. Hun prøvede på ikke at stå for meget imod Declans styring af hendes bevægelser, men når hun synes han pressede hendes for langt var hun nødt til at stå lidt imod og kom med lidt lyde for at understrege hun ikke rigtig kunne lide det. 

Det ville være en skam at sige, at Daphnie ligefrem var dårlig til, hvad hun gjorde netop nu, altså han nød det jo.. Men var det det bedste, han nogensinde havde fået? Nej, det var det bestemt heller ikke. Der var lang vej endnu med hensyn til de planer, som han havde for Daphnie, men samtidig var han sikker på, at de nok skulle nok derhen en dag, for nu var han dog kun fokuseret på sin egen nydelse. Skulle han være helt ærlig, så var der også en lille ondsindet del af ham, som nød at se, hvor svært og akavet hun fandt det. Han var trods alt stadig gal og det kriblede i ham for at afstraffe hende på en eller anden måde, men eftersom han blev nødt til at spille sød kunne han jo ikke gøre det på en alt for åbenlys måde.

Hele tiden kæmpede Declan med sig selv for ikle at stramme grebet i Daphnies hår, så han kunne guide hende bare lidt mere, end han gjorde nu. Nok gik han ikke ind for tvang, når det kom til at være intime med andre, det fjernede en god del af nydelsen syntes han selv, men måske var han bare blevet for godt vant nu hvor han var fast sammen med en anden person, som han kunne være mere hårdhændet ved. Men han formåede at holde grebet relativt let, og han forsøgte at lytte til hendes lyde, når han alligevel kom til at presse lidt for hårdt til.

Endelig begyndte en velkendt følelse at sprede sig i Declan, og mens hans nydende lyde tog til, strammede han også grebet i Daphnies hår en anelse, dog stadig ikke hårdt nok til, at hun ikke ville kunne trække sig væk, hvis hun virkelig ønskede det.
Langt om længe slap ham grebet i Daphnies hår, så hun igen ville kunne trække sig væk fra ham, selvfølgelig sørgede han for at holde godt øje med hendes reaktion på hele situationen, bare i tilfælde af, at der var et eller andet, som han skulle tage sig af med det samme 

 Selvom Daphnie mærkede Declan stramme grebet lidt om hendes hår, kom det lidt bag på hende da han i hendes øjne kom meget pludseligt. Hendes øjne spærrede sig lidt overrasket op, og prøvede at synke det, men da hun hverken var klar på det skete eller vant til det, endte hun med at måtte trække hovedet væk med en halvkvalt lyd, før hun hurtigt lænede sig ud over kanten, og så lydløst som muligt spyttede indholdet i den fyldte mund ud. 
 Daphnie gjorde virkelig alt hun kunne for at være anstændig og høflig, halsen blev ved med at større sig sammen, og truede med at lade mavens indhold flyde på gulvet. Hængerne knugede om kanten, mens flere og flere tårer sneg sig frem i øjenkrogene, hver gang halsen klemte sig sammen. 

 Til sidst endte hun med at rejse sig, og en smule snublende skyndte sig igennem det lille hjem, for at komme over til spanden med vand hun havde stående. På vejen havde hun grebet et krus, som hun hurtigt fyldte for at få drukket en masse, så hun forhåbentlig kunne stoppe med de ulækre og uhøflige lyde. Noget der egentlig bare fik hende til at hoste.
 " .. U-undskyld.. " lød det flovt at skamfuldt fra Daphnie, da hun endelig have fået mere styr på sig selv. Hun sat på gulvet, med benene bukket bagud. Hun snøftede lidt og tørrede tårerne væk, uden at se hen på Declan. Det kunne hun ikke få sig til.
 " Det var ikke... Jeg gjorde det ikke.. Det var bare.. jeg blev overrasket.." sidste blev sagt meget stille og hun sank kort. Det var ikke hendes mening at virke nedværdigende eller uhøflig over for ham. 

Gennem tiden havde mange kaldt Declan for et dumt svin, og for den sags skyld også det, som var værre. De tog heller ikke fejl, det var han ikke bleg for at indrømme, så han fandt en nærmest sadistisk nydelse ved synet af, hvor meget Daphnie kæmpede. Han var en anelse skuffet over, at hun endte med at tømme mundens indhold på gulvet. Der var langt igen før hun kunne bruges til noget som helst andet end hans egen fornøjelse.. Men han var stadig sikker på, at det nok skulle ske en dag, det skulle han i hvert fald nok sørge for. Men for nu, måtte han jo nok hellere holde den søde facade kørende, hver ting til sin tid trods alt. 

Hurtigt sørgede Declan for at få lagt ansigtet i de rette bekymrede folder igen, forhåbentlig havde Daphnie ikke nået at opdage noget.
"Det gør ikke noget" Han rejste sig op, så han kunne sætte sig ned ved siden af hende.
"Det kom jo bare bag på dig, jeg burde nok have advaret dig lidt bedre" Han strøg hende forsigtigt henover håret. Han havde den største lyst til bare at bede hende om at tage sig sammen, men han tvivlede på, at hårde ord ville gøre meget andet end at få hende til at bryde endnu mere sammen, og skulle han være helt ærligt, så gad han virkelig ikke til at sidde og tage sig af en stortudende og fuldkommen ødelagt Daphnie.. Men samtidig kunne han jo ikke bare gå og sætte alt sit hårde arbejde over styr.

 Trods Declan sagde det ikke gjorde noget, var det ikke fordi det ligefrem lettede Daphnies sind. Det var pinligt og flovt, og hun skammede sig lidt. Det var ulækkert og usexet. En del af hende ville gerne gøre det for Jaris, hvis han en gang gerne ville have det, men ikke sådan her. Hun flyttede dog alligevel et lidt skævende blik hen på ham, da han kom hen til hende. Munden åbnede sig og lukkede sig igen bagefter, uden at hun vidste hvad hun ville sige. 

 Daphnie tørrede i stedet lidt efternøler af et par tårer væk, og prøvede i stedet med at forsigtigt smil til ham. Hun tog endnu en slurk af kruset med vand. Kruset blev sat ned mod hendes skød.
 " Undskyld alligevel..  " mumlede hun så lidt inden hun rettede sig op, og så over mod den hvide, våde klat på gulvet ved sengen med en grimasse. Læberne blev presset sammen og blikket slået ned.
 " Det.. Er okay hvis du gerne vil gå nu..  " sagde hun stille. Hun ville selvfølgelig hellere have han blev, men de var også forstående hvis han ikke følte for at være ved hende lige nu. 
 " Jeg må heller.. rydde op..  " Daphnie satte kruset fra sig på gulvet og gjorde klar til at rejse sig. Klatten blev bare ved med at minde hende hvor ulækker hun havde været, og hun havde brug for at få det væk.

Kvinder altså.. Nogle gange var de altså bare forfærdeligt grådlabile og alt for skrøbelige! Han havde da trods aldrig oplevet, at en mand var brudt fuldkommen sammen over så lidt! Men tilgengæld så var kvinderne oftest nemmere at manipulere, og især Daphnie havde jo vist sig modtagelig overfor hans små metoder. Men lige nu overvejede han virkelig, om hum var besværet værd, eller om han bare skulle 'lade hende slippe'. Eller endnu bedre.. slå hende ihjel. Det kriblede i fingrene efter at føre en kniv over hendes hals og se livet forlade hende, men det ville være alt for meget spildt arbejde, og var der noget han hadede, så var det spildt arbejde.

Med et fast greb, men selvfølgelig ikke så hårdt, at det ville gøre ondt, tog han fat i hendes arm, så han kunne hive hende ned og sidde igen.
"Du skal ikke have skyldfølelse, det er en helt normal reaktion" han strøg hende blidt over håret, forsøgte at få hende til at falde til ro.
"Hvis nogen skal skamme sig, bør det være mig. Jeg skulle have spurgt dig om tilladelse først" Han så ned i gulvet med påtaget skyldfølelse.. Men det var ikke nogen nem følelse af forfalske, og især ikke over længere tid, for så at skjule et potentielt brud i hans facade, rejste han sig op, og begyndte at finde frem til, at han kunne gøre rent efter hende. Det huede ham bestemt ikke, hun burde sådan set have lov til at ligge på sine grædende knæ og skrubbe gulvet, men det var da trods alt ikke det værste han havde gjort for at vinde Daphnies tillid.

 Daphnie havde nok mest af alt forventet af Declan ville gå. Lade hende gøre rent efter sig selv mens han tog tøjet på og gik sig vejen. Hvordan kunne hun andet? Deres sociale rank var temmelig forskellig, så selvfølgelig gav det mening at hun skulle gøre rent efter sig. Derfor blev hun lidt forskrækket da han greb fat i hendes arm og trak hende ned at sidde igen. Blikket blev hurtigt vendt mod ham, som bagdelen ramte gulvet igen, med et lidt forvirret og overrasket udtryk over sig. 
 Blikket blev slået lidt ned igen, da han sagde det var en normal reaktion. Et enkelt snøft forlod hende mens hun nikkede lidt. Det var rart at han ikke tog det så tungt, og strøget over hovedet fik hende også til at slappe lidt mere af. 
 " .. Okay.. " Hun troede ikke helt på at det var en normal reaktion, hun kunne jo godt selv se det ikke var en specielt lækker reaktion, men hun accepterede også at Declan prøvede at få hende til at få det bedre med situationen. Da han så sagde det var hans skyld, gippede det næsten helt i hendes krop af skyld over hans følte det var hans skyld. Det var jo ikke sådan det skulle være.
 "Nej nej! Det er okay!  " skyndte hun sig at sige, og tørrede hurtigt de sidste våde tåre væk fra kinder og øjne. En lille knude voksede frem i hendes mave da han slog blikket ned og hun sank kort. Da han rejste sig, prøvede hun at gribe lidt ud efter hans hånd, men nåede ikke at fange den inden han var væk. 
 " Jeg skulle have være forberedt på det..  " mumlede hun lidt. Hun synes ikke det var hans skyld. Hun burde have vidst det ville ske, burde hun ikke?

 Declan fandt spand og gulvbørste frem, mens Daphnie sad lidt og ikke vidste hvordan hun skulle have det. Hun var dog hurtig til at rejse sig og komme hen og sidde på knæ på gulvet henne ved Declan og klatten. 
 " Jeg skal nok.. " sagde hun stille og rakte forsigtigt ud efter gulvbørsten. Det ville nok være lidt uhøfligt bare at tage den ud af hans hænder, hvis han virkelig selv ville gøre rent efter hendes spytklat. 
 " Hvordan vidste du hvor jeg boede? " spurgte hun så, for at skifte emnet lidt. Desuden mente hun ikke at hun havde vist eller fortalt ham hvor hun boede, havde hun?

I det hun greb ud efter gulvbørsten, rykkede Declan den væk, så hun ikke kunne få fat på den.
"Jeg har ikke noget imod at gøre det, rengøring er slet ikke så fremmede for mig, som du sikker tror. Desudem er det på tide, at nogen gør noget for dig" at det så oftere var blod, som han havde ligget og skrubbet af et gulv, var en detalje, som hun ikke behøvede vide. Især fordi det stadig var meget sandsynligt, at det en dag ville være hendes blod, som skulle skrubbes af gulvet.
"Jeg tog hen på den kro, hvor du arbejder, og en af dem fortalte mig det" At lyve var en så naturlig del af Declans liv, at han ikke engang fortrak en muskel. Det var måske ikke den mest holdbare løgn, siden hun jo kumme udspørge sine venner på kroen, men så kunne han altid finde på flere løgne, for nu havde hun jo ingen grund til at betvivle hans intentioner.
"Du må undskylde, hvis det var over grænsen, men jeg ville se gerne overraske dig" Han smilede forsigtigt til hende og slog så blikket ned mod gulvet i påtaget forlegenhed.

Da gulvet var skrubbet færdig blev gulvbørste og spand stillet væk igen, resten af rengøringen kunne hun selv få lov til at klare.
"Undskyld igen for hele situationen. Jeg håber på, at vi kan glemme det hele igen? Det skulle så nødigt ødelægge noget" Han gik hen til hende og strøg hende igen over håret.
"Og du må virkelig ikke tage det her på den forkerte måde, men jeg bliver virkelig nødt til at gå nu. Jeg burde egentlig været for længe siden, men jeg ville langt heææere bruge den ekstra tid med dig" Hvis han skulle bruge bare et øjeblik længere sammen med Daphnie i hendes ynkelige tilstand, så ville det ende med, at det var hans maves indhold, som de måtte tørre op fra gulvet! Han havde allerede, hvis han selv skulle sige det, leveret et mere end imponerende skuespil overfor hende, men selv han havde sine grænser.

 Fingrene lukkede sig langsomt sammen, da Declan trak børste væk hendes rækkevidde, og Daphnie foldede læberne sammen i et undskyldende og lidt flovt udtryk. Kinderne var let rosa og hun følte sig utrolig dum lige nu.
 " Det var ikke fordi jeg troede.. " mumlede hun en smule undskyldende. Hun ville ikke få det til at virke som om hun troede han ikke kunne finde ud af at gøre rent, det var jo bare fordi hun følte hun skulle gøre rent efter sig selv. Og han var trods alt hendes gæst. I stedet for at dvæle mere ved tanken rømmede hun sig lidt og sendte i stedet Declan en lille smil.
 " Tak, " sagde hun så. Det var da rart at nogen gjorde noget for hende, også selvom hun fandt det en smule underligt. Mest på grund af hvad det var der blev gjort.  

 " Åh..! " lød det en smule overrasket fra hende, da han fortalte hvordan han havde fundet ud af hvor hun boede. Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med det, hun skulle jo giftes med Aksel, og det vidste nærmest alle der kendte hende - især henne på kroen var det meget kendt. Hvordan ser det ikke ud at en, måske for dem, fremmed mand spurgte ind til hvor Daphnie boede? Hun håbede på at det ikke var noget folk ville tænke over eller ligge mere i, for besøget havde jo været meget rart.
 " Det er okay, det var en dejlig overraskelse, " sagde hun med et forsigtigt smil. 

 Derefter sad de lidt i stilhed. Daphnie kunne ikke helt få sig til at flytte sig, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, så i stedet sad hun bare og ventede. Det hele virkede lidt akavet for hende, og hun vidste ikke hvorfor hun havde det sådan. Normalt var det ikke noget hun tænkte over. 
 Da Declan var færdig så hun lidt på ham og nikkede en smule. De kunne godt glemme det. Det var nok det bedste. Hun bed sig lidt i underlæben, og kunne ikke holde et lille smil tilbage, da han strøg hende over hovedet. Hun fik rejst sig op, og nikkede en smule.
 " Det er okay.. Klokken er også blevet mange.. " Daphnie kiggede kort mod vinduet, der afslørede hvor mørkt det var blevet udenfor. 
 " Det var en dejlig overraskelse.. " sagde hun med at smil og bed sig lidt i underlæben. Hun havde bestemt nydt det. Hun rejste sig op og holdt hænderne lidt om sig selv. Hun var blevet lidt kold af at sidde og vente, hun havde jo stadig ikke noget tøj på, men nu tænkte hun at hun ville sige farvel først.

Det var så sandelig nået at blive sent, også noget senere, end Declan egentlig havde planlagt. Han hadede når planer ikke holdt... Men den her ene gang kunne han nok godt forsvare det overfor sig selv, for det tjente jo et formål på den lange bane.
"Tiden løber, når man har det sjovt" Han smilede lidt til hende og lænede sig frem, så han kunne placere et hurtigt kys på hendes pande.

Hurtigt fik han samlet sit tøj sammen og hevet det på. For en god ordens skyld lod han lige blikket glide rundt for st sikre sig, at han intet havde glemt.. og så ramte det ham, grunden til, hvorfor det hele virkede bekendt. Han havde ganske rigtig været der før, dengang han var fulgt med en ganske charmerende fremmede. Det tog ikke længere at regne ud, at der måtte være en forbindelse, og selvom Declan ikke kunne være sikker på, at det var andet end et venskab, begyndte vreden at røre på sig. Som om det ikke var slemt nok, at han skulle håndtere en kommende ægtemand! Daphnie havde tydeligvis været noget mere omkring, end han først havde regnet med.

Vreden blev pakket væk, for nu, så Declan kunne gå hen og ligge armene rundt om Daphnie.
"Jeg går ud fra, at vi ses igen?" Han pressede blidt sine læber mod hendes, inden hun fik en chance for at svare ham.
Han brød omfavnelsen og bukkede galant for hende.
"Til vi ses igen" og med de ord satte han kursen mod hoveddøren, som han hurtigt forsvandt ud af. Nok var klokken efterhånden mange, men lige pludselig havde han mange ting, som skulle planlægges og nå.